(1)

Den 29. november 2012 vedtog Rådet en afgørelse om bemyndigelse af Kommissionen til at indlede forhandlinger med Japan om en frihandelsaftale.

(2)

Forhandlingerne om en aftale mellem Den Europæiske Union og Japan om et økonomisk partnerskab (»aftalen«) blev afsluttet med et positivt resultat, og aftalen blev undertegnet den 17. juli 2018.

(3)

(4)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/45/EF (3) kan færdigpakkede produkter kun markedsføres i Unionen, hvis de er færdigpakket i de nominelle mængder, der er anført i punkt 1 i bilaget til nævnte direktiv. For så vidt angår spiritus nævnes der i punkt 1 i bilaget til direktiv 2007/45/EF nominelle mængder i intervallet fra 100 ml til 2 000 ml. Disse nominelle mængder omfatter ikke mængder på 720 ml og 1 800 ml, hvilket er de nominelle mængder, hvorved enkeltdestilleret shochu fremstillet i et destillationsapparat aftappes og sælges i Japan.

(5)

(6)

Undtagelsen fra direktiv 2007/45/EF skal indføres ved hjælp af en ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 110/2008 (4) for at sikre, at enkeltdestilleret shochu fremstillet i et destillationsapparat og aftappet i Japan kan markedsføres i alle medlemsstater på samme tid efter aftalens ikrafttræden.

(7)

Forordning (EF) nr. 110/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(8)

For at sikre at aftalen gennemføres for så vidt angår markedsføringen i Unionen af enkeltdestilleret shochu fremstillet i et destillationsapparat og aftappet i Japan, bør denne forordning finde anvendelse fra datoen for aftalens ikrafttræden —

(1)

Unionen kan efter anmodning fra medlemsstaterne bistå dem med bestræbelserne for at forbedre deres administrative kapacitet til at gennemføre EU-retten.

(2)

Støtteprogrammet for strukturreformer (»programmet«) blev oprettet med det formål at forbedre medlemsstaternes kapacitet til at udforme og gennemføre administrative og vækstfremmende strukturreformer i Unionens interesse, herunder gennem ydelse af hjælp til at udnytte EU-fondene effektivt og virkningsfuldt. Støtte under programmet stilles til rådighed af Kommissionen efter anmodning fra en medlemsstat og kan dække en bred vifte af politikområder. Udvikling af modstandsdygtige økonomier og et modstandsdygtigt samfund, der bygger på stærke økonomiske, samfundsmæssige og territoriale strukturer, som sætter medlemsstaterne i stand til effektivt at absorbere chok og hurtigt komme på fode igen, bidrager til økonomisk, social og territorial samhørighed og frigør vækstpotentiale. Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres retlige rammer tilskynde til passende bidrag og deltagelse af nationale og regionale offentlige myndigheder og interessenter. Gennemførelsen af institutionelle, administrative og vækstfremmende strukturreformer, som er vigtige for medlemsstaterne, og lokalt ejerskab af strukturreformer i Unionens interesse er vigtige redskaber til at sikre en sådan udvikling.

(3)

En effektiv formidling af programmets foranstaltninger og aktiviteter og resultaterne heraf på EU-plan, nationalt plan og regionalt plan er af afgørende betydning for at øge kendskabet til programmets resultater og sikre synlighed og levere information om programmets virkninger, der hvor det gennemføres.

(4)

Da efterspørgslen efter støtte kan overstige programmets finansiering, bør anmodningerne om nødvendigt prioriteres af den pågældende medlemsstat under proceduren for anmodning om støtte. I denne forbindelse bør der være fokus på anmodninger om støtte, der har forbindelse til det europæiske semester, og til politikområder, som vedrører samhørighed, innovation, beskæftigelse og intelligent og bæredygtig vækst. Programmet bør supplere andre instrumenter for at undgå overlapninger.

(5)

Da programmet ikke yder finansiering til medlemsstaterne, men kun teknisk bistand, tager det ikke sigte på at træde i stedet for eller erstatte finansiering fra nationale budgetter.

(6)

Medlemsstaterne har i stigende grad og i højere grad end oprindeligt forventet benyttet sig af mulighederne for støtte under programmet. Baseret på den anslåede værdi oversteg de anmodninger om støtte, som Kommissionen modtog i løbet af 2017-cyklussen, væsentligt den disponible årlige bevilling. I løbet af 2018-cyklussen var den anslåede værdi af de modtagne anmodninger fem gange større end de disponible finansielle midler det år. Næsten samtlige medlemsstater har anmodet om støtte under programmet, og støtteanmodningerne fordeler sig over alle de politikområder, som programmet dækker.

(7)

En styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed gennem strukturreformer, som gavner Unionen, og som er i overensstemmelse med Unionens principper og værdier, er afgørende for at understøtte den økonomiske modstandsdygtighed såvel som for en vellykket deltagelse og øget reel konvergens i Den Økonomiske og Monetære Union, hvilket sikrer Unionens stabilitet og velstand på lang sigt. Det er lige vigtigt for medlemsstater, som ikke har euroen som valuta, i deres forberedelser på at blive en del af euroområdet, og for medlemsstater, der er med i euroområdet.

(8)

Det er derfor under den del af programmets overordnede mål, der handler om reaktion på økonomiske og sociale udfordringer, hensigtsmæssigt at understrege, at en styrkelse af den økonomiske og sociale samhørighed, konkurrenceevne, produktivitet, bæredygtig vækst, jobskabelse, investeringer og social inklusion også kan bidrage til forberedelserne på deltagelse i euroområdet for de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta.

(9)

Med henblik på at forfølge de overordnede og specifikke mål og inden for de støtteberettigede foranstaltninger, der finansieres via dette program, bør det anføres, at aktionerne og aktiviteterne under programmet også bør kunne understøtte reformer, der kan hjælpe medlemsstaterne med at forberede sig på deltagelse i euroområdet, under overholdelse af princippet om ligebehandling af alle medlemsstater.

(10)

For at imødekomme den stigende efterspørgsel efter støtte fra medlemsstaterne og i betragtning af behovet for støtte til gennemførelse af strukturreformer i Unionens interesse, herunder i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, i deres forberedelser på at blive en del af euroområdet, bør bevillingerne til programmet øges til et niveau, der er tilstrækkeligt til, at Unionen kan yde en støtte, som dækker de anmodende medlemsstaters behov, og som anvendes i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning. Denne forøgelse bør ikke have modsat virkning på samhørighedspolitikkens øvrige prioriteter. Desuden bør medlemsstaterne ikke have pligt til at overføre deres nationale og regionale bevillinger fra de europæiske struktur- og investeringsfonde.

(11)

For at kunne yde kvalitetsstøtte med mindst mulig forsinkelse bør Kommissionen kunne anvende en del af finansieringsrammen til også at dække omkostningerne til aktiviteter, der tjener som støtte for programmet, f.eks. udgifter knyttet til kvalitetskontrol, overvågning og evaluering af projekter på stedet. Disse aktiviteter er vigtige for at sikre effektiviteten af projektgennemførelsen.

(12)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/825 (4) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

For at sikre en hurtig gennemførelse af foranstaltningerne i denne forordning bør den træde i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende —

(1)

Fremme af en harmonisk, holdbar og inklusiv udvikling af det indre marked som et område, hvor varer, personer, tjenesteydelser og kapital kan bevæge sig frit og sikkert, er en af Unionens prioriteter.

(2)

Genindførslen af udbytte af ulovlige handlinger i økonomien og omdirigering af penge til at finansiere ulovlige handlinger skaber fordrejninger og urimelige konkurrencemæssige ulemper for lovlydige borgere og virksomheder og udgør derfor en trussel mod det indre markeds funktion. Disse praksisser fremmer desuden kriminelle handlinger og terrorvirksomhed, som bringer unionsborgernes sikkerhed i fare. Derfor har Unionen truffet forholdsregler for at beskytte sig selv.

(3)

En af grundpillerne i de forholdsregler, som Unionen traf, var Rådets direktiv 91/308/EØF (3), hvorved finansielle institutter, juridiske personer og visse erhverv blev pålagt en række foranstaltninger og forpligtelser vedrørende bl.a. gennemsigtighed og registrering samt kundelegitimation, og der blev fastsat en forpligtelse til at indberette mistænkelige transaktioner til nationale finansielle efterretningsenheder (FIU'er). FIU'er blev nedsat som knudepunkter til at vurdere sådanne transaktioner, samarbejde med deres modparter i andre lande og om nødvendigt tage kontakt til de retslige myndigheder. Direktiv 91/308/EØF er siden blevet ændret og erstattet ad flere omgange. Bestemmelserne om forebyggelse af hvidvask af penge er i øjeblikket fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (4).

(4)

I lyset af risikoen for at anvendelsen af direktiv 91/308/EØF ville føre til øgede bevægelser af likvide midler til ulovlige formål, hvilket kunne udgøre en trussel for det finansielle system og det indre marked, blev direktivet suppleret med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1889/2005 (5). Nævnte forordning sigter mod at forhindre og afsløre hvidvask af penge og finansiering af terrorisme ved at indføre en kontrolordning for fysiske personer, som rejser ind i eller ud af Unionen med kontanter eller ihændehaverpapirer til en værdi af 10 000 EUR eller derover eller et tilsvarende beløb i anden valuta. Begrebet »rejse ind i eller ud af Unionen« eller »føres ind i eller ud af Unionen« bør defineres under henvisning til Unionens område som defineret i artikel 355 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) for at sikre, at nærværende forordning har det bredest mulige anvendelsesområde, og at ingen områder er undtaget fra dens anvendelse og udgør en mulighed for at omgå gældende kontrol.

(5)

Ved forordning (EF) nr. 1889/2005 gennemførtes i Fællesskabet de internationale standarder for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som er udviklet af Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF).

(6)

FATF, oprettet på G7-topmødet i Paris i 1989, er et mellemstatsligt organ, der fastsætter standarder for og fremmer en effektiv gennemførelse af retlige, reguleringsmæssige og operationelle foranstaltninger til bekæmpelse af hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og andre dertil knyttede trusler mod integriteten af det internationale finansielle system. Flere medlemsstater er medlem af FATF eller er repræsenteret i FATF gennem regionale organer. Unionen er repræsenteret i FATF ved Kommissionen og har forpligtet sig til effektivt at gennemføre FATF's anbefalinger. FATF's anbefaling nr. 32 om pengekurerer præciserer, at foranstaltninger bør være på plads for passende kontrol med likvide midlers bevægelser på tværs af grænserne.

(7)

I direktiv (EU) 2015/849 identificeres og beskrives en række kriminelle handlinger, hvorfra udbyttet risikerer at være genstand for hvidvask eller blive anvendt til finansiering af terrorisme. Udbyttet af disse kriminelle handlinger tranporteres ofte over Unionens ydre grænser med henblik på hvidvask eller brug til at finansiere terrorisme. Denne forordning bør tage højde herfor og fastsætte et sæt regler, der ud over at bidrage til forebyggelsen af hvidvask af penge, navnlig underliggende forbrydelser såsom skattekriminalitet som defineret i national ret, og finansiering af terrorisme som sådan gør det lettere at forebygge, afsløre og efterforske de kriminelle handlinger, der er defineret i direktiv (EU) 2015/849.

(8)

Der er gjort fremskridt med hensyn til indsigt i de mekanismer, der anvendes til at føre ulovligt erhvervede værdier over grænserne. Som følge heraf er FATF-anbefalingerne blevet opdateret, der er ved direktiv (EU) 2015/849 indført ændringer af Unionens retlige ramme, og ny bedste praksis er blevet udviklet. Der er i lyset af denne udvikling og på grundlag af evalueringen af den eksisterende EU-lovgivning behov for at ændre forordning (EF) nr. 1889/2005. Eftersom dette vil kræve yderst omfattende ændringer, bør forordning (EF) nr. 1889/2005 dog ophæves og erstattes af en ny forordning.

(9)

Nærværende forordning berører ikke medlemsstaternes mulighed for i national ret at foreskrive yderligere national kontrol med likvide midlers bevægelser inden for Unionen, forudsat at denne kontrol er i overensstemmelse med Unionens grundlæggende frihedsrettigheder, navnlig artikel 63 og 65 i TEUF.

(10)

Et regelsæt på EU-plan, der vil gøre det muligt at foretage sammenlignelig kontrol af likvide midler i Unionen, vil i betydelig grad lette bestræbelserne på at forebygge hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(11)

Denne forordning vedrører ikke foranstaltninger truffet af Unionen eller medlemsstaterne i medfør af artikel 66 i TEUF til begrænsning af kapitalbevægelser, som medfører eller truer med at medføre alvorlige vanskeligheder for Den Økonomiske og Monetære Unions funktion, eller i medfør af samme traktats artikel 143 og 144 som følge af en pludselig betalingsbalancekrise.

(12)

Toldmyndighederne bør fortsat fungere som kompetente myndigheder med henblik på denne forordning i betragtning af deres tilstedeværelse ved Unionens ydre grænser, deres ekspertise i udførelsen af kontrol af passagerer og gods, der passerer de ydre grænser, og deres erfaring med anvendelsen af forordning (EF) nr. 1889/2005. Samtidig bør medlemsstaterne fortsat kunne udpege andre nationale myndigheder, som er til stede ved den ydre grænse, til at fungere som kompetente myndigheder. Medlemsstaterne bør fortsat sørge for tilstrækkelig uddannelse af toldmyndighedernes og andre nationale myndigheders medarbejdere i at gennemføre disse kontroller, herunder i emnet hvidvask af penge baseret på likvide midler.

(13)

Et af de centrale begreber i denne forordning er »likvide midler«, som bør defineres således, at det omfatter fire kategorier: kontanter, ihændehaverpapirer, råvarer anvendt som højlikvide værdiopbevaringsmidler og visse typer af forudbetalte kort. Visse ihændehaverpapirer, råvarer anvendt som højlikvide værdiopbevaringsmidler og forudbetalte kort, som ikke er knyttet til en bankkonto, og som kan opbevare pengebeløb, som er vanskelige at opdage, må på grund af deres særlige egenskaber forventes at blive anvendt i stedet for kontanter som et anonymiseret middel til at føre værdier over de ydre grænser på en måde, som de offentlige myndigheder ikke kan spore ved hjælp af klassiske overvågningssystemer. Denne forordning bør derfor fastlægge de væsentlige elementer i definitionen af »likvide midler« og samtidig give Kommissionen mulighed for at ændre de ikkevæsentlige elementer i denne forordning som reaktion på kriminelles og medvirkende personers forsøg på at omgå en kontrolforanstaltning, der begrænser sig til én type af højlikvide værdiopbevaringsmidler, ved at føre en anden type over de ydre grænser. Hvis en sådan adfærd viser sig at være særlig hyppig, er det afgørende, at der hurtigt træffes foranstaltninger til at rette op på situationen. På trods af den store risiko, der er forbundet med virtuelle valutaer, hvilket er dokumenteret i Kommissionens rapport af 26. juni 2017 om vurderingen af de risici for hvidvask og finansiering af terrorisme, der påvirker det indre marked og vedrører grænseoverskridende aktiviteter, har toldmyndighederne ikke kompetence til at overvåge disse.

(14)

Ihændehaverpapirer sætter den fysiske ihændehaver i stand til at gøre krav på betaling af et finansielt beløb uden registrering eller navns nævnelse. De kan let bruges til at overføre store beløb og udviser lignende egenskaber som kontanter med hensyn til likviditet, anonymitet og risiko for misbrug.

(15)

Råvarer anvendt som højlikvide værdiopbevaringsmidler frembyder høj værdi i forhold til deres volumen, og der eksisterer et let tilgængeligt internationalt handelsmarked for dem, som gør det muligt at omsætte dem til kontanter, samtidig med at transaktionsomkostningerne er beskedne. Sådanne råvarer frembydes for det meste i standardiseret form, hvilket giver mulighed for hurtigt at kontrollere deres værdi.

(16)

Forudbetalte kort er anonyme kort, der anvendes til opbevaring af eller til at give adgang til en pengeværdi eller til pengemidler, som kan anvendes til betalingstransaktioner, til at erhverve varer eller tjenesteydelser eller til at indløse kontanter. De er ikke knyttet til en bankkonto. Forudbetalte kort omfatter anonyme forudbetalte kort som omhandlet i direktiv (EU) 2015/849. De anvendes bredt til en række legitime formål, og nogle af disse instrumenter har også en klar samfundsmæssig relevans. Sådanne forudbetalte kort er lette at overdrage og kan anvendes til at overføre betydelige værdier over de ydre grænser. Derfor er det nødvendigt at medtage forudbetalte kort i definitionen af likvide midler, navnlig hvis de kan købes uden procedurer for passende omhu for så vidt angår kundekendskab. Det vil give mulighed for at udvide kontrollen til visse typer af forudbetalte kort under hensyntagen til den tilgængelige teknologi, hvis beviserne giver belæg herfor, forudsat at udvidelse af sådan kontrol sker under behørig hensyntagen til forholdsmæssigheden og praktiske håndhævelsesaspekter.

(17)

For at forebygge hvidvask af penge og finansiering af terrorisme bør fysiske personer, der rejser ind i eller ud af Unionen, pålægges en forpligtelse til at angive likvide midler. For ikke at begrænse den frie bevægelighed unødigt eller overbebyrde borgere og myndigheder med administrative formaliteter bør der fastsættes en tærskel for angivelsesforpligtelsen på 10 000 EUR. Angivelsesforpligtelsen bør gælde for bærere, som bærer et sådant beløb på sig, eller som medbringer et sådant beløb i deres bagage eller i det transportmiddel, hvori de passerer de ydre grænser. De bør pålægges at stille de likvide midler til rådighed for de kompetente myndigheder med henblik på kontrol og om nødvendigt fremlægge dem for disse myndigheder. Definitionen af »bærer« bør forstås således, at den ikke omfatter bærere, som udfører erhvervsmæssig transport af varer eller personer.

(18)

For så vidt angår bevægelser af uledsagede likvide midler, f.eks. likvide midler der indføres til eller udføres af Unionen i postforsendelse, med kurer, i uledsaget bagage eller i containergods, bør de kompetente myndigheder have beføjelse til enten systematisk eller individuelt fra sag til sag at kræve, at afsenderen eller modtageren eller en repræsentant herfor foretager en indberetningsangivelse i overensstemmelse med nationale procedurer. En sådan indberetning bør indeholde en række elementer, der ikke er omfattet af den sædvanlige dokumentation, som fremlægges for toldmyndighederne, såsom forsendelsesdokumenter og toldangivelser. Sådanne elementer er de likvide midlers oprindelse, bestemmelsessted, økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse. Der bør gælde en tærskel for forpligtelsen til at indberette uledsagede likvide midler identisk med den tærskel, der gælder for likvide midler, der transporteres af bærere.

(19)

En række standardiserede dataelementer vedrørende likvide midlers bevægelser, såsom personoplysninger om angiveren, ejeren eller modtageren samt de likvide midlers økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse, bør registreres for at opfylde denne forordnings målsætninger. Det er navnlig nødvendigt, at angiveren, ejeren eller modtageren giver deres personlige oplysninger som indeholdt i deres identifikationsdokumenter for mest muligt at reducere risikoen for, at der opstår fejl vedrørende deres identitet, og forsinkelser som følge af eventuel efterfølgende behov for verificering.

(20)

For så vidt angår forpligtelsen til at angive ledsagede likvide midler og forpligtelsen til at indberette uledsagede likvide midler bør de kompetente myndigheder tillægges beføjelser til at foretage alle nødvendige kontroller af personer, deres bagage, det transportmiddel, der er anvendt ved passagen af de ydre grænser, og alle uledsagede forsendelser eller beholdere, som passerer den pågældende grænse, og som muligvis indeholder likvide midler, eller af et transportmiddel, der transporterer dem. I tilfælde af manglende overholdelse af disse forpligtelser bør de kompetente myndigheder på eget initiativ udarbejde en angivelse med henblik på efterfølgende videregivelse af de relevante oplysninger til andre myndigheder.

(21)

For at sikre ensartet anvendelse fra de kompetente myndigheders side bør kontroller primært bygge på en risikoanalyse med henblik på at identificere og vurdere risici og udvikle de nødvendige modforanstaltninger.

(22)

Oprettelsen af en fælles ramme for risikostyring bør ikke hindre de kompetente myndigheder i at foretage stikprøvekontroller eller spontane kontroller, når som helst de anser det for nødvendigt.

(23)

Hvis de kompetente myndigheder opdager et beløb i likvide midler, som er under tærsklen, men hvor der er indikationer på, at de likvide midler kan være knyttet til kriminelle handlinger, som er omfattet af denne forordning, bør de i tilfælde af ledsagede likvide midler kunne registrere oplysninger om bæreren, ejeren og, hvor de er til rådighed, den tiltænkte modtager af de likvide midler, herunder det fulde navn, kontaktoplysninger, nærmere oplysninger om de likvide midlers art og beløb eller værdi, deres økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse.

(24)

I tilfælde af uledsagede likvide midler bør de kompetente myndigheder kunne registrere oplysninger om angiveren, ejeren, afsenderen og modtageren eller den tiltænkte modtager af de likvide midler, herunder det fulde navn, kontaktoplysninger, nærmere oplysninger om de likvide midlers art og beløb eller værdi, deres økonomiske oprindelse og tiltænkte anvendelse.

(25)

Disse oplysninger bør videregives til den pågældende medlemsstats FIU, i hvilken forbindelse medlemsstaten bør sikre, at FIU'en uopfordret eller på anmodning videregiver eventuelle relevante oplysninger til de øvrige medlemsstaters FIU'er. De pågældende enheder er udpeget til at fungere som knudepunkter i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som modtager og behandler oplysninger fra forskellige kilder, såsom finansielle institutioner, og analyserer disse oplysninger med henblik på at vurdere, om der er grundlag for yderligere efterforskning, selv om det ikke nødvendigvis står klart for de kompetente myndigheder, som indsamler angivelserne og udfører kontroller efter denne forordning. For at sikre en effektiv informationsstrøm bør FIU'erne alle være forbundet med det toldinformationssystem (»CIS«), som er etableret ved Rådets forordning (EF) nr. 515/97 (6), og de oplysninger, der tilvejebringes eller udveksles mellem kompetente myndigheder og FIU'er, bør være forenelige og sammenlignelige.

(26)

I erkendelse af betydningen af en effektiv udveksling af oplysninger mellem de relevante myndigheder, herunder FIU'er inden for deres juridiske ramme, for en vellykket opfølgning af denne forordning og af nødvendigheden af at styrke samarbejdet mellem FIU'erne i Unionen bør Kommissionen senest den 1. juni 2019 vurdere muligheden for at oprette en fælles mekanisme til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(27)

I denne sammenhæng er det uhyre relevant at afsløre beløb af likvide midler under tærsklen i tilfælde, hvor der er indikationer på kriminelle handlinger. Derfor bør det også være muligt at udveksle oplysninger vedrørende beløb under tærsklen med de kompetente myndigheder i andre medlemsstater, hvis der er indikationer på kriminelle handlinger.

(28)

Eftersom de likvide midler, der er genstand for kontrol efter denne forordning, bevæger sig over de ydre grænser, og i betragtning af vanskeligheden ved at skride til handling, når først de likvide midler har forladt indførsels- eller udførselsstedet, og af den hermed forbundne risiko ved en ulovlig anvendelse af selv små beløb, bør de kompetente myndigheder have mulighed for midlertidigt at tilbageholde likvide midler i særlige tilfælde under anvendelse af særlige kontrolforanstaltninger: for det første hvis forpligtelsen til at angive eller indberette likvide midler ikke er blevet opfyldt, og for det andet hvis der er indikationer på kriminelle handlinger, uanset beløbsstørrelsen eller om de likvide midler er ledsagede eller uledsagede. I lyset af arten af sådan midlertidig tilbageholdelse og af den indvirkning, den kan have på den frie bevægelighed og ejendomsretten, bør tilbageholdelsens varighed begrænses til den tid, som andre kompetente myndigheder som absolut minimum har brug for til at fastslå, om der er grundlag for yderligere indgreb, såsom efterforskning eller beslaglæggelse af de likvide midler på grundlag af andre retlige instrumenter. En afgørelse om midlertidig tilbageholdelse af likvide midler efter denne forordning bør ledsages af en begrundelse og indeholde en tilstrækkelig beskrivelse af, hvilke specifikke faktorer der har resulteret i foranstaltningen. Det bør være muligt at forlænge varigheden af den midlertidige tilbageholdelse af de likvide midler i særlige og behørigt vurderede tilfælde, bl.a. når kompetente myndigheder har vanskeligheder med at fremskaffe oplysninger om en potentiel kriminel handling, bl.a. når kommunikation med et tredjeland er påkrævet, når dokumenter er nødt til at blive oversat, eller når det er vanskeligt at identificere og kontakte afsenderen eller modtageren i tilfælde af uledsagede likvide midler. Hvis der ved tilbageholdelsesperiodens udløb ikke er truffet nogen afgørelse om yderligere indgreb, eller hvis den kompetente myndighed beslutter, at der ikke er grundlag for at tilbageholde de likvide midler yderligere, bør midlerne omgående frigives til den person, som de likvide midler blev midlertidigt tilbageholdt fra, bæreren eller ejeren, alt afhængigt af situationen.

(29)

For at øge bevidstheden om denne forordning bør medlemsstaterne i samarbejde med Kommissionen udvikle passende materialer om forpligtelsen til at angive eller indberette likvide midler.

(30)

Det er af afgørende betydning, at de kompetente myndigheder, som indsamler oplysninger i henhold til denne forordning, fremsender disse rettidigt til den nationale FIU, således at den nationale FIU kan analysere oplysningerne yderligere og sammenholde dem med andre oplysninger som fastsat i direktiv (EU) 2015/849.

(31)

Med henblik på denne forordning bør de kompetente myndigheder, hvis de registrerer en manglende angivelse eller indberetning af likvide miler, eller hvis der er indikationer på kriminelle handlinger, straks udveksle disse oplysninger med de kompetente myndigheder i andre medlemsstater via passende kanaler. Sådan udveksling af oplysninger vil være rimelig, eftersom personer, der ikke har overholdt forpligtelsen til at angive eller indberette likvide midler, og som pågribes i én medlemsstat, sandsynligvis vil udvælge sig en anden indførsels- eller udførselsmedlemsstat, hvor de kompetente myndigheder ikke vil have kendskab til deres tidligere overtrædelse. Udveksling af sådanne oplysninger bør være obligatorisk for at sikre, at denne forordning anvendes ensartet i alle medlemsstater. Såfremt der er indikationer på, at de likvide midler har forbindelse til kriminelle handlinger, som kan skade Unionens finansielle interesser, bør disse oplysninger også gøres tilgængelige for Kommissionen, for Den Europæiske Anklagemyndighed som oprettet ved Rådets forordning (EU) 2017/1939 (7) af de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde i henhold til nævnte forordning, og for Europol som oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/794 (8). Med henblik på at nå nærværende forordnings mål med hensyn til at forebygge og afskrække omgåelse af forpligtelsen til at angive eller indberette likvide midler bør det også være obligatorisk at udveksle anonymiserede oplysninger om risici og resultater af risikoanalyser mellem medlemsstaterne og med Kommissionen i overensstemmelse med de standarder, der fastsættes i gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til nærværende forordning.

(32)

Det bør under forudsætning af passende garantier være muligt at udveksle oplysninger mellem en medlemsstats kompetente myndighed eller Kommissionen og et tredjelands myndigheder. En sådan udveksling bør kun tillades, hvor de relevante nationale bestemmelser og EU-bestemmelser om grundlæggende rettigheder og overførsel af personoplysninger til tredjelande overholdes, efter at de myndigheder, som oprindeligt har indsamlet oplysningerne, har givet tilladelse hertil. Kommissionen bør underrettes om enhver udveksling af oplysninger med tredjelande i henhold til denne forordning og bør aflægge rapport herom til Europa-Parlamentet og til Rådet.

(33)

I betragtning af arten af de indsamlede oplysninger og bærernes og angivernes berettigede forventninger om, at deres personoplysninger og oplysninger om værdien af de likvide midler, som de har ført ind i eller ud af Unionen, behandles fortroligt, bør de kompetente myndigheder træffe passende foranstaltninger til at sikre, at personer, der skal have adgang til oplysningerne, overholder tavshedspligten, og til at beskytte oplysningerne tilstrækkeligt mod uautoriseret adgang, brug eller videregivelse. Medmindre andet er bestemt i denne forordning eller i national ret, navnlig i forbindelse med retssager, bør sådanne oplysninger ikke videregives uden tilladelse fra den myndighed, der har indsamlet dem.

Behandling af oplysninger efter denne forordning kan også omfatte personoplysninger og bør udføres i overensstemmelse med EU-retten. Medlemsstaterne og Kommissionen bør kun behandle personoplysninger på en måde, der er forenelig med denne forordnings formål. Enhver indsamling, offentliggørelse, videregivelse, overførsel eller anden behandling af personoplysninger inden for denne forordnings anvendelsesområde bør være underlagt kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (9) og (EU) 2016/679 (10). Behandling af personoplysninger med henblik på nærværende forordning bør ske i overensstemmelse med den grundlæggende ret til respekt for privatliv og familieliv som anerkendt i artikel 8 i Europarådets konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder såvel som retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger som anerkendt i henholdsvis artikel 7 og 8 i Den Europæisk Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«).

(34)

Med henblik på FIU'ernes analyse og på at sætte myndighederne i andre medlemsstater i stand til at udøve kontrol og håndhæve forpligtelsen til at angive likvide midler, navnlig for så vidt angår personer, som tidligere har overtrådt denne forpligtelse, er det nødvendigt, at oplysningerne indeholdt i angivelser foretaget i henhold til denne forordning opbevares tilstrækkeligt længe. Med henblik på, at FIU'erne kan udføre deres analyse effektivt, og på, at de kompetente myndigheder kan kontrollere og effektivt håndhæve forpligtelsen til at angive eller indberette likvide midler, bør varigheden af opbevaring af oplysninger indeholdt i angivelser foretaget i henhold til denne forordning ikke overskride fem år med mulighed for yderligere forlængelse efter en grundig vurdering af nødvendigheden og forholdsmæssigheden af en sådan yderligere opbevaring, som ikke bør overskride tre år.

(35)

Med henblik på at tilskynde til overholdelse og afskrække fra omgåelse bør medlemsstaterne indføre sanktioner for manglende overholdelse af forpligtelsen til at angive eller indberette likvide midler. Disse sanktioner bør kun finde anvendelse ved manglende angivelse eller indberetning af likvide midler i henhold til denne forordning og bør ikke tage hensyn til de mulige kriminelle handlinger forbundet med de likvide midler, som kan være genstand for yderligere efterforskning og foranstaltninger, som falder uden for denne forordnings anvendelsesområde. Disse sanktioner bør være effektive, forholdsmæssige og have afskrækkende virkning og ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at tilskynde til overholdelse. Sanktioner indført af medlemsstaterne bør have en tilsvarende afskrækkende virkning over alt i Unionen for overtrædelse af denne forordning.

(36)

De fleste medlemsstater benytter ganske vist allerede en harmoniseret angivelsesblanket, EU's angivelsesblanket til likvide midler, på frivillig basis, men for at sikre, at de kompetente myndigheder foretager ensartet kontrol og behandler, videregiver og analyserer angivelserne effektivt, bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at vedtage skabelonerne til angivelsesblanketten og indberetningsblanketten, fastlægge kriterierne for en fælles ramme for risikostyring, fastlægge de tekniske bestemmelser for udveksling af oplysninger, fastlægge skabelonen til den blanket, der skal anvendes til videregivelse af oplysninger og fastlægge de bestemmelser og det format, der skal anvendes til indberetning af statistiske oplysninger til Kommissionen. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (11).

(37)

For at forbedre den nuværende situation, hvor der er begrænset adgang til statistiske oplysninger, og hvor der kun findes nogle indikationer på, i hvilket omfang kriminelle smugler likvide midler over Unionens ydre grænser, bør der skabes et mere effektivt samarbejde ved hjælp af udveksling af oplysninger mellem de kompetente myndigheder og med Kommissionen. For at sikre, at denne udveksling af oplysninger er effektiv, bør Kommissionen evaluere, om den etablerede ordning opfylder sit formål, eller om der er hindringer for rettidig og direkte udveksling af oplysninger. Derudover bør Kommissionen offentliggøre statistiske oplysninger på sin hjemmeside.

(38)

For hurtigt at kunne tage hensyn til fremtidige ændringer af internationale standarder, såsom standarder, der er vedtaget af FATF, eller for at kunne forhindre omgåelsen af denne forordning ved anvendelsen af råvarer anvendt som højlikvide værdiopbevaringsmidler eller ved anvendelsen af forudbetalte kort bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, for så vidt angår ændringer af bilag I til denne forordning. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau, og at disse høringer gennemføres i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning (12). For at sikre lige deltagelse i forberedelsen af delegerede retsakter modtager Europa-Parlamentet og Rådet navnlig alle dokumenter på samme tid som medlemsstaternes eksperter, og deres eksperter har systematisk adgang til møder i Kommissionens ekspertgrupper, der beskæftiger sig med forberedelse af delegerede retsakter.

(39)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af den tværnationale karakter af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og de særlige karakteristika ved det indre marked og dets grundlæggende rettigheder, som kun kan gennemføres fuldt ud ved at sikre, at der ikke sker nogen uforholdsmæssig forskelsbehandling på grundlag af national lovgivning, når likvide midler passerer Unionens ydre grænser, bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(40)

Denne forordning overholder de grundlæggende rettigheder og følger de principper, der er anerkendt i artikel 6 i TEU og gengivet i chartret, navnlig i dettes afsnit II.

(41)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse blev hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i forordning (EF) nr. 45/2001 —

(1)

Hvidvask af penge og den relaterede finansiering af terrorisme og organiseret kriminalitet er fortsat væsentlige problemer på EU-plan og skader derved den finansielle sektors stabilitet og omdømme og truer det indre marked og Unionens indre sikkerhed. For at tackle disse problemer samt supplere og styrke anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (2) er formålet med dette direktiv strafferetlig bekæmpelse af hvidvask, hvilket muliggør mere effektivt og hurtigere grænseoverskridende samarbejde mellem kompetente myndigheder.

(2)

Foranstaltninger, som udelukkende træffes på nationalt plan eller endog på EU-plan uden hensyntagen til koordinering og samarbejde på internationalt plan, ville kun have meget begrænsede virkninger. De foranstaltninger, som Unionen træffer for at bekæmpe hvidvask af penge, bør derfor være forenelige med og mindst lige så strenge som andre tiltag, der træffes i internationale fora.

(3)

Unionen bør ved sin indsats fortsat tage særligt hensyn til anbefalingerne fra Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) og instrumenter fra andre internationale organisationer og organer, som er aktive inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. De relevante EU-retsakter bør, hvor det er relevant, afstemmes yderligere med de internationale standarder om forebyggelse af hvidvask af penge samt finansiering af terrorisme og masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af FATF i februar 2012 (»de reviderede anbefalinger fra FATF«). Som underskriver af Europarådets konvention om hvidvask, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet af strafbare handlinger og finansiering af terrorisme bør Unionen gennemføre nævnte konventions krav i sin retsorden.

(4)

I Rådets rammeafgørelse 2001/500/RIA (3) fastsættes krav vedrørende kriminalisering af hvidvask af penge. Denne rammeafgørelse er imidlertid ikke tilstrækkelig omfattende, og den nuværende kriminalisering af hvidvask er ikke tilstrækkelig sammenhængende til effektivt at bekæmpelse hvidvask i hele Unionen og resulterer i håndhævelsesmangler og i hindringer for samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater.

(5)

Definitionen af kriminelle handlinger, der udgør underliggende lovovertrædelser for hvidvask af penge, bør være tilstrækkelig ensartet i alle medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør sikre, at alle lovovertrædelser, der kan straffes med en fængselsstraf som fastlagt i dette direktiv, anses som underliggende lovovertrædelser for hvidvask af penge. Endvidere bør medlemsstaterne, i det omfang sådanne strafferammer ikke allerede gør det, inkludere et spektrum af lovovertrædelser i hver enkelt kategori af lovovertrædelser, der er opregnet i dette direktiv. I så fald bør medlemsstaterne kunne beslutte, hvordan de forskellige lovovertrædelser i hver enkelt kategori skal afgrænses. Hvis en kategori af lovovertrædelser, såsom terrorisme eller miljøkriminalitet, omfatter lovovertrædelser, som er fastlagt i EU-retsakter, bør der i dette direktiv henvises til de pågældende retsakter. Medlemsstaterne bør imidlertid anse enhver lovovertrædelse fastlagt i sådanne EU-retsakter for at udgøre en underliggende lovovertrædelse for hvidvask af penge. Enhver form for strafbar deltagelse i udførelsen af en underliggende lovovertrædelse som kriminaliseret i henhold til national ret bør ligeledes betragtes som en kriminel handling med henblik på dette direktiv. I de tilfælde hvor EU-retten giver medlemsstaterne mulighed for at indføre andre sanktioner end strafferetlige sanktioner, bør dette direktiv ikke pålægge medlemsstaterne i disse tilfælde at klassificere lovovertrædelserne som underliggende lovovertrædelser med henblik på dette direktiv.

(6)

Anvendelsen af virtuelle valutaer frembyder nye risici og udfordringer for bekæmpelsen af hvidvask af penge. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne risici håndteres hensigtsmæssigt.

(7)

Som følge af konsekvenserne af hvidvask af penge begået af indehavere af offentlige embeder for den offentlige sfære og for offentlige institutioners integritet bør medlemsstaterne have mulighed for at overveje at indføre strengere straffe for indehavere af offentlige embeder i deres nationale rammer i overensstemmelse med deres retlige traditioner.

(8)

Skattekriminalitet i forbindelse med direkte og indirekte skatter bør omfattes af definitionen af kriminelle handlinger i overensstemmelse med de reviderede FATF-anbefalinger. Da forskellige former for skattekriminalitet i de enkelte medlemsstater kan udgøre en kriminel handling, der straffes med de sanktioner, som er omhandlet i dette direktiv, kan definitionerne af skattekriminalitet eventuelt være forskellige i national ret. Dette direktiv har dog ikke til formål at harmonisere definitionerne af skattekriminalitet i national ret.

(9)

I straffesager vedrørende hvidvask af penge bør medlemsstaterne bistå hinanden mest muligt og sikre, at oplysninger udveksles på en effektiv og rettidig måde i overensstemmelse med national ret og den eksisterende EU-retlige ramme. Forskelle mellem definitionerne af underliggende lovovertrædelser i national ret bør ikke hindre internationalt samarbejde i straffesager vedrørende hvidvask af penge. Samarbejdet med tredjelande bør styrkes, navnlig ved at tilskynde til og støtte oprettelsen af effektive foranstaltninger og mekanismer til at bekæmpe hvidvask af penge samt ved at sikre et bedre internationalt samarbejde på dette område.

(10)

Dette direktiv finder ikke anvendelse på hvidvask af penge, der vedrører formuegoder, der hidrører fra strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som er omfattet af specifikke bestemmelser som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (4). Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for at gennemføre nærværende direktiv og direktiv (EU) 2017/1371 ved hjælp af en enkelt samlet ramme på nationalt plan. I medfør af artikel 325, stk. 2, i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) træffer medlemsstaterne de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser.

(11)

Medlemsstaterne bør sikre, at visse former for hvidvask af penge også er strafbare, når de begås af den person, der har begået den kriminelle handling, som frembragte formuegoderne (»hvidvask af egne penge«). I sådanne tilfælde, hvor hvidvask af penge ikke blot omfatter besiddelse eller anvendelse af formuegoder, men også involverer overførsel, konvertering, hemmeligholdelse eller tilsløring af formuegoder og resulterer i yderligere skade end den, der allerede er forvoldt ved den kriminelle handling, f.eks. ved at bringe formuegoderne, der hidrører fra en kriminel handling, i omsætning og dermed hemmeligholde deres ulovlige oprindelse, bør denne hvidvask af penge være strafbar.

(12)

For at sikre, at strafferetlige foranstaltninger er effektive mod hvidvask af penge, bør domfældelse være mulig, uden at det er nødvendigt præcist at fastslå, hvilken kriminel handling der frembragte formuegoderne, eller at der er en tidligere eller samtidig domfældelse for denne kriminelle handling, samtidig med at der tages højde for alle relevante omstændigheder og beviser. Det bør være muligt for medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystem at sikre dette gennem andre midler end lovgivning. Retsforfølgning af hvidvask af penge bør heller ikke forhindres på grund af den omstændighed, at den kriminelle handling blev begået i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, med forbehold af betingelserne i dette direktiv.

(13)

Formålet med dette direktiv er at kriminalisere hvidvask af penge, når den begås forsætligt og med viden om, at formuegoderne hidrørte fra en kriminel handling. I denne sammenhæng bør dette direktiv ikke sondre mellem situationer, hvor formuegoder hidrører direkte fra en kriminel handling, og situationer, hvor de hidrører indirekte fra kriminelle handlinger, i overensstemmelse med den brede definition af »udbytte« som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU (5). Når det i hvert enkelt tilfælde skal vurderes, om formuegoderne hidrører fra kriminelle handlinger, og om personen vidste dette, bør sagens specifikke omstændigheder tages i betragtning, såsom om formuegodernes værdi står i misforhold til den tiltaltes lovlige indkomst, og om den kriminelle handling og erhvervelsen af formuegoderne fandt sted inden for samme tidsrum. Forsæt og viden kan udledes af objektive, faktiske omstændigheder. Da nærværende direktiv fastsætter minimumsregler for definitionen af strafbare handlinger og om sanktioner i forbindelse med hvidvask af penge, kan medlemsstaterne selv indføre eller opretholde skrappere strafferetlige regler inden for dette område. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne fastsætte, at hvidvask af penge, der begås hensynsløst eller ved grov uagtsomhed, udgør en strafbar handling. Henvisninger i nærværende direktiv til hvidvask af penge begået ved uagtsomhed bør forstås som sådan for de medlemsstater, der kriminaliserer sådan adfærd.

(14)

For at forebygge hvidvask af penge i hele Unionen bør medlemsstaterne sikre, at det kan straffes med en maksimumsstraf på mindst fire års fængsel. Denne forpligtelse berører ikke den individuelle fastsættelse og anvendelse af straffe og fuldbyrdelsen af domme under hensyn til de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag. Medlemsstaterne bør også fastsætte yderligere sanktioner eller foranstaltninger, såsom bøder, midlertidig eller varig udelukkelse fra adgang til offentlig finansiering, herunder udbudsprocedurer, tilskud og koncessioner, midlertidigt forbud mod at udøve erhvervsvirksomhed eller midlertidigt forbud mod at stille op til et repræsentativt eller offentligt embede. Denne forpligtelse berører ikke dommerens eller domstolens skønsmæssige ret til at afgøre, hvorvidt yderligere sanktioner eller foranstaltninger skal anvendes eller ej, idet der tages hensyn til alle forhold i den konkrete sag.

(15)

Om end der ikke er nogen forpligtelse til at skærpe straffe, bør medlemsstaterne sikre, at dommeren eller domstolen har mulighed for at tage hensyn til de skærpende omstændigheder i dette direktiv, når lovovertrædere dømmes. Det ligger fortsat inden for dommerens eller domstolens skøn at beslutte, hvorvidt straffen skal skærpes på grund af de specifikke skærpende omstændigheder, idet der tages hensyn til alle den konkrete sags faktiske omstændigheder. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtede til at fastsætte skærpende omstændigheder, når det i national ret er bestemt, at de strafbare handlinger, som er fastlagt i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (6), eller lovovertrædelser begået af fysiske personer, der fungerer som forpligtede enheder under udøvelsen af deres erhverv, kan straffes som særskilte strafbare handlinger, og dette kan føre til strengere sanktioner.

(16)

Indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold fjerner de finansielle incitamenter, der skaber kriminalitet. Direktiv 2014/42/EU fastlægger minimumsregler om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold. Nævnte direktiv pålægger endvidere Kommissionen at aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om dets gennemførelse og om nødvendigt fremsætte passende forslag. Medlemsstaterne bør som minimum sikre indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold i alle de i direktiv 2014/42/EU omhandlede tilfælde. Medlemsstaterne bør også kraftigt overveje at muliggøre konfiskation i alle tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede eller afslutte en straffesag, herunder i tilfælde, hvor lovovertræderen er afgået ved døden. Som Europa-Parlamentet og Rådet har anmodet om i den erklæring, der ledsager direktiv 2014/42/EU, vil Kommissionen fremlægge en rapport, som analyserer gennemførligheden af og de mulige fordele ved at indføre yderligere fælles regler vedrørende konfiskation af formuegoder, der hidrører fra handlinger af kriminel art, herunder hvis der ikke er dømt en eller flere bestemte personer for disse handlinger. En sådan analyse vil tage hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og -systemer.

(17)

I betragtning af den mobile karakter af gerningsmændene til og udbyttet fra strafbare handlinger samt den komplicerede og grænseoverskridende karakter af de efterforskninger, der kræves for at bekæmpe hvidvask af penge, bør alle medlemsstater fastsætte deres jurisdiktion med henblik på at give de kompetente myndigheder mulighed for at efterforske og retsforfølge sådanne handlinger. Medlemsstaterne bør i den forbindelse sikre, at deres jurisdiktion omfatter tilfælde, hvor en lovovertrædelse begås ved brug af informations- og kommunikationsteknologi, hvortil der er opnået adgang fra deres område, uanset om teknologien befinder sig på deres område eller ej.

(18)

I henhold til Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA (7) og Rådets afgørelse 2002/187/RIA (8) skal de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater, der fører parallelle straffesager om de samme faktiske omstændigheder, som involverer den samme person, med bistand fra Eurojust indlede direkte høringer med hinanden, navnlig for at sikre, at alle de af dette direktiv omfattede lovovertrædelser retsforfølges.

(19)

For at sikre en vellykket efterforskning og retsforfølgning af hvidvask af penge bør de ansvarlige for efterforskning og retsforfølgning af sådanne lovovertrædelser have mulighed for at benytte effektive efterforskningsmidler, såsom dem, der anvendes i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Det bør i den forbindelse sikres, at der står tilstrækkeligt personale og målrettet uddannelse, ressourcer og ajourført teknologisk kapacitet til rådighed. Brugen af sådanne midler i overensstemmelse med national ret bør være målrettet og ske under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og karakteren og alvoren af de lovovertrædelser, der efterforskes, og bør respektere retten til beskyttelse af personoplysninger.

(20)

Dette direktiv erstatter visse bestemmelser i rammeafgørelse 2001/500/RIA for de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv.

(21)

Dette direktiv er i overensstemmelse med de principper, der anerkendes i artikel 2 i traktaten om den Europæiske Union (TEU), og de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder samt med de principper, der navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder i afsnit II, III, V og VI, som bl.a. omfatter retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf, hvilket også omfatter kravet om præcision, klarhed og forudsigelighed i strafferetten, uskyldsformodningen samt mistænktes og tiltaltes ret til adgang til advokatbistand, retten til ikke at inkriminere sig selv og retten til en retfærdig rettergang. Dette direktiv skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper og under samtidig hensyntagen til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre menneskerettighedsforpligtelser i henhold til folkeretten.

(22)

Målet for dette direktiv, nemlig at underlægge hvidvask af penge i alle medlemsstaterne strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dette direktivs omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(23)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(24)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Rammeafgørelse 2001/500/RIA er fortsat bindende for og finder fortsat anvendelse i Danmark —

(1)

I henhold til Rådets beslutning 2003/17/EF (3) skal markinspektioner, der gennemføres af visse afgrøder til formering af udsæd i de listeopførte tredjelande, på visse betingelser betragtes som ligestillede med markinspektioner, der gennemføres i overensstemmelse med EU-retten, og frø af visse arter af foderplanter, sædekorn, bederoefrø og frø af olie- og spindplanter, der er produceret i de pågældende lande, skal på visse betingelser betragtes som ligestillede med frø/korn, der er produceret i overensstemmelse med EU-retten.

(2)

Den Føderative Republik Brasilien (»Brasilien«) har indgivet en ansøgning til Kommissionen om, at dens system for markinspektioner af afgrøder til formering af frø af foderplanter og afgrøder til formering af sædekorn samt frø af foderplanter og sædekorn, der er produceret og certificeret i Brasilien, indrømmes ligestilling.

(3)

Kommissionen undersøgte Brasiliens relevante lovgivning og offentliggjorde på grundlag af en kontrol, der blev gennemført i 2016 af systemet for offentlige kontroller og for certificering af foderplanter og sædekorn i Brasilien samt af dets ækvivalens med EU-kravene, resultaterne i sin rapport »Endelig rapport om en kontrol gennemført i Brasilien fra den 11. april 2016 til den 19. april 2016 med henblik på at evaluere systemet for offentlige kontroller og for certificering af frø samt dets ækvivalens med EU-kravene«.

(4)

Det er i forlængelse af kontrollen blevet konkluderet, at markinspektioner af afgrøder til formering af udsæd, prøvetagning og officielle efterfølgende kontroller af foderplanter og sædekorn gennemføres hensigtsmæssigt og opfylder betingelserne i bilag II til beslutning 2003/17/EF og de respektive krav i Rådets direktiv 66/401/EØF (4) og 66/402/EØF (5). Det er yderligere blevet konkluderet, at de nationale myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af certificering af frø i Brasilien, er kompetente og opererer hensigtsmæssigt.

(5)

Republikken Moldova har indgivet en ansøgning til Kommissionen om, at dets system for markinspektioner af afgrøder til formering af sædekorn, afgrøder til formering af grøntsagsfrø og afgrøder til formering af frø af olie- og spindplanter samt sædekorn, grøntsagsfrø og frø af olie- og spindplanter, der er produceret og certificeret i Republikken Moldova, indrømmes ligestilling.

(6)

Kommissionen undersøgte Republikken Moldovas relevante lovgivning og offentliggjorde på grundlag af en kontrol, der blev gennemført i 2016 af systemet for offentlige kontroller og for certificering af sædekorn, grøntsagsfrø og frø af olie- og spindplanter i Republikken Moldova samt af dets ækvivalens med EU-kravene, resultaterne i sin rapport »Endelig rapport om en kontrol gennemført i Republikken Moldova fra den 14. juni til den 21. juni 2016 med henblik på at evaluere systemet for offentlige kontroller og for certificering af frø samt dets ækvivalens med EU-kravene«.

(7)

Det er i forlængelse af kontrollen blevet konkluderet, at markinspektioner af afgrøder til formering af udsæd, prøvetagning og officielle efterfølgende kontroller af sædekorn, grøntsagsfrø og frø af olie- og spindplanter gennemføres hensigtsmæssigt og opfylder betingelserne i bilag II til beslutning 2003/17/EF og de respektive krav i Rådets direktiv 66/402/EØF, 2002/55/EF (6) og 2002/57/EF (7). Det er yderligere blevet konkluderet, at de nationale myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af certificering af frø i Republikken Moldova, er kompetente og opererer hensigtsmæssigt.

(8)

Der bør derfor indrømmes ligestilling for så vidt angår markinspektioner, der foretages af afgrøder til formering af frø af foderplanter og afgrøder til formering af sædekorn i Brasilien, og for så vidt angår frø af foderplanter og sædekorn, der er produceret i Brasilien og officielt certificeret af landets myndigheder.

(9)

Der bør også indrømmes ligestilling for så vidt angår markinspektioner, der foretages af afgrøder til formering af sædekorn, afgrøder til formering af grøntsagsfrø og afgrøder til formering af frø af olie- og spindplanter i Republikken Moldova, og for så vidt angår sædekorn, grøntsagsfrø og frø af olie- og spindplanter, der er produceret i Republikken Moldova og officielt certificeret af landets myndigheder.

(10)

Der er efterspørgsel i Unionen efter import af grøntsagsfrø fra tredjelande, herunder Republikken Moldova. Beslutning 2003/17/EF bør derfor omfatte officielt certificerede grøntsagsfrø som omhandlet i direktiv 2002/55/EF med henblik på at imødegå efterspørgslen efter de pågældende frø med oprindelse i Republikken Moldova, men også i andre tredjelande i fremtiden.

(11)

Under hensyntagen til de gældende regler fra Det Internationale Frøkontrolforbund (ISTA) bør det pågældende tredjeland afgive en officiel erklæring om, at der er foretaget prøvetagning og kontrol af frøet i overensstemmelse med bestemmelserne i ISTA's internationale regler for frøkontrol (»ISTA-reglerne«) for så vidt angår internationale orange certifikater for frøpartier, og frøpartierne bør være ledsaget af et sådant certifikat.

(12)

I betragtning af udløbet af »Derogatory experiment on seed sampling and seed analysis« i bilag V, del A, til afgørelsen fra Rådet for Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) af 28. september 2000 om OECD-reglerne for sortscertificering af frø i international handel bør enhver henvisning til det pågældende forsøg udgå.

(13)

Enhver henvisning til Kroatien som tredjeland bør udgå i betragtning af landets tiltrædelse af Unionen i 2013.

(14)

Beslutning 2003/17/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

(1)

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (EGF) har til formål at yde støtte til arbejdstagere, der er blevet afskediget, og selvstændige erhvervsdrivende, hvis aktivitet er ophørt som følge af gennemgribende strukturelle ændringer i verdenshandelsmønstrene, der kan tilskrives globaliseringen, som følge af en fortsættelse af den internationale finansielle og økonomiske krise eller som følge af nye internationale finansielle og økonomiske kriser, og hjælpe disse med at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

(2)

EGF må ikke overstige et årligt beløb på 150 mio. EUR (i 2011-priser), jf. artikel 12 i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (3).

(3)

Den 23. februar 2018 indgav Nederlandene en ansøgning om økonomisk EGF-støtte som følge af afskedigelser i 20 virksomheder, der er aktive i sektoren for finansielle tjenesteydelser i regionerne Friesland, Drenthe og Overijssel i Nederlandene. Den blev suppleret med yderligere oplysninger i henhold til artikel 8, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1309/2013. Ansøgningen opfylder kravene til fastlæggelse af størrelsen på et økonomisk støttebeløb fra EGF, jf. artikel 13 i forordning (EU) nr. 1309/2013.

(4)

Som følge af Nederlandenes ansøgning bør EGF derfor mobiliseres til at yde en økonomisk støtte på 1 192 500 EUR.

(5)

For at minimere den tid, som det tager at mobilisere EGF-midlerne, bør denne afgørelse anvendes fra vedtagelsesdatoen —

»b)

Stk. 4 affattes således:«

»b)

Nr. 4) affattes således:«.

»12)

de tilfælde, hvori de i artikel 9, stk. 6, omhandlede oplysninger rent faktisk ikke kunne fremskaffes, jf. artikel 8, stk. 5, andet punktum

13)

de tilfælde, hvor de i artikel 9, stk. 6, omhandlede oplysninger af retlige grunde ikke var påkrævede, jf. artikel 8, stk. 5, andet punktum

14)

de tilfælde, hvor en person, som rent faktisk ikke kunne fremskaffe de i artikel 9, stk. 6, omhandlede oplysninger, fik afslag på visum, jf. artikel 8, stk. 5, andet punktum.«

»12)

de tilfælde, hvori de i artikel 9, nr. 6), omhandlede oplysninger rent faktisk ikke kunne fremskaffes, jf. artikel 8, stk. 5, andet punktum

13)

de tilfælde, hvor de i artikel 9, nr. 6), omhandlede oplysninger af retlige grunde ikke var påkrævede, jf. artikel 8, stk. 5, andet punktum

14)

de tilfælde, hvor en person, som rent faktisk ikke kunne fremskaffe de i artikel 9, nr. 6), omhandlede oplysninger, fik afslag på visum, jf. artikel 8, stk. 5, andet punktum.«