Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52026XC04087

Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antisubsidieforanstaltningerne vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Amerikas Forenede Stater

C/2026/5299

EUT C, C/2026/4087, 31.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/4087/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/4087/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/4087

31.7.2026

Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antisubsidieforanstaltningerne vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Amerikas Forenede Stater

(C/2026/4087)

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en anmodning om en delvis interimsundersøgelse af antisubsidieforanstaltningerne vedrørende importen af biodiesel med oprindelse i Amerikas Forenede Stater (»USA«) i henhold til artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«). Den delvise interimsundersøgelse er begrænset til varedækningen.

1.   Anmodning om fornyet undersøgelse

Anmodningen blev indgivet den 8. juni 2026 af Diamond Green Diesel LLC og Valero Energy (Ireland) Limited (»ansøgerne«).

En ikkefortrolig udgave af anmodningen findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Der findes oplysninger om adgang til dossieret for interesserede parter i denne meddelelses afsnit 5.4.

2.   Den undersøgte vare

Den vare, der er genstand for denne undersøgelse, er fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikke-fossil oprindelse, almindeligvis kendt som »biodiesel«, i ren form eller i blandinger indeholdende mere end 20 vægtprocent fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikke-fossil oprindelse (»den undersøgte vare«).

Den pågældende vare er den undersøgte vare, i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 1516 20 98 (Taric-kode 1516 20 98 29), ex 1518 00 91 (Taric-kode 1518 00 91 29), ex 1518 00 95 (Taric-kode 1518 00 95 33), ex 1518 00 99 (Taric-kode 1518 00 99 29), ex 2710 19 11 (Taric-kode 2710 19 11 10), ex 2710 19 15 (Taric-kode 2710 19 15 10), ex 2710 19 21 (Taric-kode 2710 19 21 10), ex 2710 19 25 (Taric-kode 2710 19 25 10), ex 2710 19 29 (Taric-kode 2710 19 29 10), ex 2710 19 42 (Taric-kode 2710 19 42 29), ex 2710 19 44 (Taric-kode 2710 19 44 29), ex 2710 19 46 (Taric-kode 2710 19 46 29), ex 2710 19 47 (Taric-kode 2710 19 47 29), ex 2710 20 11 (Taric-kode 2710 20 11 29), ex 2710 20 16 (Taric-kode 2710 20 16 29), ex 3824 99 92 (Taric-kode 3824 99 92 14 og 3824 99 92 17), 3826 00 10 og ex 3826 00 90 (Taric-kode 3826 00 90 19), med oprindelse i Amerikas Forenede Stater. KN- og Taric-koderne angives kun til orientering, uden at det berører en senere ændring i toldklassificeringen.

3.   Gældende foranstaltninger

Ved forordning (EF) nr. 598/2009 (2) indførte Rådet en endelig udligningstold på importen af biodiesel med oprindelse i Amerikas Forenede Stater. Efter en antiomgåelsesundersøgelse blev denne told ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 443/2011 (3) udvidet til også at omfatte importen af biodiesel afsendt fra Canada, uanset om den er angivet med oprindelse i Canada. Ved forordning (EU) nr. 443/2011 blev tolden udvidet til også at omfatte importen af biodiesel i blandinger indeholdende 20 vægtprocent eller mindre fedtsyremonoalkylestere og/eller paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikke-fossil oprindelse, med oprindelse i Amerikas Forenede Stater. De gældende foranstaltninger er en endelig antisubsidietold indført ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1267 (4), som er blevet berigtiget ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2025/1869 (5) for at præcisere, at den pågældende vare omfatter bæredygtige flybrændstoffer, som er hydrogenbehandlede estere og fedtsyrer.

4.   Begrundelser for den fornyede undersøgelse

Anmodningen er baseret på tilstrækkelige beviser fra ansøgeren for, at anvendelsesområdet for den gældende foranstaltning kan ændres for at udelukke en specifik type af den pågældende vare, der anvendes til en meget specifik og begrænset type anvendelse.

Bæredygtige flybrændstoffer, der er paraffinske gasolier fremstillet ved syntese og/eller hydrolyse, af ikkefossil oprindelse, i ren form eller som omfattet af en blanding (»SAF HEFA«) under KN-kode ex 2710 19 11 (Taric-kode 2710 19 11 10), ex 2710 19 15 (Taric-kode 2710 19 15 10), ex 2710 19 21 (Taric-kode 2710 19 21 10), ex 2710 19 25 (Taric-kode 2710 19 25 10) og ex 2710 19 29 (Taric-kode 2710 19 29 10), var omfattet af den oprindelige varedækning.

Ansøgerne hævdede, at SAF HEFA er en særskilt vare med forskellige egenskaber, produktionsprocesser, endelige anvendelsesformål og lovgivningsmæssig behandling sammenlignet med fedtsyremethylestere og hydrogeneret vegetabilsk olie, der var foranstaltningernes oprindelige mål.

Ansøgerne hævdede endvidere, at told på SAF HEFA ikke er i Unionens interesse, da de øger luftfartsselskabernes omkostninger og dermed er i strid med Den Europæiske Unions politik om at fritage jetbrændstof for punktafgifter. Desuden er Den Europæiske Unions lovgivningsmæssige ramme drivkraften bag en vedvarende stigning i efterspørgslen efter SAF HEFA, som langt overstiger den forventede indenlandske produktionskapacitet. EU-producenterne vil ikke være i stand til at lukke det forventede forsyningsunderskud på grund af råmaterialebegrænsninger og fastlåste produktionsudvidelsesprojekter.

Ansøgerne anmoder derfor om, at bæredygtige flybrændstoffer, der er hydrogenbehandlede estere og fedtsyrer, udelukkes fra varedækningen.

5.   Procedure

Efter at have underrettet medlemsstaterne fastslog Kommissionen, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, begrænset til en undersøgelse af varedækningen, og Kommissionen indleder derfor en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 19.

5.1.   Bemærkninger til anmodningen og til indledningen af undersøgelsen

Alle interesserede parter, der ønsker at fremsætte bemærkninger til anmodningen eller til aspekter vedrørende indledningen af undersøgelsen, skal gøre dette senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (6).

Anmodninger om at blive hørt med hensyn til indledningen af undersøgelsen skal indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

5.2.   Interesserede parter

For at deltage i undersøgelsen skal interesserede parter, som for eksempel producenter i det pågældende land, EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger, fagforeninger og repræsentative forbrugersammenslutninger, først påvise, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen eller den pågældende vare markedsført i Unionen.

Producenter i det pågældende land, EU-producenter, importører og repræsentative sammenslutninger, der har gjort oplysninger tilgængelige, vil blive betragtet som interesserede parter, hvis der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen eller den pågældende vare markedsført på EU-markedet.

Andre parter, der er omhandlet i første afsnit af dette afsnit, vil kun kunne deltage i undersøgelsen som interesseret part, fra det tidspunkt hvor de giver sig til kende, og forudsat at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare fremstillet af EU-erhvervsgrenen eller den pågældende vare markedsført i Unionen. Det at blive betragtet som en interesseret part berører ikke anvendelsen af grundforordningens artikel 28.

Der er adgang til det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, via Tron.tdi på følgende adresse: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI. Følg venligst anvisningerne på denne side for at få adgang (7).

5.3.   Andre skriftlige indlæg

I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse.

5.4.   Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal indgives skriftligt og begrundes, og den skal endvidere indeholde et sammendrag af, hvad den interesserede part ønsker at drøfte under høringen. Høringen vil blive begrænset til de spørgsmål, som de interesserede parter har rejst i den forudgående skriftlige anmodning.

Høringer skal principielt ikke anvendes til at forelægge faktuelle oplysninger, der endnu ikke er registreret. Ikke desto mindre kan interesserede parter af hensyn til god forvaltningsskik og for at give Kommissionens tjenestegrene mulighed for at gøre fremskridt med undersøgelsen blive bedt om at fremlægge nye faktuelle oplysninger efter en høring.

5.5.   Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af korrespondance

Oplysninger, som indgives til Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, inden de indgiver oplysninger og/eller data til Kommissionen, der er omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter, der er berørt af denne undersøgelse, oplysningerne og/eller dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

Alle skriftlige indlæg, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Sensitive« (8). Parter, der indgiver oplysninger i løbet af undersøgelsen, opfordres til at begrunde deres anmodning om fortrolig behandling.

Parter, der indgiver oplysninger forsynet med påtegningen »Sensitive«, skal indgive ikkefortrolige sammendrag heraf i henhold til grundforordningens artikel 29, stk. 2, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en part, der indsender fortrolige oplysninger, ikke kan give en god begrundelse for at anmode om fortrolig behandling eller undlader at indsende et ikke-fortroligt sammendrag heraf, der opfylder kravene til form og indhold, kan Kommissionen se bort fra disse oplysninger, medmindre det på et relevant grundlag og på tilfredsstillende måde kan godtgøres, at oplysningerne er korrekte.

Interesserede parter opfordres til at indsende deres indlæg og anmodninger via TRON.tdi (https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/TDI), herunder anmodninger om registrering som interesserede parter, scannede fuldmagter og erklæringer. Ved brug af TRON.tdi eller e-mail udtrykker de interesserede parter accept af de regler, der gælder for elektronisk korrespondance, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på Generaldirektoratet for Handels websted: https://europa.eu/!7tHpY3. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter via TRON.tdi eller pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indgivelse af indlæg via TRON.tdi og pr. e-mail.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat G

Kontor: CHAR 04/039

1049 Bruxelles/Brussels

BELQGIQUE/BELGIË

TRON.tdi: https://tron.trade.ec.europa.eu/tron/tdi

E-mailadresse: TRADE-BIODIESEL-REVIEW-INJURY@ec.europa.eu

6.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen skal normalt afsluttes senest 12 måneder og i alle tilfælde senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse, jf. grundforordningens artikel 22, stk. 1.

7.   Indgivelse af oplysninger

Reglen er, at interesserede parter kun kan indgive oplysninger inden for de tidsrammer, der er angivet i denne meddelelses afsnit 5.

Med henblik på at afslutte undersøgelsen inden for de obligatoriske frister accepterer Kommissionen ikke indlæg fra interesserede parter til den endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen, eller at de, hvis det er relevant, fremsætter bemærkninger til den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger efter fristen.

8.   Mulighed for at fremsætte bemærkninger til andre parters indlæg

For at garantere retten til forsvar bør interesserede parter have mulighed for at fremsætte bemærkninger til oplysninger indgivet af andre interesserede parter. Når de gør dette, må interesserede parter kun behandle spørgsmål rejst i forbindelse med andre interesserede parters indlæg og må ikke rejse nye spørgsmål.

Bemærkninger til oplysninger fra andre parter som respons på fremlæggelsen af de endelige konklusioner bør indgives senest 5 dage efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til de endelige konklusioner, medmindre andet er angivet. Hvis der finder en supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger sted, bør bemærkninger til oplysningerne fra andre interesserede parter som respons på denne supplerende fremlæggelse fremsættes senest 1 dag efter fristen for fremsættelse af bemærkninger til denne supplerende fremlæggelse, medmindre andet er angivet.

Den beskrevne tidsramme berører ikke Kommissionens ret til at anmode om yderligere oplysninger fra interesserede parter i behørigt begrundede tilfælde.

9.   Forlængelse af tidsfristerne i denne meddelelse

Der bør kun anmodes om forlængelse af de tidsfrister, der er angivet i denne meddelelse, under særlige omstændigheder, og tidsfristerne vil kun blive forlænget, hvis forlængelsen er behørigt begrundet. Forlængelser begrænses til 3 dage, medmindre der påvises særlige omstændigheder.

10.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte tidsfrister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

Konstateres det, at en interesseret part har givet urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og resultaterne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.

Indgives der ikke svar elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. I givet fald skal den interesserede part omgående kontakte Kommissionen.

11.   Høringskonsulent

Interesserede parter kan anmode om høringskonsulentens mellemkomst i handelsprocedurer. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til dokumenternes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af tidsfrister og eventuelle andre anmodninger vedrørende de interesserede parters og tredjeparters ret til forsvar, som kan opstå under proceduren.

Høringskonsulenten kan foranstalte høringer og mægle mellem den eller de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud. En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. Høringskonsulenten vil analysere begrundelserne for anmodningerne. Disse høringer bør principielt kun finde sted, hvis spørgsmålene ikke allerede er blevet afklaret med Kommissionens tjenestegrene.

Anmodninger skal indgives i god tid og hurtigst muligt for at sikre en velordnet afvikling af procedurerne. Med henblik herpå bør interesserede parter anmode om høringskonsulentens mellemkomst hurtigst muligt efter den hændelse, der berettiger en sådan mellemkomst. Hvis anmodninger om høring indgives efter den relevante tidsrammes udløb, vil høringskonsulenten også undersøge årsagerne til sådanne sene anmodninger, karakteren af de spørgsmål, der er rejst, og virkningen af disse spørgsmål på retten til forsvar under behørig hensyntagen til god forvaltningsskik og rettidig afslutning af undersøgelsen.

Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på Generaldirektoratet for Handel og Økonomisk Sikkerheds websted: https://policy.trade.ec.europa.eu/contacts/hearing-officer_en.

12.   Behandling af personoplysninger

Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 (9).

En databeskyttelsesmeddelelse, der informerer alle personer om behandlingen af personoplysninger inden for rammerne af Kommissionens handelsbeskyttelsesaktiviteter, findes på Generaldirektoratet for Handel og Økonomisk Sikkerheds websted: https://europa.eu/!vr4g9W.


(1)   EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/1037/oj.

(2)   EUT L 179 af 10.7.2009, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2009/598/oj.

(3)   EUT L 122 af 11.5.2011, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2011/443/oj.

(4)   EUT L 277 af 2.8.2021, s. 62, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/1267/oj.

(5)   EUT L, 2025/1869, 15.9.2025, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/1869/oj.

(6)  Alle henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse vil være henvisninger til offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.

(7)  I tilfælde af tekniske problemer kan Trade Service Desk kontaktes på følgende e-mailadresse: (trade-service-desk@ec.europa.eu) eller telefonisk på (+32 22979797).

(8)  Et dokument med påtegningen »Sensitive« er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 29 og artikel 12 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2001/1049/oj).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1725 af 23. oktober 2018 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af forordning (EF) nr. 45/2001 og afgørelse nr. 1247/2002/EF (EUT L 295 af 21.11.2018, s. 39, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2018/1725/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/4087/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top