12.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 10/1

(1)

Med henblik på gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal der ifølge traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtages foranstaltninger inden for asyl, indvandring og beskyttelse af tredjelandsstatsborgeres rettigheder.

(2)

Det Europæiske Råd anerkendte på sit særlige møde i Tammerfors den 15. og 16. oktober 1999, at der er behov for indbyrdes tilnærmelse af de nationale lovgivninger om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold. I den forbindelse anførte Det Europæiske Råd navnlig, at Den Europæiske Union bør sikre en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold på medlemsstaternes område, og at en mere effektiv integrationspolitik bør sigte mod at indrømme tredjelandsstatsborgere rettigheder og pålægge dem pligter, der kan sidestilles med dem, der gælder for Unionsborgere. Med henblik herpå anmodede Det Europæiske Råd Rådet om at vedtage de nødvendige retlige instrumenter på grundlag af forslag fra Kommissionen. Behovet for at nå de målsætninger, der blev opstillet i Tammerfors, blev bekræftet i Stockholmprogrammet, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd på dets møde den 10.-11. december 2009.

(3)

Bestemmelserne vedrørende én enkelt ansøgningsprocedure, der fører til en kombineret tilladelse til både ophold og arbejde i ét enkelt administrativt dokument, bidrager til at forenkle og harmonisere de regler, der i øjeblikket finder anvendelse i medlemsstaterne. Flere medlemsstater har allerede indført en sådan proceduremæssig forenkling og en mere effektiv procedure både for indvandrere og for deres arbejdsgivere samt en lettere kontrol af lovligheden af deres ophold og beskæftigelse.

(4)

For at muliggøre den første indrejse på deres område bør medlemsstaterne kunne udstede en kombineret tilladelse, eller, hvis de udelukkende udsteder kombinerede tilladelser efter indrejse på deres område, et visum. Medlemsstaterne bør udstede sådanne kombinerede tilladelser eller visa i rette tid.

(5)

Der bør fastsættes regler for proceduren for gennemgang af ansøgninger om kombinerede tilladelser. Denne procedure bør være effektiv og kunne forvaltes inden for rammerne af medlemsstaternes forvaltningers normale arbejdsbyrde, og den bør være gennemsigtig og retfærdig for at sikre de berørte parter et passende retssikkerhedsniveau.

(6)

Dette direktivs bestemmelser bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence til at regulere indrejse, herunder for omfanget af tredjelandsstatsborgeres indrejse med henblik på arbejde.

(7)

Tredjelandsstatsborgere, der er udstationeret, bør ikke være omfattet af dette direktiv. Dette bør ikke forhindre tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold og lovligt arbejder i én medlemsstat, og som er udstationeret i en anden medlemsstat, i fortsat at have ret til ligebehandling med udsendelsesmedlemsstatens egne statsborgere under hele deres udstationering med hensyn til de arbejds- og ansættelsesvilkår, som ikke berøres af anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (4).

(8)

På grund af deres mere privilegerede status og deres særlige opholdstilladelse som »fastboende udlænding — EU« bør tredjelandsstatsborgere, der har fået status som fastboende udlænding i overensstemmelse med Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (5), ikke være omfattet af nærværende direktiv.

(9)

På grund af deres midlertidige status bør tredjelandsstatsborgere, der er indrejst på en medlemsstats område med henblik på sæsonarbejde, ikke være omfattet af dette direktiv.

(10)

Medlemsstaternes pligt til at bestemme, om en ansøgning skal fremsættes af tredjelandsstatsborgeren eller dennes arbejdsgiver, bør ikke berøre ordninger, der kræver, at begge deltager i proceduren. Medlemsstaterne bør afgøre, om ansøgningen om en kombineret tilladelse skal indgives i værtsmedlemsstaten eller fra et tredjeland. I de tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger ikke må indgive en ansøgning fra et tredjeland, bør medlemsstaterne sikre, at ansøgningen kan indgives af arbejdsgiveren i værtsmedlemsstaten.

(11)

Dette direktivs bestemmelser om én enkelt ansøgningsprocedure og om en kombineret tilladelse bør ikke berøre ensartede visa eller visa til længerevarende ophold.

(12)

Udpegelsen af den kompetente myndighed i henhold til dette direktiv bør ikke berøre andre myndigheders og eventuelt arbejdsmarkedsparternes roller og beføjelser for så vidt angår behandling af og afgørelser om ansøgninger.

(13)

Fristen for vedtagelse af en afgørelse om en ansøgning bør ikke omfatte den tid, der er nødvendig for anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer, eller den tid, der er nødvendig for udstedelse af et visum. Dette direktiv bør ikke berøre de nationale procedurer for anerkendelse af eksamensbeviser.

(14)

En kombineret tilladelse bør udformes i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 1030/2002 af 13. juni 2002 om ensartet udformning af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere (6), således at medlemsstaterne får mulighed for at angive yderligere oplysninger, navnlig om hvorvidt den pågældende person har tilladelse til at arbejde. Medlemsstaten bør, bl.a. med henblik på en bedre kontrol med indvandring, ikke kun på den kombinerede tilladelse, men på alle udstedte opholdstilladelser, anføre oplysninger om arbejdstilladelsen, uanset hvilken type opholdstilladelse der har givet tredjelandsstatsborgeren mulighed for at indrejse og givet adgang til arbejdsmarkedet på den pågældende medlemsstats område.

(15)

Dette direktivs bestemmelser om opholdstilladelser til andre formål end arbejde bør kun finde anvendelse på udformningen af sådanne tilladelser og bør ikke berøre EU-regler eller nationale regler om indrejseprocedurer og procedurer for udstedelse af sådanne tilladelser.

(16)

Dette direktivs bestemmelser om den kombinerede tilladelse og om opholdstilladelser udstedt til andre formål end arbejde bør ikke være til hinder for, at medlemsstaterne kan udstede et supplerende papirdokument, der gør det muligt at give nærmere oplysninger om arbejdsforholdet, som opholdstilladelsens udformning ikke levner tilstrækkeligt plads til. Et sådant dokument kan tjene til at forhindre udnyttelse af tredjelandsstatsborgere og bekæmpe ulovlig beskæftigelse, men bør være valgfrit for medlemsstaterne og bør ikke fungere som en erstatning for en arbejdstilladelse og derved bringe begrebet kombineret tilladelse i fare. De tekniske muligheder, der gives i artikel 4 i forordning (EF) nr. 1030/2002 og litra a), punkt 16, i dens bilag, kan også anvendes til at lagre sådanne oplysninger i elektronisk format.

(17)

De betingelser og kriterier, på basis af hvilke en ansøgning om udstedelse, ændring eller forlængelse af en kombineret tilladelse kan afslås, eller på basis af hvilke den kombinerede tilladelse kan inddrages, bør være objektive og bør fastsættes i national lovgivning, herunder forpligtelsen til at overholde princippet om EU-præference ifølge navnlig de relevante bestemmelser i tiltrædelsesakterne af 2003 og 2005. Afgørelser om afslag og inddragelser bør være behørigt begrundede.

(18)

Tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af et gyldigt rejsedokument og en kombineret tilladelse udstedt af en medlemsstat, der anvender Schengenreglerne fuldt ud, bør kunne indrejse og frit færdes på de medlemsstaters område, der anvender Schengenreglerne fuldt ud, i en periode på op til tre måneder i en given seksmånedersperiode i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) (7) og artikel 21 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbundsrepublikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (8) (Schengenkonventionen).

(19)

Da der ikke findes horisontal EU-lovgivning, er tredjelandsstatsborgeres rettigheder forskellige afhængig af den medlemsstat, de arbejder i, og deres nationalitet. Med henblik på yderligere at udvikle en sammenhængende indvandringspolitik, mindske uligheden med hensyn til rettigheder for Unionsborgere og tredjelandsstatsborgere, der lovligt arbejder i en medlemsstat, og supplere de eksisterende regler for indvandring, bør der fastsættes et sæt rettigheder for at præcisere, på hvilke områder, sådanne tredjelandsstatsborgere, som endnu ikke har status som fastboende udlændinge, har ret til ligebehandling med medlemsstaternes egne statsborgere. Sådanne bestemmelser har til formål at skabe et minimum af lige konkurrencevilkår i Unionen, så det anerkendes, at sådanne tredjelandsstatsborgere bidrager til Unionens økonomi via deres arbejde og betaling af skat, og at mindske illoyal konkurrence mellem medlemsstaternes egne statsborgere og tredjelandsstatsborgere som følge af en eventuel udnyttelse af sidstnævnte. En arbejdstager fra et tredjeland bør i dette direktiv defineres som enhver tredjelandsstatsborger, der er indrejst på en medlemsstats område, har lovligt ophold og har tilladelse til at arbejde i et lønnet forhold i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis, uden at det berører fortolkningen af begrebet ansættelsesforhold i andre bestemmelser i EU-retten.

(20)

Alle tredjelandsstatsborgere, der har lovligt ophold og lovligt arbejder i en medlemsstat, bør i det mindste have et sæt fælles rettigheder på grundlag af ligebehandling med værtsmedlemsstatens statsborgere, uanset det oprindelige formål med eller grundlag for indrejsetilladelsen. Retten til ligebehandling på de områder, der er præciseret i dette direktiv, bør ikke kun gælde tredjelandsstatsborgere, der er indrejst i en medlemsstat med henblik på arbejde, men også tredjelandsstatsborgere, der er indrejst af andre grunde, og som har fået adgang til arbejdsmarkedet i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med andre bestemmelser i EU-retten eller national lovgivning, herunder en arbejdstager fra et tredjelands familiemedlemmer, der er indrejst i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (9), tredjelandsstatsborgere, der er indrejst på en medlemsstats område i overensstemmelse med Rådets direktiv 2004/114/EF af 13. december 2004 om betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste (10), og forskere, der er indrejst i overensstemmelse med Rådets direktiv 2005/71/EF af 12. oktober 2005 om en særlig indrejseprocedure for tredjelandsstatsborgere med henblik på videnskabelig forskning (11).

(21)

Retten til ligebehandling på bestemte områder bør være tæt knyttet til tredjelandsstatsborgerens lovlige ophold og adgang til arbejdsmarkedet i en medlemsstat, hvilket fremgår af den kombinerede tilladelse til at tage ophold og arbejde og af opholdstilladelser udstedt til andre formål, der indeholder oplysninger om arbejdstilladelse.

(22)

Udtrykket arbejdsvilkår som omhandlet i dette direktiv bør omfatte mindst løn og afskedigelse, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, arbejdstid og ferie under hensyntagen til gældende kollektive overenskomster.

(23)

Medlemsstaterne bør anerkende erhvervsmæssige kvalifikationer, som en tredjelandsstatsborger erhverver i en anden medlemsstat, på samme måde som for Unionsborgere, og de bør tage hensyn til kvalifikationer erhvervet i et tredjeland i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (12). Den ret til ligebehandling, der indrømmes arbejdstagere fra tredjelande for så vidt angår anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre erhvervsmæssige kvalifikationer i overensstemmelse med de relevante nationale procedurer, bør ikke berøre medlemsstaternes kompetence med hensyn til at give sådanne arbejdstagere fra tredjelande adgang til deres arbejdsmarkeder.

(24)

Arbejdstagere fra tredjelande bør have ret til ligebehandling hvad angår social sikring. De sociale sikringsgrene er defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger (13). Bestemmelserne om ligebehandling med hensyn til social sikring i dette direktiv gælder også for arbejdstagere, der får opholdstilladelse i en medlemsstat direkte fra et tredjeland. Ikke desto mindre bør dette direktiv ikke give arbejdstagere fra tredjelande flere rettigheder end de rettigheder, der allerede fremgår af gældende EU-retten hvad angår social sikring for tredjelandsstatsborgere, som er i situationer, hvor landegrænserne overskrides. Endvidere bør dette direktiv ikke indrømme rettigheder i forbindelse med situationer, der ligger uden for EU-rettens anvendelsesområde, f.eks. i forbindelse med familiemedlemmer, der opholder sig i et tredjeland. Dette direktiv bør udelukkende give rettigheder til de familiemedlemmer, der sammen med en arbejdstager fra et tredjeland flytter til en medlemsstat på grundlag af familiesammenføring, eller til familiemedlemmer, der allerede har lovligt ophold i den pågældende medlemsstat.

(25)

Medlemsstaterne bør i det mindste sikre ret til ligebehandling af de arbejdstagere fra tredjelande, der er i beskæftigelse, eller som efter at have været beskæftiget i en periode er registreret som arbejdsløse. Enhver begrænsning af retten til ligebehandling med hensyn til social sikring, der følger af dette direktiv, bør ikke berøre de rettigheder, der er tillagt i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1231/2010 af 24. november 2010 om udvidelse af forordning (EF) nr. 883/2004 og forordning (EF) nr. 987/2000 til at omfatte tredjelandsstatsborgere, der ikke allerede er omfattet af disse forordninger udelukkende på grund af deres nationalitet (14).

(26)

EU-retten begrænser ikke medlemsstaternes beføjelser til at tilrettelægge deres sociale sikringsordninger. Da der ikke er nogen harmonisering på EU-niveau, er det den enkelte medlemsstat, der fastsætter betingelserne for tilkendelse af sociale sikringsydelser samt ydelsernes størrelse og varighed. Medlemsstaterne bør dog udøve deres beføjelser på dette område i overensstemmelse med EU-retten.

(27)

Ligebehandling af arbejdstagere fra tredjelande bør ikke omfatte foranstaltninger vedrørende erhvervsuddannelse, der finansieres i henhold til sociale bistandsordninger.

(28)

Dette direktiv bør anvendes uden at det berører mere fordelagtige bestemmelser indeholdt i EU-retten og gældende internationale instrumenter.

(29)

Medlemsstaterne bør anvende bestemmelserne i dette direktiv uden forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske karakteristika, sprog, religion eller tro, politisk eller anden anskuelse, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering i overensstemmelse med Rådets direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (15) og Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (16).

(30)

Målene for dette direktiv, nemlig fastsættelse af én enkelt procedure for ansøgning om en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at arbejde på en medlemsstats område og et fælles sæt rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(31)

Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, jf. artikel 6, stk. 1, i TEU.

(32)

I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter af 28. september 2011 har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. Med hensyn til nærværende direktiv finder lovgiveren, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er begrundet.

(33)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(34)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

én enkelt ansøgningsprocedure for udstedelse af en kombineret tilladelse til tredjelandsstatsborgere til at tage ophold for at arbejde på en medlemsstats område med henblik på at forenkle indrejseproceduren og lette kontrollen af deres status og

b)

et sæt fælles rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der har lovligt ophold i en medlemsstat, uanset formålet med den oprindelige indrejsetilladelse til denne medlemsstats område, baseret på ligebehandling med denne medlemsstats statsborgere.

a)

tredjelandsstatsborgere, der ansøger om tilladelse til ophold i en medlemsstat for at arbejde

b)

tredjelandsstatsborgere, som har fået indrejsetilladelse i en medlemsstat til andre formål end arbejde i henhold til EU-retten eller national lovgivning, har tilladelse til at arbejde og har opholdstilladelse i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1030/2002, og

c)

tredjelandsstatsborgere, der har fået indrejsetilladelse i en medlemsstat for at arbejde i henhold til EU-retten eller national lovgivning.

a)

der er familiemedlemmer til Unionsborgere, der udøver eller har udøvet deres ret til fri bevægelighed i Unionen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (17)

b)

der, sammen med deres familiemedlemmer og uanset nationalitet, i henhold til aftaler indgået enten mellem Unionen og medlemsstaterne eller mellem Unionen og tredjelande har en ret til fri bevægelighed, der svarer til Unionsborgeres

c)

der er udstationeret, så længe de er udstationeret

d)

der har ansøgt om eller fået indrejsetilladelse til en medlemsstats område for at arbejde som virksomhedsinternt udstationerede

e)

der har ansøgt om eller fået indrejsetilladelse til en medlemsstats område som sæsonarbejdere eller au pair

f)

der har tilladelse til ophold i en medlemsstat på grundlag af midlertidig beskyttelse, eller som har ansøgt om tilladelse til ophold der på dette grundlag og afventer, at der træffes afgørelse om deres status

g)

der er omfattet af international beskyttelse i henhold til Rådets direktiv 2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af minimumsstandarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge eller som personer, der af anden grund behøver international beskyttelse, og indholdet af en sådan beskyttelse (18), eller som har ansøgt om international beskyttelse i henhold til nævnte direktiv, og hvis ansøgning der endnu ikke er truffet endelig afgørelse om

h)

der er omfattet af beskyttelse i overensstemmelse med en medlemsstats nationale lovgivning, internationale forpligtelser eller praksis eller har ansøgt om beskyttelse i overensstemmelse med en medlemsstats nationale lovgivning, internationale forpligtelser eller praksis, og hvis ansøgning der ikke er truffet endelig afgørelse om

i)

der er fastboende udlændinge i overensstemmelse med direktiv 2003/109/EF

j)

hvis udsendelse er suspenderet på grund af faktiske eller retlige omstændigheder

k)

der har ansøgt om eller har fået indrejsetilladelse til en medlemsstats område som selvstændige erhvervsdrivende

l)

der har ansøgt om eller fået indrejsetilladelse som søfolk med henblik på beskæftigelse eller arbejde i en hvilken som helst egenskab om bord på et skib, der er registreret i en medlemsstat eller sejler under en medlemsstats flag.

a)

indrejse og opholde sig på området i den medlemsstat, der har udstedt den kombinerede tilladelse, forudsat at indehaveren opfylder alle indrejsekrav i overensstemmelse med den nationale lovgivning

b)

færdes frit på hele området i den medlemsstat, der har udstedt den kombinerede tilladelse, inden for de begrænsninger, der er fastsat i den nationale lovgivning

c)

udøve den specifikke beskæftigelsesaktivitet, der er tilladt ifølge den kombinerede tilladelse, i overensstemmelse med den nationale lovgivning

d)

blive informeret om de rettigheder, der er knyttet til tilladelsen ifølge dette direktiv og/eller den nationale lovgivning.

a)

arbejdsvilkår, herunder løn og afskedigelse samt sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen

b)

foreningsfrihed og frihed til medlemskab af en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller enhver organisation, hvis medlemmer har en bestemt beskæftigelse, herunder fordele som sådanne organisationer giver, uden at det berører de nationale bestemmelser om offentlig orden og offentlig sikkerhed

c)

uddannelse og erhvervsuddannelse

d)

anerkendelse af eksamensbeviser, certifikater og andre erhvervsmæssige kvalifikationer i overensstemmelse med de relevante nationale procedurer

e)

sociale sikringsgrene som defineret i forordning (EF) nr. 883/2004

f)

skattefordele, forudsat at arbejdstageren betragtes som skattemæssigt hjemmehørende i den pågældende medlemsstat

g)

adgang til varer og tjenester samt levering af varer og tjenester, der stilles til rådighed for offentligheden, herunder procedurer til opnåelse af boliger, jf. national lovgivning, uden at dette berører aftalefriheden i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning

h)

rådgivningstjenester fra arbejdsformidlingen.

a)

i henhold til stk. 1, litra c), ved:

b)

ved at begrænse de rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der følger af stk. 1, litra e), men kan ikke begrænse disse rettigheder for arbejdstagere fra tredjelande, der er i beskæftigelse, eller som har været beskæftiget i mindst seks måneder, og som er registreret som arbejdsløse.

Medlemsstaterne kan endvidere beslutte, at stk. 1, litra e), for så vidt angår familieydelser ikke skal finde anvendelse på tredjelandsstatsborgere, som har fået tilladelse til arbejde på en medlemsstats område for et tidsrum på ikke over seks måneder, på tredjelandsstatsborgere, der har fået indrejsetilladelse med henblik på studier, eller på tredjelandsstatsborgere, der fået arbejdstilladelse på grundlag af et visum

c)

i henhold til stk. 1, litra f), med hensyn til skattefordele ved at begrænse dens anvendelse til situationer, hvor det registrerede eller sædvanlige opholdssted for familiemedlemmerne til en arbejdstager fra et tredjeland, som vedkommende ansøger om fordele for, ligger inden for den pågældende medlemsstats område.

d)

i henhold til stk. 1, litra g), ved:

a)

EU-retten, herunder bilaterale og multilaterale aftaler mellem Unionen eller Unionen og dens medlemsstater på den ene side og et eller flere tredjelande på den anden side og

b)

bilaterale eller multilaterale aftaler mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande.

12.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 10/14

(1)

Den Europæiske Union har sat sig det mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

(2)

Det fastsættes i artikel 82, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), at det retlige samarbejde i straffesager i Unionen bygger på princippet om gensidig anerkendelse af domme og retsafgørelser.

(3)

Ifølge Stockholmprogrammet - Et åbent og sikkert Europa i borgernes tjeneste og til deres beskyttelse (2) bør gensidig anerkendelse udvides til at omfatte alle former for domme og retlige afgørelser, det være sig strafferetlige eller forvaltningsretlige, afhængigt af retssystemet. Det opfordrer endvidere Kommissionen og medlemsstaterne til at undersøge, hvordan lovgivningen og de praktiske støtteforanstaltninger til beskyttelse af ofre kan forbedres. Det påpeges også i programmet, at ofre for kriminalitet kan tilbydes særlige beskyttelsesforanstaltninger, som bør have virkning inden for Unionen. Dette direktiv udgør en del af en sammenhængende og omfattende pakke af foranstaltninger om ofres rettigheder.

(4)

I Europa-Parlamentets beslutning af 26. november 2009 om bekæmpelse af vold mod kvinder opfordres medlemsstaterne til at forbedre deres nationale love og politikker til bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og til at tage initiativ til at bekæmpe årsagerne til vold mod kvinder, især ved hjælp af forebyggende foranstaltninger, og anmodes Unionen om at sikre retten til hjælp og støtte for alle ofre for vold. I Europa-Parlamentets beslutning af 10. februar 2010 om ligestilling mellem mænd og kvinder i EU - 2009 bifaldes forslaget om at indføre en europæisk beskyttelsesordre for ofre.

(5)

Rådet erklærede i sin resolution af 10. juni 2011 om en køreplan for styrkelse af ofres rettigheder og beskyttelse, særlig i straffesager, at der bør gøres en indsats for at styrke rettighederne for og beskyttelsen af ofrene for kriminalitet, særlig i straffesager, og Kommissionen blev opfordret til at forelægge passende forslag med henblik herpå. Inden for disse rammer bør der etableres en mekanisme for at sikre gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af afgørelser vedrørende beskyttelsesforanstaltninger for ofre for kriminalitet. I henhold til nævnte resolution bør dette direktiv, der vedrører gensidig anerkendelse af beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i straffesager, suppleres af en passende mekanisme vedrørende foranstaltninger, der er truffet i civilsager.

(6)

I et fælles område med retfærdighed uden indre grænser er det nødvendigt at sikre, at den beskyttelse, der ydes en fysisk person i én medlemsstat, opretholdes og fortsættes i en anden medlemsstat, som personen flytter eller er flyttet til. Det bør også sikres, at det ikke medfører en forringelse af unionsborgernes beskyttelse, når de legitimt benytter deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 21 i TEUF.

(7)

For at nå disse mål bør dette direktiv fastsætte regler, hvorved den beskyttelse, der ydes på grundlag af visse beskyttelsesforanstaltninger truffet i henhold til lovgivningen i en medlemsstat (»udstedelsesstaten«), kan udvides til en anden medlemsstat, som den beskyttede person beslutter sig til at bosætte eller opholde sig i (»fuldbyrdelsesstaten«).

(8)

Dette direktiv tager hensyn til medlemsstaternes forskellige retlige traditioner og til den kendsgerning, at effektiv beskyttelse kan ydes ved hjælp af beskyttelsesordrer, der udstedes af en anden myndighed end en straffedomstol. Dette direktiv pålægger ingen forpligtelser til at ændre nationale systemer til udstedelse af beskyttelsesforanstaltninger, og det pålægger heller ingen forpligtelser til at indføre eller ændre et strafferetligt system med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk beskyttelsesordre.

(9)

Dette direktiv finder anvendelse på beskyttelsesforanstaltninger, der specifikt har til formål at beskytte en person mod en anden persons strafbare handling, som på den ene eller den anden måde kan bringe vedkommendes liv eller fysiske, psykiske eller seksuelle integritet i fare, f.eks. ved at forhindre enhver form for chikane, eller kan bringe vedkommendes værdighed eller personlige frihed i fare, f.eks. ved at forhindre bortførelser, forfølgelse og andre former for indirekte tvang, og som har til formål at forhindre nye strafbare handlinger eller at mindske følgerne af tidligere strafbare handlinger. Disse personlige rettigheder, som den beskyttede person har, svarer til grundlæggende værdier, der anerkendes og forfægtes i alle medlemsstaterne. En medlemsstat er imidlertid ikke forpligtet til at udstede en europæisk beskyttelsesordre på grundlag af en strafferetlig foranstaltning, der ikke specifikt har til formål at beskytte en person, men som hovedsagelig har andre mål, f.eks. resocialisering af lovovertræderen. Det er vigtigt at understrege, at dette direktiv vedrører beskyttelsesforanstaltninger, som har til formål at beskytte alle ofre og ikke kun ofre for kønsrelateret vold, idet der tages hensyn til de særlige omstændigheder ved hver enkelt type kriminalitet.

(10)

Dette direktiv finder anvendelse på beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i straffesager, og omfatter derfor ikke beskyttelsesforanstaltninger, der er truffet i civilsager. Det er ikke nødvendigt, at der er truffet endelig afgørelse om en strafbar handling, for at en beskyttelsesforanstaltning kan fuldbyrdes efter dette direktiv. Det har heller ingen betydning, om det er en strafferetlig, administrativ eller civilretlig myndighed, der træffer beskyttelsesforanstaltningen. Dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at ændre deres nationale lovgivning således, at de skal kunne træffe beskyttelsesforanstaltninger som led i straffesager.

(11)

Dette direktiv er beregnet på at finde anvendelse på beskyttelsesforanstaltninger, der træffes til fordel for ofre eller mulige ofre for kriminalitet. Dette direktiv bør derfor ikke finde anvendelse på foranstaltninger, der træffes for at beskytte vidner.

(12)

Træffes der en beskyttelsesforanstaltning som defineret i dette direktiv med henblik på beskyttelse af et familiemedlem til den primære beskyttede person, kan dette familiemedlem ligeledes anmode om udstedelsen af en europæisk beskyttelsesordre for sig selv, på de betingelser der er fastlagt i dette direktiv.

(13)

Enhver anmodning om udstedelse af en europæisk beskyttelsesordre bør behandles med en passende hurtighed under hensyntagen til sagens specifikke omstændigheder, herunder sagens hastende karakter, den dato, hvor den beskyttede person ankommer på fuldbyrdelsesstatens område, og om muligt risikograden for den beskyttede person.

(14)

Skal der i henhold til dette direktiv gives oplysninger til den beskyttede person eller til den person, der forårsager fare, bør disse oplysninger, hvor det er relevant, ligeledes gives til den berørte persons eventuelle værge eller repræsentant. Der bør ligeledes tages behørigt hensyn til det behov, den beskyttede person, den person, der forårsager fare, eller værgen eller den procesbefuldmægtigede har for at modtage de oplysninger, der foreskrives i dette direktiv, på et sprog, den pågældende person forstår.

(15)

I procedurerne for udstedelse og anerkendelse af en europæisk beskyttelsesordre bør de kompetente myndigheder tage behørigt hensyn til ofrenes behov, herunder behovene hos særligt sårbare personer, f.eks. mindreårige eller handicappede.

(16)

Med henblik på anvendelsen af dette direktiv kan en beskyttelsesforanstaltning være blevet pålagt efter en dom som omhandlet i Rådets rammeafgørelse 2008/947/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme og afgørelser om prøvetid med tilsyn med henblik på tilsyn med tilsynsforanstaltninger og alternative sanktioner (3) eller efter en afgørelse om tilsynsforanstaltninger som omhandlet i Rådets rammeafgørelse 2009/829/RIA af 23. oktober 2009 om anvendelse mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om tilsynsforanstaltninger som et alternativ til varetægtsfængsling (4). Hvis der træffes afgørelse i udstedelsesstaten på grundlag af en af disse rammeafgørelser, bør anerkendelsesproceduren følges i overensstemmelse hermed i fuldbyrdelsesstaten. Dette bør imidlertid ikke udelukke muligheden for at overføre en europæisk beskyttelsesordre til en anden medlemsstat end den, der fuldbyrder afgørelserne på grundlag af disse rammeafgørelser.

(17)

I overensstemmelse med artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder bør den person, der forårsager fare, have mulighed for at blive hørt og anfægte beskyttelsesforanstaltningen, enten under den procedure, der fører til, at der træffes en beskyttelsesforanstaltning, eller inden en europæisk beskyttelsesordre udstedes.

(18)

For at hindre, at der begås kriminalitet mod ofret i fuldbyrdelsesstaten, bør denne stat have retlige midler til anerkendelse af den afgørelse, der tidligere er truffet i udstedelsesstaten til fordel for ofret, og det bør tillige undgås, at ofret skal indlede en ny sag eller fremlægge bevismateriale i fuldbyrdelsesstaten igen, som om udstedelsesstaten ikke havde truffet afgørelsen. Fuldbyrdelsesstatens anerkendelse af den europæiske beskyttelsesordre indebærer blandt andet, at denne stats kompetente myndighed med forbehold af begrænsningerne i dette direktiv accepterer eksistensen og gyldigheden af den beskyttelsesforanstaltning, der er truffet i udstedelsesstaten, anerkender den faktiske situation, der er beskrevet i den europæiske beskyttelsesordre, og erklærer sig enig i, at der bør ydes beskyttelse, og at denne beskyttelse bør fortsættes i overensstemmelse med dens nationale lovgivning.

(19)

Dette direktiv indeholder et udtømmende antal forbud og begrænsninger, som, når de er pålagt i udstedelsesstaten og indeholdt i den europæiske beskyttelsesordre, bør anerkendes og fuldbyrdes i fuldbyrdelsesstaten med forbehold af begrænsningerne i dette direktiv. Der kan eksistere andre typer beskyttelsesforanstaltninger på nationalt plan, såsom - hvis det er foreskrevet i den nationale lovgivning - pligten for den person, der forårsager fare, til at blive et nærmere angivet sted. Sådanne foranstaltninger kan pålægges i udstedelsesstaten i forbindelse med den procedure, der fører til, at der træffes en af de beskyttelsesforanstaltninger, som i henhold til dette direktiv kan udgøre grundlaget for en europæisk beskyttelsesordre.

(20)

Eftersom det er forskellige slags myndigheder (civil- eller strafferetlige eller administrative) i medlemsstaterne, der er kompetente til at træffe og fuldbyrde beskyttelsesforanstaltninger, er det hensigtsmæssigt at tillade en høj grad af fleksibilitet i samarbejdsordningen mellem medlemsstaterne i henhold til dette direktiv. Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten er således ikke i alle tilfælde nødt til at træffe den samme beskyttelsesforanstaltning som den, der er truffet i udstedelsesstaten, og har en vis skønsbeføjelse til at træffe enhver foranstaltning, som den i et tilsvarende tilfælde vurderer er egnet og hensigtsmæssig i henhold til sin nationale lovgivning til at yde fortsat beskyttelse af den beskyttede person på baggrund af den beskyttelsesforanstaltning, der er truffet i udstedelsesstaten som beskrevet i den europæiske beskyttelsesordre.

(21)

De forbud eller begrænsninger, som dette direktiv finder anvendelse på, omfatter bl.a. foranstaltninger til begrænsning af personlige kontakter eller fjernkontakt mellem den beskyttede person og den person, der forårsager fare, f.eks. ved at fastlægge særlige betingelser for sådanne kontakter eller ved at fastsætte begrænsninger for indholdet af kommunikation.

(22)

Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten bør oplyse den person, der forårsager fare, samt udstedelsesstatens kompetente myndighed og den beskyttede person om enhver foranstaltning, der træffes på grundlag af den europæiske beskyttelsesordre. I meddelelsen til den person, der forårsager fare, bør der tages behørigt hensyn til den beskyttede persons interesse i, at vedkommendes adresse eller andre kontaktoplysninger ikke videregives. Sådanne oplysninger bør udelades i meddelelsen, forudsat at adressen eller andre kontaktoplysninger ikke er en del af det forbud eller den begrænsning, der er pålagt den person, der forårsager fare, som en fuldbyrdelsesforanstaltning.

(23)

Når den kompetente myndighed i udstedelsesstaten trækker den europæiske beskyttelsesordre tilbage, bør den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten bringe de foranstaltninger, som den har truffet for at fuldbyrde den europæiske beskyttelsesordre, til ophør, idet den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten dog selvstændigt og i overensstemmelse med sin nationale lovgivning kan træffe enhver beskyttelsesforanstaltning i henhold til sin nationale lovgivning for at beskytte den pågældende person.

(24)

Da dette direktiv omhandler situationer, hvor den beskyttede person flytter til en anden medlemsstat, bør udstedelsen eller fuldbyrdelsen af en europæisk beskyttelsesordre ikke indebære nogen overførsel til fuldbyrdelsesstaten af beføjelser i forbindelse med hovedsanktioner eller suspenderede, alternative, betingede eller sekundære sanktioner eller i forbindelse med sikkerhedsforanstaltninger, der pålægges den person, der forårsager fare, hvis denne person fortsat er bosat i den stat, der traf beskyttelsesforanstaltningen.

(25)

Hvor det er relevant, bør det være muligt at anvende elektroniske midler med henblik på i praksis at gennemføre de foranstaltninger, der træffes i medfør af dette direktiv, i overensstemmelse med nationale love og procedurer.

(26)

Inden for rammerne af samarbejdet mellem de myndigheder, som er inddraget i at sikre beskyttelsen af den beskyttede person, bør den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten underrette den kompetente myndighed i udstedelsesstaten om enhver overtrædelse af de foranstaltninger, der er truffet i fuldbyrdelsesstaten til at fuldbyrde den europæiske beskyttelsesordre. Denne underretning bør sætte den kompetente myndighed i udstedelsesstaten i stand til omgående at træffe afgørelse om en eventuel passende reaktion med hensyn til den beskyttelsesforanstaltning, som er pålagt den person, der forårsager fare, i denne stat. En sådan reaktion kan, hvor det er hensigtsmæssigt, omfatte pålæg af en frihedsberøvende foranstaltning til erstatning for den ikke-frihedsberøvende foranstaltning, der oprindeligt blev truffet, f.eks. som alternativ til præventiv frihedsberøvelse eller som følge af en betinget strafudsættelse. Det siger sig selv, at en sådan afgørelse ikke er til hinder for, at fuldbyrdelsesstaten i givet fald kan pålægge sanktioner i tilfælde af overtrædelse af de foranstaltninger, der er truffet til at fuldbyrde den europæiske beskyttelsesordre, eftersom den ikke pålægger en selvstændig sanktion i forbindelse med en ny strafbar handling.

(27)

I betragtning af medlemsstaternes forskellige retlige traditioner bør fuldbyrdelsesstatens kompetente myndighed, når der i fuldbyrdelsesstaten ikke er nogen beskyttelsesforanstaltning til rådighed i et tilfælde, der svarer til den konkrete situation, der beskrives i den europæiske beskyttelsesordre, indberette enhver overtrædelse af den beskyttelsesforanstaltning, der er beskrevet i den europæiske beskyttelsesordre, som den er bekendt med, til udstedelsesstatens kompetente myndighed.

(28)

For at sikre en smidig anvendelse af dette direktiv i hvert konkret tilfælde bør de kompetente myndigheder i udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten udøve deres kompetence i overensstemmelse med dette direktivs bestemmelser under hensyn til ne bis in idem-princippet.

(29)

Den beskyttede person bør ikke skulle afholde omkostninger i forbindelse med anerkendelsen af den europæiske beskyttelsesordre, som er uforholdsmæssigt store i forhold til et tilsvarende nationalt tilfælde. Ved gennemførelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne efter anerkendelsen af den europæiske beskyttelsesordre sikre, at den beskyttede person ikke forpligtes til at anlægge yderligere nationale retssager for at få den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten til, som en direkte konsekvens af anerkendelsen af den europæiske beskyttelsesordre, at træffe en afgørelse om enhver foranstaltning, som ville være tilgængelig i henhold til den nationale lovgivning i et tilsvarende tilfælde for at sikre beskyttelsen af den beskyttede person.

(30)

I betragtning af princippet om gensidig anerkendelse, som dette direktiv bygger på, bør medlemsstaterne i videst muligt omfang fremme direkte kontakt mellem de kompetente myndigheder, når de anvender dette direktiv.

(31)

Med forbehold af retsvæsenets uafhængighed og forskelle i opbygningen af retssystemerne i Unionen bør medlemsstaterne overveje at anmode dem, der er ansvarlige for uddannelsen af dommere, anklagere, politi og retspersonale, som er involveret i procedurer med henblik på udstedelse eller anerkendelse af en europæisk beskyttelsesordre, om at sørge for passende uddannelse hvad angår dette direktivs mål.

(32)

For at lette evalueringen af dette direktivs anvendelse bør medlemsstaterne meddele Kommissionen relevante oplysninger om anvendelsen af nationale procedurer på den europæiske beskyttelsesordre, som minimum for så vidt angår det antal europæiske beskyttelsesordrer, der er anmodet om, udstedt og/eller anerkendt. I den forbindelse ville andre typer oplysninger, f.eks. de pågældende kriminalitetstyper, ligeledes være nyttige.

(33)

Dette direktiv bør bidrage til beskyttelsen af personer, der er i fare, ved således at supplere, men ikke berøre de instrumenter, der allerede findes på området, såsom rammeafgørelse 2008/947/RIA og 2009/829/RIA.

(34)

Når en afgørelse om en beskyttelsesforanstaltning henhører under anvendelsesområdet for Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (5), Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar (6) eller Haagerkonventionen af 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn (7), bør den pågældende afgørelse anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med bestemmelserne i den relevante retsakt.

(35)

Medlemsstaterne og Kommissionen bør, hvor det er relevant, medtage oplysninger om den europæiske beskyttelsesordre i eksisterende uddannelses- og bevidstgørelseskampagner om beskyttelse af ofre for kriminalitet.

(36)

Personoplysninger, der behandles som led i gennemførelsen af dette direktiv, bør beskyttes i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA af 27. november 2008 om beskyttelse af personoplysninger i forbindelse med politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager (8) og principperne i Europarådets konvention fra 1981 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger.

(37)

Dette direktiv bør respektere de grundlæggende rettigheder, som garanteres ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, i overensstemmelse med artikel 6 i TEU.

(38)

Ved gennemførelsen af dette direktiv opfordres medlemsstaterne til at tage hensyn til de rettigheder og principper, der er indeholdt i De Forenede Nationers konvention fra 1979 om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder.

(39)

Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte personer, som er i fare, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(40)

I medfør af artikel 3 i protokollen (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af dette direktiv.

(41)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen (nr. 21) om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i nævnte protokol deltager Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(42)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen (nr. 22) om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

et forbud mod at opholde sig i bestemte lokaliteter eller på bestemte steder eller definerede områder, hvor den beskyttede person opholder sig eller er på besøg

b)

et forbud mod eller regulering af enhver form for kontakt med den beskyttede person, herunder pr. telefon, elektronisk eller med almindelig post, pr. telefax eller på enhver anden måde, eller

c)

et forbud mod eller regulering af at komme tættere på den beskyttede person end en nærmere angivet afstand.

a)

den beskyttede persons identitet og nationalitet samt værgens eller repræsentantens identitet og nationalitet, hvis den beskyttede person er mindreårig eller umyndiggjort

b)

den dato, fra hvilken den beskyttede person agter at bosætte eller opholde sig i fuldbyrdelsesstaten, samt perioden eller perioderne for opholdet, hvis kendt

c)

navn, adresse, telefon- og faxnummer samt e-mail-adresse på den kompetente myndighed i udstedelsesstaten

d)

identifikation (f.eks. gennem nummer og dato) af den retsakt, der indeholder den beskyttelsesforanstaltning, på grundlag af hvilken den europæiske beskyttelsesordre er udstedt

e)

et resumé af de faktiske forhold og omstændigheder, der har ført til, at beskyttelsesforanstaltningen blev truffet i udstedelsesstaten

f)

de forbud eller begrænsninger, som den person, der forårsager fare, er pålagt i den beskyttelsesforanstaltning, der ligger til grund for den europæiske beskyttelsesordre, deres varighed og angivelse af den eventuelle sanktion i tilfælde af overtrædelse af et af forbuddene eller en af begrænsningerne

g)

anvendelse af eventuelt teknisk udstyr, som er stillet til rådighed for den beskyttede person eller den person, der forårsager fare, med henblik på at fuldbyrde beskyttelsesforanstaltningen

h)

identitet, nationalitet og kontaktoplysninger for den person, der forårsager fare

i)

hvorvidt den beskyttede person og/eller den person, der forårsager fare, har modtaget gratis retshjælp i udstedelsesstaten, såfremt sådanne oplysninger er kendt af den kompetente myndighed i udstedelsesstaten uden yderligere undersøgelser

j)

hvor det er relevant, en beskrivelse af andre omstændigheder, der kan have betydning for vurderingen af den fare, som den beskyttede person står over for

k)

hvor det er relevant, en udtrykkelig angivelse af, at en dom som omhandlet i artikel 2 i rammeafgørelse 2008/947/RIA eller en afgørelse om tilsynsforanstaltninger som omhandlet i artikel 4 i rammeafgørelse 2009/829/RIA allerede er blevet fremsendt til tilsynsstaten, hvis denne er forskellig fra den europæiske beskyttelsesordres fuldbyrdelsesstat, og identifikation af den myndighed i denne stat, der er kompetent med henblik på fuldbyrdelse af en sådan dom eller afgørelse.

a)

den europæiske beskyttelsesordre er ufuldstændig eller er ikke blevet kompletteret inden for den frist, der er fastsat af den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten

b)

kravene i artikel 5 er ikke opfyldt

c)

beskyttelsesforanstaltningen vedrører en handling, der ikke udgør en strafbar handling i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning

d)

beskyttelsen følger af fuldbyrdelsen af en straf eller en foranstaltning, der i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning er omfattet af amnesti, og den er knyttet til en handling eller adfærd, der falder ind under denne stats kompetence i henhold til denne lovgivning

e)

i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning tilkommer der den person, der forårsager fare, immunitet, hvilket gør det umuligt at træffe foranstaltninger på grundlag af en europæisk beskyttelsesordre

f)

strafforfølgning af den person, der forårsager fare, for den handling eller adfærd, som beskyttelsesforanstaltningen er blevet truffet i forbindelse med, er ikke mulig på grund af forældelse i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning, når handlingen eller adfærden falder ind under dens kompetence i henhold til dens nationale lovgivning

g)

anerkendelse af den europæiske beskyttelsesordre ville være i modstrid med ne bis in idem-princippet

h)

i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning kan den person, der forårsager fare, på grund af sin alder ikke gøres strafferetligt ansvarlig for den handling eller adfærd, som beskyttelsesforanstaltningen er blevet truffet i forbindelse med

i)

beskyttelsesforanstaltningen vedrører en strafbar handling, der i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning betragtes som begået helt eller for en stor eller væsentlig dels vedkommende på denne stats område.

a)

uden unødig forsinkelse underrette udstedelsesstaten og den beskyttede person om dette afslag og om grundene, der knytter sig hertil

b)

i givet fald oplyse den beskyttede person om muligheden for at anmode om, at der træffes en beskyttelsesforanstaltning i henhold til dens nationale lovgivning

c)

oplyse den beskyttede person om ethvert gældende retsmiddel, der er til rådighed efter dens nationale lovgivning for at klage over en sådan afgørelse.

a)

pålægge strafferetlige sanktioner og træffe enhver anden foranstaltning som følge af overtrædelsen, hvis overtrædelsen udgør en strafbar handling i henhold til fuldbyrdelsesstatens lovgivning

b)

træffe enhver anden ikke-strafferetlig afgørelse i forbindelse med overtrædelsen

c)

træffe enhver hastende og foreløbig foranstaltning for at bringe overtrædelsen til ophør, i givet fald indtil udstedelsesstaten træffer en efterfølgende afgørelse.

a)

forlængelse, revision, ændring, tilbagekaldelse og tilbagetrækning af beskyttelsesforanstaltningen og følgelig af den europæiske beskyttelsesordre

b)

pålæg af en frihedsberøvende foranstaltning som følge af tilbagekaldelsen af beskyttelsesforanstaltningen, forudsat at beskyttelsesforanstaltningen har fundet anvendelse på grundlag af en dom som omhandlet i artikel 2 i rammeafgørelse 2008/947/RIA eller på grundlag af en afgørelse om tilsynsforanstaltninger som omhandlet i artikel 4 i rammeafgørelse 2009/829/RIA.

a)

ændre de foranstaltninger, der er truffet på grundlag af den europæiske beskyttelsesordre, i overensstemmelse med artikel 9, eller

b)

afslå at fuldbyrde det ændrede forbud eller den ændrede begrænsning, hvis forbuddet eller begrænsningen ikke falder ind under de typer forbud eller begrænsninger, der er nævnt i artikel 5, eller hvis de oplysninger, der er fremsendt med den europæiske beskyttelsesordre i henhold til artikel 7, er ufuldstændige eller ikke er blevet kompletteret inden for den frist, som den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten har fastsat i henhold til artikel 9, stk. 4.

a)

når der foreligger klare tegn på, at den beskyttede person ikke er bosat eller opholder sig på fuldbyrdelsesstatens område eller har forladt dette område endeligt

b)

når den maksimale varighed af de foranstaltninger, der er truffet til fuldbyrdelse af den europæiske beskyttelsesordre, er udløbet i henhold til national lovgivning

c)

i det tilfælde, der er nævnt i artikel 13, stk. 7, litra b), eller

d)

når en dom som omhandlet i artikel 2 i rammeafgørelse 2008/947/RIA eller en afgørelse om tilsynsforanstaltninger som omhandlet i artikel 4 i rammeafgørelse 2009/829/RIA fremsendes til fuldbyrdelsesstaten efter anerkendelsen af den europæiske beskyttelsesordre.