Gensidig retshjælp i straffesager mellem medlemsstaterne

HOVEDPUNKTER

Anmodninger om gensidig retshjælp

• Anmodninger skal formuleres skriftligt, fremsendes og udføres direkte mellem de nationale retlige myndigheder.
• Anmodninger om midlertidig overførsel eller transit af frihedsberøvede personer og om oplysninger om straffedomme skal fremsendes gennem de centrale myndigheder i medlemsstaterne.
• Af hensyn til hurtig sagsbehandling kan anmodninger indgives via Interpol eller ethvert andet organ, der er kompetent ifølge bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union.
• Den medlemsstat, som anmodes om gensidig retshjælp (den anmodede medlemsstat), skal overholde de formaliteter og procedurer, som angives af den medlemsstat, der fremsender anmodningen (den anmodende medlemsstat) og udføre den snarest muligt i forhold til de anførte tidsfrister.
• Medlemsstaterne skal fremsende retsdokumenter, som er bestemt til personer, der befinder sig i en anden medlemsstat, direkte til disse med posten, men i visse tilfælde påtager de kompetente myndigheder i den anmodede medlemsstat sig denne fremsendelse.
• En retsmyndighed eller en central myndighed kan tage direkte kontakt med en politi- eller toldmyndighed i en anden medlemsstat, eller i tilfælde af en anmodning om gensidig retshjælp i forbindelse med retsforfølgning med en administrativ myndighed i en anden medlemsstat. Enhver medlemsstat kan beslutte, at den ikke er bundet af denne bestemmelse, eller at den kun vil anvende den under visse omstændigheder.
• Medlemsstaterne kan spontant udveksle oplysninger om strafbare handlinger og overtrædelser af administrative bestemmelser, som sanktioneres eller behandles af den modtagende myndighed.

Særlige former for gensidig retshjælp

• Stjålne genstande, som genfindes i en anden medlemsstat, stilles til rådighed for den anmodende medlemsstat med henblik på tilbagelevering til den retmæssige ejer.
• En person, der er tilbageholdt i en medlemsstat, kan efter aftale med de kompetente myndigheder midlertidigt overføres til den medlemsstat, hvor efterforskningen foregår. Hvis det er et krav i en af medlemsstaterne, skal der foreligge et samtykke fra den pågældende person, inden en sådan overførsel kan gennemføres.
• De retlige myndigheder i en anden medlemsstat kan afhøre et vidne eller en sagkyndig ved hjælp af videokonference, såfremt det ikke strider mod den anmodede medlemsstats grundlæggende retsprincipper, og forudsat at alle involverede parter er indforstået hermed.
• Kontrollerede leverancer¹ er tilladt på en anden medlemsstats område som led i kriminalefterforskning af forbrydelser, som kan medføre udlevering. Myndighederne i den anmodede medlemsstat skal lede og overvåge dem.
• To eller flere lande kan efter fælles overenskomst oprette et fælles efterforskningshold med et bestemt formål og for et begrænset tidsrum. En repræsentant fra det land hvor holdet opererer, koordinerer og leder holdets aktiviteter.
• Undersøgelser kan også udføres af embedsmænd, der arbejder under skjult eller falsk identitet, under forudsætning af overholdelse af national ret og nationale procedurer.

Aflytning af telekommunikation

• Telekommunikation kan aflyttes, hvis en kompetent myndighed i en anden EU-medlemsstat, der er udpeget til at gøre dette i den pågældende EU-medlemsstat, fremsætter en anmodning herom.
• Telekommunikation kan aflyttes og øjeblikkelig overføres til den anmodende medlemsstat eller optages og overføres på et senere tidspunkt.
• Aflytningen kan ligeledes foregå i en anden medlemsstat, hvor der befinder sig en jordstation til satellitkommunikation. Hvis der ikke er behov for teknisk assistance fra denne medlemsstat, foregår aflytningen i givet fald ved mellemkomst af tjenesteudbydere i den anmodende medlemsstat. Hvis aflytningen, fordi den aflyttede person skifter opholdssted, fortsættes på en anden medlemsstats område, uden at teknisk assistance fra denne medlemsstat er påkrævet, skal denne anden medlemsstat oplyses om, at en aflytning har fundet sted.

Særlige bestemmelser for visse medlemsstater

Der er fastsat særlige bestemmelser med hensyn til:

• Irland og Det Forenede Kongerige (¹) (fremsendelse af anmodninger om bistand)
• Luxembourg (beskyttelse af personoplysninger) og
• Norge og Island (regler knyttet til Schengen-bestemmelserne og konventionens ikrafttrædelse).