EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Revidering af vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur

 

RESUMÉ AF:

Afgørelse 2008/114/EF om fastsættelse af vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur

Artikel 52 i Traktaten om Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom)

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE AFGØRELSE?

Afgørelsen fastsætter vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur, som blev oprettet direkte ved Euratomtraktaten af 1957, for at tage højde for stigningen i antallet af EU-lande og med henblik på at modernisere agenturets finansielle regler og etablere et hovedkvarter i Luxembourg.

Artikel 52 i Traktaten om Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom), som har til formål at garantere, via en fælles forsyningspolitik, en regelmæssig og ligelig forsyning med nukleare materialer til brugere i EU-landene, udgør retsgrundlaget for Euratoms Forsyningsagentur.

HOVEDPUNKTER

Euratoms Forsyningsagentur er det organ i EU, der er ansvarligt for forvaltningen af udbud og efterspørgsel på:

  • malme
  • udgangsmaterialer (f.eks. naturligt uran)
  • specielle fissile materialer (f.eks. beriget uran og plutonium).

Euratoms Forsyningsagentur har eneret til at »indgå« (dvs. kontrasignere) aftaler om levering af nukleare materialer som ovennævnte fra både EU-lande og udefrakommende. I henhold til Euratomtraktaten har agenturet også optionsret til at erhverve nukleare materialer.

Euratoms Forsyningsagentur har status som juridisk person (dvs. at det er en uafhængig enhed i sig selv).

Formål og opgaver

Euratoms Forsyningsagentur:

  • modtager alle kontrakter om levering af nukleare materialer i EU. Efter en vurdering beslutter agenturets generaldirektør, hvorvidt agenturet kan kontrasignere kontrakterne, hvilket er en betingelse for, at de har gyldighed
  • underrettes om alle kontrakter vedrørende tjenester inden for den nukleare sektor.

Endvidere skal Euratoms Forsyningsagentur:

  • forsyne EU med sagkundskab, oplysninger og rådgivning vedrørende markedet for nukleare materialer og tjenester
  • overvåge det nukleare marked og identificere markedstendenser, der kan påvirke sikkerheden for EU’s forsyning med nukleare materialer og tjenester
  • udgive en årlig beretning om agenturets virksomhed i det foregående år og et arbejdsprogram for det kommende år, som begge forelægges Europa-Parlamentet, Rådet og Europa-Kommissionen
  • arbejde tæt sammen med agenturets Rådgivende Udvalg.

Euratoms Forsyningsagentur kan endvidere opbygge sit eget lager af nukleare materialer. Agenturet kontrolleres af Kommissionen, som kan fastlægge retningslinjer for agenturet (dvs. instrukser) og har vetoret med hensyn til dets beslutninger.

Retlig status og hjemsted

Euratoms Forsyningsagentur:

  • virker uden fortjeneste for øje
  • har hjemsted i Luxembourg
  • kan på eget initiativ træffe enhver yderligere foranstaltning vedrørende sin egen interne organisation for at udføre dets opgaver såvel indenfor EU som udenfor
  • har i hvert enkelt EU-land den mest vidtgående rets- og handleevne i henhold til det pågældende lands lovgivning og kan erhverve og afhænde fast ejendom og løsøre og optræde som part i retssager.

Generaldirektør og personale

Agenturets generaldirektør er ansvarlig for at:

  • sikre udførelsen af agenturets opgaver;
  • udøve agenturets eneret til at indgå forsyningskontrakter vedrørende nukleare materialer samt dets optionsret
  • forestå den daglige administration og ledelse af alle agenturets ressourcer
  • holde agenturets Rådgivende Udvalg regelmæssigt underrettet og høre det om relevante spørgsmål
  • udarbejde udkast til overslag over agenturets indtægter og udgifter samt gennemføre dets budget
  • foretage foretage undersøgelser og udarbejde rapporter (herunder en årsrapport) i tæt samarbejde med udvalget og forelægge sådanne undersøgelser og rapporter for Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

Agenturets generaldirektør og personale er tjenestemænd i Europa-Kommissionen og skal sikkerhedsgodkendes.

Finansielle bestemmelser

Agenturet:

Agenturets indtægter består i dag udelukkende af et bidrag fra EU.

Agenturets budget vedtages af Kommissionen og bliver endeligt, når EU’s almindelige budget er endeligt vedtaget.

Efter Kroatiens tiltrædelse af EU udgør agenturets kapital 5 856 000 EUR, som tegnes af de enkelte EU-lande. Luxembourg og Malta deltager ikke.

Det Rådgivende Udvalg

EU-landene (med undtagelse af Luxembourg og Malta) udpeger hver mellem en og fire repræsentanter til Det Rådgivende Udvalg i henhold til agenturets vedtægter. Medlemmerne af udvalget udpeges på grundlag af deres erfaring og sagkundskab inden for handel med nukleare materialer eller kernekraftproduktion eller -regulering.

Udvalget indkaldes normalt af agenturets generaldirektør to gange om året. Udvalget skal høres, inden agenturets generaldirektør træffer vigtige beslutninger (om spørgsmål, som er anført i agenturets vedtægter).

Udvalget bistår agenturet ved at afgive udtalelser og levere analyser og oplysninger.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN FRA?

Den trådte i kraft i marts 2008, mens den reviderede udgave efter Kroatiens tiltrædelse trådte i kraft den 1. juli 2013.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Rådets beslutning 2008/114/EF, Euratom af 12. februar 2008, som fastlægger vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur (EUT L 41 af 15.2.2008, s. 15-20)

Efterfølgende ændringer af beslutning 2008/114/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Konsolideret udgave af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab — afsnit to — Bestemmelser til fremme af kerneenergiens udvikling — Kapitel 6 — Forsyninger — artikel 52 (EUT C 203 af 7.6.2016, s. 24)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18. juli 2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT L 193 af 30.7.2018, s. 1-222)

seneste ajourføring 11.09.2018

Top