An official website of the European UnionAn official EU website
Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Afgrænsning af det relevante marked

 

RESUMÉ AF:

Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret

HVAD ER FORMÅLET MED MEDDELELSEN?

Den har til formål at vejlede virksomheder og andre interesserede parter om Europa-Kommissionens anvendelse af begrebet markedsafgrænsning — et vigtigt første skridt i Kommissionens vurdering i mange antitrust- og fusionssager.

HOVEDPUNKTER

I tilfælde af en formodet overtrædelse af Den Europæiske Unions (EU) konkurrenceregler er det første element, der skal overvejes det relevante marked. En afgrænsning af det relevante marked betyder en bestemmelse af anvendelsesområdet for konkurrencereglerne for så vidt angår restriktive praksisser og misbrug af dominerende stilling (forordning (EF) nr. 1/2003 — se resumé) samt anvendelsesområdet for fusionslovgivningen (forordning (EF) nr. 139/2004 — se resumé).

I en ånd af gennemsigtighed forklares de metoder i meddelelsen, som Kommissionen anvender til at afgrænse et relevant marked fra sag til sag. Denne analyse, der indarbejder både det relevante produktmarked og geografiske marked, kan bruges til at bestemme, om der er egentlige konkurrenter, der kan begrænse adfærden hos de pågældende virksomheder og til at vurdere omfanget af reel konkurrence på markedet.

Afgrænsning af det relevante marked

Det relevante marked kombinerer produktmarkedet og det geografiske marked, defineret på følgende måde.

  • Et relevant produktmarked omfatter alle de produkter og/eller tjenesteydelser, som forbrugeren anser for indbyrdes substituerbare på grund af deres egenskaber, pris og anvendelsesformål.
  • Et relevant geografisk marked omfatter det område, hvor de deltagende virksomheder er involveret i udbud af produkter eller tjenesteydelser, og som har tilstrækkelig ensartede konkurrencevilkår.

Analyse med henblik på at afgrænse det relevante marked

Kommissionen har identificeret en række kriterier, som den kan bruge til at analysere virksomheders adfærd på markedet samt de specifikke vilkår på det relevante marked. Denne metode kan dog medføre forskellige resultater afhængigt af det konkurrencemæssige problem, der skal undersøges. Der er derfor behov for en struktureret analyse, som også er tilstrækkelig fleksibel for at tage hensyn til individuelle omstændigheder.

Kommissionen forsøger i en foreløbig analyse at afgrænse produktmarkedet ved at undersøge, om to produkter hører til på samme marked. Den forsøger også at bestemme det geografiske marked ved at udarbejde en oversigt over opdelingen af markedsandelene hos de pågældende parter og deres konkurrenter, deres priser samt eventuelle prisforskelle.

Når produktmarkedet og det geografiske marked er afgrænset, foretager Kommissionen en mere detaljeret analyse baseret på begrebet substitution. Virksomheder, der er underlagt et konkurrencesystem, skal overholde to vigtige afgrænsninger: efterspørgselssubstitution og udbudssubstitution. Et marked er konkurrencedygtigt, hvis kunderne kan vælge mellem en række produkter med samme karakteristika, og hvis leverandøren ikke forhindres i at levere produkter eller tjenesteydelser på det pågældende marked.

Med kriteriet om substitution er det muligt at målrette forskningen mod substitutionsprodukter, hvilket gør det muligt at afgrænse det relevante produktmarked og geografiske marked med en højere grad af sikkerhed. Kun på sidste trin analyseres det relevante marked for at bestemme graden af integration på EU’s markeder.

Kommissionen foretager derfor en vurdering af efterspørgselssubstitution (dvs. af kunder) og udbudssubstitution (dvs. af leverandører). I første tilfælde er spørgsmålet, om kunder til det pågældende produkt nemt kan skifte til et tilsvarende produkt som reaktion på en lille men permanent prisstigning (på 5-10 %). I det andet tilfælde er spørgsmålet, om andre leverandører nemt kan skifte produktion til de relevante produkter og sælge dem på det relevante marked.

Kriteriet om substitution tager imidlertid ikke højde for de vilkår, som de pågældende virksomheder arbejder under. Det er for eksempel derfor nødvendigt at undersøge betingelserne for adgang til det afgrænsede marked. Kommissionen vurderer i denne henseende det relevante produktmarked og geografiske marked under hensyntagen til følgende elementer.

  • Den seneste tid. I visse tilfælde er det muligt at analysere oplysninger om den seneste tids prisudsving, f.eks. med hensyn til substitution mellem to produkter eller kundereaktioner.
  • Resultaterne af specifikke undersøgelser. Det er muligt at vurdere elasticiteten i efterspørgslen* efter et produkt ved hjælp af økonomiske og statistiske test. Det er også nyttigt at vurdere det geografiske marked på baggrund af faktorer, som indvirker på lokale præferencer (f.eks. kultur, sprog osv.).
  • Kundernes og konkurrenternes synspunkter. Kommissionen kan kontakte de primære kunder og konkurrenter i den pågældende virksomhed for at indsamle faktiske oplysninger og evaluere deres reaktion i tilfælde af prisudsving inden for det geografiske område.
  • Forbrugerpræferencer. Kommissionen kan anmode de involverede virksomheder om de markedsundersøgelser, de har fået foretaget før markedsføring af et produkt eller fastsættelse af prisen. Den kan også sammenligne kundernes købsvaner på det relevante marked med andre kunders købsvaner på et separat geografisk marked med lignende vilkår.
  • Forhindringer (regulatoriske m.fl.) og omkostninger ved omdirigering af efterspørgslen til produkter eller områder.
  • Forskellige kundekategorier og prisdifferentiering. En særskilt kundekategori for det relevante produkt kan i sig selv udgøre et snævrere, specifikt marked, når der anvendes andre priser over for disse kunder.

Som et sidste skridt tager Kommissionen højde for den vedvarende markedsintegration, og hvordan foranstaltninger for at fjerne handelshindringer og skabe et integreret europæisk marked kan indvirke på konkurrencen på et givet geografisk marked.

Før Kommissionen drager sine konklusioner, kan den rådføre sig med de største virksomheder i sektoren om grænserne for produktmarkedet og det geografiske marked. Hvis det er hensigtsmæssigt, kan den også foretage inspektion på stedet.

Beregning af markedsandele

Ved afgrænsning af det relevante produktmarked og det relevante geografiske marked kan man også indkredse markedsdeltagerne (leverandører, kunder, forbrugere). Herved kan man beregne de enkelte leverandørers samlede marked og markedsandele på grundlag af deres afsætning af de relevante produkter på det pågældende område.

Virksomhedernes skøn, undersøgelser, der foretages af erhvervskonsulenter eller brancheforeninger og virksomhedernes omsætning bidrager til at beregne den samlede markedsstørrelse og hver leverandørs markedsandel. Selv om det normalt er afsætningen, der danner grundlag for beregningen af markedsandele, er der ofte andre forhold, som kan give nyttige oplysninger afhængigt af de pågældende produkter eller brancher, såsom kapacitet og antal udbydere på markederne osv.

BAGGRUND

I overensstemmelse med principperne om bedre regulering foretog Kommissionen en evaluering af funktionen i dens meddelelse om markedsafgrænsning fra 1997 og offentliggjorde i juli 2021 en rapport om resultaterne.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Elasticitet i efterspørgslen. I det omfang efterspørgslen reagerer på en ændring i faktorer som pris, indkomst eller substitutionsprodukter.

HOVEDDOKUMENT

Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5-13).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Commission staff working document: evaluation of the Commission Notice on the definition of relevant market for the purposes of Community competition law of 9 December 1997 (SWD(2021) 199 final af 12.7.2021).

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene: Executive summary of the evaluation of the Commission Notice on the definition of relevant market for the purposes of Community competition law of 9 December 1997 (SWD(2021) 200 final af 12.7.2021).

Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EF-fusionsforordningen) (EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1-22).

Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16. december 2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1-25).

Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 1/2003 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 26.10.2021

Top