EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 6.3.2026
COM(2026) 124 final
2023/0115(COD)
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET
i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
vedrørende
om Rådets holdning til vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2014/49/EU for så vidt angår omfanget af indskudsbeskyttelse, anvendelsen af midler fra indskudsgarantiordninger, grænseoverskridende samarbejde og gennemsigtighed
(EØS-relevant tekst)
2023/0115 (COD)
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET
i henhold til artikel 294, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
vedrørende
om Rådets holdning til vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2014/49/EU for så vidt angår omfanget af indskudsbeskyttelse, anvendelsen af midler fra indskudsgarantiordninger, grænseoverskridende samarbejde og gennemsigtighed
(EØS-relevant tekst)
1.Baggrund
|
Forslag fremsendt til Europa-Parlamentet og Rådet
(dokument COM(2023) 228 final – 2023/0115 COD):
|
19. april 2023.
|
|
Dato for afgivelse af udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg:
|
13. juli 2023.
|
|
Europa-Parlamentets førstebehandlingsholdning vedtaget:
|
24. april 2024.
|
|
Ændret forslag fremsendt:
|
Ikke relevant.
|
|
Rådets holdning vedtaget:
|
5. marts 2026.
|
2.Formålet med Kommissionens forslag
Kommissionen har foreslået en pakke med fire ændringsretsakter, der skal reformere rammen for krisestyring og indskudsforsikring (CMDI). De foreslåede ændringer i direktiv 2014/59/EU for så vidt angår visse aspekter af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsegnede forpligtelser (COM/2023/229 final) blev vedtaget særskilt af fælleslovgiverne som direktiv (EU) 2024/1174. I de resterende tre retsakter blev der foreslået ændringer i henholdsvis direktiv 2014/59/EU, forordning (EU) nr. 806/2014 og direktiv 2014/49/EU.
De overordnede mål med CMDI-forslaget har været en bedre beskyttelse af den finansielle stabilitet og skatteydernes penge, beskyttelse af realøkonomien mod virkningerne af banksammenbrud og en yderligere forbedret indskyderbeskyttelse. Forslaget har til formål at nå disse mål ved at forbedre de krisestyringsværktøjer, der anvendes til at håndtere mindre og mellemstore bankers sammenbrud. Det vigtigste redskab til at nå dette mål er, at afviklingsmyndighederne får mulighed for at anvende midler fra indskudsgarantiordninger til at finansiere gennemførelsen af en overførselsstrategi i tilfælde, hvor den interne tabsabsorberingskapacitet hos en sådan bank ikke er tilstrækkelig til at få adgang til afviklingsfonden.
3.Bemærkninger til Rådets holdning
Rådets holdning med hensyn til de foreslåede ændringer i direktiv 2014/49/EU, som vedtaget under førstebehandlingen afspejler fuldt ud den politiske enighed, der blev opnået mellem Europa-Parlamentet og Rådet den 25. juni 2025. Kommissionen tilslutter sig denne aftale. De vigtigste punkter i denne aftale vedrørende direktiv 2014/49/EU er følgende:
·De aftalte ændringer udgør en yderligere ramme for anvendelsen af midler fra indskudsgarantiordninger uden for afvikling. Anvendelsen af midler fra indskudsgarantiordninger til forebyggende foranstaltninger er fortsat frivillig for medlemsstaterne, men anvendelsen heraf bliver underlagt yderligere betingelser og garantier, navnlig minimumsomkostningstesten, som er den samme som for anvendelsen af midler fra indskudsgarantiordninger i forbindelse med afvikling, dvs. et loft over indgrebet til bruttobeløbet for dækkede indskud.
·På samme måde bliver anvendelsen af midler fra indskudsgarantiordninger til alternative foranstaltninger ved insolvens underlagt den samme LCT og yderligere regler for, hvilke typer overførsler fra den nødlidende bank der kan finansieres af indskudsgarantiordningen som led i disse foranstaltninger.
·Institutsikringsordninger, der er anerkendt som indskudsgarantiordninger, skal opretholde et forudgående målniveau på 0,8 % af de dækkede indskud. De kan midlertidigt overføre midler til støtte for tilknyttede institutters likviditet og solvens op til en vis grænse og med forbehold af sikkerhedsforanstaltninger. Disse midler bør tilbagebetales inden for 7 arbejdsdage i tilfælde af udbetaling i forbindelse med eller et bidrag til afvikling af et kreditinstitut, der er tilknyttet en sådan institutsikringsordning, der er anerkendt som indskudsgarantiordning.
4.Konklusion
Kommissionen støtter resultaterne af de interinstitutionelle forhandlinger og kan derfor acceptere Rådets førstebehandlingsholdning.