EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018PC0323

Forslag til Interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning

COM/2018/323 final

Bruxelles, den 2.5.2018

COM(2018) 323 final

2018/0137(NLE)

Forslag til

Interinstitutionel aftale

mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning


EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION OG EUROPA-KOMMISSIONEN,

herefter "institutionerne",

HAR INDGÅET FØLGENDE AFTALE:

1.Formålet med denne aftale, som er indgået i henhold til artikel 295 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF), er at gennemføre budgetdisciplin og forbedre den årlige budgetprocedures forløb og det interinstitutionelle samarbejde på budgetområdet samt at sikre forsvarlig økonomisk forvaltning.

2.Budgetdisciplin i denne aftale dækker alle udgifter. Aftalen er bindende for alle institutionerne, så længe den er i kraft.

3.Aftalen berører ikke institutionernes respektive budgetbeføjelser, således som de er fastsat i traktaterne, i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. XXXX/20XX 1 ("FFR-forordningen")] og i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. XXXX/20XX] 2 ("finansforordningen")].

4.Aftalen kan kun ændres ved samtlige institutioners fælles aftale.

5.Aftalen består af tre dele:

   Del I indeholder bestemmelser vedrørende den flerårige finansielle ramme (FFR) og vedrørende de særlige instrumenter.

   Del II vedrører interinstitutionelt samarbejde under budgetproceduren.

   Del III indeholder bestemmelser vedrørende en forsvarlig økonomisk forvaltning af Unionens midler.

6.Denne aftale træder i kraft den XX.XX.XXXX og erstatter den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning 3 .

DEL I
FFR OG SÆRLIGE INSTRUMENTER

A. Bestemmelser vedrørende FFR

7.Institutionerne skal, med henblik på en forsvarlig økonomisk forvaltning, under budgetproceduren og ved vedtagelsen af budgettet så vidt muligt sørge for, at der under lofterne for de forskellige udgiftsområder i FFR er tilstrækkelige margener.

Ajourføring af overslag over betalingsbevillinger efter 2027

8.Kommissionen ajourfører i 2024 overslagene over betalingsbevillinger efter 2027.

Ved denne ajourføring tages der hensyn til alle relevante oplysninger, herunder den faktiske udnyttelse af budgettets forpligtelses- og betalingsbevillinger samt den forventede bevillingsudnyttelse. Der tages også hensyn til de regler, der skal sikre, at betalingsbevillingerne udvikler sig på en ordnet måde sammenlignet med forpligtelsesbevillingerne og vækstprognoserne for Unionens bruttonationalindkomst.

B. Bestemmelser vedrørende de særlige instrumenter

Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen

9.Når betingelserne i den relevante basisretsakt for at anvende Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen er opfyldt, forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet et forslag om overførsel til de relevante budgetposter.

Overførsler i forbindelse med fonden foretages i overensstemmelse med finansforordningen.

Den Europæiske Unions Solidaritetsfond

10.Når betingelserne i den relevante basisretsakt for at anvende Den Europæiske Unions Solidaritetsfond er opfyldt, forelægger Kommissionen et forslag om det relevante budgetinstrument, jf. finansforordningen.

Nødhjælpsreserven

11.Hvis Kommissionen finder, at det er nødvendigt at udnytte nødhjælpsreserven, forelægger den Europa-Parlamentet og Rådet et forslag om overførsel fra reserven til de pågældende budgetposter, jf. finansforordningen.

Fleksibilitetsinstrumentet

12.Kommissionen forelægger efter at have undersøgt alle muligheder for omfordeling af bevillingerne under det udgiftsområde, hvor der er behov for yderligere midler, et forslag om anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet.

I forslaget fastlægges de behov, der skal dækkes, og beløbet. Et sådant forslag kan forelægges i forbindelse med et budgetforslag eller forslag til ændringsbudget.

Fleksibilitetsinstrumentet kan anvendes af Europa-Parlamentet og Rådet inden for rammerne af budgetproceduren, jf. artikel 314 i TEUF.

Margenen til uforudsete udgifter

13.Anvendelsen af margenen til uforudsete udgifter, eller dele heraf, sker på forslag af Kommissionen efter en grundig analyse af alle andre finansielle muligheder. Et sådant forslag kan forelægges i forbindelse med et budgetforslag eller forslag til ændringsbudget.

Margenen til uforudsete udgifter kan anvendes af Europa-Parlamentet og Rådet inden for rammerne af budgetproceduren, jf. artikel 314 i TEUF.

DEL II
FORBEDRING AF DET INTERINSTITUTIONELLE SAMARBEJDE PÅ BUDGETOMRÅDET

A. Procedure for interinstitutionelt samarbejde

14.De nærmere bestemmelser om det interinstitutionelle samarbejde under budgetproceduren er fastsat i bilaget.

Budgetgennemsigtighed

15.Kommissionen udarbejder en årlig rapport, der ledsager Unionens almindelige budget, og som samler alle offentligt tilgængelige ikkefortrolige oplysninger om:

   Unionens aktiver og passiver, herunder de aktiver og passiver, der følger af lånoptagelses- og långivningstransaktioner, som Unionen foretager i overensstemmelse med sine beføjelser i henhold til traktaterne

   Den Europæiske Udviklingsfonds (EUF's) 4 , den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitets (EFSF's), den europæiske stabilitetsmekanismes (ESM's) og andre mulige fremtidige mekanismers indtægter, udgifter, aktiver og passiver

-    udgifter afholdt af medlemsstaterne inden for rammerne af et forstærket samarbejde i det omfang de ikke indgår i Unionens almindelige budget.

B. Indføjelse af finansielle bestemmelser i lovgivningsmæssige retsakter

16.Hver lovgivningsmæssig retsakt vedrørende et flerårigt program vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure skal indeholde en bestemmelse, hvori lovgiver fastlægger finansieringsrammen for programmet.

Dette beløb udgør det primære referencebeløb for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

Europa-Parlamentet og Rådet forpligter sig, ligesom Kommissionen ved udarbejdelsen af budgetforslaget, til ikke at afvige mere end 15 % fra dette beløb i hele det pågældende programs varighed, medmindre der foreligger nye omstændigheder af objektiv og varig karakter, som kan begrundes udtrykkeligt og detaljeret, idet der tages hensyn til de resultater, der er opnået ved programmets gennemførelse, især på grundlag af evalueringer. En eventuel forøgelse som følge af en sådan variation skal holdes under det eksisterende loft for det pågældende udgiftsområde, uden at dette påvirker anvendelsen af de instrumenter, der er nævnt i FFR-forordningen og i denne aftale.

Dette punkt gælder ikke for bevillinger til samhørighedsprogrammer, der er vedtaget efter den almindelige lovgivningsprocedure og på forhånd er allokeret til de enkelte medlemsstater, og som indeholder en finansieringsramme for hele programmets varighed, eller for de storstilede projekter, der er omhandlet i artikel 21 i FFR-forordningen.

17.Retligt bindende EU-retsakter om flerårige programmer, som ikke vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, indeholder ikke et "beløb, som skønnes nødvendigt".

Ønsker Rådet at indføre et finansielt referencebeløb, betragtes dette beløb som et udtryk for lovgivers ønske og berører ikke Europa-Parlamentets og Rådets budgetbeføjelser i henhold til TEUF. En bestemmelse herom medtages i samtlige retligt bindende EU-retsakter, der indeholder et sådant finansielt referencebeløb.

C. Udgifter vedrørende fiskeriaftaler

18.Udgifter vedrørende fiskeriaftaler omfattes af følgende særlige regler:

Kommissionen forpligter sig til regelmæssigt at holde Europa-Parlamentet informeret om forberedelsen og forløbet af forhandlingerne, herunder deres budgetmæssige virkninger.

Institutionerne forpligter sig til som led i lovgivningsproceduren vedrørende fiskeriaftaler at sørge for, at alle procedurer gennemføres så hurtigt som muligt.

Beløb, der er afsat i budgettet til nye fiskeriaftaler eller til fornyelse af fiskeriaftaler, som træder i kraft efter den 1. januar i det pågældende regnskabsår, hensættes under reserven.

Viser bevillingerne vedrørende fiskeriaftalerne (herunder reserven) sig at være utilstrækkelige, forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet de nødvendige oplysninger om årsagerne til denne situation og om, hvilke foranstaltninger der eventuelt kan vedtages efter gældende procedurer. Kommissionen foreslår om nødvendigt passende foranstaltninger.

Kommissionen forelægger hvert kvartal Europa-Parlamentet og Rådet detaljerede oplysninger om gennemførelsen af de gældende fiskeriaftaler samt et finansielt overslag for resten af året.

19.Uden at det berører den relevante procedure for forhandlingen af fiskeriaftaler, forpligter Europa-Parlamentet og Rådet sig til inden for rammerne af budgetmæssigt samarbejde i tide at nå frem til en aftale om passende finansiering af fiskeriaftalerne.

D. Finansiering af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP)

20.De samlede FUSP-aktionsudgifter opføres under ét og samme kapitel i budgettet med overskriften FUSP. Beløbet skal dække de reelle, forudsigelige behov, som de vurderes i forbindelse med udarbejdelsen af budgetforslaget på grundlag af årlige overslag udarbejdet af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ("den højtstående repræsentant"). Der tillades en rimelig margen til dækning af uforudsete aktioner. Der hensættes ikke midler til en reserve.

21.Hvad angår de FUSP-udgifter, der i henhold til artikel 41 i traktaten om Den Europæiske Union skal afholdes over Unionens almindelige budget, søger institutionerne hvert år i Forligsudvalget og på grundlag af det budgetforslag, som Kommissionen har opstillet, at nå til enighed om aktionsudgiftsbeløbet og om fordelingen af dette beløb på de artikler i budgettets FUSP-kapitel. Opnås der ikke enighed, er det underforstået, at Europa-Parlamentet og Rådet opfører det samme beløb, som blev opført på det tidligere budget, eller det beløb, der foreslås i budgetforslaget, hvis dette er lavere.

De samlede FUSP-aktionsudgifter fordeles på artiklerne i budgettets FUSP-kapitel som foreslået i tredje afsnit. Hver artikel omfatter aktioner, der allerede er vedtaget, aktioner, der er planlagt, men endnu ikke vedtaget, og beløb for fremtidige, men ikke planlagte aktioner, der skal vedtages af Rådet i det pågældende regnskabsår.

Inden for budgettets FUSP-kapitel kunne de artikler, hvorunder FUSP-aktionerne skal opføres, affattes som følger:

-    enkelte større missioner som omhandlet i artikel 52, stk. 1, litra f), i finansforordningen

-    andre missioner (i forbindelse med krisestyringsoperationer, konfliktforebyggelse, -løsning og -stabilisering samt overvågning og gennemførelse af freds- og sikkerhedsprocesser)

-    ikkespredning og nedrustning

-    aktioner af hastende karakter

-    forberedelses- og opfølgningsforanstaltninger

-    Den Europæiske Unions særlige repræsentanter.

Da Kommissionen i henhold til finansforordningen har beføjelse til selvstændigt at overføre bevillinger mellem artikler i budgettets FUSP-kapitel, må den fleksibilitet, der anses for at være nødvendig med henblik på hurtig udførelse af aktioner under FUSP, betragtes som sikret. Hvis det i et regnskabsår viser sig, at beløbet i budgettets FUSP-kapitel, er utilstrækkeligt til at dække de nødvendige udgifter, forsøger Europa-Parlamentet og Rådet på forslag af Kommissionen hurtigst muligt at finde en løsning.

22.Den højtstående repræsentant hører hvert år Europa-Parlamentet om et fremadrettet dokument, som fremsendes senest den 15. juni det pågældende år, og som vedrører de vigtigste aspekter og de grundlæggende valg inden for FUSP, herunder deres finansielle virkninger for Unionens almindelige budget og en evaluering af de foranstaltninger, der blev iværksat i år n-1, samt en vurdering af FUSP's samordning med og komplementaritet i forhold til Unionens øvrige eksterne finansielle instrumenter. Den højtstående repræsentant holder desuden regelmæssigt Europa-Parlamentet orienteret ved mindst fem gange om året og inden for rammerne af den regelmæssige politiske dialog om FUSP at holde fælles konsultationsmøder, som senest aftales den 30. november hvert år. Deltagelse i disse møder bestemmes af henholdsvis Europa-Parlamentet og Rådet, under hensyntagen til formålet med og arten af de oplysninger, der udveksles på disse møder.

Kommissionen indbydes til at deltage i disse møder.

Såfremt Rådet vedtager en afgørelse på FUSP-området, der medfører udgifter, forelægger den højtstående repræsentant øjeblikkeligt og under alle omstændigheder senest fem arbejdsdage herefter Europa-Parlamentet et overslag over de forventede udgifter (en "finansieringsoversigt"), navnlig udgifterne i forbindelse med tidsplan, personaleforbrug, anvendelse af lokaler og anden infrastruktur, transportmidler, uddannelsesbehov og sikkerhedsforanstaltninger.

Hvert kvartal underretter Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af FUSP-aktioner og om de finansielle overslag for resten af regnskabsåret.

E. Institutionernes inddragelse i udviklingspolitiske spørgsmål

23.Kommissionen etablerer en uformel dialog med Europa-Parlamentet om udviklingspolitiske spørgsmål, uanset finansieringskilde.

DEL III
EN FORSVARLIG ØKONOMISK FORVALTNING AF UNIONENS MIDLER

A. Finansiel programmering

24.Kommissionen fremlægger to gange om året – første gang sammen med de dokumenter, der ledsager budgetforslaget, og anden gang efter vedtagelsen af Unionens almindelige budget – en fuldstændig finansiel programmering for udgiftsområde I, II (undtagen underloftet for "økonomisk, social og territorial samhørighed"), III (for "miljø og klima" og "hav- og fiskeripolitik"), IV, V og VI i FFR. I denne programmering, der er struktureret efter udgiftsområde, politikområde og budgetpost, anføres:

a)den gældende lovgivning, idet der skelnes mellem flerårige programmer og årlige aktioner:

i forbindelse med de flerårige programmer bør Kommissionen angive den procedure, hvorefter de vedtages (almindelig eller særlig lovgivningsprocedure), deres varighed, den samlede finansieringsramme og den andel, der afsættes til administrative udgifter

i forbindelse med de årlige aktioner (vedrørende pilotprojekter, forberedende foranstaltninger og agenturer) og aktioner, der finansieres inden for rammerne af Kommissionens prærogativer, bør Kommissionen fremlægge flerårige overslag

b)lovgivningsforslag under behandling: forslag fra Kommissionen, der er under behandling, med den seneste ajourføring.

Kommissionen bør overveje, hvordan der kan skabes krydsreferencer mellem den finansielle og den lovgivningsmæssige programmering og sikres mere præcise og pålidelige overslag. For hvert lovgivningsforslag bør Kommissionen angive, om det er medtaget i den programmering, der blev fremlagt på tidspunktet for budgetforslaget eller efter den endelige vedtagelse af budgettet. Europa-Parlamentet og Rådet skal navnlig underrettes om følgende:

a)alle nye lovgivningsmæssige retsakter, der er vedtaget, og alle lovgivningsforslag, der er fremsat og under behandling, men som ikke er medtaget i den programmering, der blev fremlagt på tidspunktet for budgetforslaget eller efter den endelige vedtagelse af budgettet (med de tilsvarende beløb)

b)lovgivning, der er planlagt i lovgivningsdelen i Kommissionens årlige arbejdsprogram, med angivelse af, om foranstaltningerne vil kunne få finansielle virkninger.

Når det er nødvendigt, bør Kommissionen angive, om der er tale om en omprogrammering som følge af nye lovgivningsforslag.

B. Agenturer og europaskoler

25.Inden Kommissionen forelægger et forslag om oprettelse af et nyt agentur, udarbejder den en forsvarlig, komplet og objektiv konsekvensanalyse under hensyntagen til bl.a. den kritiske masse for medarbejdere og kompetencer, cost-benefit-aspekter, nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet, konsekvenser for aktiviteter på nationalt plan og EU-plan og de budgetmæssige følger for det pågældende udgiftsområde. På grundlag af disse oplysninger og uden at det påvirker de lovgivningsmæssige procedurer for oprettelse af agenturet, forpligter Europa-Parlamentet og Rådet sig til inden for rammerne af det budgetmæssige samarbejde i tide at nå frem til en aftale om finansiering af det foreslåede agentur.

Der anvendes følgende proceduremæssige skridt:

-    for det første præsenterer Kommissionen systematisk et forslag om oprettelse af et nyt agentur på det første trepartsmøde efter forslagets vedtagelse og fremlægger den finansieringsoversigt, der ledsager udkastet til lovgivningsmæssig retsakt om forslag til oprettelse af agenturet, og belyser konsekvenserne heraf for den resterende del af den finansielle programmeringsperiode

-    for det andet bistår Kommissionen under lovgivningsprocessen lovgiver med at vurdere de foreslåede ændringers finansielle følger. Disse finansielle følger bør tages i betragtning i løbet af de relevante lovgivningsmæssige trepartsmøder

-    for det tredje fremlægger Kommissionen inden lovgivningsprocessens afslutning en ajourført finansiel oversigt, der tager hensyn til potentielle ændringer fra lovgiver; denne endelige finansielle oversigt sættes på dagsordenen for det sidste lovgivningsmæssige trepartsmøde og godkendes formelt af lovgiver. Den sættes også på dagsorden for et senere budgettrepartsmøde (i hastetilfælde i forenklet form) med henblik på at indgå en aftale om finansieringen

-    for det fjerde bekræftes den aftale, der indgås under trepartsmødet, under hensyntagen til Kommissionens budgetvurdering med hensyn til indholdet af lovgivningsprocessen i en fælles erklæring. Denne aftale skal godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet, som hver godkender den i henhold til deres respektive forretningsordener.

Den samme procedure vil finde anvendelse i forbindelse med enhver ændring af en lovgivningsmæssig retsakt vedrørende et agentur, når ændringen påvirker det pågældende agenturs ressourcer.

Ændres et agenturs opgaver grundlæggende, uden at den lovgivningsmæssige retsakt om oprettelse af det pågældende agentur ændres, underretter Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet herom ved hjælp af en revideret finansieringsoversigt, således at Europa-Parlamentet og Rådet i tide kan nå frem til en aftale om finansieringen af agenturet.

26.Der bør tages behørigt hensyn til relevante bestemmelser i den fælles indstilling, der er vedlagt den fælles erklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen om decentraliserede agenturer, som blev undertegnet den 19. juli 2012.

27.I forbindelse med Det Øverste Råds planer om oprettelse af en ny Europaskole finder en lignende procedure til vurdering af planernes konsekvenser for Unionens almindelige budget tilsvarende anvendelse.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

På Europa-Parlamentets vegne    På Rådets vegne    På Kommissionens vegne

Formand    Formand    Formand

(1)    EUT L […] af […], s. […].
(2)    EUT L […] af […], s. […].
(3)    EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1.
(4)    Som fastsat i den interne aftale mellem repræsentanterne for Den Europæiske Unions medlemsstaters regeringer, forsamlet i Rådet, om finansiering af Den Europæiske Unions bistand i henhold til den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 i overensstemmelse med AVS-EU-partnerskabsaftalen samt om tildeling af finansiel bistand til de oversøiske lande og territorier, på hvilke fjerde del i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde finder anvendelse (EUT L 210 af 6.8.2013), og i de forudgående interne aftaler.
Top

Bruxelles, den 2.5.2018

COM(2018) 323 final

BILAG

til

forslag til en interinstitutionel aftale

mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning


BILAG – INTERINSTITUTIONELT SAMARBEJDE UNDER BUDGETPROCEDUREN

Del A. Tidsplan for budgetproceduren

1.Institutionerne enes om en pragmatisk tidsplan hvert år i god tid inden budgetprocedurens indledning på grundlag af nuværende praksis.

Del B. Prioriteter for budgetproceduren

2.I god tid inden Kommissionens vedtagelse af budgetforslaget indkaldes der til et trepartsmøde, hvor budgetprioriteterne for det kommende regnskabsår skal drøftes.

Del C. Udarbejdelse af budgetforslaget og opdatering af overslag

3.Institutionerne, bortset fra Kommissionen, opfordres til at vedtage deres finansieringsoversigt senest inden udgangen af marts.

4.Kommissionen fremlægger hvert år et budgetforslag, der viser Unionens faktiske finansieringsbehov.

Kommissionen tager i denne forbindelse hensyn til:

a)medlemsstaternes overslag vedrørende strukturfondene

b)mulighederne for at udnytte bevillingerne, idet den bestræber sig på at sikre, at bevillinger til forpligtelser og bevillinger til betalinger er nøje afpasset efter hinanden

c)mulighederne for at iværksætte nye politikker via pilotprojekter, nye forberedende foranstaltninger eller begge dele eller for at videreføre flerårige foranstaltninger, der er ved at være afsluttede, efter at have vurderet mulighederne for at sikre vedtagelsen af en basisretsakt, jf. finansforordningen (definition af en basisretsakt, nødvendigheden af en basisretsakt af hensyn til gennemførelse og undtagelser)

d)behovet for at sikre, at enhver ændring i udgifterne i forhold til det foregående år overholder de begrænsninger, der sættes af budgetdisciplinen.

5.Institutionerne undgår så vidt muligt, at der på budgettet opføres budgetposter med ubetydelige aktionsudgifter.

6.Europa-Parlamentet og Rådet forpligter sig ligeledes til at tage hensyn til Kommissionens vurdering af mulighederne for at gennemføre budgettet i dens forslag og i forbindelse med gennemførelsen af det løbende budget.

7.For at fremme en forsvarlig økonomisk forvaltning og på grund af virkningen af større ændringer i budgetkontoplanens afsnit og kapitler om Kommissionens tjenestegrenes forpligtelser til at redegøre for forvaltningen forpligter Europa-Parlamentet og Rådet sig til at drøfte enhver større ændring med Kommissionen under forligsproceduren.

8.Af hensyn til loyalt og forsvarligt institutionelt samarbejde forpligter Europa-Parlamentet og Rådet sig til at opretholde regelmæssige og aktive kontakter på alle niveauer gennem deres respektive forhandlere under hele budgetproceduren og navnlig under forligsperioden. Europa-Parlamentet og Rådet påtager sig at sikre rettidig og konstant gensidig udveksling af relevante oplysninger og dokumenter på både formelt og uformelt niveau samt til at holde tekniske eller uformelle møder efter behov under forligsperioden i samarbejde med Kommissionen. Kommissionen sikrer rettidig og lige adgang til oplysninger og dokumenter for Europa-Parlamentet og Rådet.

9.I henhold til artikel 314, stk. 2, i TEUF kan Kommissionen om nødvendigt fremsende ændringsskrivelser til budgetforslaget under procedurens forløb indtil indkaldelsen af Forligsudvalget, herunder ved en ændringsskrivelse om ajourføring af navnlig udgiftsoverslagene på landbrugsområdet. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet opdateringsoplysninger til deres overvejelse, så snart de foreligger. Den forsyner Europa-Parlamentet og Rådet med alle de behørigt begrundede årsager, som de måtte efterspørge.

Del D. Budgetproceduren inden forligsproceduren

10.Der indkaldes til et trepartsmøde i god tid inden Rådets behandling, så institutionerne kan udveksle synspunkter om budgetforslaget.

11.For at Kommissionen rettidigt kan vurdere gennemførligheden af de ændringsforslag, der overvejes af Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende indførelse af nye forberedende foranstaltninger eller pilotprojekter eller forlængelse af allerede eksisterende, underretter Europa-Parlamentet og Rådet Kommissionen om deres hensigter i den henseende, så en første drøftelse kan finde sted allerede under dette trepartsmøde.

12.Der kan indkaldes til et trepartsmøde inden Europa-Parlamentets afstemning i plenarforsamlingen.

Del E. Forligsproceduren

13.Vedtager Europa-Parlamentet ændringer til Rådets holdning, noterer Rådets formand sig på samme plenarmøde, hvad de to institutioner er uenige om, og giver formanden for Europa-Parlamentet tilladelse til straks at indkalde Forligsudvalget. Skrivelsen med indkaldelse af Forligsudvalget sendes senest den første arbejdsdag i ugen efter afslutningen af det plenarmøde, hvor afstemningen fandt sted, og forligsperioden begynder den efterfølgende dag. Tidsfristen på 21 dage beregnes i overensstemmelse med Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71( 1 ).

14.Er Rådet ikke enigt i alle Europa-Parlamentets vedtagne ændringer, bør det bekræfte sin holdning ved en skrivelse, der sendes inden det første planlagte møde under forligsperioden. I dette tilfælde følger Forligsudvalget proceduren i overensstemmelse med betingelserne som fastsat i de følgende punkter.

15.Formandskabet for Forligsudvalget udøves i fællesskab af Europa-Parlamentets og Rådets repræsentanter. Forligsudvalgets møder ledes af medformanden for den institution, der er vært for mødet. Hver institution udpeger i henhold til sin forretningsorden sine deltagere i hvert møde og fastlægger deres forhandlingsmandat. Europa-Parlamentet og Rådet skal i Forligsudvalget være repræsenteret på et passende niveau, der gør det muligt for hver delegation at forpligte sin respektive institution politisk, og at faktiske fremskridt hen imod den endelige aftale kan finde sted.

16.I overensstemmelse med artikel 314, stk. 5, andet afsnit, i TEUF deltager Kommissionen i Forligsudvalgets arbejde og tager de initiativer, der er nødvendige for at forlige Europa-Parlamentets og Rådets holdninger.

17.Trepartsmøder finder sted under hele forligsproceduren, på forskellige repræsentationsniveauer, med det formål at få løst udestående spørgsmål og berede grunden for en aftale i Forligsudvalget.

18.Forligsudvalgets møder og trepartsmøderne holdes på skift i Europa-Parlamentet og Rådet med henblik på en ligelig deling af faciliteter, herunder tolkefaciliteter.

19.Datoerne for Forligsudvalgets møder og for trepartsmøderne aftales på forhånd mellem de tre institutioner.

20.Et fælles sæt dokumenter (inputdokumenter), der sammenfatter de forskellige skridt i budgetproceduren, stilles til rådighed for Forligsudvalget( 2 ). Disse dokumenter omfatter tal "post for post", samlede beløb for hvert udgiftsområde i FFR og et konsolideret dokument med tal og anmærkninger for alle budgetposter, der anses for teknisk "åbne". Med forbehold af Forligsudvalgets endelige beslutning anføres alle de budgetposter, der anses for teknisk lukkede, i et særskilt dokument( 3 ). Disse dokumenter klassificeres efter kontoplan.

Andre dokumenter vedlægges også inputdokumenterne til Forligsudvalget, bl.a. et brev fra Kommissionen om gennemførligheden vedrørende Rådets holdning og Europa-Parlamentets ændringer og enhver skrivelse fra andre institutioner vedrørende Rådets holdning eller Europa-Parlamentets ændringer.

21.Med henblik på at opnå enighed inden forligsperiodens udløb skal trepartsmøder:

fastlægge rækkevidden af forhandlingerne om de budgetspørgsmål, der skal tages op

godkende listen over de budgetposter, der anses for teknisk lukkede, med forbehold af den endelige aftale om hele budgettet for det pågældende regnskabsår

drøfte spørgsmål, der blev indkredset under første led, for at opnå enighed med henblik på Forligsudvalgets godkendelse

behandle tematiske spørgsmål, bl.a. efter udgiftsområderne i FFR.

Der drages i fællesskab foreløbige konklusioner på eller umiddelbart efter hvert trepartsmøde, og samtidigt aftales dagsordenen for det følgende møde. Disse konklusioner registreres af den institution, der er vært for trepartsmødet, og betragtes som foreløbigt godkendte efter 24 timer med forbehold af Forligsudvalgets endelige beslutning.

22.Konklusionerne fra trepartsmøderne og et dokument med henblik på mulig godkendelse skal være til rådighed for Forligsudvalget på dets møder sammen med de budgetposter, der er opnået foreløbig enighed om på trepartsmøderne.

23.Det fælles udkast jf. artikel 314, stk. 5, i TEUF, udarbejdes af Europa-Parlamentets og Rådets sekretariater med bistand fra Kommissionen. Det skal indeholde en følgeskrivelse fra formændene for de to delegationer til formanden for Europa-Parlamentet og formanden for Rådet med datoen for Forligsudvalgets opnåelse af enighed og bilag, der skal indeholde:

tal post for post for alle budgetkonti og sammenfattende tal for hvert FFR-udgiftsområde

et konsolideret dokument, der angiver tallene og den endelige tekst til alle de budgetposter, der er blevet ændret under forligsproceduren

en liste over de poster, der ikke er blevet ændret i forhold til budgetforslaget eller Rådets holdning.

Forligsudvalget kan også godkende konklusioner og eventuelle fælles erklæringer vedrørende budgettet.

24.Det fælles udkast oversættes til alle EU-institutionernes officielle sprog (af Europa-Parlamentets tjenestegrene) og forelægges Europa-Parlamentet og Rådet til godkendelse inden for en frist på 14 dage fra datoen for opnåelse af enighed om det fælles udkast i overensstemmelse med punkt 23.

Budgettet underkastet en juridisk-sproglig gennemgang efter vedtagelsen af det fælles udkast, idet bilagene til det fælles udkast integreres med de budgetposter, der ikke er blevet ændret under forligsproceduren.

25.Den institution, der er vært for et møde (trepartsmøde eller forligsmøde), stiller tolkefaciliteter med fuld sprogordning til rådighed på Forligsudvalgets møder og en sproglig ad hoc-ordning på trepartsmøderne.

Den institution, der er vært for et møde, sørger for kopiering og distribution af mødedokumenter.

De tre institutioners tjenestegrene samarbejder om at registrere resultaterne af forhandlingerne med henblik på endelig udformning af det fælles udkast.

Del F. Ændringsbudgetter

Generelle principper

26.I betragtning af, at ændringsbudgetter ofte vedrører specifikke og til tider hastende spørgsmål, er institutionerne enige om nedenstående principper for at sikre et godt interinstitutionelt samarbejde om en smidig og hurtig beslutningsproces for ændringsbudgetter og så vidt muligt undgå, at der skal indkaldes til et forligsmøde om ændringsbudgetter.

27.Institutionerne bestræber sig så vidt muligt på at begrænse antallet af ændringsbudgetter.

Tidsplan

28.Kommissionen oplyser i forvejen Europa-Parlamentet og Rådet om de mulige datoer for vedtagelse af forslag til ændringsbudgetter, uden at dette dog påvirker det endelige vedtagelsestidspunkt.

29.Europa-Parlamentet og Rådet bestræber sig hver på i overensstemmelse med deres respektive forretningsordener at behandle Kommissionens forslag til ændringsbudget hurtigst muligt efter dets vedtagelse.

30.For at fremskynde proceduren sørger Europa-Parlamentet og Rådet så vidt muligt for at koordinere deres respektive tidsplaner og sikre en sammenhængende og samordnet afvikling af arbejdet. De søger derfor hurtigst muligt at opstille en vejledende tidsplan for de forskellige stadier indtil den endelige vedtagelse af ændringsbudgettet.

Europa-Parlamentet og Rådet tager hensyn til ændringsbudgettets forholdsvis hastende karakter og behovet for at godkende det i rette tid, så det kan få virkning i det pågældende regnskabsår.

Samarbejde under behandlingerne

31.Institutionerne samarbejder loyalt under hele proceduren for så vidt muligt at sikre, at ændringsbudgetterne kan vedtages på et tidligt tidspunkt i proceduren.

Når det er relevant og i tilfælde af eventuel uenighed, kan Europa-Parlamentet eller Rådet, før de hver især tager endelig stilling til ændringsbudgettet, eller Kommissionen på ethvert tidspunkt foreslå, at der indkaldes til et særligt trepartsmøde med henblik på at drøfte uoverensstemmelserne og forsøge at nå frem til et kompromis.

32.Alle forslag til ændringsbudgetter, som Kommissionen har fremsat, og som endnu ikke er endeligt godkendt, vil systematisk være på dagsordenen for trepartsmøder, der er planlagt i forbindelse med den årlige budgetprocedure. Kommissionen fremlægger forslaget til ændringsbudgetter, og Europa-Parlamentet og Rådet meddeler så vidt muligt deres respektive holdninger forud for trepartsmødet.

33.Indgås der et kompromis under et trepartsmøde, forpligter Europa-Parlamentet og Rådet sig til at tage hensyn til resultaterne af trepartmødet, når de forhandler om ændringsbudgettet, i overensstemmelse med TEUF og deres respektive forretningsordener.

Samarbejde efter behandlingerne

34.Godkender Europa-Parlamentet Rådets holdning uændret, er ændringsbudgettet vedtaget i overensstemmelse med TEUF.

35.Vedtager Europa-Parlamentet ændringer med et flertal af sine medlemmer, finder artikel 314, stk. 4, litra c), i TEUF anvendelse. Inden Forligsudvalget træder sammen, indkaldes der dog til et trepartsmøde:

hvis der opnås enighed under trepartsmødet, og hvis Europa-Parlamentet og Rådet tilslutter sig resultaterne af trepartsmødet, afsluttes forligsproceduren med en brevveksling uden noget møde i Forligsudvalget

hvis der ikke opnås enighed under trepartsmødet, træder Forligsudvalget sammen og tilrettelægger sit arbejde efter omstændighederne for at afslutte beslutningsprocessen i videst muligt omfang inden for fristen på 21 dage i henhold til artikel 314, stk. 5, i TEUF. Forligsudvalget kan afslutte proceduren med en brevveksling.

Del G. Uindfriede forpligtelser (reste à liquider) (UF)

36.I betragtning af behovet for at sikre en velordnet udvikling i de samlede betalingsbevillinger i forhold til forpligtelsesbevillingerne for at undgå et unormalt skift i UF fra det ene år til det andet er Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen enige om nøje at overvåge niveauet for UF for at mindske risikoen for at hindre gennemførelsen af EU-programmer på grund af en mangel på betalingsbevillinger hen mod afslutningen af FFR.

For at sikre et omfang og en profil for betalingerne inden for alle udgiftsområder, der er til at håndtere, skal frigørelsesreglerne anvendes stringent inden for alle udgiftsområder, navnlig reglerne for automatiske frigørelser.

Under budgetproceduren mødes institutionerne regelmæssigt for i fællesskab at vurdere status og perspektiverne for gennemførelsen af budgettet i indeværende og de kommende år. Dette sker i form af særlige interinstitutionelle møder på et passende niveau, forud for hvilke Kommissionen leverer en detaljeret status over betalingsgennemførelse, modtagne anmodninger om godtgørelse og reviderede overslag, opdelt i midler og medlemsstater. For at sikre, at Unionen kan opfylde alle sine finansielle forpligtelser i forbindelse med eksisterende og fremtidige forpligtelser i perioden 2021-2027 i overensstemmelse med artikel 323 i TEUF, analyserer og drøfter Europa-Parlamentet og Rådet navnlig Kommissionens overslag med hensyn til størrelsen af de nødvendige betalingsbevillinger.

(1)    Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971 om fastsættelse af regler om tidsfrister, datoer og tidspunkter (EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1).
(2)      De forskellige skridt omfatter: budgettet for det indeværende regnskabsår (inklusive vedtagne ændringsbudgetter), det oprindelige budgetforslag, Rådets holdning til budgetforslaget, Europa-Parlamentets ændringer til Rådets holdning og Kommissionens ændringsskrivelser (hvis de endnu ikke er fuldt godkendt af alle institutionerne).
(3)      En budgetpost, der anses for teknisk lukket, er en budgetpost, hvor Europa-Parlamentet og Rådet ikke er uenige, og hvor der ikke er fremlagt nogen ændringsskrivelse.
Top