3.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/1

(1)

Foranstaltningerne over for importen til Fællesskabet af visse elektroniske vægte med oprindelse i Folkerepublikken Kina har i øjeblikket form af en endelig antidumpingtold indført ved forordning (EF) nr. 2605/2000 (2). Ved samme forordning blev der også indført antidumpingtold på importen af elektroniske vægte med oprindelse i Taiwan og Republikken Korea.

(2)

Efter indførelsen af endelig antidumpingtold på importen af elektroniske vægte med oprindelse i Folkerepublikken Kina modtog Kommissionen i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, en anmodning fra to forretningsmæssigt forbundne kinesiske selskaber, Shanghai Excell M&E Enterprise Co., Ltd og Shanghai Adeptech Precision Co., Ltd (»ansøgeren«) om indledning af en fornyet undersøgelse af forordning (EF) nr. 2605/2000 vedrørende en ny eksportør. Ansøgeren hævdede, at den ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksporterende producenter i Folkerepublikken Kina, som var genstand for de gældende antidumpingforanstaltninger over for elektroniske vægte. Ansøgeren hævdede endvidere, at den ikke havde eksporteret elektroniske vægte til Fællesskabet i den oprindelige undersøgelsesperiode (dvs. fra 1.9.1998 til 31.8.1999), men først havde indledt eksporten af denne vare til Fællesskabet senere.

(3)

Kommissionen undersøgte den dokumentation, der var fremlagt af ansøgeren, og fandt den tilstrækkelig til at berettige indledningen af en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 4, i grundforordningen. Efter høring af det rådgivende udvalg og efter at have givet den pågældende EF-erhvervsgren mulighed for at fremsætte bemærkninger indledte Kommissionen ved forordning (EF) nr. 1408/2004 en fornyet undersøgelse af forordning (EF) nr. 2605/2000 for så vidt angår ansøgeren.

(4)

I medfør af Kommissionens forordning om indledningen af den fornyede undersøgelse ophævedes den antidumpingtold, der ved forordning (EF) nr. 2605/2000 var blevet indført på importen af elektroniske vægte fremstillet af ansøgeren. Samtidig blev toldmyndighederne pålagt at tage de nødvendige skridt til at registrere denne indførsel, jf. grundforordningens artikel 14, stk. 5.

(5)

Den vare, der er omfattet af den aktuelle fornyede undersøgelse, er samme vare som i den undersøgelse, der førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger mod importen af elektroniske vægte med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den oprindelige undersøgelse«), nemlig elektroniske vægte til brug i detailhandelen, med kapacitet 30 kg og derunder, med digital angivelse af vægt, stykpris og salgspris, eventuelt forsynet med en anordning til udskrivning af disse oplysninger, normalt henhørende under KN-kode ex 8423 81 50 (Taric-kode 8423815010) og med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

(6)

Kommissionen underrettede officielt ansøgeren og eksportlandets repræsentanter om indledningen af den fornyede undersøgelse. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt mundtligt.

(7)

Kommissionen sendte også et ansøgningsskema om markedsøkonomisk behandling samt et spørgeskema til ansøgeren og modtog rettidige besvarelser heraf. Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at træffe en afgørelse med hensyn til dumping, herunder kravet om markedsøkonomisk behandling, og den aflagde et kontrolbesøg hos ansøgeren.

(8)

Dumpingundersøgelsen omfattede perioden fra 1. juli 2003 til 30. juni 2004 (»undersøgelsesperioden«).

(9)

Det fremgik af undersøgelsen, at ansøgeren ikke havde eksporteret den pågældende vare i den oprindelige undersøgelsesperiode, og at den var begyndt at eksportere til Fællesskabet efter denne periode.

(10)

Ansøgeren kunne desuden påvise, at den ikke var forretningsmæssigt forbundet med nogen af de eksportører eller producenter i Folkerepublikken Kina, som er genstand for de gældende antidumpingforanstaltninger over for importen af elektroniske vægte med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

(11)

I denne forbindelse bekræftes det, at ansøgeren bør anses for at være en »ny eksportør«, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 4.

(12)

I henhold til artikel 2, stk. 7, litra b), i grundforordningen skal den normale værdi i antidumpingundersøgelser vedrørende import fra Folkerepublikken Kina fastsættes i overensstemmelse med samme artikels stk. 1 til 6 for de producenter, der findes at opfylde kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), nemlig at de fremstiller og sælger samme vare på markedsøkonomiske vilkår. Disse kriterier er kort fortalt følgende:

(13)

Ansøgeren anmodede om markedsøkonomisk behandling i henhold til artikel 2, stk. 7, litra b), i grundforordningen. Det er Fællesskabets faste praksis at undersøge, hvorvidt en gruppe af forretningsmæssigt forbundne virksomheder som helhed opfylder betingelserne for markedsøkonomisk behandling. Shanghai Adeptech Precision Co., Ltd og Shanghai Excell M&E Enterprise Co., Ltd blev derfor opfordret til at udfylde et ansøgningsskema om markedsøkonomisk behandling. Begge selskaber indsendte skemaet inden for den fastsatte frist.

(14)

Kommissionen indhentede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige, og kontrollerede på stedet alle de oplysninger, som var afgivet i anmodningerne om markedsøkonomisk status.

(15)

Kommissionen fandt, at ansøgeren ikke burde indrømmes markedsøkonomisk behandling, da de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske selskaber ikke opfyldte de to første kriterier i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c).

(16)

For så vidt angår det første kriterium tillader vedtægterne for en af de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske producenter dens statskontrollerede partner, som ikke har kapital i selskabet, og som angiveligt kun fungerede som udlejer af virksomhedens faciliteter, at kræve kompensation, hvis selskabet ikke når sine mål for produktion, salg og fortjeneste. Desuden var de lokale myndigheders godkendelse nødvendig for, at bygninger kan anerkendes som anlægsaktiver, og for, at amortiseringen af retten til at anvende jorden kan påbegyndes. Endvidere havde en af de kinesiske producenter aldrig betalt leje for retten til at benytte land og drog fordel af bankgarantier, der blev stillet omkostningsfrit af en tredjepart. Under disse omstændigheder og i betragtning af, at selskabet ikke kunne påvise, at dets forretningsmæssige beslutninger ikke blev truffet som reaktion på markedets signaler uden væsentlig statslig indblanding og afspejlede værdierne på markedet, fandtes det, at dette kriterium ikke var opfyldt.

(17)

For så vidt angår det andet kriterium fandtes det, at ansøgeren ikke havde overholdt visse internationale standarder for regnskabsføring (IAS). For så vidt angår IAS 1 havde ansøgeren ikke overholdt tre fundamentale regnskabsprincipper: bogføring efter periodiseringsprincippet, forsigtighedsprincippet og princippet om indhold frem for formalia. Ansøgeren overholdt heller ikke IAS 2 om lagerbeholdninger, bygninger var ikke værdisat og afskrevet i overensstemmelse med IAS 16, og brugsretten til land var ikke amortiseret i henhold til IAS 38. Endelig var IAS 21 om virkningerne af ændringer i valutakurser og IAS 36 om værdiforringelse af aktiver heller ikke overholdt. Det forhold, at revisionsrapporterne ikke omtalte de fleste af bruddene på IAS tyder på, at revisionen ikke blev foretaget i henhold til IAS.

(18)

Det skal også understreges, at problemerne med lagerbeholdninger allerede var blevet bemærket i revisionsrapporten for regnskabsåret 2001 for en af de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske producenter, mens revisionsrapporterne for 2002 og 2003 konstaterede, at selskabet ikke havde etableret den relevante politik for bestemmelser vedrørende værdiforringelse af aktiver. Der var således tale om tilbagevendende problemer, som revisorerne forgæves havde gjort opmærksom på år efter år. Dette er endnu en faktor, der klart viser, at ansøgerens regnskaber ikke er pålidelige.

(19)

Ansøgeren og EF-erhvervsgrenen fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til ovennævnte undersøgelsesresultater. Efter konsultation af det rådgivende udvalg blev ansøgeren underrettet om, at der ikke kunne indrømmes markedsøkonomisk behandling. EF-erhvervsgrenen fremsatte ingen bemærkninger. Ansøgeren hævdede, at der ikke var statslig indgriben, at omkostningerne afspejlede markedsværdierne, og at ovennævnte IAS ikke fandt anvendelse i den aktuelle sag.

(20)

Særlig hævdede en af de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske producenter, at det var normalt, at der kunne forekomme et kompensationskrav i forbindelse med et selskabs præstationer i en joint venture-aftale på markedsøkonomiske vilkår. Den anden producent fandt, at det var normalt, at et selskab havde en lejefri periode i et projekts konstruktionsfase. Endelig fandt det, at afskrivning af bygninger og amortisering af brugsretten til land ikke var et selskabsspecifikt spørgsmål, og at de kinesiske myndigheder ikke opnåede nogen fordel.

(21)

Disse argumenter måtte afvises. Selv om den blotte eksistens af et joint venture som det i den aktuelle undersøgelse ikke er tegn på statslig indblanding, indeholder vedtægterne for det første mekanismer, der tillader staten at gribe ind. Navnlig er den kinesiske partners (dvs. de lokale myndigheder) ret til at kræve kompensation ikke begrænset til tilfælde, hvor der ikke er betalt forpagtningsafgift for land. Den kinesiske partners rettigheder er således mere omfattende end for en almindelig udlejer. For det andet skulle der betales leje til staten for de første driftsår. Enhver fritagelse fra en sådan betalingsforpligtelse burde have været forudset i kontrakten. Endelig styrkes konklusionen om, at afskrivning af bygninger og amortisering af brugsretten til land ikke afgøres af selskaberne selv, af, at ansøgeren indrømmede, at staten i betydelig grad kunne gribe ind i ansøgerens forretningsmæssige beslutninger.

(22)

Ansøgerens hovedargument med hensyn til det andet kriterium var, at regnskabserhvervet i Kina ikke har besluttet at benytte IAS. Ansøgeren indrømmede, at de ikke blev fulgt, men fandt, at de IAS, som Kommissionen havde nævnt, ikke havde fundet anvendelse i undersøgelsesperioden. Det blev imidlertid konstateret, at alle de i betragtning 17 nævnte IAS-bestemmelser var i kraft i undersøgelsesperioden.

(23)

I sine bemærkninger til den endelige meddelelse om undersøgelsesresultaterne fremførte ansøgeren, at beslutningen om ikke at indrømme de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske producenter markedsøkonomisk behandling ikke var blevet truffet inden tre måneder fra indledningen af undersøgelsen, således som det er fastsat i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c). Ifølge ansøgeren påvirkede dette Kommissionens beslutning om ikke at verificere de oplysninger, der var afgivet af nogle af de med ansøgeren forretningsmæssigt forbundne selskaber og af producenter i referencelandet, hvilket havde skadelige følger for resultatet af undersøgelsen.

(24)

For så vidt angår argumentet om fristen på tre måneder har en manglende overholdelse af en sådan frist ingen åbenbare retlige konsekvenser. Det skal bemærkes, at de modtagne anmodninger om markedsøkonomisk behandling var mangelfulde og krævede betydelige præciseringer og yderligere oplysninger, hvilket forsinkede undersøgelsen. De to forretningsmæssigt forbundne kinesiske eksporterende producenter blev efter anmodning indrømmet forlængelser af fristerne til at fremlægge disse præciseringer og yderligere oplysninger. Da de ikke var i stand til at modtage kontrolholdet i begyndelsen af oktober 2004, fandt kontrolbesøgene desuden først sted i anden halvdel af denne måned, hvilket yderligere forsinkede afgørelsen om markedsøkonomisk behandling. Det blev derfor konkluderet, at der også kunne træffes en gyldig beslutning om markedsøkonomisk behandling efter tremånedersperioden.

(25)

Kommissionen efterprøvede alle de oplysninger, som den fandt nødvendige under kontrolbesøget hos ansøgeren, og accepterede alle de oplysninger, der blev afgivet af de med ansøgeren forretningsmæssigt forbundne selskaber med henblik på at beregne eksportprisen. Det forhold, at der ikke blev aflagt kontrolbesøg hos disse forretningsmæssigt forbundne selskaber, havde derfor ingen skadelige følgevirkninger for ansøgeren. For så vidt angår producenten i referencelandet fremgår undersøgelsesresultaterne af betragtning 29 til 41.

(26)

I betragtning af ovenstående blev det konkluderet, at ansøgeren ikke opfyldte betingelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c), og at der derfor ikke burde indrømmes markedsøkonomisk behandling.

(27)

Ansøgeren anmodede også om individuel behandling i tilfælde af, at der ikke blev indrømmet markedsøkonomisk behandling. På grundlag af de afgivne oplysninger konstateredes det, at de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske selskaber opfyldte alle kravene til individuel behandling, jf. grundforordningens artikel 9, stk. 5.

(28)

Det konkluderedes derfor, at ansøgeren burde indrømmes individuel behandling.

(29)

I henhold til artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen skal den normale værdi for lande uden markedsøkonomi og — i det omfang der ikke kan indrømmes markedsøkonomisk behandling — lande med overgangsøkonomier fastsættes på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et referenceland.

(30)

I forordningen om indledning af denne fornyede undersøgelse tilkendegav Kommissionen, at den påtænkte at benytte Indonesien som referenceland med henblik på at fastsætte den normale værdi for Folkerepublikken Kina, og opfordrede interesserede parter til at fremsætte bemærkninger hertil. Indonesien var allerede blevet benyttet som referenceland i den oprindelige undersøgelse.

(31)

Ingen interesserede parter fremsatte indvendinger med hensyn til dette valg. Den indonesiske producent, som havde samarbejdet i den oprindelige undersøgelse, samarbejdede også i forbindelse med den aktuelle undersøgelse og udfyldte Kommissionens spørgeskema.

(32)

Det skal også bemærkes, at der før beslutningen om valget af det mest hensigtsmæssige referenceland også blev sendt spørgeskemaer til producenter i Republikken Korea, Taiwan og Japan, men disse producenter samarbejdede ikke.

(33)

I betragtning af ovenstående og især det forhold, at Indonesien blev benyttet som referenceland i den oprindelige undersøgelse, og at intet tyder på, at Indonesien ikke stadig er et passende valg af referenceland, konkluderes det, at Indonesien er et passende referenceland, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a).

(34)

Ansøgeren fandt, at der var sket en metodeændring med forskelsbehandling til følge mellem den oprindelige undersøgelse og denne fornyede undersøgelse, idet der ikke blev aflagt noget kontrolbesøg hos den indonesiske producent under den fornyede undersøgelse, mens der var blevet aflagt et sådant besøg i den oprindelige undersøgelse. Endvidere fandt ansøgeren, at det var et udtryk for forskelsbehandling at benytte ikke-efterprøvede oplysninger ved beregningen af den normale værdi for en eksporterende producent i et land uden markedsøkonomi, da dette ikke sker i fornyede undersøgelser af nye eksportører, der vedrører eksporterende producenter i markedsøkonomiske lande. Ansøgeren fremførte på grundlag af ikke-fortrolige oplysninger, at den indonesiske producents besvarelse af spørgeskemaet tilsyneladende var utilstrækkelig, og at der kun var oplysninger nok til en unuanceret fastsættelse af den beregnede normale værdi.

(35)

I henhold til grundforordningens artikel 16 er kontrolbesøg ikke obligatoriske. Det kan derfor ikke opfattes som udtryk for forskelsbehandling, at der ikke aflægges et kontrolbesøg. Desuden betyder det forhold, at der ikke blev aflagt kontrolbesøg hos den indonesiske producent under den fornyede undersøgelse, ikke, at de afgivne oplysninger ikke er blevet grundigt analyseret. Oplysningerne fra den indonesiske producent var i overensstemmelse med de oplysninger, der blev afgivet i den oprindelige undersøgelse, som var blevet efterprøvet på stedet, og med den dokumentation, der blev afgivet i besvarelsen af spørgeskemaet. Disse oplysninger var tilstrækkelige til, at der kunne foretages en detaljeret fastsættelse af den beregnede normale værdi, jf. nedenstående. At ansøgeren i de ikke-fortrolige sagsakter ikke har kunnet identificere alle fortrolige detaljer i de oplysninger, som den indonesiske producent havde afgivet, gør ikke sådanne oplysninger utilstrækkelige til en beregning af den normale værdi. Endelig har ansøgeren ikke hævdet, at de ikke-fortrolige sagsakter ikke indeholder tilstrækkeligt detaljerede resuméer til, at der kan opnås en rimelig forståelse af de oplysninger, der er afgivet i fortrolighed.

(36)

I betragtning af ovenstående måtte ansøgerens bemærkninger vedrørende kontrolbesøg og utilstrækkelige oplysninger afvises.

(37)

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 7, litra a), i grundforordningen blev den normale værdi for de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske eksporterende producenter fastsat på grundlag af de oplysninger, der blev modtaget fra producenten i referencelandet. Selv om denne producents produktion og eksportsalg havde et betydeligt omfang, fandtes dens salg til uafhængige kunder på det indonesiske marked ikke at have fundet sted i tilstrækkelige mængder. Den normale værdi måtte derfor fastsættes på grundlag af den beregnede værdi for varetyper, der var sammenlignelige med de typer, som ansøgeren eksporterede til Fællesskabet, dvs. på grundlag af produktionsomkostningerne for elektroniske vægte fremstillet i Indonesien plus et rimeligt beløb til dækning af salgs-, general- og administrationsomkostninger (»SGA-omkostninger«) og til fortjeneste.

(38)

Der blev benyttet de SGA-omkostninger, der afholdtes af den indonesiske producent samt af et forretningsmæssigt forbundet selskab, der var involveret i dens hjemmemarkedssalg.

(39)

Da den indonesiske producent ikke havde et tilstrækkeligt hjemmemarkedssalg til uafhængige kunder, var det nødvendigt at benytte oplysninger fra den oprindelige undersøgelse til at beregne fortjenstmargenen. Det blev besluttet at anvende den fortjenstmargen, der blev benyttet til at beregne den normale værdi i den oprindelige undersøgelse vedrørende importen af elektroniske vægte fra Taiwan. Denne margen blev anset for rimelig, da der ikke forelå andre oplysninger om rentabiliteten af samme vare solgt i Indonesien. Det skal også bemærkes, at de elektroniske vægte, der solgtes af de taiwanske eksporterende producenter på Taiwans hjemmemarked, alle var af mindre avanceret art, hvilket også er tilfældet for de elektroniske vægte, der fremstilles af producenten i referencelandet.

(40)

Ansøgeren fremførte, at der i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 9, burde være benyttet samme metode som i den oprindelige undersøgelse til at fastsætte den normale værdi, dvs. salgspriserne. Ansøgeren fremførte også, at intet tyder på, at det forretningsmæssigt forbundne selskabs SGA-omkostninger var medtaget i den oprindelige undersøgelse, da der ikke henvises hertil i den oprindelige forordning. Den metode, der blev benyttet i den oprindelige undersøgelse, er således tilsyneladende ændret til skade for ansøgeren. Endvidere fremførte ansøgeren blot, at det var usædvanligt at vælge rentabiliteten i den oprindelige undersøgelsesperiode for et andet marked end markedet i referencelandet.

(41)

For så vidt angår disse argumenter blev den beregnede normale værdi med fortjenesten på hjemmemarkedssalget i Taiwan i den oprindelige undersøgelse benyttet, fordi hjemmemarkedssalget i Indonesien i undersøgelsesperioden blev anset for utilstrækkeligt til at fastsætte den normale værdi på grundlag af salgspriserne, jf. betragtning 37. Dette var ikke tilfældet i den oprindelige undersøgelse, hvor man benyttede salgspriserne og ikke den beregnede værdi. Dette er grunden til, at den oprindelige forordning ikke indeholdt nærmere oplysninger om SGA-omkostninger. Det skal endvidere bemærkes, at hvis priserne på de få salgstransaktioner vedrørende elektroniske vægte på det indonesiske marked var blevet benyttet, ville den således fremkomne normale værdi have været højere. Det samme ville være sket, hvis fortjenstmargenen fra disse få salgstransaktioner på det indonesiske hjemmemarked var blevet benyttet til at beregne den normale værdi. Det er derfor forkert at hævde, at metoden er blevet ændret til skade for ansøgeren.

(42)

De to forretningsmæssigt forbundne kinesiske eksporterende producenter solgte elektroniske vægte til Fællesskabet gennem forretningsmæssigt forbundne selskaber (forhandlere), der var virksomhedsregistreret i Samoa og Taiwan. Eksportprisen blev fastsat på grundlag af de videresalgspriser, der faktisk blev betalt eller skulle betales af den første uafhængige kunde i Fællesskabet.

(43)

Sammenligningen mellem den normale værdi og eksportprisen fandt sted ab fabrik og i samme handelsled. For at sikre en rimelig sammenligning blev der taget hensyn til forskelle i faktorer, der påvistes at påvirke sammenligneligheden, jf. artikel 2, stk. 10, i grundforordningen. På dette grundlag blev der foretaget justeringer for forskelle i fysiske egenskaber, transport- og håndteringsomkostninger samt provisioner, når dette var relevant.

(44)

Der blev foretaget en justering af den normale værdi, så værdien af et eventuelt printerinterface ikke blev medregnet. Da nogle af de modeller, som de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske eksporterende producenter gennem deres handelsselskaber solgte til Fællesskabet, var forsynet med en rulle, blev den normale værdi justeret for at tage hensyn til værdien af denne.

(45)

Da de handelsselskaber, der er forretningsmæssigt forbundet med de kinesiske eksporterende producenter, har funktioner, der svarer til dem, der udføres af en agent, der arbejder på provisionsbasis, blev der foretaget en justering af eksportprisen for provisioner, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i). Provisionens størrelse blev beregnet på grundlag af direkte beviser for forekomsten af sådanne funktioner. I denne forbindelse blev der ved beregningen af provisionen taget hensyn til de SGA-omkostninger, som de forretningsmæssigt forbundne forhandlere havde haft i forbindelse med salget af den pågældende vare, der var fremstillet af de to forretningsmæssigt forbundne kinesiske producenter.

(46)

Ansøgeren fremførte, at den model, der solgtes i referencelandet, havde bedre specifikationer, der påvirkede prissammenligneligheden.

(47)

Da ansøgeren ikke gav et eneste eksempel på de påståede mere avancerede specifikationer og deres påståede konsekvenser for prissammenligneligheden, kunne denne påstand ikke godtages.

(48)

Ansøgeren hævdede, at visse oplysninger, der var afgivet efter besvarelsen af spørgeskemaet, burde være brugt ved beregningen af justeringen af eksportprisen for transport- og håndteringsomkostninger.

(49)

Denne påstand blev accepteret, og eksportprisen blev justeret opad.

(50)

Ansøgeren fremførte, at den normale værdi burde justeres for omkostninger efter salget, garantier og kreditomkostninger. Ansøgeren krævede også, at omkostningerne som følge af aftalen mellem et selskab, der var forretningsmæssigt forbundet med den indonesiske producent, og en distributør i Indonesien skulle fratrækkes den normale værdi.

(51)

Disse påstande måtte afvises, fordi de af ansøgeren nævnte omkostninger ikke indgik i de produktionsomkostninger eller de SGA-omkostninger, der var blevet benyttet til at beregne den normale værdi. Der er derfor ingen grund til at trække sådanne omkostninger fra den normale værdi.

(52)

Ifølge ansøgeren tillader grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), ikke, at der trækkes provision fra dens forretningsmæssigt forbundne selskabers eksportpriser, da der ikke blev udbetalt en faktisk provision. Ved en sådan justering af eksportprisen burde der under alle omstændigheder være foretaget en tilsvarende justering af den normale værdi, da det selskab, der var forretningsmæssigt forbundet med den indonesiske producent, udførte samme funktioner som de selskaber, der var forretningsmæssigt forbundet med ansøgeren. For så vidt angår salget via Taiwan fremførte ansøgeren endvidere, at beregningen af justeringen omfattede omkostninger i forbindelse med produktion og ledelse. Den benyttede fordelingsnøgle burde have været baseret på det antal ansatte, der arbejdede med distribution og salg af elektroniske vægte i det taiwanske selskab, og ikke på det samlede antal ansatte, der arbejdede med distribution og salg.

(53)

Det kræves ikke i artikel 2, stk. 10, litra i), at der rent faktisk er betalt en provision i form af et pristillæg (især hvis forhandleren er forretningsmæssigt forbundet med den eksporterende producent), hvis forhandleren udøver tilsvarende funktioner som en agent, der arbejder på provisionsgrundlag. Der bør foretages en justering for provisioner, hvis parterne ikke handler på grundlag af et arbejdsgiver-/agent-forhold, men opnår samme økonomiske resultat ved at handle som køber og sælger. De med ansøgeren forretningsmæssigt forbundne selskaber fakturerede alt eksportsalg til uafhængige kunder og fastsatte salgspriserne, mens de modtog ordrer fra sidstnævnte. Dette var ikke tilfældet for det selskab, der var forretningsmæssigt forbundet med den indonesiske producent, hvis SGA-omkostninger blev benyttet til at beregne den normale værdi. Et andet forretningsmæssigt forbundet selskab stod faktisk for salget på det indonesiske marked, og som allerede forklaret i betragtning 51 blev dette selskabs SGA-omkostninger ikke benyttet til at beregne den normale værdi. Det var derfor ikke passende at foretage en sådan justering af den normale værdi, og ansøgerens påstande kunne ikke accepteres.

(54)

For så vidt angår beregningen af justeringen for provisioner skal det understreges, at ansøgeren ikke har fremlagt oplysninger, der var tilstrækkelig detaljerede til at foretage en anden fordeling af SGA-omkostningerne, selv om han specifikt blev anmodet herom. I denne forbindelse måtte ansøgerens påstand vedrørende beregningen af justeringen for provisioner afvises.

(55)

I overensstemmelse med artikel 2, stk. 11, i grundforordningen sammenlignedes den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver varetype med den tilsvarende vejede gennemsnitlige eksportpris.

(56)

Denne sammenligning viste, at der forekom dumping. I overensstemmelse med Kommissionens faste praksis er der blevet beregnet én dumpingmargen for de to forretningsmæssigt forbundne eksporterende producenter. For de forretningsmæssigt forbundne selskaber Shanghai Adeptech Precision Co., Ltd og Shanghai Excell M&E Enterprise Co., Ltd udgør denne dumpingmargen 52,6 % af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet.

(57)

I betragtning af undersøgelsesresultaterne finder Kommissionen, at ansøgeren bør pålægges en endelig antidumpingtold svarende til den konstaterede dumpingmargen. Denne margen er lavere end den landsdækkende skadestærskel, der blev fastsat for Folkerepublikken Kina i den oprindelige undersøgelse.

(58)

I denne forbindelse udgør den ændrede antidumpingtold, der anvendes på importen af elektroniske vægte fra Shanghai Adeptech Precision Co., Ltd og Shanghai Excell M&E Enterprise Co., Ltd, 52,6 %.

(59)

I betragtning af ovenstående opkræves antidumpingtolden for ansøgeren med tilbagevirkende kraft på import af den pågældende vare, der har været genstand for registrering i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 1408/2004.

(60)

Alle de berørte parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og overvejelser, som lå til grund for, at det påtænktes at indføre en ændret endelig antidumpingtold på importen af elektroniske vægte fra ansøgeren og at opkræve denne told med tilbagevirkende kraft på den import, der er gjort til genstand for registrering. Deres bemærkninger blev overvejet og taget i betragtning, hvis det var relevant.

(61)

Denne fornyede undersøgelse påvirker ikke udløbsdatoen for de foranstaltninger, der er indført ved forordning (EF) nr. 2605/2000, jf. artikel 11, stk. 2, i grundforordningen —

3.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/8

(1)

I forordning (EF) nr. 3223/94 fastsættes som følge af gennemførelsen af resultaterne af de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden kriterierne for Kommissionens fastsættelse af de faste værdier ved import fra tredjelande for de produkter og perioder, der er anført i nævnte forordnings bilag.

(2)

Ved anvendelse af ovennævnte kriterier skal de faste importværdier fastsættes på de niveauer, der findes i bilaget til nærværende forordning —

3.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/10

(1)

Ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1555/96 af 30. juli 1996 om gennemførelsesbestemmelser til ordningen for anvendelse af tillægsimporttold for frugt og grøntsager (2) er der fastsat tilsyn med importen af de i bilaget anførte produkter. Tilsynet sker efter de bestemmelser, der er fastsat i artikel 308d i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (3).

(2)

I forbindelse med anvendelsen af artikel 5, stk. 4, i den landbrugsaftale (4), der er indgået som led i de multilaterale handelsforhandlinger under Uruguay-runden, bør der på grundlag af de seneste disponible oplysninger for 2002, 2003 og 2004 foretages ændringer af den mængde, der udløser tillægstold for agurker og kirsebær, undtagen surkirsebær.

(3)

Forordning (EF) nr. 1555/96 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Friske Frugter og Grøntsager —

3.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/12

(1)

Den 16. oktober 2001 bemyndigede Rådet Kommissionen til at føre forhandlinger med Fyrstendømmet Liechtenstein om en aftale om, at denne stat indfører foranstaltninger svarende til dem, der anvendes i Fællesskabet for at sikre en reel beskatning af renteindtægter fra opsparing i form af rentebetaling.

(2)

Den aftaletekst, der er resultatet af disse forhandlinger, er i overensstemmelse med de forhandlingsdirektiver, der er vedtaget af Rådet. Aftalen ledsages af en fælles hensigtserklæring mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Fyrstendømmet Liechtenstein på den anden side, der er knyttet til Rådets afgørelse 2004/897/EF af 29. november 2004 (2).

(3)

Anvendelsen af bestemmelserne i Rådets direktiv 2003/48/EF (3) afhænger af, at Fyrstendømmet Liechtenstein anvender foranstaltninger svarende til dem, der er fastlagt i dette direktiv, i overensstemmelse med en aftale mellem denne stat og Det Europæiske Fællesskab.

(4)

Aftalen blev undertegnet på Det Europæiske Fællesskabs vegne den 7. december 2004 i henhold til afgørelse 2004/897/EF og med forbehold af senere vedtagelse af en afgørelse om indgåelse af aftalen.

(5)

Aftalen bør godkendes.

(6)

Det er nødvendigt at indføre en forenklet og hurtig procedure med henblik på eventuelle tilpasninger af bilag I og II til aftalen —

3.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/14

(1)

Ifølge artikel 5 i forordning (EØF) nr. 729/70 og artikel 7 i forordning (EF) nr. 1258/1999 samt artikel 8, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning (EF) nr. 1663/95 af 7. juli 1995 om gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 729/70 for så vidt angår proceduren for regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen (3) skal Kommissionen foretage den nødvendige kontrol, meddele medlemsstaterne resultaterne af kontrollen, tage medlemsstaternes bemærkninger til efterretning, indkalde til bilaterale drøftelser for at nå til enighed med de berørte medlemsstater og formelt meddele dem sine konklusioner under henvisning til Kommissionens beslutning 94/442/EF af 1. juli 1994 om indførelse af en forligsprocedure i forbindelse med regnskabsafslutningen for EUGFL, Garantisektionen (4).

(2)

Medlemsstaterne har kunnet anmode om en forligsprocedure. Det er sket i nogle tilfælde, og Kommissionen har undersøgt den rapport, der er udfærdiget efter proceduren.

(3)

Ifølge artikel 2 og 3 i forordning (EØF) nr. 729/70 og artikel 2 i forordning (EF) nr. 1258/1999 kan der kun ske finansiering af restitutioner ved eksport til tredjelande og af interventioner til regulering af landbrugsmarkederne, hvis de henholdsvis ydes og gennemføres efter EF-bestemmelserne som led i de fælles markedsordninger for landbrugsprodukter.

(4)

Den gennemførte kontrol og resultaterne af de bilaterale drøftelser og forligsprocedurerne viser, at en del af de udgifter, medlemsstaterne har anmeldt, ikke opfylder betingelserne og derfor ikke kan finansieres af EUGFL, Garantisektionen.

(5)

De beløb, som ikke kan finansieres af EUGFL, Garantisektionen, bør anføres. De vedrører ikke udgifter, som blev afholdt mere end 24 måneder, før Kommissionen skriftligt meddelte medlemsstaterne kontrolresultaterne.

(6)

I de tilfælde, der er omfattet af denne beslutning, har Kommissionen i en sammenfattende rapport meddelt medlemsstaterne en evaluering af de beløb, der udelukkes på grund af manglende opfyldelse af EF-bestemmelserne.

(7)

Denne beslutning foregriber ikke de finansielle konsekvenser, som Kommissionen vil kunne drage af Domstolens afgørelser i sager, der endnu ikke var afsluttet den 31. oktober 2004, og som vedrører spørgsmål, der behandles i beslutningen —

3.5.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 112/20

(1)

Rådet vedtog den 12. april 2005 fælles holdning 2005/304/FUSP om konfliktforebyggelse, -styring og -løsning i Afrika og om ophævelse af fælles holdning 2004/85/FUSP (1).

(2)

Rådet godkendte den 22. november 2004 en handlingsplan vedrørende ESFP-relateret støtte til fred og sikkerhed i Afrika. Det godkendte den 13. december 2004 retningslinjer for gennemførelse af handlingsplanen.

(3)

Rådet tilkendegav i sine konklusioner af 13. december 2004, at EU er parat til at bidrage til reform af sikkerhedssektoren i Den Demokratiske Republik Congo.

(4)

Rådet vedtog den 28. juni 2004 fælles aktion 2004/530/FUSP (2) om forlængelse og ændring af mandatet for Aldo Ajello som Den Europæiske Unions særlige repræsentant for De Store Søers Område i Afrika.

(5)

Rådet vedtog den 9. december 2004 fælles aktion 2004/847/FUSP om Den Europæiske Unions politimission i Kinshasa (Den Demokratiske Republik Congo) for så vidt angår den integrerede politienhed (EUPOL Kinshasa) (3).

(6)

Den samlede aftale omfattende alle parter blev undertegnet af de congolesiske parter i Pretoria den 17. december 2002 og efterfulgt af slutakten undertegnet i Sun City den 2. april 2003. Aftalen har iværksat en overgangsproces i Den Demokratiske Republik Congo, herunder opstillingen af en national, omstruktureret og integreret hær.

(7)

FN’s Sikkerhedsråd vedtog den 30. marts 2005 resolution 1592 (2005) om situationen med hensyn til Den Demokratiske Republik Congo, hvori det bl.a. på ny bekræfter sin støtte til overgangsprocessen i Den Demokratiske Republik Congo, anmoder regeringen for national enhed og overgang om at gennemføre en reform af sikkerhedssektoren samt beslutter at forlænge mandatet for FN’s mission i Den Demokratiske Republik Congo (MONUC) som fastlagt ved resolution 1565 (2004).

(8)

Den Demokratiske Republik Congos regering sendte den 26. april 2005 en officiel anmodning til generalsekretæren/den højtstående repræsentant om bistand fra EU i form af oprettelse af et hold, der skal yde de congolesiske myndigheder rådgivning og bistand vedrørende reform af sikkerhedssektoren.

(9)

Den aktuelle situation på sikkerhedsområdet i Den Demokratiske Republik Congo risikerer at blive forværret, hvilket ville kunne få potentielt alvorlige konsekvenser for styrkelsen af demokratiet, retsstaten og sikkerheden på internationalt og regionalt plan. Et fortsat engagement fra EU’s side med hensyn til politisk indsats og ressourcer vil bidrage til stabiliteten i regionen.

(10)

Rådet godkendte den 12. april 2005 det generelle koncept for oprettelsen af en rådgivnings- og bistandsmission vedrørende reform af sikkerhedssektoren i Den Demokratiske Republik Congo.

(11)

Missionens status gøres til genstand for konsultationer med Den Demokratiske Republik Congos regering med henblik på at anvende aftalen om status for EUPOL Kinshasa på missionen og dens personale —

a)

et kontor i Kinshasa bestående af missionschefen og det personale, der ikke er udstationeret ved de congolesiske myndigheder

b)

eksperter udstationeret på især følgende nøglepunkter i den congolesiske administration:

—

Missionschefen, der leder rådgivnings- og bistandsholdet, varetager den daglige ledelse og aflægger rapport til generalsekretæren/den højtstående repræsentant gennem EU’s særlige repræsentant.

—

EU’s særlige repræsentant aflægger rapport til PSC og til Rådet gennem generalsekretæren/den højtstående repræsentant.

—

Generalsekretæren/den højtstående repræsentant udstikker retningslinjer for missionschefen gennem EU’s særlige repræsentant.

—

Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) udøver den politiske kontrol og den strategiske ledelse.

a)

Udgifterne forvaltes efter de EF-procedurer og -regler, der gælder for budgettet, bortset fra at eventuelle forfinansieringer ikke forbliver Fællesskabets ejendom. Det skal være tilladt tredjelandsstatsborgere at byde på kontrakter.

b)

Missionschefen rapporterer udførligt til Kommissionen og er under dennes tilsyn for så vidt angår det arbejde, der udføres inden for rammerne af hans kontrakt.