Sag anlagt den 13. marts 2006 — Onderlinge Waarborgmaatschappij Azivo Algemeen Ziekenfonds De Volharding mod Kommissionen

(Sag T-84/06)

(2006/C 108/48)

Processprog: nederlandsk

Parter

Sagsøger: Onderlinge Waarborgmaatschappij Azivo Algemeen Ziekenfonds De Volharding ('s-Gravenhage, Nederlandene) (ved advocat G. van der Wal og T. Boesman)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren er en sygeforsikringsinstitution med ca. 150 000 tilsluttede forsikrede. Disse forsikrede har generelt et større behov for plejeydelser end den gennemsnitlige i Nederlandene forsikrede person, hvorfor sagsøgeren i længere tid har opnået et mere negativt resultat end de øvrige sygeforsikringsgivere. Ifølge sagsøgeren forårsages de negative resultater af mangler i udligningssystemet.

Under sagen har sagsøgeren anfægtet Kommissionens beslutning (1) om i henhold til artikel 87 EF og 88 EF at godkende de støtteforanstaltninger, som er anmeldt af Nederlandene som led i den nye sygeforsikringsordning. Disse støtteforanstaltninger vedrører sygeforsikringsinstitutionernes tilbageholdelse af finansielle reserver og risikoudligningssystemet (2).

Ifølge sagsøgeren har Kommissionen begået fejlskøn med hensyn til risikoudligningssystemets virkning og undersøgt denne utilstrækkeligt. Sagsøgeren har påberåbt sig, at beslutningen derfor er i strid med artikel 86, stk. 2, EF og uforståelig eller i hvert fald utilstrækkelig begrundet.

Ifølge sagsøgeren har Kommissionen ligeledes med urette godkendt risikoudligningssystemet i henhold til artikel 86, stk. 2, EF. På grund af manglerne ved udligningssystemet vil den givne kompensation nemlig for en række sygeforsikringsinstitutioner være højere end nødvendig for at dække omkostningerne til den offentlige ydelsesforpligtelse, mens det for en række andre sygeforsikringsinstitutioner vil gælde, at de på grund af manglerne får utilstrækkelig kompensation.

Sagsøgeren har derudover påberåbt sig, at Kommissionen, i betragtning af den anmeldte støtteordnings kompleksitet, skulle have indledt den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 88, stk. 2, EF. Kommissionen ville nemlig i den indledende undersøgelsesfase i henhold til artikel 88, stk. 3, EF, have haft alvorlige vanskeligheder ved at fastslå, om støtteordningen var forenelig med fællesmarkedet, da den ikke ville have haft tilstrækkelig oplysninger herom.

Endelig mener sagsøgeren, at Kommissionen, da den traf den anfægtede beslutning, med urette ikke har taget hensyn til, at den nye nederlandske sygeforsikringsordning er uforenelig med direktivet om skadesforsikring (3), med artikel 43 EF og med artikel 49 EF. Sagsøgeren har i denne forbindelse navnlig henvist til de nye sygeforsikringsordningsbestemmelser vedrørende forbuddet mod præmiedifferentiering, acceptpligt og risikoudligningssystemet. Sagsøgeren mener derudover, at Kommissionen med urette og i strid med artikel 253 EF ikke har begrundet, hvorfor den er af den opfattelse, at det tredje skadeforsikringsdirektiv, artikel 43 EF og 49 EF, sammenholdt med artikel 87 EF og artikel 86, stk. 2, EF ikke er til hinder for den anmeldte statsstøtte.

(1)  EUT 2005 C 324, s. 30.

(2)  Støtteforanstaltninger N541/2004 og N 542/2004.

(3)  Rådets direktiv 92/49/EØF af 18.6.1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (tredje skadesforsikringsdirektiv) (EFT L 228, s. 1).