EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2006/010/50

Sag T-387/05: Sag anlagt den 13. oktober 2005 — Chatziioannidou mod Kommissionen

EUT C 10 af 14.1.2006, p. 25–25 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

14.1.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/25


Sag anlagt den 13. oktober 2005 — Chatziioannidou mod Kommissionen

(Sag T-387/05)

(2006/C 10/50)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Eleni Chatziioannidou (Auderghem, Belgien) [ved: avocat A. Pappas]

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelse af 8. juli 2005 om afvisning af den af sagsøgeren indgivne klage over en afgørelse vedrørende overførsel af sagsøgerens pensionsrettigheder til Fællesskabets ordning.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren, som er tjenestemand ved Kommissionen, indgav en ansøgning om overførsel af de pensionsrettigheder, hun havde optjent i Grækenland før sin tiltrædelse hos Kommissionen, til Fællesskabernes ordning. Med søgsmålet anfægter sagsøgeren beregningsmetoden for det antal pensionsgivende tjenesteår, der ifølge Fællesskabernes pensionsordning skal godskrives på grundlag af den overførte kapital. Sagsøgeren har nærmere bestemt anført, at Kommissionen før indførelsen af euroen konverterede den kapital, der blev overført i en anden valuta end belgiske francs, ikke på grundlag af den vekselkurs, der var gældende på beregningsdagen, men til en gennemsnitlig vekselkurs, som skulle afspejle valutakursudsving i bidragsindbetalingsperioden. Efter udløbet af overgangsperioden for den endelige indførelse af euroen, dvs. fra den 1. januar 2002, anvender Kommissionen imidlertid ikke længere denne beregningsmetode, men tager hensyn til det beløb i euro, der er overført af de nationale pensionskasser.

Sagsøgeren har konstateret, at afskaffelsen af metoden med en gennemsnitlig vekselkurs i hendes tilfælde medfører en betydelig nedgang i antallet af de pensionsgivende tjenesteår, som hun er blevet godskrevet. Sagsøgeren har på dette grundlag anført, at der er sket tilsidesættelse af artikel 3 i Rådets forordning nr. 1103/97, som bestemmer, at indførelsen af euroen ikke ændrer betingelserne i et retligt instrument. Sagsøgeren har ligeledes anført, at princippet om forbud mod forskelsbehandling er tilsidesat derved, at en tjenestemand, som befinder sig i en nøjagtig identisk situation, ikke får tildelt det samme antal pensionsgivende tjenesteår, som kan godskrives inden for Fællesskabernes pensionsordning, alt efter, om hans ansøgning om overførsel er blevet indgivet før eller efter indførelsen af euroen.


Top