EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E003886

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3886/02 af Ioannis Marínos (PPE-DE) til Kommissionen. EU's decentrale organer.

EUT C 161E af 10.7.2003, p. 161–162 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92002E3886

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3886/02 af Ioannis Marínos (PPE-DE) til Kommissionen. EU's decentrale organer.

EU-Tidende nr. 161 E af 10/07/2003 s. 0161 - 0162


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3886/02

af Ioannis Marínos (PPE-DE) til Kommissionen

(13. januar 2003)

Om: EU's decentrale organer

Den Europæiske Union har oprettet decentrale organer i mange af sine medlemsstater, og den planlægger at oprette nye. Mange af dem er imidlertid ikke særligt virksomme til trods for de høje driftsomkostninger (lønninger, udgifter til kommunikation, oversættelse osv.) samtidig med at EU har investeret millioner af euro i at huse dem i meget moderne faciliteter.

Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug, som er placeret i Lissabon, udgav for nylig en usædvanlig 2002-årsberetning om narkotikasituationen i Den Europæiske Union og Norge, som indeholder en mængde oplysninger om spørgsmålet, og som også blev udgivet på græsk. Andre organer, som f.eks. Det Europæiske Miljøagentur, som har sæde i København, og Cedefop, som er placeret i Thessaloniki, udmærker sig imidlertid ikke gennem særlig stor virksomhed, hvad angår de emner, de skal beskæftige sig med, og de er fortsat nærmest ukendte endog af borgerne i de medlemslande, hvor de har sæde.

Det er værd at bemærke, at man i Torino finder Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut, som beskæftiger sig med erhvervsuddannelse (nøjagtig ligesom Cedefop), og specielt beskæftiger sig med landene i Central- og Østeuropa, som imidlertid om få måneder selv vil være EU-medlemsstater.

På baggrund af dette og under henvisning til at Cedefop tilsyneladende ikke yder det arbejde, som kunne give både det selv og byen Thessaloniki, hvor det er placeret, en mere fremtrædende rolle, vil Kommissionen da overveje muligheden af at lægge det sammen med Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut, idet hjemstedet fortsat skulle være i Grækenlands næststørste by? Er Kommissionen tilfreds med det, Cedefop yder?

Hvordan ville det pågældende center kunne blive mere produktivt og bidrage til forbedre erhvervsuddannelserne i Unionen og i Grækenland (et land med høj arbejdsløshed, især for unge og kvinder), det land, som huser det, og som til stadighed bestræber sig på at støtte det i dets arbejde?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Viviane Reding

(25. februar 2003)

Kommissionen iværksatte i november 2000 en ekstern evaluering af Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse, som giver et omfattende overblik over Centrets virke siden den sidste evaluering i 1995. Evalueringens resultater og konklusionerne om Centrets tjenesteydelser og produkter genspejler mere end 550 eksterne parthaveres synspunkter (herunder Europa-Parlamentet, Kommissionen og repræsentanter for tjenestemændene og arbejdsmarkedets parter). Evalueringsrapportens generelle konklusion var, at Centrets arbejde siden 1995 havde været effektivt, og at det havde haft positive virkninger, og det blev endvidere understreget i rapporten, at Cedefop gør en vigtig indsats for at fremme og udvikle erhvervsundervisningen og -uddannelsen i den europæiske kontekst.

Cedefop er meget aktiv i Grækenland og i resten af Europa og udsender oplysninger om udviklingen inden for erhvervsundervisning og -uddannelse for at understøtte politiske beslutningstagere, forskere og andre berørte parter. Cedefop's information udbredes over Centrets to websider, European Training Village (ETV) http://www.trainingvillage.gr og den overordnede Cedefop webside http://www.cedefop.eu.int, (også på græsk) samt gennem periodiske og andre publikationer. Ifølge oplysninger fra Centret har ETV i øjeblikket omkring 30 000 registrerede brugere (over 2 100 fra Grækenland, det fjerdehøjeste antal) og har i gennemsnit 38 000 hits og 930 sessions om dagen. I 2002 uddelte Cedefop over 12 500 kopier af sine publikationer efter specifikke anmodninger og derudover et stort antal i forbindelse med konferencer og udstillinger. Cedefop understøtter endvidere udvekslinger og kontakter gennem konferencer, seminarer og netværker, som bringer mere end 1 000 besøgende til Thessaloniki hvert år. Cedefop modtager besøgende fra Grækenland og har været vært for besøg fra de mest forskelligartede sociale lag fra ministre til studenter. Centret samarbejder i øjeblikket med forskellige ministerier om en række begivenheder, der skal finde sted under det græske formandskab i EU, og hvoraf tre vil blive placeret i Cedefops lokaliteter i Thessaloniki.

Cedefop og Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut i Torino samarbejder aktivt og vedtog i 2001 rammer for dette samarbejde, som skal lette kandidatlandenes tiltrædelse af Den Europæiske Union. I spørgsmålet om muligheden for at sammenlægge de to agenturer og om deres respektive mål og opgaver ønsker Kommissionen at henvise det ærede medlem til dens tidligere svar på skriftlig forespørgsel P-0623/01 af Stavros Xarchakos(1).

(1) EFT L 261 E af 18.9.2001.

Top