EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92002E002340

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2340/02 af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen. Dårlig forvaltning af fællesskabsmidler på miljøområdet i Grækenland og krænkelse af ejendomsretten i forbindelse med projekter under Natura 2000-nettet.

EUT C 110E af 8.5.2003, p. 43–44 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92002E2340

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2340/02 af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen. Dårlig forvaltning af fællesskabsmidler på miljøområdet i Grækenland og krænkelse af ejendomsretten i forbindelse med projekter under Natura 2000-nettet.

EU-Tidende nr. 110 E af 08/05/2003 s. 0043 - 0044


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL P-2340/02

af Antonios Trakatellis (PPE-DE) til Kommissionen

(22. juli 2002)

Om: Dårlig forvaltning af fællesskabsmidler på miljøområdet i Grækenland og krænkelse af ejendomsretten i forbindelse med projekter under Natura 2000-nettet

Under henvisning til de tilfælde af dårlig forvaltning af fællesskabsmidlerne på miljøområdet i Grækenland, som er blevet fordømt i det græske parlament (juli 2002) og på grundlag af de undersøgelsesresultater, som kommissær Barnier anførte i et bilag til sit svar på min forespørgsel (E-0796/02(1)) om fællesskabsfinansiering af planer og projekter for gennemførelse af nettet Natura 2000 og EUGFL's bidrag til miljøbeskyttelse i Grækenland, bedes Kommissionen besvare følgende:

- Hvilke foranstaltninger har Kommissionen truffet, eller hvilke foranstaltninger agter den at træffe for at bekæmpe den dårlige forvaltning af fællesskabsmidlerne og bedrageriet i forbindelse med finansieringen af projekterne fra EFRU, EUGFL og Life-programmet samt sikre gennemførelsen af en effektiv miljøbeskyttelse i Grækenland?

- Til hvilke projekter eller aktioner er de 778 217 320 mio. drakmer (EUR 2 283 836,6) blevet afsat med henblik på udførelsen af arbejdet i forbindelse med havparken i Laganas på Zakynthos forvaltning af biotop, som blev samfinansieret fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (det operationelle program for miljø) til beskyttelse af caretta-caretta-skildpadden?

- Ved Kommissionen, at der til beskyttelse af caretta-caretta-skildpadden og skabelse af naturparken på Zakynthos for tyve år siden er blevet afsat et overdrevent stort areal, uden at der dog er givet nogen økonomisk kompensation eller erstatning eller foretaget ekspropriering? Finder Kommissionen det acceptabelt, at der ydes fællesskabsmidler til samfinansiering af projekter, som indebærer fratagelse af ejendomsret, uden at der ydes rettidig og behørig erstatning, hvilket er i strid med de grundlæggende principper, der er nedfældet i EU-traktaten (artikel 6), og EU's charter om de grundlæggende rettigheder (se artikel 17(2))?

(1) EFT C 301 E af 5.12.2002, s. 54.

(2) EFT C 364 af 18.12.2000, s. 1.

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Michel Barnier

(30. september 2002)

Kommissionen er blevet informeret om et tilfælde af dårlig forvaltning af fællesskabsmidler fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) i forbindelse med et projekt for langsigtet udlægning af græsgange. Kommissionen har bedt de græske myndigheder om at foretage kontrol på stedet, og de første resultater heraf viser omfattende uregelmæssigheder. I den forbindelse er Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig for tiden i gang med en efterforskning med assistance fra bagmandspolitiet og de andre berørte græske myndigheder, herunder indenrigsministeriet. Alle udbetalinger fra EUGFL er indstillet indtil afslutningen af denne efterforskning, og resultaterne heraf vil blive meddelt de græske myndigheder med henblik på opfølgning af sagen.

Kommissionen er derimod ikke bekendt med noget bedrageri i forbindelse med medfinansieringerne under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og LIFE-programmet på miljøområdet.

Med hensyn til det arbejde, som medfinansieres af EFRU inden for rammerne af projektet havparken i Laganas på Zakynthos, erindrer Kommissionen om, at udvælgelsen og gennemførelsen af projekterne er medlemsstaternes eget ansvar i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Som følge heraf ligger Kommissionen ikke inde med alle de oplysninger, som det ærede medlem har anmodet om, og som kun meddeles i tilfælde af kontrol, hvorfor Kommissionen beder det ærede medlem om at henvende sig til forvaltningsmyndigheden for det operationelle program Miljø (Evrytanias and Iteas 2, 11523 Athen, tlf. 010-6971700).

Det er ikke Kommissionens opgave at fastsætte erstatninger for de forvoldte skader eller at træffe beslutninger om ekspropriation. Sidstnævnte hører under de nationale myndigheders ansvarsområde i overensstemmelse med den nationale lovgivning. Udgifterne hertil kan være støtteberettigede under strukturfondene i overensstemmelse med betingelserne og begrænsningerne i regel nr. 5 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1685/2000 af 28. juli 2000 om støtteberettigede udgifter i forbindelse med foranstaltninger medfinansieret af strukturfondene.(1)

(1) EFT L 193 af 29.7.2000.

Top