92001E2446

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-2446/01

af Luciano Caveri (ELDR) til Kommissionen

(11. september 2001)

Om: Naturparkerne Gran Paradiso og Vanoise

I Alperne i regionerne Valle d'Aosta, Piemonte og Savoie ligger Vesteuropas største sammenhængende naturreservat bestående af den italienske nationalpark Gran Paradiso (oprettet som den første i Italien i 1922) og den franske Parc de la Vanoise (der også er den første franske nationalpark, oprettet i 1963). De to parker, der har fuldstændig samme fauna og flora og sammenlignelige problemer i henseende til fysisk planlægning, hvilket skyldes forholdene i disse bjergegne, som er sammenfaldende også i kulturel henseende er knyttet sammen og har siden 1972 udviklet venskabs- og samarbejdsforbindelser. Derimod mangler der en retslig ramme i europæisk regi, som i fuld respekt for naturen, men også for nærhedsprincippet og de lokale befolkningers rettigheder kan bane vejen for oprettelsen af en egentlig europæisk park.

Hvilke allerede eksisterende eller nye instrumenter mener Kommissionen kan muliggøre oprettelsen af et fælles beskyttet område for Gran Paradiso og Vanoise?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Margot Wallström

(26. oktober 2001)

Kommissionen er af den opfattelse, at Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter(1) gennem etableringen af et sammenhængende europæisk økologisk net bestående af særlige bevaringsområder, nemlig Natura 2000-nettet, netop giver mulighed for en fælles tilgang til naturbeskyttelsen, som det ærede medlem efterlyser. De samme forpligtelser med hensyn til forvaltningen af området, set ud fra en naturbevaringsmæssig synsvinkel, gælder på begge sider af grænsen.

Selv om Kommissionen støtter et grænseoverskridende samarbejde mellem forvaltningsstrukturerne for de to naturparker, kan den imidlertid ikke med hjemmel i EF-traktaten etablere en juridisk ramme for en overnational parkforvaltningsstruktur, således som det ærede medlem foreslår. Via Interreg-programmet kan der ydes støtte til grænseoverskridende samarbejde, og det kan benyttes til at tilvejebringe fællesskabsfinansiering til udvikling af en fælles forvaltningsmetode for naturparker, der støder op til hinanden, og som er beliggende i forskellige medlemsstater.

(1) EFT L 206 af 22.7.1992.