–

AHY ved solicitor B. Domitrović Burns, E. Dornan, BL, og C. Power, SC,

–

Minister for Justice og Irland ved Chief State Solicitor M. Browne, A. Joyce, M. Tierney og G. Wells, som befuldmægtigede, bistået af S.-J. Hillery, BL, og af D. Colan Smyth, SC,

–

den græske regering ved M. Michelogiannaki, som befuldmægtiget,

–

Europa-Kommissionen ved L. Grønfeldt og J. Tomkin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 17, stk. 1, og artikel 27, stk. 1 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne (EUT 2013, L 180, s. 31, herefter »Dublin III-forordningen«) og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem den somaliske statsborger, AHY, og Minister for Justice (justitsministeren, Irland, herefter »ministeren«) vedrørende en afgørelse, hvorved ministeren afslår at udøve sin skønsbeføjelse i medfør af Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, til at behandle AHY’s ansøgning om international beskyttelse, og oplyser, at AHY vil blive overført til Sverige.

3

Følgende fremgår 4., 5., 17. og 19. betragtning til Dublin III-forordningen:

[...]

[...]

4

Denne forordnings artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Medlemsstaterne behandler enhver ansøgning om international beskyttelse fra en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der indgiver en ansøgning på en af medlemsstaternes område, herunder ved grænsen eller i transitområderne. En ansøgning behandles kun af den medlemsstat, som er ansvarlig efter kriterierne i kapitel III.«

5

Nævnte forordnings artikel 17 med overskriften »Diskretionære klausuler« er en del af kapitel IV i samme forordning og fastsætter i stk. 1:

»Uanset artikel 3, stk. 1, kan enhver medlemsstat beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter kriterierne i denne forordning.

Den medlemsstat, der beslutter at behandle en ansøgning om international beskyttelse i medfør af dette stykke, bliver den ansvarlige medlemsstat og påtager sig de forpligtelser, der er forbundet med dette ansvar. I givet fald underretter den, ved brug af det elektroniske kommunikationsnet DubliNet, som er oprettet i henhold til artikel 18 i [Kommissionens] forordning (EF) nr. 1560/2003 [af 2. september 2003 om gennemførelsesforanstaltninger til forordning nr. 343/2003 (EUT 2003, L 222, s. 3)], den medlemsstat, der tidligere var ansvarlig, den medlemsstat, der gennemfører en procedure til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, eller den medlemsstat, der har modtaget en anmodning om at overtage eller tilbagetage ansøgeren.

Den medlemsstat, der bliver ansvarlig i henhold til dette stykke, skal også straks angive dette i Eurodac i henhold til [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 603/2013 af 26.6.2013 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af forordning (EU) nr. 604/2013 og om medlemsstaternes retshåndhævende myndigheders og Europols adgang til at indgive anmodning om sammenligning med Eurodacoplysninger med henblik på retshåndhævelse og om ændring af forordning (EU) nr. 1077/2011 om oprettelse af et europæisk agentur for den operationelle forvaltning af store it-systemer inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed (EUT 2013, L 180, s. 1)] ved at tilføje den dato, hvor beslutningen om at behandle ansøgningen blev truffet.«

6

Dublin III-forordningens artikel 27 med overskriften »Retsmidler« har følgende ordlyd:

»1.   Ansøgeren eller en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), har ret til effektive retsmidler i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold mod en afgørelse om overførsel.

2.   Medlemsstaterne fastsætter en rimelig frist, inden for hvilken den pågældende kan udøve retten til effektive retsmidler efter stk. 1.

3.   Med henblik på tilfælde, hvor afgørelser om overførsel påklages eller indbringes, skal det i medlemsstaternes nationale lovgivning fastsættes, at:

4.   Medlemsstaterne kan fastsætte, at de kompetente myndigheder på eget initiativ kan beslutte at udsætte gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, indtil resultatet af klagen eller indbringelsen foreligger.

[...]«

7

Denne forordnings artikel 29 bestemmer:

»1.   Overførslen af ansøgeren eller af en anden person som omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra c) eller d), fra den anmodende medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat sker i overensstemmelse med den anmodende medlemsstats nationale ret efter samråd mellem de berørte medlemsstater, så snart det er praktisk muligt og senest seks måneder efter, at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med artikel 27, stk. 3.

[...]

2.   Finder overførslen ikke sted inden for fristen på seks måneder, fritages den ansvarlige medlemsstat for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende, og ansvaret overføres så til den anmodende medlemsstat. Denne tidsfrist kan forlænges til højst et år, hvis overførslen ikke kunne gennemføres på grund af fængsling af den pågældende, eller til højst 18 måneder, hvis den pågældende forsvinder.

[...]«

8

Artikel 3 i European Union (Dublin System) Regulations 2018 (lov af 2018 vedrørende Den Europæiske Union (Dublinsystemet)) (S.I. nr. 62 af 2018, herefter »loven af 2018«) tillægger de for international beskyttelse ansvarlige embedsmænd, der er en del af International Protection Office (kontoret for international beskyttelse, Irland, herefter »IPO«) beføjelse til at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i henhold til kriterierne i Dublin III-forordningens kapitel III og til at vedtage afgørelser om overførsel.

9

Artikel 6 i loven af 2018 fastsætter, at International Protection Appeals Tribunal (ankenævn i sager om international beskyttelse, Irland) er kompetent til at behandle klager over en afgørelse om overførsel.

10

Artikel 8 i loven af 2018 gennemfører den opsættende virkning, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3, litra a), og fastsætter i det væsentlige, at en ansøger om international beskyttelse, som klager i henhold til artikel 6 i loven af 2018, har ret til at blive i Irland, indtil udfaldet af klagen foreligger.

11

Sagsøgeren i hovedsagen, AHY, er somalisk statsborger. Den 21. januar 2020 indgav han en ansøgning om international beskyttelse i Irland, idet han oplyste, at han havde været udsat for et bombeattentat i Somalia, som havde ødelagt hans butik, dræbt en af hans ansatte og forårsaget ar på hans hænder og ene arm.

12

Det fremgik af en søgning i Eurodac, at AHY allerede havde indgivet to ansøgninger om international beskyttelse i Sverige den 5. november 2012 og den 2. oktober 2017, og at der var blevet meddelt afslag på disse ansøgninger.

13

De irske myndigheder indgav derfor en anmodning til Kongeriget Sverige om »tilbagetagelse« i henhold til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b). Denne medlemsstat accepterede anmodningen den 19. februar 2020.

14

Den 23. juli 2020 blev AHY underrettet om afgørelsen om overførsel til Sverige. Sidstnævnte påklagede den 5. august 2020 IPO’s afgørelse til International Protection Appeals Tribunal (ankenævn i sager om international beskyttelse), idet han krævede anvendelse af den diskretionære klausul, der er omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, og navnlig gjorde gældende, at han led af depression.

15

International Protection Appeals Tribunal (ankenævn i sager om international beskyttelse) afslog klagen den 5. oktober 2021 og opretholdt afgørelsen om overførsel.

16

Efter at være blevet oplyst om, at han skulle melde sig hos Garda National Immigration Bureau (det nationale immigrationskontor, Irland) den 16. december samme år for at forberede sin overførsel til Sverige, som skulle gennemføres senest den 6. april 2022, indgav AHY den 15. november 2021 en anmodning til ministeren om, at denne udøvede den skønsbeføjelse, der er omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1. Der blev meddelt afslag på anmodningen den 16. februar 2022.

17

AHY har anlagt sag til prøvelse af ministerens afgørelse ved den forelæggende ret, High Court (ret i første instans, Irland). Til støtte for søgsmålet har han bl.a. gjort gældende, at i henhold til Dublin III-forordningens artikel 27 har klage eller indbringelse af afgørelser om afslag på at gøre brug af den skønsbeføjelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 17, automatisk opsættende virkning.

18

I første række har den forelæggende ret oplyst, at i Irland henhører afgørelsen om at foretage overførsel eller ej af en ansøger om international beskyttelse under IPO’s kompetence, hvorimod afgørelsen om at udøve skønsbeføjelsen i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, eller ej er et af ministerens prærogativer. Desuden skal klager over afgørelser om overførsel, som fastsat i denne forordnings artikel 27, indbringes for International Protection Appeals Tribunal (ankenævn i sager om international beskyttelse) i medfør af artikel 6 i loven af 2018, mens ministerens afgørelser kan indbringes for High Court (ret i første instans) udelukkende inden for rammerne af et »judicial review«-søgsmål, som udgør et specifikt retsmiddel til legalitetsprøvelse af forvaltningens handlinger.

19

Dette system giver anledning til mange vanskeligheder på grund af den manglende koordinering af procedurerne og af fristerne for, hvornår disse afgørelser og klager eller søgsmål skal træffes henholdsvis indgives. En ansøger om international beskyttelse, der er omfattet af en afgørelse om overførsel, kan således, efter at International Protection Appeals Tribunal (ankenævn i sager om international beskyttelse) har afslået klagen over afgørelsen om overførsel, ligesom sagsøgeren i hovedsagen, anmode om anvendelse af den diskretionære klausul, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

20

I anden række er den forelæggende ret i tvivl om, hvilken opsættende virkning et søgsmål til prøvelse af ministerens afgørelse om afslag på at gøre brug af den skønsbeføjelse, som ministeren er tillagt ved Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, kan have for en afgørelse om overførsel, navnlig når sidstnævnte afgørelse allerede har været genstand for en klage i henhold til denne forordnings artikel 27. I denne henseende har den forelæggende ret henvist til dom af 23. januar 2019, M.A. m.fl. (C-661/17, herefter »dom M.A. m.fl., EU:C:2019:53), og præciseret, at Domstolen i denne dom ikke synes at have taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt bestemmelserne om opsættende virkning i nævnte forordnings artikel 27 finder anvendelse, når en afgørelse truffet i henhold til samme forordnings artikel 17 indbringes for domstolene.

21

På denne baggrund har High Court (ret i første instans) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

22

Den forelæggende ret har anmodet om, at den foreliggende sag undergives den præjudicielle hasteprocedure i henhold til artikel 23a i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 107 i Domstolens procesreglement.

23

Den 21. juni 2022 har Domstolens Anden Afdeling, efter forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, besluttet ikke at efterkomme denne anmodning.

24

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, skal fortolkes således, at den pålægger medlemsstaterne at fastsætte et effektivt retsmiddel til prøvelse af en afgørelse, der er truffet i henhold til den diskretionære klausul, som er omhandlet i denne forordnings artikel 17, stk. 1.

25

I denne henseende bestemmer Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, at en person, der er omfattet af en afgørelse om overførsel, har ret til effektive retsmidler mod denne afgørelse i form af klage eller indbringelse for en domstol eller et domstolslignende organ af de faktiske og retlige forhold.

26

Rækkevidden af disse retsmidler er præciseret i 19. betragtning til denne forordning, hvoraf det fremgår, at med henblik på at sikre, at folkeretten overholdes, bør adgangen til effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser om overførsel, der er indført med nævnte forordning, omfatte både undersøgelsen af anvendelsen af samme forordning og af den retlige og faktiske situation i den medlemsstat, som ansøgeren overføres til (dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

27

Efter i præmis 75 i dommen i sagen M.A. m.fl. at have bemærket, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ikke udtrykkeligt fastsætter noget retsmiddel til prøvelse af en medlemsstats afgørelse om ikke at gøre brug af muligheden i forordningens artikel 17, stk. 1, fastslog Domstolen i domskonklusionens punkt 4, at førstnævnte bestemmelse skal fortolkes således, at den ikke kræver, at medlemsstaterne skal fastsætte et sådant retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om ikke at gøre brug af den i denne forordnings artikel 17, stk. 1, fastsatte mulighed, men at dette ikke berører muligheden for at anfægte denne afgørelse i forbindelse med et retsmiddel til prøvelse af en afgørelse om overførsel.

28

I det foreliggende tilfælde har AHY imidlertid for den forelæggende ret og i sine skriftlige indlæg for Domstolen gjort gældende, at den ret til effektive retsmidler til prøvelse af en afgørelse om overførsel, der er fastsat i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ligeledes skal omfatte retten til effektive retsmidler mod en afgørelse, der er truffet i henhold til denne forordnings artikel 17, stk. 1, og har som begrundelse anført, at Domstolen i præmis 64 i dommen i sagen M.A. m.fl. ligeledes fastslog, at den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne er tillagt ved sidstnævnte bestemmelse, udgør en integrerende del af de i den nævnte forordning fastsatte procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse.

29

Dublin III-forordningens bestemmelser kan ikke fortolkes på denne måde.

30

Det er ganske vist korrekt, at Domstolen allerede har fastslået, at det retsmiddel, der er foreskrevet i Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ikke kan fortolkes indskrænkende (jf. i denne retning dom af 7.6.2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409, præmis 53).

31

Domstolen har således allerede fastslået, at henset til bl.a. den generelle udvikling, som systemet til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet i en af medlemsstaterne, har undergået som følge af vedtagelsen af Dublin III-forordningen og til denne forordnings målsætninger, skal forordningens artikel 27, stk. 1, fortolkes således, at den sag, der kan anlægges i henhold hertil til prøvelse af en afgørelse om overførsel, skal kunne omfatte såvel iagttagelsen af reglerne vedrørende tildelingen af ansvaret for at behandle en ansøgning om international beskyttelse som overholdelsen af de proceduremæssige garantier, der er fastsat i den nævnte forordning (dom af 2.4.2019, H. og R., C-582/17 og C-583/17, EU:C:2019:280, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

32

Selv om Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, skal anses for at udgøre en integrerende del af de i denne forordning fastsatte procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, kan denne bestemmelse imidlertid på grund af sin beskaffenhed ikke sidestilles med de andre kriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, som er fastsat i nævnte forordning.

33

Det skal således bemærkes, at i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, behandles en ansøgning om international beskyttelse, som en tredjelandsstatsborger eller statsløs indgiver på en hvilken som helst af medlemsstaternes område, i princippet kun af den medlemsstat, som er ansvarlig for behandlingen efter kriterierne i forordningens kapitel III.

34

Den ordning til fastlæggelse af den ansvarlige medlemsstat, som EU-lovgiver har udarbejdet, og hvori forordningen indgår, tilsigter, således som det fremgår af forordningens fjerde og femte betragtning, især at gøre det muligt hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, for at sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og for ikke at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare.

35

I denne sammenhæng er en medlemsstat, hvortil der er indgivet en ansøgning om international beskyttelse, forpligtet til at følge de procedurer, som er fastsat i forordningens kapitel VI, med henblik på at fastlægge den medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af denne ansøgning, til at kræve af denne medlemsstat, at den overtager den berørte person, og til at overføre den pågældende til den nævnte medlemsstat, når forespørgslen er blevet imødekommet.

36

Uanset Dublin III-forordningens artikel 3, stk. 1, fastsætter forordningens artikel 17, stk. 1, imidlertid, at enhver medlemsstat kan beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af ansøgningen ikke påhviler den efter forordningens kriterier.

37

Formålet med denne bestemmelse er at opretholde medlemsstaternes prærogativer med hensyn til udøvelse af retten til at give international beskyttelse (dom af 5.7.2018, X,C-213/17, EU:C:2018:538, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

38

Det fremgår desuden klart af ordlyden af Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, at denne bestemmelse er af fakultativ karakter, for så vidt som den overlader det til hver medlemsstats skøn at beslutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet til den pågældende medlemsstat, selv om denne behandling ikke påhviler denne efter de i forordningen definerede kriterier til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig. Udøvelsen af denne mulighed er i øvrigt ikke undergivet nogen særlig betingelse. Nævnte mulighed tilsigter at gøre det muligt for hver medlemsstat selvstændigt ud fra politiske, humanitære eller praktiske overvejelser at beslutte at acceptere at behandle en ansøgning om international beskyttelse, selv om den ikke er ansvarlig efter de kriterier, som er defineret i den nævnte forordning (dom af30.11.2023, Ministero dell’Interno m.fl. (Fælles folder – indirekte refoulement), C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, EU:C:2023:934, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis).

39

Henset til rækkevidden af den skønsbeføjelse, som medlemsstaterne således er tillagt, tilkommer det den pågældende medlemsstat at afgøre, under hvilke omstændigheder den ønsker at gøre brug af den mulighed, der tillægges ved den i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, fastsatte diskretionære klausul, og acceptere selv at behandle en ansøgning om international beskyttelse, som den ikke er ansvarlig for efter de kriterier, der er defineret i denne forordning (dom af 30.11.2023, Ministero dell’Interno m.fl. (Fælles folder – indirekte refoulement), C-228/21, C-254/21, C-297/21, C-315/21 og C-328/21, EU:C:2023:934, præmis 147 og den deri nævnte retspraksis).

40

I denne sammenhæng har Domstolen gentagne gange fastslået, at ingen omstændigheder, heller ikke hvis de falder ind under de grundlæggende rettigheder, kan forpligte en medlemsstat til at gøre brug af denne klausul og til selv at behandle en ansøgning, som ikke påhviler den (jf. analogt dom af 14.11.2013, Puid,C-4/11, EU:C:2013:740, præmis 37, og domme af 16.2.2017, C. K. m.fl.,C-578/16 PPU, EU:C:2017:127, præmis 97, og M.A. m.fl., præmis 61 og 72).

41

Som anført i nærværende doms præmis 31 har Domstolen ganske vist flere gange fastslået, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, skal fortolkes således, at det retsmiddel, som den foreskriver til prøvelse af en afgørelse om overførsel, skal kunne vedrøre såvel overholdelsen af de regler, der tildeler ansvaret for at behandle en ansøgning om international beskyttelse, som de proceduremæssige garantier, der er fastsat i denne forordning. Som generaladvokaten har fremhævet i punkt 62 og 63 i forslaget til afgørelse, hviler denne retspraksis, der bl.a. følger af dom af 7. juni 2016, Ghezelbash (C-63/15, EU:C:2016:409), af 7. juni 2016, Karim (C-155/15, EU:C:2016:410), og af 26. juli 2017, Mengesteab (C-670/16, EU:C:2017:587), imidlertid på den forudsætning, at hver af de bestemmelser i denne forordning, der var omhandlet i disse domme, var omfattet af den ramme, inden for hvilken proceduren til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, skal finde sted. Disse bestemmelser, såsom f.eks. forordningens artikel 19, stk. 2, andet afsnit, eller nævnte forordnings artikel 21, stk. 1, fastsætter nemlig regler, som den berørte medlemsstat er forpligtet til at anvende i henhold til samme forordning, og som følgelig giver ansøgeren om international beskyttelse ret til at kræve, at denne stat overholder sine forpligtelser i denne henseende.

42

Som det fremgår af 17. betragtning til Dublin III-forordningen, fastsætter denne forordning imidlertid i bestemmelserne i dens kapitel III de »obligatoriske kriterier« med henblik på at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, samtidig med at den i nævnte forordnings artikel 17, der henhører under forordningens kapitel IV, giver medlemsstaterne mulighed for at fravige disse kriterier for, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, og at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet på deres område eller på en anden medlemsstats område, selv om denne behandling ikke påhviler dem i henhold til disse obligatoriske kriterier. Følgelig er en stats beslutning om, hvorvidt den skal udøve den beføjelse, der er omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, eller ej, og om at behandle eller ikke behandle en ansøgning om international beskyttelse, en skønsmæssig afgørelse, som ikke er baseret på de obligatoriske kriterier, som denne medlemsstat er forpligtet til at overholde i henhold til nævnte forordning.

43

Det følger heraf, at en afgørelse, der er truffet i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, ikke kan sidestilles med en afgørelse om overførsel som omhandlet i denne forordnings artikel 27, stk. 1, og derfor pålægger sidstnævnte bestemmelse ikke medlemsstaterne at fastsætte effektive retsmidler til prøvelse af en sådan skønsmæssig afgørelse.

44

Denne fortolkning kan ikke drages i tvivl af den omstændighed, at Domstolen i dommen i sagen M.A. m.fl. fastslog, at den omstændighed, at nævnte forordnings artikel 27, stk. 1, ikke pålægger medlemsstaterne at fastsætte et sådant retsmiddel, ikke forhindrede den berørte person i at anfægte en sådan skønsmæssig afgørelse i forbindelse med et retsmiddel til prøvelse af den afgørelse om overførsel, som vedkommende var omfattet af.

45

Det fremgår nemlig på ingen måde af denne betragtning, at muligheden for at anfægte et sådant afslag på at gøre brug af den diskretionære klausul i forbindelse med et søgsmål til prøvelse af afgørelsen om overførsel er baseret på EU-retten.

46

Eftersom Domstolen har fastslået, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, ikke kræver, at medlemsstaterne fastsætter et specifikt retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om afslag på at udøve den skønsbeføjelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 17, stk. 1, kan muligheden for at anfægte denne afgørelse i forbindelse med et retsmiddel til prøvelse af afgørelsen om overførsel derimod kun støttes på national ret.

47

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse ikke pålægger medlemsstaterne at fastsætte et effektiv retsmiddel til prøvelse af en afgørelse, der er truffet i henhold til den diskretionære klausul, som er omhandlet i denne forordnings artikel 17, stk. 1.

48

Det andet spørgsmål er blevet forelagt for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares bekræftende. Henset til besvarelsen af det første spørgsmål, er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

49

Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende, nærmere bestemt oplyst, om chartrets artikel 47 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for, at en medlemsstat gennemfører en afgørelse om overførsel, så længe der ikke er truffet afgørelse om anmodningen om, at denne medlemsstat udøver sin skønsbeføjelse i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, eller om et specifikt søgsmål indbragt i henhold til bestemmelserne i national ret til prøvelse af besvarelsen af en sådan anmodning. Den forelæggende ret ønsker subsidiært oplyst, om denne forordnings artikel 29, stk. 1, skal fortolkes således, at den frist på seks måneder til at gennemføre overførslen af ansøgeren om international beskyttelse, der er omhandlet i denne bestemmelse, begynder at løbe fra en anden medlemsstats accept af anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse af den berørte person eller fra det tidspunkt, hvor der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse for en domstol af en afgørelse om overførsel, når der indrømmes opsættende virkning i henhold til nævnte forordnings artikel 27, stk. 3, og ikke fra datoen for den endelige afgørelse af en klage eller et søgsmål til prøvelse af den anmodende medlemsstats afgørelse om ikke at gøre brug af den diskretionære klausul, der er omhandlet i denne forordnings artikel 17, stk. 1, med henblik på at behandle ansøgningen om international beskyttelse.

50

Hvad i første række angår den forelæggende rets spørgsmål vedrørende chartrets artikel 47 har disse til formål at afgøre, om denne bestemmelse foreskriver en opsættende virkning for gennemførelsen af afgørelsen om overførsel, når ansøgeren om international beskyttelse har anmodet om anvendelse af den diskretionære klausul i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, eller når ansøgeren har anlagt søgsmål til prøvelse af besvarelsen af en sådan anmodning.

51

I denne henseende bemærkes, at eftersom Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, som anført i nærværende doms præmis 32, skal anses for at udgøre en integrerende del af de i denne forordning fastsatte procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, indebærer den i hovedsagen omhandlede situation, for så vidt som den vedrører udøvelsen af en skønsbeføjelse, som den nævnte bestemmelse tillægger medlemsstaterne, en »gennemførelse af EU-retten« som omhandlet i chartrets artikel 51, stk. 1, således at chartret generelt finder anvendelse på den nævnte situation (jf. i denne retning dom af 19.11.2019, TSN og AKT, C-609/17 og C-610/17, EU:C:2019:981, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det skal imidlertid bemærkes, at chartrets artikel 47 ifølge fast retspraksis kun finder anvendelse, såfremt den person, der påberåber sig den, påberåber sig rettigheder eller friheder, som er sikret ved EU-retten, eller hvis denne person er genstand for retsforfølgning, der udgør en gennemførelse af EU-retten (dom af 22.2.2022, RS (Virkningen af domme afsagt af en forfatningsdomstol), C-430/21, EU:C:2022:99, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

53

Det følger imidlertid af besvarelsen af det første spørgsmål, at en medlemsstat ikke kan være forpligtet til at gøre brug af den diskretionære klausul, der er omhandlet i Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1.

54

I mangel af en sådan forpligtelse har en ansøger om international beskyttelse ikke nogen ret i henhold til EU-retten til at kræve, at en medlemsstat gør brug af denne klausul og den skønsbeføjelse, som den er tillagt ved denne bestemmelse.

55

Eftersom den i hovedsagen omhandlede situation ikke vedrører en situation, hvor den person, der påberåber sig chartrets artikel 47, påberåber sig rettigheder eller friheder, der er sikret ved EU-retten, eller i øvrigt klart en situation, hvor en sådan person er omfattet af en procedure, der udgør en gennemførelse af EU-retten, følger det af den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 52, at artikel 47 ikke finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede situation. Følgelig er chartrets artikel 47 ikke til hinder for, at en medlemsstat gennemfører en afgørelse om overførsel, inden den har truffet afgørelse om en anmodning, der er indgivet i henhold til Dublin III-forordningens artikel 17, stk. 1, eller om et søgsmål til prøvelse af besvarelsen af en sådan ansøgning.

56

Hvad i anden række angår den forelæggende rets subsidiære spørgsmål har disse til formål at afgøre, om Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 1, skal fortolkes således, at den frist på seks måneder, der er fastsat i denne bestemmelse, begynder at løbe fra datoen for den endelige afgørelse vedrørende et søgsmål anlagt til prøvelse af den anmodende medlemsstats afgørelse – truffet efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel – om ikke at gøre brug af den diskretionære klausul med henblik på at behandle ansøgningen om international beskyttelse.

57

Det må konstateres, at ordlyden af denne artikel 29, stk. 1, er klar og præcis i denne henseende.

58

Denne bestemmelse fastsætter nemlig, at fristen på seks måneder begynder at løbe, efter at anmodningen fra en anden medlemsstat om overtagelse eller tilbagetagelse af den pågældende er accepteret, eller efter, at der er truffet endelig afgørelse om en klage eller indbringelse for en domstol, hvor dette tillægges opsættende virkning i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 27, stk. 3.

59

Eftersom den nævnte bestemmelse ikke fastsætter, at denne frist begynder at løbe fra tidspunktet for den endelige afgørelse vedrørende et søgsmål til prøvelse af den anmodende medlemsstats afgørelse – truffet efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel – om ikke at gøre brug af den diskretionære klausul, der er omhandlet i denne forordnings artikel 17, stk. 1, med henblik på at behandle ansøgningen om international beskyttelse, kan det ikke lægges til grund, at et sådant søgsmål har opsættende virkning for den frist for gennemførelse af en afgørelse om overførsel, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 29, stk. 1, eller på anden måde har opsættende virkning for afgørelsen om overførsel.

60

Fristen på seks måneder for at gennemføre overførslen af ansøgeren om international beskyttelse begynder derfor i en situation som den i hovedsagen omhandlede at løbe fra den dato, hvor der blev givet afslag på klagen over eller søgsmålet til prøvelse af afgørelsen om overførsel af den berørte person, og ikke fra datoen for den endelige afgørelse vedrørende et søgsmål til prøvelse af den anmodende medlemsstats afgørelse – truffet efter vedtagelsen af afgørelsen om overførsel – om ikke at gøre brug af den diskretionære klausul, der er fastsat i samme forordnings artikel 17, stk. 1, med henblik på at behandle ansøgningen om international beskyttelse.

61

Henset til de ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål besvares således:

62

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret: