–

BNP Paribas SA ved avocats V. Bringer, N. Coutrelis og M. Lévis,

–

TR ved avocats A. Lyon-Caen, T. Lyon-Caen og F. Thiriez,

–

den franske regering ved A. Daniel og A.-L. Desjonquères, som befuldmægtigede,

–

den schweiziske regering ved N. Marville-Dosen og J. Schickel-Küng, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved S. Noë og W. Wils, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 33 og 36 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EFT 2001, L 12, s. 1).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem BNP Paribas SA og TR vedrørende afskedigelsen af TR, hvilken var genstand for en retsafgørelse afsagt af en engelsk domstol, hvis indvirkning på spørgsmålet om, hvorvidt et søgsmål anlagt efterfølgende ved de franske domstole skal afvises, giver anledning til en indsigelse.

3

Følgende fremgår af 2., 6., 16. og 19. betragtning til forordning nr. 44/2001:

[…]

[…]

[…]

4

Under forordningens kapitel III, der vedrører anerkendelse og fuldbyrdelse, i dette kapitels afdeling 1, som har overskriften »Anerkendelse«, fastsætter samme forordnings artikel 33:

»1.   Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2.   Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i afdeling 2 og 3 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.

3.   Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.«

5

I denne afdeling 1 bestemmes det i artikel 36 i forordning nr. 44/2001:

»Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.«

6

Denne forordning blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1). I henhold til artikel 66, stk. 2, i forordning nr. 1215/2012 fortsætter forordning nr. 44/2001 imidlertid med at finde anvendelse på retsafgørelser truffet i retssager, som er anlagt inden den 10. januar 2015, og som er omfattet af anvendelsesområdet for sidstnævnte forordning.

7

Aftalen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT 2020, L 29, s. 7, herefter »udtrædelsesaftalen«) blev vedtaget den 17. oktober 2019 og trådte i kraft den 1. februar 2020.

8

Aftalens artikel 67 med overskriften »Retternes kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og dermed forbundet samarbejde mellem centralmyndigheder« bestemmer i stk. 2, litra a):

»Med hensyn til anerkendelse og fuldbyrdelse af domme, retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter, retsforlig og aftaler finder følgende retsakter eller bestemmelser anvendelse som følger i Det Forenede Kongerige samt i medlemsstaterne i situationer, der involverer Det Forenede Kongerige:

9

Aftalens artikel 126 fastsætter en overgangsperiode, som starter på dagen for denne aftales ikrafttræden og slutter den 31. december 2020, og i hvilken EU-retten i henhold til samme aftales artikel 127, stk. 1, første afsnit, finder anvendelse på og i Det Forenede Kongerige, medmindre andet er fastsat i udtrædelsesaftalen.

10

Artikel L. 1234-5, stk. 1, i code du travail (arbejdsloven) bestemmer:

»En lønmodtager, der ikke får opsigelsesvarsel, har ret til en udligningsgodtgørelse, medmindre den pågældende har begået en alvorlig tjenesteforseelse.«

11

Lovens artikel L. 1234-9, stk. 1, har følgende ordlyd:

»En lønmodtager med en tidsubegrænset ansættelseskontrakt, som afskediges […], har ret til en afskedigelsesgodtgørelse, medmindre denne har begået en alvorlig tjenesteforseelse.«

12

Det følger af arbejdslovens artikel L. 1235-3, at hvis en lønmodtager afskediges på et grundlag, som ikke er reelt og seriøst, kan dommeren henstille til, at lønmodtageren reintegreres i virksomheden og beholder de af ham opnåede fordele, og såfremt en af parterne nægter dette, tilkender dommeren lønmodtageren en erstatning fra arbejdsgiveren.

13

Samme lovs artikel R. 1452-6 i den affattelse, der var gældende inden dens ophævelse ved décret no 2016-660, du 20 mai 2016, relatif à la justice prud’homale et au traitement judiciaire du contentieux du travail (dekret 2016-660 af 20.5.2016 om det arbejdsretlige system og domstolenes sagsbehandling af arbejdsretlige tvister) (JORF af 25.5.2016, tekst nr. 30), bestemte:

»Alle krav forbundet med en ansættelseskontrakt mellem de samme parter prøves, hvad end de kommer fra sagsøgeren eller sagsøgte, for én instans.

Denne regel finder ikke anvendelse, når grundlaget for påstandene er opstået eller klarlagt efter, at sagen er anlagt ved conseil de prud’hommes [(arbejdsret)].«

14

Employment Rights Act 1996 (lov af 1996 om arbejdstagerrettigheder, herefter »ERA 1996«) indeholder en Part X, som har overskriften »Uberettiget afskedigelse«.

15

Kapitel I i denne Part X, der har overskriften »Beskyttelse mod uberettiget afskedigelse«, indeholder section 98, som har følgende ordlyd:

»(1) Til brug for denne Part skal arbejdsgiveren ved vurderingen af, om afskedigelsen af en lønmodtager er berettiget eller uberettiget, godtgøre

(2) En grund henhører under denne subsection, såfremt den

[…]

[…]

(4) Når arbejdsgiveren opfylder kravene i subsection (1), skal afgørelsen om, hvorvidt afskedigelsen er berettiget eller uberettiget (henset til den af arbejdsgiveren godtgjorte grund),

[…]«

16

Kapitel II i den nævnte Part X, der har overskriften »Retsmidler i tilfælde af uberettiget afskedigelse«, indeholder section 118, der foreskriver, at hvis en ret tilkender erstatning for uberettiget afskedigelse i henhold til section 112(4) og section 117(3), består en sådan erstatning i for det første en basic award (grunderstatning) og for det andet en compensatory award (udlignende erstatning).

17

Den 25. august 1998 ansatte BNP Paribas, tidligere BNP SA, i medfør af en kontrakt indgået i henhold til engelsk ret appelindstævnte i hovedsagen med henblik på, at han skulle arbejde ved dette franske selskabs filial beliggende i London (Det Forenede Kongerige).

18

Den 2. april 2009 underskrev disse parter en tidsubegrænset ansættelseskontrakt i henhold til fransk ret om en udstationering af den pågældende i Singapore. Herefter blev han i medfør af en tillægsaftale til denne kontrakt af 16. august 2010 ansat hos filialen i London.

19

Ved skrivelse af 30. september 2013 blev appelindstævnte i hovedsagen afskediget på grund af alvorlig tjenesteforseelse begrundet i faktiske omstændigheder, der indtraf i den periode, hvor han var udstationeret i Singapore, og hvilken afskedigelse han har anfægtet.

20

Det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at denne lønmodtager den 20. december 2013 anlagde sag ved Employment Tribunal, London Central (arbejdsretten i London, Det Forenede Kongerige, herefter »den engelske domstol«), med henblik på at få fastslået, at der var tale om en uberettiget afskedigelse, og at der skulle tilkendes en erstatning herfor, alt imens der blev taget forbehold for fremsættelse af yderligere krav om betaling i tilknytning til afbrydelsen af hans ansættelseskontrakt.

21

Ved dom af 26. september 2014 (herefter »den britiske dom«) gav denne ret ham medhold i søgsmålet i forhold til Det Forenede Kongeriges lovgivning og henviste de øvrige spørgsmål vedrørende afhjælpende foranstaltninger til et senere retsmøde. BNP Paribas betalte ham et beløb på 81175 britiske pund (GBP) (ca. 96517 EUR) som udlignende erstatning. I denne dom anførte den nævnte ret navnlig, at BNP Paribas havde sanktioneret sin ansatte i henhold til den franske arbejdslov, men at dette selskabs repræsentant havde accepteret, at tvisten skulle afgøres i medfør af ERA 1996 og Det Forenede Kongeriges retspraksis.

22

Den 27. november 2014 anlagde den nævnte lønmodtager sag ved conseil de prud’hommes de Paris (arbejdsretten i Paris, Frankrig) med påstand om, at BNP Paribas tilpligtedes at betale ham øvrige krav, navnlig erstatning for afskedigelse uden reelt og seriøst grundlag, en udligningsgodtgørelse for manglende opsigelsesvarsel, en afskedigelsesgodtgørelse samt bonus og præmier i henhold til ansættelseskontrakten. Ved dom af 17. maj 2016 blev disse krav afvist med henvisning til den res judicata-virkning, der var knyttet til den britiske dom.

23

Ved dom af 22. maj 2019 ophævede cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris, Frankrig) dommen af 17. maj 2016. Den fandt, at den britiske dom havde res judicata-virkning, for så vidt som den fandt, at afskedigelsen ikke var baseret på et reelt og seriøst grundlag, men at lønmodtageren dog stadig kunne få prøvet de krav, der var fremsat i Frankrig. Denne ret anførte, at den stævning, der blev indgivet for den engelske domstol, udtrykkeligt angav, at han gjorde krav på »en grunderstatning og en udlignende erstatning«, men ikke »erstatning og sociale fordele i forbindelse med afbrydelsen af ansættelseskontrakten«, som han ville forsøge at opnå ved indbringelse af kravet for en anden retsinstans. Cour d’appel de Paris (appeldomstolen i Paris) fandt, at de pengekrav, der var indbragt for den engelske domstol, ikke var de samme og ikke hvilede på samme grundlag som dem, der var indbragt for den, hvorfor res judicata ikke kunne gøres gældende over for disse krav. Den pålagde BNP Paribas at betale erstatning for afskedigelse uden reelt og seriøst grundlag, en udligningsgodtgørelse for manglende opsigelsesvarsel, en afskedigelsesgodtgørelse samt bonus og præmier i henhold til fransk ret og den i hovedsagen omhandlede ansættelseskontrakt.

24

BNP Paribas har iværksat appel til prøvelse af denne dom ved Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), som er den forelæggende ret i den foreliggende sag. Selskabet har navnlig påberåbt sig artikel 33 i forordning nr. 44/2001 med henblik på at gøre gældende, at de franske domstole på grund af den britiske dom ikke havde mulighed for at prøve de krav, som den pågældende lønmodtager havde fremsat. I denne forbindelse har selskabet for det første anført, at indsigelsen om res judicata skulle have været bedømt, henset til den retskraft og de virkninger, som den udenlandske dom har i den medlemsstat, på hvis område den er truffet, og at det skulle have været undersøgt, om denne dom var til hinder for, at dommere i en anden medlemsstat træffer afgørelse om krav, der kunne have været fremsat allerede på tidspunktet for sagens behandling i den førstnævnte stat. For det andet har selskabet gjort gældende, at i tvisten i hovedsagen har de krav, der i Frankrig blev fremsat af lønmodtageren, samme genstand, nemlig erstatning for konsekvenserne af hans afskedigelse, og hviler på samme grundlag, nemlig ansættelseskontrakten underskrevet den 2. april 2009, som allerede havde været forelagt den engelske domstol, således at de strider mod res judicata-virkningen fra denne sidstnævnte og derfor må afvises.

25

I denne henseende har Cour de cassation (kassationsdomstol) for det første rejst spørgsmålet om, hvorvidt anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet af en ret i en medlemsstat, henset til artikel 33 og 36 i forordning nr. 44/2001, kan gøre, at en sag mellem samme parter, som støttes på samme kontrakt, og som er anlagt efterfølgende i en anden medlemsstat med henblik på, at der tages stilling til krav, der ikke er fremsat for den nævnte udenlandske retsinstans, må afvises, under omstændigheder, hvor lovgivningen i domsstaten, dvs. denne førstnævnte stat, fastsætter en regel om koncentration af krav eller en én-instans-regel, og eventuelt hvor lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, dvs. den sidstnævnte stat, fastsætter en tilsvarende regel.

26

Hvad i den foreliggende sag angår Det Forenede Kongeriges lovgivning har BNP Paribas ifølge den forelæggende ret påberåbt sig reglen om »abuse of process«, der stammer fra afgørelse af 20. juli 1843, Henderson v. Henderson, fra Court of Chancery (England and Wales) (domstol for handelsretlige sager (England og Wales), Det Forenede Kongerige), som »pålagde parterne, når deres tvist blev genstand for et søgsmål for en kompetent ret, at forelægge hele deres sag for denne ret, for at alle aspekter ved spørgsmålet – bortset fra appel – kan blive afgjort én gang for alle«. Den forelæggende ret har tilføjet, at hvad angår fransk ret var den såkaldte »én-instans«-regel i arbejdslovens artikel R. 1452-6, som fastsatte, at alle krav forbundet med en ansættelseskontrakt mellem de samme parter i princippet skal prøves for én instans, stadig gældende på det tidspunkt, hvor sagen blev indbragt for conseil de prud’hommes de Paris (arbejdsretten i Paris).

27

Såfremt det for det andet fastslås, at sagens afvisning ikke følger af en udenlandsk retsafgørelse som omhandlet i artikel 36 i forordning nr. 44/2001, har den forelæggende ret rejst spørgsmål om betydningen under sådanne omstændigheder af et eventuelt sammenfald mellem »grundlag« og »genstand« med henblik på anvendelsen af denne forordnings artikel 33 og 36, navnlig henset til de specifikke krav, der i det foreliggende tilfælde er blevet fremsat for henholdsvis den engelske domstol og de franske domstole.

28

I denne forbindelse ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om alle krav, som har til formål økonomisk at sanktionere manglende opfyldelse af forpligtelser, som udspringer af den samme ansættelseskontrakt, skal kvalificeres således, at de har »samme genstand«, eller om der skal skelnes mellem disse krav, alt efter om de angår forpligtelser vedrørende fuldbyrdelsen af ansættelseskontrakten, eller forpligtelser, der er særlige for afbrydelsen af den pågældende kontrakt.

29

For det andet ønsker denne ret nærmere bestemt oplyst, om der foreligger et sammenfald af »genstand« mellem på den ene side en udlignende erstatning, der skal betales ved uberettiget afskedigelse, såsom den, der er fastsat i Det Forenede Kongeriges lovgivning ved ERA 1996, og på den anden side en erstatning, der skal betales ved afskedigelse uden reelt og seriøst grundlag, såsom den, der er fastsat i fransk lovgivning ved arbejdslovens artikel L. 1235-3, eller eventuelt en udligningsgodtgørelse for manglende opsigelsesvarsel og en afskedigelsesgodtgørelse, såsom dem, der er fastsat i henholdsvis denne lovs artikel L. 1234-5, stk. 1, og artikel L. 1234-9, stk. 1.

30

For det tredje og endelig ønsker den forelæggende ret oplyst, om en sag som den, der vedrører uberettiget afskedigelse i Det Forenede Kongerige, og en sag med påstand om betaling af bonus eller præmier i henhold til en ansættelseskontrakt skal anses for at »hvile[…] på samme grundlag« og have »samme genstand«, når disse to sager er baseret på det samme kontraktforhold mellem parterne.

31

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

32

Hvad for det første angår anvendelsen ratione temporis af forordning nr. 44/2001 skal det bemærkes, at denne forordning er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1215/2012, men at førstnævnte forordning i medfør af artikel 66, stk. 2, i denne sidstnævnte forordning fortsat finder anvendelse på retsafgørelser truffet i retssager, som er anlagt inden den 10. januar 2015.

33

I forbindelse med en anmodning om anerkendelse eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse afsagt i en anden medlemsstat skal der således med henblik på at afgøre, hvilken af disse to forordninger der finder anvendelse ratione temporis, tages udgangspunkt i datoen for anlæggelsen af det søgsmål, som har medført den afgørelse, om hvis fuldbyrdelse der anmodes (jf. i denne retning dom af 6.6.2019, Weil, C-361/18, EU:C:2019:473, præmis 24).

34

I det foreliggende tilfælde blev det søgsmål, som har ført til den afgørelse, hvis anerkendelse er omhandlet i hovedsagen, anlagt den 20. december 2013 for den engelske domstol. Heraf følger, at forordning nr. 44/2001 finder anvendelse ratione temporis på den tvist, som er indbragt for den forelæggende ret.

35

Hvad for det andet angår anvendeligheden ratione loci af forordning nr. 44/2001, uanset Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union, skal det bemærkes, at forordning nr. 1215/2012 i henhold til udtrædelsesaftalens artikel 67, stk. 2, litra a), sammenholdt med artikel 126 og 127 heri, finder anvendelse i Det Forenede Kongerige samt i medlemsstaterne i situationer, der involverer Det Forenede Kongerige, på anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt i retssager, som er anlagt inden overgangsperiodens udløb, dvs. den 31. december 2020.

36

Det følger heraf, at bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse, der findes i forordning nr. 44/2001, som allerede var blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1215/2012 ved vedtagelsen af udtrædelsesaftalen, således fortsat finder anvendelse under de samme betingelser.

37

Eftersom den britiske dom, hvis anerkendelse der anmodes om i Frankrig, er afsagt som led i en retssag anlagt den 20. december 2013, finder forordning nr. 44/2001 i den foreliggende sag anvendelse ratione loci på tvisten i hovedsagen.

38

Hvad for det tredje angår fortolkningen af forordning nr. 44/2001 skal det bemærkes, og således som det fremgår af 19. betragtning hertil, at for så vidt som denne forordning i forholdet mellem medlemsstaterne erstatter konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som ændret ved efterfølgende konventioner om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (herefter »Bruxelleskonventionen«), gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af den nævnte konventions bestemmelser desuden også for nævnte forordnings bestemmelser, når disse instrumenter kan sidestilles med hinanden (dom af 14.9.2017, Nogueira m.fl., C-168/16 og C-169/16, EU:C:2017:688, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

39

Med hensyn til de bestemmelser, der specifikt er omhandlet i nærværende anmodning om præjudiciel afgørelse, skal det bemærkes, at der består en sådan sidestilling mellem dels Bruxelleskonventionens artikel 26 og 29, dels artikel 33 og 36 i forordning nr. 44/2001, idet ordlyden af disse førstnævnte artikler i det væsentlige er gengivet i disse sidstnævnte artikler. Følgelig gælder den fortolkning, der allerede er anlagt af Domstolen for så vidt angår de førstnævnte, ligeledes for de øvrige.

40

Hvad for det fjerde og sidste angår rækkevidden af de spørgsmål, der er forelagt i den foreliggende sag, skal det for det første præciseres, at den situation, der er omhandlet i hovedsagen, svarer til det tilfælde, der er omhandlet i artikel 33, stk. 3, i forordning nr. 44/2001, nemlig det tilfælde, hvor anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, den såkaldte »domsstat«, gøres gældende under en verserende sag ved en ret i en anden medlemsstat, som benævnes »den medlemsstat, som anmodningen rettes til«. For det andet fremgår det af rapporten vedrørende Bruxelleskonventionen, udarbejdet af P. Jenard (EFT 1979, C 59, s. 44), at denne konventions artikel 26, stk. 3, som svarer til denne forordnings artikel 33, stk. 3, »vedrører det tilfælde, hvor anerkendelse gøres gældende som et incidenspunkt, dvs. en res judicataindsigelse under en anden retssag«, for at forhindre, at fremsættelse i denne medlemsstat af krav vedrørende spørgsmål, der er identiske med dem, der er afgjort ved denne afgørelse, rejser tvivl om denne.

41

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 33 i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med artikel 36 i denne forordning, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at anerkendelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, af en retsafgørelse vedrørende en ansættelseskontrakt, der er truffet i domsstaten, medfører, at krav, der fremsættes ved en ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, skal afvises med den begrundelse, at lovgivningen i domsstaten fastsætter en processuel regel om koncentration af alle krav, der vedrører denne ansættelseskontrakt.

42

Det skal i denne henseende bemærkes, og således som generaladvokaten har anført i punkt 37 i forslaget til afgørelse, at begrebet »anerkendelse« ikke er defineret i forordning nr. 44/2001, som kun i artikel 33, stk. 1, bestemmer, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure, og i artikel 36, at den udenlandske retsafgørelse i intet tilfælde kan efterprøves med hensyn til sagens realitet.

43

I overensstemmelse med fast retspraksis skal bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 fortolkes selvstændigt ud fra forordningens mål og opbygning (dom af 15.11.2012, Gothaer Allgemeine Versicherung m.fl., C-456/11, EU:C:2012:719, præmis 25, og af 7.3.2018, E.ON Czech Holding, C-560/16, EU:C:2018:167, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

44

Hvad angår formålene med forordning nr. 44/2001 fremgår det af 2., 6. og 16. betragtning hertil, at denne forordning navnlig har til formål at sikre den frie bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning, ved at ensarte reglerne for retternes kompetence og ved at forenkle de krævede formaliteter med henblik på anerkendelse og fuldbyrdelse af disse retsafgørelser (jf. i denne retning dom af 4.10.2018, Società Immobiliare Al Bosco, C-379/17, EU:C:2018:806, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis, og af 12.12.2019, Aktiva Finants, C-433/18, EU:C:2019:1074, præmis 25).

45

Hvad angår den ordning, der er indført ved forordning nr. 44/2001, fremhæver 16. betragtning hertil vigtigheden af den gensidige tillid til retsplejen inden for Unionen, så meget desto mere når retterne i medlemsstaterne skal anvende de fælles kompetenceregler. Denne gensidige tillid begrunder en anerkendelse uden videre af retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, således som det er fastsat i denne forordnings artikel 33, stk. 1, og den indebærer, at sådanne retsafgørelser ikke kan efterprøves med hensyn til sagens realitet, således som det er fastsat i nævnte forordnings artikel 36 (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Gothaer Allgemeine Versicherung m.fl., C-456/11, EU:C:2012:719, præmis 28, 35 og 37, af 26.9.2013, Salzgitter Mannesmann Handel, C-157/12, EU:C:2013:597, præmis 31 og 32, og af 16.7.2015, Diageo Brands, C-681/13, EU:C:2015:471, præmis 40).

46

Den nævnte tillid forudsætter ligeledes, at bestemmelserne vedrørende princippet om anerkendelse af en sådan afgørelse, såsom dem, der er indeholdt i artikel 33 i forordning nr. 44/2001, ikke fortolkes indskrænkende, mens de bestemmelser, der fastsætter undtagelser til dette princip, skal fortolkes snævert (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Gothaer Allgemeine Versicherung m.fl., C-456/11, EU:C:2012:719, præmis 28 og 30, af 16.7.2015, Diageo Brands, C-681/13, EU:C:2015:471, præmis 41, og af 20.6.2022, London Steam-Ship Owners’ Mutual Insurance Association, C-700/20, EU:C:2022:488, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

47

I denne sammenhæng, og således som Domstolen allerede har nævnt med henvisning til citatet fra rapporten fra P. Jenard i nærværende doms præmis 40, »skal afgørelserne [gennem anerkendelsen] tillægges de virkninger, som tilkommer dem i den stat, på hvis område de er truffet«. En udenlandsk afgørelse, der er anerkendt i henhold til artikel 33 i forordning nr. 44/2001, skal således i princippet have samme virkninger i den stat, som anmodningen rettes til, som den har i domsstaten (jf. i denne retning dom af 15.11.2012, Gothaer Allgemeine Versicherung m.fl., C-456/11, EU:C:2012:719, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

48

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 42-52 i forslaget til afgørelse, følger det af denne retspraksis, at når anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, påberåbes på grundlag af forordning nr. 44/2001, er det for det første i princippet nødvendigt at henholde sig til domsstatens lovgivning ved fastlæggelsen af de virkninger, som denne retsafgørelse skal have i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, og for det andet skal en sådan retsafgørelse tillægges de virkninger, som tilkommer den i domsstaten.

49

I den foreliggende sag fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at domsstatens lovgivning kræver af parterne, at de koncentrerer alle deres krav vedrørende ét og samme retsforhold for én instans, da der ellers vil ske afvisning heraf. Det skal derfor afgøres, om en sådan processuel regel omfattes af de virkninger, som en retsafgørelse truffet i domsstaten har, når denne anerkendes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, således at nye krav, der fremsættes senere for en ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, mellem de samme parter og på grundlag af det samme retsforhold, skal afvises.

50

Det bemærkes i denne henseende, at en sådan national retsregel om koncentration af krav er af processuel art og har til formål at undgå, at krav tilknyttet ét og samme retsforhold mellem parterne giver anledning til en række sager, såvel ud fra hensynet om en god retspleje som af hensyn til de pågældende parter. En sådan regel regulerer imidlertid ikke de virkninger, som tilkommer en retsafgørelse i den medlemsstat, hvor den er blevet truffet som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 47. Den nævnte regel skal følgelig ikke finde anvendelse på fastlæggelsen af de virkninger, der er tilknyttet en retsafgørelse, hvis anerkendelse påberåbes til støtte for, at en sag mellem de samme parter vedrørende det samme retsforhold, der er blevet anlagt i en anden medlemsstat efter denne retsafgørelse, skal afvises.

51

Som generaladvokaten i det væsentlige har fremhævet i punkt 58-62 i forslaget til afgørelse, ville en modsat fortolkning indebære en risiko for, at anvendelsen af bestemmelserne om anerkendelse, der findes i denne forordnings kapitel III, bringes i fare, og ville ligeledes kunne undergrave gennemførelsen af de bestemmelser, der ensartet fastlægger kompetencen for retterne i medlemsstaterne, der findes i nævnte forordnings kapitel II, for så vidt som dette ville kunne medføre, at en part forhindres i at indbringe nye krav for en ret, som ikke desto mindre er udpeget som kompetent i medfør af samme forordning.

52

Under alle omstændigheder har Domstolen fastslået, at selv om udenlandske afgørelser gennem anerkendelsen ganske vist principielt skal tillægges de virkninger, som tilkommer dem i den medlemsstat, på hvis område de er truffet, forholder det sig anderledes på tidspunktet for fuldbyrdelsen af en retsafgørelse med den begrundelse, at der ved denne fuldbyrdelse intet grundlag er for at tillægge denne afgørelse rettigheder, som den ikke har i domsstaten, eller virkninger, som den samme type afgørelse afsagt direkte i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke ville have (jf. i denne retning dom af 28.4.2009, Apostolides, C-420/07, EU:C:2009:271, præmis 66, og af 4.10.2018, Società Immobiliare Al Bosco, C-379/17, EU:C:2018:806, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

53

Når en udenlandsk retsafgørelse anerkendes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, integreres denne på samme måde i denne medlemsstats retsorden, og dens processuelle regler finder anvendelse.

54

Det tilkommer den forelæggende ret at afgøre, hvilke processuelle regler der finder anvendelse efter anerkendelsen af den retsafgørelse, der er truffet i domsstaten, og de eventuelle processuelle konsekvenser med hensyn til de krav, der fremsættes efterfølgende.

55

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 33 i forordning nr. 44/2001, sammenholdt med artikel 36 i denne forordning, skal fortolkes således, at den er til hinder for, at anerkendelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, af en retsafgørelse vedrørende en ansættelseskontrakt, der er truffet i domsstaten, medfører, at krav, der fremsættes ved en ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, skal afvises med den begrundelse, at lovgivningen i domsstaten fastsætter en processuel regel om koncentration af alle krav, som vedrører denne ansættelseskontrakt, uanset de processuelle regler i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, der kan finde anvendelse, når først denne anerkendelse har fundet sted.

56

Henset til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet og det tredje spørgsmål.

57

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

Artikel 33 i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, sammenholdt med artikel 36 i denne forordning,

skal fortolkes således, at

den er til hinder for, at anerkendelse i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, af en retsafgørelse vedrørende en ansættelseskontrakt, der er truffet i domsstaten, medfører, at krav, der fremsættes ved en ret i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, skal afvises med den begrundelse, at lovgivningen i domsstaten fastsætter en processuel regel om koncentration af alle krav, som vedrører denne ansættelseskontrakt, uanset de processuelle regler i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, der kan finde anvendelse, når først denne anerkendelse har fundet sted.