—

TBG Limited ved advocaat B.J. Rubbens

—

den nederlandske regering ved B. Koopman og C. Wissels, som befuldmægtigede

—

Det Forenede Kongeriges regering ved L. Christie, som befuldmægtiget, bistået af barrister S. Ford

—

Europa-Kommissionen ved W. Mölls og W. Roels, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de EU-retlige regler på området for de frie kapitalbevægelser, såsom artikel 56 EF, skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats foranstaltning, der kan hindre kapitalbevægelser mellem denne medlemsstat og samme medlemsstats oversøiske lande og territorier (OLT) (herefter »dens eget OLT«).

2

Anmodningerne er indgivet under to sager mellem henholdsvis X BV og TBG Limited på den ene side og Staatssecretaris van Financiën på den anden side vedrørende opkrævning af skat af udbytte, der udloddes af selskaber hjemmehørende i Nederlandene til deres moderselskaber hjemmehørende i De Nederlandske Antiller, når en sådan udlodning af udbytte til et selskab hjemmehørende i Nederlandene eller i en anden medlemsstat er fritaget.

3

De Nederlandske Antiller er opregnet på listen i EF-traktatens bilag II, der har overskriften »Oversøiske lande og territorier, på hvilke bestemmelserne i fjerde del af traktaten finder anvendelse«.

4

EF-traktatens fjerde del, der har overskriften »De oversøiske landes og territoriers associering«, omfatter artikel 182 EF – 188 EF.

5

Artikel 187 EF bestemmer:

»Rådet vedtager, med udgangspunkt i de opnåede resultater og på grundlag af de principper, der er nedfældet i denne traktat, enstemmigt de nærmere retningslinjer for og fremgangsmåden ved disse landes og territoriers [OLT] associering med Fællesskabet.«

6

I henhold til artikel 187 EF har Rådet gentagne gange vedtaget præcise bestemmelser for at konkretisere den særlige associeringsordning mellem Den Europæiske Union og OLT og for at nå målene med associeringen.

7

På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var Rådets afgørelse 2001/822/EF af 27. november 2001 om de oversøiske landes og territoriers associering med Det Europæiske Fællesskab (associeringsafgørelse) (EFT L 314, s. 1) (herefter »OLT-afgørelsen«) gældende.

8

OLT-afgørelsens sjette betragtning er affattet således:

»OLT er ikke tredjelande, men de udgør heller ikke en del af det indre marked, og de skal på det handelsmæssige plan opfylde forpligtelser, som er fastlagt i forholdet til tredjelande, navnlig med hensyn til oprindelsesreglerne, overholdelse af dyresundheds- og plantesundhedsstandarderne og beskyttelsesforanstaltninger.«

9

I OLT-afgørelsens 16. betragtning anføres:

»De generelle bestemmelser i traktaten og den heraf afledte ret gælder ikke automatisk for OLT, medmindre andet udtrykkeligt er fastsat. OLT-varer indført til Fællesskabet skal dog overholde de gældende fællesskabsregler.«

10

OLT-afgørelsens artikel 47, der har overskriften »Løbende betalinger og kapitalbevægelser«, bestemmer:

»1.   Med forbehold af stk. 2:

2.   Fællesskabet, medlemsstaterne og OLT kan med de nødvendige ændringer træffe de foranstaltninger, der er anført i traktatens artikel 57, 58, 59, 60 og 301 i overensstemmelse med betingelserne heri. [...]«

11

OLT-afgørelsens artikel 55, der har overskriften »Fiskale undtagelsesbestemmelser«, fastsætter i stk. 2:

»Ingen bestemmelse i denne afgørelse skal fortolkes på en måde, som forhindrer vedtagelse eller gennemførelse af foranstaltninger, der har til sigte at forhindre skatteunddragelse eller skattesvig i henhold til de fiskale bestemmelser i aftaler om undgåelse af dobbeltbeskatning eller andre skatteordninger eller gældende national fiskal lovgivning.«

12

Kongeriget Nederlandenes egen retsorden fremgår af Statuut voor het Koninkrijk der Nederlanden (Kongeriget Nederlandenes statut). I de skatteår, der er relevante for hovedsagerne, dvs. årene 2005 og 2006, bestod Koninkrijk der Nederlanden (Kongeriget Nederlandene) af tre enheder, dvs. Nederland (Nederlandene), Nederlandse Antillen (De Nederlandske Antiller) og Aruba.

13

De skattemæssige forhold mellem disse tre enheder er reguleret i Belastingregeling voor het Koninkrijk (beskatningsregler for Kongeriget Nederlandene, herefter »BRK«). Inden for de af BRK fastsatte rammer har hver af de tre enheder i Kongeriget Nederlandene en selvstændig beskatningsbeføjelse.

14

BRK’s artikel 11, stk. 1 og 2, om beskatning af udbytte af kapitaldeltagelse bestemmer:

»1.   Udbytte modtaget af en indbygger i ét land og betalt af en juridisk person, som er etableret i et af de andre lande, skal beskattes i det førstnævnte land.

2.   Såfremt det land, hvor den juridiske person, som skal betale udbytte, er etableret, opkræver skat af udbytte ved indeholdelse af kildeskat, finder stk. 1 ikke anvendelse på denne type beskatning, under forudsætning af, at satsen ikke overstiger 15%.«

15

Indtil den 1. januar 2002 bestemte BRK’s artikel 11, stk. 3:

»På betingelser, der fastsættes nærmere for at sikre en korrekt anvendelse af denne artikel, både med hensyn til dens formål og hensigt, må den i stk. 2 fastsatte skattesats ikke overstige 7,5%, såfremt udbytte modtages af et selskab, hvis kapital helt eller delvist er opdelt i aktier, som er hjemmehørende i et andet land, og som tegner sig for mindst en fjerdedel af aktiekapitalen for det selskab, der udbetaler udbytte. På betingelser, der fastsættes nærmere for at sikre en korrekt anvendelse af denne artikel, både med hensyn til dens formål og hensigt, må den i ovenstående punktum anførte sats dog ikke overstige 5%, såfremt udbytte i det land, hvor det selskab, der modtager udbytte, er hjemmehørende, udbyttebeskattes med en sats på mindst 5,5%.«

16

Indtil den 1. januar 2012 var udbytte af kapitaldeltagelse udloddet i Nederlandene til et selskab med hjemsted i De Nederlandske Antiller således, i henhold til BRK’s artikel 11, stk. 3, pålagt en kildeskattesats, i dette tilfælde i Nederlandene, på 7,5% eller 5%.

17

For deres vedkommende pålagde De Nederlandske Antiller, i henhold til artikel 8A, 8B, 14 og 14A i den (tidligere) Landsverordening op de winstbelasting (landsbekendtgørelse om udbyttebeskatning), en udbytteskat til en mindstesats på mellem 2,4% og 3% eller en maksimumssats på indtil 5,5%.

18

I De Nederlandske Antiller fandtes der endvidere mulighed for på grundlag af »nederlandsk-antillansk forvaltningspraksis« – dvs. efter en individuel afgørelse fra skattemyndighederne i De Nederlandske Antiller – ved fastsættelsen af indkomstskatten at opnå fradrag for omkostninger, faktisk afholdte eller ej, herunder bl.a. lånerenter.

19

Når der ses bort fra den »nederlandsk-antillansk forvaltningspraksis«, var den samlede nederlandske udbyttebeskatning og udbytteskat i De Nederlandske Antiller på ca. 10%.

20

Med virkning fra den 1. januar 2002 blev BRK’s artikel 11, stk. 3, (herefter »BRK’s artikel 11, stk. 3, som ændret«), ændret som følger:

»[...] Uanset ovenstående stk. 1 og 2 er udbytte modtaget af et selskab med hjemsted i De Nederlandske Antiller, og som udbetales af et selskab med hjemsted i Nederlandene, underlagt følgende ordning:

[...]«

21

Fra den 1. januar 2002 er udbytte af kapitaldeltagelse, som udloddes i Nederlandene til et selskab med hjemsted i De Nederlandske Antiller, således blevet pålagt en kildeskat på 8,3%, som opkræves i Nederlandene. Den således opkrævede skat overføres dog i det hele til De Nederlandske Antiller.

22

Med virkning fra den 1. januar 2002 ophævedes artikel 8A, 8B, 14 og 14A i den (tidligere) landsbekendtgørelse om udbyttebeskatning. Udbytte af kapitaldeltagelse i datterselskaber med hjemsted i Nederlandene var dermed fritaget for skat i De Nederlandske Antiller.

23

For så vidt angår udbytte udloddet af selskaber med hjemsted i Nederlandene til selskaber med hjemsted i Nederlandene eller i en anden medlemsstat fritages et sådant udbytte for kildeskat i medfør af artikel 4 og 4a i Wet op de dividendbelasting 1965 (lov om udbyttebeskatning af 1965) såfremt visse nødvendige betingelser er opfyldt.

24

En sådan fritagelse gives derimod ikke for udbytte udloddet af selskaber med hjemsted i Nederlandene til selskaber med hjemsted i De Nederlandske Antiller.

25

I sag C-24/12 er X BV et selskab stiftet efter nederlandsk ret og med hjemsted i Nederlandene. Alle aktier, der udgør aktiekapitalen i selskabet, ejes af stiftelsen Stichting A van aandelen X BV. De aktiecertifikater, der er udstedt, indehaves af B NV, der har hjemsted i De Nederlandske Antiller.

26

Den 27. juni 2005 udloddede X BV en udbyttebetaling på 5000000 EUR til B NV. Denne udbyttebetaling udløste en udbytteskat på 8,3%, dvs. 415 000 EUR, som blev indeholdt og betalt i overensstemmelse med BRK’s artikel 11, stk. 3, som ændret.

27

X BV indgav en klage over denne skat, som blev afvist af Staatssecretaris van Financiën. X BV anlagde sag til prøvelse af afgørelsen om afvisning af denne klage ved Rechtbank Haarlem, som frifandt Staatssecretaris van Financiën. X BV indbragte sagen for Gerechtshof te Amsterdam, som stadfæstede Rechtbank Haarlems afgørelse. X BV iværksatte herefter kassationsanke ved den forelæggende ret til prøvelse af Gerechtshof te Amsterdams afgørelse.

28

I sag C-27/12 er Hollandsche-Amerikaansche Beleggingsmaatschappij Holland-American Investment Corporation NV (herefter »HAIC«) et selskab stiftet efter nederlandsk ret og med hjemsted i Nederlandene samt et 100% ejet datterselskab til TBG Holding NV (herefter »TBG Holding«), et selskab med hjemsted i De Nederlandske Antiller.

29

Den 1. september 2006 udloddede HAIC en udbyttebetaling på 376369430 EUR til TBG Holding. Denne udbyttebetaling udløste en udbytteskat på 8,3%, dvs. 31 238 663 EUR, som blev indeholdt og betalt i overensstemmelse med BRK’s artikel 11, stk. 3, som ændret.

30

HAIC og TBG Holding har begge indgivet en klage over denne skat, som Staatssecretaris van Financiën har afvist. De anlagde sag til prøvelse af afgørelsen om afvisning af denne klage ved Rechtbank Haarlem, som forenede sagerne, men frifandt Staatssecretaris van Financiën. HAIC og TBG Holding indbragte sagen for Gerechtshof te Amsterdam, som stadfæstede Rechtbank Haarlems afgørelse.

31

TBG Limited, som er indtrådt i HAIC og TBG Holdings rettigheder og forpligtelser, har herefter iværksat kassationsanke ved den forelæggende ret til prøvelse af Gerechtshof te Amsterdams afgørelse.

32

Den forelæggende ret har anført, at sagerne ved Gerechtshof te Amsterdam i det væsentlige vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en udbytteskat som den, der foreligger i det konkrete tilfælde, er i strid med princippet om de frie kapitalbevægelser i henhold til artikel 56 EF. Gerechtshof te Amsterdam fandt, at artikel 56 EF ikke finder generel anvendelse på OLT. Retten udledte af OLT-afgørelsen, at forholdet mellem Nederlandene og De Nederlandske Antiller skulle betragtes som et internt anliggende i henhold til EU-retten, der følgelig udelukkende reguleres af BRK og lov om udbyttebeskatning af 1965.

33

Den forelæggende ret har anført, at artikel 56 EF forbyder alle restriktioner for kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne indbyrdes og mellem medlemsstaterne og tredjelande. Den bemærker, at Domstolen i dom Prunus og Polonium (C-384/09, EU:C:2011:276) i præmis 20 fastslog, at henset til bestemmelsens ubegrænsede territoriale anvendelsesområde, skal den finde anvendelse på kapitalbevægelser til og fra OLT’er, og, i præmis 30 og 31, at OLT’er er omfattet af den i artikel 56 EF foreskrevne liberalisering af kapitalbevægelserne i deres egenskab af tredjelande, idet traktaten om Den Europæiske Union, således som affattet forud for Lissabontraktaten, og EF-traktaten ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til kapitalbevægelser mellem medlemsstaterne og OLT’er.

34

Den forelæggende ret er dog i tvivl om, hvorvidt dom Prunus og Polonium (EU:C:2011:276) finder anvendelse på de sager, der er indbragt for den, idet der i den sag ikke var tale om kapitalbevægelser mellem en medlemsstat og dens eget OLT.

35

I denne henseende anfører den, at det ganske vist ville kunne udledes af den nævnte dom, at OLT’er med henblik på anvendelsen af princippet om de frie kapitalbevægelser generelt må sidestilles med tredjelande og dermed ligestillede lande. Ifølge retten ville det imidlertid ligeledes være muligt at hævde, at de i EF-traktaten sikrede friheder principielt ikke finder anvendelse på kapitalbevægelser, som i det hele foregår inden for Kongeriget Nederlandene, som Nederlandene og De Nederlandske Antiller udgør en del af.

36

For det tilfælde, at de omhandlede bevægelser er omfattet af de frie kapitalbevægelser, spørger retten, om forbeholdet i artikel 57, stk. 1, EF, som er en »standstill«-klausul, finder anvendelse.

37

I denne forbindelse har den forelæggende ret anført, at det fremgår af forarbejderne til den lov, som ændrede BRK, at ændringen skyldtes ønsket om at befri De Nederlandske Antiller fra omdømmet som skatteparadis, ved samtidig at fastholde den eksisterende faktiske beskatning af udbytte af kapitaldeltagelse, der udloddes fra Nederlandene til De Nederlandske Antiller.

38

Retten mener ikke, at ændringen af BRK, at regne fra den 1. januar 2002, udgør en ny restriktion, idet alene udbytteskattesatsen blev forhøjet fra denne dato. Under disse omstændigheder har den rejst det spørgsmål, om det, for at fastslå, om der er tale om en udvidelse i forhold til »standstill«-klausulen, udelukkende er Nederlandenes forhøjelse af kildeskatten, der skal tages i betragtning pr. 31. december 1993, eller om der ligeledes skal tages hensyn til ændringen af indkomstskatten i De Nederlandske Antiller, i dette tilfælde den fritagelse, som ydes af sidstnævnte. Til støtte for denne anden løsning taler det forhold, at den kildeskat, der opkræves i Nederlandene, i medfør af BRK’s artikel 11, stk. 3, som ændret, skal overføres til De Nederlandske Antiller, og at Nederlandene reelt har ansvaret for skatteopkrævningen i De Nederlandske Antiller.

39

Hvis der tages hensyn til den samlede beskatning i Nederlandene og i De Nederlandske Antiller, rejser den forelæggende ret spørgsmålet, om den »nederlandske-antillanske forvaltningspraksis« ligeledes skal tages i betragtning. Imod at tage et sådant hensyn kan det anføres, at det kunne have den konsekvens, at den enkeltes skattetilsvar ville kunne falde forskelligt ud, alt efter de særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde.

40

På denne baggrund har Hoge Raad der Nederlanden besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål, som er formuleret ens i sagerne C-24/12 og C-27/12:

41

Ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 27. februar 2012 blev sag C-24/12 og sag C-27/12 forenet med henblik på den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og dommen.

42

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om de EU-retlige regler på området for de frie kapitalbevægelser, såsom artikel 56 EF, skal fortolkes således, at de er til hinder for en medlemsstats foranstaltning, der kan hindre kapitalbevægelser mellem denne medlemsstat og dens eget OLT.

43

Indledningsvis skal det bemærkes, at i overensstemmelse med artikel 299, stk. 3, EF anvendes der på de OLT’er, som er opregnet i listen i EF-traktatens bilag II, den særlige associeringsordning, som er nærmere fastlagt i traktatens fjerde del, nærmere bestemt artikel 182 EF – 188 EF, for hvilken Rådet i overensstemmelse med artikel 187 EF vedtager de nærmere retningslinjer og fremgangsmåder.

44

I denne henseende er De Nederlandske Antiller, som i henhold til den nederlandske forfatning udgør én af tre enheder i Kongeriget Nederlandene, opregnet på denne liste, og dermed anvendes den særlige associeringsordning, som er nærmere fastlagt i EF-traktatens fjerde del på denne.

45

Eksistensen af denne særlige ordning mellem Unionen og OLT’er har den konsekvens, at EF-traktatens almindelige bestemmelser, nærmere bestemt de bestemmelser, der ikke er opført i traktatens fjerde del, kun finder anvendelse på OLT’er, når der udtrykkeligt henvises hertil (jf. domme Leplat, C-260/90, EU:C:1992:66, præmis 10, Eman og Sevinger, C-300/04, EU:C:2006:545; præmis 46, samt Prunus og Polonium, EU:C:2011:276, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis).

46

Hvad angår traktatens fjerde del skal det bemærkes, at selv om den indeholder visse bestemmelser om såvel varernes frie bevægelighed, nærmere bestemt artikel 184 EF og 185 EF, om arbejdstagere, nærmere bestemt artikel 186 EF, og om etableringsretten, nærmere bestemt artikel 183, stk. 5, EF, indeholder den imidlertid ingen bestemmelser om de frie kapitalbevægelser.

47

Hvad angår OLT-afgørelsen, vedtaget af Rådet på grundlag af artikel 187 EF for at konkretisere associeringsordningen, anføres det i afgørelsens artikel 47, stk. 1, at begrænsninger på betalinger og på kapitalbevægelser er forbudt mellem Unionen og OLT’er.

48

Under henvisning til betalingsbalancen og ved for det første at forbyde alle begrænsninger for betalinger i konvertibel valuta under dennes løbende poster, og for det andet begrænsninger af kapitalbevægelserne i forbindelse med direkte investeringer i selskaber, som vedrører transaktioner på dennes balances kapitalposter, har artikel 47, stk. 1, særligt omfattende virkninger, der grænser op til anvendelsesområdet for artikel 56 EF i forholdet mellem medlemsstaterne og tredjelande (jf. i denne retning og vedrørende artikel 63 TEUF, dom Prunus og Polonium, EU:C:2011:276, præmis 29-31).

49

Ved bl.a. at forbyde begrænsninger for erhvervelse af ejerandele i selskaber og hjemtagning af overskud heraf, forbyder OLT-afgørelsens artikel 47, stk. 1, litra b), følgelig bl.a. begrænsninger for udbytteudlodning mellem Unionen og OLT’er, i lighed med det forbud, der gælder mod sådanne foranstaltninger i artikel 56 EF, bl.a. i forholdet mellem medlemsstaterne og tredjelande.

50

Henset til den praksis, der nævnes i denne doms præmis 45, og til det forhold, at hverken EF-traktatens fjerde del eller OLT-afgørelsen, vedtaget i henhold til denne del af traktaten, udtrykkeligt henviser til artikel 56 EF, skal det forelagte spørgsmål alligevel undersøges i lyset af nævnte artikel 47, stk. 1, og det skal efterprøves, om bestemmelsens anvendelsesområde er præciseret eller afgrænset af andre bestemmelser i den særlige ordning, som gælder for EU-OLT-associeringen.

51

I denne henseende blev der, som bl.a. Det Forenede Kongeriges regering har fremhævet, ved liberaliseringen af kapitalbevægelser for EU-OLT-associeringen, lagt særlig vægt på den kendsgerning, at mange OLT’er ansås for at være skatteparadiser. Således indeholder OLT-afgørelsen i artikel 55 en undtagelsesbestemmelse, der tager sigte på at hindre skatteunddragelse.

52

Nævnte artikel 55, stk. 2, bestemmer, at »ingen bestemmelse i [OLT-afgørelsen] skal fortolkes på en måde, som forhindrer vedtagelse eller gennemførelse af foranstaltninger, der har til sigte at forhindre skatteunddragelse […] i henhold til de fiskale bestemmelser i […] gældende national fiskal lovgivning«.

53

En skattemæssig foranstaltning som den i hovedsagen omhandlede, der, ifølge den forelæggende rets beskrivelse af dens motiver og formål, har til formål at forhindre uforholdsmæssigt store kapitalstrømme mod De Nederlandske Antiller og at bekæmpe dette OLT’s tiltrækning som skatteparadis, er omfattet af den ovennævnte undtagelsesbestemmelse og forbliver derfor uden for anvendelsesområdet for OLT-afgørelsens artikel 47, stk. 1, forudsat, at foranstaltningen forfølger dette formål på en effektiv og forholdsmæssig måde, hvilket er overladt til den forelæggende rets bedømmelse.

54

Det følger af det ovenstående, uden at det er nødvendigt at undersøge spørgsmålet om, hvorvidt de EU-retlige regler, der finder anvendelse i forholdet mellem Unionen og OLT’er, ligeledes finder anvendelse mellem en medlemsstat og dens eget OLT, at det første spørgsmål skal besvares med, at EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats foranstaltning, der begrænser kapitalbevægelser mellem denne medlemsstat og dens eget OLT, når den på en effektiv og forholdsmæssig måde forfølger formålet om at hindre skatteunddragelse.

55

Under hensyn til besvarelsen af det første spørgsmål er det ufornødent at besvare det andet spørgsmål.

56

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Tredje Afdeling) for ret:

EU-retten skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en medlemsstats foranstaltning, der begrænser kapitalbevægelser mellem denne medlemsstat og dens egne oversøiske lande og territorier, når den på en effektiv og forholdsmæssig måde forfølger formålet om at hindre skatteunddragelse.