1

Europa-Parlamentets præsidium (herefter »præsidiet«) er et organ under Europa-Parlamentet. Ifølge artikel 22, stk. 2, med overskriften »Præsidiets opgaver« i Parlamentets forretningsorden i den version, som gælder i forhold til sagernes faktiske omstændigheder (EUT 2005 L 44, s. 1), træffer præsidiet bl.a. afgørelse om finansielle, organisatoriske og administrative spørgsmål vedrørende Europa-Parlamentets medlemmer.

2

På dette grundlag vedtog præsidiet regulativet om omkostningsgodtgørelser og andre godtgørelser til Europa-Parlamentets medlemmer (herefter »omkostningsregulativet«).

3

Den 12. juni 1990 vedtog præsidiet regulativet om en (frivillig) supplerende pensionsordning for Parlamentets medlemmer (herefter »regulativet af 12. juni 1990«), som er indeholdt i bilag VII til omkostningsregulativet.

4

I regulativet af 12. juni 1990 i den version, der var gældende i marts 2009, fastsattes bl.a.:

»Artikel 1

1.   Indtil der er vedtaget en fælles statut for medlemmerne, og uafhængigt af de pensionsrettigheder, der er fastsat i bilag I og II, har medlemmer af Europa-Parlamentet, som i mindst to år har betalt bidrag til den frivillige pensionsordning, og som er ophørt i deres hverv, ret til en livslang pension fra den første dag i måneden efter den, hvori de fylder 60 år.

[…]

Artikel 2

1.   For hvert hele år, mandatet har varet, andrager pensionen mellem 3,5% og 40% af grundvederlaget for en dommer ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og for hver hele måned 1/12 af dette beløb.

2.   Den maksimale pension andrager 70% (mindst 10,5%) af 40% af grundvederlaget for en dommer ved De Europæiske Fællesskabers Domstol.

3.   Pensionen beregnes og udbetales i euro.

Artikel 3

Tidligere medlemmer eller medlemmer, som ophører i deres hverv, før de fylder 60 år, kan anmode om, at deres pension udbetales straks eller på hvilket som helst tidspunkt fra ophøret af deres hverv til det tidspunkt, hvor de fylder 60 år, forudsat at de er fyldt 50 år. I sidstnævnte tilfælde svarer pensionen til det på grundlag af artikel 2, stk. 1, beregnede beløb multipliceret med en faktor, som beregnes på grundlag af medlemmets alder på det tidspunkt, hvor han begynder at oppebære sin pension, i overensstemmelse med følgende tabel [...]

Artikel 4

(udbetaling af en del af pensionen som et engangsbeløb)

1.   Maksimalt 25% af pensionsrettighederne beregnet på grundlag af artikel 2, stk. 1, kan udbetales som et engangsbeløb til aktuelle eller tidligere medlemmer, som er tilsluttet den frivillige pensionsordning.

2.   Denne mulighed skal udnyttes, før udbetalingerne påbegyndes, og er uigenkaldelig.

3.   Med forbehold af det i stk. 1 nævnte maksimum påvirker eller nedsætter udbetalingen af et engangsbeløb ikke de pensionsrettigheder, der tilkommer en efterlevende ægtefælle eller de børn, som den tilsluttede har forsørgerpligt over for.

4.   Engangsbeløbet beregnes på grundlag af medlemmets alder på det tidspunkt, hvor pensionen forfalder til betaling, i overensstemmelse med følgende tabel [...]

5.   Engangsbeløbet beregnes og udbetales i euro. Udbetalingen foretages før den første pensionsudbetaling.

[…]«

5

Den supplerende pensionsfond blev stiftet af Parlamentets kvæstorer i form af en forening under navnet Pensionsfonden for Europa-Parlamentets Medlemmer (herefter »ASBL«), der på sin side stiftede et investeringsselskab med variabel kapital (SICAV) med hjemsted i Luxembourg under navnet Pensionsfonden for Europa-Parlamentets Medlemmer – Investeringsselskab med Variabel Kapital, der er blevet pålagt at tage sig af den driftsmæssige administration af investeringerne.

6

Statutten for Parlamentets medlemmer blev vedtaget ved Europa-Parlamentets afgørelse 2005/684/EF, Euratom, af 28. september 2005 (EUT L 262, s. 1) og trådte i kraft den 14. juli 2009, den første dag i Parlamentets syvende valgperiode.

7

Ved statutten blev der for medlemmerne indført en endelig pensionsordning, som ikke er bidragspligtig, og som giver ret til alderspension fra det fyldte 63. år.

8

I statutten fastsættes der overgangsforanstaltninger for den supplerende pensionsordning. Statuttens artikel 27 bestemmer i denne henseende:

»1.   Europa-Parlamentets frivillige pensionsfond videreføres efter denne statuts ikrafttræden for de medlemmer eller tidligere medlemmer, der allerede har erhvervet rettigheder i denne fond.

2.   De erhvervede rettigheder bevares i fuldt omfang. Parlamentet kan fastlægge kriterier og vilkår for erhvervelse af nye rettigheder.

3.   Medlemmer, der modtager vederlag [i henhold til statutten], kan ikke erhverve nye rettigheder i den frivillige pensionsfond.

4.   Fonden er ikke åben for tilgang af medlemmer, der indvælges i Parlamentet for første gang efter denne statuts ikrafttræden.

[…]«

9

Ved afgørelser af 19. maj og 9. juli 2008 vedtog præsidiet gennemførelsesbestemmelser til statutten (EUT 2009 C 159, s. 1, herefter »gennemførelsesbestemmelserne«). I henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 73 trådte disse i kraft på samme dato som statutten, dvs. den 14. juli 2009.

10

Det bestemmes i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 74, at omkostningsregulativet, når bortses fra de i afsnit IV fastsatte overgangsbestemmelser, ophæves på datoen for statuttens ikrafttræden.

11

Gennemførelsesbestemmelsernes artikel 76 med overskriften »Supplerende pension« bestemmer:

»1.   En supplerende (frivillig) pension, der er tilkendt efter omkostningsregulativets bilag VII, vil fortsat blive udbetalt i henhold til dette bilag til de personer, der allerede modtog en sådan pension inden statuttens ikrafttræden.

2.   De pensionsrettigheder, som i henhold til ovennævnte bilag VII er erhvervet inden datoen for statuttens ikrafttræden, består uændret. Pensionen udbetales på de i bilaget anførte betingelser.

3.   De medlemmer, der er valgt i 2009, vil fortsat, efter statuttens ikrafttræden, kunne erhverve nye rettigheder i henhold til ovennævnte bilag VII, såfremt:

4.   De bidrag til den supplerende pensionsfond, der påhviler medlemmet, betales af medlemmets private midler.«

12

Den 9. marts 2009 besluttede præsidiet efter at have konstateret, at der var indtruffet en forværring af den supplerende pensionsfonds økonomiske situation, følgende:

13

Den 1. april 2009 besluttede præsidiet at ændre regulativet af 12. juni 1990 (herefter »afgørelsen af 1. april 2009«). Ændringerne omfatter bl.a. følgende foranstaltninger:

14

Som begrundelse for foranstaltningerne henviste præsidiet i første og anden betragtning til beslutningen af 1. april 2009 til, at der var sket en klar forværring af pensionsfondens situation på grund af virkningerne af den igangværende finansielle og økonomiske krise, og til, at der som følge af, at bidragene fra de tilsluttede ville ophøre, når statutten trådte i kraft i juli 2009, og at investeringerne gav et utilstrækkeligt afkast, var fare for, at fondens disponible likvide midler fra 2010 ville være utilstrækkelige til, at forpligtelserne til at udbetale pensioner kunne indfries. Fonden kunne derfor blive nødt til at realisere aktiver, hvorfor det var nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at bevare dens likviditet i så vid udstrækning som muligt.

15

Sagsøgerne, Lord Inglewood og de ti øvrige sagsøgere, hvis navne er opregnet i bilaget, og Marie-Arlette Carlotti har været medlemmer af Europa-Parlamentet. De har som sådan været tilsluttet den supplerende pensionsordning og har indbetalt bidrag til fonden i forskellige perioder inden juli 2009.

16

Ved stævninger indgivet til Rettens Justitskontor henholdsvis den 19. maj og den 10. august 2009 har sagsøgerne anlagt annullationssøgsmål til prøvelse af afgørelserne af 9. marts 2009 (jf. præmis 12 ovenfor) og af 1. april 2009. Ved kendelse af 15. december 2010, Albertini m.fl. mod Parlamentet (forenede sager T-219/09 og T-326/09, Sml. II, s. 5935), afviste Retten disse sager, bl.a. henset til, at sagsøgerne ikke var individuelt berørt af afgørelsen af 1. april 2009, der er en almengyldig retsakt.

17

Ved skrivelser sendt til Parlamentet mellem den 20. januar og den 15. marts 2011 anmodede sagsøgerne om at blive tilkendt deres pension efter den supplerende pensionsordning i henhold til det regulativ, der var gældende inden vedtagelsen af afgørelsen af 1. april 2009.

18

Særlig har Georges Berthu, Guy Bono, Marie-Arlette Carlotti, Brendan Donnelly, Catherine Guy-Quint, William Richard Inglewood, Nicole Thomas-Mauro, Gary Titley, Vincenzo Viola og Maartje van Putten anmodet om at blive tilkendt pension som 60 årige. David Robert Bowe og Christine Margaret Oddy har anmodet om at blive tilkendt en tidlig pension (fra 56 år i tilfældet D.R. Bowe og uden at præcisere tidspunktet i tilfældet C.M. Oddy). Endvidere har D.R. Bowe anmodet om at blive tilkendt sin supplerende pension, delvist som et engangsbeløb. B. Donnelly, W.R. Inglewood, C.M. Oddy og G. Titley har oplyst, at de ligeledes havde til hensigt at anmode om en sådan udbetaling af deres pension som et engangsbeløb uden dog på nuværende tidspunkt udtrykkeligt at have fremsat en anmodning herom.

19

Ved skrivelser sendt fra Parlamentet mellem den 10. februar og den 28. marts 2011 blev sagsøgerne meddelt afslag på deres anmodninger (herefter »de anfægtede afgørelser«). I skrivelserne henviste kontorchefen for Parlamentets kontor for Medlemmernes Vederlag og Sociale Rettigheder bl.a. til, at pensionsalderen for tidligere medlemmer var blevet hævet fra 60 til 63 år, og at muligheden for at få en del af pensionsrettighederne udbetalt som et engangsbeløb var blevet ophævet ved afgørelsen af 1. april 2009.

20

Ved stævninger indgivet til Rettens Justitskontor henholdsvis den 20. april og den 31. maj 2011 har sagsøgerne anlagt de foreliggende søgsmål.

21

Ved kendelse af 15. september 2011 har afdelingsformanden for Rettens Fjerde Afdeling efter at have hørt parterne besluttet at forene de foreliggende sager med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

22

Henholdsvis den 5. og den 17. oktober 2012 har sagsøgerne og Parlamentet som følge af en foranstaltning, som Retten har truffet med henblik på sagens tilrettelæggelse, indgivet visse dokumenter og besvaret spørgsmål fra Retten.

23

Den 29. oktober 2012 har Retten inden for rammerne af en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse stillet Parlamentet en række spørgsmål med henblik på mundtlig besvarelse under retsmødet.

24

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

25

Parlamentet har nedlagt følgende påstande:

26

Til støtte for søgsmålene har sagsøgerne rejst en ulovlighedsindsigelse mod afgørelsen af 1. april 2009 og fremsat fem anbringender, der i det væsentlige er påberåbt til støtte for denne ulovlighedsindsigelse vedrørende for det første en tilsidesættelse af deres velerhvervede rettigheder, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, for det andet tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet, for det tredje tilsidesættelse af omkostningsregulativets artikel 29, for det fjerde et åbenbart urigtigt skøn og for det femte tilsidesættelse af princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro.

27

I denne henseende bemærkes, at de anfægtede afgørelsers beslutningsindhold, der består i at give sagsøgerne afslag på at modtage deres supplerende pension som 60-årig i form af tidlig pensionering eller et delvist engangsbeløb, er fastlagt i afgørelsen af 1. april 2009, der har ophævet disse muligheder. Følgelig er de anfægtede afgørelser bundne afgørelser, og der kan kun gives medhold i søgsmålene, såfremt ulovlighedsindsigelsen er begrundet. Hvis det derimod ikke kan fastslås, at afgørelsen af 1. april 2009 er ulovlig, bør Europa-Parlamentet frifindes.

28

Sagsøgernes første anbringende består af to led, idet det første led vedrører tilsidesættelse af deres velerhvervede rettigheder og det andet led tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

29

Sagsøgerne har påberåbt sig Unionens retspraksis, hvorefter det principielt ikke er muligt at rejse tvivl om velerhvervede rettigheder. Ifølge sagsøgerne tilsidesætter forhøjelsen af pensionsalderen til 63 år statuttens artikel 27, stk. 2 (jf. præmis 8 ovenfor). Det er deres opfattelse, at de inden den 1. april 2009 har erhvervet retten til en supplerende pension. En sådan ret er nemlig opstået den dag, hvor de havde indbetalt bidrag i minimumsperioden, og det er derfor i henhold til reglerne om udbetaling, således som disse fremgår af bestemmelserne i regulativet af 12. juni 1990, der var gældende den pågældende dag, at de nærmere bestemmelser for hævdelsen af denne ret skal fastlægges. I deres replik har de tilføjet, at i henhold til Rettens dom af 18. oktober 2011, Purvis mod Parlamentet (sag T-439/09, Sml. II, s. 7231), finder afgørelsen af 1. april 2009 ikke anvendelse i forhold til de otte af sagsøgerne, der ophørte i deres hverv som medlemmer inden 2009, idet disse allerede på tidspunktet for ophøret af deres hverv havde erhvervet retten til pension.

30

Parlamentet har i det væsentlige gjort gældende, at betingelserne for erhvervelse af retten til en supplerende pension, som fastsat i regulativet af 12. juni 1990, er kumulative, og at det derfor først er opfyldelsen af den sidste betingelse, der udgør det retsstiftende forhold for retten til en pension.

31

Da sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelsen af 1. april 2009 har tilsidesat deres velerhvervede rettigheder, skal det indledningsvis fastslås, om de faktisk på datoen for denne afgørelses ikrafttræden havde erhvervet en ret til den supplerende pension.

32

I denne henseende bemærkes, at afgørelsen af 1. april 2009 har almengyldig karakter og følgelig er retsanordnende, eftersom den i almindelighed finder anvendelse på de medlemmer af Parlamentet, som aktuelt er tilsluttet eller vil blive tilsluttet den supplerende pensionsordning (kendelsen i de forenede sager Albertini m.fl. mod Parlamentet, nævnt i præmis 16 ovenfor, præmis 42). Da den er en almengyldig retsakt, der ikke er rettet til en adressat, skulle den offentliggøres for at træde i kraft, og det har ikke været nødvendigt at give en personlig meddelelse. Det er nemlig et grundlæggende princip i Den Europæiske Unions retsorden, at en retsakt fra en offentlig myndighed ikke kan gøres gældende over for borgerne, før disse har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med retsakten (Domstolens dom af 25.1.1979, sag 98/78, Racke, Sml. s. 69, præmis 15).

33

Idet der ikke er tale om en retsakt, der i henhold til artikel 254 EF skulle have været offentliggjort i EU-Tidende, bør enhver anden form for passende offentliggørelse anses for at være tilstrækkelig. Således som Parlamentet har gjort gældende, bør det anerkendes, i det omfang afgørelsen af 1. april 2009 udgør en intern retsakt i institutionen, at denne bringes til de berørtes kendskab i henhold til de regler, der er fastsat inden for institutionen vedrørende sådanne foranstaltninger. I denne henseende bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at en ændring af et bilag til omkostningsregulativet kan meddeles de fungerende medlemmer ved de normale meddelelsesformer inden for Parlamentet, og at den ikke skal gøres til genstand for en individuel meddelelse med modtagelsesbevis til de berørte medlemmer (Domstolens dom af 29.4.2004, sag C-470/00 P, Parlamentet mod Ripa di Meana m.fl., Sml. I, s. 4167, præmis 67 og 70).

34

Det skal i denne henseende tages i betragtning, at en offentliggørelse på Parlamentets intranet i overensstemmelse med Parlamentets praksis herfor var tilstrækkelig i forhold til de fungerende medlemmer. Derimod var en offentliggørelse på internettet nødvendig i forhold til de tidligere medlemmer, der ikke længere har adgang til Parlamentets intranet. Det skal derfor undersøges, hvornår en sådan offentliggørelse fandt sted i det foreliggende tilfælde.

35

Parlamentet har som svar på Rettens spørgsmål for det første oplyst, at referatet fra præsidiets møde den 1. april 2009, der indeholder afgørelsen af 1. april 2009, var blevet lagt på dettes intranet den 11. maj 2011 i alle sprogversioner. For det andet har Parlamentet oplyst, at nævnte afgørelse havde været tilgængelig på dettes internetside fra den 12. eller den 13. maj 2009, bortset fra den danske og den slovakiske version, der først var blevet tilgængelige den 27. maj 2009. Disse oplysninger, der understøttes af skærmprints, der påviser, at de pågældende dokumenter var blevet lagt på nettet eller ændret de anførte datoer, er ikke blevet bestridt af sagsøgerne.

36

Sagsøgernes argument om, at afgørelsen af 1. april 2009 ikke kan gøres gældende over for dem på grund af manglende meddelelse i god og behørig form, må derfor forkastes.

37

Det er Rettens opfattelse, at Parlamentet dermed i tilstrækkelig grad har godtgjort, at afgørelsen af 1. april 2009 blev offentliggjort på dettes intranet den 11. maj 2009 og på dets internetside den 13. og den 27. maj 2009, afhængigt af sprogversionerne. Imidlertid burde denne afgørelse som en almengyldig retsakt træde i kraft samtidigt for alle de retssubjekter, hvis juridiske situation berøres af den, både af hensyn til retssikkerheden og til ligebehandlingsprincippet (jf. i denne retning Domstolens dom af 17.3.2011, sag C-221/09, AJD Tuna, Sml. I, s. 1655, præmis 113). Retssubjekters mulighed for at gøre sig bekendt med en retsakt er, således som anført i præmis 32 ovenfor, en betingelse for, at den kan gøres gældende over for disse, og den dato, der skal fastsættes i denne henseende, er derfor den, hvor den sidste af de berørte retssubjekter fik mulighed for at gøre sig bekendt med retsakten.

38

Følgelig må det fastslås, at den nævnte afgørelse under hensyntagen til sagens omstændigheder og især til den omstændighed, at visse af de personer, der er berørt af afgørelsen af 1. april 2009, ikke længere havde adgang til Parlamentets interne kommunikationsmidler, trådte i kraft den 27. maj 2009 for alle, der var tilsluttet den supplerende pensionsordning. Sagsøgernes velerhvervede rettigheder skal derfor undersøges med udgangspunkt i denne dato.

39

Der skal i denne henseende sondres mellem på den ene side retten til »normal« supplerende pension som 60-årig og på den anden side retten til tidlig supplerende pension fra det tidspunkt, de pågældende fylder 50 år, og retten til at få udbetalt en del af pensionen som et engangsbeløb.

40

I henhold til artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990 (jf. præmis 4 ovenfor) »har medlemmer af Europa-Parlamentet, som i mindst to år har betalt bidrag til den frivillige pensionsordning, og som er ophørt i deres hverv, ret til en livslang pension fra den første dag i måneden efter den, hvori de fylder 60 år«. Det følger klart af denne ordlyd, at et medlem for at opnå ret til supplerende pension, skal opfylde alle de nævnte betingelser, der er kumulative, dvs. for det første skal den pågældende have indbetalt bidrag i mindst to år til den supplerende pensionsordning, for det andet være ophørt i sit hverv og for det tredje være fyldt 60 år. Det forhold, der udløser et medlems eller et tidligere medlems ret til supplerende pension, er derfor opfyldelsen af den sidste af disse betingelser uanset beskaffenhed.

41

Denne konklusion drages ikke i tvivl af dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor. Sagsøgerne har især påberåbt sig denne doms præmis 37, der har følgende ordlyd:

»Retten finder, at datoen den 14. juli 2009 skal lægges til grund [som den relevante dato med henblik på fastlæggelsen af gældende ret for så vidt angår sagsøgerens ret til pension]. Den faktor, som stifter ret til den supplerende pension, defineres nemlig i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990 som den dag, hvor medlemmet ophører i sit hverv […], hvilket parterne ikke har bestridt. Endvidere ophørte sagsøgeren i sit hverv denne dato. […] Følgelig må den dato, hvorpå sagsøgeren erhvervede sine pensionsrettigheder, dvs. den 14. juli 2009, lægges til grund som det relevante tidspunkt for fastslåelsen af, hvilke bestemmelser der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.«

42

Selv om det i denne henseende er korrekt, at andet punktum i denne præmis er formuleret således, at det isoleret set faktisk kan give det indtryk, at medlemmets blotte ophør i sit hverv udgør den retsstiftende begivenhed for retten til supplerende pension, fremgår det imidlertid af sammenhængen og af andre præmisser i samme dom, at sætningen ikke fastsætter et generelt princip, men alene omhandler de konkrete omstændigheder i den pådømte sag, hvor sagsøgerens ophør i sit hverv som medlem var den sidste betingelse, han skulle opfylde blandt dem, der er opregnet i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990.

43

For det første er præmis 37’s andet punktum i dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, baseret på artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990, der – uden at ordlyden heraf dog citeres – opregner tre kumulative betingelser for erhvervelse af retten til supplerende pension, hvilket netop blev påpeget i præmis 40 ovenfor.

44

For det andet blev det i andet punktum i præmis 38 i dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, fastslået, at artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990 skal fortolkes således, at medlemmernes pensionsrettigheder uden videre forfalder til betaling, »når de deri angivne betingelser er opfyldt«. Hvis alene betingelsen om ophøret af hvervet var afgørende, ville angivelsen af »betingelser« i flertal i denne sætning ikke give mening.

45

For det tredje præciserer første punktum i præmis 50 i dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, at »medlemmerne [erhverver] ret til den supplerende pension, når de når pensionsalderen, som i overensstemmelse med artikel 1 i regulativet af 12. juni 1990 er fastsat til 60 år«. Den omstændighed, at sætningen kun omtaler en enkelt af de i denne bestemmelse opregnede betingelser, der er forskellig fra den tidligere nævnte betingelse, skyldes, at den indgår i en sammenhæng vedrørende tilbagevisning af et specifikt argument, der er fremført af sagsøgeren i den pågældende sag, en tilbagevisning, der var baseret på en argumentation vedrørende alderen. Således belyser sætningen den omstændighed, sammenholdt med samme doms præmis 37, andet punktum, at det forhold, at en af de betingelser for erhvervelse af retten til pension, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990, nævnes isoleret, ikke indebærer, at den er vigtigere end de andre betingelser, endsige den eneste afgørende.

46

Endvidere har sagsøgerne selv i deres stævninger, der blev indgivet før afsigelsen af dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, fremført et argument om, at de alle opfylder en anden isoleret betingelse blandt dem, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990, nemlig betingelsen om en minimumsperiode for betaling af bidrag, for at gøre gældende, at de alene af den grund havde erhvervet en ret til pension, uafhængigt af deres alder og af datoen for ophøret af deres hverv som medlemmer. Denne argumentation, der forveksler tilbagelæggelsen af minimumsperioden for bidragsbetaling med datoen for erhvervelsen af retten til pension, er alene en yderligere belysning af det forhold, at retten til pension først erhverves, når alle de kumulative betingelser i nævnte artikel 1, stk. 1, er opfyldt.

47

Da ingen af sagsøgerne var fyldt 60 år den 27. maj 2009, havde de som følge heraf endnu ikke erhvervet retten til supplerende pension på dette tidspunkt.

48

I modsætning til retten til »normal« pension, der uden videre forfalder til betaling, når det pågældende medlem opfylder de retlige betingelser i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990 (jf. præmis 44 ovenfor), forudsætter erhvervelsen af retten til tidlig pensionering endvidere i overensstemmelse med det nævnte regulativs tidligere artikel 3, første punktum, at den berørte person er fyldt 50 år, og at han har indgivet en udtrykkelig anmodning herom.

49

Selv om det er korrekt, at størsteparten af sagsøgerne, dvs. G. Berthu, D.R. Bowe, B. Donnelly, W.R. Inglewood, C.M. Oddy, N. Thomas-Mauro, V. Viola og M. Van Putten, der alle den 27. maj 2009 var ophørt i deres hverv som medlemmer og var fyldt 50 år, havde ret til før ikrafttrædelsen den 27. maj 2009 af afgørelsen af 1. april 2009 at anmode om at blive tilkendt en tidlig supplerende pension, havde ingen af de pågældende indgivet en sådan anmodning inden den nævnte dato. Følgelig har de ikke kunnet erhverve en ret til tidlig pensionering.

50

For så vidt angår retten til udbetaling af en del af den supplerende pension som et engangsbeløb er der alene tale om en mulighed vedrørende betalingen af pensionen, som de medlemmer, der var tilsluttet ordningen, kunne vælge. Valget af en sådan mulighed forudsatte således, at der allerede eksisterede en ret til pension. Som påvist ovenfor havde sagsøgerne ikke den 27. maj 2009 erhvervet hverken en ret til supplerende pension eller en ret til tidlig supplerende pension. Følgelig har ophævelsen af muligheden for at få udbetalt en del af pensionen som et engangsbeløb ikke kunnet berøre sagsøgernes erhvervede rettigheder.

51

Sagsøgernes øvrige argumenter kan ikke rejse tvivl om denne konklusion.

52

Sagsøgerne har for det første påberåbt sig statuttens artikel 27, stk. 2, vedrørende beskyttelse af velerhvervede rettigheder i forbindelse med den supplerende pensionsordning (jf. præmis 8 ovenfor) og et notat fra generalsekretæren for Europa-Parlamentet af 24. november 2005, der henviser til den nævnte bestemmelse.

53

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at bemærke, at denne artikel, idet statutten først trådte i kraft den 14. juli 2009, hvilket sagsøgerne selv har påpeget i deres stævninger, ikke fandt anvendelse i forhold til afgørelsen af 1. april 2009, hvis ikrafttrædelse ligger forud herfor. Endvidere kunne sagsøgerne ikke, som fastslået i præmis 47, 49 og 50 ovenfor, godtgøre nogen velerhvervet ret, der skulle beskyttes, før ikrafttrædelsen den 27. maj 2009 af den nævnte afgørelse. Følgelig kan sagsøgerne ikke udlede noget argument af statuttens artikel 27, stk. 2.

54

Sagsøgerne har for det andet i deres replik anført, at hvert mandat i en række af mandater som medlem af Parlamentet skal vurderes isoleret, henset til de særlige omstændigheder vedrørende udøvelsen af hvervet som medlem, således at de pensionsrettigheder, der er knyttet til et mandat, erhverves efter udløbet af hvert mandat.

55

Dette klagepunkt er stiltiende, men nødvendigvis, begrundet i den konklusion, som sagsøgerne har draget af dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, hvorefter retten til supplerende pension erhverves på tidspunktet for medlemmets ophør i hvervet, uden hensyntagen til de øvrige betingelser, der er opregnet i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990 (jf. præmis 29 ovenfor). Det er nemlig kun i dette tilfælde og dermed især ved at se bort fra den normale pensionsalder på 60 år, at sagsøgerne, når hver af de på hinanden følgende mandater var udløbet, automatisk kunne erhverve en isoleret ret til pension for de bidrag, de havde indbetalt i hver mandatperiode.

56

Således som fastslået i præmis 40 ovenfor, opstår en ret til supplerende pension først på det tidspunkt, hvor det pågældende medlem opfylder den sidste af de kumulative betingelser, uanset dennes beskaffenhed, der er opregnet i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990. For alle sagsøgerne i de foreliggende sager er den sidste af disse betingelser den, der vedrører alderen, idet de alle har betalt bidrag i minimumsperioden, alle er ophørt i deres hverv, og ingen af dem har endnu nået pensionsalderen (60 år før den 14.7.2009 og 63 år efter denne dato). Følgelig er det ikke muligt at fastslå – endog ud fra en formodning om, at retten til pension som anført af sagsøgerne skal beregnes særskilt for hver af sagsøgernes på hinanden følgende opfyldte mandater – at de har erhvervet en ret til pension inden ikrafttrædelsen af afgørelsen af 1. april 2009.

57

Dette anbringende skal derfor forkastes som irrelevant, uden at der er behov for at undersøge, om det, som anført af Parlamentet, skal afvises eller er ubegrundet.

58

For det tredje har sagsøgerne fremført et argument om en retsstridig mangel på overgangsforanstaltninger. Herom er det på dette trin tilstrækkeligt at bemærke, at argumentet ikke er relevant inden for rammerne af anbringendet om tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder. Det vil derfor blive behandlet som led i prøvelsen af det andet anbringende.

59

På baggrund af det ovenstående må det første anbringendes første led om tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder forkastes.

60

Sagsøgerne har fremført tre hovedargumenter vedrørende tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet. For det første har sagsøgerne hævdet, at præsidiet ved at vedtage afgørelsen af 1. april 2009 tilsidesatte den retssikkerhed, »der knytter sig til aftalen om supplerende pension«, og princippet om aftalers kontinuitet. For det andet havde præsidiet ifølge sagsøgerne ikke beføjelse til at ændre regulativet af 12. juni 1990. For det tredje har de anfægtede afgørelser tilbagevirkende kraft.

61

For det første bemærkes i denne henseende, at Retten allerede har fastslået, at den supplerende pensionsordning udelukkende henhører under de beføjelser som offentlig myndighed, som Parlamentet er tillagt for at kunne udføre sin opgave i henhold til traktaterne. Derfor følger de rettigheder og pligter, ordningen indebærer for Parlamentet og medlemmerne, af den i statutten fastlagte forbindelse mellem disse og er således ikke fastsat aftalemæssigt, men henhører under offentlig ret, en konstatering, der ikke drages i tvivl af den omstændighed, at den berørte frivilligt har tilsluttet sig ordningen (jf. i denne retning dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 58-60).

62

For det andet har Retten fastslået, at præsidiet havde kompetence til at vedtage afgørelsen af 1. april 2009 (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 63 og 64).

63

For det tredje har Retten i det væsentlige fastslået, at afgørelsen af 1. april 2009 ikke havde virkninger, før den trådte i kraft, idet den alene berørte de medlemmer, der på det tidspunkt endnu ikke havde erhvervet retten til en supplerende pension, og at den derfor ikke havde tilbagevirkende kraft (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 65 og 66).

64

Det følger heraf, at klagepunktet om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet derfor må forkastes som ubegrundet i det hele.

65

Sagsøgerne har understreget, at de tilsluttede sig den supplerende pensionsordning på grundlag af klare og på forhånd fastsatte betingelser, og at det mål, præsidiet søgte at opnå, ikke må gå forud for deres interesse i at bevare deres velerhvervede rettigheder. Endvidere var den berettigede forventning blevet bestyrket af beregninger, der var foretaget af ASBL den 27. april 2001 som eksempler på grundlag af de regler, der var gældende før vedtagelsen af afgørelsen af 1. april 2009. Endelig har Parlamentet i præsidiets afgørelse af 1. april 2009 anerkendt, at det skal sikre overholdelsen af de forpligtelser, det har påtaget sig i forhold til dem, der er tilsluttet den supplerende pensionsordning, uafhængigt af fondens situation.

66

I denne henseende bemærkes, at Retten allerede har fastslået, at Parlamentet ikke har afgivet noget løfte, der hos de medlemmer, der var tilsluttet den supplerende pensionsordning, kunne frembringe en berettiget forventning om, at betingelserne i denne ordning ikke ville blive ændret i fremtiden (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 70), at de overslag, der var udarbejdet af ASBL den 27. april 2001 ikke hidrørte fra Parlamentet (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 71), og at den forpligtelse præsidiet på dets møde den 1. april 2009 havde påtaget sig på vegne af Parlamentet om at garantere den ret, som tilkommer de medlemmer, der er tilsluttet den supplerende pensionsordning, til at modtage en supplerende pension, som vil forblive erhvervet efter fondens udtømmelse, alene har til formål at garantere – for det sandsynlige tilfælde, at fonden udtømmes inden udbetalingen af samtlige de pensionsrettigheder, som medlemmerne har akkumuleret – medlemmernes velerhvervede pensionsrettigheder (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 73). Således som anført i præmis 47, 49 og 50 ovenfor, havde sagsøgerne ikke den 27. maj 2009 erhvervet pensionsrettigheder.

67

Klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, og dermed det første anbringende i det hele, må derfor forkastes.

68

Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelsen af 1. april 2009 skader deres interesser uforholdsmæssigt. Tendensen til i de lovpligtige pensionsordninger at tilkende pension fra det 63. år er ikke relevant for den frivillige pensionsordning, der er genstand for den foreliggende sag. Endvidere finder de det uforholdsmæssigt at ophæve samtlige de »særlige måder for udbetaling«, der er fastsat i de tidligere artikler 3 og 4 i regulativet af 12. juni 1990. Især kunne man have reduceret den del af pensionsrettighederne, der kunne udbetales som et engangsbeløb, i stedet for at ophæve muligheden herfor, uden at dette havde medført finansieringsproblemer for fonden.

69

Parlamentet har bestridt disse argumenter.

70

Indledningsvis bemærkes, at lovligheden af Unionens lovgivning i henhold til proportionalitetsprincippet er betinget af, at de midler, der bringes i anvendelse, er egnede til at virkeliggøre det formål, der lovligt forfølges med de pågældende bestemmelser, og ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at virkeliggøre dette, og såfremt der er mulighed for at vælge mellem flere egnede foranstaltninger, skal principielt den mindst bebyrdende foranstaltning vælges (Rettens dom af 5.6.1996, sag T-162/94, NMB France m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 427, præmis 69).

71

I øvrigt bemærkes, at lovgiver råder over et vidt skøn med hensyn til udformning af en social sikringsordning (Rettens dom af 29.11.2006, sag T-135/05, Campoli mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-2, s. 297, og II-A-2, s. 1527, præmis 71 og 72, og Personalerettens dom af 19.6.2007, sag F-54/06, Davis m.fl. mod Rådet, Sml. Pers. I-A-1, s. 165, og II-A-1, s. 911, præmis 65) såsom den supplerende pensionsordning, der er genstand for den foreliggende sag. På et sådant område vil en foranstaltning dog kun kunne kendes ulovlig, såfremt den er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger (jf. dommen i sagen NMB France m.fl. mod Kommissionen, nævnt i præmis 70 ovenfor, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis, og dommen i sagen Campoli mod Kommissionen, præmis 143).

72

Endelig skal lovligheden af en retsakt bedømmes efter de faktiske og retlige omstændigheder på det tidspunkt, da retsakten blev udstedt (jf. kendelse afsagt af Rettens præsident den 30.10.2003, forenede sager T-125/03 R og T-253/03 R, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 4771, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis; jf. i denne retning Domstolens dom af 17.5.2001, sag C-449/98 P, IECC mod Kommissionen, Sml. I, s. 3875, præmis 87, og Rettens dom af 12.12.2000, sag T-296/97, Alitalia mod Kommissionen, Sml. II, s. 3871, præmis 86). Derfor kan en eventuel senere positiv udvikling i den supplerende pensionsfonds aktiver ikke tages i betragtning ved prøvelsen af forholdsmæssigheden af de foranstaltninger, der blev truffet inden for rammerne af afgørelsen af 1. april 2009.

73

For så vidt angår formålet med afgørelsen af 1. april 2009 henviste præsidiet ved vedtagelsen heraf til fire formål, der skulle opfyldes, nemlig:

74

Parlamentet kunne ved udøvelsen af sine beføjelser til at fastsætte bestemmelser for den supplerende pensionsordning (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 63 og 64) lovligt forfølge de nævnte formål. I denne henseende bemærkes især, at den supplerende pensionsordning er baseret på en aktuarmæssig beregning, ifølge hvilken de samlede årlige bidrag, der betales af de tilsluttede og af Parlamentet, i princippet skal dække alle de pensionsrettigheder, der er erhvervet samme år, og hvor den tilsluttedes bidrag svarer til en tredjedel og Parlamentets til to tredjedele (jf. i denne retning dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 45). Hvis det i en sådan ordning viser sig, at den prognose for udbyttet af fondsaktiverne, der har ligget til grund for fastsættelsen af bidragenes størrelse, har været for optimistisk, må det konkluderes, at de tilsluttedes og Parlamentets bidrag i realiteten har været for lave til, at de kunne finansiere de dertil svarende pensionsrettigheder. For at bringe ordningen tilbage i ligevægt er det derfor principielt berettiget at lade forpligtelsen til at bidrage påhvile både de tilsluttede og Parlamentet.

75

I denne sammenhæng må sagsøgernes argument om, at de betragtninger, der er gyldige i forhold til de lovpligtige pensionsordninger, ikke har nogen relevans med hensyn til at begrunde en forhøjelse af pensionsalderen i en frivillig supplerende pensionsordning, forkastes. Det er i denne henseende ganske vist korrekt, at det fremgår af tredje betragtning til afgørelsen af 1. april 2009, at den nye pensionsalder på 63 år synes at være blevet valgt under henvisning til den pensionsalder, der er fastsat i statuttens artikel 14. Således som det fremgår af nævnte afgørelses første og anden betragtning og af alle de omstændigheder, der vedrører dens vedtagelse, var afgørelsen om at hæve pensionsalderen inden for rammerne af den supplerende pensionsordning hele tiden i det væsentlige begrundet i den supplerende pensionsfonds vanskelige finansielle situation, herunder den akutte, kortfristede prognose om en likviditetskrise, og ikke i et ønske om at tilpasse sig en bestemt pensionsalder fastsat i andre ordninger. Dette argument må derfor forkastes.

76

For så vidt angår de trufne foranstaltningers evne til at gennemføre det tilsigtede formål skal indledningsvis pensionsfondens økonomiske situation i begyndelsen af 2009 påpeges, således som den er beskrevet bl.a. i punkt 4-6 i Parlamentets generalsekretærs notat af 1. april 2009 til præsidiets medlemmer og i første og anden betragtning til afgørelsen af 1. april 2009. Denne situation var karakteriseret ved en klar forværring bl.a. på grund af virkningerne af den igangværende finansielle og økonomiske krise, og ved, at der som følge af, at bidragene fra de tilsluttede, der ikke var genvalgt til Parlamentet, ville ophøre, når statutten trådte i kraft i juli 2009, og at investeringerne gav et utilstrækkeligt afkast, var fare for, at de disponible likvide midler ville blive utilstrækkelige til at indfri forpligtelserne til at udbetale pensioner.

77

Navnlig havde udviklingen i værdien af fondens aktiver fra udgangen af 2006 til begyndelsen af 2009 udvist et fald på 28,3%, således som fremgår af følgende tabel:

78

På samme måde var dækningsgraden for de pensioner, der skulle udbetales, som var 92% den 30. juni 2007, kun 63% den 31. december 2008.

79

Endvidere blev den månedlige udgift til pensionsudbetalinger ifølge Parlamentets generalsekretærs notat af 1. april 2009 vurderet til 1 mio. EUR fra og med august 2009. Det forventedes endvidere, at fondens midler fra 2010 ville være utilstrækkelige til indfrielse af forpligtelsen til at udbetale pensioner, og at den som følge deraf ville have set sig nødsaget til at realisere aktiver for at kunne betale pensionerne. Det fremgår nemlig af rapporterne om pensionsfondens likviditet den 28. februar 2009, at ASBL’s og SICAV’s samlede likvide midler, dvs. de værdier, der umiddelbart og uden yderligere omkostninger var til rådighed til indfrielse af løbende forpligtelser, på dette tidspunkt androg ca. 5 mio. EUR. Ifølge Parlamentets generalsekretærs notat af 1. april 2009 forventedes alle fondens aktiver at være udtømt i 2023.

80

Disse overslag var blevet fastlagt på grundlag af forudgående simuleringer foretaget af Parlamentet den 1. april 2009 under hensyntagen til en uafhængig aktuarundersøgelse, der var bestilt af Parlamentet med henblik på evaluering af fondens situation den 30. juni 2007 (herefter »den indledende undersøgelse«) og denne undersøgelses ajourføring den 31. december 2008 og den 28. februar 2009. Disse simuleringer anslog, at der ville være 105 medlemmer, som var tilsluttet den supplerende pensionsordning, der ville ansøge om at få udbetalt deres pension i andet halvår 2009. Ved fastlæggelsen af dette tal blev der kun medregnet tilsluttede, som ville fylde 60 år i andet halvår 2009, og der blev lagt en gennemsnitlig andel af nye medlemmer på 50% til grund. Hvis alle de 105 medlemmer havde anmodet om at modtage 25% af deres pension som et engangsbeløb, ville det have repræsenteret en yderligere udgift for fonden på ca. 7900000 EUR, som på grund af de begrænsede likvide midler, den rådede over, ville have set sig nødsaget til at realisere en del af sine aktiver til priser, der var stærkt reducerede som følge af den økonomiske krise. Derimod tog de nævnte simuleringer ikke hensyn til de tidligere medlemmer, der kunne ansøge om tidlig pensionering fra det 50. år, idet denne valgmulighed kun sjældent havde været udnyttet hidtil.

81

I lyset af alle disse forhold fremgår det, at afgørelsen af 1. april 2009 kunne gennemføre eller i det mindste fremme flere af de formål, der er omhandlet i præmis 73 ovenfor.

82

Både forhøjelsen med tre år af pensionsalderen, ophævelsen af muligheden for at modtage en del af pensionen som et engangsbeløb og ophævelsen af den tidlige pensionering havde den virkning at udsætte de betalinger, som pensionsfonden ellers skulle have foretaget fra andet halvår 2009. Disse foranstaltninger var således egnet til umiddelbart at undgå en likviditetskrise for pensionsfonden, en realisering af værdipapirer på ugunstige betingelser og et ikke ubetydeligt indtægtstab, hvorved det fjerde af formålene i præmis 73 ovenfor blev virkeliggjort.

83

Endvidere var hævningen af pensionsalderen i modsætning til de to andre foranstaltninger ikke neutral i forhold til aktuarværdien af de pensioner, som de berørte tilsluttede var berettiget til, idet den samlede varighed af den periode, hvor der udbetales pension, var blevet afkortet med tre år, mens det månedlige udbetalte beløb til fremtidige pensionister blev opretholdt. Denne foranstaltning kunne således også i forhold til tallene oplyst i præmis 78 ovenfor forbedre dækningsgraden for de pensioner, der skulle udbetales, hvorved det første, andet og tredje formål i præmis 73 ovenfor blev fremmet.

84

Sagsøgerne har ikke generelt bestridt pensionsfondens vanskelige økonomiske situation, således som den er beskrevet i præmis 76-79 ovenfor, men har fremført to argumenter for at rejse tvivl om omfanget af det forventede underskud og den disponible likviditet, således som konstateret af præsidiet.

85

Sagsøgerne har for det første henvist til en passage i den indledende undersøgelse, nævnt i præmis 80 ovenfor. Det fremgår i det væsentlige af denne passage, at en tilsluttet persons valg om at modtage en del af sin pension som et engangsbeløb næsten er neutralt ud fra et aktuarsynspunkt og således ikke medvirker til noget underskud i pensionsfondens finansiering.

86

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at Retten allerede har fastslået, at den indledende undersøgelse bl.a. bygger på en antagelse om et årligt udbytte af fondens aktiver på 6,99%, baseret på en fremskrivning af udviklingen før den 30. juni 2007, hvorimod den faktiske udvikling har været konstant negativ siden den 30. juni 2007 indtil den 28. februar 2009. Retten udledte heraf, at konklusionerne i denne undersøgelse ikke har nogen relevans for den økonomiske situation, den supplerende pensionsfond befandt sig i, da afgørelsen af 1. april 2009 blev vedtaget (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 103 og 104).

87

Dernæst vedrører den passage i den indledende undersøgelse, der er anført af sagsøgerne, under alle omstændigheder alene udbetalingen af en del af pensionen som et engangsbeløb og ikke den tidlige pensionering eller forhøjelsen af pensionsalderen.

88

Det argument, der vedrører en passage i den indledende undersøgelse, må derfor forkastes.

89

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at værdien af pensionsfondens likvide midler androg ca. 8 mio. EUR den 28. februar 2009 og ikke ca. 5 mio. EUR, således som Parlamentet har hævdet (jf. præmis 79 ovenfor). De har i denne henseende gjort gældende, at præsidiet har foretaget et åbenbart urigtigt skøn. Sagsøgerne har baseret sig på en e-mailkorrespondance fra marts 2011. Den første e-mail blev sendt til pensionsfondens forretningsfører den 30. marts 2011 af et medlem af pensionsfondens investeringsudvalg og indeholder bl.a. følgende passage:

»Den samlede likvide beholdning ved udgangen af februar 2009 androg ca. 8 mio. EUR:

SICAV’s likvider: 6885045 EUR (inklusive 3869848 EUR – s. 11 i package 2009 02 27 NAV)

ASBL’s likvider: 1172163 EUR.«

90

I denne henseende bemærkes, at Retten allerede har fastslået, at tallet 8 mio. EUR likvider oplyst i e-mailen af 30. marts 2011, der er nævnt ovenfor, uden tvivl er baseret på en forveksling mellem på den ene side de disponible midler, der umiddelbart er til rådighed uden omkostninger, og på den anden side de aktiver, der er investeret i valutaer på investeringskonti og derfor ikke umiddelbart disponible uden omkostninger (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 111).

91

Det følger heraf, at argumentet vedrørende denne e-mailkorrespondance må forkastes såvel som klagepunktet baseret på et angiveligt åbenbart urigtigt skøn.

92

Hvad angår valget af den mindst bebyrdende foranstaltning har sagsøgerne for det første gjort gældende, at det var uforholdsmæssigt at afskaffe enhver mulighed for, at de medlemmer, som er tilsluttet den supplerende pensionsordning, kan modtage en del af deres pension som et engangsbeløb, når man eventuelt havde kunnet begrænse den procentdel af pensionen, der kan kapitaliseres tidligt eller som et engangsbeløb.

93

Dels bemærkes, at det i de overslag, som gengives i præmis 79 ovenfor, forudsattes, at samtlige 105 tidligere medlemmer, der var tilsluttet den supplerende pensionsordning og kunne anmode om deres pension i andet halvår 2009, ville vælge at modtage den maksimale sats, nemlig 25%, af deres pension som et engangsbeløb. Det er således korrekt, at disse tal svarede til den værst tænkelige situation, og at det var muligt, at fondens faktiske udgifter var mindre i andet halvår 2009. Imidlertid kunne denne situation under alle omstændigheder ikke udelukkes.

94

Dels havde de nævnte beregninger, som bemærket i præmis 80 ovenfor, ikke taget de eventuelle anmodninger om tidlig pensionering i betragtning, hvorved der ikke blevet taget hensyn til den finansielle risiko, der forelå for pensionsfonden, og som ganske vist var begrænset, men reel. Det skal i denne henseende påpeges, at det i den økonomiske situation, hvori pensionsfonden befandt sig, således som den er beskrevet ovenfor, var nødvendigt at indtage en forsigtig holdning og i så høj grad som muligt bevare fondens kortfristede likvider. Endvidere bemærkes i denne sammenhæng, at både ophævelsen af udbetalingen af et engangsbeløb og af den tidlige pensionering var neutrale foranstaltninger set fra et aktuarmæssigt synspunkt. Følgelig måtte ophævelsen af disse muligheder kvalificeres som en begrænset bebyrdende foranstaltning for de tilsluttede til den supplerende pensionsordning.

95

Følgelig kan hverken ophævelsen af muligheden for udbetaling af en del af pensionen som et engangsbeløb eller ophævelsen af den tidlige pensionering anses for at være åbenbart uhensigtsmæssige, som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 71 ovenfor, med henblik på at opnå de formål, der forfølges i afgørelsen af 1. april 2009, og som er opregnet i præmis 73 ovenfor. Det følger heraf, at disse foranstaltninger overholdt proportionalitetsprincippet.

96

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at forhøjelsen af pensionsalderen med tre år krævede overgangsforanstaltninger for at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

97

I denne henseende bemærkes indledningsvis, at afgørelsen af 1. april 2009 fastsatte en overgangsforanstaltning. Selv om pensionsalderen nemlig blev forhøjet til 63 år fra den syvende valgperiodes første dag, dvs. den 14. juli 2009, kunne de tilsluttede, der på dette tidspunkt var fyldt 60 år, stadig inden for en frist på tre måneder ansøge om at få tilkendt deres pension. Sagsøgerne har således stillet krav om yderligere overgangsforanstaltninger for de tidligere medlemmer, der endnu ikke var fyldt 60 år den 14. juli 2009.

98

Dernæst bemærkes, som anført i præmis 74 ovenfor, at hvis det i en sådan pensionsordning baseret på en fond viser sig, at den prognose for udbyttet af fondsaktiverne, der har ligget til grund for fastsættelsen af bidragenes størrelse, har været for optimistisk, må det konkluderes, at bidragene i realiteten har været for lave til at de kunne finansiere de dertil svarende pensionsrettigheder, og det er derfor principielt berettiget – for at bringe ordningen tilbage i ligevægt – at lade forpligtelsen til at bidrage påhvile både de tilsluttede og Parlamentet.

99

I den foreliggende sag skal det hvad angår Parlamentets bidrag påpeges, at Parlamentet inden for rammerne af afgørelsen af 1. april 2009 dels i forhold til de tilfælde, der er fastsat i artikel 1, stk. 5 og 6, i regulativet af 12. juni 1990, hvor en tilsluttet beslutter at træde ud af ordningen og få udbetalt sine bidrag, har givet afkald på de klausuler, hvorefter den pågældende kunne få tilbagebetalt sin andel af bidragene, der derfor i sådanne tilfælde forbliver i pensionsfonden, dels har garanteret retten for de medlemmer, der er tilsluttet den supplerende pensionsordning, til at modtage deres pension endog i tilfælde af pensionsfondens udtømning.

100

I denne henseende har det ingen betydning, således som sagsøgerne har gjort gældende i retsmødet, hvorvidt et sådant engagement fra Parlamentets side allerede forelå inden afgørelsen af 1. april 2009. Såfremt dette var tilfældet, skal der nemlig tages hensyn til den omstændighed, at en for tidlig udtømning af pensionsfonden trods vedtagelsen af de foranstaltninger, der blev truffet inden for rammerne af nævnte afgørelse, stadig kunne forventes.

101

Det fremgår således af den indledende undersøgelse, at pensionsfonden indtil 2088 skal foretage udbetalinger i henhold til den supplerende pensionsordning. Derimod konkluderer en rapport fra aktuaren ved den supplerende pensionsfond, udarbejdet i april 2010 under hensyntagen til situationen den 31. december 2009, og hvis konklusioner parterne ikke har rejst tvivl om, at tidspunktet for udtømningen af fonden, henset til de foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af afgørelsen af 1. april 2009, kun er blevet udsat med tre år til 2026 bl.a. takket være et ekstraordinært stort afkast på 17% i 2009.

102

Følgelig skal Parlamentet efter al sandsynlighed bære alle pensionsfondens udgifter fra 2026 til 2088.

103

Hvad angår de tilsluttedes bidrag til den supplerende pensionsordning er det allerede blevet anført i præmis 94 ovenfor, at ophævelsen af muligheden for at modtage tidlig pension eller udbetaling af en del af pensionen som et engangsbeløb var neutrale foranstaltninger set fra et aktuarmæssigt synspunkt. Følgelig var forhøjelsen af pensionsalderen den eneste foranstaltning, der berørte værdien af de pensioner, som de tilsluttede kunne regne med, og som derfor kunne siges at berøre de tilsluttedes rettigheder.

104

Endvidere bemærkes i lighed med Parlamentet, at enhver vedtagelse af overgangsforanstaltninger ville have bragt opnåelsen af formålene i afgørelsen af 1. april 2009 i fare. Dette gør sig så meget desto mere gældende med hensyn til forhøjelsen af pensionsalderen, der bl.a. har den virkning, at den udsætter påbegyndelsen af udbetalingerne af den supplerende pension med tre år for alle de tilsluttede, der ikke længere er medlemmer af Parlamentet, og som endnu ikke var fyldt 60 år den14. juli 2009, hvorved der bidrages til opretholdelse af fondens likviditet. Vedtagelsen af overgangsforanstaltninger for de tilknyttede personer ville have fremrykket tidspunktet for, hvornår de kunne ansøge om at få udbetalt deres supplerende pension.

105

I denne sammenhæng skal der ligeledes tages hensyn til den omstændighed, at parlamentsmedlemmernes supplerende pensionsordning i 2009 var dømt til at forsvinde. Dels var ordningen i henhold til statuttens artikel 27, stk. 4 (jf. præmis 8 ovenfor), nemlig ikke længere åben for tilgang af medlemmer efter udløbet af sjette valgperiode den 13. juli 2009. Dels skulle fonden fra samme dato ophøre med at modtage bidrag fra et stort antal tilsluttede, der ikke var blevet genvalgt til Parlamentet. Endelig kunne de tilsluttede, der ikke var blevet genvalgt, men som var fyldt 60 år, i henhold til den undtagelsesbestemmelse, der er nævnt i præmis 97 ovenfor, ansøge om at modtage deres pension fra den 14. juli 2009.

106

Det var derfor ikke muligt over en årrække gradvist at bringe parlamentsmedlemmernes supplerende pensionsordning tilbage i ligevægt ved at fastsætte mere generøse overgangsforanstaltninger. Det var tværtimod nødvendigt at træffe foranstaltninger, der umiddelbart garanterede opretholdelsen af et likviditetsniveau, der var tilstrækkeligt til at undgå enhver forhastet afvikling af pensionsfondens aktiver. På det grundlag var der en risiko for, at enhver yderligere indrømmelse til tilsluttede medlemmer tæt på 60 år ville bringe gennemførelsen af de formål, der forfølges med afgørelsen af 1. april 2009, i fare. Henset til, at vedtagelsen af mindre bebyrdende foranstaltninger ikke ville have været tilstrækkeligt til i én og samme foranstaltning at fremme de forskellige formål, der er omhandlet i præmis 73 ovenfor, var det dermed berettiget at vedtage foranstaltninger, der berørte pensionsrettigheder under erhvervelse, dvs. forhøje pensionsalderen uden at træffe overgangsforanstaltninger for de tilsluttede, der var tæt på 60 år den 14. juli 2009.

107

Det skal i denne henseende tilføjes, at forhøjelsen af pensionsalderen ikke gik ud over det nødvendige for at opnå de nævnte formål, således som krævet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 70 ovenfor. Den nævnte foranstaltning kunne nemlig, som anført i præmis 100 og 101 ovenfor, kun udskyde tidspunktet for den for tidlige udtømning af fonden, idet en sådan imidlertid stadig kunne forventes. Bl.a. var formålet om, at »økonomiske virkninger for de europæiske skatteydere skal undgås i så vid udstrækning som muligt« ikke opnået fuldstændigt. Så meget desto mere kunne de foranstaltninger, der var vedtaget inden for rammerne af afgørelsen af 1. april 2009, derfor ikke i henhold til den retspraksis, der er anført i præmis 71 ovenfor, kvalificeres som værende åbenbart uhensigtsmæssige i forhold til de mål, der er omhandlet i præmis 73 ovenfor.

108

Sagsøgerne har endelig for det tredje gjort gældende, at manglen på overgangsforanstaltninger ikke er berettiget med hensyn til proportionalitetsprincippet i forhold til det formål, der forfølges med afgørelsen af 1. april 2009, da denne ikke indeholder nogen begrundelse, der gør det muligt at undersøge, om sådanne foranstaltninger ville have bragt formålet i fare. De har under retsmødet tilføjet, at medlemmerne af bestyrelsen i ASBL ikke er blevet hørt inden vedtagelsen af nævnte afgørelse. Det bemærkes hertil, at selv om det er sandt, at første og anden betragtning til afgørelsen af 1. april 2009 alene udgør et kort resumé af pensionsfondens økonomiske situation, er det dog stadig sådan, at de gør det klart, at det er nødvendigt så vidt muligt at opretholde fondens likviditet. Som det følger af den udredning, der er anført i præmis 104-106 ovenfor, er det netop denne nødvendighed, der berettiger præsidiet til at afholde sig fra at lade afgørelsen af 1. april 2009 ledsage af supplerende overgangsforanstaltninger. Endvidere havde pensionsfondens økonomiske situation og de påtænkte foranstaltninger til dennes oprejsning forud for vedtagelsen af den nævnte afgørelse, udtømmende været genstand for flere møder med lederne af fonden og repræsentanter for ASBL, hvor det sidste møde fandt sted den 31. marts 2009. På det grundlag kan sagsøgerne ikke med føje påberåbe sig, at der mangler en relevant begrundelse for de manglende overgangsforanstaltninger.

109

Derfor må klagepunktet om tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet forkastes.

110

Sagsøgerne har gjort gældende, at afgørelsen af 1. april 2009 er diskriminerende, idet den forhøjer pensionsalderen uden at fastsætte overgangsforanstaltninger. Hertil har sagsøgerne anført to eksempler på ændring af Fællesskabets pensionsordninger, for hvilke Rådet for Den Europæiske Union fastsatte overgangsforanstaltninger. Endvidere foreligger der forskelsbehandling mellem dels de medlemmer, der er fyldt 60 inden den 14. juli 2009, og som har kunnet nyde godt af den supplerende pension fra det 60. år, dels dem, der fylder 60 år efter denne dato, og som vil se alle de begrænsninger, der hidrører fra afgørelsen af 1. april 2009, blive anvendt i forhold til deres velerhvervede rettigheder. Imidlertid er de medlemmer, der er fyldt 60 år den 14. juli 2009, ikke forskellige – for så vidt angår velerhvervede rettigheder og berettiget forventning – fra de yngre medlemmer, herunder dem, der før denne dato opfyldte betingelserne for tidlig pensionering eller var tæt på at fylde 60 år.

111

Parlamentet har bestridt disse argumenter.

112

Det fremgår af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, når der på to grupper af personer, hvis faktiske og juridiske stilling ikke frembyder væsentlige forskelle, anvendes en forskellig behandling, eller når forskellige situationer behandles ens (Rettens dom af 15.3.1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 83, og II, s. 275, præmis 50, og af 16.4.1997, sag T-66/95, Kuchlenz-Winter mod Kommissionen, Sml. II, s. 637, præmis 55; jf. endvidere i denne retning Rettens dom af 13.12.2004, sag T-251/02, E mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 359, og II, s. 1643, præmis 123).

113

På et område, hvor lovgiver har en bred skønsbeføjelse, begrænser retten sig til i sin prøvelse af overholdelsen af ligebehandlingsprincippet og forbuddet mod forskelsbehandling at undersøge, om den berørte institution har foretaget en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig forskelsbehandling (jf. dommen i sagen Campoli mod Kommissionen, nævnt i præmis 71 ovenfor, præmis 97, og dommen i sagen Davis m.fl. mod Rådet, nævnt i præmis 71 ovenfor, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

114

I den foreliggende sag har sagsøgerne for det første sammenlignet ændringen af den supplerende pensionsordning med den ændring af pensionsordningen for EU-tjenestemænd, der fandt sted som følge af ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 723/2004 af 22. marts 2004 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber og af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EUT L 124, s. 1), og med den ændring af pensionsordningen for medlemmer af Europa-Kommissionen og af Unionens retsinstanser, der indtraf som følge af ikrafttrædelsen af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1292/2004 af 30. april 2004 om ændring af forordning nr. 422/67/EØF, nr. 5/67/Euratom om lønningsregulativet for Kommissionens formand og medlemmer og for Domstolens præsident, dommere, generaladvokater og justitssekretær samt for præsidenten for, medlemmerne af og justitssekretæren i Retten i Første Instans (EUT L 243, s. 23). Derved søger sagsøgerne at godtgøre, at de, på samme måde som de personer, der var omfattet af de nævnte forordninger, burde have nydt godt af overgangsforanstaltninger.

115

Hvad angår de overgangsbestemmelser, der er fastsat til fordel for tjenstgørende medlemmer af Kommissionen og Unionens retsinstanser inden den 1. maj 2004, inden for rammerne af forordning nr. 1292/2004 må det fastslås, at disse overgangsbestemmelser ikke kan anvendes som referenceramme i den foreliggende sag, idet de ikke vedrører en forhøjelse af pensionsalderen, men alene en nedsættelse af den årlige sats, hvorefter der akkumuleres pensionsrettigheder.

116

Hvad dernæst angår ændringen af pensionsordningen for EU-tjenestemænd var forhøjelsen af pensionsalderen fra 60 til 63 år, der blev indført ved forordning nr. 723/2004 som sådan kun gyldig i forhold til tjenestemænd, der allerede var ansat inden den 1. maj 2004, såfremt de endnu ikke var fyldt 30 år. For tjenestemænd i ansættelse på denne dato, der var mellem 30 og 49 år, blev pensionsalderen fastsat trinvist mellem 62 år og otte måneder og 60 år og to måneder afhængigt af den pågældendes alder. Endelig for tjenestemænd i ansættelse den 1. maj 2004, der var fyldt 50 år eller havde opfyldt 20 år i tjenesten, forblev pensionsalderen 60 år.

117

I det væsentlige udgjorde de overgangsforanstaltninger, der blev vedtaget i forbindelse med forordning nr. 723/2004, dels en fritagelse for visse tjenestemænd, der var i ansættelse på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne, dels en gradering af ændringerne afhængig af alderen på den tjenestemand, der var i ansættelse på datoen for ændringernes ikrafttræden.

118

I denne sammenhæng skal imidlertid bemærkes, at den alderspension, som EU-tjenestemænd er berettiget til, for de flestes vedkommende udgør den vigtigste eller den eneste del af den ældreindkomst, de er berettiget til i henhold til deres erhvervsmæssige beskæftigelse. Derimod har et mandat som medlem af Parlamentet generelt ikke karakter af at være den eneste erhvervsmæssige beskæftigelse. Mandatet udøves normalt før eller efter medlemmets andre perioder med erhvervsmæssig beskæftigelse eller parallelt med en sådan aktivitet. Følgelig udgør den supplerende pension i henhold til den omtvistede ordning generelt kun en del af de tidligere medlemmers ældreindkomst, idet disse normalt har erhvervet andre pensionsrettigheder i forbindelse med anden erhvervsmæssig beskæftigelse. Det følger heraf, at en ændring af den supplerende pensionsordning ikke vil kunne berøre de tilsluttede på samme måde som den, hvorpå EU-tjenestemændene berøres af en ændring af deres pensionsordning.

119

Dernæst var ændringen af pensionsordningen for EU-tjenestemænd, der blev vedtaget i forbindelse med forordning nr. 723/2004, baseret på grunde, der var forskellige fra dem, der var anført i afgørelsen af 1. april 2009 med henblik på ændring af den supplerende pensionsordning for Parlamentets medlemmer.

120

Hvad angår forhøjelsen af pensionsalderen inden for rammerne af pensionsordningen for EU-tjenestemænd anføres det nemlig i 29. betragtning til forordning nr. 723/2004, at »[d]emografiske forandringer og den ændrede aldersstruktur i populationen af tilknyttede til Fællesskabets pensionsordning medfører en stadig større byrde for denne ordning og kræver, at pensionsalderen hæves, og at den årlige sats for optjening af pensionsrettigheder reduceres, idet der dog træffes overgangsforanstaltninger for allerede tjenstgørende tjenestemænd«. Det følger klart af denne betragtning, at forhøjelsen af pensionsalderen for tjenestemænd og nedsættelsen af den årlige sats, hvorefter der akkumuleres pensionsrettigheder, udgjorde en tilpasning af pensionsordningen til en gradvis demografisk udvikling og ikke en reaktion på en akut krise i den nævnte ordning. I en sådan situation var det muligt eller endog nødvendigt at fastsætte overgangsforanstaltninger til fordel for de tjenestemænd, der var i ansættelse på tidspunktet for ændringernes ikrafttrædelse.

121

Derimod fremgår det, som allerede anført i præmis 75 ovenfor, af første og anden betragtning til afgørelsen af 1. april 2009 og af de omstændigheder, der omgiver dens vedtagelse, at den nævnte afgørelse, herunder afgørelsen om at hæve pensionsalderen inden for rammerne af den supplerende pensionsordning, i det væsentlige var begrundet i den supplerende pensionsfonds umiddelbare likviditetskrise. Denne krise var ikke et resultat af en gradvis demografisk udvikling, men af de samlede virkninger dels af den finansielle krise, der havde reduceret værdien af fondens aktiver væsentligt, dels af ubalancen mellem ordningens færre indtægter fra indbetalte bidrag på grund af fraværet af tilslutning af nye medlemmer fra og med den syvende valgperiode begyndende i 2009 og ordningens udgifter, der er blevet større på grund af, at et stort antal medlemmer, der ikke er blevet genvalgt, snart går på pension. Det skal i denne henseende fremhæves, at den nævnte ubalance var indbygget i den supplerende pensionsordning på grund af dens midlertidige karakter, der indebar dens gradvise forsvinden fra tidspunktet for ikrafttrædelsen af statutten i begyndelsen af den syvende valgperiode den 14. juli 2009.

122

I modsætning til situationen i 2004 for pensionsordningen for EU-tjenestemænd var situationen i begyndelsen af 2009 for den supplerende pensionsfond således karakteriseret ved særligt hastende omstændigheder, der begrundede, at man nedsatte anvendelsen af overgangsforanstaltninger for dem, der var tilsluttet den supplerende pensionsordning, til et nødvendigt minimum. Det skal i denne henseende tilføjes, at henset til, at der fra den 14. juli 2009 ikke var tilgang af nye medlemmer til den supplerende pensionsordning, vedrørte de foranstaltninger, der var truffet inden for rammerne af afgørelsen af 1. april 2009, i realiteten alene de medlemmer, der på dette tidspunkt allerede var tilsluttet ordningen. Under disse omstændigheder ville vedtagelsen af yderligere overgangsforanstaltninger til fordel for de allerede tilsluttede, svarende til dem, der blev fastsat for tjenestemænd inden for rammerne af forordning nr. 723/2004, fuldstændigt have frataget de trufne foranstaltninger deres betydning.

123

Idet ændringerne i den supplerende pensionsordning var begrundet i en situation i begyndelsen af 2009 af særligt hastende karakter vedrørende likviditet og dækningssats for pensionsrettighederne, følger det heraf, at sagsøgernes situation ikke svarer til den, som de EU-tjenestemænd, der var berørt af de ved forordning nr. 723/2004 indførte ændringer i deres pensionsordning, befandt sig i.

124

Derfor har på den ene side medlemmerne af Parlamentet og på den anden side EU-tjenestemændene, der befinder sig i situationer, der faktisk og juridisk frembyder væsentlige forskelle, kunnet undergives en forskellig behandling for så vidt angår vedtagelsen af overgangsforanstaltninger.

125

For det andet har sagsøgerne foretaget en sammenligning mellem på den ene side de medlemmer, der er fyldt 60 år inden den 14. juli 2009, og som har kunnet nyde godt af deres pension som 60-årige, og på den anden side dem, der er fyldt 60 år efter denne dato, og som først har kunnet nyde godt af deres pension som 63-årige. Mens den første gruppe kunne nyde godt af den supplerende pension fra den 1. august 2009, skulle den anden gruppe som minimum afvente den 1. august 2012. En lille aldersforskel kunne således føre til tre års forskel i muligheden for at nyde godt af den supplerende pension for ca. 100 tilsluttede ud af mere end 1000 tilsluttede til den supplerende pensionsordning ifølge parternes oplysninger.

126

Denne situation skyldes den kombinerede virkning af artikel 1, stk. 1 og stk. 1a, i regulativet af 12. juni 1990, som ændret ved afgørelsen af 1. april 2009. Sidstnævnte indførte nemlig en frist, den 14. juli 2009, for ikrafttrædelsen af forhøjelsen af pensionsalderen til 63 år, således at de tilsluttede, der var fyldt 60 år inden denne dato, og som ikke var blevet genvalgt som medlem i den syvende valgperiode, kunne nyde godt af deres supplerende pension fra den 14. juli 2009.

127

Parlamentet har som besvarelse af et spørgsmål fra Retten under retsmødet oplyst, at selv om det er korrekt, at de negative virkninger af de foranstaltninger, der er vedtaget ved afgørelsen af 1. april 2009, alene berører 10% af de tilsluttede til den supplerende pensionsordning, havde Parlamentet dog anset denne foranstaltning for at være mindre bebyrdende i forhold til foranstaltninger med indvirkning på det månedlige pensionsbeløb, herunder en generel nedsættelse af det månedlige pensionsbeløb, der ville have berørt alle de tilsluttede, inklusive dem, der allerede modtager supplerende pension.

128

Det skal i denne henseende påpeges, at de tilsluttede, der allerede på tidspunktet for ikrafttrædelsen af afgørelsen af 1. april 2009 nød godt af deres supplerende pension, allerede da fuldt ud havde opnået deres supplerende pensionsrettigheder, mens dette ikke var tilfældet for sagsøgerne, som fastslået i præmis 47 ovenfor.

129

Følgelig har på den ene side sagsøgerne og på den anden side de tilsluttede, der allerede nød godt af deres supplerende pension på tidspunktet for ikrafttrædelsen af afgørelsen af 1. april 2009, idet disse befandt sig i situationer, der faktisk og juridisk var forskellige, kunnet undergives en forskellig behandling.

130

Hvad dernæst angår den overgangsforanstaltning, der er fastsat til fordel for de tilsluttede, der fyldte 60 år i perioden mellem ikrafttrædelsen den 27. maj 2009 af afgørelsen af 1. april 2009 og udløbet af den sjette valgperiode, den 13. juli 2009 (jf. præmis 97 ovenfor), skal bemærkes, at det i tilfælde med ændring af en rettighed er normalt, endog nødvendigt, at fastsætte en frist for, hvornår den nye rettighed skal finde anvendelse på de omhandlede faktiske situationer. Fastsættelsen af en sådan frist er således i princippet lovlig, selv om den uundgåeligt har den virkning at behandle de situationer forskelligt, der kun i mindre grad adskiller sig tidsmæssigt fra hinanden.

131

Endvidere bemærkes, at de sidste tilsluttede, der kunne nyde godt af den supplerende pension som 60-årige, adskilte sig fra gruppen af sagsøgere, der skulle vente til de fyldte 63 år, idet de allerede havde nået pensionsalderen inden udløbet af den sjette valgperiode den 13. juli 2009. De opfyldte derfor alle betingelserne i artikel 1, stk. 1, i regulativet af 12. juni 1990 for at kunne modtage den supplerende pension med den ene undtagelse for dem, der var medlemmer af Parlamentet i den sjette valgperiode, at de skulle være ophørt i deres hverv. Derimod havde sagsøgerne endnu ikke på tidspunktet for ændring af rettigheden den 14. juli 2009 nået pensionsalderen ifølge de på det tidspunkt gældende regler.

132

Som Parlamentet med rette har anført, hviler alderskriteriet i afgørelsen af 1. april 2009 ikke alene på et forhold, der er objektivt, rimeligt og uafhængigt af lovgivers vilje, men det er ligeledes indbygget i enhver pensionsordning som det element, der afgør tidspunktet for pensionering og udbetaling af pensionen. Derfor kan et sådant kriterium ikke anses for som sådant at være diskriminerende eller uforholdsmæssigt i forbindelse med en ændring af en pensionsordning.

133

Under sådanne omstændigheder kan den forskellige behandling af sagsøgerne i forhold til de medlemmer, der fyldte 60 år inden den 14. juli 2009, ikke kvalificeres som vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig, således som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 113 ovenfor.

134

Det følger heraf, at klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og det andet anbringende i sin helhed bør forkastes.

135

Sagsøgeren har gjort gældende, at præsidiet tilsidesatte omkostningsregulativets artikel 29 ved ikke at rådføre sig med Parlamentets generalsekretær og dets kvæstorkollegium, før det vedtog afgørelsen af 1. april 2009.

136

Parlamentet har bestridt disse argumenter.

137

Det bemærkes hertil, at Retten allerede har fastslået, dels at omkostningsregulativets artikel 29 kun omfatter fortolkningen og anvendelsen af omkostningsregulativet og ikke ændringer af dette, dels at kvæstorerne i overensstemmelse med bestemmelserne i Parlamentets forretningsorden deltager i præsidiets møder med rådgivende funktion (dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, præmis 120-122).

138

Selv om sagsøgerne i deres replik har tilføjet, at den lovpligtige høring af kvæstorerne ikke kan anses for at være gyldigt opfyldt ved en angivelse af, at disse deltager med rådgivende funktion i præsidiets møder, hvilket ville være i strid med Parlamentets faste praksis og fratage omkostningsregulativets artikel 29 dens effektive virkning, skal det først fastslås, således som dette fremgår af ordet »klart«, der indleder præmis [122] i dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, nævnt i præmis 29 ovenfor, at Retten kun i tillæg hertil har anvendt argumentet om kvæstorernes deltagelse i præsidiets møder i henhold til Parlamentets forretningsorden. Argumentet om, at omkostningsregulativets artikel 29 ikke omfattede ændringen af omkostningsregulativet, er i sig selv tilstrækkeligt til at forkaste anbringendet om tilsidesættelse af denne bestemmelse.

139

Dernæst har sagsøgerne ikke, selv om de har påberåbt sig Parlamentets faste praksis, hverken præciseret, hvori denne praksis består, eller fremlagt beviser, der godtgør dens eksistens.

140

Endelig har sagsøgerne hævdet, at hvis en formel høring af kvæstorerne havde fundet sted, havde disse anmodet om den juridiske tjenestes og aktuareksperters udtalelse, hvilket de gjorde i 1999 i forbindelse med ændringen af regulativet af 12. juni 1990. Bortset fra, at dette argument er baseret på sagsøgernes simple formodning for så vidt angår de initiativer, som kvæstorkollegiet kunne have truffet, modsiges deres henvisning til kvæstorernes involvering i de omstændigheder, der fandt sted i 1999, af sagens indhold. Som det nemlig fremgår af kvæstorkollegiets notat af 29. august 1998 til præsidiet, fremlagt af sagsøgerne, er det efter anmodning fra præsidiet og ikke fra kvæstorerne, at ændringerne dengang blev undersøgt af den juridiske tjeneste.

141

Det følger heraf, at sagsøgernes tredje anbringende bør forkastes.

142

Sagsøgerne har gjort gældende, at den begrundelse, der er anført i tredje betragtning til afgørelsen af 1. april 2009 for at hæve alderen for retten til supplerende pension til 63 år, og som vedrører udviklingen i sektoren for medlemsstaternes alderspensioner, er ulovlig, og at forhøjelsen af alderen for pensionsrettens indtræden tilsidesætter statuttens artikel 27, stk. 2.

143

Parlamentet har bestridt disse argumenter.

144

Hvad for det første angår den angivelige tilsidesættelse af statuttens artikel 27, stk. 2, blev det i præmis 53 ovenfor fastslået, at nævnte statut endnu ikke var trådt i kraft på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen af 1. april 2009, og at denne sidstnævnte derfor ikke har kunnet tilsidesætte statuttens bestemmelser.

145

Hvad for det andet angår argumentet vedrørende den begrundelse, der er anført i tredje betragtning til afgørelsen af 1. april 2009, er det blevet fastslået i præmis 75 ovenfor, at afgørelsen om at hæve pensionsalderen inden for rammerne af den supplerende pensionsordning i det væsentlige var begrundet i den supplerende pensionsfonds vanskelige finansielle situation. Henset til, at denne begrundelse var tilstrækkelig til at begrunde forhøjelsen af pensionsalderen, således som dette blev fastslået i præmis 70-109 ovenfor, kan spørgsmålet om, hvorvidt præsidiet lovligt har anvendt supplerende begrundelser ikke have nogen indflydelse på udfaldet af den foreliggende tvist. Følgelig bør argumentet forkastes som irrelevant.

146

Det følger heraf, at det fjerde anbringende bør forkastes.

147

Sagsøgeren har påberåbt sig, at der foreligger et aftaleforhold mellem dem og Parlamentet, og har gjort gældende, at afgørelsen af 1. april 2009 er afhængig af aftaleparternes vilje og udgør et aftalebrud.

148

Det er i denne henseende tilstrækkeligt at minde om, at således som anført i præmis 61 ovenfor ved henvisning til konstateringerne i dommen i sagen Purvis mod Parlamentet, der er nævnt i præmis 29 ovenfor, følger de rettigheder og pligter, som den supplerende pensionsordning indebærer for Parlamentet og medlemmerne af nævnte ordning, af den i statutten fastlagte forbindelse mellem disse og er derfor ikke fastsat aftalemæssigt.

149

Det femte anbringende bør derfor forkastes.

150

Da samtlige de anbringender, som sagsøgerne har fremsat til støtte for deres ulovlighedsindsigelse mod afgørelsen af 1. april 2009, er blevet forkastet, bør indsigelsen forkastes. Heraf følger, at afgørelsen af 1. april 2009 udgjorde et gyldigt grundlag for de anfægtede afgørelser. I overensstemmelse med hvad der er anført i præmis 27 ovenfor, bør Parlamentet derfor frifindes i det hele.

151

I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Parlamentets påstand herom.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

Retsforskrifter

Sagens baggrund

Retsforhandlinger og parternes påstande

Retlige bemærkninger

Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af velerhvervede rettigheder, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Om første led vedrørende tilsidesættelse af sagsøgernes velerhvervede rettigheder

– Om retten til supplerende pension som 60-årig

– Om retten til tidlig supplerende pension fra det tidspunkt, de pågældende fylder 50 år, og retten til at få udbetalt en del af pensionen som et engangsbeløb

Om andet led vedrørende tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

– Klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet

– Om klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet

Om klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet

– Om lovligheden af det forfulgte mål

– Om de trufne foranstaltningers evne til at gennemføre de tilsigtede formål

– Om valget af den mindst bebyrdende foranstaltning

Om klagepunktet vedrørende tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet

Det tredje anbringende vedrørende tilsidesættelse af omkostningsregulativets artikel 29

Det fjerde anbringende vedrørende et åbenbart fejlagtigt skøn

Det femte anbringende vedrørende tilsidesættelse af princippet om, at kontrakter skal opfyldes i god tro

Sagsomkostningerne