FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

V. TRSTENJAK

fremsat den 25. marts 2010 ¹(1)

Sag C-442/08

Europa-Kommissionen

mod

Forbundsrepublikken Tyskland

»Artikel 226 EF – traktatbrud – Europaaftalen med Republikken Ungarn – protokol nr. 4 – samarbejdssystemet – varecertifikat EUR.1 – efterfølgende kontrol – retsskridt – toldkodeksens artikel 220, stk. 1 – efterfølgende bogføring – toldkodeksens artikel 221 – meddelelse til debitor – forældelse – forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 og (EF, Euratom) nr. 1150/2000 – egne indtægter – artikel 10, stk. 1, første afsnit – for sen kreditering – artikel 11 – morarenter«

Indhold

I –   Retsforskrifter

A –   Europaaftalen med Republikken Ungarn

B –   Forordning nr. 515/97

C –   Toldlovgivningen

D –   Bestemmelserne vedrørende egne indtægter

II – Sagens faktiske omstændigheder og den administrative procedure

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

1.     Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, 6, 9, 10 og 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret, og forordning nr. 1150/2000

2.     Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV – Kommissionens anbringender

A –   Anbringendet om tilsidesættelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum, og artikel 221, stk. 1

1.     Hensyntagen til den verserende sag til prøvelse af resultaterne af den efterfølgende kontrol

a)     Parternes argumenter

b)     Analyse

i)     Sfakianakis-dommen

ii)   Virkningerne af den efterfølgende kontrol

iii) Virkningen af sagsanlægget

iv)   Konklusion

2.     Den udvidede anvendelse af betingelserne i toldkodeksens artikel 220

a)     Parternes argumenter

b)     Analyse

3.     OLAF’s manglende vurdering og nødvendigheden af en endelig rapport

a)     Parternes argumenter

b)     Analyse

4.     Meddelelse om gensidig bistand af 27. oktober 1999

a)     Parternes argumenter

b)     Analyse

5.     Konklusion

B –   Tidspunkt for, hvornår det omtvistede beløb for egne indtægter skulle have været indbetalt

1.     Parternes argumenter

2.     Analyse

C –   Afvisningen af at betale morarenter

1.     Parternes argumenter

2.     Analyse

V –   Sagens omkostninger

VI – Forslag til afgørelse

1.        Den foreliggende traktatbrudssag indgår i retspraksis vedrørende bestemmelserne om egne indtægter. Reelt vedrører den imidlertid retlige spørgsmål om samarbejdsmetoderne mellem toldmyndighederne inden for rammerne af en Europaaftale, hvorefter der er ydet toldpræferencer for varer med oprindelse i det associerede tredjeland.

2.        Sagen omhandler motorkøretøjer, der blev importeret fra Republikken Ungarn til Den Europæiske Union på et tidspunkt, hvor Republikken Ungarn endnu var et associeret tredjeland til Den Europæiske Union. Ifølge Europa-aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og medlemsstaterne på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side (2) (herefter »Europaaftalen«) blev varer med oprindelse i Ungarn undergivet præferentiel behandling ved importen til Fællesskabet. I det foreliggende tilfælde havde de ungarske toldmyndigheder for så vidt angik bestemte motorkøretøjer udstedt oprindelsesbeviser i form af EUR.1-varecertifikater. Efter at disse motorkøretøjer var blevet importeret til Tyskland på præferentielle vilkår, oplyste Kommissionen de tyske toldmyndigheder om resultaterne af en efterfølgende kontrol af EUR.1-varecertifikater foretaget af de ungarske toldmyndigheder. Det fremgik heraf, at motorkøretøjerne ikke kunne anses for at være varer med oprindelse i Ungarn, og at EUR.1-varecertifikaterne følgelig var blevet udstedt med urette. Det centrale spørgsmål i den foreliggende sag er derfor, om de tyske toldmyndigheder fra dette tidspunkt var forpligtet til at foretage en efterfølgende bogføring af importafgifter i henhold til artikel 220, stk. 1, første punktum, og underrette debitor om afgiftsbeløbet i henhold til artikel 221, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (3) (herefter »toldkodeksen«), når de samtidigt ligeledes var blevet informeret om, at der var blevet rejst sag for en ungarsk domstol vedrørende resultatet af den efterfølgende kontrol.

3.        Den foreliggende sag giver Domstolen lejlighed til i forlængelse af Domstolens dom i Sfakianakis-sagen (4) at afklare spørgsmål vedrørende samarbejdsmetoderne mellem toldadministrationerne, som fastlagt ved protokol nr. 4 til Europaaftalen.

I –    Retsforskrifter

A –    Europaaftalen med Republikken Ungarn

4.        I protokol nr. 4 til Europaaftalen fastlægges begrebet »produkter med oprindelsesstatus« og ordningerne for administrativt samarbejde.

5.        Såvel protokol nr. 4, som ændret ved afgørelse nr. 1/95 truffet af Associeringsrådet, associeringen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side af 17. juli 1995 om ændring af protokol nr. 4 til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side (5), som protokol nr. 4, som ændret ved afgørelse nr. 3/96 truffet af Associeringsrådet, associeringen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side den 28. december 1996 om ændring af protokol nr. 4 til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side (6) finder tidsmæssig anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag. I det omfang bestemmelserne i protokol nr. 4, som ændret ved afgørelse nr. 1/95, finder tidsmæssig anvendelse på de faktiske omstændigheder i den foreliggende sag, svarer de indholdsmæssigt stort set til de tilsvarende bestemmelser i protokol nr. 4, som ændret ved afgørelse nr. 3/96. I det følgende vil jeg derfor udelukkende tage stilling til protokol nr. 4, som ændret ved afgørelse nr. 3/96 (herefter »protokollen«).

6.        Ifølge protokollens artikel 16, stk. 1, litra a), er produkter med oprindelsesstatus i Ungarn ved indførsel i Fællesskabet omfattet af de fordele, der er fastsat i aftalen, såfremt der forelægges et varecertifikat EUR.1 (7).

7.        I henhold til protokollens artikel 17, stk. 1, udsteder udførselslandets toldmyndigheder et varecertifikat EUR.1 efter skriftlig anmodning fra eksportøren eller, på eksportørens ansvar, fra dennes befuldmægtigede repræsentant (8). Ifølge bestemmelsens stk. 5 træffer de udstedende toldmyndigheder alle nødvendige foranstaltninger for at efterprøve, at produkterne har oprindelsesstatus, og at de øvrige betingelser i protokollen er opfyldt (9). De har i dette øjemed ret til at kræve enhver form for dokumentation og foretage enhver kontrol af eksportørens regnskaber eller enhver anden kontrol, der måtte findes hensigtsmæssig.

8.        Ifølge protokollens artikel 31, stk. 2, yder Fællesskabet og Ungarn gennem de kompetente toldmyndigheder hinanden gensidig bistand ved kontrollen med ægtheden af varecertifikater EUR.1 og med rigtigheden af de oplysninger, der afgives i disse dokumenter for at sikre en korrekt anvendelse af denne protokol.

9.        I protokollens artikel 32 er den efterfølgende kontrol af oprindelsesbeviser reguleret. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

»1.      Efterfølgende kontrol af oprindelsesbeviser skal foretages ved stikprøver, og i øvrigt når indførselslandets toldmyndigheder nærer begrundet tvivl om dokumenternes ægthed, de pågældende produkters oprindelsesstatus eller opfyldelsen af de øvrige betingelser i denne protokol.

2.      Med henblik på gennemførelse af bestemmelserne i stk. 1 skal indførselslandets toldmyndigheder tilbagesende varecertifikatet EUR.1 […] eller en kopi af disse dokumenter til udførselslandets toldmyndigheder, i givet fald med angivelse af årsagerne til, at der anmodes om kontrol. Samtlige dokumenter og oplysninger, som de er kommet i besiddelse af, og som tyder på, at angivelserne i oprindelsesbeviset er ukorrekte, fremsendes til støtte for anmodningen om kontrol.

3.      Kontrollen gennemføres af udførselslandets toldmyndigheder. De er i denne sammenhæng berettiget til at kræve alle oplysninger og foretage alle former for kontrol af eksportørens regnskaber eller enhver anden kontrol, som de finder hensigtsmæssig.

4.      Hvis indførselslandets toldmyndigheder træffer afgørelse om at suspendere præferencebehandlingen af de pågældende produkter, mens de afventer resultatet af kontrollen, skal de tilbyde at frigive produkterne til importøren med forbehold af de sikkerhedsforanstaltninger, de måtte finde nødvendige.

5.      De toldmyndigheder, der har anmodet om kontrol, skal snarest muligt underrettes om resultaterne af denne kontrol. Det skal klart fremgå af disse resultater, om dokumenterne er ægte, og om de pågældende produkter kan anses for produkter med oprindelsesstatus i Fællesskabet, i Ungarn eller i et af de andre i artikel 4 omhandlede lande og opfylder de øvrige betingelser i denne protokol.

6.      Hvis der i tilfælde, hvor der er begrundet tvivl, ikke foreligger svar inden ti måneder regnet fra datoen for anmodningen om kontrol, eller hvis svaret ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger til at fastslå de pågældende dokumenters ægthed eller produkternes virkelige oprindelse, afslår de anmodende toldmyndigheder at indrømme præferencebehandling, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder.«

10.      Det fremgår af protokollens artikel 33, stk. 1, at hvis der i forbindelse med den i protokollens artikel 32 fastsatte kontrolprocedure opstår tvister, der ikke kan bilægges, mellem de toldmyndigheder, der anmoder om kontrol, og de toldmyndigheder, der er ansvarlige for dens gennemførelse, eller hvis der opstår tvister om fortolkningen af denne protokol, forelægges de for Associeringsudvalget.

B –    Forordning nr. 515/97

11.      Afsnit III i Rådets forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (10) indeholder bestemmelser om medlemsstaternes toldmyndigheders forbindelser til Kommissionen. I henhold til artikel 17, stk. 2, i dette afsnit meddeler Kommissionen oplysninger, ved hjælp af hvilke myndighederne kan sikre overholdelsen af toldbestemmelserne, til medlemsstaternes kompetente myndigheder.

C –    Toldlovgivningen

12.      Toldkodeksen er efter sin vedtagelse blevet ændret gentagne gange. Da de bestemmelser, der finder tidsmæssig anvendelse, imidlertid er uændrede, vil der i det følgende blot blive henvist til toldkodeksen.

13.      Ifølge toldkodeksens artikel 201, stk. 1, litra a), opstår toldskyld ved indførsel, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning.

14.      Toldkodeksens artikel 217, stk. 1, første afsnit, vedrører bogføring af afgiftsbeløbet og bestemmer, at ethvert afgiftsbeløb, der udgør en toldskyld, skal beregnes af toldmyndighederne, så snart de har de fornødne oplysninger, og indskrives af disse myndigheder i regnskabsregistrene eller på anden måde.

15.      Hvis det afgiftsbeløb, som følger af en toldskyld, ikke er bogført eller er bogført for lavt i forhold til det efter lovgivningen skyldige beløb, skal bogføringen af det afgiftsbeløb, der skal opkræves, ifølge toldkodeksens artikel 220, stk. 1, ske senest to dage efter det tidspunkt, hvor toldmyndighederne er blevet klar over situationen og kan beregne det efter lovgivningen skyldige beløb og fastslå, hvem der er debitor (herefter »efterfølgende bogføring«).

16.      I henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal debitor, så snart afgiftsbeløbet er bogført, underrettes efter en passende fremgangsmåde om beløbets størrelse. Ifølge toldkodeksens artikel 221, stk. 3, første punktum, kan underretning af debitor i princippet ikke ske efter udløbet af en frist på tre år, regnet fra datoen for toldskyldens opståen.

D –    Bestemmelserne vedrørende egne indtægter

17.      Ifølge artikel 2, stk. 1, i Rådets afgørelse af 31. oktober 1994 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (94/728/EF, Euratom) (11) opføres forskellige typer af egne indtægter på Det Europæiske Fællesskabs budget. Herunder hører i henhold til bestemmelsens litra b) navnlig told i henhold til den fælles toldtarif og anden told, der af Fællesskabernes institutioner er pålagt handelen med tredjelande.

18.      I medfør af afgørelsens artikel 8, stk. 1, første punktum, opkræves told af medlemsstaterne i henhold til deres nationale love og administrative bestemmelser, som i givet fald tilpasses fællesskabsforskrifternes krav. Ifølge artikel 8, stk. 1, tredje punktum, stiller medlemsstaterne de egne indtægter (told), jf. artikel 2, stk. 1, litra b), til Kommissionens rådighed. I medfør af afgørelsens artikel 2, stk. 3, tilbageholder medlemsstaterne ved indbetaling af beløbene i henhold til artikel 2, stk. 1, litra b), 10% til dækning af opkrævningsomkostningerne.

19.      I Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom [94/728] (12) om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (13), som ændret ved Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 1355/96 af 8. juli 1996 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom [afgørelse 94/728] om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (14) (herefter »forordning nr. 1552/89, som ændret«), fastsættes nærmere bestemmelser for, hvorledes medlemsstaterne skal stille de egne indtægter, som tillægges Fællesskaberne, til rådighed for Kommissionen.

20.      Ifølge artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1552/89, som ændret, er en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter (told), jf. artikel 2, stk. 1, litra b), fastlagt, så snart toldbestemmelsernes betingelser om bogføring af fordringen er opfyldt, og beløbet er meddelt debitor.

21.      I henhold til artikel 2, stk. 1a, i forordning nr. 1552/89, som ændret, anses fastlæggelsen for at have fundet sted på den i toldbestemmelserne fastsatte bogføringsdato.

22.      Artikel 6, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1552/89, som ændret, bestemmer, at de i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer, med forbehold af litra b), senest skal opføres i regnskabet den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret.

23.      Ifølge forordningens artikel 6, stk. 2, litra b), opføres de fordringer, der er konstateret, men ikke opført i det regnskab, der er omhandlet i litra a), fordi de endnu ikke er indgået, og der ikke er stillet sikkerhed, inden for den i litra a) fastsatte frist i et særskilt regnskab. Medlemsstaterne kan benytte samme fremgangsmåde, når fordringer, der er konstateret og dækket af garantier, anfægtes og forventes at blive ændret som følge af de opståede uoverensstemmelser.

24.      I henhold til artikel 9, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1552/89, som ændret, fører hver enkelt medlemsstat som nærmere fastlagt i den ændrede forordnings artikel 10 egne indtægter til kredit for den konto, som er oprettet med henblik herpå i Kommissionens navn hos medlemsstatens finansforvaltning eller hos det af medlemsstaten udpegede organ.

25.      Ifølge artikel 10, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1552/89, som ændret, foretages krediteringen af de egne indtægter (told), jf. artikel 2, stk. 1, litra b), efter fradrag af 10% i opkrævningsomkostninger, jf. artikel 2, stk. 3, i afgørelse 88/376 [afgørelse 94/728], senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt i henhold til artikel 2. I henhold til artikel 10, stk. 1, andet afsnit skal krediteringen for de fordringer, som er opført i det særskilte regnskab i henhold til artikel 6, stk. 2, litra b), foretages senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen er indgået.

26.      Enhver forsinkelse af krediteringen af den i artikel 9, stk. 1, foreskrevne konto medfører i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret, at den pågældende medlemsstat skal betale en rente, hvis sats er lig med den på forfaldsdagen på medlemsstatens pengemarked gældende rentesats for kortfristet statsfinansiering, forhøjet med 2 procentpoint. Denne sats forhøjes med 0,25 procentpoint for hver måneds forsinkelse. Den således forhøjede sats anvendes på hele forsinkelsesperioden.

27.      Ifølge artikel 17, stk. 1, i forordning nr. 1552/89, som ændret, skal medlemsstaterne træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at de beløb, som svarer til de i henhold til artikel 2 konstaterede fordringer, stilles til Kommissionens rådighed efter de i denne forordning indeholdte regler. I henhold til forordningens artikel 17, stk. 2, er medlemsstaterne kun fritaget for at stille beløb svarende til de konstaterede fordringer til Kommissionens rådighed, såfremt disse beløb ikke har kunnet inddrives på grund af force majeure, eller når det efter en dybtgående undersøgelse af alle relevante oplysninger om det pågældende tilfælde viser sig, at det definitivt er umuligt at foretage inddrivelsen af grunde, som ikke kan tilskrives dem.

28.      Forordning nr. 1552/89, som ændret, blev kodificeret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (15). Artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 er identisk med artikel 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret.

II – Sagens faktiske omstændigheder og den administrative procedure

29.      Inden for rammerne af Europaaftalen blev der fra 1994 indført motorkøretøjer fra Ungarn til Tyskland, som efter fremlæggelse af et varecertifikat EUR.1 udstedt af de ungarske myndigheder blev undergivet toldpræferencebehandling.

30.      Ved en meddelelse om gensidig bistand, som i sin engelske affattelse blev tilstillet de tyske myndigheder den 13. juni 1996 og i sin tyske affattelse tilstillet den 28. november 1996, advarede Kommissionens Afdeling for Koordinering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af Bedrageri (»UCLAF«, forgænger for Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF, i det følgende samlet benævnt »OLAF«) medlemsstaterne med hensyn til importen fra en bestemt producent. OLAF var i tvivl om, hvorvidt motorkøretøjerne opfyldte betingelserne for at være produkter med ungarsk oprindelse i protokollens forstand. I meddelelsen om gensidig bistand opfordrede OLAF bl.a. medlemsstaterne til at anmode de ungarske myndigheder om at foretage en efterfølgende kontrol af de pågældende EUR.1-varecertifikater. Desuden opfordrede OLAF særligt medlemsstaterne til før frigivelsen af de pågældende køretøjer systematisk at kræve en betalingsgaranti eller en sikkerhedsstillelse for tolden og at træffe alle retslige skridt med henblik på at afbryde forældelsesfristerne og bevare mulighederne for efteropkrævning. Efterfølgende foretog Kommissionen selv videre undersøgelser, herunder også et kontrolbesøg i Ungarn.

31.      Ved meddelelse om gensidig bistand af 26. juni 1998, som ligeledes var affattet på tysk, underrettede OLAF de tyske myndigheder om resultatet af de ungarske toldmyndigheders efterfølgende kontrol. Det fremgik heraf, at bestemte køretøjer ikke kunne anses for varer med oprindelsesstatus i Ungarn, og at EUR.1-varecertifikatet for så vidt angik disse var udstedt med urette. Det fremgik af meddelelsen, at 19 123 køretøjer, der var indført i Tyskland, var berørt heraf. I meddelelsen oplyste OLAF, at kontoret ville fremsende yderligere oplysninger, oversættelser af korrespondancen med de ungarske toldmyndigheder samt de filer, hvori OLAF på grundlag af oplysningerne fra de ungarske toldmyndigheder ville angive de udførte operationer i de enkelte lande.

32.      Ved en skrivelse, som de tyske myndigheder modtog i en engelsk udgave den 13. juli 1998 og i en tysk udgave den 18. august 1998 (herefter »skrivelsen modtaget den 18. august 1998«) fremsendte OLAF de omtalte dokumenter og filer. Dette indbefattede navnlig den tyske oversættelse af en skrivelse fra de ungarske toldmyndigheder af 26. maj 1998, hvori disse redegjorde for gennemførelsen af den efterfølgende kontrol og informerede OLAF om resultaterne af den efterfølgende kontrol. Blandt det fremsendte materiale var desuden de dokumenter og elektroniske filer, der var benyttet til at identificere de køretøjer, som ifølge de ungarske toldmyndigheder, modsat den oprindelige opfattelse, alligevel ikke kunne anses for ungarske produkter, og i forbindelse med hvilke EUR.1-varecertifikaterne dermed var udstedt med urette. I skrivelsen af 26. maj 1998 henviste de ungarske myndigheder imidlertid også til, at der var anlagt sag til prøvelse af resultaterne af den efterfølgende kontrol, og at der således verserede en sag for domstolene.

33.      Efter modtagelsen af disse skrivelser anmodede Forbundsrepublikken Tyskland gentagne gange om den endelige rapport fra Kommissionens kontrolbesøg i Ungarn. Den 23. februar 1999 fremsendte OLAF den formelle endelige rapport om fællesskabsundersøgelsen til Forbundsrepublikken Tyskland, som indgik til de kompetente myndigheder den 2. marts 1999.

34.      Den 15. april 1999 påbegyndte de tyske toldmyndigheder en efterfølgende bogføring af afgiftsbeløbene for de motorkøretøjer, som i henhold til resultatet af de ungarske toldmyndigheders efterfølgende kontrol ikke havde oprindelsesstatus i Ungarn. Som følge af fristen på tre år for underretning af debitor, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 3, første punktum, kunne der ikke pålægges importafgifter for motorkøretøjer indført før den 15. april 1996. I dette tidsrum blev der heller ikke fastlagt eller krediteret egne indtægter.

35.      Ved meddelelse om gensidig bistand af 27. oktober 1999 meddelte OLAF medlemsstaterne, at der var truffet afgørelse i søgsmålet for de ungarske domstole, og at de ungarske toldmyndigheder havde ændret resultaterne af den efterfølgende kontrol i overensstemmelse hermed. I henhold til det ændrede resultat skulle en del af de køretøjer, som de ungarske toldmyndigheder i deres skrivelse af 26. maj 1998 havde nægtet oprindelsesstatus, alligevel anses for varer med oprindelse i Ungarn. For så vidt angik den anden del fastholdt toldmyndighederne ganske vist det resultat, at der ikke var tale om varer med oprindelse i Ungarn, og at varecertifikatet var udstedt med urette. Herefter gav de tyske toldmyndigheder fritagelse for eller refunderede importafgifterne for de køretøjer, for hvilke de ungarske toldmyndigheder nu anså for at have oprindelse i Ungarn.

36.      I maj 2000 gennemførte Kommissionen en tjenesterejse til Tyskland til kontrol af egne indtægter. Det fremgik heraf, at de tyske toldmyndigheder ikke havde krediteret de deraf følgende egne indtægter for så vidt angik de køretøjer,

–        for hvilke de ungarske toldmyndigheders efterfølgende kontrol først havde resulteret i, at de ikke kunne anses for at have oprindelsesstatus i Ungarn, og for hvilke EUR.1-varecertifikaterne derfor var udstedt med urette

–        for hvilke dette resultat ikke blev ændret ved afgørelsen truffet af de ungarske domstole

–        som var blevet importeret til Tyskland fra den 18. november 1995, og

–        for hvilke de tyske toldmyndigheder i forbindelse med efteropkrævningen fra den 15. april 1999 som følge af fristen på tre år for underretning af debitor om afgiftsbeløbet, jf. toldkodeksens artikel 221, stk. 3, første punktum, ikke havde foretaget efterfølgende bogføring og ikke havde givet debitor underretning om afgiftsbeløbene.

I det følgende vil disse køretøjer være benævnt »de omhandlede køretøjer« og de hermed forbundne importafgifter »de omhandlede importafgifter«.

37.      Herefter anmodede Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland om betaling af de heraf følgende egne indtægter. Under et møde, hvis indhold er refereret i mødereferat af 12. juni 2003, anmodede Kommissionen de tyske myndigheder om nærmere oplysninger om de omhandlede importafgifter. Kommissionen meddelte, at en formel påkravsskrivelse ville blive fremsendt efterfølgende. Endelig fastholdt Kommissionen, at en betaling inden for den fastsatte frist ville indebære, at en opkrævning af morarenter kunne undgås.

38.      Ved skrivelse af 30. marts 2005 meddelte de tyske myndigheder Kommissionen, at de omhandlede importafgifter beløb sig til 408 735,53 EUR. Ved skrivelse af 4. maj 2005 fremsatte Kommissionen krav om, at de tyske myndigheder stillede de omhandlede importafgifter fratrukket en tilbageholdelsessats på 10%, dvs. 367 861,98 EUR (herefter »det omtvistede beløb for egne indtægter«) til rådighed inden for en frist på to måneder, idet der ellers ville blive indledt traktatbrudssøgsmål. Kommissionen understregede, at der efter modtagelsen af dette beløb ville blive opkrævet morarenter.

39.      Ved skrivelse af 8. november 2005 informerede de tyske myndigheder Kommissionen om, at de den 31. oktober 2005 havde indbetalt 408 735,53 EUR, dog med forbehold af en afgørelse fra Domstolen, der bekræftede Kommissionens retlige standpunkt. De tyske myndigheder fremhævede i denne skrivelse, at denne betaling ikke skulle anses for en anerkendelse af Kommissionens retlige standpunkt, og at betalingen udelukkende havde til formål at begrænse de morarenter, der eventuelt ville blive opkrævet, såfremt de ikke fik medhold af Domstolen.

40.      Ved skrivelse af 16. december 2005 og af 30. marts 2006 gjorde Kommissionen opmærksom på, at de tyske myndigheder ikke havde fratrukket tilbageholdelsessatsen på 10% (40 873,55 EUR), som derfor blev refunderet. Desuden redegjorde Kommissionen for grundlaget for beregningen af morarenter og opkrævede på denne baggrund et beløb på 571 011,21 EUR (herefter »det omtvistede morarentebeløb«).

41.      Ved skrivelse af 13. juni 2006 nægtede de tyske myndigheder at betale det omtvistede morarentebeløb og gentog endnu en gang, at betalingen af hovedbeløbet kun var betalt med forbehold.

42.      Som følge heraf indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure i henhold til artikel 226 EF. Efter at Kommissionen ved skrivelse af 18. oktober 2006 havde givet Forbundsrepublikken Tyskland lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger og denne ved skrivelse af 19. februar 2007 havde indgivet svar, fremsendte Kommissionen den 29. juni 2007 en begrundet udtalelse. I skrivelsen anmodede Kommissionen Forbundsrepublikken Tyskland om at træffe de nødvendige foranstaltninger med henblik på at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra meddelelsen heraf.

III – Retsforhandlingerne for Domstolen

43.      Da Kommissionen ikke fandt, at Forbundsrepublikken Tysklands svar på den begrundede udtalelse af 24. august 2007 var tilfredsstillende, blev der den 6. oktober 2008 anlagt traktatbrudssøgsmål i henhold til artikel 226 EF.

44.      Der har den 4. februar 2009 været afholdt et retsmøde, i hvilket deltog repræsentanterne for Kommissionen og for den tyske regering, der supplerede deres indlæg og besvarede spørgsmål fra Domstolen.

45.      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

1)      Det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 2, 6, 9, 10 og 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret, og forordning nr. 1150/2000

–      da den på trods af, at den havde modtaget en meddelelse om gensidig bistand, havde ladet en toldskyld blive forældet, og for sent overførte de herfor skyldige egne indtægter, og

–      da den har nægtet at betale de forfaldne morarenter.

2)      Forbundsrepublikken Tyskland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

46.      Forbundsrepublikken Tyskland har nedlagt følgende påstande:

1)      Frifindelse

2)      Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

IV – Kommissionens anbringender

47.      Til støtte for søgsmålet har Kommissionen gjort tre successive anbringender om tilsidesættelse af fællesskabsretten gældende. For det første har den anført, at de tyske toldmyndigheder har tilsidesat toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum, og artikel 221, stk. 1. Efter Kommissionens opfattelse var de tyske toldmyndigheder den 18. august 1998 i besiddelse af alle de nødvendige oplysninger til at foretage en efterfølgende bogføring af de omhandlede importafgiftsbeløb og underrette debitor herom. De tyske toldmyndigheder påbegyndte imidlertid ikke dette før senest den 18. november 1998, men først den 1. april 1999. Derved blev de omhandlede importafgifter forældede (A). På dette grundlag har Kommissionen gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 2, 6, 9, 10 og 17 i forordning nr. 1552/89, som ændret. Det omtvistede beløb for egne indtægter var forfaldent senest den 20. januar 1999. Forbundsrepublikken Tyskland indbetalte først beløbet til Kommissionen den 31. oktober 2005 (B). Endelig har Kommission gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 1522/89 og i forordning nr. 1150/2000. Forbundsrepublikken Tyskland har ikke betalt morarenter for det omtvistede beløb for egne indtægter (C).

A –    Anbringendet om tilsidesættelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum, og artikel 221, stk. 1

48.      I princippet skal toldskyld ved indførsel, som i henhold til toldkodeksens artikel 201, stk. 1, litra a), opstår, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning, i medfør af toldkodeksens artikel 217, stk. 1, beregnes og registreres af toldmyndighederne, så snart de har de fornødne oplysninger. Hvis det imidlertid fremgår af en efterfølgende kontrol, at indførslen af varer er sket på grundlag af ukorrekte eller ufuldstændige oplysninger, skal toldmyndighederne ifølge toldkodeksens artikel 78, stk. 3, træffe de nødvendige foranstaltninger til at få afklaret situationen under hensyntagen til de foreliggende nye oplysninger. Disse foranstaltninger omfatter navnlig efterfølgende bogføring af det importafgiftsbeløb, der svarer til den efter lovgivningen skyldige toldskyld. Dette skal ifølge toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum, i princippet ske senest to dage efter det tidspunkt, hvor toldmyndighederne er blevet klar over situationen og kan beregne det efter lovgivningen skyldige beløb og fastslå, hvem der er debitor. I henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 1, skal debitor underrettes efter en passende fremgangsmåde om størrelsen af det pågældende beløb.

49.      Kommissionen har for det første gjort gældende, at de tyske toldmyndigheder således har tilsidesat toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum, og artikel 221, stk. 1, da de på trods af, at de havde modtaget skrivelsen af 18. august 1998, ikke traf de nødvendige foranstaltninger til at få afklaret situationen under hensyntagen til de foreliggende nye oplysninger. Ifølge Kommissionen skulle de tyske toldmyndigheder inden for en frist på tre måneder fra modtagelsen af denne skrivelse, altså inden den 18. november 1998, have efteropkrævet afgiftsbeløbene, hvilket forudsætter efterfølgende bogføring af beløbene og underretning af debitor herom.

50.      Efter den tyske regerings opfattelse bestod der den 18. august 1998 derimod endnu ikke nogen forpligtelse for de tyske toldmyndigheder til at foretage efterfølgende bogføring og underretning af debitor. Som følge af, at der var anlagt sag til prøvelse af resultaterne af de ungarske toldmyndigheders efterfølgende kontrol, var en efterfølgende bogføring og underretning af debitor ikke tilladt (1). Dermed forelå der ikke noget hjemmelsgrundlag for disse foranstaltninger. Toldkodeksens artikel 220 bør ikke udvides til at omfatte tilfælde, hvor der ex ante foreligger tvivl om, hvorvidt afgiftsbeløbene er berettigede (2). Endvidere kritiserede den tyske regering den omstændighed, at de ungarske toldmyndigheders konstateringer med hensyn til resultaterne af den efterfølgende kontrol ikke blev vurderet af OLAF. Desuden skulle de tyske toldmyndigheder kun have handlet på grundlag af en endelig rapport fra OLAF (3). Endelig har den tyske regering gjort gældende, at Kommissionen modsiger meddelelsen om gensidig bistand af 27. oktober 1999 (4).

1.      Hensyntagen til den verserende sag til prøvelse af resultaterne af den efterfølgende kontrol

a)      Parternes argumenter

51.      Den tyske regering har for første påberåbt sig Sfakianakis-dommen (16). Det følger af denne doms præmis 32 og 43, at de tyske toldmyndigheder endnu ikke ved modtagelsen af skrivelsen den 18. august 1998 burde have foretaget efterfølgende bogføring af importafgifterne. Afgørelsen om tilbagekaldelse af EUR.1-varecertifikaterne var i dette tilfælde endnu ikke endelig. Dermed »eksisterede« de omhandlede EUR.1-varecertifikater stadig og skulle således tages i betragtning af de tyske toldmyndigheder. En efterfølgende bogføring ville på ubehørig vis have foregrebet udfaldet af den verserende sag.

52.      Efter Kommissionens opfattelse kan Sfakianakis-dommen ikke fortolkes således, at medlemsstaternes toldmyndigheder skulle forblive inaktive, så længe der verserede en sag angående tilbagekaldelsen af EUR.1-varecertifikaterne. Desuden er protokollen ikke til hinder for en pligt for de tyske toldmyndigheder til at foretage efterfølgende bogføring af toldskyld, når tilbagekaldelsen endnu ikke er endelig. Denne situation er nemlig ikke reguleret i protokollen. I øvrigt giver toldkodeksens bestemmelser debitorerne tilstrækkelige beskyttelsesmuligheder.

b)      Analyse

53.      For det første skal det undersøges, om begrundelsen i Sfakianakis-dommens præmis 32 og 43 kan overføres på det foreliggende tilfælde (i). Dette er efter min opfattelse ikke tilfældet. Følgelig vil jeg i forlængelse heraf undersøge retsvirkningerne af, at de ungarske toldmyndigheders meddelte de tyske toldmyndigheder resultaterne af den efterfølgende kontrol af EUR.1-varecertifikaterne (ii), og undersøge, om den omstændighed, at der blev anlagt sag til prøvelse af resultatet af den efterfølgende kontrol, havde indflydelse herpå (iii).

i)      Sfakianakis-dommen

54.      I modsætning til den tyske regerings opfattelse fastslog Domstolen ikke i Sfakianakis-dommen, at en efterfølgende bogføring og underretning af debitor ikke var tilladt i et tilfælde som det foreliggende.

55.      Som den tyske regering selv har anført, vedrører dommens præmis 32, som regeringen har henvist til, den situation, at indførselslandets myndigheder bliver informeret om allerede afsagte afgørelser truffet af retterne i udførselslandet. Det var således først efter den 18. august 1998 og også efter den 18. november 1998, nemlig først med meddelelsen om gensidig bistand af 27. oktober 1999, at de tyske toldmyndigheder fik kendskab til afgørelsen truffet af de ungarske retter.

56.      For så vidt som den tyske regering har støttet sit standpunkt på Sfakianakis-dommens præmis 43, er dette heller ikke overbevisende. I Sfakianakis-dommens præmis 43 fastslog Domstolen, at den effektive virkning af afskaffelsen af told i henhold til associeringsaftalen er til hinder for, at indførselslandets toldmyndigheder træffer administrative afgørelser om opkrævning af told, inden de er blevet underrettet om det endelige udfald af de søgsmål, der er blevet rejst til prøvelse af resultatet af den efterfølgende kontrol, og afgørelserne truffet af udførselslandets myndigheder, som oprindeligt udstedte EUR.1-varecertifikaterne, ikke er blevet tilbagekaldt eller annulleret. Der kan efter min opfattelse ikke på baggrund af dette svar fra Domstolen drages den konklusion, at en efterfølgende bogføring også i et tilfælde som det foreliggende er ulovlig. Domstolen tog således kun stilling til den situation, at toldmyndighederne i en medlemsstat på grundlag af de oplysninger, der var til rådighed for dem, ikke, da det kom til stykket, med sikkerhed kunne gå ud fra, at der forelå en meddelelse fra de ungarske toldmyndigheder om, at EUR.1-varecertifikaterne var udstedt med urette.

57.      Dette følger for det første af sætningen »og afgørelserne truffet af udførselslandets myndigheder, som oprindeligt udstedte EUR.1-varecertifikaterne, ikke er blevet tilbagekaldt eller annulleret«. For det andet fremgik det ikke, som Domstolen anførte i den pågældende doms præmis 40, af de faktiske omstændigheder i sagen, som den forelæggende ret havde fremlagt, at de ungarske myndigheder tilbagekaldte certifikaterne, således at de græske myndigheder havde været berettiget til at unddrage de omhandlede produkter fra præferenceordningen. Denne konstatering skal ses i sammenhæng med dommens præmis 11. Det følger heraf, at medlemsstatens toldmyndigheder efter Kommissionens fremsendelse af oplysningerne om resultaterne af den efterfølgende kontrol modtog yderligere oplysninger direkte fra de ungarske toldmyndigheder. Disse myndigheder fremsendte ved en skrivelse af 3. november 1998 en liste omfattende tre afsnit til medlemsstatens toldmyndigheder. Det første afsnit indeholdt oplysninger om de biler, som havde fået tildelt ungarsk oprindelsesstatus både af fabrikken og af de ungarske kontrolmyndigheder, det andet afsnit indeholdt oplysninger om de biler, der af myndighederne havde fået tildelt status af ikke-indenlandsk oprindelse, hvilket også fabrikken accepterede i en erklæring, og det tredje afsnit indeholdt oplysninger om de biler, som var blevet genstand for en retstvist. Med hensyn til det tredje afsnit, der omhandlede de biler, hvor den yderligere opkrævning af en afgift var genstand for den sag, som verserede for den forelæggende ret, meddelte de ungarske toldmyndigheder, at de ikke kunne give oplysninger om udfaldet af de anlagte retstvister, før disse var bragt til afslutning, og man anmodede de græske myndigheder om at udvise tålmodighed med hensyn til opkrævningen af de i hovedsagen omhandlede toldafgifter. På den baggrund anførte Domstolen i dommens præmis 41 til, at det tilkom den nationale ret at afgøre, om de græske toldmyndigheder rådede over tilstrækkelige oplysninger til at kunne antage, at EUR.1-varecertifikaterne ikke var blevet tilbagekaldt og følgelig fortsat var gyldige.

58.      I det foreliggende tilfælde er de faktiske omstændigheder imidlertid anderledes. Som den tyske regering har præciseret under retsmødet, har de tyske toldmyndigheder i det konkrete tilfælde alene modtaget Kommissionens meddelelse om resultaterne af den efterfølgende kontrol. Til forskel fra, hvad der var tilfældet i Sfakianakis-dommen, modtog de ingen yderligere oplysninger fra de ungarske toldmyndigheder, som kunne have rejst tvivl om oplysningerne i skrivelsen modtaget den 18. august 1998. Det foreliggende tilfælde svarer således ikke til den situation, som Domstolen behandlede i Sfakianakis-dommens præmis 43.

59.      Den tyske regerings anbringender, støttet på Sfakianakis-dommens præmis 32 og 43, må følgelig forkastes.

ii)    Virkningerne af den efterfølgende kontrol

60.      Det skal herefter for det første undersøges, hvilke retsvirkninger meddelelsen af resultaterne af den efterfølgende kontrol til de tyske toldmyndigheder havde. Da bestemmelserne i protokollen som en folkeretlig traktat har forrang for bestemmelserne i den sekundærretlige toldkodeks, skal det først undersøges, om en besvarelse af dette spørgsmål kan udledes af protokollens bestemmelser.

61.      I modsætning til, hvad Kommissionen har anført (17), forekommer det mig, at protokollen meget klart tager stilling til, hvilke retsvirkninger meddelelsen af resultatet af den efterfølgende kontrol har, når dette resultat er, at de omhandlede køretøjer ikke kan anses for at være varer med oprindelsesstatus i Ungarn, og EUR.1-varecertifikaterne dermed er udstedt med urette. Dette følger af ordningen med administrativt samarbejde, som navnlig kommer til udtryk i protokollens artikel 16, stk. 1, artikel 17, stk. 1, og artikel 32.

62.      Ifølge protokollens artikel 16, stk. 1, undergives produkter med oprindelsesstatus i Ungarn ved indførsel i Fællesskabet en præferentiel behandling, såfremt der forelægges et oprindelsesbevis. Ifølge protokollens artikel 17, stk. 1, er de ungarske toldmyndigheder beføjet til at udstede EUR.1-varecertifikater. Dermed skal de i henhold til protokollens artikel 17, stk. 4 og 5, træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at efterprøve, at produkterne har oprindelsesstatus. Det fremgår af protokollens artikel 32, stk. 3 og 5, at disse myndigheder også er kompetente til at foretage den efterfølgende kontrol heraf.

63.      Denne ordning for administrativt samarbejde forpligter for det første indførselslandets toldmyndigheder til principielt at anerkende EUR.1-varecertifikater udstedt af udførselslandets myndigheder. Den forpligter dem endvidere til principielt at anerkende resultatet af en efterfølgende kontrol foretaget af udførselslandets toldmyndigheder (18). Samarbejdsordningen er nemlig baseret på en fordeling af opgaverne og på gensidig tillid mellem toldmyndighederne i indførselslandet og toldmyndighederne i udførselslandet. Opgavefordelingen er begrundet i den omstændighed, at det er myndighederne i udførselslandet, der bedst kan vurdere rigtigheden af de faktiske omstændigheder, der er afgørende for den omhandlede vares oprindelsesstatus. Denne ordning kan således kun fungere efter hensigten, såfremt toldmyndighederne i indførselslandet lægger de afgørelser til grund, der er truffet af myndighederne i udførselslandet, og dette ikke kun ved udstedelsen af EUR.1-varecertifikaterne, men også ved den efterfølgende kontrol heraf.

64.      I det foreliggende tilfælde skulle de tyske toldmyndigheder således anerkende resultatet af den efterfølgende kontrol foretaget af de ungarske toldmyndigheder, hvorefter de omhandlede køretøjer ikke havde oprindelsesstatus i Ungarn, og EUR.1-varecertifikaterne vedrørende disse køretøjer var udstedt med urette.

65.      Heroverfor kan det ikke indvendes, at den efterfølgende kontrol i det foreliggende tilfælde blev foretaget i forbindelse med et kontrolbesøg af Kommissionen. Det er ganske vist fastsat i protokollens artikel 32, stk. 1, at en efterfølgende kontrol skal foretages ved stikprøver, og i øvrigt når indførselslandets toldmyndigheder nærer begrundet tvivl. Dette skal imidlertid ikke anses for at være en udtømmende opregning. Det ville således føre til åbenbart meningsløse resultater at fortolke bestemmelsen som en udtømmende regulering af de tilfælde, hvor en efterfølgende kontrol er tilladt, da en efterfølgende kontrol foretaget ex officio af de ungarske myndigheder på grundlag af et tip eller en mistanke i så tilfælde også ville være udelukket.

66.      Desuden kan det ikke anføres som modargument over for denne konklusion, at meddelelsen ikke skete direkte mellem de ungarske og tyske toldmyndigheder. Det er fastsat i protokollens artikel 32, stk. 5, at de toldmyndigheder, der har anmodet om den efterfølgende kontrol, skal underrettes om resultaterne af kontrollen. Selv om begrebet toldmyndigheder i protokollen ofte anvendes for medlemsstaternes og Ungarns toldmyndigheder, skal denne bestemmelse i det mindste i det foreliggende tilfælde finde tilsvarende anvendelse på Kommissionen, på hvis initiativ den omfattende efterfølgende kontrol blev gennemført. Det taler for det første herfor, at det følger af protokollens artikel 31, stk. 2, at Fællesskabet og Ungarn gennem de kompetente toldmyndigheder yder hinanden gensidig bistand ved kontrollen med ægtheden af varecertifikater EUR.1. Begrebet Fællesskabets toldmyndigheder i denne bestemmelses forstand synes her også at omfatte Kommissionen. For det andet skal der i det indbyrdes forhold mellem Kommissionen og medlemsstaterne også tages hensyn til artikel 17, stk. 2, i forordning nr. 515/97, hvorefter Kommissionen er kompetent til at meddele oplysninger, ved hjælp af hvilke myndighederne kan sikre overholdelsen af toldbestemmelserne, til medlemsstaternes kompetente myndigheder.

67.      Endelig er der også grundlag for at tilbagevise den tyske regerings indvending, hvorefter de af Kommissionen meddelte oplysninger ikke omfattede det endelige resultat, da de ungarske myndigheder havde oplyst, at de ville meddele de endelige kontrolresultater til medlemsstaternes toldmyndigheder. Det er således åbenbart, at der med medlemsstaternes toldmyndigheder var ment dem, der havde efterkommet Kommissionens opfordring i meddelelserne om gensidig bistand af 13. juni 1996 og 28. november 1996 og selv direkte havde anmodet de ungarske myndigheder om at foretage en efterfølgende kontrol af EUR.1-varecertifikaterne. Da den tyske regering ikke havde efterkommet denne opfordring, kan den heller ikke søge støtte i, at den angiveligt ventede en direkte reaktion fra de ungarske myndigheder. Endvidere fremgik det tilstrækkeligt tydeligt af de ungarske toldmyndigheders skrivelse af 26. maj 1998, at der allerede var tale om de endelige resultater. Toldmyndighederne i de medlemsstater, som skulle underrettes direkte, skulle nemlig gøres opmærksom på, at de kunne få mere detaljerede oplysninger fra Kommissionen. Det drejede sig i denne forbindelse om de oplysninger, som Kommissionen meddelte de tyske toldmyndigheder i skrivelsen modtaget den 18. august 1998.

68.      På grundlag af oplysningerne i skrivelsen modtaget den 18. august 1998 måtte de tyske toldmyndigheder antage, at de omhandlede køretøjer ikke havde oprindelsesstatus i Ungarn, og at der ved indførslen af dem ikke skulle gives de omhandlede køretøjer præferencebehandling i henhold til protokollens artikel 16, stk. 1. De tyske toldmyndigheder skulle således have foretaget en efterfølgende bogføring af de skyldige importafgiftsbeløb og have givet debitor underretning herom.

iii) Virkningen af sagsanlægget

69.      I det foreliggende tilfælde opstår spørgsmålet, om den omstændighed, at de tyske toldmyndigheder også var informeret om, at der var anlagt sag til prøvelse af resultaterne af den efterfølgende kontrol, ændrer noget ved denne retlige situation. Spørgsmålet må besvares benægtende.

70.      For det første henvises til, at der ikke findes nogen udtrykkelig bestemmelse i protokollen, hvorefter resultatet af den efterfølgende kontrol skal stå fast. Det forekommer mig dog, at protokollens artikel 32, stk. 5, hvorefter resultatet af den efterfølgende kontrol skal meddeles så snart som muligt, taler imod denne antagelse.

71.      Endvidere har Domstolen ganske vist gjort klart, at medlemsstaternes toldmyndigheder skal tage hensyn til afgørelser, der allerede er truffet af de ungarske domstole i søgsmål til prøvelse af resultaterne af den efterfølgende kontrol (19). Denne forpligtelse følger for det første af den i protokollen forudsatte fordeling af opgaverne og gensidige tillid mellem de ungarske toldmyndigheder og medlemsstaternes toldmyndigheder, som i sidste ende også udvides til at omfatte domstolene (20). For det andet følger den af nødvendigheden af at sikre en effektiv retsbeskyttelse (21). I modsætning til den tyske regerings opfattelse betyder dette imidlertid ikke, at de tyske toldmyndigheder også før afsigelsen af en sådan retsafgørelse skulle afstå fra en efterfølgende bogføring.

72.      For det første taler den i protokollen fastsatte samarbejdsordning, der er støttet på principperne om fordeling af opgaverne og gensidig tillid mellem toldmyndighederne, imod en sådan udlægning. Som allerede anført ovenfor (22), er toldmyndighederne i udførselslandet beføjet til at foretage den efterfølgende kontrol af EUR.1-varecertifikaterne, og toldmyndighederne i indførselslandet skal i princippet stole på rigtigheden af resultaterne heraf. Den omstændighed, at der er anlagt sag til prøvelse af resultatet af den efterfølgende kontrol, siger endnu intet om udsigterne til at få medhold i sagen. Den er dermed ikke som sådan egnet til at svække den tillid, som medlemsstaternes toldmyndigheder skal tillægge resultaterne af den efterfølgende kontrol foretaget af de ungarske toldmyndigheder.

73.      For det andet indebærer princippet om at sikre en effektiv retsbeskyttelse ikke i det foreliggende tilfælde en pligt til at undlade en efterfølgende bogføring i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum, og en underretning af debitor i henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 1. Dette ville kun være påkrævet, såfremt afgørelser truffet af de ungarske domstole i sager anlagt til prøvelse af resultaterne af en efterfølgende kontrol ikke længere retskraftigt kunne tages i betragtning efter deres afsigelse. I det foreliggende tilfælde ville man heller ikke have kunnet støtte sig herpå, selv hvis de ungarske myndigheder efter afsigelsen af dommen havde meddelt, at de omhandlede køretøjer alligevel skulle anses for at have oprindelsesstatus i Ungarn (hvilket de ikke gjorde) (23). Som Kommissionen nemlig med rette har anført, skal der i henhold til toldkodeksens artikel 236, stk. 1, ydes fritagelse eller godtgørelse for told, som efterfølgende viser sig ikke at være skyldig. Hvis medlemsstaternes toldmyndigheder bliver informeret om, at toldmyndighederne i udførselslandet på grundlag af en retsafgørelse ændrer resultatet af myndighedens efterfølgende kontrol og igen lægger til grund, at de omhandlede produkter har oprindelsesstatus i Ungarn, er de forpligtet til at tage hensyn til dette (24). Selv for det tilfælde, at det ville være uforsvarligt at afvente en refusion, foreligger der ifølge toldkodeksen tilstrækkelige beskyttelsesmuligheder. Den pågældende debitor kan således indrømme andre betalingslempelser på de betingelser, der er fastsat i toldkodeksens artikel 229. Dette er ganske vist i princippet betinget af, at der stilles sikkerhed. Det kan dog undlades, når et sådant krav vil kunne give anledning til alvorlige økonomiske eller sociale vanskeligheder.

74.      Alene den omstændighed, at der er anlagt sag til prøvelse af resultatet af en efterfølgende kontrol, giver følgelig ikke anledning til at undlade at foretage en efterfølgende bogføring.

75.      Anderledes forholder det sig, hvis det ikke fremgår klart af meddelelsen fra toldmyndighederne, hvad resultatet af den efterfølgende kontrol er. Dette er f.eks. tilfældet, når toldmyndighederne i udførselslandet meddeler toldmyndighederne i indførselslandet, at de, før en verserende retstvist er bragt til afslutning, ikke kan give nærmere oplysninger, hvorfor de anmoder toldmyndighederne i indførselslandet om at udvise tålmodighed med hensyn til opkrævningen af de i hovedsagen omhandlede toldafgifter. Et sådant tilfælde foreligger imidlertid ikke i denne sag.

iv)    Konklusion

76.      På grundlag af de oplysninger, som de tyske toldmyndigheder rådede over med skrivelsen modtaget den 18. august 1998, skulle de have foretaget en efterfølgende bogføring af det skyldige importafgiftsbeløb og have underrettet debitor om dette beløb.

2.      Den udvidede anvendelse af betingelserne i toldkodeksens artikel 220

a)      Parternes argumenter

77.      Den tyske regering har dernæst anført, at en udvidet anvendelse af toldkodeksens artikel 220 på bogføring af importafgifter, hvis berettigelse ex ante giver anledning til tvivl, ikke bør støttes på, at toldkodeksen fastsætter beskyttelsesmekanismer for virksomheder. I sådanne tilfælde vil det derimod være i de berørte virksomheders interesse at undlade at foretage en efterfølgende bogføring. Den omstændighed, at det indebærer forældelse af toldskyld, må accepteres. Dette vil eventuelt kunne løses ved en tilpasning af toldkodeksen.

b)      Analyse

78.      Det anførte argument må ligeledes forkastes. Som nævnt ovenfor måtte de tyske toldmyndigheder ifølge protokollens bestemmelser ved modtagelsen af skrivelsen af 18. august 1998 antage, at der ikke var grundlag for at give de omhandlede køretøjer præferentiel behandling. Der er i det foreliggende tilfælde ikke sket en udvidet anvendelse af toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum. Den tyske regerings argument, der primært er støttet på, at der ikke forelå et hjemmelsgrundlag for den efterfølgende bogføring, må følgelig forkastes.

79.      Rent subsidiært skal det understreges, at den tyske regerings opfattelse ikke alene er ukorrekt, den er desuden også egnet til at medføre betydelige risici for fællesskabsbudgettet. Ifølge toldkodeksens artikel 221, stk. 3, første punktum, kan underretning af debitor nemlig kun ske inden udløbet af en frist på tre år, regnet fra datoen for toldskyldens opståen. Anlæggelsen af en sag til prøvelse af resultatet af en efterfølgende kontrol ved de ungarske domstole har ingen indvirkning på denne frist. Såfremt medlemsstaternes toldmyndigheder ved anlæggelsen af en sådan sag altid skulle afvente de ungarske domstoles afgørelse, før de kunne foretage en efterfølgende bogføring og underrette debitor, ville et stort antal tilfælde af forældelse i henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 3, første punktum, kunne risikere at forekomme. I denne sammenhæng skal det holdes for øje, at en retssag ikke nødvendigvis begrænser sig til en instans og følgelig kan versere i et betydeligt tidsrum, før en retskraftig og dermed endegyldig afgørelse foreligger. Dertil kommer, at der ved anvendelsen af den tyske regerings retlige standpunkt er en helt åbenbar interesse for debitor i, at retssagen ved de ungarske domstole trækker ud, med henblik på at opnå størst mulig fordel af virkningen af en forældelse.

3.      OLAF’s manglende vurdering og nødvendigheden af en endelig rapport

a)      Parternes argumenter

80.      Den tyske regering har påpeget, at en vurdering foretaget af OLAF af resultatet af de ungarske toldmyndigheders efterfølgende kontrol manglede. Desuden ville de tyske toldmyndigheder kun have handlet på grundlag af en endelig rapport fra OLAF. Denne opfattelse er for det første støttet på bevisværdien af en endelig rapport og for det andet på punkt 4.5 i Kommissionens retningslinjer for gennemførelse af fællesskabsundersøgelser i henhold til forordning nr. 515/97 (25) (herefter »vademecum«).

81.      Kommissionen er af den opfattelse, at hverken en vurdering eller en endelig rapport var nødvendig. I det foreliggende tilfælde forelå der ikke længere nogen EUR.1-varecertifikater, eftersom de var blevet tilbagekaldt af de ungarske toldmyndigheder. Kommissionen var desuden ikke forpligtet til at gennemføre stedlige kontrolbesøg. Endelig er den tyske regerings argument selvmodsigende, da det, selv hvis en endelig rapport havde foreligget, ikke ville have ført til, at der forelå en endegyldig og dermed retskraftig afgørelse fra de ungarske toldmyndigheder, som den tyske regering kræver.

b)      Analyse

82.      Heller ikke dette argument fra den tyske regering formår at overbevise. For det første skal der igen henvises til, at samarbejdsordningen kun kan fungere efter hensigten, såfremt toldmyndighederne i indførselslandet lægger de afgørelser til grund, der er truffet af myndighederne i udførselslandet, og dette ikke kun ved udstedelsen af EUR.1-varecertifikaterne, men også ved den efterfølgende kontrol heraf (26). Denne principielle anerkendelsesforpligtelse afhænger ikke af, at OLAF eller Kommissionen foretager en vurdering af den bedømmelse, der er foretaget af toldmyndighederne.

83.      Den tyske regering har for det første et forkert udgangspunkt ved at antage, at alene en endelig rapport i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i forordning nr. 515/97, kan give de tyske toldmyndigheder det minimum af sikkerhed, der er påkrævet for at se bort fra de EUR.1-varecertifikater, som er udstedt af de ungarske toldmyndigheder. De tyske toldmyndigheder var blevet informeret om resultatet af den efterfølgende kontrol foretaget af de ungarske myndigheder, hvorefter de omhandlede køretøjer ikke kunne anses for varer med ungarsk oprindelsesstatus, hvorfor EUR.1-varecertifikaterne for så vidt var udstedt med urette. De tyske toldmyndigheder måtte således lægge til grund, at de omhandlede køretøjer ikke havde oprindelsesstatus i Ungarn. Af denne grund er udgangspunktet om, at der her er tale om at tilsidesætte oprindelsesbeviser, ukorrekt.

84.      For det andet må man forkaste argumentet om, at de tyske toldmyndigheder skulle afvente Kommissionens vurdering eller den endelige rapport om Kommissionens kontrolbesøg i Ungarn. Kommissionen foretog ganske vist i nær forbindelse med de ungarske myndigheders efterfølgende kontrol selv et kontrolbesøg i Ungarn. Ikke desto mindre skal resultatet af Kommissionens kontrolbesøg og resultatet af de ungarske myndigheders efterfølgende kontrol holdes adskilt. De tyske toldmyndigheder blev informeret om resultatet af den efterfølgende kontrol foretaget af de ungarske myndigheder ved skrivelsen modtaget den 18. august 1998. Dette resultat skulle som et resultat af en efterfølgende kontrol i henhold til protokollens artikel 32, stk. 5, principielt anerkendes af de tyske toldmyndigheder, uden at der var behov for en yderligere vurdering fra Kommissionen eller en endelig rapport fra Kommissionen.

85.      For det tredje er der også grund til at forkaste argumentet støttet på vademecummets punkt 4.5, hvorefter medlemsstaterne skal afvente Kommissionens endelige rapport, før de træffer foranstaltninger. For det første er vademecum et dokument fra april 2009, som ifølge de af Kommissionen fremlagte oplysninger under retsmødet først blev vedtaget i december 2009 af komitéen i henhold til artikel 43 i forordning nr. 515/97 og dermed tydeligvis efter det tidsrum, der er relevant i den foreliggende sag, mellem den 18. august 1998 og den 15. april 1999. Endvidere skal vademecummet, som udtrykkeligt angivet i indledningen til det, hverken have bindende virkning eller fungere som en fortolkning af forordning nr. 515/97.

86.      Uanset dette forekommer det mig ikke, at vademecums punkt 4.5 kan forstås således, at det tager sigte på et tilfælde, hvor de ungarske myndigheder som et resultat af deres efterfølgende kontrol selv fastslår, at de omhandlede varer ikke har oprindelsesstatus i Ungarn. I det tilfælde følger det således af protokollen, at medlemsstaternes toldmyndigheder skal anerkende dette resultat uafhængigt af en endelig rapport fra Kommissionen. Det gælder uanset, om den efterfølgende kontrol er iværksat på baggrund af en af Kommissionen udtrykt tvivl eller i forbindelse med et kontrolbesøg foretaget af Kommissionen.

87.      Det forekommer mig snarere at tage sigte på et tilfælde, hvor toldmyndighederne i et tredjeland på trods af, at der er rejst tvivl om de omhandlede varers oprindelsesstatus, fastholder og konstaterer som resultatet af deres efterfølgende kontrol, at tvivlen om, hvorvidt produkter har ungarsk oprindelsesstatus, er ubegrundet, hvorfor EUR.1-varecertifikaterne er udstedt med rette. I et sådant tilfælde kan medlemsstaternes toldmyndigheder nemlig på trods af deres tvivl ikke ensidigt se bort fra de fortsat gyldige oprindelsesbeviser. Det er alene i henhold til betingelserne i protokollens artikel 32, stk. 6, at toldmyndighederne kan afslå at indrømme præferencebehandling, dvs. hvis der i tilfælde, hvor der er begrundet tvivl, ikke foreligger svar inden ti måneder regnet fra datoen for anmodningen om kontrol, eller hvis svaret ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger. Tilfælde, der ikke er omfattet af protokollens artikel 32, stk. 6, skal afgøres efter en procedure for bilæggelse af tvister i henhold til protokollens artikel 33. Af ovennævnte grunde skal der i de tilfælde, hvor de ungarske toldmyndigheder ikke i sidste ende tager den tvivl, der er rejst med hensyn til produkternes oprindelsesstatus, i betragtning, gives meddelelse om, at de medlemsstaters toldmyndigheder, som ikke har deltaget i fællesskabsundersøgelsen, afventer resultatet af en endelig rapport (27).

4.      Meddelelse om gensidig bistand af 27. oktober 1999

a)      Parternes argumenter

88.      Endelig har den tyske regering påberåbt sig den gensidige meddelelse af 27. oktober 1999. Det fremgår heraf, at Kommissionen selv var af den opfattelse, at de tyske toldmyndigheder først var forpligtet til at foretage en efterfølgende bogføring på grundlag af den endelige rapport fra Kommissionen. Den tyske regering støtter sig i denne forbindelse primært på den i den gensidige meddelelse indeholdte opfordring fra OLAF til medlemsstaterne om at basere deres handlinger på konklusionerne i Fællesskabets rapport fra februar 1999 (28).

b)      Analyse

89.      Heller ikke dette argument virker overbevisende.

90.      Indledningsvis skal det præciseres, at den tyske regering har citeret den gensidige meddelelse af 27. oktober 1999 i meget forkortet version. I meddelelsen opfordrede OLAF for det første toldmyndighederne til at afvise de ændrede konklusioner fra de ungarske toldmyndigheder, der blev fremsendt til medlemsstaterne enkeltvis i sommeren 1999, og for det andet at basere deres handlinger på konklusionerne i Fællesskabets rapport fra februar 1999. Det kan i modsætning til, hvad den tyske regering har anført, ikke udledes af denne opfordring, at Kommissionen baserede sig på en handlepligt for de tyske toldmyndigheder, der først ville træde i kraft efter modtagelsen af den endelige rapport.

91.      Der skal nemlig i praksis tages hensyn til, at de ungarske toldmyndigheder efter, at de ungarske domstole havde truffet afgørelse i sagen, delvist ændrede resultatet af deres efterfølgende kontrol og nu anså bestemte køretøjer for igen at have ungarsk oprindelsesstatus. I henhold til den i protokollen fastsatte samarbejdsordning skulle de tyske toldmyndigheder principielt anerkende denne ændring. OLAF’s opfordring til at støtte sig på Kommissionens endelige rapport skal ses på denne baggrund. OLAF ville ikke anerkende det ændrede resultat af den efterfølgende kontrol og opfordrede derfor medlemsstaterne til at støtte sig på Kommissionens endelige rapport som grundlag for at se bort fra det ændrede resultat af den efterfølgende kontrol.

92.      Spørgsmålet, om denne opfordring er forenelig med protokollen, er ikke nødvendigt at afklare i det foreliggende tilfælde. Det fremgik nemlig ikke heraf, at Kommissionen fandt det nødvendigt at støtte sig på den endelige rapport for så vidt angik de omhandlede køretøjer. Opfordringen i meddelelsen om gensidig bistand vedrørte således alene de køretøjer, som de ungarske toldmyndigheder nu igen anså for at have ungarsk oprindelsesstatus. For så vidt angik de omhandlede køretøjer fastholdt de ungarske toldmyndigheder efter domsafsigelsen stadig den konklusion, at der ikke var tale om produkter med ungarsk oprindelsesstatus, hvorfor EUR.1-varecertifikaterne var udstedt med urette.

5.      Konklusion

93.      Følgelig må det for det første fastslås, at de tyske toldmyndigheder på grundlag af de oplysninger, som de rådede over med skrivelsen modtaget den 18. august 1998, skulle have foretaget en efterfølgende bogføring af det skyldige importafgiftsbeløb i henhold til toldkodeksens artikel 220, stk. 1, første punktum, og have underrettet debitor herom i henhold til toldkodeksens artikel 221, stk. 1.

B –    Tidspunkt for, hvornår det omtvistede beløb for egne indtægter skulle have været indbetalt

1.      Parternes argumenter

94.      Efter Kommissionens opfattelse skulle de tyske toldmyndigheder have foretaget efterfølgende bogføring af det skyldige afgiftsbeløb inden for en frist på tre måneder fra den 18. august 1998, dvs. inden den 18. november 1998, og have underrettet debitorerne. Desuden følger det af artikel 2, 6, 9, 10 og 17 i forordning nr. 1552/89, som ændret, og forordning nr. 1150/2000 samt Domstolens praksis i sag C-392/02, Kommissionen mod Danmark (29), at Forbundsrepublikken Tyskland skulle have krediteret det omtvistede beløb for egne indtægter svarende til de omhandlede importafgifter fratrukket 10% fra den 20. januar 1999.

95.      Den tyske regering har heroverfor anført, at den ikke kan foreholdes nogen tilsidesættelse af de toldretlige bestemmelser, og at der allerede af denne grund ikke er opstået et krav vedrørende fællesskabets egne indtægter mod Forbundsrepublikken Tyskland. Endvidere har den tyske regering under retsmødet for det første anført, at gennemførelsen af en efterfølgende bogføring og underretning af debitor inden for fristen på tre måneder fra den 18. august 1998 ikke nødvendigvis ville have ført til, at der ville være opstået et krav på egne indtægter fra den 20. januar 1999. Kommissionen har alene bedømt sagen på grundlag af artikel 6, stk. 2, litra a), i forordning nr. 1552/89, som ændret. Der skal imidlertid tages hensyn til, at det følger af forordningens artikel 6, stk. 2, litra b), at de fordringer, der som følge af debitors insolvens ikke kunne opføres i regnskabet, opføres i et særskilt regnskab. Dette er også muligt i et tilfælde, hvor der er anlagt sag. Det må imidlertid med en til vished grænsende sandsynlighed antages, at sådanne sager ville være blevet anlagt.

2.      Analyse

96.      Kommissionen har anført, at de tyske toldmyndigheder skulle have foretaget efterfølgende bogføring og have underrettet debitorerne inden for en frist på tre måneder fra den 18. august 1998. Kommissionen henviser herved dels til tilfældets kompleksitet, dels til, at medlemsstaterne havde været bekendt med situationen siden 1996. Den tyske regering har med hensyn til de faktiske omstændigheder ikke bestridt dette (30). Henset til omstændighederne i det foreliggende tilfælde forekommer tidsrummet på tre måneder mig ikke at være urimeligt kort. For så vidt angår den aktuelle traktatbrudssag kan det således lægges til grund, at de tyske toldmyndigheder skulle have foretaget en efterfølgende bogføring og have underrettet debitorerne inden for en frist på tre måneder fra den 18. august 1998.

97.      Ifølge artikel 2 i forordning nr. 1552/89, som ændret, foreligger der en fordring fra Fællesskabet på egne indtægter, så snart medlemsstatens kompetente tjenestegren har meddelt debitor det skyldige beløb. Ifølge forordningens artikel 6, stk. 2, litra a), skal de i henhold til forordningens artikel 2 konstaterede fordringer, med forbehold af litra b), senest opføres i regnskabet den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev konstateret. Ifølge artikel 9 og artikel 10, stk. 1, første afsnit, skal medlemsstaten senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt, i henhold til artikel 2 kreditere Kommissionens konto.

98.      I sag C-392/92, Kommissionen mod Danmark, fastslog Domstolen, at medlemsstaternes forpligtelse til at fastlægge Fællesskabernes egne indtægter også består, når medlemsstatens toldmyndigheder i strid med toldlovgivningen har undladt at efteropkræve afgiftsbeløbet hos debitor. For så vidt angår forpligtelsen til at kreditere Kommissionens konto inden for de fastsatte frister er der ikke grundlag for at sondre mellem det tilfælde, hvor medlemsstaten har fastlagt de egne indtægter, men ikke betalt dem, og det tilfælde, hvor den med urette har undladt at fastlægge dem (31).

99.      Ved anvendelsen af disse retsforskrifter må det i det foreliggende tilfælde fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland åbenbart har krediteret det omtvistede beløb for egne indtægter for sent. Den efterfølgende bogføring og underretningen af debitor skulle have fundet sted senest inden den 18. november 1998. Krediteringen skulle være sket inden den 20. januar 1999. Den skete imidlertid først den 31. oktober 2005.

100. Den tyske regering har under retsmødet for første gang gjort gældende, at i det (hypotetiske) tilfælde, at de tyske toldmyndigheder havde foretaget den efterfølgende bogføring og havde underrettet debitor om afgiftsbeløbene, ville der også have været tale om posteringer, der skulle opføres i et særskilt regnskab i henhold til artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1552/89, som ændret. I dette tilfælde skulle krediteringen i henhold til forordningens artikel 10, stk. 1, andet afsnit, først være foretaget senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen var indgået.

101. Dette argument må forkastes, uden at det er nødvendigt at afklare, om den omstændighed, at et sådant argument først blev fremsat for første gang under retsmødet, betyder, at det i henhold til de processuelle regler ikke kan antages til realitetsbehandling. Indledningsvis skal det understreges, at Forbundsrepublikken Tyskland i henhold til princippet om reus in excipiendo fit actor havde oplysningspligten med hensyn til og bevisbyrden for, at betingelserne i artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1552/89, som ændret, var opfyldt. Imidlertid har den tyske regering for det første ikke redegjort for, af hvilke grunde der i det konkrete tilfælde skulle tages hensyn til debitors insolvens (32). For det andet er regeringens argumenter med hensyn til, at medlemsstaterne har mulighed for i indsigelsestilfælde at opføre kravene i et særskilt regnskab, ikke overbevisende. Den tyske regering har gjort gældende, at debitor med en til vished grænsende sandsynlighed ville gøre indsigelse mod kravene. Der er grund til at nære alvorlig tvivl med hensyn til denne faktiske påstand. Så længe de ungarske toldmyndigheder fastholdt det resultat, at de omhandlede køretøjer ikke havde ungarsk oprindelsesstatus, ville en indsigelse mod de krav, der blev fastslået af de tyske toldmyndigheder, således ikke have udsigt til at blive taget til følge. Ligesom de tyske toldmyndigheder skal de tyske domstole også principielt respektere dette resultat. En fornuftig debitor ville således først have forsøgt at anfægte resultatet af den efterfølgende kontrol i Ungarn. I modsætning til den tyske regerings opfattelse kan det følgelig ikke antages, at der straks ville blive gjort indsigelse mod den af de tyske toldmyndigheder fastsatte toldskyld. I sidste ende foreligger der følgelig en non liquet-situation til skade for Forbundsrepublikken Tyskland, der bærer bevisbyrden. Denne konklusion forekommer mig desuden at være berettiget i det foreliggende tilfælde, da årsagen til, at en sagen ikke kan oplyses, skyldes den omstændighed, at de tyske toldmyndigheder i strid med toldlovgivningen ikke har foretaget en efterfølgende bogføring og har undladt at underrette debitor om afgiftsbeløbet. I øvrigt skal det tilføjes, at det ikke alene er en forudsætning for at opføre en postering i et særskilt regnskab i henhold til artikel 6, stk. 2, litra b), i forordning nr. 1552/89, at der gøres indsigelse mod de fastslåede krav, men også, at der stilles sikkerhed. Forbundsrepublikken har intet anført for så vidt angår denne forudsætning.

102. Det må følgelig konstateres, at Forbundsrepublikken Tyskland som følge af for sen kreditering af egne indtægter har tilsidesat artikel 2, artikel 6, stk. 2, litra b), artikel 9, artikel 10, stk. 1, første afsnit, og artikel 17 i forordning nr. 1552/89, som ændret.

C –    Afvisningen af at betale morarenter

1.      Parternes argumenter

103. Endelig har Kommission gjort gældende, at der er sket tilsidesættelse af artikel 11 i forordning nr. 1522/89 og i forordning nr. 1150/2000, da Forbundsrepublikken Tyskland har ikke betalt morarenter for det omtvistede beløb for egne indtægter. Kommissionens henvisning i mødedokumentet af 12. juni 2003, hvorefter en betaling inden for den af Kommissionen fastsatte frist ville indebære, at en opkrævning af morarenter kunne undgås, er ikke i modstrid med en forpligtelse til at betale renter. Kommissionen har ikke dermed givet udtryk for, at der først fra dette tidspunkt ville blive pålagt morarenter. Forbundsrepublikken Tyskland kan ikke gøre en berettiget forventning gældende.

104. Den tyske regering har for det første anført, at der i mangel af en for sen kreditering heller ikke foreligger et rentekrav. Selv hvis det fastslås, at der er sket en tilsidesættelse af toldlovgivningen, vil forsinkelsen først være indtrådt, efter at Kommissionen har fastsat en frist. Endvidere har regeringen gjort gældende, at rentekravet ikke kan begynde at løbe ved påbegyndelsen af en frist på tre måneder, der efterfølgende er fastsat af Kommissionen. Desuden har den tyske regering støttet sig på sætningen i mødedokumentet af 12. juni 2003, hvorefter en betaling inden for den af Kommissionen fastsatte frist ville indebære, at en opkrævning af morarenter kunne undgås. Da Forbundsrepublikken Tyskland betalte inden for den angivne frist på tre måneder, må den anses for at have haft en berettiget forventning herom.

2.      Analyse

105. Ifølge artikel 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret, og artikel 11 i forordning nr. 1150/2000, der efterfulgte denne, skal medlemsstaterne ved forsinket kreditering betale morarenter. I det foreliggende tilfælde var der en forsinkelse fra Forbundsrepublikkens Tysklands side. Som anført ovenfor skulle krediteringen være sket senest inden den 20. januar 1999, men skete først den 31. oktober 2005.

106. De argumenter, Forbundsrepublikken har gjort gældende til støtte for, at der ikke foreligger en forsinkelse, er ikke overbevisende.

107. For det første er det ikke en betingelse for, at der kan opstå en forsinkelse, at Kommissionen fastsætter en frist, og denne frist frugtesløst udløber. Det følger af forordning nr. 1552/89, som ændret, og den efterfølgende forordning nr. 1150/2000, at der ved forsinket kreditering skal betales renter. Ifølge ordlyden af denne bestemmelse afhænger det ikke af fastsættelsen af en frist. Endvidere fremgår det af artikel 10, stk. 1, første afsnit, i forordning nr. 1552/89, som ændret, og den efterfølgende forordning nr. 1150/2000, at krediteringen skal ske senest den første arbejdsdag efter den 19. i den anden måned efter den måned, i hvilken fordringen blev fastlagt. Også i henhold til denne bestemmelse retter forfaldstiden sig efter en lovgivningsmæssigt bestemt dato. Det afhænger således heller ikke i denne sammenhæng af en fristfastsættelse.

108. Den tyske regerings argument om, at det i et tilfælde som det foreliggende var ulovligt, at Kommissionen på eget initiativ efterfølgende fastsatte den dato, fra hvilken krediteringen var forfalden, kan ikke tages til følge. Som anført ovenfor afhænger forfaldstidspunktet ikke af en frist, der er fastsat af Kommissionen. Dette er også tilfældet i den foreliggende sag. Spørgsmålet om Kommissionens processuelle fremgangsmåde skal imidlertid holdes adskilt herfra. I det foreliggende tilfælde er det svært objektivt at fastlægge det præcise tidspunkt for, hvornår de tyske toldmyndigheder burde have været i stand til at foretage den efterfølgende bogføring og underretningen af debitor. Følgelig har Kommissionen i stævningen lagt til grund, at tre måneder er et tilstrækkeligt langt tidsrum for de tyske toldmyndigheder til at foretage den efterfølgende bogføring og underretningen af debitor. Kommissionens processuelle fremgangsmåde skal følgelig forstås således, at der senest på dette tidspunkt forelå en tilsidesættelse. Det betyder imidlertid ikke, at Kommissionen materielt set fastsatte en frist for, hvornår krediteringen var forfalden, og forsinkelsen blev påbegyndt.

109. Den tyske regering kan heller ikke støtte sin opfattelse på dommen i sagen Kommissionen mod Danmark (33). Denne dom indeholder ingen angivelser af, at forpligtelsen til at betale renter afhænger af en fristfastsættelse i modstrid med ordlyden af artikel 10 og 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret, og den efterfølgende forordning nr. 1150/2000. For så vidt som den tyske regering har henvist til denne doms præmis 27, skal det påpeges, at Domstolen i den pågældende præmis blot gengav sagens faktiske omstændigheder. I modsætning til, hvad den tyske regering har anført, kan der heller ikke udledes en tilsvarende konklusion eller billigelse af en administrativ praksis af domskonklusionen. I den pågældende traktatbrudssag havde Kommissionen nemlig blot krævet, at det blev fastslået, at der var sket en tilsidesættelse som følge af manglende betaling af morarenterne efter udløbet af den frist, Kommissionen havde givet medlemsstaten til at kreditere de udestående beløb (34). Den omstændighed, at Domstolen i domskonklusionen gav medhold i denne påstand, beror på princippet om ne ultra petita. Følgelig kan der ikke anlægges en fortolkning af artikel 10 og 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret, og den efterfølgende forordning nr. 1150/2000, som ikke følger bestemmelsernes ordlyd. Derimod ses det af Domstolens begrundelse i dommens præmis 67 og den deri nævnte retspraksis, at der består en uadskillelig forbindelse mellem forpligtelsen til for det første at fastlægge Fællesskabernes egne indtægter, for det andet at kreditere det hertil svarende beløb inden for de (i forordningen) fastsatte frister og for det tredje at betale morarenter. Dette er støttet på det princip, som ligeledes er anført i den pågældende doms præmis 67, at der med hensyn til bestemmelserne om egne indtægter ikke er grundlag for at sondre mellem, om en medlemsstat har fastlagt de egne indtægter, men ikke betalt dem, eller om den med urette har undladt at fastlægge dem. En medlemsstat skal således ikke kunne drage fordel af, at den ikke har krediteret de egne indtægter på det tidspunkt, der er fastsat i forordning nr. 1552/89, som ændret, og den efterfølgende forordning nr. 1150/2000.

110. For det andet har den tyske regering gjort gældende, at den på grundlag af en berettiget forventning ikke er forpligtet til at betale morarenter. Ifølge mødedokumentet af 12. juni 2003 henviste Kommissionen til, at en betaling inden for den af Kommissionen fastsatte frist ville indebære, at en opkrævning af morarenter kunne undgås. Da regeringen betalte det omtvistede beløb for egne indtægter inden for den af Kommissionen fastsatte frist, må den anses for at have haft en berettiget forventning herom.

111. Dette argument må også forkastes. En berettiget forventning hos Forbundsrepublikken Tyskland om, at den slet ikke skulle betale morarenter, kan ikke lægges til grund. Betingelsen herfor er nemlig for det første, at der er fremsat præcise, ubetingede og sammenhængende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse. For det andet skal disse forsikringer være af en sådan art, at de er egnede til at skabe en berettiget forventning hos den, til hvem de er rettet. Endelig skal forsikringerne være i overensstemmelse med gældende regler (35).

112. I det foreliggende tilfælde er de to første betingelser allerede ikke opfyldt. Den tyske regering kunne således ikke ud fra indholdet af mødereferatet af 12. juni 2003 udlede præcise forsikringer, der var egnet til at skabe en berettiget forventning hos den. Ganske vist kan sætningen i mødereferatet i modsætning til, hvad Kommissionen har anført, ikke kun forstås i den betydning, at der alene blev henvist til en reduktion af perioden med forsinkelse. I modsætning til det af den tyske regering anførte skal sætningen dog heller ikke nødvendigvis læses således, at der ved kreditering af det omtvistede beløb for egne indtægter inden for den fastsatte frist ikke ville blive opkrævet morarenter. Det bekræftes allerede af, at de omtvistede morarenter som følge af den tid, der var forløbet, havde nået en ikke uvæsentlig størrelse (571 011,21 EUR), og udgjorde således et større beløb end de omtvistede egne indtægter (367 861,98 EUR). Desuden kunne Kommissionens sætning også forstås således, at Kommissionen ikke alene ville fastsætte det samme begyndelsestidspunkt, men også det samme sluttidspunkt for opkrævningen af morarenterne fra alle de medlemsstater, som i strid med toldlovgivningen ikke havde foretaget efteropkrævning og ikke havde overført de hertil svarende egne indtægter til Kommissionen (36). En sådan fremgangsmåde ville have gjort opkrævningen af morarenterne lettere, da der for så vidt angik perioden med forsinkelse ikke skulle differentieres mellem de enkelte medlemsstater. Spørgsmålet om, hvorledes denne henvisning skal forstås, kan henstå uafklaret. Det skal blot konstateres, at sætningen mangler den fornødne præcision til at begrunde en berettiget forventning hos forbundsrepublikken.

113. Den tyske regering har i denne sammenhæng gjort gældende, at uklarheder skal komme Kommissionen til skade. Det skyldes, at retssikkerhedsprincippet skal tillægges en særlig betydning for så vidt angår byrdefordelingen. Uanset spørgsmålet, om retssikkerhedsprincippet skal tillægges en tilsvarende betydning i forbindelse med krav på egne indtægter, må dette argument forkastes. Hjemmelsgrundlaget, hvorefter rentekravets opståen er reguleret, var nemlig bestemmelserne i artikel 11, sammenholdt med artikel 10 i forordning nr. 1552/89, som ændret. Disse bestemmelser er klare og utvetydige. Det spørgsmål, der opstår i det foreliggende tilfælde, er, om Forbundsrepublikken Tyskland som følge af henvisningen i mødereferatet af 12. juni 2003 kunne antage, at Kommissionen ville give afkald på et rentekrav. De principper, der er nævnt i punkt 111 ovenfor, finder herved anvendelse.

114. For det tredje taler desuden følgende betragtninger imod en berettiget forventning hos forbundsregeringen. Selv hvis sætningen i mødereferatet af 12. juni 2003 skulle fortolkes således, at Kommissionen ikke ville opkræve det opståede rentekrav, såfremt krediteringen skete inden for den af Kommissionen fastsatte frist, foreligger betingelserne for en berettiget forventning for Forbundsrepublikken Tyskland stadig ikke. Henset til den ikke ubetydelige størrelse af rentekravet og de forudgående omstændigheder i sagen kunne et sådant tilbud nemlig rimeligvis kun forstås således, at Kommissionen gav afkald på betalingen af rentekravet, hvis medlemsstatens på sin side anerkendte sin forpligtelse til at betale de omtvistede egne indtægter. Uanset spørgsmålet, om en sådan fremgangsmåde fra Kommissionen side ville være lovlig, må det konstateres, at Forbundsrepublikken Tyskland udtrykkeligt anførte, at betalingen af det omtvistede beløb for egne indtægter alene skete med forbehold og uden anerkendelse af et krav i henhold til bestemmelserne vedrørende egne indtægter.

115. Følgelig skal Forbundsrepublikken Tyskland betale morarenter for perioden fra den 21. januar 1999 til den 30. oktober 2005. Følgelig må det fastslås, at Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sin pligt til at betale morarenter i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret, og den efterfølgende forordning nr. 1150/2000.

V –    Sagens omkostninger

116. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Forbundsrepublikken Tyskland har tabt sagen, bør det pålægges den at betale sagens omkostninger.

VI – Forslag til afgørelse

117. På grundlag af de anførte bemærkninger skal jeg foreslå Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1)      Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 9, sammenholdt med artikel 2, artikel 6, stk. 2, litra a), og artikel 10, stk. 1, første afsnit, i Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 af 29. maj 1989 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, som ændret ved Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 1355/96 af 8. juli 1996 om ændring af forordning (EØF, Euratom) nr. 1552/89 om gennemførelse af afgørelse 88/376/EØF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, da den ikke senest den 20. januar 1999, men første den 31. oktober 2005, krediterede egne indtægter i størrelsesordenen 367 861,98 EUR.

2)      Forbundsrepublikken Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1552/89, som ændret ved forordning nr. 1355/96 og artikel 11 i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1150/2000 af 22. maj 2000 om gennemførelse af afgørelse 94/728/EF, Euratom om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter, da den har nægtet at betale morarenter til et beløb af 571 011,21 EUR, som er opstået ved forsinkelsen i betalingen af det skyldige beløb for egne indtægter fra den 21. januar 1999 til den 30. oktober 2005.

3)      Forbundsrepublikken Tyskland betaler sagens omkostninger.«

---

1 – Originalsprog: tysk.

---

2 – Godkendt ved Rådets og Kommissionens afgørelse af 13.12.1993 om indgåelse af Europaaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og medlemsstaterne på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side (EFT L 347, s. 1).

---

3 – EFT L 302, s. 1.

---

4 – Domstolens dom af 9.2.2006, forenede sager C-23/04 – C-25/04, Sml. I, s. 1265.

---

5 – EFT 1995 L 201, s. 39.

---

6 – EFT 1997 L 92, s. 1.

---

7 – Jf. artikel 11 i protokollen, som ændret ved afgørelse nr. 1/95. I øvrigt giver artikel 16, stk. 1, litra b), i protokollen, som ændret ved afgørelse 3/96, også mulighed for at føre bevis ved at fremlægge en erklæring på en faktura. Dette er imidlertid uden betydning i det konkrete tilfælde.

---

8 – Jf. artikel 12, stk. 1, i protokollen, som ændret ved afgørelse nr. 1/95.

---

9 – Jf. artikel 12, stk. 6, i protokollen, som ændret ved afgørelse nr. 1/95.

---

10 – EFT L 82, s. 1.

---

11 – EFT L 293, s. 9. Afgørelse 94/728 erstattede Rådets afgørelse af 24.6.1988 om ordningen for Fællesskabernes egne indtægter (88/376/EØF, Euratom), EFT L 185, s. 24, med virkning fra den 1.1.1995 og blev med virkning fra den 1.1.2002 selv erstattet af Rådets afgørelse af 29.9.2000 om ordningen for De Europæiske Fællesskabers egne indtægter (2000/597/EF, Euratom), EFT L 253, s. 42.

---

12 – Afgørelse 94/728 erstattede afgørelse 88/376.

---

13 – EFT L 155, s. 1.

---

14 – EFT L 175, s. 3.

---

15 – EFT L 130, s. 1.

---

16 – Nævnt ovenfor i fodnote 4.

---

17 – Jf. punkt 52 ff. i Kommissionens stævning. Ganske vist gentager Kommissionen i denne sammenhæng ordret generaladvokat Légers udredning i punkt 61 ff. af hans forslag til afgørelse i Sfakianakis-sagen (nævnt ovenfor i fodnote 4). Udredningen retter sig imidlertid ikke mod spørgsmålet, om der i protokollen er taget stilling til den situation, at toldmyndighederne i udførselslandet inden for rammerne af en efterfølgende kontrol fastslår, at de omhandlede varer ikke har oprindelsesstatus, og EUR.1-certifikaterne dermed er udstedt med urette. Dette spørgsmål besvarede generaladvokaten bekræftende i punkt 34 af forslaget til afgørelse, ganske vist med henvisning til den i protokollen fastlagte ordning for samarbejde og fordeling af opgaverne. Udredningen i punkt 61 ff. vedrører derimod spørgsmålet, om et søgsmål til prøvelse af resultatet af en efterfølgende kontrol eller den opsættende virkning af et sådant søgsmål skal tages i betragtning.

---

18 – Domstolens dom af 17.7.1997, sag C-97/95, Pascoal & Filhos, Sml. I, s. 4209, præmis 33, og af 14.5.1996, forenede sager C-153/94 og C-204/94, Faroe Seafood m.fl., Sml. I, s. 2465, præmis 20, samt Sfakianakis-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 49.

---

19 – Sfakianakis-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 32.

---

20 – Sfakianakis-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 21-26.

---

21 – Sfakianakis-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 27 f.

---

22 – Punkt 61 i dette forslag til afgørelse.

---

23 – De ungarske toldmyndigheder ændrede ganske vist resultatet de deres efterfølgende kontrol efter afsigelsen af dommen. Ændringen vedrørte imidlertid ikke de omhandlede køretøjer, i forbindelse med hvilke de fortsat fastholdt den konklusion, at der ikke var tale om produkter med ungarsk oprindelsesstatus, hvorfor EUR.1-varecertifikaterne var udstedt med urette, jf. dette forslag til afgørelses punkt 36.

---

24 – Sfakianakis-dommen, nævnt ovenfor i fodnote 4, præmis 32.

---

25 – Vademecum for the participants in community administrative and investigative cooperation missions in third countries.

---

26 – Jf. punkt 61 i dette forslag til afgørelse.

---

27 – I modsætning til den tyske regerings opfattelse kan dette efter min mening ikke forklares med den forøgede bevisværdi af en endelig rapports. For det første taler det imod dette, at de medlemsstaters toldmyndigheder, der har deltaget i fællesskabsundersøgelsen, ifølge vademecums punkt 4.4 kan skride til handling allerede inden modtagelsen af den endelige rapport. Desuden taler det herimod, at der i vademecums punkt 4.5 udtrykkeligt henvises til, at den endelig rapport i princippet ikke er afgørende i sig selv, men det er derimod de dokumenter, som er vedlagt denne rapport. Den afventen af den endelige rapport, der er fastsat i vademecums punkt 4.5, har snarere til formål at sikre en ensartet fremgangsmåde blandt medlemsstaternes toldmyndigheder.

---

28 – Se understregningen i svarskriftets punkt 37.

---

29 – Domstolens dom af 15.11.2005, sag C-392/02, Kommissionen mod Danmark, Sml. I, s. 9811.

---

30 – For så vidt som den tyske regering karakteriserer denne fremgangsmåde som en ulovlig fristfastsættelse fra Kommissionens side, henvises til punkt 108 f. i dette forslag til afgørelse.

---

31 – Dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, nævnt ovenfor i fodnote 29, præmis 67 og 68.

---

32 – Tværtimod er der et modsætningsforhold mellem den generelle henvisning til en eventuel insolvens og den tyske regerings påstand på side 5 i replikken, hvorefter det i mange tilfælde ikke kunne antages, at debitor ville have alvorlige økonomiske vanskeligheder.

---

33 – Nævnt ovenfor i fodnote 29.

---

34 – Dommen i sagen Kommissionen mod Danmark, nævnt ovenfor i fodnote 29, præmis 1.

---

35 – Rettens dom af 30.6.2005, sag T-347/03, Branco mod Kommissionen, Sml. II, s. 2555, præmis 102.

---

36 – Det taler navnlig for en sådan fortolkning, at Kommissionen havde fastsat den 18.11.1998 som fælles begyndelsestidspunkt for opkrævningsperioden for morarenterne for alle de berørte medlemsstater uafhængigt af, om medlemsstaternes toldmyndigheder allerede den 13.7.1998 eller først den 18.8.1998 rådede over de nødvendige oplysninger til at foretage den efterfølgende bogføring. På denne baggrund var det absolut nærliggende at antage, at Kommissionen også ville fastsætte et fælles sluttidspunkt for medlemsstaternes kreditering inden for den af Kommissionen fastsatte frist, hvilket ville have muliggjort en ensartet beregning af morarenterne.