Sag anlagt den 17. april 2007 — Hitachi m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-112/07)

(2007/C 129/38)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøgere: Hitachi Ltd (Tokyo, Japan), Hitachi Europe Ltd (Maidenhead, Det Forenede Kongerige), Japan AE Power Systems Corp. (Tokyo, Japan) (ved laywers M. Reynolds, P. Mansfield og D. Arts)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Den 24. januar 2007 anlagde sagsøgerne i henhold til artikel 225 EF og 230 EF et søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 24. januar 2007 (sag COMP/F/38.899 — gasisoleret koblingsudstyr — K(2006) 6762 endelig udg.), hvorved Kommissionen lagde til grund, at sagsøgerne blandt andre virksomheder havde overtrådt artikel 81 EF og artikel 53 EØS inden for sektoren for gasisoleret koblingsudstyr (herefter »GIK«) gennem en samling aftaler og samordnet praksis, der bestod i a) markedsopdeling, b) tildeling af kvoter og opretholdelse af de respektive markedsandele, c) tildeling af individuelle GIK-projekter (aftaler om tildeling af udbud) til angivne producenter og manipulation af proceduren for afgivelse af bud vedrørende disse projekter, d) prisfastsættelse, e) aftaler om ophør af licensaftaler med virksomheder, der ikke var medlemmer af kartellet, og f) udveksling af følsomme markedsoplysninger. Parterne har i medfør af artikel 31 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1) nedlagt en subsidiær påstand om annullation eller nedsættelse af de bøder, de hver især er blevet pålagt.

De anbringender, sagsøgerne gør gældende, kan sammenfattes som følger. Sagsøgerne gør gældende, at Kommissionen på følgende måde har tilsidesat de grundlæggende principper om retten til kontradiktion, artikel 2 i forordning nr. 1/2003 og artikel 81 EF samt grundlæggende fællesskabsretlige principper:

Det gøres for det første gældende, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgernes ret til kontradiktion, idet den har undladt at give sagsøgerne indsigt i visse beviser, der hævdes at være inkriminerende, samt i visse potentielt diskulperende dokumenter.

Sagsøgerne gør for det andet gældende, at Kommissionen har forsømt at føre det i henhold til artikel 2 i forordning nr. 1/2003 tilstrækkelige bevis for, at der foreligger en overtrædelse af artikel 81, stk. 1, EF. Sagsøgerne gør i denne henseende nærmere gældende, at Kommissionen har forsømt at godtgøre, at der skulle foreligge en fælles forståelse mellem de berørte europæiske og japanske virksomheder på den i beslutningen hævdede måde eller, at en sådan fælles forståelse udgjorde en konkurrencebegrænsende aftale og/eller samordnet praksis.

Sagsøgerne gør for det tredje gældende, at Kommissionen har forsømt at godtgøre, at sagsøgerne deltog i en samlet og fortløbende overtrædelse.

For det fjerde hævdes det, at Kommissionen har anlagt åbenbare fejlskøn ved fastsættelsen af de bøder, der er blevet pålagt sagsøgerne, idet Kommissionen har forsømt at tage den konkrete betydning af den overtrædelse, som det hævdes, at sagsøgerne har begået, i betragtning.

For det femte har Kommissionen ifølge sagsøgerne begået en åbenbar fejl, idet den har forsømt at tage forhold vedrørende varighed i betragtning ved fastsættelsen af de bøder, der er blevet pålagt sagsøgerne.

Sagsøgerne gør endelig gældende, at den metode, Kommissionen har anvendt ved fastsættelsen af bøderne for så vidt angår multiplikatoren vedrørende afskrækkelse, udgør en tilsidesættelse af de almindelige fællesskabsretlige principper vedrørende ligebehandling og proportionalitet, både for så vidt angår risikoen for, at sagsøgerne ville forårsage nogen væsentlig skade på det europæiske marked, og for så vidt angår den omstændighed, at spørgsmålet om gentagelse ikke er blevet taget i betragtning.

(1)  Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1).