Sag C-347/03

Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og

Agenzia regionale per lo sviluppo rurale (ERSA)

mod

Ministero delle Politiche Agricole e Forestali

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af

Tribunale amministrativo regionale del Lazio)

»Eksterne forbindelser – aftalen EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser – beskyttelse i Fællesskabet af en betegnelse for visse vine med oprindelse i Ungarn – den geografiske angivelse »Tokaj« – brevveksling – mulighed for at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske vine, navnlig kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (»kvbd«) i en overgangsperiode, som udløber den 31. marts 2007 – muligheden herfor udelukket efter overgangsperiodens udløb – gyldighed – hjemmel – artikel 133 EF – folkeretlige principper vedrørende traktater – TRIPs-aftalens artikel 22-24 – beskyttelse af grundlæggende rettigheder – ejendomsretten«

Forslag til afgørelse fra generaladvokat F.G. Jacobs fremsat den 16. december 2004 

Domstolens dom (Anden Afdeling) af 12. maj 2005 

Sammendrag af dom

1.     Internationale aftaler – Fællesskabets aftaler – indgåelse – aftale EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser – retsgrundlag – artikel 133 EF

(Art. 133 EF; associeringsaftalen EF-Ungarn; aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser)

2.     Internationale aftaler – Fællesskabets aftaler – aftale EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser – ordning for enslydende betegnelser – betingelser for anvendelse – betegnelsen »Tocai« for italienske vine og »Tokaj« for ungarske vine – betegnelsen »Tocai« udgør ikke en beskyttet geografisk betegnelse – brevveksling, som indeholder et forbud mod anvendelse af denne betegnelse – tilsidesættelse af nævnte ordning – foreligger ikke

(Aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, art. 4, stk. 5)

3.     Internationale aftaler – aftale om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen) – geografisk angivelse fra et tredjeland enslydende med en betegnelse, som angiver navnet på en druesort, der anvendes til betegnelse og præsentation af visse fællesskabsvine – ret ifølge aftalen til fortsat at anvende betegnelsen for producenter, af hvem den har været anvendt i god tro igennem længere tid – foreligger ikke

(TRIPs-aftalen, art. 22-24)

4.     Fællesskabsret – principper – grundlæggende rettigheder – ejendomsret – begrænsninger – forbud mod at anvende betegnelsen »Tocai« for italienske vine – foreligger ikke – forbud, som forfølger et alment formål

(Første tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention, art. 1, stk. 1; aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser)

1.     Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side udgør ikke retsgrundlaget for Rådets afgørelse 93/724/EF om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser.

Artikel 133 EF – hvortil der henvises i præamblen til afgørelse 93/724 og hvorefter Fællesskabet har kompetence på området for den fælles handelspolitik – udgør et egnet retsgrundlag for Fællesskabet til på egen hånd at indgå nævnte aftale. Aftalen indgår således blandt de aftaler, som er omhandlet i artikel 63 i forordning nr. 822/87 om den fælles markedsordning for vin, og dens hovedformål er dels at fremme samhandelen mellem de kontraherende parter ved på grundlag af gensidighed at fremme afsætningen af vin med oprindelse i Ungarn ved at sikre disse vine samme beskyttelse som den, der er fastsat for kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder af fællesskabsoprindelse, dels at fremme afsætningen i Ungarn af vine med oprindelse i Fællesskabet.

(jf. præmis 70, 79, 80 og 83 samt domskonkl. 1 og 2)

2.     Bestemmelserne om enslydende betegnelser i artikel 4, stk. 5, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser (aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser) vedrører de geografiske betegnelser, der er beskyttet i medfør af samme aftale.

Da betegnelserne »Tocai friulano« og »Tocai italico« ikke – i modsætning til, hvad der gælder for de for ungarske vine anvendte betegnelser »Tokaj« og »Tokaji« – er nævnt i del A i bilaget til aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, og da de udgør navnet på en druesort eller en vinstoksort, der er anerkendt i Italien som egnet til fremstilling af visse kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder, kan de ikke anses for geografiske angivelser i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i nævnte aftale.

Forbuddet mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien efter overgangsperioden i henhold til aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, som er fastsat i brevvekslingen vedrørende artikel 4 i aftalen, strider derfor ikke mod de bestemmelser om enslydende angivelser, som er fastsat i aftalens artikel 4, stk. 5.

Den fælles erklæring vedrørende artikel 4, stk. 5, i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser – hvori de kontraherende parter med hensyn til aftalens artikel 4, stk. 5, litra a), noterede sig, at de på forhandlingstidspunktet ikke havde kendskab til særlige tilfælde, for hvilke nævnte bestemmelser kunne finde anvendelse – udgør derfor heller ikke en klart fejlagtig opfattelse af de faktiske forhold.

(jf. præmis 87, 88, 90, 92, 98 og 102 samt domskonkl. 3 og 4)

3.     Artikel 22-24 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPs-aftalen), som er indeholdt i bilag I C til aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, skal fortolkes således, at hvad angår et tilfælde, hvor en geografisk betegnelse fra et tredjeland er enslydende med en betegnelse, som angiver navnet på en druesort, der anvendes til betegnelse og præsentation af visse fællesskabsvine, der er fremstillet på grundlag heraf, kræver disse bestemmelser heller ikke – selv om de ikke forbyder en fortsat og lignende brug af en sådan betegnelse – at betegnelsen fortsat kan anvendes i fremtiden, selv om den både er blevet anvendt i fortiden af de pågældende producenter i god tro eller i mindst ti år før den 15. april 1994, og selv om den klart angiver landet, regionen eller området, som den beskyttede vin hidrører fra, således at forbrugerne ikke vildledes.

(jf. præmis 110 og 115 samt domskonkl. 5)

4.     Ejendomsretten er ikke til hinder for det forbud for visse erhvervsdrivende i en bestemt selvstyrende region i Italien mod at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder efter en overgangsperiode på tretten år, som er fastsat i brevvekslingen vedrørende anvendelsen af betegnelsen »Tocai«, der er indeholdt i bilaget til aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, men ikke fremgår af aftalen.

Da dette forbud ikke udelukker enhver mulighed for en rimelig markedsføring af de pågældende italienske vine, udgør det ikke en ejendomsberøvelse i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 1, stk. 1, i første tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention. Selv om forbuddet imidlertid antages at udgøre en begrænsning i den grundlæggende ejendomsret, kan det være begrundet, da et sådant forbud mod anvendelse af nævnte betegnelse, som er enslydende med den geografiske betegnelse »Tokaj« for ungarske vine, forfølger et alment formål, som består i at fremme samhandelen mellem de kontraherende parter ved på basis af gensidighed at fremme afsætningen af vine, som betegnes eller præsenteres ved hjælp af en geografisk angivelse.

(jf. præmis 122, 127 og 134 samt domskonkl. 6)

DOMSTOLENS DOM (Anden Afdeling)

12. maj 2005 (*)

»Eksterne forbindelser – aftalen EF-Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser – beskyttelse i Fællesskabet af en betegnelse for visse vine med oprindelse i Ungarn – den geografiske angivelse »Tokaj« – brevveksling – mulighed for at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske vine, navnlig kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (»k.v.b.d.«) i en overgangsperiode, som udløber den 31. marts 2007 – muligheden herfor udelukket efter overgangsperiodens udløb – gyldighed – hjemmel – artikel 113 EF – folkeretlige principper vedrørende traktater – TRIPs-aftalens artikel 22-24 – beskyttelse af grundlæggende rettigheder – ejendomsretten«

I sag C-347/03,

angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 234 EF, indgivet af Tribunale amministrativo regionale del Lazio (Italien) ved afgørelse af 9. juni 2003, indgået til Domstolen den 7. august 2003, i sagen

Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og Agenzia regionale per lo sviluppo rurale (ERSA)

mod

Ministero delle Politiche Agricole e Forestali,

procesdeltager:

Regione Veneto,

har

DOMSTOLEN (Anden Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.W.A. Timmermans (refererende dommer), og dommerne R. Silva de Lapuerta, R. Schintgen, G. Arestis og J. Klučka,

generaladvokat: F.G. Jacobs

justitssekretær: ekspeditionssekretær L. Hewlett,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 14. oktober 2004

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

–       Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia og Agenzia regionale per lo sviluppo rurale (ERSA) ved advokaterne E. Bevilacqua og F. Capelli

–       den italienske regering ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, bistået af avvocato dello Stato M. Fiorilli

–       den ungarske regering ved J. Fazekas og M. Ficsor, som befuldmægtigede

–       Rådet for Den Europæiske Union ved F. Ruggeri Laderchi og F. Florindo Gijón, som befuldmægtigede

–       Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved E. Righini og F. Dintilhac, som befuldmægtigede,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 16. december 2004,

afsagt følgende

Dom

1       Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører gyldigheden og fortolkningen af Rådets afgørelse 93/724/EF af 23. november 1993 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser (EFT L 337, s. 93, herefter »aftalen EF-Ungarn om vin-betegnelser«) og Kommissionens forordning (EF) nr. 753/2002 af 29. april 2002 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 1493/1999 for så vidt angår beskrivelse, betegnelse, præsentation og beskyttelse af visse vinprodukter (EFT L 118, s. 1).

2       Anmodningen er indgivet under en sag mellem Regione autonoma Friuli-Venezia Giulia (den selvstyrende region af dette navn) og Agenzia regionale per lo sviluppo rurale (ERSA) (det regionale kontor for landbrugsudvikling) (herefter under ét »Regione og ERSA«) og Ministero delle Politiche Agricole e Forestali (det italienske ministerium for land- og skovbrugspolitik).

3       Sagen vedrører en påstand om ophævelse af det ministerielle dekret af 26. september 2002 om nationale betingelser for, som undtagelse fra artikel 19, stk.  1, litra c), i forordning (EF) nr. 753/2002, at anvende navne på druesorter og synonymer herfor, som indeholder en geografisk betegnelse, der er nævnt i forordningens bilag II, og som kan angives ved etiketteringen af [kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder] og italienske IGT-vine (dvs. vine med en typisk geografisk angivelse) (GURI nr. 247 af 21.10.2002, s. 3, herefter »dekretet af 26.9.2002«), i det omfang dekretet udelukker anvendelsen af udtrykket »Tocai« i navnet »Tocai friulano« eller synonymet »Tocai italico« ved betegnelse og præsentation af visse italienske vine, navnlig kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (herefter »k.v.b.d.«) efter en overgangsperiode, som udløber den 31. marts 2007.

 Retsforskrifter

 Folkeretten

 Wiener-konventionen om traktatretten

4       Artikel 48, stk. 1, i Wiener-konventionen om traktatretten af 23. maj 1969 bestemmer:

»En stat kan påberåbe sig en fejltagelse i en traktat som grund til at gøre dens samtykke til at være bundet af traktaten ugyldigt, hvis fejltagelsen vedrører en kendsgerning eller en situation, som denne stat gik ud fra forelå på tidspunktet for traktatens indgåelse, og som udgjorde et væsentligt grundlag for dens samtykke til at være bundet af traktaten.«

5       Samme konventions artikel 59 bestemmer:

»1.      En traktat skal betragtes som ophørt, hvis alle deltagere i den indgår en senere traktat vedrørende samme emne, og:

a)      det fremgår af den senere traktat, eller det godtgøres på anden måde, at deltagerne havde til hensigt, at det pågældende emne skulle reguleres af denne traktat, eller

b)      bestemmelserne i den senere traktat er uforenelige med den tidligere traktat i en sådan grad, at det ikke er muligt at anvende de to traktater samtidig

[…]«

 Den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder

6       Artikel 1 i den første tillægsprotokol til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som blev undertegnet i Rom den 4. november 1950 (»herefter menneskerettighedskonventionen«), bestemmer:

»Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.

Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.«

 Reglerne i overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen

7       Aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder (herefter »TRIPs-aftalen«), som er indeholdt i bilag 1 C til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (herefter »WTO-overenskomsten«), blev godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne for så vidt angår de områder, der henhører under dettes kompetence, ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 (EFT L 336, s. 1).

8       TRIPs-aftalens artikel 1, som ifølge overskriften vedrører »Forpligtelsernes indhold og dækningsområde«, indeholder følgende bestemmelse i stk. 2:

»I denne aftale forstås ved »intellektuel ejendomsret« alle kategorier af intellektuel ejendomsret, der er omhandlet i afsnit 1 til 7 i del II.«

9       TRIPs-aftalens artikel 22-24 er indeholdt i aftalens del II, som vedrører »Normer vedrørende de intellektuelle ejendomsrettigheders disponibilitet, dækningsområde og anvendelse«, nærmere betegnet i afsnit 3 om »geografiske betegnelser«.

10     Aftalens artikel 22, som ifølge overskriften vedrører »Beskyttelse af geografiske betegnelser«, bestemmer:

»1.      I denne aftale forstås ved »geografiske betegnelser« betegnelser, der angiver en vare som havende oprindelse på et medlems område eller i en region eller en lokalitet på dette område, dersom varens kvalitet, omdømme eller andre egenskaber i alt væsentligt tilskrives den geografiske oprindelse.

[…]«

11     TRIPs-aftalens artikel 23, som ifølge overskriften vedrører »Yderligere beskyttelse af geografiske betegnelser for vin og spiritus«, bestemmer:

»1.      Hvert medlem vedtager de retlige midler, der gør det muligt for interesserede parter at forhindre brug af en geografisk betegnelse som identifikation for vin, der ikke har sin oprindelse det sted, som den pågældende geografiske betegnelse viser, eller som identifikation for spiritus, der ikke har sin oprindelse det sted, som den pågældende geografiske betegnelse viser [...].

[…]

3.      For så vidt angår enslydende geografiske betegnelser for vin skal der ydes hver betegnelse beskyttelse [...]. Hvert medlem fastlægger de konkrete betingelser, hvorunder de pågældende enslydende betegnelser skal sondres fra hinanden, under hensyn til nødvendigheden af, at der sikres de pågældende producenter en retfærdig behandling, og at forbrugerne ikke vildledes.

[…]«

12     TRIPs-aftalens artikel 24, som ifølge overskriften vedrører »Internationale forhandlinger; undtagelser«, bestemmer:

»1.      Medlemmerne er enige om at indlede forhandlinger, hvis formål er at øge beskyttelsen af de individuelle geografiske betegnelser, der er omhandlet i artikel 23. […]

[…]

3.      Ved gennemførelsen af dette afsnit må et medlem ikke formindske beskyttelsen af geografiske betegnelser i forhold til det beskyttelsesniveau, der forelå hos det pågældende medlem umiddelbart før datoen for WTO-overenskomstens ikrafttræden.

4.      Intet i dette afsnit forpligter et medlem til at forhindre fortsat og lignende brug af en særlig geografisk betegnelse hos et andet medlem til identifikation af vin eller spiritus i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, dersom den pågældende geografiske betegnelse har været anvendt af nogen af dets statsborgere eller bosiddende for de samme eller beslægtede varer eller tjenesteydelser på det pågældende medlemsstats område enten (a) kontinuerligt i mindst ti år før den 15. april 1994 eller (b) i god tro før denne dato.

[…]

6.      […] Intet i dette afsnit forpligter et medlem til at anvende dets bestemmelser på et andet medlems geografiske betegnelse i henseende til vinprodukter, for hvilke den relevante betegnelse er identisk med det kutymemæssige navn på en druesort på det pågældende medlemsstats område på datoen for WTO-overenskomstens ikrafttræden.

[…]«

 Associeringsaftalen EF-Ungarn

13     Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og medlemsstaterne på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side, som er indgået og godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets og Kommissionens afgørelse 93/742/Euratom, EKSF, EF af 13. december 1993 (EFT L 347, s. 1, herefter »associeringsaftalen EF-Ungarn«), blev undertegnet den 16. december 1991 i Bruxelles og trådte i kraft den 1. februar 1994, som det er fastsat i aftalens artikel 123, stk. 2.

14     For perioden indtil ikrafttrædelsen af associeringsaftalen EF-Ungarn blev der indgået en interimsaftale om handelsanliggender mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Kål- og Stål Fællesskab på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side, som blev indgået og godkendt på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 92/230/EØF af 25. februar 1992 (EFT L 116, s. 1, herefter »interimsaftalen EF-Ungarn«). Aftalen blev undertegnet den 16. december 1991 i Bruxelles og trådte i kraft den 25. februar 1992.

 Aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser

15     Aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, der blev undertegnet i Bruxelles den 29. november 1993, blev indgået og godkendt på Fællesskabets vegne ved afgørelse 93/724/EF og trådte i kraft den 1. april 1994.

16     Den første henvisning i afgørelse 93/724 lyder:

»Under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel [133].«

17     Afgørelsens første og tredje betragtning lyder:

»Ved den aftale, der er forhandlet mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, skabes der mulighed for, at illoyal handelskonkurrence kan bekæmpes mere effektivt, at forbrugerne i højere grad beskyttes, og at samhandel med vin mellem de to kontraherende parter fremmes; aftalen bør derfor godkendes.

[…]

Da aftalens bestemmelser er direkte knyttet til foranstaltningerne under den fælles handels- og landbrugspolitik [i det foreliggende tilfælde Fællesskabets bestemmelser om vine], skal aftalen indgås på EF-plan«.

18     Afgørelsens artikel 1 bestemmer:

»Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser med dertil knyttet protokol, brevvekslinger og erklæringer godkendes herved på Fællesskabets vegne.

Teksten til de i stk. 1 nævnte akter er knyttet til denne afgørelse.«

19     Den første henvisning i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser lyder:

»som henviser til Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og Republikken Ungarn, der blev undertegnet den 16. december 1991 i Bruxelles«.

20     Artikel 1 i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser bestemmer:

»De kontraherende parter er enige om på basis af gensidighed at beskytte og kontrollere betegnelser på vine med oprindelse i Fællesskabet og Ungarn på de i denne aftale fastsatte betingelser.«

21     Samme aftales artikel 2, stk. 2 bestemmer:

»Medmindre andet fremgår, forstås i denne aftale ved:

[…]

–       »geografisk angivelse«, en angivelse, herunder en »oprindelsesbetegnelse«, der i en kontraherende parts love og administrative bestemmelser er anerkendt med henblik på betegnelse og præsentation af en vin med oprindelse på en kontraherende parts område eller i en region eller et distrikt i nævnte område, hvor en given kvalitet, et givet omdømme eller et andet særtræk ved vinen i alt væsentligt tilskrives dens geografiske oprindelse

[…]«

22     Samme aftales artikel 4 bestemmer:

»1.      Følgende betegnelser beskyttes:

a)      for så vidt angår vin med oprindelse i Fællesskabet:

         […]

–       de geografiske angivelser og traditionelle udtryk, der er omhandlet i bilaget

b)      for så vidt angår vin med oprindelse i Ungarn:

         […]

–       de geografiske angivelser og traditionelle udtryk, der er omhandlet i bilaget, som de forekommer i den ungarske vinlovgivning […]

         […]

3.      I Fællesskabet må de beskyttede ungarske betegnelser:

–      udelukkende anvendes for de vine med oprindelse i Ungarn, som de vedrører

         og

–      kun anvendes på de betingelser, der er fastsat i Ungarns love og administrative bestemmelser

         [...]

5.      Er der tale om enslydende eller identiske geografiske angivelser:

a)      skal der, dersom to angivelser, der er beskyttet i medfør af denne aftale, er enslydende eller identiske, ydes begge angivelserne beskyttelse, forudsat at

–       den gældende geografiske betegnelse traditionelt og konsekvent er blevet anvendt til betegnelse og præsentation af en vin, der fremstilles på det geografiske område, som den henviser til

–       vinen ikke urigtigt præsenteres for forbrugerne som havende oprindelse på den anden kontraherende parts område

[...]

I sådanne tilfælde fastsætter de kontraherende parter de praktiske betingelser for at holde de pågældende enslydende eller identiske angivelser ude fra hinanden, under hensyn til nødvendigheden af, at de pågældende producenter behandles retfærdigt, og at forbrugeren ikke vildledes.«

23     Bilaget til aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, der ifølge overskriften indeholder en »Liste over beskyttede betegnelser for vine omhandlet i artikel 4«, nævner bl.a. betegnelsen »Tokaj« i punkt 3.4 (»vinavlszone Tokaj-Hegyalja«), del B (»vine med oprindelse i Republikken Ungarn«), afsnit I (»geografiske angivelser«). Bilagets del A (»Vine med oprindelse i Fællesskabet«) nævner ingen af de to betegnelser »Tocai friulano« eller »Tocai italico«.

24     Brevvekslingen vedrørende artikel 4 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser (EFT 1993 L 337, 169, herefter »brevvekslingen om Tocai«), som er et af de dokumenter, der henvises til i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 93/724, trådte også i kraft den 1. april 1994.

25     I brevvekslingen henviser de kontraherende parter bl.a. til artikel 4, stk. 3, i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser og afgiver en erklæring, hvorved de bekræfter følgende:

»1)      I en overgangsperiode på 13 år fra aftalens ikrafttræden er anvendelsen af den ikke til hinder for en lovlig anvendelse af udtrykket »Tokai« til betegnelse og præsentation af visse italienske kvbd på følgende betingelser:

For så vidt andet ikke er fastsat i EF-særbestemmelser og i givet fald mere restriktive nationale særbestemmelser skal denne vin:

–       være fremstillet af druesorten »Tocai friulano«

–       være fremstillet af druer, der fuldt ud er høstet i de italienske regioner Veneto og Friuli

–       udelukkende betegnes og præsenteres ved hjælp af udtrykket »Tokai friulano« eller dettes synonym »Tocai italiano«, idet disse udtryk skal anføres samlet uden mellemliggende angivelser med typer af samme art og størrelse på samme linje, adskilt fra navnet på det geografiske område, hvorfra vinen kommer. Endvidere må størrelsen af de typer, der anvendes til disse udtryk, ikke overstige størrelsen af de typer, der anvendes til navnet på det pågældende geografiske område

–       afsættes uden for Ungarn.

[...]

4)      For så vidt andet ikke er fastsat i punkt 3, udløber muligheden for at anvende betegnelsen »Tokai« i overensstemmelse med bestemmelserne i punkt 1 med udløbet af den i samme punkt omhandlede overgangsperiode.

[...]«

26     Den fælles erklæring vedrørende artikel 4, stk. 5, i aftalen [EF-Ungarn om vinbetegnelser] (EFT 1993 L 337, s. 171, herefter »den fælles erklæring om enslydende betegnelser«), som også er et af de dokumenter, hvortil der henvises i artikel 1, stk. 1, i afgørelse 93/724, indeholder følgende udtalelse:

»Med hensyn til artikel 4, stk. 5, har de kontraherende parter noteret sig, at de på forhandlingstidspunktet ikke var opmærksomme på særlige tilfælde, for hvilke bestemmelserne i denne artikel kunne finde anvendelse.

[…]«

 Fællesskabsbestemmelser vedrørende den fælles markedsordning for vin (herefter »markedsordningen for vin«)

 Den markedsordning for vin, der var i kraft på tidspunktet for indgåelsen af aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser

27     Artikel 63 i Rådets forordning (EØF) nr. 822/87 af 16. marts 1987 om den fælles markedsordning for vin (EFT L 84, s. 1) bestemmer:

»1. Indførte vine til direkte konsum, som kendetegnes ved en geografisk betegnelse, kan på betingelse af gensidighed ved afsætning inden for Fællesskabet undergives den kontrol og den beskyttelse, der er fastsat i [artikel 15 i forordning (EØF) nr. 823/87] for k.v.b.d.

2.      Bestemmelserne i stk. 1 gennemføres ved aftaler med de pågældende tredjelande, der forhandles og indgås efter fremgangsmåden i artikel [133 EF]

3.      Gennemførelsesbestemmelserne til denne artikel fastsættes efter fremgangsmåden i artikel 83.«

28     Artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 823/87 af 16. marts 1987 om fastlæggelse af særlige regler for kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder (EFT L 84, s. 59), som ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 2043/89 af 19. juni 1989 (EFT L 202, s. 1, herefter »forordning nr. 823/87«), bestemmer:

»Medlemsstaterne fremsender til Kommissionen en liste over de k.v.b.d., som de har godkendt, med anførelse, for hver af disse k.v.b.d., af en henvisning til nationale bestemmelser, der gælder for produktion og fremstilling heraf.

Kommissionen drager omsorg for offentliggørelsen af nævnte liste i De Europæiske Fællesskabers Tidende, C-udgaven.«

29     Artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 823/87 bestemmer:

»Den enkelte medlemsstat udarbejder en liste over de vinstoksorter, som er egnet til fremstilling af hver k.v.b.d., der produceres på dens område, idet der på denne liste kun må optages vinstoksorter [...] tilhørende de kategorier, der er anbefalet eller godkendt ifølge artikel 13 i forordning (EØF) nr. 822/87.«

30     Artikel 15, stk. 4, i forordning nr. 823/87 bestemmer:

»[…]

Uanset fællesskabsbestemmelserne om særlige typer k.v.b.d., kan medlemsstaterne [...] tillade, at navnet på et bestemt dyrkningsområde suppleres med en præcisering vedrørende fremstillingsmetoden eller produktets art eller med navnet på en druesort eller et synonym herfor.

[…]«

31     Betegnelsen »Tocai friulano« er nævnt i afsnit I i bilaget til Kommissionens forordning (EØF) nr. 3800/81 af 16. december 1981 om klassificering af vinstoksorterne (EFT L 381, s. 1), navnlig i del V, første underafsnit, som en vinstoksort, der er anbefalet eller godkendt i visse italienske regioner.

32     Artikel 14, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 2392/89 af 24. juli 1989 om fastsættelse af almindelige regler for betegnelse og præsentation af vin og druemost (EFT L 232, s. 13) bestemmer:

»Navnet på en vinstoksort som omhandlet i artikel 11, stk. 2, litra n), kan alene anvendes som betegnelse på etiketten for en k.v.b.d., når:

a)      sorten er opført på den af medlemsstaterne i medfør af artikel 4, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 823/87 udfærdigede fortegnelse over betegnelsen for vinstokke, som er egnede til fremstilling af hver af de k.v.b.d., som er fremstillet på deres område

b)      sorten angives ved det navn, som forekommer:

–       i klassen for anbefalede eller tilladte sorter i den klassificering af vinstoksorter, der gælder for den pågældende administrative enhed

–       i givet fald på en fortegnelse over synonymer, der skal udarbejdes. Det kan i denne liste bestemmes, at et bestemt synonym alene kan anvendes som betegnelse for en k.v.b.d., der er fremstillet i de produktionsområder, hvor der er sædvane for denne anvendelse

[…]

e)      navnet på sorten ikke kan forveksles med navnet på et bestemt dyrkningsområde eller på en geografisk enhed, som anvendes til betegnelse af en anden k.v.b.d. eller en indført vin.«

33     Samme forordnings artikel 26, stk. 1 bestemmer:

»For indført vin, der er bestemt til direkte konsum, og som betegnes med en geografisk betegnelse og er opført på en fortegnelse, der skal udarbejdes, skal etiketbetegnelsen indeholde angivelse af:

a )      navnet på en geografisk enhed i det pågældende tredjeland i henhold til betingelserne i artikel [29]

[…]

På nævnte liste kan kun optages indført vin, for hvilke det er anerkendt, at hver enkelt af disse vine fremstilles under samme forhold som en k.v.b.d. eller en bordvin med geografisk betegnelse.«

34     Artikel 11, stk. 2, i Kommissionens forordning (EØF) nr. 3201/90 af 16. oktober 1990 om gennemførelsesbestemmelser for betegnelse og præsentation af vin og druemost (EFT L 309, s. 1) bestemmer:

Den i artikel 26, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 2392/89 omhandlede liste over indførte vine, der betegnes ved en geografisk angivelse, er anført i bilag II.

De navne, der er anført på denne liste, angives på en sådan måde, at de udskiller sig klart fra andre etiketteangivelser på den pågældende indførte vin, navnlig i forhold til de geografiske angivelser, der er nævnt i artikel 26, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 2392/89.

35     Afsnit 11, punkt 5, i bilag II til forordning 3201/90, som ifølge overskriften vedrørende den »Liste, der er omtalt i artikel 11, stk. 2, over indførte vine, som betegnes ved hjælp af en geografisk angivelse«, nævner de ungarske vine, som benævnes »Tokaj« eller »Tokaji«.

36     Samme forordnings artikel 12, stk. 1 bestemmer:

»Listen over de synonymer for navne på vinstoksorter, der kan anvendes til betegnelse for bordvine og k.v.b.d. i henhold til artikel 5, stk. 1, litra b), og artikel 14, stk. 1, litra b), i forordning (EØF) nr. 2392/89, er anført i bilag III.«

37     Punkt 5 i dette bilag III, som ifølge overskriften vedrører den »Liste, der er omtalt i artikel 12, stk. 1, over synonymer for navne på vinstoksorter, som kan anvendes til betegnelse for bordvin og k.v.b.d.«, nævner vinstoksorten »Tocai friulano« og synonymet »Tocai italico«.

Den markedsordning for vin, der var i kraft på tidspunktet for tvisten i hovedsagen

38     Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (EFT L 179, s. 1) fandt anvendelse fra den 1. august 2000.

39     Forordningens artikel 19, stk. 1 bestemmer:

»Medlemsstaterne opstiller en klassificering af druesorter til vinfremstilling [...]«

40     Samme forordnings artikel 47-53, bilag VII og VIII indeholder regler om beskrivelse, betegnelse og præsentation af visse vinprodukter og om beskyttelse af visse angivelser, benævnelser og udtryk.

41     Artikel 50 i forordning nr. 1493/1999 bestemmer:

»1.      Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til, at det på de betingelser, der er fastsat i artikel 23 og 24 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, bliver muligt for interesserede parter at forhindre, at en geografisk betegnelse til identifikation af et af de i artikel 1, stk. 2, litra b), nævnte produkter anvendes i Fællesskabet for et produkt, som ikke [har] oprindelse på det sted, som den geografiske betegnelse henviser til [...].

2.      I denne artikel forstås ved »geografisk betegnelse« en betegnelse, der tjener til at identificere et produkt som havende oprindelse i et tredjeland, der er medlem af Verdenshandelsorganisationen, eller i en region eller et område i det pågældende tredjeland, i de tilfælde, hvor produktets kvalitet, omdømme eller andre bestemte kendetegn hovedsagelig er knyttet til denne geografiske oprindelse.

[…]«

42     Samme forordnings artikel 52, stk. 1 bestemmer:

»Hvis en medlemsstat tildeler en k.v.b.d. eller i givet fald en vin, der skal forarbejdes til en sådan k.v.b.d., navnet på et bestemt dyrkningsområde, kan dette navn ikke anvendes på vinavlsprodukter, som ikke stammer fra dette område, og/eller som ikke har fået navnet i henhold til de gældende fællesskabsbestemmelser og nationale bestemmelser [...]

Uanset fællesskabsbestemmelserne om særlige typer k.v.b.d., kan medlemsstaterne efter produktionsbestemmelser, de fastlægger, tillade, at navnet på et bestemt dyrkningsområde suppleres med en præcisering vedrørende fremstillingsmetoden eller produktets art eller med navnet på en druesort eller et synonym herfor.

[…]«

43     Det fremgår af bilag VII, A, punkt 1 og 2, i forordning nr. 1493/1999, at etiketteringen af k.v.b.d. og vine med oprindelse i tredjelande skal indeholde visse obligatoriske angivelser, herunder produktets varebetegnelse, som for k.v.b.d.’s vedkommende bl.a. består af navnet på det bestemte dyrkningsområde og for indført vin af ordet »vin«, der obligatorisk skal ledsages af navnet på oprindelseslandet og, når vinen betegnes ved en geografisk angivelse, af navnet på den pågældende geografiske enhed.

44     Punkt 1 og 4 i samme bilag, afsnit B, bestemmer:

»1.      Etiketteringen for de produkter, der er fremstillet i Fællesskabet, kan suppleres med følgende angivelser på betingelser, der skal fastlægges:

         […]

b)      for bordvin med geografisk betegnelse og k.v.b.d.:

         […]

–       navnet på en eller flere druesorter

[...]

4.      Producentmedlemsstaterne kan gøre visse af de i punkt 1 og 2 nævnte angivelser obligatoriske, forbyde dem eller begrænse anvendelsen af dem for vin, der er fremstillet på deres område.«

45     Artikel 54, stk. 4, forordning nr. 1493/1999 bestemmer:

»Medlemsstaterne sender Kommissionen listen over de k.v.b.d., de har anerkendt, med nærmere oplysninger for hver k.v.b.d. om de nationale bestemmelser, der gælder for produktion og fremstilling af dem.«

46     Forordning nr. 1493/1999 blev gennemført ved forordning nr. 753/2002.

47     Artikel 19 i forordning nr. 753/2002, som ifølge overskriften vedrører »Angivelse af druesorter«, bestemmer:

»Navnene på de druesorter, der er anvendt til fremstilling af en bordvin med geografisk betegnelse eller af en k.v.b.d., eller synonymer herfor kan indgå i etiketteringen af den pågældende vin, hvis:

[…]

c)      navnet på sorten og synonymerne herfor ikke indeholder en geografisk betegnelse, der anvendes til at betegne en k.v.b.d. eller en bordvin eller en indført vin, der er anført i listerne i aftaler indgået mellem tredjelande og Fællesskabet, og, når de ledsages af et andet geografisk udtryk, i etiketteringen anføres uden dette geografiske udtryk;

[…]

2.      Uanset stk. 1, litra c):

a)      kan navnet på en druesort eller et synonym herfor, der indeholder en geografisk betegnelse, anføres i etiketteringen af en vin, der betegnes med denne geografiske betegnelse

b)      kan de i bilag II nævnte navne på druesorter og synonymer herfor anvendes i overensstemmelse med de nationale bestemmelser og/eller fællesskabsbestemmelser, der var gældende på datoen for ikrafttrædelsen af denne forordning.

3.      Medlemsstaterne meddeler inden den 1. oktober 2002 Kommissionen de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2, litra b). Kommissionen sørger for, at sådanne foranstaltninger offentliggøres på passende måde.

48     Samme forordnings bilag II, som ifølge overskriften vedrører »Navne på druesorter eller synonymer herfor, der indeholder en geografisk betegnelse, og som kan anføres i vinetiketteringen i medfør af artikel 19, stk. 2, nævner betegnelserne »Tocai Friulano, Tocai italico«.« Ifølge en fodnote vedrørende denne betegnelse kan »navnet »Tocai friulano« og synonymet »Tocai italico« [...] benyttes i en overgangsperiode indtil den 31. marts 2007«.

49     På dette punkt er bilaget ikke blevet ændret efter vedtagelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 1429/2004 af 9. august 2004 om ændring af forordning nr. 753/2002 (EFT L 263, s. 11).

 De italienske retsforskrifter

50     Artikel 1, stk. 1, i dekretet af 26. september 2002 bestemmer:

»De nationale betingelser for, som undtagelse fra artikel 19, stk. 1, litra c), i forordning (EF) nr. 753/2002, at anvende navne på druesorter og synonymer herfor, som indeholder en geografisk betegnelse, der kan angives ved mærkningen af [k.v.b.d.] og italienske IGT-vine (italienske vine med en typisk geografisk betegnelse), er fastsat i bilag I, som udgør en integrerende del af dette dekret, hvori er opregnet navnene på de druesorter og synonymer for Italien, der er nævnt i bilag II til nævnte forordning (EF) nr. 753/2002.«

51     Bilag I til dekretet af 26. september 2002 nævner bl.a. betegnelsen »Tocai friulano eller Tocai italico« i rubrikken »navn på druesorter eller synonymer herfor«, hvorom der findes nedenstående angivelser i rubrikken »Omfanget af undtagelsen (administrativt område og/eller særlig [k.v.b.d.] og/eller [vine med en typisk geografisk betegnelse]«):

»For visse [k.v.b.d.] i regionerne »Friuli-Venezia Giulia og Veneto for en overgangsperiode, der i overensstemmelse med aftalen mellem [Den Europæiske Union] og Republikken Ungarn udløber den 31. marts 2007.«

 De faktiske omstændigheder i hovedsagen og de præjudicielle spørgsmål

52     Den forelæggende ret har i sin kendelse angivet, at Regione og ERSA kritiserer det uretfærdige i, at blandt de 106 vinbetegnelser, som er omfattet af undtagelsen i artikel 19, stk. 1, litra c), i forordning nr. 753/2002, er kun betegnelserne Tocai friulano eller Tocai italico og den franske betegnelse Tokay Pinot gris tidsbegrænset.

53     Den forelæggende ret gengiver dernæst de argumenter, som Regione og ERSA har fremført som bevis for betydningen af den historiske oprindelse af betegnelsen »Tocai friulano«.

54     Det er en oprindelig druesort fra området Collio goriziano (regionen Friuli-Venezia Giulia), der har været dyrket helt fra gammel tid. Den anvendes til fremstilling af en tør hvidvin, som ikke er egnet til lagring.

55     Den forelæggende ret har angivet, at Regione og ERSA på grundlag af disse argumenter har fremført nedenstående anbringender, hvorefter dekretet er behæftet med:

–       magtmisbrug på grund af en manglende og modstridende begrundelse, da de italienske myndigheder anmodede Kommissionen om en tidsubegrænset undtagelse, men efterfølgende vedtog dekretet af 26. september 2002 med den heri indeholdte tidsbegrænsning

–       magtmisbrug på grund af en åbenbar uretfærdighed og på grund af en tilsidesættelse af princippet om EU-borgernes ligeværdighed, idet forskelsbehandlingen af de italienske producenter er fuldstændig ubegrundet

–       indirekte retsstridighed som følge af, at aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser er retsstridig, da også denne retsakt, hvori den retsstridige tidsbegrænsning er fastsat, og som er godkendt ved afgørelse 93/724, er retsstridig, idet:

–       de to produkter, selv om de har samme navn, er helt forskellige, da vinen fra Ungarn er en sød vin

–       der inden for begge områder i umindelige tider har været anvendt samme navn

–       navneligheden retmæssigt kan afhjælpes – såvel ifølge aftalen EF-Ungarn som Madrid-aftalen fra 1891 – ved at tilføje navnet på regionen eller druesorten

–       det er nødvendigt på grund af Republikken Ungarns snarlige tiltrædelse af Det Europæiske Fællesskab, at aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser for at bevare sin gyldighed er i overensstemmelse med principperne i WTO-aftalen, navnlig TRIPs-aftalens artikel 22-24 om vildledende geografiske betegnelser

–       aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser er i strid med folkeretlige grundsætninger, da den tidsmæssige begrænsning i anvendelsen af den omhandlede betegnelse beror på en brevveksling (brevvekslingen om Tocai) og ikke på selve aftalens ordlyd, og da den endvidere strider mod folkeretlig sædvaneret og er baseret på en fejlagtig beskrivelse af de faktiske forhold vedrørende den pågældende navnelighed

–       tilsidesættelse af artikel 1 i tillægsprotokollen til menneskerettighedskonventionen og af artikel 17 i De Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som blev undertegnet i Nice den 7. december 2000 (EFT 2000 C 364, s. 1, herefter »charteret om grundlæggende rettigheder«), da det fremgår af disse bestemmelser, at den intellektuelle ejendomsret er beskyttet, idet ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, da princippet om proportionalitet og om rimelig erstatning skal overholdes, og da indgrebet i ejendomsretten under alle omstændigheder skal være reguleret ved lov.

56     Den forelæggende ret fremhæver desuden, at de nationale myndigheder med dekretet af 26. september 2002 har begrænset sig til at gennemføre den i forordning nr. 753/2002 og dennes bilag II fastsatte tidsmæssige begrænsning i adgangen til at anvende betegnelsen »Tocai friulano«, og at de nationale myndigheder alene har angivet, at denne begrænsning skyldtes en aftale mellem Fællesskabet og Republikken Ungarn.

57     Efter den forelæggende rets opfattelse fremgår det derfor klart, at det i hovedsagen påberåbte tab, som skyldtes umuligheden af at anvende betegnelsen Tocai friulano eller Tocai italico efter den 31. marts 2007, udspringer direkte af to af Fællesskabets retsakter, nemlig afgørelse 93/724 og forordning nr. 753/2002.

58     Under disse omstændigheder har Tribunale amministrativo regionale del Lazio ud fra den opfattelse, at en besvarelse af visse spørgsmål vedrørende fællesskabsretten var nødvendige for at kunne afgøre tvisten i hovedsagen, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1)      Udgør Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side, som blev indgået den 16. december 1991 [...], et lovligt, gyldigt og tilstrækkeligt retsgrundlag for Det Europæiske Fællesskab til at vedtage aftalen om beskyttelse af vinbetegnelser, der blev indgået den 29. november 1993 [...]; mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn, også når henses til artikel 65, stk. 1, den fælles erklæring nr. 13 og bilag XIII (punkt 3, 4 og 5) til Europaaftalen, [...] vedrørende den eventuelle suverænitet og kompetence, som er forbeholdt de enkelte medlemsstater med hensyn til nationale geografiske betegnelser for deres egne agroindustrielle produkter, herunder vinprodukter, og som udelukker enhver overførelse af suverænitet og kompetence på dette område til Det Europæiske Fællesskab?

2)      Må aftalen om beskyttelse af vinbetegnelser, som er indgået mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn [...], som indeholder bestemmelser om beskyttelse af geografiske betegnelser, der henhører under området for industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder – når tillige henses til udtalelse nr. 1/94 fra De Europæiske Fællesskabers Domstol om EF’s enekompetence – anses for ugyldig og uanvendelig i fællesskabsretten i betragtning af, at aftalen ikke er blevet ratificeret af hver enkelt af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater?

3)      Såfremt Fællesskabets aftale fra 1993 [...] som helhed må anses for lovlig og anvendelig, skal forbuddet mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien efter 2007, som fremgår af brevvekslingen mellem de kontraherende parter i forbindelse med aftalens indgåelse (og som er knyttet til denne), da anses for ugyldigt og uanvendeligt, fordi det strider mod de bestemmelser om enslydende angivelser, som er fastsat i samme aftale fra 1993 (jf. artikel 4, stk. 5, og den til aftalen knyttede protokol)?

4)      Skal den anden fælleserklæring, som er knyttet til aftalen fra 1993 [...], hvoraf fremgår, at de kontraherende parter ikke på forhandlingstidspunktet var opmærksomme på, at der fandtes enslydende angivelser for europæiske og ungarske vine, anses for en klart fejlagtig opfattelse af de faktiske forhold (under hensyn til, at de italienske og ungarske betegnelser for »Tocai«-vin har været anvendt side om side i århundreder, at de officielt blev anerkendt i 1948 i en aftale mellem Italien og Ungarn, og først derpå er blevet optaget i fællesskabsbestemmelserne), hvilket efter artikel 48 i Wiener-konventionen om traktatretten medfører, at den del af aftalen fra 1993, som indeholder forbud mod at anvende betegnelsen Tocai i Italien, må anses for ugyldig?

5)      Skal TRIPs-aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder [...], der er indgået inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), og som trådte i kraft den 1. januar 1996 – og dermed på et senere tidspunkt end ikrafttrædelsen af fællesskabsaftalen fra 1993 [...] – under hensyn til artikel 59 i Wiener-konventionen om traktatretten fortolkes således, at dens bestemmelser om enslydende vinbetegnelser finder anvendelse i stedet for bestemmelserne i fællesskabsaftalen fra 1993, såfremt disse bestemmelser er uforenelige, i betragtning af, at det er de samme kontraherende parter, som har indgået de to aftaler?

6)      Skal artikel 22-24 i tredje afdeling af bilag C [del II] til overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (WTO) dvs. TRIPs-aftalen [...], der trådte i kraft den 1. januar 1996, i et tilfælde, hvor der findes to enslydende angivelser for vin, der er produceret i to forskellige lande, som er parter i TRIPs-aftalen (såvel når det enslydende navn vedrører to geografiske betegnelser, der anvendes i begge de lande, der er parter i aftalen, som når den vedrører en geografisk betegnelse i et kontraherende land og en enslydende angivelse af en druesort, der traditionelt dyrkes i den anden kontraherende stat), fortolkes således, at begge betegnelser kan anvendes i fremtiden, forudsat de er blevet anvendt i fortiden af de pågældende producenter i god tro eller i mindst ti år før den 15. april 1994 (artikel 24, stk. 4), og forudsat hver betegnelse klart angiver det land eller den region eller zone, som den beskyttede vin hidrører fra, således at forbrugerne ikke vildledes?

7)      Omfatter ejendomsretten i artikel 1 i den første tillægsprotokol til den europæiske menneskerettighedskonvention [...], som gentages i artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev højtideligt proklameret i Nice den 7. [december] 2000, også den intellektuelle ejendomsret til oprindelsesbetegnelser for vine og udnyttelsen heraf, og er beskyttelsen af ejendomsretten dermed til hinder for at anvende bestemmelserne i brevvekslingen, der er knyttet til aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser [...], men som ikke er optaget i selve aftalen, og hvorefter friulske vindyrkere ikke må anvende betegnelsen »Tocai friulano«, når tillige henses til, at der ikke er givet de eksproprierede friulske vindyrkere nogen som helst form for erstatning, at der ikke er nogen almen offentlig interesse, der kan retfærdiggøre ekspropriationen, og at proportionalitetsprincippet er tilsidesat?

8)      Såfremt det fastslås, at fællesskabsbestemmelserne i aftalen om beskyttelse af vinbetegnelser, der er indgået [...] mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn [...], er ugyldig, og/eller at den hertil knyttede brevveksling er ugyldig i det omfang, det er angivet i de foregående spørgsmål, skal bestemmelserne i forordning [...] nr. 753/2002, hvorefter betegnelsen »Tocai friulano« ikke kan anvendes efter den 31. marts 2007 (artikel 19, stk. 2), da tillige anses for ugyldige eller i det mindste uanvendelige?«

 De præjudicielle spørgsmål

 Det første spørgsmål

59     Ved en anmodning af 11. marts 2005, indgået til Domstolens Justitskontor den 15. marts 2005, har Regione og ERSA bedt Domstolen om at give alle de i sagen implicerede procesdeltagere mulighed for at afgive indlæg vedrørende en række nye omstændigheder, som er beskrevet i anmodningen, før Domstolen afsiger dom. Disse nye omstændigheder vedrører Fællesskabets forestående indgåelse af nye aftaler med Australien og De Forenede Stater, som ifølge TRIPs-aftalens artikel 24, stk. 6, vil give producenter fra disse lande mulighed for at fortsætte med at anvende betegnelsen »Tokay« på deres nationale markeder og på tredjelandsmarkeder.

60     Herom bemærkes, at Domstolen ex officio, på forslag af generaladvokaten eller på parternes begæring, i overensstemmelse med procesreglementets artikel 61 kan træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, såfremt den finder, at sagen er utilstrækkelig oplyst, eller sagen skal afgøres på grundlag af et argument, som ikke har været drøftet af parterne (jf. bl.a. dom af 18.6.2002, sag C-299/99, Philips, Sml. I, s. 5475, præmis 20).

61     Domstolen finder ikke, at der er grund til at træffe bestemmelse om genåbning af den mundtlige forhandling, som blev afsluttet den 16. december 2004, da den råder over alle de elementer, der er nødvendige for, at den kan besvare de i tvisten i hovedsagen stillede spørgsmål.

62     Regiones og ERSA’s begæring kan derfor ikke tages til følge.

63     Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om associeringsaftalen EF-Ungarn udgjorde et egnet retsgrundlag for vedtagelsen af afgørelse 93/724, hvorved Fællesskabet indgik aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser.

64     Dette spørgsmål er baseret på en forudsætning om, at associeringsaftalen EF-Ungarn indeholder hjemmel for Fællesskabets beføjelse til at indgå aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser. Det fremgår, at denne forudsætning skyldes den henvisning til associeringsaftalen EF-Ungarn, som findes i den første henvisning i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser.

65     Denne forudsætning er imidlertid ikke rigtig, som Rådet og Kommissionen med rette har anført.

66     Henvisningen til associeringsaftalen EF-Ungarn har nemlig til formål at placere aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser i dens politiske sammenhæng, men skal ikke opfattes således, at den angiver de fællesskabsbestemmelser, som Fællesskabet har indgået aftalen på grundlag af.

67     Hjemmelen for Fællesskabets beføjelser til at indgå aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser er derimod nævnt i den første henvisning til afgørelse 93/724, hvorved aftalen blev indgået og godkendt på Fællesskabets vegne.

68     Det fremgår klart af denne henvisning, at den omhandlede hjemmel findes i artikel 133 EF, hvorefter Fællesskabet har kompentence på området for den fælles handelspolitik.

69     Spørgsmålet, om den af Rådet antagne hjemmel er egnet, er omhandlet i det andet præjudicielle spørgsmål og skal derfor behandles i forbindelse hermed.

70     Det første spørgsmål må derfor besvares med, at associeringsaftalen EF-Ungarn ikke udgør retsgrundlaget for afgørelse 93/724, hvorved aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser blev indgået.

 Det andet spørgsmål

71     Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere betegnet oplyst, om artikel 133 EF, som tillægger Fællesskabet enekompetence på området for den fælles handelspolitik, udgør et egnet retsgrundlag for Fællesskabet til på egen hånd at indgå aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, da aftalen indeholder bestemmelser om beskyttelse af geografiske betegnelser, der henhører under området for industrielle og kommercielle ejendomsrettigheder.

72     Ifølge Domstolens faste praksis skal valget af hjemmel for en fællesskabsretsakt ske på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, herunder af retsaktens formål og indhold (jf. bl.a. dom af 19.9.2002, sag C-336/00, Huber, Sml. I, s. 7699, præmis 30).

73      Det fremgår af den første henvisning i afgørelse 93/724, at Rådet særskilt angav artikel 133 EF som hjemmel for indgåelse af aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser.

74     Det fremgår desuden af afgørelsens tredje betragtning, at Rådet fandt, at det var nødvendigt at indgå aftalen på EF-plan, da aftalens bestemmelser var direkte knyttet til foranstaltningerne under den fælles handels- og landbrugspolitik, i det foreliggende tilfælde Fællesskabets bestemmelser om vine.

75     Ifølge Domstolens praksis er det en betingelse for, at en fællesskabsretsakt henhører under enekompetencen på området for den fælles handelspolitik i henhold til artikel 133 EF, at den særskilt vedrører den internationale samhandel ved, at den hovedsagelig har til formål at fremme, lette eller regulere samhandelen og har direkte og umiddelbare virkninger for handelen eller samhandelen med de pågældende produkter (jf. udtalelse 1/94 af 15.11.1994, Sml. I, s. 5267, præmis 57, udtalelse 2/00 af 6.12.2001, Sml. I, s. 9713, præmis 40, og dom af 12.12.2002, sag C-281/01, Kommissionen mod Rådet, Sml. I, s. 12049, præmis 40 og 41).

76     Det er navnlig et spørgsmål i denne sag, om aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser henhører under Fællesskabets enekompetence på området for den fælles handelspolitik, eller om den, som det er gjort gældende af Regione og ERSA samt den italienske regering, henhører under området for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, hvor Fællesskabet og medlemsstaterne har en delt kompetence.

77     I så henseende skal henvises til de fællesskabsbestemmelser, som er relevante tidsmæssigt, nemlig den markedsordning for vin, som var gældende på tidspunktet for indgåelsen for aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser.

78     Det bestemmes i artikel 63 i forordning nr. 822/87, at indførte vine til direkte konsum, som kendetegnes ved en geografisk betegnelse, på betingelse af gensidighed, ved afsætning inden for Fællesskabet kan undergives den kontrol og beskyttelse, der er fastsat for k.v.b.d., og at denne bestemmelse skal gennemføres ved aftaler med de pågældende tredjelande, der forhandles og indgås efter fremgangsmåden i artikel 133 EF.

79     Det fremgår klart, at aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser udgør en aftale som omhandlet i artikel 63 i forordning nr. 822/87.

80     Sådanne aftalers hovedformål er at fremme samhandelen mellem de kontraherende parter ved dels på grundlag af gensidighed at fremme afsætningen af vin med oprindelse i de pågældende tredjelande ved at sikre disse vine samme beskyttelse som den, der er fastsat for k.v.b.d. af fællesskabsoprindelse, dels at fremme afsætningen i de pågældende tredjelande af vine med oprindelse i Fællesskabet.

81     Disse aftaler sikrer navnlig en gensidig beskyttelse af visse geografiske betegnelser, der er angivet på den etikette, der anvendes ved afsætningen af de pågældende vine på markederne i Fællesskabet og det pågældende tredjeland. Aftalerne har således en direkte indflydelse på handelen med vine (jf. i denne retning dommen i sagen Kommissionen mod Rådet, præmis 40).

82     Af de nævnte grunde må følgelig konkluderes, at sådanne aftaler opfylder de kriterier, som skal være opfyldt ifølge de domme, der er nævnt ovenfor i præmis 75, for, at en fællesskabsretsakt kan henhøre under enekompetencen på området for den fælles handelspolitik i henhold til artikel 133 EF.

83     Følgelig må det andet spørgsmål besvares med, at artikel 133 EF, hvortil der henvises i præamblen til afgørelse 93/724, udgør et egnet retsgrundlag for Fællesskabet til på egen hånd at indgå aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser.

 Tredje spørgsmål

84     Med det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om forbuddet mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien efter den 31. marts 2007, som fremgår af brevvekslingen om Tocai, er ulovligt og uanvendeligt, selv om aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser som helhed må anses for lovlig og anvendelig, fordi det strider mod de bestemmelser om enslydende angivelser, som er fastsat i aftalens artikel 4, stk. 5.

85     Dette spørgsmål må forstås i lyset af Regione og ERSA’s argumentation om, at der er en modstrid mellem den ordning for enslydende betegnelser, som gælder ifølge artikel 4, stk. 5, i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, og det i brevvekslingen om Tocai fastsatte forbud mod at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske k.v.b.d. efter overgangsperiodens udløb den 31. marts 2007.

86     Denne modstrid skyldes ifølge de to sagsøgere i hovedsagen, at man i brevvekslingen om Tocai valgte at benytte den ungarske benævnelse »Tokaj« frem for den enslydende italienske betegnelse »Tocai«, hvorimod bestemmelserne om enslydende betegnelser i artikel 4, stk. 5, i aftalen EF-Ungarn – som udgør hovedaftalen, som det ikke er muligt at fravige i en hertil bilagt retsakt såsom brevvekslingen om Tocai – er baseret på en regel, som sikrer, at begge betegnelser kan anvendes, såfremt de ikke giver anledning til forveksling.

87     Herom bemærkes, at der kun kan opstå en sådan konflikt, såfremt begge de betegnelser, der anses for enslydende ifølge artikel 4, stk. 5, i aftalen EF-Ungarn, udgør en geografisk betegnelse, der er beskyttet efter aftalen.

88     Det fremgår af aftalens artikel 4, stk. 1, litra a), at hvad angår vine med oprindelse i Fællesskabet, er de geografiske betegnelser, som er beskyttet efter aftalen, opregnet i bilaget hertil, nærmere betegnet i del A om »vine med oprindelse i Fællesskabet«.

89     I modsætning til, hvad der gælder for den ungarske betegnelse »Tokaj«, som er nævnt i omtalte bilags del B – som opregner de geografiske betegnelser for vine med oprindelse i Republikken Ungarn, der er beskyttet i medfør artikel 4, stk. 1, litra b), i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser – er betegnelserne »Tocai friulano« og »Tocai italico« ikke nævnt i bilagets del A om vine med oprindelse i Fællesskabet.

90     De sidstnævnte betegnelser kan dog under alle forhold ikke anses for geografiske angivelser i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser.

91     Ved »geografiske angivelser« i aftalens artikel 2, stk. 2, forstås nemlig »en angivelse, herunder en »oprindelsesbetegnelse«, der i en kontraherende parts love og administrative bestemmelser er anerkendt med henblik på betegnelse og præsentation af en vin med oprindelse på en kontraherende parts område eller i en region eller et distrikt i nævnte område, hvor en given kvalitet, et givet omdømme eller et andet særtræk ved vinen i alt væsentligt tilskrives dens geografiske oprindelse«.

92     Ifølge de relevante bestemmelser, som var i kraft i Fællesskabet på datoen for indgåelsen af aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, udgjorde »Tocai friulano« og »Tocai italico« ikke en geografisk angivelse, men navnet på en druesort eller en vinstoksort, der er anerkendt i Italien som egnet til fremstilling af visse k.v.b.d., som produceres på denne medlemsstats område.

93     Det er nemlig ubestridt, at betegnelsen »Tocai friulano« var nævnt i afsnit I i bilag til forordning nr. 3800/81 som en vinstoksort, der var anbefalet eller godkendt i visse italienske regioner, og endvidere nævnt i punkt 5 i bilag III til forordning nr. 3201/90 som synonym til vinstoksorten »Tocai italico«, der kunne anvendes som betegnelse for visse italienske k.v.b.d.

94     De ungarske vine, der benævnes »Tokaj« eller »Tokaji«, var derimod optaget i bilag II til forordning nr. 3201/90 på en heri indeholdt »Liste [...] over indførte vine, som betegnes ved hjælp af en geografisk angivelse«, nærmere betegnet i listens afsnit 11, punkt 5.

95     Regione og ERSA samt den italienske regering har gjort gældende, at det var og stadig er en regel, som er i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser, at de pågældende geografiske angivelser såsom »Collio goriziano«, »Collio«, »Isonzo del Friuli« og »Isonzo« ved betegnelsen og præsentationen af visse italienske k.v.b.d. i Italien kombineres med en angivelse af den druesort »Tocai friulano« eller synonymet »Tocai italico«, som vinene er fremstillet af, såfremt visse særskilte betingelser i de for den pågældende vin gældende forskrifter er opfyldt.

96     Det fremgår imidlertid intetsteds af den dokumentation, som er fremlagt for Domstolen, at den pågældende medlemsstats beslutning om at tillade en sådan kombination skulle indebære, at den kombinerede betegnelse får karakter af en geografisk angivelse, således at de heri indeholdte betegnelser »Tocai friulano« og »Tocai italico« ikke længere betegner en druesort, men en geografisk angivelse.

97     Tværtimod fremgår det af omtalen af betegnelserne »Tocai friulano« og »Tocai italico« i bilag II til forordning nr. 753/2002, at selv ifølge de fællesskabsbestemmelser, som fandt anvendelse på tidspunktet for tvisten i hovedsagen, udgjorde disse navne stadig betegnelser for en druesort, som ifølge samme forordnings artikel 19, stk. 2, litra b), og stk. 3, kan anføres på de pågældende italienske k.v.b.d.’s etiketter. De udgør altså ikke sådanne navne på en druesort eller et synonym herfor, der indeholder en geografisk betegnelse i den i nævnte forordnings artikel 19, stk. 2, litra a), omhandlede forstand.

98     Herefter må det tredje spørgsmål besvares med, at forbuddet mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien efter den 31. marts 2007, som fremgår af brevvekslingen om Tocai, ikke strider mod de bestemmelser om enslydende angivelser, som er fastsat i artikel 4, stk. 5, i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser.

 Fjerde spørgsmål

99     Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den fælles erklæring vedrørende enslydende angivelser, hvori de kontraherende parter med hensyn til artikel 4, stk. 5, litra a), i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser noterede sig i erklæringen første afsnit, at de på forhandlingstidspunktet ikke var opmærksomme på særlige tilfælde, for hvilke nævnte bestemmelser kunne finde anvendelse, udgør en klar fejlagtig opfattelse af de faktiske forhold, således at nævnte aftale må anses for ugyldig ifølge artikel 48 i Wiener-konventionen om traktatretten, i det omfang den indeholder et forbud mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien efter den 31. marts 2007.

100   Dette spørgsmål må forstås i lyset af Regione og ERSA’s argumentation om, at der på baggrund af omstændighederne som helhed ikke kunne være i tvivl om, at fælleserklæringen om enslydende afgivelser beroede på en fejlagtig opfattelse, da Fællesskabet og Republikken Ungarn ikke kunne være uvidende om, at navnene »Tocai« som betegnelse for en tør italiensk vin og »Tokaj« som betegnelse for en ungarsk dessertvin var enslydende.

101   Herom bemærkes, som det fremgår ovenfor af præmis 88-97, at den italienske betegnelse »Tocai friulano« og synonymet herfor, »Tocai italico«, ikke udgør en beskyttet geografisk angivelse i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, hvorfor bestemmelserne i aftalens artikel 4, stk. 5, litra a), om enslydende angivelser ikke kan anvendes til afgørelse af en sag, hvor den nævnte betegnelse er enslydende eller identisk med den ungarske betegnelse »Tokaj«, der udgør en beskyttet geografisk angivelse ifølge aftalen, således som det er fastslået ovenfor i præmis 89.

102   Det fjerde spørgsmål må herefter besvares med, at den fælles erklæring vedrørende enslydende angivelser, hvori de kontraherende parter med hensyn til artikel 4, stk. 5, litra a), i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser noterede sig i erklæringens første afsnit, at de på forhandlingstidspunktet ikke var opmærksomme på særlige tilfælde, for hvilke nævnte bestemmelser kunne finde anvendelse, ikke udgør en klart fejlagtig opfattelse af de faktiske forhold.

 Sjette spørgsmål

103   Med det sjette spørgsmål, som skal behandles før det femte, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om TRIPs-aftalens artikel 22-24 skal fortolkes således, at det i et tilfælde, hvor geografiske angivelser er enslydende, eller hvor en geografisk angivelse og en betegnelse, der angiver navnet på en druesort, er enslydende, er muligt at anvende begge betegnelser i fremtiden, såfremt de er blevet anvendt i fortiden af de pågældende producenter i god tro eller i mindst ti år før den 15. april 1994, og såfremt hver betegnelse klart angiver landet, regionen eller området, som den beskyttede vin hidrører fra, således at forbrugerne ikke vildledes.

104   Regione og ERSA samt den italienske regering har gjort gældende, at Fællesskabet som medlem af WTO ifølge TRIPs-aftalens artikel 22-24 er forpligtet til at beskytte hver af de enslydende geografiske angivelser også i tilfælde, hvor en geografisk angivelse og navnet på en druesort er enslydende, hvorfor disse artikler er til hinder for at ophæve beskyttelsen af betegnelsen »Tocai friulano«.

105   Denne argumentation kan ikke tages til følge, henset til selve ordlyden af de relevante bestemmelser i de nævnte artikler i TRIPs-aftalen.

106   For det første bestemmer TRIPs-aftalens artikel 23, stk. 3, bl.a., at der for så vidt angår enslydende geografiske betegnelser for vin skal ydes hver enkelt betegnelse beskyttelse, og at hvert medlem af WTO fastlægger de konkrete betingelser, hvorunder de pågældende enslydende betegnelser skal sondres fra hinanden under hensyn til nødvendigheden af, at der sikres de pågældende producenter en retfærdig behandling, og at forbrugerne ikke vildledes.

107   Ifølge TRIPs-aftalens artikel 22, stk. 1, forstås ved »geografiske betegnelser« betegnelser, der angiver en vare som havende oprindelse på et WTO-medlems område eller i en region eller en lokalitet på dette område, dersom varens kvalitet, omdømme eller andre egenskaber i alt væsentligt tilskrives dens geografiske oprindelse.

108   Som det er fastslået ovenfor i præmis 88-97, svarer de italienske betegnelser »Tocai friulano« og »Tocai italico« til navnet på en vinstoksort eller en druesort, men udgør ikke – i modsætning til den ungarske betegnelse »Tokaj« – en geografisk angivelse i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser. Da dette begreb i det væsentlige defineres på samme måde i denne aftale og i TRIPs-aftalens artikel 22, stk. 1, må der foretages samme konstatering inden for rammer af TRIPs-aftalen.

109   Følgelig kan TRIPs-aftalens artikel 23, stk. 3, ikke anvendes i hovedsagen, da sagen ikke vedrører to geografiske betegnelser, som er enslydende.

110   For det andet bestemmer TRIPs-aftalens artikel 24, stk. 4, at ingen bestemmelse i aftalens afsnit 3 forpligter et WTO-medlem til at forhindre fortsat og lignende brug af en særlig geografisk betegnelse hos et andet medlem til identifikation af vin eller spiritus i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, dersom den pågældende geografiske betegnelse har været anvendt af nogen af dets statsborgere eller bosiddende for de samme eller beslægtede varer eller tjenesteydelser på det pågældende medlems område enten kontinuerligt i mindst ti år før den 15. april 1994 eller i god tro før denne dato.

111   Det fremgår klart af denne bestemmelse, at Fællesskabet ganske vist ikke er forpligtet til at forbyde en fortsat og lignende brug af en særlig geografisk betegnelse hos et andet WTO-medlem til identifikation af vin eller spiritus, såfremt denne har været anvendt af nogen af dets statsborgere eller bosiddende i den i TRIPs-aftalens artikel 24, stk. 4, omhandlede forstand, men bestemmelsen er ikke til hinder for et sådant forbud.

112   Med andre ord må artikel 24, stk. 4, fortolkes således, at den indeholder mulighed for på de betingelser, der er fastsat i bestemmelsen, at yde hver enkelt enslydende beskyttelse, men ikke nogen forpligtelse hertil.

113   Hvad for det tredje angår TRIPs-aftalens artikel 24, stk. 6, giver denne bestemmelse bl.a. Fællesskabet mulighed for som medlem af WTO at anvende aftalens bestemmelser på et andet WTO-medlems geografiske betegnelser i henseende til vinprodukter, for hvilke den relevante betegnelse er identisk med det kutymemæssige navn på en druesort på et medlems område på datoen for WTO-overenskomstens ikrafttræden.

114   Også denne bestemmelse indeholder således en mulighed og ikke en forpligtelse for Fællesskabet til at beskytte en EU-druesort eller EU-vinstoksort, hvis den er enslydende med en geografisk betegnelse for en vin med oprindelse i et tredjeland.

115   Det sjette spørgsmål må herefter besvares med, at TRIPs-aftalens artikel 22-24 skal fortolkes således, at hvad angår et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor en geografisk betegnelse fra et tredjeland er enslydende med en betegnelse, som angiver navnet på en druesort, der anvendes til betegnelse og præsentation af visse fællesskabsvine, der er fremstillet på grundlag heraf, kræver disse bestemmelser ikke, at betegnelsen fortsat kan anvendes i fremtiden, selv om den både er blevet anvendt i fortiden af de pågældende producenter i god tro eller i mindst ti år før den 15. april 1994, og selv om den klart angiver landet, regionen eller området, som den beskyttede vin hidrører fra, således at forbrugerne ikke vildledes.

116   I betragtning af denne besvarelse er det unødvendigt at besvare det femte spørgsmål, da dette er stillet under den forudsætning, at de i aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser indeholdte bestemmelser, hvorefter det er udelukket at anvende udtrykket »Tocai« til betegnelse og præsentation af visse italienske k.v.b.d. efter overgangsperiodens udløb den 31. marts 2007, skal anses for uforenelige med bestemmelserne i TRIPs-aftalens artikel 22-24, da disse kræver, at to betegnelser, som er enslydende, begge fortsat skal kunne anvendes i fremtiden.

117   Det fremgår nemlig af besvarelsen af det sjette spørgsmål, at denne forudsætning ikke er opfyldt i hovedsagen, da den vedrører et tilfælde, hvor en geografisk betegnelse i et tredjeland og en betegnelse, som angiver navnet på en druesort, der anvendes til betegnelse og præsentation af visse fællesskabsvine, er enslydende.

 Syvende spørgsmål

118   Med det syvende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om ejendomsretsbegrebet i artikel 1 i den første tillægsprotokol til menneskerettighedskonventionen, som gentages i artikel 17 i charteret om grundlæggende rettigheder, også omfatter den intellektuelle ejendomsret til oprindelsesbetegnelser for vine og udnyttelsen heraf, og, i bekræftende fald, om beskyttelsen af ejendomsretten er til hinder for, at de pågældende vindyrkere i den selvstyrende region Friuli-Venezia Giulia berøves muligheden for at anvende udtrykket »Tocai« i »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske k.v.b.d. efter overgangsperiodens udløb den 31. marts 2007, således som det er fastsat i brevvekslingen om Tocai, der er indeholdt som bilag til aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, men hvilket forbud ikke fremgår af aftalen, når tillige henses til, at der ikke er givet de friulske vindyrkere, der er berørt af ekspropriationen, nogen som helst form for erstatning, at der ikke er nogen almen offentlig interesse, der kan retfærdiggøre ekspropriationen, og at proportionalitetsprincippet er tilsidesat.

119   Ifølge Domstolens faste praksis hører ejendomsretten til fællesskabsrettens almindelige grundsætninger. Den er dog ikke en absolut rettighed, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet. Ejendomsretten kan derfor underlægges begrænsninger, forudsat at sådanne begrænsninger er nødvendige for at tilgodese almene hensyn, som Fællesskabet forfølger, og forudsat at begrænsningerne ikke, når henses til deres formål, indebærer et forholdsmæssigt og uantageligt indgreb i selve den beskyttede rettigheds kerne (jf. i denne retning bl.a. dom af 13.12.1994, sag C-306/93, SMW Winzersekt, Sml. I, s. 5555, præmis 22, og af 15.7.2004, forenede sager C-37/02 og C-38/02, Di Lenardo og Dilexport, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

120   For at kunne afgrænse omfanget af den grundlæggende ejendomsret, må der bl.a. tages hensyn til artikel 1 i den første tillægsprotokol til menneskerettighedskonventionen, som vedrører ejendomsretten.

121   Det må altså undersøges, om forbuddet mod at anvende udtrykke »Tocai« til betegnelse og præsentation af visse italienske k.v.b.d. fra den 1. april 2007, som fremgår af brevvekslingen om Tocai, udgør et uforholdsmæssigt og uantageligt indgreb i selve kernen af de pågældende erhvervsdrivendes grundlæggende ejendomsret.

122   Da forbuddet ikke udelukker enhver mulighed for en rimelig markedsføring af de pågældende italienske vine, udgør den ikke en ejendomsberøvelse i den forstand, hvori dette udtryk anvendes i artikel 1, stk. 1, i første tillægsprotokol til menneskerettighedskonventionen.

123   Følgelig udgør den omstændighed, at der ikke er givet de friulske vindyrkere, som berøres af denne ekspropriation, nogen erstatning, ikke i sig selv et bevis for, at det i hovedsagen omhandlede forbud er uforeneligt med ejendomsretten.

124   Desuden må det fastslås – uden at det er nødvendigt at afgøre, om det pågældende forbud i kraft af, at det er en foranstaltning, der regulerer ejendomsrettens udøvelse, udgør et indgreb i ejendomsretten, som omfattes af artikel 1, stk. 2, i første tillægsprotokol til menneskerettighedskonventionen, og dermed kan indebære en begrænsning i den grundlæggende ejendomsret – at en sådan begrænsning i ejendomsretten, såfremt den i øvrigt må anses for bevist, kan være begrundet.

125   Det fremgår af praksis ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at en foranstaltning, der regulerer ejendomsrettens udøvelse, for at være berettiget skal være i overensstemmelse med legalitetsprincippet og forfølge et lovligt formål ved anvendelse af foranstaltninger, som står i rimeligt forhold til formålet (jf. bl.a. Menneskerettighedsdomstolens dom af 21.5.2002 i sagen Jokela mod Finland, Reports of Judgments and Decisions 2002-IV, § 48).

126   Hvad for det første angår ulovligheden af det i hovedsagen omhandlede forbud er det ubestridt, at forbuddet udtrykkeligt er fastsat i brevvekslingen om Tocai, der er indeholdt i bilaget til aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, og at brevvekslingen blev godkendt på Fællesskabets vegne ved afgørelse 93/724. Der er altså tale om en foranstaltning, der, som anført ovenfor i præmis 77-81, er fastsat i en retsakt, som er lovligt vedtaget inden for rammerne af den markedsordning for vin, som var i kraft på tidspunktet for indgåelsen af nævnte aftale.

127   Hvad dernæst angår det almene formål, der forfølges med den foranstaltning, der er omhandlet i hovedsagen, er det allerede nævnt ovenfor i præmis 80 og 81, at aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, som denne foranstaltning indgår i, tilsigter at gennemføre en politik inden for rammerne af markedsordningen for vin, hvis væsentligste formål er at fremme samhandelen mellem de kontraherende parter ved på basis af gensidighed dels at fremme afsætningen af vine med oprindelse i tredjelande, som betegnes eller præsenteres ved hjælp af en geografisk angivelse, ved at sikre disse vine samme beskyttelse som den, der er fastsat for k.v.b.d. af fællesskabsoprindelse, dels at fremme afsætningen i de pågældende tredjelande af vine med oprindelse i Fællesskabet.

128   Det fremgår bl.a. af tredje og femte betragtning til forordning nr. 2392/89, at fællesskabsreglerne for betegnelse og præsentation af vin tager sigte på at forene hensynet til nødvendigheden af at give den endelige forbruger en korrekt og præcis information om de pågældende produkter med hensynet til at beskytte producenterne på deres område mod konkurrenceforvridning.

129   Det formål, der forfølges med den i hovedsagen omhandlede foranstaltning, udgør et formål af almen interesse (jf. dommen i sagen SMW Winzersekt, præmis 25).

130   Endelig skal det undersøges, om foranstaltningen står i rimeligt forhold til det almene formål, der forfølges.

131   I en sag vedrørende en fællesskabsforanstaltning, som var truffet inden for rammerne af markedsordningen for vin, og som efter en overgangsperiode på fem år forbød anvendelsen af benævnelsen »méthode champenoise« på vine, som ikke måtte bære oprindelsesbetegnelsen »champagne«, fastslog Domstolen, at fællesskabslovgiver ifølge fast retspraksis har vide skønsmæssige beføjelser på den fælles landbrugspolitiks område i overensstemmelse med det politiske ansvar, som denne er tillagt ved artikel 34 EF og 37 EF, og at kun såfremt en foranstaltning på dette område er åbenbar uhensigtsmæssig i forhold til det mål, som vedkommende institution forfølger, vil en sådan foranstaltning kunne kendes ulovlig (jf. dommen i sagen SMW Winzersekt, præmis 21).

132   Det bør i denne forbindelse fremhæves, at de pågældende italienske k.v.d.b. fortsat vil kunne fremstilles efter overgangsperiodens udløb på grundlag af druesorten »Tocai friulano« og afsættes under deres respektive geografiske betegnelser, men uden tilføjelse af navnet på den druesort, som de fremstilles af.

133   I den forelæggende sag kan den i hovedsagen omhandlede foranstaltning ikke med rimelighed betegnes som uproportional, dels da der er fastsat en overgangsperiode på 13 år i brevvekslingen om Tocai, dels da der, som Kommissionen har gjort gældende under den mundtlige forhandling, findes alternative betegnelser til erstatning for betegnelsen »Tocai friulano« og synonymet »Tocai italico«, nemlig bl.a. »Trebbianello« og »Sauvignonasse«.

134   Syvende spørgsmål må herefter besvares med, at ejendomsretten ikke er til hinder for det forbud for visse erhvervsdrivende i den selvstyrende region Friuli-Venezia Giulia mod at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske k.v.b.d. efter overgangsperiodens udløb den 31. marts 2007, som er fastsat i brevvekslingen vedrørende Tocai, der er indeholdt i bilaget til aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser, men ikke fremgår af denne aftale.

 Ottende spørgsmål

135   Med ottende spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i artikel 19, stk. 2, i forordning 753/2002, hvorefter betegnelsen »Tocai friulano« ikke må anvendes efter den 31. marts 2007, skal anses for ugyldige eller i det mindste uanvendelige, såfremt det fastslås, at aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser og/eller brevvekslingen om Tocai er ulovlig i det omfang, det er beskrevet i det foregående spørgsmål.

136   Da dette spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at det efter en gennemgang af de første syv præjudicielle spørgsmål måtte fremgå, at aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser og/eller brevvekslingen om Tocai er ulovlig i det omfang, det er bestemt i disse spørgsmål, og da det fremgår af de svar på disse spørgsmål, som er givet i denne dom, at denne forudsætning ikke er opfyldt, er det ufornødent at besvare spørgsmålet.

137   Det skal endvidere bemærkes, at det i princippet alene tilkommer den forelæggende ret at afgrænse rækkevidden af de præjudicielle spørgsmål, som den anser for nødvendigt at forelægge Domstolen.

138   Heraf følger, som Kommissionen med rette har fremført under den mundtlige forhandling, at visse spørgsmål, som bl.a. er blevet rejst under den mundtlige forhandling af Regione og ERSA samt den italienske regering i relation til ottende præjudicielle spørgsmål, nemlig spørgsmålene om, hvorvidt gyldigheden af aftalen EF-Ungarn om vinbetegnelser anfægtes af, at der, ifølge hvad der hævdes, foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten, proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet i artikel 24, stk. 2, EF, ikke kan behandles af Domstolen, da de klart overskrider grænserne for ottende spørgsmål, således som dette er formuleret af den forelæggende ret.

 Sagens omkostninger

139   Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, der er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes:

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Anden Afdeling) for ret:

1)      Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Ungarn på den anden side udgør ikke retsgrundlaget for Rådets afgørelse 93/724/EF af 23. november 1993 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser.

2)      Artikel 133 EF, hvortil der henvises i præamblen til afgørelse 93/724, udgør et egnet retsgrundlag for Fællesskabet til på egen hånd at indgå aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser.

3)      Forbuddet mod at anvende betegnelsen »Tocai« i Italien efter den 31. marts 2007, som er fastsat i brevvekslingen vedrørende artikel 4 i aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, strider ikke mod de bestemmelser om enslydende angivelser, som er fastsat i aftalens artikel 4, stk. 5.

4)      Den fælles erklæring vedrørende artikel 4, stk. 5, i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, hvori de kontraherende parter med hensyn til aftalens artikel 4, stk. 5, litra a), i erklæringens første afsnit noterede sig, at de på forhandlingstidspunktet ikke havde kendskab til særlige tilfælde, for hvilke nævnte bestemmelser kunne finde anvendelse, udgør ikke en klart fejlagtig opfattelse af de faktiske forhold.

5)      Artikel 22-24 i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder, som er indeholdt i bilag I C til aftalen om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen, som blev godkendt på Fællesskabets vegne for så vidt angår de områder, der henhører under dettes kompetence, ved Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994, skal fortolkes således, at hvad angår et tilfælde som det i hovedsagen omhandlede, hvor en geografisk betegnelse fra et tredjeland er enslydende med en betegnelse, som angiver navnet på en druesort, der anvendes til betegnelse og præsentation af visse fællesskabsvine, der er fremstillet på grundlag heraf, kræver disse bestemmelser ikke, at betegnelsen fortsat kan anvendes i fremtiden, selv om den både er blevet anvendt i fortiden af de pågældende producenter i god tro eller i mindst ti år før den 15. april 1994, og selv om den klart angiver landet, regionen eller området, som den beskyttede vin hidrører fra, således at forbrugerne ikke vildledes.

6)      Ejendomsretten er ikke til hinder for det forbud for visse erhvervsdrivende i den selvstyrende region Friuli-Venezia Giulia (Italien) mod at anvende udtrykket »Tocai« i betegnelsen »Tocai friulano« eller »Tocai italico« til betegnelse og præsentation af visse italienske kvalitetsvine fra bestemte dyrkningsområder efter overgangsperiodens udløb den 31. marts 2007, som er fastsat i brevvekslingen vedrørende artikel 4 i aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Ungarn om gensidig beskyttelse af og kontrol med vinbetegnelser, der er indeholdt i bilaget til denne aftale, men ikke fremgår af aftalen.

Underskrifter

---

* Processprog: italiensk.