61998C0166

1 Société critouridienne de distribution (herefter »Socridis«) har anlagt sag mod afgiftsmyndighederne ved Tribunal de grande instance de Foix (Frankrig) med paastand om nedsaettelse af de punktafgifter, selskabet har betalt i tiden fra maj til december 1993. Til stoette for sin paastand har selskabet gjort gaeldende, at Raadets direktiv 92/83/EOEF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (1) (herefter »afgiftsstrukturdirektivet«) og Raadets direktiv 92/84/EOEF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnaermelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer (2) (herefter »afgiftssatsdirektivet«) - som var gennemfoert i fransk ret og blev anvendt i det paagaeldende tidsrum - er ugyldige. AArsagen til ugyldigheden haevdes at vaere, at der ved direktiverne paa faellesskabsplan er indfoert et afgiftssystem, som tillader diskriminerende og konkurrencefordrejende adfaerd, og som indirekte favoriserer produktionen af vin til skade for oel, som er et konkurrerende produkt.

2 Den nationale ret har konstateret, at de franske bestemmelser, der er udstedt i henhold til de to direktiver, i praksis rent faktisk foerer til, at oel paalaegges betydelig stoerre afgift end vin, og paa baggrund af Domstolens praksis - hvorefter vin og oel er konkurrerende produkter i EF-traktatens artikel 95, stk. 2's forstand - har retten fundet, at der opstaar spoergsmaal om gyldigheden af de to direktiver.

3 Da Tribunal de grande instance samtidig, med rette, har fundet, at den ikke har kompetence til selv at afgoere dette spoergsmaal, har den forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»Er Raadets direktiv 92/83 og Raadets direktiv 92/84 om harmonisering af punktafgifter ugyldige som stridende mod traktaten om Det Europaeiske Faellesskab, saerlig traktatens artikel 95, stk. 2, for saa vidt som

- der i direktiverne er fastsat en minimumsafgift paa oel paa 1,87 ECU pr. hektoliter/alkoholgrad

- mens det i henhold til direktiverne er tilladt at afgiftsbelaegge vin udelukkende paa grundlag af volumen med en minimumssats paa nul,

saaledes at medlemsstaterne har pligt til at forhoeje afgiften paa oel til den naevnte minimumssats, hvorved der skabes forskelle i afgiftsbelaegningen, der kan udgoere en forskelsbehandling af oel i forhold til vin?«

4 Indledningsvis skal jeg gennemgaa de bestemmelser i de to direktiver, som danner grundlaget for Faellesskabets punktafgiftsordning paa dette omraade, og som er baggrunden for den tvivl, den nationale ret har givet udtryk for.

5 I afgiftsstrukturdirektivet findes bestemmelserne om oel i afsnit I og om vin i afsnit II.

6 I afsnittet om oel bestemmes foelgende i artikel 1:

»1. Medlemsstaterne paalaegger oel en punktafgift i overensstemmelse med dette direktiv.

2. Medlemsstaterne fastsaetter deres punktafgiftssatser i overensstemmelse med direktiv 92/84/EOEF.«

Direktivets artikel 3 har foelgende ordlyd:

»1. Den punktafgift, som medlemsstaterne opkraever paa oel, fastsaettes paa grundlag af antallet

- af hektoliter/Plato-grad eller

- af hektoliter/virkeligt alkoholindhold

af det faerdige produkt.

2. Ved fastsaettelsen af punktafgiften paa oel i overensstemmelse med direktiv 92/84/EOEF kan medlemsstaterne se bort fra broekdele af en Plato-grad eller af det virkelige alkoholindhold.

...«

7 I afsnittet om vin bestemmes foelgende i artikel 7:

»1. Medlemsstaterne paalaegger vin en punktafgift i overensstemmelse med dette direktiv.

2. Medlemsstaterne fastsaetter deres punktafgiftssatser i overensstemmelse med direktiv 92/84/EOEF.«

Artikel 9 har foelgende ordlyd:

»1. Den punktafgift, som medlemsstaterne opkraever paa vin, fastsaettes paa grundlag af antallet af hektoliter af det faerdige produkt.

...«

8 I afgiftssatsdirektivet bestemmes foelgende i artikel 5:

»Fra den 1. januar 1993 fastsaettes minimumspunktafgiftssatsen for vin til - 0 ECU pr. hl for ikke-mousserende vin, og

- 0 ECU pr. hl for mousserende vin.«

Samme direktivs artikel 6 har foelgende ordlyd:

»Fra den 1. januar 1993 fastsaettes minimumspunktafgiftssatsen for oel til

- 0,748 ECU pr. hl/Plato-grad, eller

- 1,87 ECU pr. hl/alkoholgrad

for det faerdige produkt.«

Hvilke anbringender skal behandles?

9 Paa baggrund af de indlaeg, der er afgivet for Domstolen, er det foerst og fremmest noedvendigt, at genstanden for det praejudicielle spoergsmaal afgraenses noeje. I forelaeggelsesdommens praemisser har den nationale ret helt klart anfoert, at sagen ikke angaar gennemfoerelsen af de to direktiver i fransk ret. Retten forventer saaledes ikke, at Domstolen tager stilling til, om de naermere regler for afgiftsbelastningen af henholdsvis oel og vin i Frankrig - i det indbyrdes forhold mellem de to produkter - er forenelig med faellesskabsretten, eller, hvis man vil, at Domstolen oplyser, om reglerne er i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 95, stk. 2.

10 Den nationale rets spoergsmaal angaar udelukkende gyldigheden af afgiftsstrukturdirektivet og afgiftssatsdirektivet, som - paa grund af, at minimumssatsen for oel er fastsat til 1,87 ECU pr. hl/alkoholgrad, mens vin kan beskattes udelukkende paa grundlag af volumen og eventuelt med en afgiftssats paa nul - efter rettens opfattelse kan foere til betydelige afgiftsforskelle, som er uforenelige med EF-traktaten og saerlig med traktatens artikel 95, stk. 2.

11 Som Domstolen helt klart har fastslaaet i Eurotunnel-dommen (3) tilkommer det den forelaeggende ret at afgraense, hvilke anbringender der anmodes om en stillingtagen til.

12 Socridis har imidlertid fremfoert en raekke andre anbringender vedroerende de to direktivers gyldighed, idet direktiverne efter selskabets opfattelse er i strid med traktaten af foelgende fire grunde:

1. I direktiverne benyttes der en harmoniseringsteknik, som er i strid med traktatens artikel 95, saerlig artikel 95, stk. 2, og det samme gaelder de loesninger, man er naaet frem til i direktiverne med hensyn til vin og oel.

2. Direktiverne er i strid med det almindelige proportionalitetsprincip, idet de paalaegger og legitimerer en forskel i afgiftsbelastningen af vin og oel helt uden sammenhaeng med de forskelle, der objektivt kan konstateres mellem disse to former for drikkevarer, der begge er gaerede produkter og konkurrerer indbyrdes.

3. Direktiverne er i strid med EF-traktatens artikel 99, idet de paa et vaesentligt punkt ikke indebaerer en tilnaermelse, men tvaertimod foerer til en foroegelse af afgiftsforskellene mellem medlemsstaterne og dermed til en hindring for samhandelen paa grund af afgiftsforskellene.

4. Direktivernes begrundelse er mangelfuld og opfylder dermed ikke kravene i EF-traktatens artikel 190.

13 Det foerste af punkterne svarer helt noejagtigt til den forelaeggende rets spoergsmaal, men det er mindre indlysende, at de tre oevrige punkter er knyttet til det praejudicielle spoergsmaal. For det andet punkts vedkommende kan der dog taenkes at vaere en sammenhaeng, idet spoergsmaalet om indfoerelse af differentierede afgifter traditionelt behandles ud fra traktatens artikel 95, som den nationale rets spoergsmaal skal ses paa baggrund af.

14 For det tredje punkts vedkommende er forholdet klart vanskeligere. Med dette anbringende bestrides det for en umiddelbar betragtning, at de foranstaltninger, der er truffet ved de to direktiver, kan betragtes som en indbyrdes tilnaermelse som omhandlet i traktatens artikel 99, der tjener som hjemmel for direktiverne. Dette har end ikke den nationale ret bestridt, og retten kan ogsaa vanskeligt tillaegges denne opfattelse, alene fordi den rejser spoergsmaal om gyldigheden af de to direktiver paa baggrund af EF-traktaten og ikke udelukkende paa baggrund af traktatens artikel 95, stk. 2.

15 Jeg finder det dog ikke hensigtsmaessigt at se bort fra at behandle dette anbringende fra Socridis' side, idet det kan opfattes som en anden indgangsvinkel til spoergsmaalet om, hvorvidt de afgiftsforskelle mellem konkurrerende produkter, som den nationale ret har stillet spoergsmaalstegn ved, er berettigede i henhold til de to direktiver.

16 Herefter staar det tilbage at tage stilling til, om det fjerde punkt - manglende begrundelse - som overhovedet ikke er blevet naevnt af den forelaeggende ret, kan behandles. Det kan det, hvis man skal foelge den traditionelle retspraksis, som generaladvokat Tesauro har redegjort for i sit forslag til afgoerelse i Eurotunnel-sagen. Efter denne praksis, som generaladvokaten ikke har villet stille spoergsmaalstegn ved, skal Domstolen - som led i sin stillingtagen til et praejudicielt spoergsmaal - udelukkende behandle spoergsmaalet om en afledt retsakts gyldighed ud fra de anbringender, der er fremfoert af den nationale ret, men der gaelder en undtagelse herfra, naar der er tale om ugyldighedsgrunde, som Domstolen kan tage op af egen drift, herunder tilsidesaettelse af vaesentlige formforskrifter, som manglende begrundelse maa henregnes til.

17 Naar spoergsmaalet om manglende begrundelse kan rejses af Domstolen af egen drift, skal det uden tvivl behandles, naar det rejses af en part i hovedsagen i dennes indlaeg. Spoergsmaalet er imidlertid, om denne retspraksis stadig er gaeldende, og naar dette spoergsmaal kan stilles, skyldes det, at Domstolen i Eurotunnel-dommen - selv efter opfordring hertil fra Eurotunnel og generaladvokaten - paa intet tidspunkt tog stilling til, om der var sket en tilsidesaettelse af traktatens artikel 190, foer den naaede frem til den konklusion, at gennemgangen af de spoergsmaal, den forelaeggende ret havde stillet, intet havde frembragt, som kunne rejse tvivl om de paagaeldende retsakters gyldighed. Er der her tale om en aendret retspraksis, som maa tages til efterretning? Dette er det maaske for tidligt at tage stilling til, og jeg vil derfor foelge den traditionelle fremgangsmaade og dermed ogsaa behandle den fjerde ugyldighedsgrund, som Socridis mener at have opdaget.

Spoergsmaalet, om traktatens artikel 95, stk. 2, er tilsidesat

18 Med hensyn til de to direktivers gyldighed i forhold til kravene i traktatens artikel 95, vil jeg mene, at det rette udgangspunkt er argumentationen i Domstolens praksis vedroerende artiklens konsekvenser for afgiftspaalaeggelse paa henholdsvis oel og vin. Det fremgaar for det foerste af denne praksis, at oel og vin ikke er lignende varer i artikel 95, stk. 1's forstand, og at de krav, der stilles i denne bestemmelse, derfor ikke kan gaelde for forskelle i afgifterne paa disse to former for drikkevarer. Vin og oel er derimod konkurrerende varer som omhandlet i artikel 95, stk. 2, og medlemsstaterne maa derfor ikke ved afgiftspaalaeggelsen favorisere den ene vare - af indenlandsk produktion - paa bekostning af den anden, som importeres fra andre medlemsstater.

19 For det andet foelger det af Domstolens praksis, at ikke alle former for vin og alle former for oel kan betragtes som konkurrerende varer, idet de ikke er substituerbare. Domstolen har senest i dom af 9. juli 1987 (4) udtalt, at »kun de vine, der kan betegnes som daglige forbrugsgoder, og som normalt er billige, [har] tilstraekkeligt mange af de samme egenskaber som oel til at kunne udgoere et alternativ for forbrugeren, og kun disse vine kan anses for at konkurrere med oel i traktatens artikel 95, stk. 2's, forstand«.

20 For det tredje foelger det af Domstolens praksis,

»at ... EOEF-traktatens artikel 95, stk. 2, ikke ... er til hinder for, at der opretholdes en differentieret afgiftsordning for visse drikkevarer efter objektive kriterier. En saadan ordning indebaerer ikke nogen beskyttelse af indenlandsk fremstillede varer, saafremt der inden for hver afgiftskategori er en vaesentlig indenlandsk produktion af de paagaeldende alkoholholdige drikkevarer« (5).

21 Endelig kan det ikke staerkt nok fremhaeves, at de graenser, traktatens artikel 95 paalaegger medlemsstaterne med hensyn til indretningen af deres afgiftsordninger, kun gaelder, i det omfang det drejer sig om afgifter paa varer, der importeres fra andre medlemsstater. Som Domstolen ofte har udtalt, »udgoer de anfoerte bestemmelser [i artikel 95] [i traktatens system] et supplement til reglerne om afskaffelse af told og afgifter med tilsvarende virkning« (6).

22 Herefter kan jeg gaa over til at sammenholde reglerne i de to direktiver med bestemmelsen i artikel 95, stk. 2, idet den omstaendighed, at direktiverne er udstedt i medfoer af traktatens artikel 99 ikke kan give dem nogen immunitet i forhold til reglerne i artikel 95, da hele den primaere faellesskabsret gaar forud for hele den afledte faellesskabsret. Med hensyn til afgiftsharmonisering er der fuldstaendig klart blevet redegjort for disse principper i Schul-dommen (7).

23 Samtidig er det dog haevet over enhver tvivl - som Raadet og Kommissionen har anfoert - at de to direktiver kun skal erklaeres ugyldige, hvis de paalaegger medlemsstaterne at traeffe gennemfoerelsesforanstaltninger, som viser sig at vaere uforenelige med kravene i artikel 95, stk. 2, dvs. som saetter medlemsstaterne i en situation, hvor en korrekt gennemfoerelse af direktiverne automatisk medfoerer, at de overtraeder artikel 95. Spoergsmaalet er, om dette faktisk er tilfaeldet.

24 For at besvare dette spoergsmaal maa man tage udgangspunkt i den vaesentligste forpligtelse i henhold til de to direktiver, som er at paalaegge en minimumspunktafgift paa oel.

25 Hvis man forestiller sig, at en medlemsstat - som har en betydelig indenlandsk produktion af den ene drikkevare, men ingen eller kun en mindre produktion af den anden - omhyggeligt skal overveje, hvordan den vil gennemfoere de to direktiver for ikke at give anledning til mistanke om, at den favoriserer sin indenlandske produktion, er det vanskeligt at se, hvordan det forhold, at den skal paalaegge oel en minimumsafgift paa grundlag af alkoholgraden, kan vaere en hindring for, at den fastlaegger et indbyrdes forhold mellem afgiften paa vin og afgiften paa oel, som udelukker enhver beskyttelse af den indenlandske produktion.

26 Medlemsstaten har rent faktisk et betydeligt skoen. Under forudsaetning af, at den anvender de afgiftsmetoder, der stilles krav om i de to direktiver, og ikke fastsaetter en lavere afgift for oel end kraevet, kan den frit fastsaette punktafgiftssatsen for baade vin og oel.

27 De krav, der stilles til medlemsstaten i de to direktiver, kan paa ingen maade hindre, at den ved fastsaettelsen af afgiftssatserne tager hensyn til konkurrenceforholdet - som anerkendt i Domstolens praksis - mellem bestemte former for vin og bestemte former for oel.

28 Socridis har imidlertid gjort gaeldende, at selv hvis det antages, at de to direktiver ikke fratager medlemsstaterne muligheden for at overholde artikel 95, stk. 2, er direktiverne alligevel ugyldige, fordi de »legitimerer« eventuelle tilsidesaettelser af bestemmelsen.

29 Socridis har naermere anfoert, at »eftersom minimumsafgiften paa vin (0 ECU) og paa oel (1,87 ECU pr. hl/alkoholgrad) er fastsat af Raadet, forekommer den deraf foelgende mindsteforskel mellem vin og oel med 4_ alkoholindhold (748%) at vaere 'legitim', idet medlemsstaterne ikke vil antage, at en saadan mindsteforskel i sig selv kan vaere uforenelig med traktaten, da den er vedtaget enstemmigt af Raadet. Af samme grund vil enhver mindre forskel ogsaa blive anset for berettiget. Det maa ogsaa vaere klart, at saadanne forskelle ogsaa vil blive anset for at vaere i overensstemmelse med traktaten, naar afgifterne er hoejere end minimumssatserne. Det er imidlertid aabenbart, at disse afgiftsforskelle vil vaere dobbelt saa store - eller endog tre eller fire gange saa store - som dem, Domstolen har accepteret i sag 170/78«.

30 Hermed henviser Socridis til dommen af 12. juli 1983 (8), hvori Domstolen - efter at have sammenlignet afgifterne paa vin og oel i Det Forenede Kongerige - fastslog, at den forskel, der kunne konstateres, medfoerte, at afgiften paa vin var for hoej. Der var dog tale om et tilfaelde, hvor den paagaeldende medlemsstat praktisk taget ikke havde en vinproduktion. Domstolen udtalte foelgende:

»Det fremgaar saaledes efter den detaljerede oplysning af sagen, som Domstolen har ladet foretage - uanset hvilket sammenligningskriterium der anvendes, og uden at det, naar alt kommer til alt, er noedvendigt at foretraekke det ene for det andet - at Det Forenede Kongeriges afgiftssystem bevirker, at vin hidroerende fra andre medlemsstater goeres til genstand for en overbeskatning, saaledes at der sikres den indenlandske oelproduktion en beskyttelse« (9).

31 I dommen fastlagde Domstolen saaledes ikke en objektiv forskel, som skal overholdes af medlemsstaterne under alle forhold mellem de paagaeldende varer. Den behandlede derimod det saerlige spoergsmaal om overbeskatning af importeret vin i tilfaelde, hvor der ikke findes en indenlandsk produktion.

32 Da Raadet udstedte de to direktiver, der er tale om i denne sag, var det ogsaa i en situation, hvor de faktiske forhold var klart oplyst og kendt, dvs. en situation, hvor alle medlemsstaterne uden undtagelse selv fremstiller en betydelig del af forbruget af oel. Paa baggrund af Domstolens praksis og paa grundlag af de faktiske omstaendigheder kunne Raadet laegge til grund, at selv hvis en medlemsstat fuldt ud benyttede sig af afgiftsforskellen i henhold til de to direktiver, dvs. en afgift paa nul for vin og paa 1,87 ECU pr. hl/alkoholgrad for oel, beskyttede den ikke indirekte sin indenlandske produktion af vin (hvis en saadan fandtes).

33 Ved derimod at lade muligheden for, at medlemsstaterne paalagde de to varer hoejere afgifter, »staa aaben« oenskede Raadet ikke at lade medlemsstaterne forstaa, at de for fremtiden frit kunne anvende en hvilken som helst afgiftssats, saerlig paa vin, i tilfaelde af, at de ikke selv var vinproducenter. Dette kunne Raadet i oevrigt heller ikke.

34 Af andre, endnu mere generelle grunde kan jeg heller ikke tilslutte mig den fremstilling af konsekvenserne af de to direktiver, som Socridis har givet.

35 Jeg vil mene, at den indebaerer, at et direktiv kan vaere ugyldigt i alle tilfaelde, hvor direktivet - som i den foreliggende sag - overlader et vidt skoen til medlemsstaterne med hensyn til gennemfoerelsen, alene fordi medlemsstaterne ved at goere urigtig brug af skoensfriheden kan tilsidesaette en faellesskabsbestemmelse eller et faellesskabsretligt princip, som de under alle omstaendigheder skal overholde.

36 Det saerlige traek ved et direktiv er imidlertid netop, at det overlader medlemsstaterne et skoen, dvs. en mulighed for, hver for sit vedkommende og ud fra situationen i landet og de begraensninger, herunder af retlig karakter, som man staar overfor, at traeffe de foranstaltninger, som maa anses for mest hensigtsmaessige.

37 Det maa efter min opfattelse vaere helt udelukket at antage, at en medlemsstats forkerte brug af det skoen, et direktiv tillaegger staten, kan virke tilbage paa selve direktivet og give anledning til at rejse spoergsmaal om dets gyldighed.

38 I denne forbindelse skal jeg i oevrigt minde om, at medlemsstaternes gennemfoerelse af direktiver sker under Kommissionens kontrol, idet Kommissionen ifoelge sine befoejelser i henhold til EF-traktatens artikel 155 kan anlaegge traktatbrudssag, hvis den finder, at gennemfoerelsen har resulteret i en tilsidesaettelse af en forpligtelse eller en faellesskabsretsregel, som medlemsstaterne under alle omstaendigheder har skullet overholde.

39 Man kan vanskeligt forestille sig, at Domstolen i en saadan sag kan tiltraede en indsigelse, som bestaar i, at den sagsoegte medlemsstat forsvarer sig med det skoen, direktivet har tillagt den. Det er derfor ikke korrekt at haevde, at afgiftsstrukturdirektivet og afgiftssatsdirektivet »legitimerer« en medlemsstats tilsidesaettelse af artikel 95, stk. 2.

40 I de indlaeg, der er afgivet i denne sag, er forholdet mellem de to direktiver og artikel 95, stk. 2, ogsaa blevet behandlet under en anden synsvinkel, nemlig ud fra, om en afgiftsdifferentiering er tilladt, og ud fra de betingelser, der er opstillet herfor i Domstolens praksis. Der er efter min opfattelse ingen grund til at bestride, at de to direktiver indeholder forskellige regler for afgifterne paa oel og vin, og at disse regler - saavel med hensyn til afgiftsberegningen som med hensyn til minimumsafgiftssatserne - synes at vaere mere fordelagtige for vin end for oel.

41 Det, der derimod kan bestrides, er, om det er et reelt problem, at den differentierede afgift synes at vaere mere fordelagtig for vin. Som allerede naevnt findes der en produktion af oel i alle medlemsstaterne, mens vin kun produceres i nogle af dem. En overbeskatning af oel synes derfor ikke at kunne favorisere en indenlandsk produktion frem for importerede varer, hvilket er det afgoerende kriterium i forhold til artikel 95, stk. 2.

42 Som det fremgaar af denne sag, bestaar den reelle risiko for overbeskatning i, at vin af protektionistiske grunde beskattes haardere i de stater, der kun har en produktion af oel.

43 Med hensyn til, om det er tilladt at anvende differentierede afgiftsordninger, kan der, ud over Walker-dommen, henvises til Essevi og Salengo-dommen (10), hvori Domstolen udtalte, at

»... faellesskabsretten ikke paa sit nuvaerende udviklingstrin [begraenser] den enkelte medlemsstats frihed til at indfoere et differentieret afgiftssystem for visse produkter efter objektive kriterier, saasom arten af de benyttede raastoffer eller den anvendte fremstillingsmetode. Saadanne differentieringer er forenelige med faellesskabsretten, hvis de forfoelger formaal i den oekonomiske politik, der ogsaa er forenelige med kravene i traktaten og i afledet ret, og hvis det differentierede afgiftssystem er udformet saaledes, at saavel enhver form for direkte eller indirekte forskelsbehandling af varer indfoert fra andre medlemsstater som beskyttelse til fordel for konkurrerende indenlandske varer undgaas« (praemis 21).

44 Denne praksis er paa alle punkter blevet bekraeftet ved dommen i sagen Kommissionen mod Frankrig (11).

45 Paa baggrund af denne praksis kan en differentieret afgiftsordning for oel og vin, hvorefter det sidstnaevnte produkt favoriseres, udmaerket forsvares. Det er ikke alene de anvendte raavarer - paa den ene side druer og paa den anden side humle og korn - der er radikalt forskellige, men ogsaa fremstillingsmetoderne, som er haandvaerkspraegede for vinproduktionen og normalt industrielle for produktionen af oel. Den plads, som henholdsvis vinproduktionen og oelproduktionen indtager i medlemsstaternes oekonomi, kan heller ikke sammenlignes. Selv i de medlemsstater, hvor der ikke produceres vin, kan bryggerierne vanskeligt tillaegges den samme vaegt i erhvervssammenhaenge og i oekonomisk sammenhaeng som den, vinproduktionen indtager i nogle medlemsstater.

46 Hertil kommer naturligvis, at afsaetningen af vinproduktionen - og specielt af dagligvine, som netop er de produkter, som man har konstateret konkurrerer med visse former for oel - giver og vil ogsaa i de kommende aar fortsat give anledning til alvorlige problemer inden for den faelles landbrugspolitik. Som det i oevrigt ogsaa er blevet fremhaevet i indlaeggene for Domstolen, er produktionsomkostningerne for oel - hvad enten der er tale om almindeligt oel eller luksusoel - langt lavere end for vin.

47 Heraf vil jeg ikke udlede, at oel noedvendigvis skal beskattes haardere end vin, men jeg vil blot konkludere dels, at der kan vaere reelle grunde til en haardere beskatning af oel, dels - som det fremgaar af de statistiske oplysninger, der er fremlagt - at de forpligtelser, der foelger af de to direktiver med hensyn til afgifter paa oel, i hvert fald ikke kan bringe produktets konkurrenceposition i fare, selv naar en medlemsstat benytter hele den indroemmede margen til ikke at laegge punktafgift paa vin.

48 Det maa heller ikke overses, at punktafgift ikke er den eneste beskatning, der finder sted af vin og oel, og at man - for at bedoemme konkurrenceforholdet mellem de to drikkevarer i forbrugerleddet - uden tvivl skal tage hensyn til momsen, som paa grund af de hoejere priser paa vin virker til skade for dette produkt og dermed modificerer den fordel, det kan have med hensyn til punktafgiften.

49 Min konklusion er herefter, at den forskel i beskatningen, som er tilladt i henhold til de to direktiver, men som direktiverne paa ingen maade paabyder - fordi hver enkelt medlemsstat ud fra sin konkrete situation skal fastlaegge et indbyrdes forhold mellem afgifterne, som ikke har protektionistisk virkning - ikke i sig selv kan anses for at vaere en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet.

Spoergsmaalet, om traktatens artikel 99 er tilsidesat

50 Socridis har imidlertid gjort gaeldende, at spoergsmaalet om en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet ogsaa opstaar paa et andet niveau, nemlig med hensyn til den brug, Raadet har gjort af sine befoejelser i henhold til traktatens artikel 99. Socridis har indledningsvis mindet om, at overholdelsen af proportionalitetsprincippet skal bedoemmes ud fra, om de midler, der er taget i brug, er egnede til at realisere det tilsigtede maal og ikke er mere vidtgaaende end noedvendigt for at naa maalet, og dernaest gjort gaeldende, at de to harmoniseringsdirektiver slet ikke har vaeret vidtgaaende nok, idet man langt fra har foretaget den minimale tilnaermelse af forholdet mellem afgifterne paa vin og oel, som er noedvendig for at overholde artikel 95, stk. 2, og proportionalitetsprincippet.

51 Jeg vil tro, at denne argumentation skyldes en misforstaaelse, fordi det maal, faellesskabslovgiver har oensket at naa med udstedelsen af de to direktiver, ikke har vaeret en tilnaermelse af beskatningen af vin og oel. Direktiverne tager ikke sigte paa at gennemfoere artikel 95, som da heller ikke giver Raadet nogen kompetence hertil, idet ivaerksaettelsen af artiklen kun paahviler medlemsstaterne. Ved udstedelsen af direktiverne har Raadet - i henhold til sin udtrykkelige kompetence hertil ifoelge traktatens artikel 99 - villet foretage en indbyrdes tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivninger om punktafgifter, hvilket det fandt noedvendigt af hensyn til oprettelsen af det indre marked - inden for den i EF-traktatens artikel 7 A fastsatte frist - og af hensyn til det indre markeds funktion.

52 Ved vedtagelsen af de to direktiver drejede det sig ikke om at regulere konkurrenceproblemer mellem forskellige former for drikkevarer eller om at bringe en afgiftsmaessig forskelsbehandling i visse medlemsstater til ophoer, men derimod om med henblik paa gennemfoerelsen af det indre marked at sikre de bedste vilkaar for fri bevaegelighed for forskellige former for drikkevarer mellem de enkelte medlemsstater. Det var da ogsaa netop det, der skete ved direktiverne, som ikke kun omfatter de bestemmelser, der bestrides i denne sag. Med hensyn til en lang raekke problemer, som opstaar vedroerende punktafgifter paa alkoholholdige drikkevarer, opstiller direktiverne regler, som i betydeligt omfang forenkler dette beskatningsomraade. Det vil vaere for omfattende at opregne dem - og det ville ogsaa foere for vidt i forhold til det forelagte spoergsmaal - men som et overbevisende eksempel paa de fremskridt, man har kunnet opnaa ved hjaelp af direktiverne, maa det vaere tilstraekkeligt at henvise til de yderst detaljerede bestemmelser i direktiverne om de afgiftsnedsaettelser, der kan indroemmes for bestemte produkter.

53 Det er udtryk for en fejlagtig opfattelse af den kompetence, artikel 99 tillaegger faellesskabslovgiver, at ville kritisere denne for ikke at have foretaget en indbyrdes tilnaermelse af punktafgifterne paa vin og oel. Raadet kan kun handle i henhold til artikel 99 med henblik paa at traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere det indre marked. Det har - som det ganske rigtigt er blevet anfoert - ikke en ubetinget eller ubegraenset befoejelse til at harmonisere punktafgifterne.

54 Denne begraensning kan imidlertid ikke udelukke, at Raadet har et skoen, som det da ogsaa har gjort brug af, idet det har fundet, at de forslag, Kommissionen fremsatte over for Raadet i 1987 og 1989 var for vidtgaaende i forhold til, hvad oprettelsen af det indre marked kraevede. Dette har stort set ogsaa vist sig at vaere korrekt ifoelge en beretning, som Kommissionen afgav i 1995 - i henhold til en forpligtelse hertil - for at redegoere for resultaterne af de foerste to aars anvendelse af den harmoniserede punktafgiftsordning.

55 Det er naturligvis ikke forbudt at have en anden opfattelse og at mene, at den harmonisering, der er sket, har vaeret temmelig beskeden, og at det indre marked fortsat ikke er fuldt gennemfoert for saa vidt angaar produkter, der er paalagt punktafgift.

56 Jeg skal dog ikke deltage i en debat om dette emne, men kun tage stilling til, om de to direktiver er ugyldige, naar de ses paa baggrund af artikel 99, som de er udstedt i medfoer af. Efter min opfattelse maa dette spoergsmaal klart besvares benaegtende, da der overhovedet ikke er holdepunkter for, at Raadet skulle have overskredet sine befoejelser i henhold til artikel 99 ved at udstede de bestemmelser, som den nationale rets spoergsmaal drejer sig om.

Begrundelsespligten

57 Herefter staar det tilbage at behandle et sidste punkt, som er rejst af Socridis, og som jeg skal behandle ganske kort, nemlig de to direktivers begrundelse for saa vidt angaar direktivbestemmelserne om afgiftsstrukturen og afgiftssatserne for henholdsvis oel og vin. Det kan vanskeligt bestrides, at begrundelsen er kortfattet og ikke omfatter alle aspekter (»elliptisk«), men en saadan begrundelse er ikke noedvendigvis en utilstraekkelig begrundelse og endnu mindre en manglende begrundelse. Det skal tages i betragtning, at der her er tale om begrundelsen for direktiver, som er udstedt af Raadet og udelukkende med medlemsstaterne som adressater, og at Domstolen i sin praksis - ved bedoemmelsen af, om en begrundelse er tilstraekkelig eller ej - altid har lagt vaegt paa, at adressaten for en retsakt ikke har kunnet vaere i tvivl om grundene til, at retsakten er udstedt, fordi adressaten har vaeret staerkt inddraget i forarbejdet til retsakten (12). Der maa heller ikke ses bort fra, at man i retspraksis paa intet tidspunkt har kraevet en specifik og detaljeret begrundelse for alle de tekniske aspekter af en retsakt, hvorved der foretages en kompliceret regulering (13). Det skal ogsaa tages i betragtning, at de to direktiver er indbyrdes sammenhaengende og skal ses i forbindelse med andre direktiver - herunder Raadets direktiv 92/12/EOEF af 25. februar 1992 om den generelle ordning for punktafgiftspligtige varer, om oplaegning og omsaetning heraf samt om kontrol hermed (14) - og at de saaledes ikke skal betragtes isoleret, hvilket kunne give anledning til tvivlsspoergsmaal.

58 Endelig maa det erkendes, at formuleringer som »det er hensigtsmaessigt ...« og »der boer ...« benyttes oftere, end man tror, i faellesskabsretsakters begrundelse, og at man i mange tilfaelde ville kunne anfaegte retsakternes gyldighed under paaberaabelse af traktatens artikel 190, hvis begrundelser af denne art var utilstraekkelige.

59 Naar faellesskabslovgiver i medfoer af en harmoniseringsbefoejelse, hvortil der er knyttet et vidt skoen, udsteder bestemmelser af generel karakter, vil det efter min opfattelse vaere for vidtgaaende at kraeve, at der for hver enkelt foranstaltning, der traeffes, anfoeres en begrundelse, som samtidig er en begrundelse for foranstaltningens indhold og - paa forhaand - en imoedegaaelse af kritik fra alle, der ikke bryder sig om foranstaltningen, fordi den ikke er i overensstemmelse med deres interesser.

60 Der kan ikke gaelde samme maalestok for begrundelsen for et harmoniseringsdirektiv som for en beslutning om, at en statsstoette er uforenelig med traktaten, eller om, at en virksomhed paalaegges en boede for tilsidesaettelse af konkurrencereglerne.

61 Jeg vil derfor foreslaa, at anbringendet om, at der ikke er anfoert nogen begrundelse for de to direktiver, ikke tages til foelge.

Forslag til afgoerelse

62 Da ingen af de anbringender, der er fremfoert, efter min opfattelse kan rejse tvivl om gyldigheden af de omtvistede bestemmelser i afgiftsstrukturdirektivet og afgiftssatsdirektivet, foreslaar jeg, at Domstolen besvarer det praejudicielle spoergsmaal fra Tribunal de grande instance de Foix saaledes:

»Gennemgangen af det praejudicielle spoergsmaal har intet frembragt, som kan rejse tvivl om gyldigheden af Raadets direktiv 92/83/EOEF af 19. oktober 1992 om harmonisering af punktafgiftsstrukturen for alkohol og alkoholholdige drikkevarer og Raadet direktiv 92/84/EOEF af 19. oktober 1992 om indbyrdes tilnaermelse af punktafgiftssatserne for alkohol og alkoholholdige drikkevarer.«

(1) - EFT L 316, s. 21.

(2) - EFT L 316, s. 29.

(3) - Dom af 11.11.1997, sag C-408/95, Eurotunnel m.fl., Sml. I, s. 6315, praemis 33 og 34.

(4) - Sag 356/85, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 3299, praemis 11.

(5) - Dom af 4.3.1986, sag 243/84, Walker, Sml. s. 875, praemis 23.

(6) - Dom af 27.2.1980, sag 168/78, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 347, praemis 4.

(7) - Dom af 5.5.1982, sag 15/81, Sml. s. 1409.

(8) - Sag 170/78, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 2265.

(9) - Mine fremhaevelser.

(10) - Dom af 27.5.1981, forenede sager 142/80 og 143/80, Sml. s. 1413.

(11) - Dom af 7.4.1987, sag 196/85, Sml. s. 1597, praemis 6.

(12) - Jf. f.eks. dom af 14.1.1981, sag 819/79, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 21.

(13) - Jf. f.eks. dom af 12.11.1996, sag C-84/94, Det Forenede Kongerige mod Raadet, Sml. I, s. 5755.

(14) - EFT L 76, s. 1.