61997A0147

1 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - forordning om indfoerelse af antidumpingtold - producent og eksportvirksomheder anfoert i Kommissionens og Raadets retsakter eller beroert af forberedende undersoegelser - virksomheder forbundet med eksportoeren, og hvis salgspris for det omhandlede produkt er blevet anvendt som grundlag for beregningen af eksportprisen - formaliteten

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

2 Faellesskabsret - principper - ret til kontradiktion - overholdelsen heraf under administrative procedurer - antidumping - institutionernes pligt til behoerig oplysning af de beroerte virksomheder - raekkevidde - maaden, hvorpaa oplysningerne meddeles - oplysninger, der skal meddeles - sats for endelig antidumpingtold - omfattet - frist meddelt de beroerte virksomheder for indgivelse af bemaerkninger - artikel 20, stk. 5, i forordning nr. 384/96, der fastsaetter en minimumsfrist paa ti dage - direkte virkning

(Raadets forordning nr. 384/96, art. 20, stk. 2, art. 4 og 5)

3 Retspleje - omkostninger - ophaevelse - ganske saerlige grunde - Kommissionens adfaerd under en antidumpingprocedure

(Rettens procesreglement, art. 87, stk. 3, foerste afsnit, og art. 87, stk. 4, foerste og tredje afsnit)

4 Selv om forordninger om indfoerelse af antidumpingtold bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 4, efter deres art og raekkevidde har lovgivningsmaessig karakter, idet de finder anvendelse paa alle de paagaeldende erhvervsdrivende i almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende umiddelbart og individuelt.

I denne henseende kan retsakter om indfoerelse af antidumpingtold umiddelbart og individuelt beroere producenter og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem, der er tale om i Kommissionens og Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser.

Ligeledes vedroerer disse retsakter individuelt en virksomhed, som er etableret i et tredjeland og er forbundet med eksportoererne, hvis salgspris for de paagaeldende varer i Faellesskabet er blevet anvendt som grundlag for beregningen af eksportprisen.

5 Kontradiktionsprincippet er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip, som Faellesskabets domsmyndigheder sikrer overholdelsen af. I medfoer af dette princip skal virksomheder, der beroeres af en undersoegelse forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoetter sin paastand om, at der foreligger dumping og en deraf foelgende skade.

Den omstaendighed, at der ikke i den endelige underretningsskrivelse, som Kommissionen har tilsendt de paagaeldende virksomheder i henhold til artikel 20, stk. 2, i grundforordningen om antidumping nr. 384/96, er naevnt den forhoejelse af satsen for den antidumpingtold, som finder anvendelse paa deres produkter paa grund af en individuel behandling af en af virksomhederne, og den noejagtige sats for den endelige told, udgoer ikke en kraenkelse af disse virksomheders ret til kontradiktion, naar det er godtgjort, at de har faaet kendskab til disse elementer i forbindelse med en telefonsamtale med en tjenestemand ved Kommissionen paa et tidspunkt, hvor de stadig var i stand til at give effektivt udtryk for deres opfattelse herom inden Kommissionens vedtagelse af sit forslag med henblik paa vedtagelsen af den endelige forordning.

Selv om det er rigtigt, dels at artikel 20, stk. 4, i grundforordningen om antidumping foreskriver, at den endelige fremlaeggelse af disse oplysninger finder sted skriftligt, dels at samme artikels stk. 3 bestemmer, at anmodninger om oplysninger skal indgives skriftligt til Kommissionen, kan virksomheder, som ikke har overholdt sidstnaevnte bestemmelse, ikke kritisere faellesskabsinstitutionerne for ikke at have givet en skriftlig bekraeftelse af de oplysninger, som de fik under telefonsamtalen. Desuden kan den manglende overholdelse af forskriften i artikel 20, stk. 4, i grundforordningen om antidumping, hvis artikel 20 har til formaal at beskytte interesserede parters ret til kontradiktion under den administrative procedure, kun foere til annullation af forordningen om indfoerelse af antidumpingtold, hvis det godtgoeres, at denne omstaendighed har paavirket de beroerte virksomheders mulighed for kontradiktion.

Eftersom artikel 20, stk. 5, i grundforordningen om antidumping, der fastsaetter en minimumsfrist for indgivelse af eventuelle bemaerkninger, er en klar og praecis regel, der ikke overlader faellesskabsinstitutionerne noget skoen, kan det antages, at en virksomhed, der under den administrative procedure modtager meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger efter naevnte forordnings artikel 20, stk. 2, gennem den direkte virkning af bestemmelsen i artikel 20, stk. 5, og i mangel af en angivelse fra faellesskabsinstitutionernes side af en frist, inden for hvilken virksomheden skal indgive eventuelle bemaerkninger, har en minimumsfrist paa ti dage.

6 Artikel 87, stk. 3, foerste afsnit, og artikel 87, stk. 4, foerste og tredje afsnit, i Rettens procesreglement skal bringes i anvendelse, og hver part skal baere sine omkostninger, ogsaa naar der sker frifindelse, saafremt det viser sig, at soegsmaalet kunne have vaeret undgaaet, hvis Kommissionen - der af sagsoegeren var blevet underrettet om den ufuldstaendige karakter af den underretningsskrivelse, der skal meddeles de virksomheder, som beroeres af en undersoegelsesprocedure, der gaar forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning - uden ophold havde fremsendt et fuldstaendigt eksemplar af denne skrivelse og fastsat en frist for vedkommende til at fremkomme med eventuelle bemaerkninger.

Sagens faktiske omstaendigheder

1 Champion Stationery Mfg Co. Ltd (herefter »Champion Stationery«) og Sun Kwong Metal Manufacturer Co. Ltd (herefter »Sun Kwong«) fremstiller i Den Kinesiske Folkerepublik (herefter »Kina«) mekanismer til ringbind. De to selskaber saelger de ringmekanismer, de fremstiller, til et selskab, de er forbundet med, nemlig US Ring Binder Corporation (herefter »US Ring Binder«), som videresaelger dem i Faellesskabet.

2 Efter at der den 18. september 1995 var indgivet en klage af Robert Krause GmbH & Co. KG (herefter »Robert Krause«) og Koloman Handler GesmbH (herefter »Koloman Handler«), der er virksomheder, hvis samlede produktion antages at udgoere 90% af faellesskabsproduktionen af mekanismer til ringbind, indledte Kommissionen den 28. oktober 1995 en antidumpingprocedure vedroerende indfoerslen af visse ringmekanismer med oprindelse i Malaysia og Den Kinesiske Folkerepublik (EFT 1995 C 284, s. 16).

3 Kommissionen sendte et spoergeskema til alle kendte, interesserede parter. Sagsoegerne besvarede spoergeskemaet, og der aflagdes kontrolbesoeg i deres virksomheder.

4 Den 11. juli 1996 blev sagsoegerne underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke Kommissionen paataenkte at indfoere midlertidige foranstaltninger.

5 Den 25. juli 1996 vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 1465/96 om indfoerelse af en midlertidig antidumpingtold paa importen af visse ringmekanismer med oprindelse i Malaysia og i Den Kinesiske Folkerepublik (EFT L 187, s. 47, herefter »den midlertidige forordning«). Efter at have konstateret en gennemsnitlig dumpingmargen paa 112,8% for Kinas vedkommende (betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 41), beregnede Kommissionen det beloeb, der var noedvendigt for at afhjaelpe den skade paa faellesskabsindustrien, der var foraarsaget af dumpingen (betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 82-86). For Kina foerte beregningerne til en skadesafhjaelpningsmargen paa 35,4%. Da dette tal var lavere end den dumpingmargen, der foreloebig var fastsat, blev tolden midlertidigt fastsat til dette niveau for al indfoersel af ringmekanismer med oprindelse i Kina.

6 Den 12. august 1996 sendte sagsoegerne deres skriftlige bemaerkninger vedroerende underretningsskrivelsen af 11. juli 1996 til Kommissionen.

7 Den 29. oktober 1996 tilsendte Kommissionen ved telefax og ved brev sagsoegerne den endelige underretningsskrivelse (herefter »underretningsskrivelsen«), hvori den angav de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke den paataenkte at anbefale indfoerelsen af en endelig antidumpingtold.

8 I foelgebrevet til underretningsskrivelsen var fastsat en frist for sagsoegerne til den 8. november 1996 til at fremsaette deres bemaerkninger. Sagsoegerne efterkom ikke denne opfordring.

9 I underretningsskrivelsen anfoertes i punkt A.3.1, at Kommissionen var naaet til den konklusion, at der kunne indroemmes en af de kinesiske eksportoerer, World Wide Stationery (herefter »WWS«), den individuelle behandling, denne virksomhed havde anmodet om. I det anfoerte dokuments punkt A.3.2 hedder det, at »den individuelle dumpingmargen for WWS udgoer 96,6%. Efter beslutningen om at indroemme WWS den kraevede individuelle behandling og foelgelig uden hensyn til de hermed forbundne transaktioner ved beregningen af gennemsnittet for den kinesiske eksport, andrager dumpingmargenen for Kina i sin helhed 129,22%«. I samme dokuments punkt D, der har overskriften »Endelige foranstaltninger«, og som begynder med: »Overvejelser vedroerende fastlaeggelsen af skadesafhjaelpningsniveauet«, anfoeres det (punkt D.1.1): »Under disse omstaendigheder maa den metode til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet, der fremgaar af betragtning 83-86 til den midlertidige forordning, bekraeftes.« I punkt D.2, der har overskriften »Niveauet for skadesafhjaelpning«, er med hensyn til Kina anfoert (punkt D.2.2): »Indroemmelsen af individuel behandling af WWS paavirker de midlertidige konklusioner. Den ovenfor beskrevne metode blev anvendt til at beregne det individuelle skadesafhjaelpningsniveau for dette selskab, for hvilket en prisunderbudsmargen paa 32,5% er fastslaaet.«

10 I foelgebrevet til underretningsskrivelsen var anfoert, at forsendelsen indeholdt i alt ni sider (»i alt ni sider«). Sagsoegerne har bekraeftet, at de har modtaget ni sider, inklusive foelgebrevet. Raadet har imidlertid oplyst, at sagsoegerne paa grund af en fejl ikke har modtaget den sidste side af underretningsskrivelsen. Paa denne sidste side, som Raadet har fremlagt som bilag D.3 til svarskriftet, har Kommissionen oplyst, at »den reducerede underbudsmargen for WWS foerte til en margenstigning for alle andre eksportoerer i Kina til 39,4% (tidligere 35,4%)«. I oevrigt gav Kommissionen udtryk for, at den havde til hensigt at foreslaa Raadet at indfoere en told paa 32,5% for WWS og en resttold paa 39,4% for de oevrige kinesiske virksomheder, ligesom den ville foreslaa endelig opkraevning af de beloeb, der var stillet sikkerhed for i henhold til den midlertidige forordning, for saa vidt den midlertidige told ikke oversteg den endelige told.

11 Den 29. november 1996 havde sagsoegernes advokat en telefonsamtale med Knoche, der var en af de tjenestemaend i Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser (GD I), som havde ansvaret for sagen.

12 Den 12. december 1996 udfaerdigede Knoche et notat til sagen om telefonsamtalen, hvori det hedder:

»Hr. Luff, der er juridisk raadgiver for US Ring Binder i denne sag, ringede den 29. november og haevdede, at hans klient maatte kunne paaregne, at den told, der fandt anvendelse paa klientens udfoersler, ville forblive uaendret (35,4%), paa grund af punkt D.D.1 i underretningsskrivelsen, hvori der findes en bekraeftelse af betragtning 83-86 til den forordning, hvorved den midlertidige told indfoertes.

Han fik det svar, at det paagaeldende punkt kun bekraeftede den metode, der var fastlagt i den midlertidige forordning, og at sidste side i underretningsskrivelsen var meget klar med hensyn til den foreslaaede told for US Ring Binder (39,4%).

Hr. Luff gjorde gaeldende, at han ikke havde modtaget den naevnte sidste side, og lod forstaa, at han derfor havde mulighed for at kraeve en ny underretningsskrivelse.

Han fik det svar, at modtagelsesbeviset vedroerende den underretningsskrivelse, der var sendt per fax, angav det rigtige sideantal, og at hans kontor kunne undersoege, om den rekommanderede forsendelse, der var modtaget i mellemtiden, ogsaa var komplet (i benaegtende fald skulle han hurtigt indgive en klage).

Hr. Luff's krav er ikke senere blevet gentaget.«

13 Sagsoegerne er af den opfattelse, at dette referat af telefonsamtalen er ufyldestgoerende og unoejagtigt. De har saaledes i deres replik [s. 14, punkt 3, afsnit ii) og iii)] sammenfattet telefonsamtalen saaledes: »Under den telefonsamtale, han havde med Luff, anfoerte Knoche, at der var blevet udarbejdet forskellige versioner af underretningsskrivelsen. Han tilfoejede, at selv om underretningsskrivelsen normalt skulle vaere sendt fra GD I, direktorat E (der er kompetent med hensyn til skade), blev dette arbejde i det foreliggende tilfaelde udfoert af hans kolleger i GD I, direktorat C (der er kompetent med hensyn til dumping) [...] Knoche bekraeftede indledningsvis, at toldsatsen for sagsoegerne var steget paa grund af den individuelle behandling, der var indroemmet WWS. Da Luff spurgte, hvorledes det var muligt, at denne oplysning ikke fremgik af den underretningsskrivelse, han havde modtaget, tilfoejede Knoche, at det samlede antal sider under alle omstaendigheder var anfoert i underretningsskrivelsen [...], og han opfordrede Luff til at undersoege, om han havde modtaget samtlige sider. Luff svarede straks, at det i underretningsskrivelsen var anfoert paa foerste side, at den indeholdt i alt ni sider, og han havde faktisk modtaget samtlige ni sider. [Hr. Luff] opfordrede derpaa hr. Knoche til at rette henvendelse til sine kolleger i GD I, direktorat C, for at faa bekraeftet, at det var den rigtige version, og for at anmode dem om at undersoege, om den version af underretningsskrivelsen, der var sendt til hr. Luff, faktisk var den rigtige. [...] Da hr. Knoche spurgte hr. Luff, om underretningsskrivelsen bekraeftede satsen for den oprindelige told, der var paalagt hans klienter, svarede hr. Luff, at dette var tilfaeldet, hvis man betragtede sidste afsnit i punkt D.1.1. Hr. Knoche bekraeftede meget klart, at i den version, han havde modtaget, henviste sidste afsnit ikke til [punkt] 83-86 [i betragtningerne til den midlertidige forordning], og at [punkt 85 og 86 i betragtningerne til den naevnte forordning] udtrykkeligt var udeladt.«

14 Den 20. januar 1997 vedtog Raadet forordning (EF) nr. 119/97 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af visse ringmekanismer med oprindelse i Malaysia og Den Kinesiske Folkerepublik samt om endelig opkraevning af midlertidig told (EFT L 22, s. 1, herefter »den anfaegtede forordning«). Ved forordningen fastsattes den endelige antidumpingtold til 39,4% for indfoersler fra Kina, bortset fra for indfoersler foretaget af WWS, for hvilke der indfoertes en endelig told paa 32,5%.

Retsforhandlinger og parternes paastande

15 Sagsoegerne har herefter anlagt naervaerende sag ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. april 1997.

16 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 4. august 1997 har Kommissionen anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for Raadets paastande. Ved Rettens beslutning af 10. november 1997 har Kommissionen faaet tilladelse til at intervenere. Kommissionen, der ikke har afgivet interventionsindlaeg i sagen, har fremfoert sine argumenter i retsmoedet.

17 Ved begaering indleveret til Rettens Justitskontor den 26. september 1997 har Koloman Handler og Robert Krause ligeledes anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til stoette for Raadets paastande. Ved Rettens beslutning af 10. november 1997 har de faaet tilladelse til at intervenere. De har afgivet interventionsindlaeg inden for den af Rettens Justitskontor fastsatte frist.

18 Sagsoegerne har nedlagt foelgende paastande:

- Den anfaegtede forordning annulleres, for saa vidt den vedroerer dem.

- Raadet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

19 I deres bemaerkninger til Koloman Handler og Robert Krause's interventionsindlaeg har sagsoegerne endvidere nedlagt paastand om, at intervenienterne doemmes til at baere deres egne omkostninger.

20 Raadet har nedlagt foelgende paastande:

- US Ring Binder's soegsmaal afvises.

- Under alle omstaendigheder frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.

21 Kommissionen har udtalt sig til stoette for Raadets paastande.

22 Koloman Handler og Robert Krause har nedlagt foelgende paastande:

- Afvisning og/eller frifindelse.

- Sagsoegerne tilpligtes at betale intervenienternes omkostninger.

23 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Udvidede Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Retten har imidlertid opfordret Raadet til foer retsmoedet at besvare et skriftligt spoergsmaal. Raadet har efterkommet denne opfordring inden for fristen.

24 I retsmoedet den 1. juli 1998 har parterne afgivet mundtlige indlaeg og besvaret mundtlige spoergsmaal fra Retten.

Formaliteten

Parternes argumenter

25 Raadet har under henvisning til Domstolens dom af 7. juli 1994 (sag C-75/92, Gao Yao mod Raadet, Sml. I, s. 3141, praemis 28, 29 og 30) rejst tvivl om, hvorvidt soegsmaalet, for saa vidt det er anlagt af sagsoegerne Champion Stationery og Sun Kwong, kan antages til realitetsbehandling. Raadet har i denne henseende anfoert, at den undersoegelse, der fandt sted i den foreliggende sag, var rettet mod producenter/eksportoerer i Kina og i Malaysia, og ikke mod producenter/eksportoerer i Hongkong. Af denne grund var spoergeskemaerne ikke blevet sendt til sagsoegerne Champion Stationery og Sun Kwong, der har hjemsted i Hongkong. Raadet har endvidere anfoert, at disse to sagsoegere ikke er naevnt i den midlertidige forordning, og heller ikke i den anfaegtede forordning, som producenter/eksportoerer, men som selskaber i Hongkong, der er forbundne med producenterne/eksportoererne i Kina. Den omstaendighed, at Kommissionen har accepteret deres besvarelser af spoergeskemaerne, at den har foert korrespondance med dem, og at den har hoert deres repraesentanter, indebaerer ikke, at de er umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede forordning (dommen i sagen Gao Yao mod Raadet, praemis 30).

26 Raadet har herudover gjort gaeldende, at sagen klart skal afvises, for saa vidt den er anlagt af US Ring Binder. Raadet har anfoert, at der ikke er direkte forbindelse mellem denne sagsoeger og producenterne/eksportoererne i Kina. Der er end ikke nogen direkte forbindelse mellem US Ring Binder paa den ene side og Champion Stationery og Sun Kwong paa den anden side. Den omstaendighed, at disse selskaber tilhoerer samme virksomhedsgruppe, giver ikke i sig selv grundlag for at konkludere, at US Ring Binder er umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede forordning. Raadet har tilfoejet, at undersoegelsen ikke har drejet sig om eksport fra De Forenede Stater. US Ring Binder er heller ikke blevet anklaget for dumping. Den blotte omstaendighed, at dette selskab har sendt en besvarelse af Kommissionens spoergeskema, bevirker ikke, at selskabet bliver umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede forordning.

27 Intervenienterne har tilsluttet sig Raadets argumenter vedroerende afvisningspaastanden.

28 Sagsoegerne har heroverfor anfoert, at soegsmaalet kan admitteres. De har for det foerste henvist til, at selskaberne Champion Stationery og Sun Kwong er producenter/eksportoerer i Kina. De produktionsfaciliteter, de to firmaer besidder i Kina, er nemlig ikke saerskilte juridiske enheder. I den foreliggende sag kunne besvarelserne af spoergeskemaet kun gives af de to beroerte sagsoegere, idet de virkede som producenter i Kina og som eksportoerer til Den Europaeiske Union. Tilsvarende gaelder det, at da soegsmaal i henhold til traktatens artikel 173 kun kan rejses af fysiske eller juridiske personer, var sagsoegerne Champion Stationery og Sun Kwong's produktionsafdelinger i Kina ikke berettigede til at anlaegge naervaerende sag.

29 Sagsoegerne har under henvisning til Domstolens dom af 21. februar 1984 (forenede sager 239/82 og 275/82, Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1005, praemis 12) og Rettens dom af 28. september 1995 (sag T-164/94, Ferchimex mod Raadet, Sml. II, s. 2691, praemis 34, 35 og 36) endvidere gjort gaeldende, at soegsmaalet ogsaa kan admitteres, for saa vidt det er rejst af US Ring Binder. De har i denne henseende anfoert, at US Ring Binder er eneeksportoer til Faellesskabet af produkter fremstillet af Champion Stationery og af Sun Kwong. I oevrigt er US Ring Binder naevnt i den midlertidige forordning og blev inddraget under de forudgaaende undersoegelser (dommen i sagen Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, praemis 12). I oevrigt fremgaar det af retspraksis, at forordninger, hvorved der indfoeres antidumpingforanstaltninger, umiddelbart og individuelt beroerer sagsoegere, hvis salgspris for de paagaeldende varer dannede grundlag for beregningen af eksportprisen (dommen i sagen Ferchimex mod Kommissionen, praemis 34, 35 og 36). I det foreliggende tilfaelde naaede man frem til den eksportpris, der anvendtes ved beregningen af dumpingmargenen for Champion Stationery og Sun Kwong, paa grundlag af den pris, US Ring Binder fakturerede til sine uafhaengige kunder i Den Europaeiske Union.

Rettens bemaerkninger

30 Ifoelge artikel 14, stk. 1, i Raadets forordning (EF) Nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske Faellesskab (EFT 1996 L 56, s. 1, herefter »grundforordningen«) »[indfoeres] midlertidig og endelig antidumpingtold [...] ved forordning«. Selv om disse foranstaltninger bedoemt i forhold til traktatens artikel 173, stk. 4, efter deres art og raekkevidde faktisk har lovgivningsmaessig karakter, idet de finder anvendelse paa alle de paagaeldende erhvervsdrivende i almindelighed, kan det ikke udelukkes, at bestemmelserne beroerer visse erhvervsdrivende umiddelbart og individuelt (Domstolens dom i sagen Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, praemis 11, dom af 23.5.1985, sag 53/83, Allied Corporation m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1621, praemis 4, og dommen i sagen Gao Yao mod Raadet, praemis 26; Rettens dom af 11.6.1996, sag T-161/94, Sinochem Heilongjiang mod Raadet, Sml. II, s. 695, praemis 45, og af 25.9.1997, sag T-170/94, Shanghai Bicycle mod Raadet, Sml. II, s. 1383, praemis 35).

31 Det kan for det foerste konstateres, at de tre sagsoegere er umiddelbart beroert af den anfaegtede forordning. Ved forordningen indfoeres nemlig en endelig antidumpingtold, som medlemsstaternes toldmyndigheder er forpligtede til at opkraeve, uden at der overlades dem noget skoen.

32 Retten finder i oevrigt, at der ved afgoerelsen af, om sagsoegerne ogsaa er individuelt beroert, skal ske en saerskilt undersoegelse af situationen for Champion Stationery og Sun Kwong paa den ene side og af US Ring Binder's situation paa den anden side.

33 Sagsoegerne har gjort gaeldende, uden paa dette punkt at blive modsagt af Raadet eller af intervenienterne, at Champion Stationery og Sun Kwong's enheder i Kina, hvortil Kommissionen sendte spoergeskemaerne, og som ifoelge Raadet burde have anlagt annullationssoegsmaal, er produktionssteder for de to sagsoegere i Hongkong. Der er tale om afdelinger, der er del af de paagaeldende sagsoegende selskaber. Det er i oevrigt heller ikke bestridt, at Champion Stationery og Sun Kwong's enheder i Kina ikke er saerskilte juridiske personer.

34 Sagsoegerne Champion Stationery og Sun Kwong skal herefter anses for producenter/eksportoerer i Kina. Situationen i det foreliggende tilfaelde er altsaa klart forskellig fra situationen i den sag, der gav anledning til dommen i sagen Gao Yao mod Raadet. Domstolen afviste nemlig sidstnaevnte sag, fordi sagsoegeren kun optraadte under den administrative procedure »som et rent forsendelseskontor placeret i Hongkong for at lette korrespondancen mellem Kommissionens tjenestegrene og Gao Yao, Kina« (dommen i sagen Gao Yao mod Raadet, praemis 29).

35 Det foelger af fast retspraksis, at retsakter om indfoerelse af antidumpingtold umiddelbart og individuelt kan beroere producent- og eksportvirksomheder, der kan godtgoere, at det er dem selv, der er tale om i Kommissionens eller Raadets retsakter, eller som har vaeret inddraget i de forudgaaende undersoegelser (Domstolens dom i sagen Allied Corporation m.fl. mod Kommissionen, praemis 12, domme af 14.3.1990, forenede sager C-133/87 og C-150/87, Nashua Corporation m.fl. mod Kommissionen og Raadet, Sml. I, s. 719, praemis 14, og sag C-156/87, Gestetner Holdings mod Raadet og Kommissionen, Sml. I, s. 781, praemis 17, dom af 16.5.1991, sag C-358/89, Extramet Industrie mod Raadet, Sml. I, s. 2501, praemis 15, og dommen i sagen Gao Yao mod Raadet, praemis 27; Rettens domme i sagerne Sinochem Heilongjiang mod Raadet, praemis 46, og i sagen Shanghai Bicycle mod Raadet, praemis 36).

36 Sagsoegerne Champion Stationery og Sun Kwong er omtalt ved navns naevnelse i betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 5, litra b), 2, der har overskriften »Eksportoerer/producenter« i Kina. I oevrigt har disse selskaber vaeret genstand for kontrolbesoeg i deres virksomheder [punkt 5, litra b), 2, i betragtningerne til den midlertidige forordning]. Sagsoegerne er ogsaa naevnt i den anfaegtede forordning (betragtningernes punkt 26).

37 Det foelger heraf, at sagsoegerne Champion Stationery og Sun Kwong er individuelt beroert af den anfaegtede forordning, og at deres soegsmaal kan antages til realitetsbehandling.

38 I oevrigt bemaerkes, at det i punkt 5, litra b), 2, in fine, i betragtningerne til den midlertidige forordning hedder, at »Champion Stationery Manufacturing Co. Ltd og Sun Kwong Metal Manufacturer Co. Ltd ejes af den samme gruppe selskaber, og begge saelger deres kinesiske ringmekanismer til et forretningsmaessigt forbundet selskab i USA (US Ring Binder)«. Dette er grunden til, at US Ring Binder findes blandt de virksomheder, der i den midlertidige forordning er naevnt under overskriften »Eksportoerer/producenter« i Kina, og modtog kontrolbesoeg [punkt 5, litra b), 2, i betragtningerne til den midlertidige forordning]. US Ring Binder var saaledes omtalt i Kommissionens retsakter og blev inddraget i de forudgaaende undersoegelser som anfoert i den ovenfor i praemis 35 citerede retspraksis. I oevrigt har Raadet i sit svar paa et af Retten stillet skriftligt spoergsmaal erklaeret sig enig i, at Champion Stationery og Sun Kwong's eksportpris er beregnet paa grundlag af den pris, US Ring Binder fakturerede til uafhaengige koebere i Faellesskabet. I forhold til den paagaeldende foranstaltning adskiller denne omstaendighed ligeledes denne sagsoeger fra alle andre erhvervsdrivende (jf. analogt dommen i sagen Gao Yao mod Raadet, praemis 27, og dommen i sagen Ferchimex mod Raadet, praemis 34).

39 Det foelger af det foregaaende, at sagen skal antages til realitetsbehandling for alle de tre sagsoegeres vedkommende.

Realiteten

40 Sagsoegerne har anfoert ét anbringende, hvorved de goer gaeldende, at der er sket en kraenkelse af deres ret til kontradiktion.

Parternes argumenter

41 Sagsoegerne har anfoert, at faellesskabsinstitutionerne i strid med de principper, der er fastlagt i retspraksis, ikke under den administrative procedure har givet dem samtlige de oplysninger, som ville have gjort det muligt for dem effektivt at varetage deres interesser (Domstolens dom af 20.3.1985, sag 264/82, Timex mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 849, praemis 30, og af 27.6.1991, sag C-49/88, Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, Sml. I, s. 3187, praemis 18). De har i denne forbindelse gjort gaeldende, at det ikke i underretningsskrivelsen var anfoert, at den antidumpingtold, der fandt anvendelse paa dem, steg fra 35,4% til 39,4% i den sidste del af proceduren. Tvaertimod bekraeftedes det i underretningsskrivelsens punkt D.1.1 - idet punkt 85 og 86 i betragtningerne til den midlertidige forordning bekraeftedes - at skadesafhjaelpningsniveauet var 35,4% for alle kinesiske eksportoerer/producenter, bortset fra WWS. Det er i oevrigt slaaende, at det i den anfaegtede forordning er angivet (betragtningernes punkt 64), at punkt 82, 83 og 84 i betragtningerne til den midlertidige forordning bekraeftes, og at punkt 85 og 86 i disse betragtninger udtrykkeligt var udeladt. Denne uoverensstemmelse mellem underretningsskrivelsen og den anfaegtede forordning viser, at underretningsskrivelsen paa ingen maade var ufuldstaendig, men havde et andet indhold end den anfaegtede forordning.

42 Sagsoegerne har videre gjort gaeldende, at det ikke i underretningsskrivelsen var angivet, at indroemmelsen af individuel behandling af WWS indebar, at denne virksomheds salg ikke indgik i beregningen af den gennemsnitlige skade, der tilregnedes de oevrige kinesiske eksportoerer. Under alle omstaendigheder havde indroemmelsen af individuel behandling af WWS ikke noedvendigvis maattet foere til indfoerelsen af en toldsats for sagsoegerne, som var forskellig fra den, der var fastsat i den midlertidige forordning. Individuel behandling af en bestemt eksportoer paavirker nemlig ikke noedvendigvis skadesafhjaelpningsniveauet for de oevrige eksportoerer. Sagsoegerne har i denne forbindelse henvist til sagen om fotokopimaskiner til almindeligt papir med oprindelse i Japan (Raadets forordning (EOEF) nr. 535/87 af 23.2.1987 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa importen af PPC-fotokopieringsmaskiner med oprindelse i Japan (EFT L 54, s. 12)) og til sagen om elektroniske mikrokredsloeb, saakaldte DRAMs, med oprindelse i Republikken Korea (Raadets forordning (EOEF) nr. 611/93 af 15.3.1993 om indfoerelse af en endelig antidumpingtold paa import i Faellesskabet af visse elektroniske mikrokredsloeb, saakaldte DRAMs, med oprindelse i Republikken Korea og eksporteret af selskaber, der ikke er fritaget for denne told, og om endelig opkraevning af den midlertidige antidumpingtold (EFT L 66, s. 1)). Selv om de maatte have vidst, at niveauet for deres told ville stige paa grund af den individuelle behandling, der indroemmedes WWS, ville det have vaeret fuldstaendig umuligt for dem at beregne den noejagtige sats for den endelige told.

43 Det fremgaar ifoelge sagsoegerne af en sammenligning mellem den midlertidige forordning og den anfaegtede forordning, at metoden til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet blev aendret under proceduren. Den blotte omstaendighed, at der i den midlertidige forordning var fastsat ét enkelt skadesafhjaelpningsniveau paa grundlag af samtlige de paagaeldende kinesiske eksportoerers udfoersler, mens der i den anfaegtede forordning er fastsat saerskilte skadesafhjaelpningsniveauer for disse eksportoerer, udgoer en klar aendring af metoden. I den anfaegtede forordning er der saaledes alene sket en bekraeftelse af den metode, der er angivet i punkt 82, 83 og 84 i betragtningerne til den midlertidige forordning, og ikke den, der er beskrevet i betragtningernes punkt 85 og 86, hvorved der fastsaettes én enkelt skadesafhjaelpningsmargen for alle kinesiske eksportoerer.

44 Sagsoegerne har understreget, at de ville vaere fremkommet med ny argumentation, hvis de under den administrative procedure havde erfaret, at toldsatsen for dem ville blive forhoejet i ikke ubetydelig grad. De har henledt opmaerksomheden paa den omstaendighed, at den af institutionerne vedtagne metode kan kritiseres i det foreliggende tilfaelde, for saa vidt det er ulogisk at vurdere en skade, navnlig et prisunderbud, for alle eksportoerer samlet, naar skadesafhjaelpningsniveauet beregnes paa individuel basis. Hvis nemlig Kommissionen paa et indledende stadium havde fastslaaet, at prisunderbuddet for eksport fra Kina var 11,5% (betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 54), og at en told paa 35,4% var tilstraekkelig til at afhjaelpe skaden for saa vidt angaar samtlige de paagaeldende eksportoerer (betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 85), var der ingen grund til paa det endelige trin at kraeve en hoejere told for at afhjaelpe skaden, naar prisunderbuddet for eksport fra Kina ved den endelige beregning beregnedes samlet og fastholdtes paa samme niveau (punkt 5.B i underretningsskrivelsen og punkt 34 i betragtningerne til den anfaegtede forordning).

45 Sagsoegerne har derefter gjort gaeldende, at de under den administrative procedure ikke havde nogen grund til at naere mistanke om, at underretningsskrivelsen var ufuldstaendig, idet de havde modtaget noejagtig samme version med telefax og med post, at det paa foerste side i begge versioner klart var angivet, at underretningsskrivelsen indeholdt ni sider, og at teksten paa underretningsskrivelsens sidste side (dvs. s. 9) sluttede paa midten af siden. Under alle omstaendigheder har Kommissionen kraenket artikel 20, stk. 4, i grundforordningen, hvori det bestemmes, at »endelige [...] oplysninger [gives] skriftligt«. En telefonsamtale kan ikke traede i stedet for skriftlige oplysninger, navnlig ikke naar den endeligt indfoerte told viser sig at vaere forskellig fra den midlertidige told.

46 Som svar paa det argument, Raadet har anfoert med baggrund i grundforordningens artikel 20, stk. 3, har sagsoegerne imidlertid i retsmoedet erkendt, at de aldrig har fremsat anmodning om at modtage endelige oplysninger skriftligt. De har imidlertid gjort gaeldende, at naar Kommissionen giver endelige oplysninger til en bestemt part, skal disse oplysninger vaere fuldstaendige.

47 Raadet og intervenienterne har indledningsvis understreget, at sagsoegerne havde kendskab til aendringen af satsen for den antidumpingtold, der fandt anvendelse paa dem. Det fremgaar nemlig af notatet i sagen vedroerende telefonsamtalen den 29. november 1996 (jf. ovenfor, praemis 12), at sagsoegerne ved denne lejlighed fik oplysning om, at den endelige told, som Kommissionen anbefalede Raadet at indfoere, var hoejere end den, der var indfoert ved den midlertidige forordning. De modtog ogsaa oplysning om den noejagtige sats for tolden. De har endvidere henledt opmaerksomheden paa det forhold, at sagsoegerne i deres replik har bekraeftet, at Knoche under telefonsamtalen den 29. november 1996 havde oplyst deres advokat om, at den endelige told, som Kommissionen havde foreslaaet, var hoejere end den midlertidige told, og at han havde forklaret grundene til denne forhoejelse (jf. ovenfor, praemis 13). Sagsoegerne har heller ikke bestridt, at de havde modtaget oplysning om satsen for den endelige told, som Kommissionen paataenkte at foreslaa. Raadet og intervenienterne konkluderer paa denne baggrund, at sagsoegerne burde have vidst, at de ikke havde modtaget den fuldstaendige version af underretningsskrivelsen. Som svar paa sagsoegernes argument om, at underretningsskrivelsen ikke var ufuldstaendig, men anderledes, har Raadet anfoert, at det dokument, sagsoegerne skulle modtage, var det, de faktisk modtog, plus den sidste side, der manglede. Raadet har oplyst, at det har fremlagt den manglende side som bilag D.3 til svarskriftet. De eneste forskelle mellem den underretningsskrivelse, der sendtes til sagsoegerne, og den underretningsskrivelse, der sendtes til andre eksportoerer, drejede sig om svar paa visse saerlige argumenter vedroerende dumping og/eller forretningshemmeligheder. Paa grund af disse mindre forskelle var de enkelte underretningsskrivelser af forskellig laengde og med forskellig ombrydning af siderne.

48 Raadet og intervenienterne har videre gjort gaeldende, at forhoejelsen af toldsatsen i oevrigt fremgik af indholdet af den underretningsskrivelse, som sagsoegerne modtog. De har i saa henseende henvist til punkt D.1.1 i underretningsskrivelsen, hvori det hedder, at »metoden til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet som anfoert i betragtningerne 83-86 til den midlertidige forordning maa bekraeftes«. De har tillige understreget, at Kommissionen i punkt D.2.2 i underretningsskrivelsen i relation til »skadesafhjaelpningsniveauet« har anfoert: »Indroemmelsen af individuel behandling af WWS paavirker de midlertidige konklusioner.« Ifoelge Raadet og intervenienterne var forhoejelsen i den endelige forordning af beloebet for den told, der fandt anvendelse paa sagsoegerne, det logiske resultat af den udtrykkelige bekraeftelse af den metode, der blev anvendt ved beregningen af skadesafhjaelpningsbeloebet og af indroemmelsen af individuel behandling af WWS, hvis skadesafhjaelpningsniveau var lavere end gennemsnittet. Hvis sagsoegerne havde laest underretningsskrivelsen opmaerksomt, kunne de ikke vaere i tvivl om, at den endelige told, som Kommissionen paataenkte at foreslaa Raadet, var hoejere end den midlertidige told. Raadet anerkender imidlertid i duplikken, at sagsoegerne ikke paa grundlag af de oplysninger, der var indeholdt i underretningsskrivelsen, kunne beregne den noejagtige sats for den told, som Kommissionen paataenkte at foreslaa. Tilbage staar imidlertid, at det i underretningsskrivelsen var klart angivet, at den told, som Kommissionen paataenkte at foreslaa, var hoejere end den midlertidige told.

49 Over for sagsoegernes argument om, at der er sket en metodeaendring under den administrative procedure, har Raadet i oevrigt gjort gaeldende, at den metode, der er benyttet ved beregningen af skadesafhjaelpningsniveauet, og foelgelig ved beregningen af antidumpingtolden, ikke paa noget tidspunkt er aendret, hverken i tiden mellem indfoerelsen af den midlertidige told og de endelige oplysninger, eller mellem de endelige oplysninger og indfoerelsen af de endelige foranstaltninger.

50 Raadet og intervenienterne har endvidere gjort gaeldende, at underretningsskrivelsen var synligt ufuldstaendig, og at sagsoegerne derfor burde have sat sig i forbindelse med Kommissionen med spoergsmaal om, hvorvidt dele af dokumentet manglede. De har i denne forbindelse anfoert, at der i den underretningsskrivelse, sagsoegerne modtog, ikke var angivet niveauet for den told, Kommissionen paataenkte at foreslaa Raadet, hverken for WWS's eksport, for eksporten fra Kina i sin helhed eller for eksporten af ringbind med oprindelse i Malaysia. Det er i oevrigt slaaende, at der i den underretningsskrivelse, sagsoegerne modtog, findes en angivelse af skadesafhjaelpningsniveauet for Malaysia og for WWS, men ikke for de oevrige kinesiske producenter/eksportoerer. Endelig anfoeres det i underretningsskrivelsen, at de »midlertidige konklusioner« er paavirket af indroemmelsen af individuel behandling af WWS. Sagsoegerne kunne saaledes have forventet, at underretningsskrivelsen indeholdt en forklaring angaaende den maade, hvorpaa konklusionerne vedroerende de oevrige eksportoerer i Kina ud over WWS var paavirket. I retsmoedet har Raadet og intervenienterne endvidere gjort gaeldende, at underretningsskrivelsens ufuldstaendighed ogsaa fremgaar af den omstaendighed, at den ikke indeholder nogen oplysning om opkraevningen af den midlertidige told.

51 Raadet har subsidiaert gjort gaeldende, at ogsaa selv om Retten maatte naa frem til, at faellesskabsinstitutionerne har undladt at oplyse sagsoegerne om, at den endelige told, som Kommissionen foreslog Raadet, var hoejere end den midlertidige told, ville sagsoegernes ret til kontradiktion for saa vidt ikke vaere kraenket. Raadet har gjort gaeldende, at Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 20, stk. 2, 3 og 4, har oplyst sagsoegerne om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger vedroerende beregningen af den endelige told, navnlig den metode, der anvendtes ved beregningen af skadesafhjaelpningsniveauet. Raadet har herved henvist til, at det skadesafhjaelpningsniveau, der er fastslaaet i den anfaegtede forordning, for saa vidt angaar sagsoegerne er hoejere end det skadesafhjaelpningsniveau, der er anfoert i den midlertidige forordning, som foelge af en simpel aritmetisk operation. Foelgelig er beloebet for det endelige skadesafhjaelpningsniveau ikke en del af de »vigtigste kendsgerninger og betragtninger« som anfoert i grundforordningens artikel 20, stk. 2.

52 I oevrigt har Raadet og intervenienterne gjort gaeldende, at sagsoegerne ikke kunne have anfoert noget supplerende argument, heller ikke hvis de havde modtaget udtrykkelige oplysninger om niveauet for den foreslaaede told og om, at dette var hoejere end den midlertidige told (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, praemis 18). Den administrative procedure kunne saaledes ikke have mundet ud i et andet resultat.

53 Mere subsidiaert har Raadet gjort gaeldende, at sagsoegerne ikke har indgivet en skriftlig anmodning om oplysninger inden for den frist, der er fastsat i grundforordningens artikel 20, stk. 3. Foelgelig har sagsoegerne ikke ret til endelige oplysninger, og faellesskabsinstitutionerne har ikke pligt til at give dem disse. Det foelger heraf, at selv om faellesskabsinstitutionerne havde givet utilstraekkelige oplysninger, og selv om disse utilstraekkelige oplysninger havde forhindret sagsoegerne i effektivt at varetage deres interesser, kunne dette ikke foere til annullation af den anfaegtede forordning.

54 I duplikken har Raadet i besvarelse af sagsoegernes argument om, at de endelige oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 4, skal gives skriftligt, yderligere gjort gaeldende, at manglende overholdelse af en informationsforpligtelse kun kan medfoere annullation af en antidumpingforanstaltning, hvis manglen har forhindret den paagaeldende part i effektivt at forsvare sine interesser, hvilket ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag.

Rettens bemaerkninger

55 Kontradiktionsprincippet er et grundlaeggende faellesskabsretligt princip, som Faellesskabets domsmyndigheder sikrer overholdelsen af (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, praemis 15; Rettens dom af 18.12.1997, forenede sager T-159/94 og T-160/94, Ajinomoto og Nutrasweet mod Raadet, Sml. II, s. 2461, praemis 81). I medfoer af dette princip skal virksomheder, der beroeres af en undersoegelse forud for vedtagelsen af en antidumpingforordning, have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsaette deres bemaerkninger vedroerende rigtigheden og relevansen af de paaberaabte faktiske omstaendigheder samt vedroerende de beviser, hvorpaa Kommissionen stoetter sin paastand om, at der foreligger dumping og en deraf foelgende skade (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, praemis 17; Rettens dom af 17.12.1997, sag T-121/95, EFMA mod Raadet, Sml. II, s. 2391, praemis 84, og dommen i sagen Ajinomoto og Nutrasweet mod Raadet, praemis 83). Disse krav er yderligere praeciseret i grundforordningens artikel 20. Saaledes bestemmes det i forordningens artikel 20, stk. 2, at klagere, importoerer og eksportoerer og disses repraesentative sammenslutninger og repraesentanter for eksportlandet »kan anmode om endelig fremlaeggelse af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, paa grundlag af hvilke det paataenkes at anbefale indfoerelse af endelige foranstaltninger [...], idet der laegges saerlig vaegt paa at fremlaegge saadanne kendsgerninger og betragtninger, som afviger fra dem, der laa til grund for indfoerelsen af de midlertidige foranstaltninger«. I henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 5, har virksomheder, der har modtaget saadanne endelige oplysninger, i oevrigt en frist, der fastsaettes af Kommissionen, og som ikke kan vaere kortere end ti dage, til at fremkomme med deres eventuelle bemaerkninger.

56 I lyset af disse grundsaetninger skal det derfor undersoeges, om sagsoegernes ret til kontradiktion er blevet tilsidesat under den administrative procedure.

57 Parterne er enige om, af den underretningsskrivelse, sagsoegerne modtog den 29. oktober 1996, var ufuldstaendig. Faellesskabsinstitutionerne har i denne forbindelse oplyst, at den underretningsskrivelse, som sagsoegerne skulle have modtaget, er den, de faktisk modtog den 29. oktober 1996, plus den sidste side, der manglede (jf. ovenfor, praemis 10).

58 Sagsoegerne er af den opfattelse, at underretningsskrivelsens ufuldstaendighed har paavirket den effektive udoevelse af deres adgang til kontradiktion under den administrative procedure. De har for det foerste anfoert, at de i tiden mellem modtagelsen af underretningsskrivelsen og indfoerelsen af endelige foranstaltninger ikke modtog oplysninger om de aendringer, der var sket med hensyn til metoden til beregning af den endelige told. For det andet blev deres ret til kontradiktion tilsidesat derved, at der i den underretningsskrivelse, de modtog, fandtes en bekraeftelse af en skadesafhjaelpningsmargen paa 35,4%, mens der i den anfaegtede forordning er tale om en margen paa 39,4%. For det tredje er det sagsoegernes opfattelse, at deres ret til kontradiktion blev tilsidesat, fordi det i den underretningsskrivelse, de modtog, ikke var naevnt, at Kommissionen paataenkte at foreslaa Raadet at vedtage en endelig told, der var hoejere end den midlertidige, paa grund af den individuelle behandling af WWS, ligesom den noejagtige sats for den endelige told heller ikke var naevnt. Endelig har sagsoegerne for det fjerde gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning skal annulleres paa grund af tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 20. stk. 4. Disse anbringender boer behandles hver for sig.

Den aendring, der skal vaere sket med hensyn til metoden til beregning af den endelige told

59 Ifoelge grundforordningens artikel 7, stk. 2, og artikel 9, stk. 4, boer midlertidig og endelig antidumpingtold vaere lavere end den fastsatte dumpingmargen, hvis en saadan lavere told vil vaere tilstraekkelig til at afhjaelpe den skade, der er paafoert den paagaeldende erhvervsgren i Faellesskabet. I overensstemmelse med denne regel har faellesskabsinstitutionerne saavel i den midlertidige forordning (betragtningernes punkt 85 og 86) som i den anfaegtede forordning (betragtningernes punkt 66) fastsat niveauet for antidumpingtolden til niveauet for de konstaterede skadesafhjaelpningsmargener.

60 Uanset det af sagsoegerne haevdede maa det konstateres, at den metode, der benyttedes ved beregningen af skadesafhjaelpningsniveauet og af antidumpingtolden, ikke er aendret efter vedtagelsen af den midlertidige forordning. I den anfaegtede forordning anfoeres det endog udtrykkeligt, at »den metode til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet, der fremgaar af betragtning 82 til 84 i forordningen om midlertidig told, [bekraeftes]« (betragtningernes punkt 64). Metoden er foelgende: Faellesskabsinstitutionerne undersoegte stoerrelsen af den told, der var noedvendig for at afhjaelpe den skade, der var paafoert faellesskabsindustrien ved den dumping, der var klaget over (betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 82, 83 og 84, og betragtningerne til den anfaegtede forordning, punkt 62-69). Til dette formaal beregnedes et prisniveau baseret paa faellesskabsproducenternes produktionsomkostninger samt en rimelig fortjenstmargen. Faellesskabsinstitutionerne har saaledes fastlagt en »uskadelighedspris« (betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 83, og betragtningerne til den anfaegtede forordning, punkt 64), og har derpaa anfoert, at det, der skulle beregnes, var forskellen mellem denne »uskadelighedspris« og eksportoerernes faktiske salgspriser ved eksport til Faellesskabet. Denne forskel udgjorde skadesafhjaelpningsmargenen, dvs. den prisforhoejelse, som var noedvendig for at bringe eksportoerernes salgspris op paa niveauet for »uskadelighedsprisen« (betragtningerne til den midlertidige forordning, punkt 84, og betragtningerne til den endelige forordning, punkt 64).

61 Det er ikke rigtigt, som sagsoegerne haevder i deres replik, at den blotte omstaendighed, at der i den midlertidige forordning er fastsat ét enkelt skadesafhjaelpningsniveau paa grundlag af eksport fra samtlige de paagaeldende kinesiske eksportoerer, mens der i den anfaegtede forordning er fastsat saerskilte skadesafhjaelpningsniveauer for WWS paa den ene side og for de oevrige kinesiske eksportoerer paa den anden side, udgoer en klar aendring af metoden. Den metode, der anvendtes saavel i den midlertidige forordning som i den anfaegtede forordning, indebar, at institutionerne foretog en beregning af skadesafhjaelpningsmargenen ved at fastsaette en »uskadelighedspris« og ved at sammenligne denne pris med eksportoerernes faktiske salgspriser ved eksport til Faellesskabet. Anvendelsen af denne metode til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet foerte sammen med indroemmelsen af individuel behandling af WWS - hvilket sagsoegerne modtog oplysning om gennem underretningsskrivelsen (dette dokuments punkt A.3.1 og D.2.2) - til fastsaettelsen af en endelig told for sagsoegerne paa 39,4%.

62 Det foelger af det foregaaende, at det faktiske grundlag for sagsoegernes foerste anbringende ikke er til stede, hvorfor det skal forkastes.

Den angivelige bekraeftelse i underretningsskrivelsen af, at der var fastsat en skadesafhjaelpningsmargen paa 35,4% for andre kinesiske producenter/eksportoerer end WWS

63 Sagsoegerne har under henvisning til punkt 85 og 86 i betragtningerne til den midlertidige forordning gjort gaeldende, at der ved punkt D.1.1 i underretningsskrivelsen skete en bekraeftelse af, at skadesafhjaelpningsmargenen var 35,4% for andre kinesiske producenter/eksportoerer end WWS. De udleder heraf, at de ikke har modtaget en ufuldstaendig version af underretningsskrivelsen, men den fuldstaendige version af en anden underretningsskrivelse. I modsaetning til den underretningsskrivelse, sagsoegerne modtog, indeholder den anfaegtede forordning (punkt 64 i betragtningerne) og den paastaaede officielle underretningsskrivelse ingen udtrykkelig henvisning til punkt 85 og 86 i betragtningerne til den midlertidige forordning.

64 Hertil bemaerkes, at det i underretningsskrivelsens punkt D.1.1 er anfoert, at »metoden til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet, der fremgaar af betragtning 83-86 til den midlertidige forordning, bekraeftes«.

65 Videre bemaerkes, at metoden til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet er forklaret i punkt 83 og 84 i betragtningerne til den midlertidige forordning, og at de respektive skadesafhjaelpningsmargener paa grundlag af denne metode i den anfoerte forordnings betragtning 85 og 86 var fastlagt for Kina (35,4%) og Malaysia (10,5%). Det foelger heraf, at Kommissionen ikke i underretningsskrivelsens punkt D.1.1 har bekraeftet skadesafhjaelpningsmargenen paa 35,4% som fastlagt i punkt 85 i betragtningerne til den midlertidige forordning for den kinesiske eksport. Kommissionen har alene bekraeftet metoden til beregning af skadesafhjaelpningsmargenen, hvilken metode forblev uaendret i tiden mellem vedtagelsen af den midlertidige forordning og den anfaegtede forordning (jf. ovenfor, praemis 60). Ogsaa selv om der havde eksisteret en anden version af underretningsskrivelsen, der ikke indeholdt nogen henvisning til punkt 85 og 86 i betragtningerne til den midlertidige forordning, ville sagsoegernes ret til kontradiktion ikke vaere blevet beroert af, at denne version ikke var blevet meddelt dem, eftersom der i underretningsskrivelsens punkt D.1.1, der blev meddelt dem, ligesom i den paastaaede ikke-meddelte version af underretningsskrivelsen alene skete en bekraeftelse af metoden til beregning af skadesafhjaelpningsniveauet og ikke skadesafhjaelpningsniveauet paa 35,4% som fastlagt i punkt 85 i betragtningerne til den midlertidige forordning for den kinesiske eksport.

66 Det foelger heraf, at det faktiske grundlag for sagsoegernes andet anbringende heller ikke er til stede, hvorfor det skal forkastes.

Manglende oplysninger i underretningsskrivelsen om forhoejelsen af toldsatsen for sagsoegerne paa grund af indroemmelsen af individuel behandling af WWS og om den noejagtige sats for den endelige told

67 Sagsoegerne har gjort gaeldende, at deres ret til kontradiktion er blevet tilsidesat under den administrative procedure, fordi det i den underretningsskrivelse, de modtog, ikke var naevnt, at Kommissionen paataenkte at foreslaa Raadet at vedtage en endelig told, der var hoejere end den midlertidige, paa grund af den individuelle behandling af WWS, ligesom den noejagtige sats for den endelige told heller ikke var naevnt.

68 Hertil bemaerkes, at der i den midlertidige forordning (betragtningernes punkt 85) var fastsat en skadesafhjaelpningsmargen paa 35,4% og en midlertidig antidumpingtold paa samme niveau for alle kinesiske producenter/eksportoerer af det paagaeldende produkt. I modsaetning hertil hedder det i den anfaegtede forordning (betragtningernes punkt 68), at »det reducerede skadesafhjaelpningsniveau for WWS foerte til en stigning i skadesafhjaelpningsniveauet for alle andre eksportoerer fra Den Kinesiske Folkerepublik fra 35,4% til 39,4%«. Paa dette grundlag blev resttolden for andre kinesiske producenter/eksportoerer end WWS fastsat til 39,4% (betragtningernes punkt 69).

69 Det fremgaar heraf, at den endelige antidumpingtold paa sagsoegernes import til Den Europaeiske Union i vaesentlig grad afviger fra den midlertidige told paa grund af indroemmelsen af individuel behandling af WWS. Da det fremgaar af Domstolens praksis, at den endelige tolds beloeb er en vigtig oplysning (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, praemis 23), skal det undersoeges, om sagsoegerne paa behoerig maade modtog oplysning om denne aendring, der skete under den administrative procedure.

70 I denne henseende maa det foerst konstateres, at sagsoegerne gennem underretningsskrivelsen modtog oplysning om, at der var indroemmet WWS individuel behandling. Hertil kommer, at det i skrivelsen anfoertes, at indroemmelsen af individuel behandling paavirkede de midlertidige konklusioner. Saaledes hedder det i punkt D.2.2 i skrivelsen: »Indroemmelsen af individuel behandling af [WWS] paavirker de midlertidige konklusioner. Den ovenfor beskrevne metode blev anvendt til at beregne det individuelle skadesafhjaelpningsniveau for dette selskab, for hvilket en prisunderbudsmargen paa 32,5% er fastslaaet.« Til gengaeld siges det intetsteds i underretningsskrivelsen udtrykkeligt, at satsen for antidumpingtolden for sagsoegerne ville blive forhoejet som foelge af indroemmelsen af individuel behandling af WWS. I skrivelsen er heller ikke anfoert den noejagtige sats for den endelige told af sagsoegernes eksport. Disse to oplysninger var nemlig naevnt paa underretningsskrivelsens sidste side, som sagsoegerne ikke modtog under den administrative procedure (jf. ovenfor, praemis 10).

71 Sagsoegerne har imidlertid i replikken erkendt, at Knoche under den telefonsamtale, deres advokat havde med ham den 29. november 1996, »indledningsvis [bekraeftede], at toldsatsen for sagsoegerne var steget paa grund af den individuelle behandling, der var indroemmet WWS«. I besvarelse af et spoergsmaal stillet af Retten under retsmoedet har advokaten i oevrigt oplyst, at han under samme telefonsamtale modtog oplysning om den noejagtige sats (39,4%) for den endelige told, der ville finde anvendelse paa import til Den Europaeiske Union af sagsoegernes produkter.

72 Selv om det var sagsoegernes advokat, der foerte telefonsamtalen den 29. november 1996 med Kommissionen tjenestemand, maa dette betragtes som om sagsoegerne selv fik kendskab til de oplysninger, der blev meddelt under samtalen. Det er nemlig ubestridt, at den naevnte advokat ogsaa repraesenterede sagsoegerne under den administrative procedure.

73 Det kan herefter konkluderes, at selv om det ikke i underretningsskrivelsen var naevnt, at satsen for den antidumpingtold, der fandt anvendelse paa sagsoegernes produkter, ville blive forhoejet i den endelige forordning paa grund af den individuelle behandling, der var indroemmet WWS, ligesom den noejagtige sats for tolden ikke var anfoert, fik sagsoegerne alligevel kendskab til disse oplysninger under den administrative procedure.

74 Det maa imidlertid yderligere undersoeges, om sagsoegerne under den administrative procedure fik kendskab til disse »kendsgerninger og betragtninger« tidsnok til, at de kunne forberede deres forsvar.

75 I denne forbindelse bemaerkes, at det i grundforordningens artikel 20, stk. 5, bestemmes: »Bemaerkninger, der fremsaettes efter den endelige fremlaeggelse af oplysninger, tages kun i betragtning, hvis de modtages inden for en frist, som Kommissionen fastsaetter i hvert enkelt tilfalde, og som skal vaere mindst ti dage, idet der tages behoerigt hensyn til sagens hastende karakter.«

76 I den foreliggende sag sendte Kommissionen underretningsskrivelsen til sagsoegerne den 29. oktober 1996 med telefax og med post. Sagsoegerne havde minimumsfristen paa ti dage i henhold til grundforordningens artikel 20, stk. 5, til at indgive deres eventuelle bemaerkninger. Denne frist udloeb den 8. november 1996.

77 Det var foerst den 29. november 1996, at sagsoegerne erfarede, at indroemmelsen af individuel behandling af WWS medfoerte en forhoejelse af den antidumpingtold, der ville finde anvendelse paa indfoerselen af deres produkter i Den Europaeiske Union, ligesom de foerst paa dette tidspunkt fik oplysning om den noejagtige sats for antidumpingtolden (39,4%). Da disse vigtige oplysninger ikke fandtes i underretningsskrivelsen, har sagsoegerne ikke foer udloebet af den frist, Kommissionen havde fastsat for indgivelsen af deres eventuelle bemaerkninger, modtaget tilstraekkelige oplysninger til at saette dem i stand til at forsvare deres interesser.

78 I oevrigt finder Retten, at Kommissionen efter telefonsamtalen den 29. november 1996 mellem sagsoegernes advokat og Knoche burde have konstateret, at underretningsskrivelsen var ufuldstaendig. Kommissionen tilsendte imidlertid ikke efter den naevnte telefonsamtale sagsoegerne en fuldstaendig version af underretningsskrivelsen, ligesom den ikke i medfoer af grundforordningens artikel 20, stk. 5, fastsatte en frist for sagsoegerne til at indgive deres eventuelle bemaerkninger.

79 Det, der er konstateret i det foregaaende, giver imidlertid ikke i sig selv grundlag for at fastslaa, at der forelaa en tilsidesaettelse af sagsoegernes ret til kontradiktion under den administrative procedure. En saadan tilsidesaettelse foreligger nemlig ikke, hvis det kan anses for godtgjort, at sagsoegerne til trods for Kommissionens passive holdning har vaeret i stand til under den administrative procedure at give effektivt udtryk for deres opfattelse med hensyn til de oplysninger, de fik kendskab til gennem telefonsamtalen den 29. november 1996.

80 Det bemaerkes i denne forbindelse, at grundforordningens artikel 20, stk. 5, hvori er fastsat en minimumsfrist for indgivelse af eventuelle bemaerkninger, er en klar og praecis regel, der ikke overlader faellesskabsinstitutionerne noget skoen (jf. analogt Domstolens dom af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 19). Det kan saaledes antages, at en virksomhed, der under den administrative procedure modtager meddelelse om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger efter grundforordningens artikel 20, stk. 2, gennem den direkte virkning af grundforordningens artikel 20, stk. 5, og i mangel af en angivelse fra faellesskabsinstitutionernes side af en frist, inden for hvilken virksomheden skal indgive eventuelle bemaerkninger, har en minimumsfrist paa ti dage.

81 I det foreliggende tilfaelde foelger det af det anfoerte, at sagsoegerne havde en frist paa ti dage til at indgive deres eventuelle bemaerkninger vedroerende de vigtige oplysninger, som ikke var anfoert i den underretningsskrivelse, der tilsendtes dem den 29. oktober 1996, og som de fik kendskab til den 29. november 1996. Denne frist udloeb den 9. december 1996.

82 Sagsoegerne har ikke ret i det synspunkt, de gjorde gaeldende i retsmoedet, nemlig at meddelelsen af nogle vigtige oplysninger under telefonsamtalen den 29. november 1996 skete for sent. Det er nemlig ubestridt, at Kommissionen vedtog forslaget om vedtagelse af den anfaegtede forordning den 16. december 1996, og at den sendte det til Raadet samme dag (EFT 1997 C 13, s. 2). Hvis sagsoegerne saaledes havde indgivet deres bemaerkninger foer den 9. december 1996, havde Kommissionen stadig kunnet tage hensyn til dem ved udformningen af sit forslag.

83 Det foelger heraf, at det forhold, at underretningsskrivelsen ikke indeholder en omtale af forhoejelsen af satsen for antidumpingtolden af sagsoegernes produkter paa grund af den individuelle behandling, der var indroemmet WWS, eller en angivelse af den noejagtige sats for den endelige told (39,4%), ikke udgoer en tilsidesaettelse af deres ret til kontradiktion, idet det kan anses for godtgjort, at de har faaet kendskab til disse oplysninger gennem en telefonsamtale med en tjenestemand i Kommissionen paa et tidspunkt, da det endnu var muligt for dem effektivt at give udtryk for deres opfattelse i saa henseende, foer Kommissionen vedtog sit forslag med henblik paa vedtagelsen af den anfaegtede forordning.

84 Sagsoegernes tredje anbringende skal saaledes ligeledes forkastes.

Den haevdede tilsidesaettelse af grundforordningens artikel 20, stk. 4

85 Sagsoegerne har anfoert, at en telefonsamtale ikke fritager Kommissionen for at give praecise oplysninger skriftligt, saaledes som grundforordningens artikel 20, stk. 4, bestemmer. Den manglende overholdelse af denne regel i grundforordningen giver grundlag for annullation af den anfaegtede forordning.

86 Det er rigtigt, at grundforordningens artikel 20, stk. 4, foreskriver, at den »endelige fremlaeggelse af oplysninger finder sted skriftligt«, men forordningens artikel 20, stk. 3, bestemmer ogsaa, at anmodninger om oplysninger »indgives skriftligt til Kommissionen«. I retsmoedet har sagsoegernes advokat erkendt, at sagsoegerne i det foreliggende tilfaelde aldrig har indgivet en skriftlig anmodning herom. Sagsoegerne, der har erkendt ikke at have overholdt reglerne i grundforordningens artikel 20, stk. 3, kan herefter ikke kritisere faellesskabsinstitutionerne for ikke at have givet en skriftlig bekraeftelse af de oplysninger, de fik under telefonsamtalen den 29. november 1996.

87 Det skal i oevrigt understreges, at reglerne i grundforordningens artikel 20 har til formaal at beskytte interesserede parters ret til kontradiktion under den administrative procedure. Det foelger heraf, at den manglende overholdelse af forskriften i grundforordningens artikel 20, stk. 4, i det foreliggende tilfaelde kun kunne foere til annullation af den anfaegtede forordning, hvis det godtgjordes, at denne omstaendighed har paavirket sagsoegernes mulighed for kontradiktion. I de tilfaelde, hvor faellesskabsinstitutionerne kan give en oplysning mundtligt, kan de have vanskeligheder ved at »bevise, at de rent faktisk har meddelt saadanne oplysninger« (dommen i sagen Al-Jubail Fertilizer og Saudi Arabian Fertilizer mod Raadet, praemis 20), men i det foreliggende tilfaelde har sagsoegerne selv erkendt, at Kommissionens tjenestegrene den 29. november 1996 havde givet dem telefonisk oplysning om forhoejelsen af satsen for den endelige antidumpingtold af deres produkter paa grund af den individuelle behandling, der var indroemmet WWS, og om den noejagtige sats for den endelige told. Da det i oevrigt er konstateret, at sagsoegerne var i stand til effektivt at give udtryk for deres opfattelse med hensyn til disse oplysninger under det administrative procedure, kan det konkluderes, at den manglende overholdelse af forskriften i grundforordningens artikel 20, stk. 4, for saa vidt angaar de kendsgerninger og betragtninger, som sagsoegerne fik kendskab til under telefonsamtalen den 29. november 1996, ikke har paavirket deres mulighed for kontradiktion.

88 Sagsoegernes fjerde anbringende skal saaledes ligeledes forkastes.

89 Det foelger af alt foregaaende, at sagsoegerne ikke har kunnet godtgoere, at det forhold, at underretningsskrivelsen ikke var fuldstaendig, forhindrede dem i paa effektiv maade at haevde deres ret til kontradiktion under den administrative procedure. Herefter skal anbringendet om tilsidesaettelse af sagsoegernes ret til kontradiktion forkastes, hvorfor Raadet skal frifindes i det hele.

Sagens omkostninger

90 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger. Imidlertid kan Retten i medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 3, foerste led, bestemme, at hver part skal baere sine egne omkostninger, hvis der foreligger ganske saerlige grunde. I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, baerer institutioner, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger. Endvidere bestemmes det i reglementets artikel 87, stk. 4, tredje afsnit, at Retten kan traeffe afgoerelse om, at andre intervenienter end medlemsstater og institutioner skal baere deres egne omkostninger.

91 Selv om der skal ske frifindelse i den foreliggende sag, finder Retten, at procesreglementets artikel 87, stk, 3, foerste afsnit, og artikel 87, stk. 4, foerste og tredje afsnit, skal bringes i anvendelse, og at hver part skal baere sine omkostninger. Efter Rettens opfattelse burde Kommissionen nemlig efter telefonsamtalen den 29. november 1996 mellem sagsoegernes advokat og en tjenestemand i Kommissionen uden ophold have tilsendt sagsoegerne et fuldstaendigt eksemplar af underretningsskrivelsen og have fastsat en frist for sagsoegerne til at fremkomme med deres eventuelle bemaerkninger. Retten finder, at naervaerende soegsmaal kunne have vaeret undgaaet, hvis Kommissionen havde handlet som anfoert.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Fjerde Udvidede Afdeling)

1) Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

2) Hver part baerer sine omkostninger.