61994A0156

1 Annullationssoegsmaal - klagepunkter, hvorved lovligheden af EKSF-traktaten anfaegtes - afvisning

(EKSF-traktaten, art. 33, 36, 65 og 66)

2 Faellesskabsret - principper - grundrettigheder - Faellesskabets retsinstansers pligt til at sikre overholdelsen heraf - hensyntagen til den europaeiske menneskerettighedskonvention

(Traktaten om Den Europaeiske Union, art. F, stk. 2)

3 EKSF - karteller - administrativ procedure - overholdelse af retten til kontradiktion - proceduremaessige garantier - effektiv domstolsproevelse af Kommissionens beslutninger - uafhaengig og upartisk domstol - fuld proevelsesret

(EKSF-traktaten, art. 33, 36 og 65)

4 EKSF - karteller - forbud - overtraedelse begaaet af en koncern og dennes datterselskaber - vanskelighed ved at udpege moderselskabet - solidarisk ansvar for datterselskaberne

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

5 EKSF - karteller - administrativ procedure - sprogordning - bilag til meddelelsen af klagepunkter - fremsendelse paa originalsproget

6 EKSF - karteller - administrativ procedure - Kommissionens forpligtelser - overholdelse af en rimelig frist

(EKSF-traktaten, art. 65)

7 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - beregningsmetoder - omregning til ecu af virksomhedernes omsaetning i referenceaaret paa grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i samme aar - lovligt

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

8 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - anden adfaerd end den, der blev aftalt inden for kartellet - bedoemmelse

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

9 EKSF - karteller - forbud - overtraedelse - begaaet forsaetligt - begreb

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 1)

10 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - virksomhedens adfaerd under den administrative procedure

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

11 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - kriterier - overtraedelsernes grovhed - formildende omstaendigheder - overtraedelsen ophoert efter Kommissionens indgriben - ingen formildende omstaendighed

(EKSF-traktaten, art. 65, stk. 5)

12 EKSF - karteller - boeder - stoerrelse - fastsaettelse - Faellesskabets retsinstansers fastsaettelse af boeden - fuld proevelsesret

(EKSF-traktaten, art. 36, stk. 2)

1 Et klagepunkt skal afvises fra proevelse, saafremt sagsoegeren hermed anfaegter lovligheden af den ordning for bekaempelse af konkurrencebegraensninger, der er indfoert ved EKSF-traktatens artikel 65 og 66, eller i oevrigt lovligheden af den ordning for judiciel proevelse af administrationens retsakter, der er indfoert ved artikel 33 og 36 i den naevnte traktat.

Traktaten er ikke selv en retsakt udstedt af Kommissionen, og den kan derfor ikke efterproeves af Faellesskabets retsinstanser i henhold til den naevnte artikel 33 eller 36.

2 Grundrettighederne hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, som Faellesskabets retsinstanser skal beskytte. I denne forbindelse laegger Faellesskabets retsinstanser de faelles forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt. I denne forbindelse er den europaeiske menneskerettighedskonvention, som der navnlig henvises til i artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, af saerlig betydning.

3 Under den administrative procedure, som foerer til vedtagelsen af en beslutning, hvorved der fastslaas en overtraedelse af konkurrencereglerne og fastsaettes en boede herfor inden for rammerne af EKSF-traktaten, er Kommissionen forpligtet til at overholde de proceduremaessige garantier, som er fastlagt i faellesskabsretten. Disse proceduremaessige garantier er ikke til hinder for, at Kommissionen samtidig udoever paatale- og beslutningsfunktionen, og kraever ikke, at Kommissionen internt skal vaere organiseret paa en saadan maade, at det udelukkes, at samme tjenestemand optraeder som efterforsker og rapportoer i samme sag.

Kravet om adgang til en effektiv retslig proevelse af enhver beslutning fra Kommissionen, der fastslaar og fastsaetter sanktioner for en overtraedelse af Faellesskabets konkurrenceregler, udgoer et almindeligt faellesskabsretligt princip, der foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner. Dette krav maa anses for opfyldt med den proevelse af sanktionen med fuld proevelsesret, der foretages af Retten, som er en uafhaengig og upartisk domstol, med hjemmel i EKSF-traktatens artikel 36, i givet fald sammen med den legalitetsproevelse af beslutningens andre bestanddele, der foretages med hjemmel i traktatens artikel 33.

4 Under hensyn til enheden af den oekonomiske gruppe, der udgoeres af et moderselskab og dette datterselskaber, kan datterselskabernes adfaerd henfoeres til moderselskabet, saafremt datterselskaberne, selv om de er saerskilte juridiske personer, ikke frit bestemmer deres adfaerd paa markedet, men i det vaesentlige foelger instrukser fra koncernen, som spiller en initiativtagende og koordinerende rolle.

I en situation, hvor en koncern og dennes datterselskaber paa lige fod deltager i overtraedelserne, uden at det er muligt at sondre mellem de forskellige deltagere paa grundlag af graden af deres individuelle deltagelse, men hvor det paa grund af koncernens sammensaetning og dens brede aktionaerkreds er umuligt eller overordentligt vanskeligt at paapege den juridiske person, der staar i spidsen for koncernen og som den, der er ansvarlig for samordningen af koncernens aktiviteter, kunne blive paalagt ansvaret for de overtraedelser, der er begaaet af koncernens enkelte selskaber, kan Kommissionen imidlertid med rette anse datterselskaberne for solidarisk ansvarlige for hele koncernens adfaerd, saaledes at det undgaas, at den formelle adskillelse mellem disse selskaber, som er en foelge af deres status som selvstaendige juridiske personer, kan vaere til hinder for, at de antages at optraede samlet paa markedet i henseende til anvendelsen af konkurrencerreglerne.

5 Under den administrative procedure, der foerer til vedtagelsen af en beslutning, hvorved der konstateres en overtraedelse af EKSF-konkurrencerreglerne, kan det ikke kraeves af Kommissionen, at den oversaetter flere dokumenter end dem, den stoetter sine klagepunkter paa. Disse sidstnaevnte dokumenter maa i oevrigt anses for belastende materiale, som Kommissionen tillaegger betydning, og skal derfor fremsendes til modtageren, som de er, saaledes at modtageren kan faa kendskab til det materiale, paa grundlag af hvilket Kommissionen har udfaerdiget meddelelsen af klagepunkter og beslutningen, saaledes at modtageren kan varetage sine interesser paa hensigtsmaessig maade.

6 Det er et almindeligt faellesskabsretligt princip, at Kommissionen skal handle inden for en rimelig frist, naar den traeffer afgoerelser i forbindelse med administrative procedurer inden for konkurrencepolitikken. Det maa vurderes ud fra hver enkelt sag, om varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhaeng, hvori sagen indgaar, de forskellige led i den administrative procedure, som Kommissionen har gennemfoert, parternes adfaerd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter.

7 Naar Kommissionen paalaegger en raekke virksomheder boeder for overtraedelser af konkurrencereglerne i EKSF-traktaten, er der intet til hinder for, at den angiver boedens beloeb i ecu, som er en monetaer enhed, der kan omregnes til national valuta. Dette goer det i oevrigt lettere for virksomhederne at sammenligne de paalagte boeder.

Med henblik paa beregningen af boeden kan Kommissionen omregne de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret - dvs. det sidste fulde aar i den konstaterede overtraedelsesperiode - til ecu paa grundlag af den gennemsnitlige vekselkurs i dette aar.

For det foerste skal Kommissionen nemlig som udgangspunkt beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter én og samme metode. For at kunne sammenligne de forskellige oplyste omsaetninger, der er udtrykt i de paagaeldende virksomheders nationale valutaer, maa Kommissionen endvidere omregne disse omsaetninger til én og samme monetaere enhed, saasom ecuen, hvis vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne.

I oevrigt giver Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret den for det foerste mulighed for at bedoemme de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning saavel som omfanget af den overtraedelse, som den enkelte virksomhed har begaaet, hvilket er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, som den enkelte virksomhed har begaaet. For det andet giver omregningen af omsaetningen til ecu under hensyn til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt, saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Denne bedoemmelse skal nemlig ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger, som foelge af aendringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen er blevet vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, som en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun den logiske foelge af aendringerne i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

8 Den omstaendighed, at en virksomhed ikke har spillet en saerlig aktiv rolle eller ikke har optraadt som initiativtager, fritager den ikke for ansvar for dens deltagelse i overtraedelsen.

Det forhold, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning af priser med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfaerd paa markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, skal ikke noedvendigvis tages i betragtning som en formildende omstaendighed ved boedeudmaalingen. En virksomhed, der paa trods af samordningen med sine konkurrenter foelger en mere eller mindre uafhaengig politik paa markedet, soeger eventuelt at udnytte kartellet til sin fordel.

9 Det er ikke noedvendigt for, at en overtraedelse kan antages at vaere begaaet forsaetligt, at virksomheden vidste, at den overtraadte forbuddet i EKSF-traktatens artikel 65. Det er tilstraekkeligt, at den ikke kunne vaere uvidende om, at den paagaeldende adfaerd havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen paa det faelles marked.

10 En boedenedsaettelse som foelge af samarbejde under den administrative procedure er kun berettiget, saafremt den paagaeldende virksomheds adfaerd har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse af konkurrencereglerne og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes.

11 Det kan ikke betragtes som en formildende omstaendighed, at en overtraedelse af konkurrencereglerne, som en virksomhed har begaaet forsaetligt, er bragt til ophoer, naar dette skyldes Kommissionens indgriben.

12 Naar Retten fastsaetter en boede som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, er der i sagens natur ikke tale om en praecis matematisk operation. I oevrigt er Retten ikke bundet af Kommissionens beregninger, men skal foretage sin egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstaendigheder.

I sag T-156/94,

Siderúrgica Aristrain Madrid, SL, Madrid, ved advokat Antonio Creus og foerst ved advokat Xavier Ruiz Calzado, derefter ved advokat Natalia Lacalle, begge Barcelona, og med valgt adresse i Bruxelles hos advokatfirmaet Cuatrecasas, avenue d'Auderghem 78,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, foerst ved Julian Currall, Francisco Enrique González-Díaz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, og Géraud Sajust de Bergues, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, derefter ved generaldirektoer Jean-Louis Dewost, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Julian Currall og Guy Charrier, der er udstationeret som national ekspert ved Kommissionen, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Ricardo García Vicente, Madrid, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

sagsoegt,

vedroerende en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1),

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Anden Udvidede Afdeling)

sammensat af den fungerende afdelingsformand, C.W. Bellamy, og dommerne A. Potocki og J. Pirrung,

justitssekretaer: fuldmaegtig J. Palacio González,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 23., 24., 25., 26. og 27. marts 1998,

afsagt foelgende

Dom (1)

Sagens faktiske omstaendigheder

A - Indledende bemaerkninger

1 Naervaerende sag vedroerer en paastand om annullation af Kommissionens beslutning 94/215/EKSF af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker (EFT L 116, s. 1, herefter »beslutningen«), hvorved den fastslog, at 17 europaeiske staalvirksomheder og en af deres faglige organisationer i strid med EKSF-traktatens artikel 65, stk. 1, havde deltaget i en raekke aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis vedroerende fastsaettelse af priser, opdeling af markeder og udveksling af fortrolige oplysninger om Faellesskabets marked for staalbjaelker, og paalagde 14 virksomheder inden for denne sektor boeder for de mellem den 1. juli 1988 og den 31. december 1990 begaaede overtraedelser.

2 Sagsoegeren, Siderúrgica Aristrain Madrid, SL (herefter »Astrian Madrid«), der tidligere havde navnet José María Aristrain Madrid, SA, og Siderúrgica Aristrain Olaberría, SL (herefter »Aristrain Olaberría«), der tidligere havde navnet José María Aristrain, SA, er ifoelge beslutningen soesterselskaber i jern- og staalkoncernen Aristrain (herefter »Aristrain«), hvis kapital ejes af Aristrain-familien.

[...]

D - Beslutningen

3 Beslutningen blev meddelt sagsoegeren med en foelgeskrivelse fra Van Miert af 28. februar 1994 (herefter »skrivelsen«). Sagsoegeren anerkendte modtagelsen heraf den 7. marts 1994.

4 Selv om Kommissionen i betragtningerne til beslutningen anfoerte, at to selskaber i Aristrain-koncernen, nemlig Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría havde deltaget i de paagaeldende overtraedelser, er kun Aristrain Madrid adressat for beslutningen, som indeholder foelgende konklusion:

»Artikel 1

Foelgende virksomheder har, i den udstraekning, der er beskrevet i denne beslutning, deltaget i de under deres respektive navne anfoerte former for praksis, der har hindret, begraenset eller fordrejet den normale konkurrence paa det faelles marked. Hvor der idoemmes boeder, er overtraedelsens varighed angivet i maaneder, dog ikke for saa vidt angaar harmoniseringen af tillaeg, hvor virksomhedernes deltagelse er angivet med 'x'.

[...]

Aristrain

a) Udveksling af fortrolige oplysninger gennem Poutrelles-udvalget (24)

b) Prisfastsaettelse i Poutrelles-udvalget (24)

c) Markedsdeling, British Steel, Ensidesa og Aristrain (8)

d) Harmonisering af tillaeg (x) [...]

Artikel 4

For de i artikel 1 angivne overtraedelser, som fandt sted efter den 30. juni 1988 (31.12.1989 (2) for Aristrain's og Ensidesa's vedkommende), paalaegges foelgende boeder:

[...]

Siderúrgica Aristrain Madrid, SL 10 600 000 ECU

[...]

[...]

Artikel 6

Denne beslutning er rettet til:

[...]

Siderúrgica Aristrain Madrid, SL

[...]«

[...]

Paastanden om annullation af beslutningens artikel 1

[...]

A - Anbringendet om tilsidesaettelse af sagsoegerens proceduremaessige rettigheder

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til en upartisk domstol

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

5 Sagsoegeren goer gaeldende, at beslutningen er truffet i strid med den grundlaeggende ret til en uafhaengig og upartisk domstol. Denne ret, hvis oprindelse findes i princippet om »retfaerdig rettergang«, er garanteret ved artikel 6, stk. 1, i den europaeiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlaeggende frihedsrettigheder (herefter »menneskerettighedskonventionen«) og mere generelt ved medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner, hvortil der henvises i artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, som et generelt princip i faellesskabsretten.

6 Tilsidesaettelsen af denne ret foreligger i det vaesentlige derved, at den procedure, der gennemfoeres i Kommissionen, ikke henlaegger undersoegelsesfunktionen og beslutningsfunktionen til forskellige organer eller personer, selv om der ikke i medfoer af traktatens bestemmelser kan anlaegges sag til anfaegtelse af Kommissionens beslutninger, hvorunder der er fuld proevelsesret, saaledes som det kraeves efter menneskerettighedskonventionen.

7 Sagsoegeren har indledningsvis afvist indsigelsen om, at Kommissionen ikke er en »domstol« i bogstavelig forstand i henhold til menneskerettighedskonventionens artikel 6 og for saa vidt ikke skal overholde kravene i denne artikel, hvilket Domstolen har fastslaaet i dom af 19. oktober 1980 i sagen van Landewyck m.fl. mod Kommissionen (forenede sager 209/78-215/78 og 218/78, Sml. s. 3125) og af 7. juni 1983 i sagen Musique Diffusion française m.fl. mod Kommissionen (forenede sager 100/80, 101/80, 102/80 og 103/80, Sml. s. 1825, herefter »Pioneer-dommen«).

8 Der boer saaledes tages udgangspunkt i en »materiel« og ikke »formel« opfattelse af begrebet »anklage« i den naevnte artikel, hvilket foelger af retspraksis ved Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) (dom af 27.2.1980, Deweer mod Belgien (nr. 35, serie A, s. 23 og 24), af 21.2.1984, OEztuerk mod Tyskland (nr. 73, serie A), af 8.6.1984, Engel m.fl. mod Nederlandene (nr. 22, serie A), af 28.6.1984, Cambell og Fell mod Det Forenede Kongerige (nr. 80, serie A), og af 25.2.1993, Funke, Crémieux og Miailhe mod Frankrig (nr. 256-A-C, serie A)). Den omstaendighed, at de i EKSF-traktaten og EF-traktaten foreskrevne sanktioner ikke formelt karakteriseres som straffe i »intern« ret - i naervaerende sag faellesskabsretten - udelukker ikke, at de materielt er af denne art i henhold til menneskerettighedskonventionen.

9 Sagsoegeren goer saaledes gaeldende, at det i afgoerelserne fra Den Europaeiske Menneskerettighedskommission (herefter »Menneskerettighedskommissionen«) i sagerne SA Stenuit mod Frankrig (klage nr. 15598/85, afgoerelse af 11.7.1989, DR 61, s. 125-131, § 62) og M. & Co. mod Tyskland (klage nr. 13258/87, afgoerelse af 9.2.1990, DR 64, s. 146-153) er anerkendt, at administrative sanktioner inden for konkurrenceretten var strafferetlige, dels under hensyn til de paagaeldende bestemmelsers formaal vedroerende almene interesser, dels under hensyn til den paalagte administrative boedes art og strenghed.

10 De boeder, som Kommissionen i denne sag har paalagt i medfoer af traktatens artikel 65, er et af midlerne til virkeliggoerelse af maalene i denne traktat, og navnlig til at oprette et faelles marked. De har endvidere general- og specialpraeventiv karakter, saaledes som det fremgaar af den pressemeddelelse, som Kommissionen udsendte den 16. februar 1994. Endelig udgoer de et saerligt hoejt beloeb, da beloebet 10,6 mio. ECU svarer til 11,9% af sagsoegerens omsaetning, hvorimod menneskerettighedskonventionen i den ovenfor naevnte sag SA Stenuit mod Frankrig fandt, at en boede, der kunne udgoere op til 5% af den aarlige omsaetning i de virksomheder, der havde overtraadt reglerne, »meget klart [viste], at den omhandlede sanktion havde et afskraekkende formaal« (punkt 62 i den naevnte beslutning). Disse boeder har foelgelig karakter af en strafferetlig sanktion som omhandlet i menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1, og garantierne i henhold til denne finder foelgelig anvendelse under de procedurer, der foerer til paalaeggelse af saadanne boeder.

11 Sagsoegeren har endvidere under henvisning til Menneskerettighedsdomstolens dom af 1. oktober 1982 i sagen Piersack mod Belgien (nr. 53, serie A), af 10. februar 1983 i sagen Albert og Le Compte mod Belgien (nr. 58, serie A), af 26. oktober 1984 i sagen De Cubber mod Belgien (nr. 86, serie A) og af 24. maj 1989 i sagen Hauschildt mod Danmark (nr. 154, serie A) anfoert, at i sager af »strafferetlig« karakter, som vedroerer foranstaltninger truffet af en administrativ myndighed, skal procedureordningerne i overensstemmelse med menneskerettighedskonventionens artikel 6 vaere udformet saaledes, at undersoegelsesfasen er adskilt fra beslutningsfasen, eller i det mindste saaledes, at der hjemles en efterfoelgende proevelse ved en domstol, der har fuld proevelsesret med hensyn til alle faktiske og retlige spoergsmaal saavel som med det paagaeldende administrative organs skoensbefoejelse (jf. ogsaa Menneskerettighedsdomstolens dom af 28.6.1990, Obermeier mod OEstrig, nr. 179 i serie A).

12 Da Kommissionen vedtog beslutningen, paatog den sig baade undersoegelses- og beslutningsbefoejelser, som blev udoevet af de samme personer, og uden at beslutningen kan anfaegtes under et soegsmaal, hvor der er fuld proevelsesret, saaledes som dette begreb forstaas i Menneskerettighedsdomstolens praksis.

13 Sagsoegeren har for det foerste anfoert, at en ordning, som tillaegger samme forvaltningsorgan undersoegelses- og afgoerelsesbefoejelser, ikke giver de tilstraekkelige garantier til, at det ud fra en objektiv, funktionel betragtning kan betegnes som upartisk.

14 Som bevis for, at der inden for Faellesskabets konkurrenceret ikke kan ivaerksaettes et soegsmaal, hvorunder der er fuld proevelsesret, har sagsoegeren dels anfoert henvisningen i EKSF-traktatens artikel 36 til traktatens artikel 33, og dels henvist til fast retspraksis, ifoelge hvilken Kommissionen ved bedoemmelsen af en kompliceret situation raader over et vidt skoen, saaledes at Domstolen, naar den efterproever betingelserne for udoevelse af en kompetence af denne art, begraenser sig til at kontrollere, at reglerne om sagsbehandlingen er overholdt, at begrundelsen er tilstraekkelig, at de faktiske omstaendigheder er rigtige, og at der ikke foreligger et aabenbart urigtigt skoen eller magtfordrejning. Sagsoegeren henviser herved til Domstolens dom af 18. maj 1962 i sagen Salgsforeningerne for Ruhr-kul »Geitling« m.fl. mod Den Hoeje Myndighed (sag 13/60, Sml. 1954-1964, s. 317, org. ref.: Rec. s. 165), af 22. januar 1976 i Balkan-sagen (sag 55/75, Sml. s. 19) og af 11. juli 1985 i sagen Remia mod Kommissionen (sag 42/84, Sml. s. 2545). Sagsoegeren henviser endvidere til praemis 23 i Domstolens dom af 15. juni 1993 i sagen Matra mod Kommissionen (sag C-225/91, Sml. I, s. 3203), hvori Domstolen praeciserede, at den ikke kunne »saette sit skoen med hensyn til faktiske forhold, navnlig paa det oekonomiske omraade, i stedet for det, der er anlagt af den institution, der har vedtaget beslutningen«. Sagsoegeren henviser i denne forbindelse endvidere til Rettens dom af 12. december 1991 i sagen Hilti mod Kommissionen (sag T-30/89, Sml. II, s. 1439, praemis 136) og af 10. marts 1992 i sagen SIV m.fl. mod Kommissionen (forenede sager T-68/89, T-77/89 og T-78/89, Sml. II, s. 1403), hvori Retten fastslog, at den ikke havde kompetence til at omgoere den anfaegtede beslutning, og at det ikke tilkom den at foretage en ny helhedsvurdering af de beviser, den havde faaet forelagt, eller at drage konsekvenser heraf med hensyn til konkurrencereglerne. Sagsoegeren goer gaeldende, at en domstol, der foretager en egentlig proevelse af de faktiske og retlige spoergsmaal saavel som af administrationens skoensbefoejelse, uden vanskelighed ville have foretaget en bedoemmelse af sagens faktiske omstaendigheder, nemlig Kommissionens begrundelse for at have paalagt en saa stor boede.

15 Det anfoerte gaelder uanset ordlyden af traktatens artikel 36. For det foerste har Domstolen allerede i sin dom af 10. december 1957 i sagen ALMA mod Den Hoeje Myndighed (sag 8/56, Sml. 1954-1964, s. 49, org. ref.: Rec. s. 179) fastslaaet, at den kun kunne efterproeve og aendre sanktionen i medfoer af traktaten, saafremt Den Hoeje Myndighed havde begaaet en »aabenbar uretfaerdighed«. Kommissionen har saaledes en betydelig frihed til at fastsaette boedernes beloeb, uden at Retten kan kontrollere den noejagtige begrundelse for, at der er paalagt et bestemt beloeb (jf. ogsaa forslag til afgoerelse fra generaladvokat Warner i forbindelse med Domstolens dom af 12.7.1979 i de forenede sager 32/78 og 36/78-82/78, BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2435, paa s. 2484, og forslag til afgoerelse fra dommer Vesterdorf, der varetog hvervet som generaladvokat, i forbindelse med Rettens dom af 24.10.1991, sag T-1/89, Rhône-Poulenc m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 867, s. 869, paa s. 1026 - faelles forslag til afgoerelse i de saakaldte »polypropylèn-domme« af 24. 10.1991, sagerne T-2/89 og T-3/89, Sml. II, s. 1087 og s. 1177, af 17.12.1991, sagerne T-4/89, T-6/89, T-7/89 og T-8/89, Sml. II, s. 1523, s. 1623, s. 1711 og s. 1833, og af 10.3.1992, sagerne T-9/89 - T-15/89, Sml. II, s. 499, s. 629, s. 757, s. 907, s. 1021, s. 1155 og s. 1275). For det andet vedroerer den proevelse, der foretages under sager med fuld proevelsesret som omhandlet i traktatens artikel 36, ikke alle bestanddele af den anfaegtede beslutning, men vedroerer ene og alene spoergsmaalet om en eventuel aendring af den paalagte oekonomiske sanktion. Rettens proevelse af de andre bestanddele, som f.eks. den retlige hjemmel, som denne sanktion stoettes paa, kan kun foretages paa den maade, der er fastlagt i traktatens artikel 33.

16 Sagsoegeren har i oevrigt gjort gaeldende, at under hensyn til den nye udvikling af faellesskabsretten som foelge af traktaten om Den Europaeiske Union, hvis artikel F, stk. 2, paalaegger Unionen at tage hensyn til medlemsstaternes forfatningsmaessige situationer som generelle principper for faellesskabsretten, kan Retten ikke i naervaerende sag blot bedoemme beslutningen i lyset af menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1.

17 Sagsoegeren har i denne forbindelse gjort gaeldende, at de proceduremaessige garantier, der er fastsat i medlemsstaternes retssystemer med hensyn til administrative sanktioner, og isaer inden for konkurrenceomraadet, klart er paa et hoejere niveau end det, der fremgaar af Menneskerettighedsdomstolens »minimalistiske« fortolkning af retten til en uafhaengig domstol. Det foreskrives saaledes generelt i medlemsstaterne, at boeder for tilsidesaettelse af konkurrencereglerne paalaegges af et andet organ end det, der har udfoert undersoegelsen, og det bestemmes endvidere i alle stater, at der under procedurens senere faser kan anlaegges sag ved de almindelige domstole, hvorunder der er fuld proevelsesret i overensstemmelse med kravene i menneskerettighedskonventionens artikel 6. Sagsoegeren har herved henvist til fransk, graesk, belgisk, portugisisk, spansk, dansk, tysk og italiensk ret og har samtidig understreget, at der efter de britiske, irske og nederlandske ordninger ikke hjemles boeder paa dette omraade. Selv om Retten maatte finde, at Kommissionens vedtagelse af beslutningen ikke udgoer en tilsidesaettelse af retten til en upartisk domstol efter de kriterier, der er fastlagt af Menneskerettighedsdomstolen, konkluderer sagsoegeren foelgelig, at vedtagelsen under alle omstaendigheder udgoer en kraenkelse af den grundlaeggende ret til en upartisk domstol, saaledes som denne ret er fastlagt i medlemsstaternes forfatningsmaessige traditioner, som er optaget i deres procedurer vedroerende anvendelse af konkurrencereglerne.

18 Det foelger heraf efter sagsoegerens opfattelse, at beslutningen er vedtaget i strid med menneskerettighederne, som Retten skal beskytte (jf. f.eks. Domstolens dom af 12.11.1969, sag 29/69, Stauder, Sml. 1969, s. 107, org. ref.: Rec. s. 419, af 18.6.1991, sag C-260/89, ERT, Sml. I, s. 2925, og af 18.10.1989, sag 374/87, Orkem mod Kommissionen, Sml. s. 3283).

Rettens bemaerkninger

19 Naervaerende klagepunkt skal afvises fra proevelse, for saa vidt sagsoegeren hermed anfaegter lovligheden af den ordning for bekaempelse af konkurrencebegraensninger, der er indfoert ved traktatens artikel 65 og 66, eller i oevrigt lovligheden af den ordning for judiciel proevelse af administrationens retsakter, der er indfoert ved traktatens artikel 33 og 36.

20 Traktaten selv er ikke en retsakt udstedt af Kommissionen, og den kan derfor ikke efterproeves af Faellesskabets retsinstanser i henhold til traktatens artikel 33 og 36 (jf. vedroerende traktaten om Den Europaeiske Union, Domstolens kendelse af 13.1.1995, sag C-253/94 P, Roujansky mod Raadet, Sml. I, s. 7, praemis 11).

21 Det er traktaten selv, der med hensyn til bekaempelse af konkurrencebegraensninger foreskriver sammenlaegning af undersoegelses-, tiltale- og beslutningsfunktionerne, og herved henlaegger dem til en og samme institution, nemlig Kommissionen (jf. artikel 65, stk. 1-5).

22 Da sagsoegeren imidlertid har gjort gaeldende, at formaalet med virksomhedens klagepunkt ikke var at bestride traktatens lovlighed, maa det laegges til grund, at selskabet med det naevnte klagepunkt kritiserer det forhold, at undersoegelses- og beslutningsfunktionerne inden for omraadet for bekaempelse af konkurrencebegraensninger ikke er henlagt til forskellige personer eller organer inden for Kommissionen, og ikke det forhold, at en og samme faellesskabsinstitution varetager begge disse funktioner.

23 Hertil bemaerkes, at selv om det er rigtigt, at Faellesskabet ikke har tiltraadt menneskerettighedskonventionen, og selv om det i oevrigt ikke har kompetence til at goere dette paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin (udtalelse 2/94 af 28.3.1996, Sml. I, s. 1759, praemis 36), foelger det dog af bestemmelsen i artikel F, stk. 2, i traktaten om Den Europaeiske Union, at Unionen respekterer de grundlaeggende rettigheder, saaledes som de er garanteret ved menneskerettighedskonventionen, og saaledes som de foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner, som generelle principper for faellesskabsretten.

24 Det fremgaar endvidere af fast retspraksis (jf. ud over ovennaevnte udtalelse, praemis 33, Domstolens dom af 1.2.1996, sag C-177/94, Perfili, Sml. I, s. 161, praemis 20, og af 18.12.1997, sag C-309/96, Annibaldi, Sml. I, s. 7493, praemis 12), at grundrettighederne hoerer til de almindelige retsgrundsaetninger, som Faellesskabets retsinstanser skal beskytte. I denne forbindelse laegger Domstolen og Retten de faelles forfatningsmaessige traditioner i medlemsstaterne til grund samt de anvisninger i form af internationale traktater om beskyttelse af menneskerettighederne, som medlemsstaterne har vaeret med til at udarbejde, eller som de senere har tiltraadt. Domstolen har i den forbindelse understreget, at menneskerettighedskonventionen er af saerlig betydning (Domstolens dom af 15.5.1986, sag 222/84, Johnston, Sml. s. 1651, praemis 18, og af 29.5.1997, sag C-299/95, Kremzow, Sml. I, s. 2629, praemis 14). Som Domstolen ligeledes har fastslaaet, foelger det heraf, at foranstaltninger, som er uforenelige med overholdelsen af de ved konventionen anerkendte og sikrede menneskerettigheder, ikke er tilladte i Faellesskabet (jf. bl.a. ERT-dommen, praemis 41).

25 Det skal endvidere understreges, at under den administrative procedure for Kommissionen er denne forpligtet til at overholde de proceduremaessige garantier, som er fastlagt i faellesskabsretten (jf. Rettens dom af 10.3.1992, sag T-11/89, Shell mod Kommissionen, Sml. II, s. 757, praemis 39).

26 Det fremgaar imidlertid af Pioneer-dommen (praemis 6, 7 og 8), at Kommissionens samtidige udoevelse af paatale- og beslutningsfunktionen ikke er i strid med de proceduremaessige garantier, som er fastlagt i faellesskabsretten. Det fremgaar ligeledes af dommen i sagen Shell mod Kommissionen (praemis 40), at disse proceduremaessige garantier ikke kraever, at Kommissionen internt skal vaere organiseret paa en saadan maade, at det udelukkes at samme tjenestemand optraeder som efterforsker og rapportoer i samme sag.

27 Under hensyn til det foran anfoerte, og selv om de i medfoer af traktatens artikel 65 paalagte boeder antages at have karakter af strafferetlige boeder, kan sagsoegerens klagepunkt kun tages til foelge, saafremt Kommissionens beslutninger om paalaeggelse af disse boeder ikke kan proeves under en sag for en retsinstans, der er tillagt fuld proevelsesret i menneskerettighedskonventionens forstand.

28 Der skal i den forbindelse mindes om, at traktatens artikel 65, stk. 5, tillaegger Kommissionen befoejelse til at ikende virksomheder, der har begaaet en overtraedelse af bestemmelserne i artikel 65, stk. 1, boeder eller tvangsboeder, der hoejst maa vaere lig med det dobbelte af omsaetningen for de produkter, som vedroeres af den paagaeldende overtraedelse, dog saaledes at det fastsatte maksimum, naar formaalet har vaeret at begraense produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, i tilfaelde af boeder kan saettes op til 10% af de paagaeldende virksomheders aarsomsaetning og i tilfaelde af tvangsboeder op til 20% af den daglige omsaetning.

29 Kravet om adgang til en effektiv retslig proevelse af enhver beslutning fra Kommissionen, der fastslaar og fastsaetter sanktioner for en overtraedelse af de ovennaevnte faellesskabsregler for konkurrencen, udgoer et almindeligt faellesskabsretligt princip, der foelger af medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner (jf. i denne retning Rettens dom af 27.6.1995, sag T-186/94, Guérin automobiles mod Kommissionen, Sml. II, s. 1753, praemis 23).

30 Dette almindelige faellesskabsretlige princip er ikke blevet overtraadt i denne sag.

31 For det foerste er Retten en uafhaengig og upartisk domstol, der er oprettet ved Raadets afgoerelse 89/591/EKSF, EOEF, Euratom af 24. oktober 1988 om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 319, s. 1, berigtiget i EFT 1989 L 241, s. 4). Som det fremgaar af afgoerelsens tredje betragtning, er Retten navnlig blevet oprettet for at give en stoerre grad af retsbeskyttelse for de retsundergivne i sager, hvori det er noedvendigt at foretage en indgaaende undersoegelse af komplicerede faktiske omstaendigheder.

32 For det andet udoever Retten i medfoer af artikel 3, stk. 1, litra b), i den naevnte afgoerelse de befoejelser, der er tillagt Domstolen i henhold til traktaterne om oprettelse af Faellesskaberne og de retsakter, der er udstedt til disses gennemfoerelse, »i sager, som indbringes af fysiske eller juridiske personer i medfoer af EKSF-traktatens artikel 33, stk. 2 [...]«.

33 For det tredje bestemmer den naevnte afgoerelses artikel 4, at i sager for Retten finder bestemmelserne i EKSF-traktatens artikel 36 anvendelse, hvis stk. 2 bestemmer, at »Domstolen har fuld proevelsesret i sager vedroerende oekonomiske sanktioner og tvangsboeder, der er fastsat i henhold til bestemmelserne i denne traktat«.

34 I forbindelse med et soegsmaal i medfoer af EKSF-traktatens artikel 33, stk. 2, og artikel 36, stk. 2, maa proevelsen af lovligheden af en kommissionsbeslutning, hvorved der konstateres en overtraedelse af konkurrencereglerne og paalaegges den paagaeldende fysiske eller juridiske person en boede herfor, betragtes som en effektiv domstolsproevelse af den paagaeldende retsakt. De anbringender, som den paagaeldende fysiske eller juridiske person vil kunne paaberaabe sig til stoette for sin paastand om annullation eller omgoerelse af en oekonomisk sanktion, goer det nemlig muligt for Retten at vurdere, om der er det fornoedne retlige og faktiske grundlag for enhver anklage, der rejses af Kommissionen paa det konkurrenceretlige omraade (jf. inden for EF-traktaten, Rettens dom af 14.5.1998, sag T-348/94, Enso Española mod Kommissionen, Sml. II, s. 1875, praemis 63).

35 Retten maa i den forbindelse forkaste sagsoegerens anbringende om, at den manglende adgang til at anlaegge sag, hvorunder der er fuld proevelsesret, kan udledes af henvisningen i traktatens artikel 36, stk. 3, til artikel 33, stk. 1. Med bestemmelsen om, at »klagerne ... paa de i denne traktats artikel 33, stk. 1, fastsatte vilkaar til stoette [for sagen til anfaegtelse af de oekonomiske sanktioner og tvangsboederne, hvorunder der er fuld proevelsesret] [kan] paaberaabe sig, at beslutninger og henstillinger, som de paastaas at have tilsidesat, lider af retlige mangler«, foreskriver traktatens artikel 36, stk. 3, paa ingen maade, at de soegsmaalsgrunde, der kan fremfoeres under sagen, hvorunder der er fuld proevelsesret, er begraenset til de soegsmaalsgrunde, der kan fremfoeres i forbindelse med annullationssoegsmaalet, men fastsaetter alene de betingelser, hvorunder en ulovlighedsindsigelse kan goeres gaeldende til stoette for et saadant soegsmaal.

36 I oevrigt bemaerkes, at i modsaetning til hvad sagsoegeren haevder, har Domstolen ikke i dommen i sagen ALMA mod Den Hoeje Myndighed fastslaaet, at den kun kunne efterproeve og aendre sanktionen, saafremt Den Hoeje Myndighed havde begaaet en »aabenbar uretfaerdighed«. Tvaertimod fastslog Domstolen i dommen (org. ref., paa s. 191), at den i den sag, der verserede for den, havde fuld proevelsesret (traktatens artikel 36, stk. 2), og at den derfor var »tillagt befoejelse ikke alene til at annullere, men ogsaa omgoere den anfaegtede beslutning«, hvorved den tilfoejede, at den »selv om der ikke er nedlagt formelle paastande herom, har befoejelse til at nedsaette et for hoejt boedebeloeb«. Domstolen fandt dernaest (org. ref.: Rec., paa s. 192), at boedebeloebet ikke var for hoejt i det konkrete tilfaelde, naar hensaas til overtraedelsens grovhed og til sagsoegerens oekonomiske situation, hvorefter den konkluderede, at »eftersom der ikke er paavist nogen aabenbar uretfaerdighed, skal Domstolen ikke saette sin bedoemmelse i stedet for Den Hoeje Myndigheds«.

37 Sagsoegerens subsidiaere anbringende om, at den proevelse, der foretages under en sag efter traktatens artikel 36, hvorunder der er fuld proevelsesret, alene har til formaal at opnaa en aendring af den paalagte oekonomiske sanktion og ikke vedroerer de andre bestanddele i den anfaegtede beslutning, som f.eks. den retlige hjemmel, hvorpaa sanktionen stoettes, som alene kan goeres til genstand for legalitetsproevelsen i medfoer af traktatens artikel 33, maa ogsaa forkastes.

38 Det kan saaledes for det foerste ikke bestrides, at sanktionen i sig selv kan anfaegtes under et soegsmaal, hvor der er fuld proevelsesret i medfoer af traktatens artikel 36.

39 For det andet finder Retten, at den efterproevelse af sanktionen med fuld proevelsesret, der foretages med hjemmel i traktatens artikel 36, i givet fald sammen med den legalitetsproevelse af beslutningens andre bestanddele, der foretages med hjemmel i traktatens artikel 33, er i overensstemmelse med det princip, der er fastslaaet i menneskerettighedskonventionens artikel 6, stk. 1. Ud over at Faellesskabets retsinstanser har kompetencen vedroerende den fulde proevelsesret, der udoeves i medfoer af traktatens artikel 36, kan de med hjemmel i traktatens artikel 33 i forbindelse med kontrollen med retlige og faktiske vildfarelser foretage en udtoemmende undersoegelse af lovligheden af de beslutninger, der indbringes for dem. Dette er navnlig tilfaeldet med hensyn til den kontrol, der i praksis foretages af, om de faktiske omstaendigheder, som Kommissionen har lagt til grund, er rigtigt gengivet og faktisk foreligger.

40 Det skal endvidere bemaerkes, at beretningen fra den franske delegation om traktaten om oprettelse af Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskab og konventionen om overgangsbestemmelserne, der blev undertegnet i Paris den 18. april 1961 (Paris, Udenrigsministeriet, oktober 1951, s. 41), vedroerende spoergsmaalet om soegsmaal med hjemmel i traktaten i sager om oekonomiske sanktioner, hvorunder der er fuld proevelsesret, bemaerker, at »der boer her ydes de beroerte saerlige garantier, og de normale regler for annullationssoegsmaal var ikke hensigtsmaessige. Man har derfor indfoert en adgang til at anlaegge sag, hvorunder der er fuld proevelsesret, saaledes at Domstolen ikke alene kan bedoemme de faktiske omstaendigheder uden enhver begraensning, men tillige ophaeve eller aendre boeden, som den finder det passende«.

41 Sagsoegerens anbringende om, at de nationale proceduremaessige ordninger paa konkurrenceomraadet i dag giver stoerre garantier end den »minimalistiske« beskyttelse, der sikres ved menneskerettighedskonventionens artikel 6, og hvilke garantier Retten skal tage hensyn til som medlemsstaternes faelles forfatningsmaessige traditioner, maa forkastes som ubegrundet, eftersom faellesskabsordningen paa omraadet, saaledes som det er paavist af Kommissionen, blot er en variant af en raekke nationale ordninger, som i oevrigt klart er paavirket af faellesskabsordningen.

42 Under henvisning til det anfoerte i det hele maa soegsmaalsgrunden forkastes som ubegrundet, uden at det er noedvendigt at tage stilling til spoergsmaalet om, hvorvidt de i medfoer af traktatens artikel 65 paalagte boeder har karakter af strafferetlige boeder i menneskerettighedskonventionens forstand.

Anbringendet om paalaeggelsen af ansvaret for de paastaaede overtraedelser og anbringendet om, at der alene er paalagt sagsoegeren en boede

Sammendrag af parternes argumentation

43 Sagsoegeren har anfoert, at selv om virksomheden var den eneste adressat for beslutningen (jf. dennes betragtning 323), blev den paalagt en boede, som ikke alene er udmaalt under hensyn til sagsoegerens adfaerd og omsaetning, men ogsaa under hensyn til dennes soesterselskab Aristrain Olaberría's adfaerd og omsaetning (jf. praemis 2 ovenfor), hvilket er i strid med bestemmelserne i traktatens artikel 65, stk. 5.

44 Ved denne fremgangsmaade har Kommissionen paalagt sagsoegeren ansvaret for et soesterselskabs adfaerd, selv om dette er juridisk uafhaengigt og eneansvarligt for sin erhvervsvirksomhed. Under henvisning til Domstolens praksis vedroerende spoergsmaalet om ansvar inden for en selskabskoncern (Domstolens dom af 14.7.1972, sag 48/69, ICI mod Kommissionen, Sml. 1972, s. 151, org. ref.: Rec. s. 619, og dommen i sagen BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen) har sagsoegeren anfoert, at et datterselskab, der indgaar i en virksomhedsgruppe, ikke kan drages til ansvar for overtraedelser, der haevdes at vaere begaaet af et andet datterselskab i den samme gruppe.

45 Sagsoegeren har anfoert, at Kommissionen under hele den administrative procedure og navnlig i meddelelsen af klagepunkter enten har henvist til Aristrain-koncernen som saadan eller til Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría som to saerskilte virksomheder inden for denne koncern. Endvidere blev meddelelsen af klagepunkter og indkaldelsen til hoeringen sendt til de to virksomheder hver for sig. Idet Kommissionen alene har betragtet Aristrain Madrid som adressat for beslutningen, har den foelgelig bevidst begraenset beslutningens retsvirkninger til denne virksomhed, hvilket var til hinder for, at den tog hensyn til Aristrain Olaberría's adfaerd og omsaetning ved fastsaettelsen af boedens beloeb.

46 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at Kommissionens argument om, at de to selskaber i Aristrain-koncernen var faelles om deres repraesentation og forsvar under den administrative procedure, er i strid med de mest grundlaeggende processuelle regler, idet et saadant faellesskab ikke indebaerer, at de sagsoegte er identiske.

47 Det var foelgelig med urette, at Kommissionen alene paalagde Aristrain Madrid en boede paa 11,9% af selskabets omsaetning i 1993, hvilket saavel overskred det fastsatte maksimum paa 10% i traktatens artikel 65, stk. 5, som det maksimum paa 7,5%, der blev naevnt af kommissionsmedlem Van Miert under hans pressekonference den 16. februar 1994.

48 Sagsoegte har gjort gaeldende, at sagsoegerens argumentation ikke tager hensyn til Faellesskabets retsinstansers praksis, hvorefter det er den oekonomiske enhed, der anses for ansvarlig for overtraedelser af konkurrencereglerne, selv om denne oekonomiske enhed i juridisk henseende bestaar af flere selskaber (Domstolens dom i sagen ICI mod Kommissionen og dom af 12.7.1984, sag 170/83, Hydrotherm, Sml. s. 2999), medmindre det bevises, at et af de naevnte selskaber er eneansvarlig for de paatalte overtraedelser (dommen i sagen BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen). Kommissionen har i hele beslutningen anvendt en fremgangsmaade, der er i overensstemmelse med denne praksis, idet den har anset »Aristrain-koncernen«, der bestaar af Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría, som en oekonomisk enhed (jf. beslutningens betragtning 16, litra b), og artikel 1 i beslutningens konklusion).

49 Kommissionen har understreget, at sagsoegeren selv har forklaret, at Aristrain Olaberría »altid [handler] inden for en gruppe« (jf. staevningens punkt 131), og at de to selskaber har optraadt som en enhed med hensyn til deres repraesentation og forsvar. De har saaledes handlet i forening, saaledes som det bevises af den omstaendighed, at de har fremsendt et faelles svar paa meddelelsen af klagepunkter.

50 Kommissionen bestrider, at den har betragtet og behandlet de to selskaber som »uafhaengige virksomheder«. Det eneste bevis herfor skulle vaere den saerskilte indkaldelse af hver af de to virksomheder til hoeringen. Det fremgaar i oevrigt klart af beslutningens betragtning 323, at Kommissionen ikke har paalagt sanktioner for Aristrain Madrid's adfaerd isoleret betragtet. Tvaertimod omfattede de ulovlige former for adfaerd hele Aristrain-koncernen, og den oekonomiske sanktion afspejler begge selskabers adfaerd.

51 Kommissionen finder, at det er i overensstemmelse med forskrifterne i Faellesskabets konkurrenceret, at der er taget hensyn til Aristrain Olaberría's omsaetning.

52 Sagsoegeren har i replikken gjort gaeldende, at Kommissionen med skrivelsen af 22. juni 1994 (jf. praemis 54 ovenfor) har givet selskabet ret under naervaerende sag, idet den har tilkendegivet at ville aendre beslutningen med henblik paa at inddrage Aristrain Olaberría blandt dennes adressater og paalaegge hvert af de to selskaber i koncernen en boede, hvis samlede beloeb vil svare til det, som alene sagsoegeren er blevet paalagt.

53 Kommissionen har i duplikken understreget, at den naevnte paataenkte foranstaltning ikke er begrundet med, at nogen form for fejl skal berigtiges, men med oensket om, at der raades over yderligere garantier, naar boeden kraeves betalt.

54 Sagsoegerens advokat omtalte endvidere i sit mundtlige indlaeg for Retten en hoering, der fandt sted den 23. januar 1995, hvori deltog Kommissionens hoeringskonsulent, Hartmut Johannes, og hvorunder man droeftede spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionen burde aendre beslutningen, saaledes at den ogsaa omfattede Aristrain Olaberría blandt adressaterne. Det fremgaar af referatet af denne hoering, som Kommissionen har fremlagt paa Rettens anmodning, og som er optaget i sagens akter, at sagsoegerens advokat modsatte sig enhver aendring af beslutningen. Kommissionen har endvidere fremlagt en skrivelse - som Retten har optaget i sagens akter - fra kommissionsmedlem Van Miert til sagsoegerens advokat af 27. april 1995, hvori det hedder:

»Efter gennemfoerelsen af proceduren vedroerende spoergsmaalet om aendring af beslutningen samt under hensyn til Deres anbringender har jeg besluttet for indevaerende ikke at foreslaa Kommissionen at foretage den omhandlede aendring, men at afvente sagens afgoerelse ved De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans.«

Rettens bemaerkninger

55 De to selskaber i Aristrain-koncernen, som producerer staalbjaelker, nemlig Aristrain Madrid, der er sagsoeger i naervaerende sag, og Aristrain Olaberría, og Aristrain-koncernen selv, beskrives i beslutningens betragtning 16, litra b), saaledes:

»José María Aristrain Madrid, SA og José María Aristrain, SA (herefter under et benaevnt 'Aristrain') er staalproducerende virksomheder, hvis aktier ejes af Aristrain-familien [...] José María Aristrain Madrid SA og José María Aristrain SA er nu kendt som henholdsvis Siderúrgica Aristrain Madrid SL og Siderúrgica Aristrain Olaberría SL.«

56 Senere henvises der i beslutningen alene til »Aristrain«, hvilket omfatter saavel Aristrain Madrid som Aristrain Olaberría. I beslutningens betragtning 323 anfoerer Kommissionen imidlertid, at beslutningen alene er rettet til Aristrain Madrid, men at der ved beregningen af den boede, der paalaegges selskabet, ogsaa tages hensyn til den adfaerd, der er udvist af dets soesterselskab Aristrain Olaberría.

57 Ifoelge artikel 1 i beslutningens konklusion vedroerer de konstaterede overtraedelser i dette tilfaelde »Aristrain« og foelgelig saavel Aristrain Madrid som Aristrain Olaberría. Som det allerede blev anfoert i betragtning 323, paalaegges boeden ved artikel 4 i beslutningens konklusion udelukkende »Siderúrgica Aristrain Madrid SL«, og i artikel 6 i beslutningens konklusion er kun dette selskab angivet som adressat.

58 Det fremgaar i oevrigt af parternes forklaringer i retsmoedet, at Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría, hvis produktion udgoer henholdsvis 36% og 64% af den omsaetning, Aristrain i 1990 opnaaede vedroerende staalbjaelker i EKSF, driver deres virksomhed paa de samme markeder inden for rammerne af en integreret salgspolitik paa koncernniveau og herved benytter den samme salgsorganisation. Den omstaendighed, at en ordre paa staalbjaelker, der modtages af koncernens salgstjenester i de forskellige medlemsstater, enten behandles og opfyldes af Aristrain Madrid eller af Aristrain Olaberría, foelger af en intern beslutning i koncernen under hensyn til produktionsprogrammerne og de paagaeldende staalbjaelkers stoerrelse (Aristrain Madrid er navnlig specialiseret i produktion af smaa staalbjaelker).

59 Det fremgaar i oevrigt af sagens akter, at Aristrain-koncernen og dennes datterselskaber paa lige fod har deltaget i de overtraedelser, som i beslutningen alene er henregnet til Aristrain Madrid, uden at det er muligt at sondre mellem de forskellige deltagere i koncernen, alt efter i hvilken grad de individuelt har deltaget i de naevnte overtraedelser. I forhold til de andre virksomheder, der var medlemmer af Poutrelles-udvalget, fremtraadte »Aristrain« saaledes f.eks. som en enkelt koncern, der omfattede saavel Aristrain Madrid som Aristrain Olaberría, der var repraesenteret af den eller de samme personer i de forskellige moeder.

60 Under disse omstaendigheder findes de to selskaber Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría at udgoere en oekonomisk enhed og foelgelig en enkelt »virksomhed« i traktatens artikel 65, stk. 5's forstand (jf. Hydrotherm-dommen, praemis 11, og dom af 24.10.1996, sag C-79/95, Viho mod Kommissionen, Sml. I, s. 5457, praemis 15-18).

61 Det skal endvidere bemaerkes, at det fremgaar af Domstolens og Rettens faste praksis, at under hensyn til enheden af den oekonomiske gruppe, der udgoeres af et moderselskab og dettes datterselskaber, kan datterselskabernes adfaerd under visse omstaendigheder henfoeres til moderselskabet (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, praemis 135). Saadanne omstaendigheder foreligger faktisk i naervaerende sag. Selv om de to datterselskaber, der fremstiller staalbjaelker, er saerskilte juridiske personer, bestemmer de ikke frit deres adfaerd paa markedet, men foelger i det vaesentlige instrukser fra koncernen, som spiller en initiativtagende og koordinerende rolle (jf. Domstolens dom i sagen ICI mod Kommissionen, praemis 133, og Rettens dom i sagen Shell mod Kommissionen, praemis 312).

62 Det fremgaar imidlertid af de forklaringer, som sagsoegtes repraesentant afgav saavel i retsmoedet i sagen om foreloebige forholdsregler for Rettens praesident som under retsmoedet for Retten, og som sagsoegeren ikke har bestridt, at selv om Kommissionen faktisk havde til hensigt at paalaegge »Aristrain-koncernen« ansvaret for de overtraedelser, der var begaaet af dens datterselskaber Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría, var det ikke muligt for den at fastslaa identiteten af koncernens moderselskab, der paa tidspunktet for fremsendelsen af meddelelsen af klagepunkter kun eksisterede som »holdingselskab«, »i begrebets traditionelle betydning«, idet aktierne ejedes af Aristrain-familien. Den sendte foelgelig den naevnte meddelelse af klagepunkter til hver af de to selskaber Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría ved skrivelser af 6. maj 1992, og den indkaldte dem ligeledes hver isaer til den administrative hoering. Det skal herved bemaerkes, at meddelelsen af klagepunkter blev besvaret i begge selskabers navn ved et enkelt svar, og at selskaberne gav udtryk for et oenske om at vaere repraesenteret af de samme advokater under den administrative hoering (jf. skrivelserne af 22.7. og 3.9.1992 fra sagsoegerens advokater til Kommissionen).

63 Det fremgaar af de samme - ubestridte - forklaringer, at koncernens »holdingselskab« blev oprettet senere, men at Kommissionen foretrak ikke at tage det med blandt beslutningens adressater, naar det ikke havde vaeret adressat for meddelelsen af klagepunkter. Kommissionen havde derfor valgt et »repraesentativt selskab for koncernen«, nemlig Aristrain Madrid, som den havde paalagt ansvaret for samtlige overtraedelser og paalagt en boede, ved hvis beregning der ogsaa tages hensyn til soesterselskabet Aristrain Olaberría's adfaerd og omsaetning.

64 Eftersom Kommissionen behoerigt havde fastslaaet, at Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría paa lige fod havde deltaget i de forskellige overtraedelser, der er lagt dem til last i artikel 1 i beslutningens konklusion, og da disse to selskaber maa anses for at udgoere en enkelt »virksomhed« i traktatens artikel 65, stk. 5's forstand, finder Retten, at Kommissionen under de saerlige omstaendigheder i denne sag med foeje kunne paalaegge det foerste selskab ansvaret for det andets adfaerd og, saaledes som den har gjort i artikel 4 i beslutningens konklusion, tage hensyn til sidstnaevntes omsaetning ved beregningen af boeden, der blev paalagt foerstnaevnte selskab.

65 Retten finder, at i en situation, hvor det som foelge af koncernens familiestruktur og dens brede aktionaerkreds var umuligt eller overordentligt vanskeligt at paapege den juridiske person, der i spidsen for koncernen som den, der var ansvarlig for samordningen af koncernens aktiviteter, kunne blive paalagt ansvaret for de overtraedelser, der var begaaet af koncernens forskellige deltagende selskaber, kunne Kommissionen med rette anse de to datterselskaber Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría for solidarisk ansvarlige for hele koncernens adfaerd, saaledes at det kunne undgaas, at den formelle adskillelse mellem de naevnte selskaber, som er en foelge af deres status som selvstaendige juridiske personer, kunne vaere til hinder for, at de antages at optraede samlet paa markedet i henseende til anvendelsen af konkurrencereglerne (jf. dommen i sagen ICI mod Kommissionen, praemis 140).

66 Kommissionen kunne foelgelig i denne sag med foeje paalaegge de to soesterselskaber en enkelt boede, hvis beloeb var beregnet med henvisning til deres sammenlagte omsaetning, samt goere dem solidarisk ansvarlige for betalingen af den.

67 Det foelger endvidere af det anfoerte, at Kommissionen ikke har begaaet noget ulovligt forhold ved alene at tage Aristrain Madrid med blandt adressaterne for beslutningen og samtidig beregne selskabets boede med henvisning til dettes og Aristrain Olaberría's sammenlagte omsaetning, men den har simpelthen givet afkald paa at have dette sidstnaevnte selskab som solidarisk haeftende medskyldner.

68 Hvad angaar spoergsmaalet om Kommissionens eventuelle hensigter med hensyn til aendring af beslutningen i den ovenfor angivne forstand, hvilket naevnes i skrivelsen af 22. juni 1994 fra kommissionsmedlem Van Miert til Aristrain, bemaerkes, at disse hensigter ikke blev gennemfoert og derfor ikke kan tages i betragtning i denne dom.

69 Det foelger i det hele af det anfoerte, at det her omhandlede klagepunkt maa forkastes.

[...]

Anbringendet om tilsidesaettelse af retten til kontradiktion

[...]

Rettens bemaerkninger

70 Det bemaerkes, at retten til kontradiktion, som sagsoegeren har paaberaabt sig, i naervaerende sag er sikret ved traktatens artikel 36, stk. 1, hvorefter Kommissionen, inden den traeffer bestemmelse om en af de oekonomiske sanktioner, der omhandles i traktaten, skal give vedkommende lejlighed til at fremsaette sine bemaerkninger (jf. Domstolens dom af 16.5.1984, sag 9/83, Eisen und Metall Aktiengesellschaft mod Kommissionen, Sml. s. 2071, praemis 32, og af 12.11.1985, sag 183/83, Krupp mod Kommissionen, Sml. s. 3609, praemis 7).

71 Hvad angaar overholdelsen af denne garanti i naervaerende sag skal foerst bemaerkes, at meddelelsen af klagepunkter, som blev sendt til parterne den 6. maj 1992, var individualiseret i forhold til hver enkelt af dens adressater, idet den angav den adfaerd og de beviser, der var relevante i det enkelte tilfaelde. Meddelelsen af klagepunkter indeholder i oevrigt i kapitel VIII en detaljeret beskrivelse af overtraedelserne af konkurrencereglerne, idet der for hver enkelt af disse angives de beviser, som Kommissionen bygger paa.

72 Som bilag til meddelelsen af klagepunkter vedlagde Kommissionen dels en kopi af de dokumenter, som den konkret gjorde gaeldende over for hver af de paagaeldende virksomheder (bilag 3 til meddelelsen af klagepunkter), dels en liste, der indeholdt en oversigt over samtlige de dokumenter, der udgoer den tilvejebragte sagsakt i naervaerende sag (»tilgaengelighedsliste«, bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter). Denne sidste liste indeholdt - ud over datoen for udarbejdelsen af hvert af dokumenterne og en ganske kort beskrivelse af dem - en opstilling af disse dokumenter efter deres art i tolv rubrikker, betegnet med et nummer, og angav, i hvilket omfang de var tilgaengelige for hver af de beroerte virksomheder. Kommissionen opfordrede i oevrigt virksomhederne til at gennemse alle de tilgaengelige dokumenter hos Kommissionen.

73 Det fremgaar af det anfoerte, at Kommissionen i denne sag har fulgt fremgangsmaaden for aktindsigt, som er beskrevet i Kommissionens Tolvte Beretning om Konkurrencepolitikken (s. 40 og 41), saaledes som den er blevet godkendt i Domstolens og Rettens praksis vedroerende EF-traktaten (jf. Rettens dom af 17.12.1991, sag T-7/89, Hercules Chemicals mod Kommissionen, Sml. II, s. 1711, praemis 53 og 54, af 18.12.1992, forenede sager T-10/92, T-11/92, T-12/92 og T-15/92, Cimenteries CBR m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 2667, praemis 38-41, af 1.4.1993, sag T-65/89, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. II, s. 389, praemis 29-33, stadfaestet ved Domstolens dom af 6.4.1995, sag C-310/93 P, BPB Industries og British Gypsum mod Kommissionen, Sml. I, s. 865, praemis 12-33, og Rettens dom af 29.6.1995, sag T-30/91, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 1775, praemis 77-104), uden at det er noedvendigt for Retten at tage stilling til erklaeringer fra Kommissionen, der er fremsat efter vedtagelsen af beslutningen, og som er indeholdt i den XXIII. Beretning om Konkurrencepolitikken 1993 af 5. maj 1994 (navnlig punkt 202), og som vedroerer fremsendelse af dokumenter, der stoetter, og dokumenter, der ikke stoetter klagepunkter, sammen med meddelelsen af klagepunkter.

74 Retten har i oevrigt i naervaerende sag efter proevelse kunnet konstatere, at alle de dokumenter, der angik sagsoegeren i den sagsakt, som Kommissionen oversendte til Retten i henhold til artikel 23, i bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter er blevet klassificeret som »tilgaengelige« eller, for saa vidt angaar et lille antal interne dokumenter fra British Steel, som »delvis tilgaengelige« for sagsoegeren. Med hensyn til denne sidstnaevnte kategori har sagsoegeren ikke bestridt, at klagepunkterne udelukkende stoettes paa uddrag af disse dokumenter, som virksomheden har faaet adgang til.

75 Det maa i oevrigt fastslaas, at dokumenterne, der har nr. 1888 og 1892 i Kommissionens sagsakt, dels vedroerer British Steel's handel paa det franske og det britiske marked, dels en oversigt over leverancerne fra British Steel. Disse to dokumenter beroerer paa ingen maade sagsoegeren, hverken negativt eller positivt, og kunne foelgelig med rette klassificeres paa listen i bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter som utilgaengelige for sagsoegeren, eftersom Kommissionen ifoelge traktatens artikel 47 er forpligtet til at beskytte forretningshemmelighederne for de andre virksomheder, der er inddraget i naervaerende sag. Dokumentet af 1. marts 1990, som citeres i punkt 40 i meddelelsen af klagepunkter, har nr. 3370 i Kommissionens sagsakt og ses at vaere klassificeret som tilgaengelig for sagsoegeren, til hvem det i oevrigt blev fremsendt ifoelge listen i bilag 3 til meddelelsen af klagepunkter.

76 Det er i oevrigt ubestridt, at sagsoegeren fik aktindsigt paa den maade, der angives i Kommissionens skrivelse af 6. maj 1992. Selskabet kunne saaledes faa en kopi af alle de dokumenter, som efter Kommissionens opfattelse var »tilgaengelige« eller »delvis tilgaengelige«.

77 Sagsoegeren har heller ikke for Retten naermere anfoert, hvorfor opstillingen af dokumenterne, der er opregnet i bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter, ikke gjorde det muligt for selskabet at finde de relevante dokumenter, da det gennemgik sagsakten.

78 Vedroerende klagepunktet om, at Kommissionen saavel i meddelelsen af klagepunkter som i beslutningen har citeret dokumenterne, der indeholder klagepunkter, ved alene at henvise til deres dato, uden samtidig at angive det nummer, de har i Kommissionens sagsakt, bemaerkes, at et saadant system ganske vist baade for de beroerte parter og for Retten goer det vanskeligere at identificere de paagaeldende dokumenter, navnlig i en sag som denne, der omfatter tusindvis af dokumenter, og at det ville vaere i bedre overensstemmelse med god forvaltningspraksis, at Kommissionen under disse omstaendigheder ikke blot angiver de dokumenter, den citerer, ved at anfoere deres dato, men ogsaa med henvisning til deres nummer i sagsakten.

79 I naervaerende sag er der imidlertid ikke gjort indgreb i sagsoegerens ret til kontradiktion som foelge af den manglende henvisning i meddelelsen af klagepunkter og i beslutningen til den dokumentnummerering, som Kommissionen indfoerte med henblik paa tilvejebringelsen af sagens akter, da sagsoegeren blot via henvisningen til deres dato var i stand til at identificere dokumenter, saavel paa den liste, der var vedlagt som bilag 2 til meddelelsen af klagepunkter, som i Kommissionens sagsakt. Det skal isaer bemaerkes, at de i replikkens bilag IV opregnede dokumenter kan identificeres uden saerlige vanskeligheder.

80 Vedroerende det forhold, at visse dokumenter ikke er oversat til spansk, skal det foerst understreges, at det ikke kan kraeves af Kommissionen, at den oversaetter flere dokumenter end dem, den stoetter sine klagepunkter paa. Disse sidstnaevnte dokumenter maa i oevrigt anses for belastende materiale, som Kommissionen tillaegger betydning, og skal derfor fremsendes til modtageren, som de er, saaledes at modtageren kan faa kendskab til det materiale, paa grundlag hvilket Kommissionen har udfaerdiget meddelelsen af klagepunkter og beslutningen. Det bemaerkes, at i naervaerende sag indeholdt bilag I til meddelelsen af klagepunkter en oversaettelse af alle uddrag af de dokumenter, der i meddelelsen er citeret paa originalsproget. Retten finder, at denne ordning har gjort det muligt for sagsoegeren praecist at faa kendskab til de faktiske omstaendigheder, Kommissionen har baseret sig paa, og hvorledes den retligt har vurderet sagen, saaledes at selskabet har kunnet varetage sine interesser paa hensigtsmaessig maade (jf. Rettens dom af 6.4.1995, sag T-148/89, Tréfilunion mod Kommissionen, Sml. II, s. 1063, praemis 21).

81 Retten finder, at sagsoegeren paa grund af disse omstaendigheder ikke har bevist, at selskabet under den administrative procedure ikke fik lejlighed til hensigtsmaessigt at fremsaette sin opfattelse vedroerende dokumenter, der er gjort gaeldende mod det i meddelelsen af klagepunkter.

82 Det skal endelige understreges, at beslutningen navnlig indeholder en individualiseret opregning af de forskellige overtraedelser, som sagsoegeren beskyldes for, saavel som en angivelse af deres varighed udtrykt i maaneder. Artikel 4 i beslutningens konklusion angiver den dato, ud fra hvilken sanktionerne er blevet anvendt, dvs. - naar bortset fra en skrivefejl (jf. praemis 226 nedenfor) - den 31. december 1988 for Aristrain's vedkommende. Spoergsmaalet om overtraedelsernes ophoer beroeres i oevrigt i beslutningens betragtning 318. Beslutningen indeholder endvidere en detaljeret undersoegelse af hver af de paatalte overtraedelser, saavel vedroerende de faktiske omstaendigheder som med hensyn til den retlige vurdering, og dette for hver enkelt af deltagerne. Endelig anerkendes det i beslutningens betragtning 313, at der foreligger formildende omstaendigheder for de paagaeldende spanske producenter, mens betragtning 305, 306 og 307 angiver de skaerpende omstaendigheder, der er lagt til grund, og herved angives de beviser, der stoetter det enkelte paatalte forhold. Kommissionen maa med disse forskellige angivelser antages at have givet sagsoegeren lejlighed til hensigtsmaessigt at goere sine rettigheder gaeldende for Retten.

83 Anbringendet om, at Kommissionen ikke har bevist sagsoegerens deltagelse i de forhold, selskabet beskyldes for, hvorved sagsoegeren til stoette herfor som bilag V til replikken har vedlagt en oversigt over de dokumenter, der indeholder klagepunkter, henhoerer i oevrigt under proevelsen af beslutningens indholdsmaessige lovlighed og kan ikke under nogen omstaendigheder, selv om anbringendet blev anset for bevist, udgoere et bevis for en tilsidesaettelse af retten til kontradiktion.

84 Det fremgaar af alt det anfoerte, at naervaerende klagepunkt som helhed maa forkastes.

Anbringendet om, at den administrative procedure er ugyldig

Sammendrag af sagsoegerens argumentation

85 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionens forpligtelse som den myndighed, der skal udfoere undersoegelserne i de procedurer, den ivaerksaetter, til ikke at sinke vedtagelsen af sine beslutninger urimeligt, foelger af en grundlaeggende ret, der er anerkendt i alle medlemsstaterne og ogsaa i spansk ret, til en retfaerdig rettergang uden ubegrundet forsinkelse. Den omstaendighed, at der ikke findes faellesskabsbestemmelser herom, kan ikke fritage Kommissionen for forpligtelsen til at handle med den fornoedne hurtighed for at undgaa, at undersoegelsesmyndigheden forfoelger den paagaeldende person uden at afslutte sagen, da der herved skabes en retsusikkerhed, der er i strid med de grundlaeggende rettigheder.

86 I naervaerende sag fremgaar det af procedurens tidsmaessige forloeb, at denne - af grunde, der alene kan tilregnes Kommissionen, og som ikke kan stoettes paa objektive, noedvendige og afgoerende omstaendigheder - har ligget stillet i perioder, der varierer mellem fem maaneder (mellem parternes besvarelse af meddelelsen af klagepunkter og hoeringen) og 13 maaneder (mellem hoeringen af parterne og vedtagelsen af beslutningen). Sagsoegeren finder, at saadanne forsinkelser udelukker, at Kommissionen kan paalaegge en boede.

Rettens bemaerkninger

87 Selv om faellesskabsretten ikke indeholder nogen bestemmelse om begrebet ugyldighed af den administrative procedure i den forstand, hvori sagsoegeren forstaar dette, er det et almindeligt faellesskabsretligt princip, at Kommissionen handler inden for en rimelig frist, naar den traeffer afgoerelser i forbindelse med administrative procedurer inden for konkurrencepolitikken (Rettens dom af 22.10.1997, forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, praemis 56 og den dér naevnte retspraksis, og af 15.9.1998, sag T-95/96, Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, Sml. II, s. 3407, praemis 73).

88 Det skal foelgelig undersoeges, om Kommissionen i den foreliggende sag har overtraadt det almindelige princip om, at den skal handle inden for en rimelig frist, i forbindelse med den procedure, der gik forud for vedtagelsen af beslutningen, idet bemaerkes, at det maa vurderes ud fra hver enkelt sag, om varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, herunder navnlig den sammenhaeng, hvori sagen indgaar, de forskellige led i den administrative procedure, som Kommissionen har gennemfoert, parternes adfaerd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter (dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, praemis 57, og i sagen Gestevisión Telecinco mod Kommissionen, praemis 75).

89 Den samlede varighed af den administrative procedure i naervaerende sag var ca. 36 maaneder. De foerste undersoegelser blev gennemfoert i januar 1991. Yderligere undersoegelser fandt sted i marts 1991. Nogle af de beroerte virksomheder og sammenslutninger af virksomheder meddelte supplerende oplysninger, efter at Kommissionen havde fremsat anmodning herom i medfoer af EKSF-traktatens artikel 47. Dette var bl.a. tilfaeldet for sagsoegeren, som ved skrivelser af 17. og 19. september 1991 besvarede Kommissionens anmodninger af 24. juli og 6. august 1991. Paa grundlag af de oplysninger, der blev modtaget i forbindelse med disse undersoegelser og anmodninger om oplysninger, sendte Kommissionen den 6. maj 1992 en meddelelse af klagepunkter til de beroerte 19 virksomheder og sammenslutninger, heriblandt sagsoegeren. Sagsoegeren besvarede meddelelsen ved skrivelse af 22. juli 1992. Hoeringen af virksomhederne, der havde modtaget meddelelsen af klagepunkter, som oprindeligt var fastsat til september 1992, blev udskudt til januar 1993 efter anmodning fra nogle af parterne, saaledes at deres advokater kunne varetage deres forsvar under en antidumpingprocedure, som paa davaerende tidspunkt var indledt mod dem af de amerikanske myndigheder. Senere - ogsaa paa parternes anmodning - foranledigede hoeringskonsulenten, at der blev ivaerksat en intern undersoegelse, som blev gennemfoert fra januar til april 1993, af GD III's rolle. Referatet af hoeringen blev tilsendt parterne den 8. juli og den 8. september 1993. I mellemtiden blev udkastet til beslutningen skrevet, godkendt og oversat af Kommissionens kompetente tjenestegrene med henblik paa vedtagelse af beslutningen i kommissaerkollegiet, hvilket endeligt skete den 16. februar 1994.

90 Under hensyn til alle disse omstaendigheder findes Kommissionen under den administrative procedure, som gik forud for vedtagelsen af beslutningen, at have handlet i overensstemmelse med princippet om overholdelse af en rimelig frist. Naar navnlig henses til sagens betydning og kompleksitet samt til antallet af beroerte virksomheder, finder Retten isaer, at den omstaendighed, at der forloeb omkring 13 maaneder, hvoraf flere blev brugt paa en intern undersoegelse, der blev gennemfoert efter anmodning fra parterne selv, mellem den administrative hoering og vedtagelsen af beslutningen, ikke udgoer en tilsidesaettelse af dette princip (jf. ogsaa dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, praemis 66).

91 Foelgelig skal naervaerende klagepunkt forkastes.

[...]

C - Anbringendet om tilsidesaettelse af traktatens artikel 65, stk. 1

[...]

Fastsaettelse af priser (maalpriser) inden for Poutrelles-udvalget

1. Spoergsmaalet om rigtigheden af de faktiske omstaendigheder

92 Ifoelge beslutningens artikel 1 anklager Kommissionen sagsoegeren for at have deltaget i en overtraedelse i form af prisfastsaettelse inden for Poutrelles-udvalget. Den periode, der er lagt til grund med henblik paa boeden, er 24 maaneder, nemlig tiden mellem den 1. januar 1989 og den 31. december 1990 (jf. beslutningens betragtning 80-121, 223-243, 311, 313 og 314 og artikel 1). Det er i den forbindelse rigtigt, at beslutningens artikel 4 i den spanske og franske version angiver, at sagsoegeren blev paalagt boede for overtraedelser, som fandt sted »efter den 31. december 1989«. Det fremgaar imidlertid saavel af den tyske og den engelske version af den naevnte artikel 4 som af beslutningens begrundelse (jf. betragtning 313 og 314, der vedroerer foelgerne af overgangsperioden i henhold til akten vedroerende Spaniens tiltraedelse, og artikel 1, hvorefter Aristrain deltog i overtraedelsen vedroerende fastsaettelsen af priser i Poutrelles-udvalget i 24 maaneder), i lyset af hvilken dens konklusion skal fortolkes, at det skyldes en simpel skrivefejl, som er uden betydning for indholdet af den anfaegtede retsakt, at denne dato er naevnt i stedet for datoen den 31. december 1988 (jf. Domstolens dom af 2.6.1994, sag C-30/93, AC-ATEL Electronics Vertriebs, Sml. I, s. 2305, praemis 21-24).

[...]

Den subsidiaere paastand om annullation af beslutningens artikel 4 eller i det mindste nedsaettelse af boedens beloeb

[...]

D - Anbringendet om urigtig bedoemmelse af en raekke kriterier og omstaendigheder, som i beslutningen er lagt til grund som relevante for fastsaettelsen af boedens beloeb

[...]

Bedoemmelsen af den omsaetning, der er relevant for beregningen af boeden

[...]

Rettens bemaerkninger

93 Traktatens artikel 65, stk. 5, bestemmer:

»Virksomheder, som har indgaaet en aftale, der uden videre er ugyldig, eller som [...] har anvendt eller forsoegt at anvende en saadan ugyldig aftale eller vedtagelse [...], eller som anvender fremgangsmaader, der strider mod bestemmelserne i stk. 1, kan af Kommissionen ikendes boeder eller tvangsboeder, der hoejst maa vaere lig med det dobbelte af omsaetningen af de produkter, som vedroeres af den aftale, vedtagelse eller fremgangsmaade, der strider mod bestemmelserne i dette stykke, dog saaledes at det ovenfor fastsatte maksimum, naar formaalet har vaeret at begraense produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, i tilfaelde af boeder kan saettes op til 10% af den paagaeldende virksomheds aarsomsaetning og i tilfaelde af tvangsboeder op til 20% af den daglige omsaetning.«

94 Selv om beslutningen ikke udtrykkeligt anfoerer, hvilket af de to maksima i traktatens artikel 65, stk. 5, der har fundet anvendelse i sagen (jf. betragtning 299, som blot gentager den naevnte bestemmelse), fremgaar det af Kommissionens forklaringer under sagens behandling for Retten, at den har anvendt det foerste af disse, dvs. det dobbelte af omsaetningen af de produkter, som vedroeres af den omhandlede praksis (jf. tillige beslutningens betragtning 322, hvori Kommissionen taler om »omsaetningen inden for de relevante produkter«). Foelgelig maa sagsoegerens foerste klagepunkt forkastes.

95 Det skal i oevrigt bemaerkes, at efter selve ordlyden af traktatens artikel 65, stk. 5, udgoer loftet paa 200% af omsaetningen af de produkter, der vedroeres af den paagaeldende overtraedelse, det vigtigste kriterium med henblik paa fastsaettelsen af boeden, som Kommissionen har ret til at anvende under alle omstaendigheder. Derimod kan Kommissionen kun frit vaelge at anvende loftet paa 10% af de paagaeldende virksomheders aarsomsaetning under helt praecist angivne omstaendigheder. Eftersom saadanne omstaendigheder ikke foreligger i denne sag, var Kommissionen ikke befoejet til at tage hensyn til de paagaeldende virksomheders samlede omsaetning. Foelgelig maa sagsoegerens andet klagepunkt ogsaa forkastes.

96 Det skal endvidere bemaerkes, at traktaten, i modsaetning til hvad sagsoegeren goer gaeldende, ikke i sig selv straffer de »monoproducerende« virksomheder i forhold til de virksomheder, hvis produktion er differentieret. Traktatens udgangspunkt er princippet om, at den omsaetning, der er opnaaet i forbindelse med de produkter, som har vaeret genstand for en konkurrencebegraensende praksis, giver et rigtigt udtryk for denne praksis' skadelighed for den normale konkurrence paa det faelles marked, bortset fra i den saerlige situation vedroerende aftaler af malthusiansk model, hvis formaal er at begraense produktionen, den tekniske udvikling eller investeringerne, hvilke aftaler efter selve deres art mere hensigtsmaessigt kan paalaegges sanktioner inden for rammerne af det andet loft i traktatens artikel 65, stk. 5. Det er derimod uden betydning, om begraensningen af den normale konkurrence er blevet begaaet af en virksomhed med en differentieret produktion eller af en »monoproducent«. De konkurrencebegraensninger, der foelger af, at en virksomhed deltager i en overtraedelse, afhaenger nemlig principielt mindre af dens samlede stoerrelse end af dens betydning paa markedet for de produkter, som den paagaeldende overtraedelse vedroerer.

97 Gennemfoerelsen af denne ordning i den foreliggende sag er heller ikke diskriminerende over for sagsoegeren. Idet Kommissionen foerst i overensstemmelse med traktatens artikel 65, stk. 5, fastsatte den procentdel af den relevante omsaetning, der skulle laegges til grund med henblik paa fastsaettelsen af boederne, ville den tvaertimod uretfaerdigt have sanktioneret virksomheder med en differentieret produktion, hvis den havde forhoejet denne procentsats med en faktor, hvorved der skulle tages hensyn til deres andre produkter, hvad enten det var for at »give dem en advarsel« eller af enhver anden grund.

98 Kommissionen anerkender i oevrigt, at den beregnede sagsoegerens boede paa grundlag af omsaetningen i de to selskaber Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría, som efter Kommissionens opfattelse har overtraadt konkurrencereglerne i samme omfang, selv om beslutningen kun er rettet til det foerste selskab (jf. betragtning 323).

99 Som Retten allerede har fastslaaet (jf. betragtning 143 og 144 ovenfor), kunne Kommissionen med foeje paalaegge sagsoegeren en enkelt boede, hvis beloeb var beregnet med henvisning til den sammenlagte omsaetning i Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría.

100 Det fremgaar herved af attesten fra sagsoegerens generalforsamlingsvalgte revisorer, at sagsoegeren i 1990 havde en omsaetning paa 9,921 mia. ESP, svarende til 76 563 000 ECU (efter den gennemsnitlige vekselkurs paa 1 ECU for 129,58 ESP, der skal anvendes i naervaerende sag (jf. praemis 663 nedenfor)), fra selskabets salg af staalbjaelker i Faellesskabet. Boeden paa 10 600 000 ECU, som selskabet er blevet paalagt, svarer til 13,84% af den naevnte omsaetning og ligger dermed klart under det maksimum paa 200% af omsaetningen, der er fastsat i traktatens artikel 65, stk. 5.

101 Retten finder i oevrigt, at Kommissionen i forbindelse med overholdelsen af dette maksimum med foeje kunne anvende »grundsatsen« paa 7,5% af den relevante omsaetning, der blev lagt til grund i naervaerende sag ved beregningen af boeden (jf. praemis 535 ovenfor), paa den sammenlagte omsaetning i Aristrain Madrid og Aristrain Olaberría. Eftersom disse selskaber i 1990 havde en omsaetning paa tilsammen 27 749 mio. ESP, svarende til 214 145 700 ECU, vedroerende deres salg af staalbjaelker i Faellesskabet, udgoer boeden paa 10 600 000 ECU, som er blevet paalagt sagsoegeren, 4,95% af den naevnte omsaetning og ligger dermed klart under den »graense« paa 7,5%, som Kommissionen havde paalagt sig selv.

102 Foelgelig maa sagsoegerens tredje klagepunkt forkastes.

103 Det fremgaar endelig af sagsakterne og af de af Kommissionen afgivne forklaringer under sagens behandling, at boeden, som er paalagt sagsoegeren, er blevet beregnet paa grundlag af en omsaetning paa 34,468 mia. ESP, som selskabet selv i sine skrivelser af 30. juli 1992, 2. december 1993 og 28. januar 1994 over for Kommissionen havde angivet som den omsaetning, Aristrain-koncernen opnaaede i 1990 paa Faellesskabets marked for staalbjaelker.

104 I sin skrivelse af 24. februar 1998, som besvarer et skriftligt spoergsmaal fra Retten, har sagsoegeren gjort gaeldende, at denne oplysning var forkert, idet tallet paa 34,468 mia. ESP omfattede udfoersler til tredjelande og saaledes ikke udelukkende vedroerte salget af staalbjaelker inden for EKSF. Sagsoegeren har vedlagt dette svar en skrivelse fra selskabets generalforsamlingsvalgte revisorer af 27. januar 1995, hvori det attesteres, at Aristrain-gruppens omsaetning i 1990 paa Faellesskabets marked for staalbjaelker i virkeligheden udgjorde 27 748 915 000 ESP, heraf 17 827 510 000 ESP for Aristrain Olaberría og 9 921 405 000 ESP for Aristrain Madrid.

105 Som svar paa Rettens spoergsmaal under retsmoedet gjorde sagsoegte gaeldende, at stoerrelsen af den boede, der blev paalagt sagsoegeren ved beslutningen, maatte anses for korrekt, for saa vidt som den var blevet beregnet paa grundlag af de oplysninger, som sagsoegeren fremlagde under den administrative procedure. Kommissionen har indtaget det standpunkt, at de oprindeligt meddelte tal var rigtige, og afviser at anerkende de tal, der senere er attesteret af sagsoegerens generalforsamlingsvalgte revisorer.

106 Retten finder, at Kommissionen ikke kan kritiseres for at have beregnet boedens beloeb paa grundlag af de overensstemmende taloplysninger, der tre gange blev meddelt af sagsoegeren selv som svar paa anmodninger om oplysninger, der var fremsat i medfoer af traktatens artikel 47.

107 Det maa imidlertid erkendes, at de herved meddelte oplysninger var behaeftet med en fejl, fordi de medregnede Artistrain-koncernens salg af staalbjaelker uden for Faellesskabet, som ikke var omfattet af Kommissionens anmodninger om oplysninger og foelgelig ikke burde vaere taget i betragtning ved beregningen af de i sagen paalagte boeder. Paa dette punkt ser Retten ingen grund til at betvivle sandheden eller rigtigheden af de tal, der blev attesteret den 27. januar 1995 efter at vaere revideret af sagsoegerens generalforsamlingsvalgte revisorer.

108 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegeren fejlagtigt er blevet paalagt en boede, hvis beloeb ikke korrekt afspejler selskabets placering paa Faellesskabets marked for staalbjaelker og foelgelig hverken omfanget eller grovheden af dets deltagelse i de paagaeldende overtraedelser. Selv om ansvaret for denne fejl paahviler sagsoegeren, finder Retten som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at foelgerne heraf boer afhjaelpes, og at stoerrelsen af den boede, der er blevet paalagt sagsoegeren, boer nedsaettes.

[...]

Anbringendet om bedoemmelsen af overtraedelsernes varighed

[...]

109 Af de grunde, der allerede er anfoert i praemis 226 ovenfor, skal der ikke tages hensyn til den skrivefejl, der findes i den spanske og den franske version af beslutningens artikel 4. Den periode, som Kommissionen har lagt til grund for boeden, er foelgelig 24 maaneder, nemlig perioden mellem den 1. januar 1989 og den 31. december 1990 for de spanske producenters vedkommende, mens den normalt er 30 maaneder, nemlig perioden mellem den 1. juli 1988 og den 31. december 1990 for de andre procenters vedkommende.

110 Det fremgaar i oevrigt at Kommissionens detaljerede forklaringer under sagens behandling, at den fastsatte forskellige boeder under hensyn til bl.a. varigheden af den enkelte overtraedelse, bortset fra hvad angaar aftalerne om harmonisering af priserne for tillaeg. Kommissionen har saaledes taget behoerigt hensyn til, at de spanske producenters deltagelse i aftalerne om fastsaettelse af maalpriser og i udvekslingen af fortrolige oplysninger inden for Poutrelles-udvalget varede kortere, og det boedebeloeb, de blev paalagt for dette forhold, udgoer 80% (24/30) af det boedebeloeb, de ville vaere blevet paalagt, saafremt de ligesom de fleste andre producenter havde deltaget i disse overtraedelser siden den 1. juli 1988.

111 I oevrigt har sagsoegte i beslutningens betragtning 252 anfoert, at »af de aarsager, der er redegjort for i betragtning 313, vil Ensidesa og Aristrain ikke blive gjort ansvarlige for deres deltagelse i aftalen af 15. november 1988«. Til gengaeld er det blevet bevist, at sagsoegeren har deltaget i fire andre aftaler om harmonisering af tillaeg, der blev indgaaet mellem den 1. januar 1989 og den 31. december 1990. Det fremgaar imidlertid, at Kommissionen ikke tog hensyn til denne mindre deltagelse fra sagsoegerens side i de naevnte aftaler, da den beregnede stoerrelsen af den boede, der burde paalaegges selskabet for dette forhold, idet denne for alle de paagaeldende virksomheder blev fastsat generelt til 0,5% af den relevante omsaetning (med forbehold for en saerskilt nedsaettelse paa 10%, som blev givet Aristrain og Ensidesa, fordi der ikke var foretaget harmonisering af tillaeg i Spanien, jf. praemis 256 ovenfor).

112 Under henvisning til det anfoerte finder Retten som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at den boede, der er paalagt sagsoegeren paa grund af selskabets deltagelse i aftalerne om harmonisering af tillaeg, boer nedsaettes med 20%.

113 I oevrigt finder Retten, at en ulovlig adfaerd, der foreligger i form af deltagelse i en raekke aftaler og former for konkurrencebegraensende praksis vedroerende fastsaettelse af priser, opdeling af markeder og udveksling af fortrolige oplysninger, hvis institutionaliserede ramme var en lang raekke moeder mellem producenterne igennem en periode paa to aar, med rette kan anses for at vaere af lang varighed. Foelgelig maa sagsoegerens oevrige argumenter afvises som ubegrundede.

[...]

Anbringendet om manglende hensyntagen til devalueringen af pesetaen

114 Sagsoegeren har gjort gaeldende, at Kommissionen ved at angive boedernes beloeb i ecu uden at korrigere for virkningerne af de devalueringer, der var foelgen af krisen inden for det europaeiske monetaere system i 1992 og 1993, har indtaget en diskriminerende holdning, der har vaeret til skade for de virksomheder, der ligesom sagsoegeren har den stoerste del af deres omsaetning i devaluerede valutaer, og til fordel for de virksomheder, der benytter de opskrevne valutaer, saasom den tyske mark.

115 Ifoelge sagsoegeren foelger det af ligebehandlingsprincippet, at Kommissionen skal paase, at omstaendigheder eller faktorer, der er irrelevante i forhold til den enkelte virksomheds vilje og holdning til deltagelsen i en kollektiv overtraedelse eller graden af deltagelsen heri, faktisk ikke giver anledning til nogen forskelsbehandling, der kan skade deres konkurrencevilkaar. Sagsoegeren finder, at navnlig valutanedskrivninger boer have en neutral virkning paa gennemfoerelsen af en procedure om anvendelse af konkurrencereglerne.

116 Sagsoegeren har i den forbindelse anfoert, at Kommissionen ved beregningen af boeden tog hensyn til Aristrain-koncernens omsaetning i 1990, der var valgt som referenceregnskabsaar (jf. beslutningens betragtning 16), nemlig 34,468 mia. ESP, omregnede den til ecu efter vekselkursen paa 129,58 ESP pr. ecu, som var gaeldende i 1990, og paa det herved fremkomne resultat, 266 mio. ECU, anvendte den procentsats, der var fastlagt med henblik paa boeden, dvs. 4%, og som slutresultat kom til et tal paa 10 600 000 ECU, som er den boede, der blev paalagt ved beslutningen i februar 1994. Da omregningskursen var steget til 158,24 ESP pr. ecu i 1994, ville sagsoegeren ved at betale boeden eller stille en bankgaranti skulle baere en meromkostning paa 22%, svarende til 1,92 mio. ECU, og endog 30%, hvis man sammenligner behandlingen af sagsoegeren med behandlingen af de tyske virksomheder.

117 Kommissionens fejl, som sagsoegeren betegner som grov uagtsomhed, er, at den har angivet boederne i ecu, der er en ren regningsenhed og ikke tjener andet formaal end at sikre, at maksimumsbestemmelserne i forordning nr. 17 er overholdt, hvilket er i strid med Domstolens praksis, der hviler paa de reelle valutamaessige omstaendigheder (jf. dommen i sagen Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, praemis 9-17, og generaladvokat Warner's forslag til afgoerelse i forbindelse med denne dom, samt Domstolens dom af 13.2.1980, sag 256/78, Misenta mod Kommissionen, Sml. s. 219). Efter sagsoegerens opfattelse kunne forskelsbehandlingen have vaeret undgaaet enten ved at angive omsaetningen i national valuta eller ved at anvende den vekselkurs for ecu, der gjaldt paa datoen for vedtagelsen af beslutningen, for derved at udligne virkningerne af devalueringen.

118 Sagsoegeren har endvidere gjort gaeldende, at vekselrisikoen kan accepteres i forbindelse med internationale transaktioner, fordi disse indeholder bestemmelser om korrigerende mekanismer, men ikke ved afslutningen af en meget lang administrativ procedure, under hvilken virksomhederne ikke kunne forudse, at de ville blive paalagt sanktioner for gamle forhold med et rekordbeloeb, som de ikke kunne beskytte sig imod.

119 Retten bemaerker, at de paalagte boeder ifoelge beslutningens artikel 4 skal betales i ecu.

120 Det bemaerkes, at der intet er til hinder for, at Kommissionen angiver boedens beloeb i ecu, som er en monetaer enhed, der kan omregnes til national valuta. Dette goer det i oevrigt lettere for virksomhederne at sammenligne de paalagte boeder. Den omstaendighed, at ecuen kan omregnes til national valuta, adskiller endvidere denne monetaere enhed fra den »regningsenhed«, der omtales i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, og hvorom Domstolen udtrykkeligt har udtalt, at da den ikke var en betalingsvaluta, maatte boeden noedvendigvis fastsaettes i national valuta (Domstolens dom af 9.3.1977, forenede sager 41/73, 43/73 og 44/73 - fortolkning, Société anonyme générale sucrière m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 445, praemis 15).

121 Den af sagsoegeren fremfoerte kritik, hvormed der rejses spoergsmaal om lovligheden af Kommissionens metode - som bestaar i, at virksomhedernes referenceomsaetning omregnes til ecu efter den gennemsnitlige omregningskurs i samme aar (1990) - kan ikke tiltraedes, saaledes som Retten allerede har fastslaaet i dom af 14. maj 1998, Sarrió mod Kommissionen (sag T-334/94, Sml. II, s. 1439, praemis 394 ff.).

122 Indledningsvis bemaerkes, at Kommissionen som udgangspunkt skal beregne de boeder, der skal paalaegges virksomheder, som har medvirket i samme overtraedelse, efter en og samme metode (jf. Pioneer-dommen, praemis 122).

123 En sammenligning mellem de oplyste omsaetninger, som er udtrykt i virksomhedernes nationale valutaer, forudsaetter, at Kommissionen omregner omsaetningerne til en og samme monetaere enhed. Da ecuens vaerdi fastsaettes paa grundlag af samtlige nationale valutaer i medlemsstaterne, har Kommissionen med rette omregnet de enkelte virksomheders omsaetning til ecu.

124 Det er ligeledes med rette, at Kommissionen har baseret sig paa omsaetningen i referenceaaret (1990), samt at den har omregnet omsaetningen til ecu paa grundlag af de gennemsnitlige valutakurser for dette aar. Dels har Kommissionens hensyntagen til de enkelte virksomheders omsaetning i referenceaaret, dvs. det seneste hele aar i den konstaterede overtraedelsesperiode, givet den mulighed for at bedoemme saavel de enkelte virksomheders stoerrelse og oekonomiske betydning som omfanget af overtraedelsen for hver enkelts vedkommende, hvilket er relevante omstaendigheder ved vurderingen af grovheden af den overtraedelse, som den enkelte virksomhed har begaaet (jf. Pioneer-dommen, praemis 120 og 121). Dels har omregningen af omsaetningen til ecu under hensyntagen til de gennemsnitlige valutakurser i referenceaaret givet Kommissionen mulighed for at undgaa, at eventuelle valutaudsving i tiden efter, at overtraedelsen er ophoert, paavirker bedoemmelsen af virksomhedernes relative stoerrelse og oekonomiske magt, saavel som omfanget af den overtraedelse, hver enkelt virksomhed har begaaet, og dermed af overtraedelsens grovhed. Bedoemmelsen af overtraedelsens grovhed skal nemlig ske paa grundlag af den oekonomiske situation, som den var paa det tidspunkt, da overtraedelsen blev begaaet.

125 Argumentet om, at omsaetningen i referenceaaret skulle have vaeret omregnet til ecu paa grundlag af valutakursen den dag, hvor beslutningen blev vedtaget, kan derfor ikke tiltraedes. En boedeberegning, der anvender den gennemsnitlige valutakurs i referenceaaret, giver mulighed for at udelukke de tilfaeldige virkninger, som foelger af aendringer i de nationale valutaers reelle vaerdi, der kan forekomme, og som faktisk er forekommet i den foreliggende sag, i tiden mellem referenceaaret og det aar, hvor beslutningen blev vedtaget. Selv om denne metode kan indebaere, at det beloeb, en bestemt virksomhed skal betale, udtrykt i national valuta, nominelt ligger hoejere eller lavere end det beloeb, den skulle have betalt, saafremt valutakursen paa datoen for beslutningens vedtagelse var blevet anvendt, er dette kun den logiske foelge af aendringerne i de forskellige nationale valutaers reelle vaerdi.

126 Det bemaerkes endvidere, at de virksomheder, der er beslutningens adressater, almindeligvis driver virksomhed i mere end én medlemsstat gennem lokale repraesentationer. De arbejder saaledes i en raekke nationale valutaer. En betydelig del af sagsoegerens egen omsaetning stammer saaledes fra eksportmarkederne (ifoelge skrivelsen af 27.1.1995 fra selskabets generalforsamlingsvalgte revisorer havde sagsoegeren i 1990 en omsaetning fra salg af staalbjaelker paa 6 067 974 000 ESP i Spanien og paa 3 853 431 000 ESP i resten af EKSF; for sagsoegerens soesterselskab, Aristrain Olaberría, er disse tal henholdsvis 12 717 803 000 ESP og 5 109 707 000 ESP). Naar en beslutning som den omtvistede paalaegger sanktioner i anledning af overtraedelser af traktatens artikel 65, stk. 1, og naar de virksomheder, der er beslutningens adressater almindeligvis driver virksomhed i flere medlemsstater, udgoer omsaetningen i referenceaaret, naar den er omregnet til ecu paa grundlag af en gennemsnitsvekselkurs for samme aar, summen af omsaetningen i hvert af de lande, hvor virksomheden har aktiviteter. Den tager saaledes fuldt ud hensyn til de paagaeldende virksomheders reelle oekonomiske situation i referenceaaret.

127 Under hensyn til det anfoerte maa sagsoegerens anbringende forkastes.

Anbringendet om den ukorrekte bedoemmelse af en raekke formildende omstaendigheder

[...]

128 Det maa af de grunde, som allerede er anfoert ovenfor, antages, at Kommissionen har foretaget en behoerig bedoemmelse af arten, omfanget, betydningen og varigheden af sagsoegerens deltagelse i de overtraedelser, som selskabet beskyldes for i beslutningen.

129 Der skal endvidere mindes om, at den omstaendighed, at en virksomhed ikke har spillet en saerlig aktiv rolle eller ikke har optraadt som initiativtager, ikke fritager den for ansvar for dens deltagelse i overtraedelsen (Domstolens dom i sagen BMW Belgium m.fl. mod Kommissionen, praemis 49 ff., og dom af 1.2.1978, sag 19/77, Miller mod Kommissionen, Sml. s. 131, praemis 18).

130 Det bemaerkes endvidere, at det forhold, at en virksomhed, der bevisligt har deltaget i en samordning af priser med sine konkurrenter, ikke har udvist en adfaerd paa markedet, der svarer til den, der blev aftalt med konkurrenterne, ikke noedvendigvis skal tages i betragtning som formildende omstaendighed ved boedeudmaalingen (jf. dommen i sagen Petrofina mod Kommissionen, praemis 173, og dom af 14.5.1998, sag T-308/94, Cascades mod Kommissionen, Sml. II, s. 925, praemis 230). En virksomhed, der paa trods af samordningen med sine konkurrenter foelger en mere eller mindre uafhaengig politik paa markedet, soeger eventuelt at udnytte kartellet til sin fordel.

131 I naervaerende sag giver de af sagsoegeren meddelte oplysninger ikke grundlag for at antage, at selskabets reelle adfaerd paa markedet har kunnet modvirke de konkurrencebegraensende virkninger af den fastslaaede overtraedelse. Det staar fast, at selskabet faktisk har deltaget i de faelles initiativer vedroerende priserne, og at virksomheden efter sin betydning er den naeststoerste producent af staalbjaelker i Faellesskabet.

132 Sagsoegeren har ikke foert noget bevis for, at de andre virksomheder i sektoren udoevede tvang over for sagsoegeren, og at selskabet blev tvunget til at indtraede i Poutrelles-udvalget.

133 For saa vidt angaar anbringendet om, at sagsoegeren ikke har handlet forsaetligt eller uagtsomt, skal det bemaerkes, at det ikke er noedvendigt for, at en overtraedelse kan antages at vaere begaaet forsaetligt, at virksomheden vidste, at den overtraadte forbuddet i traktatens artikel 65. Det er tilstraekkeligt, at virksomheden ikke kunne vaere uvidende om, at den paagaeldende adfaerd havde til formaal eller til foelge at begraense konkurrencen paa det faelles marked (jf. vedroerende EF-traktaten, dommen i sagen Belasco m.fl. mod Kommissionen, praemis 41, og Rettens dom af 14.5.1998, sag T-310/94, Gruber + Weber mod Kommissionen, Sml. II, s. 1043, praemis 259).

134 Det er i naervaerende sag tilstraekkeligt at fastslaa, at sagsoegeren deltog i moederne i Poutrelles-udvalget, et organ, hvis konkurrencebegraensende formaal er blevet bevist af Kommissionen, samt i en aftale med Ensidesa og British Steel om opdeling af markederne.

135 I oevrigt var sagsoegerens konstaterede overtraedelse af traktatens artikel 65, stk. 1, aabenbar.

136 Hvad angaar sagsoegerens paastaaede samarbejde med Kommissionen skal det bemaerkes, at sagsoegeren i sit svar paa meddelelsen af klagepunkter ikke indroemmede rigtigheden af nogen af de faktiske forhold, der blev gjort gaeldende mod selskabet.

137 Kommissionen har med rette antaget, at dette svar ikke kunne berettige til, at der indroemmedes sagsoegeren en nedsaettelse af boeden som foelge af et samarbejde under den administrative procedure. En boedenedsaettelse, der ydes med denne begrundelse, er kun berettiget, saafremt adfaerden har bevirket, at Kommissionens vanskeligheder i forbindelse med at konstatere en overtraedelse og med i givet fald at bringe denne til ophoer mindskes (jf. dommen i sagen Cascades mod Kommissionen, praemis 255 ff.).

138 Hvad endelig angaar sagsoegerens beslutning, som blev truffet efter meddelelsen af klagepunkter, om ikke laengere at deltage i moederne i Poutrelles-udvalget, bemaerkes, at den er uden betydning for, hvorledes den tidligere adfaerd skal bedoemmes, navnlig naar denne bevidst blev skjult for Kommissionen. Det kan under alle omstaendigheder ikke betragtes som en formildende omstaendighed, at en forsaetligt begaaet overtraedelse er bragt til ophoer, naar dette skyldes Kommissionens indgriben.

139 Under hensyn til det anfoerte maa sagsoegerens argumenter i det hele forkastes.

Anbringendet om tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling af de virksomheder, der er paalagt boeder ved beslutningen

140 Sagsoegeren har indledningsvis klaget over, at virksomheden er blevet behandlet paa samme maade som de virksomheder, der er medlemmer af Eurofer, selv om den ikke er medlem af denne sammenslutning. Sagsoegeren henviser til beslutningens betragtning 317, hvori Kommissionen udtaler, at den ikke mener, at det er noedvendigt at paalaegge de virksomheder, der er medlemmer af Eurofer, yderligere boeder for deres organisations adfaerd, »da disse medlemmer [...] allerede paalaegges boeder for de paagaeldende overtraedelser«. Den omstaendighed, at der ikke tages hensyn til de overtraedelser, der er begaaet af organisationen, foerer til en forhoejelse af niveauet af den boede, der er paalagt for de andre overtraedelser, hvilket rammer de virksomheder, der ikke er medlemmer af Eurofer.

141 Sagsoegeren finder for det andet, at selskabet er blevet forskelsbehandlet i forhold til de skandinaviske virksomheder. I sammenligning med alle de andre prisfastsaettelsesaftaler, der straffes med boeder i beslutningen, har Kommissionen anvendt ulige kriterier paa aftalerne om fastsaettelse af priser paa det danske marked, som disse virksomheder indgik inden for Eurofer-/Skandinavien-gruppen, og har paalagt dem latterligt smaa boeder (750 ECU for Norsk Jernverk AS, 600 ECU for Inexa Profil AB), hvis stoerrelse ikke staar i noget som helst forhold til stoerrelsen af sagsoegerens egen boede, hvilket ifoelge sagsoegeren ikke kan forklares blot ved forskellen i omsaetning.

142 For det tredje har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen ikke burde have ligebehandlet de store, staerkt stoettede staalkoncerner, som bestaar af »multiproducenter«, og en familieejet »monoproducent«, der ligesom sagsoegeren aldrig har modtaget nogen form for offentlig stoette eller subsidier. Over for kravet om at betale boeden og/eller stille en garanti uden nogen form for bistand fra staten, og idet selskabet ikke har mulighed for at anvende fremgangsmaaden med krydssubventioner mellem virksomhederne inden for samme koncern, rammes sagsoegeren haardere end andre paa grund af forhold, der ikke har forbindelse med overtraedelsernes grovhed og varighed. I replikken har sagsoegeren gjort gaeldende, at boeden, der er paalagt Aristrain-koncernen, set i forhold til dennes samlede omsaetning, svarer til 28 gange boeden for Usinor Sacilor, 17 gange boeden for NMH, 18 gange boeden for Thyssen, naesten 11 gange boeden for TradeARBED, ca. 6 gange boeden for Saarstahl, naesten 5 gange boeden for British Steel og 4 gange boeden for Preussag.

143 Retten minder om, at efter fast retspraksis (jf. f.eks. Rettens dom af 14.5.1998, sag T-317/94, Weig mod Kommissionen, Sml. II, s. 1235, praemis 287, 288 og 289) er det almindelige ligebehandlingsprincip til hinder for, at ensartede situationer behandles forskelligt, eller at forskellige situationer behandles ens, medmindre en saadan behandling er objektivt begrundet.

144 Det bemaerkes, at i naervaerende sag har Kommissionen - som det fremgaar af dens detaljerede forklaringer under sagens behandling - anvendt den samme beregningsmetode ved fastsaettelsen af boeden for den enkelte virksomhed, og den har anvendt de samme procentsatser af den relevante omsaetning og tilpasset disse under hensyn til varigheden, grovheden og den geografiske udstraekning af de overtraedelser, som virksomheden har deltaget i.

145 Hvad herefter for det foerste angaar den paastaaede forskelsbehandling i forhold til de virksomheder, der er medlemmer af Eurofer, er det tilstraekkeligt at bemaerke, at alle de virksomheder, der deltog i ordningen med udveksling af fortrolige oplysninger, som paatales i beslutningen, saavel medlemmer af Eurofer som andre, er blevet paalagt boeder paa samme maade paa grundlag af varigheden af den begaaede overtraedelse. Kommissionens beslutning om ikke at paalaegge Eurofer's medlemsvirksomheder yderligere boeder for deres organisations adfaerd, som bestod i at lette udvekslingen af oplysninger mellem dem, har det ene formaal at undgaa, at disse medlemmer indirekte blev straffet to gange for den samme adfaerd. Dette indebaerer imidlertid ikke, at boeden, der blev paalagt for de paagaeldende informationsudvekslinger, blev forhoejet til skade for de virksomheder, der ikke er medlemmer af Eurofer.

146 Hvad for det andet angaar den paastaaede forskelsbehandling i forhold til de skandinaviske virksomheder skal det bemaerkes, at der foreligger objektive forskelle mellem sagsoegeren og de skandinaviske virksomheder Norsk Jernverk AS og Ovako AB, idet disse kun deltog i aftalerne om fastsaettelse af priser paa det danske marked, hvis geografiske udstraekning er forholdsvis begraenset, i henholdsvis 30 og 28 maaneder, mens sagsoegeren beskyldes for deltagelse i aftaler om fastsaettelse af priser paa de forskellige markeder i EKSF i 24 maaneder, udveksling af fortrolige oplysninger inden for Poutrelles-udvalget i 24 maaneder, en aftale med British Steel og Ensidesa om opdeling af markederne i 8 maaneder og harmonisering af tillaeg. I oevrigt er de naevnte virksomheders omsaetning for det relevante produkt, hvilket er et vigtigt element ved bedoemmelsen af boederne, klart mindre end sagsoegerens og endnu mindre end Aristrain-koncernens omsaetning.

147 Sagsoegerens tredje argument maa forkastes paa grund af bevismangel, for saa vidt som de hviler paa en paa ingen maade bevist og heller ikke naermere praeciseret paastand om, at visse ikke-identificerede medlemsstater har gjort indgreb i konkurrencevilkaarene i traktatens artikel 67's forstand til fordel for virksomheder, som heller ikke er identificeret. I det omfang dette anbringende hviler paa en sondring mellem de virksomheder, der er »monoproducenter«, og koncerner med differentieret produktion, maa det forkastes af de grunde, der i det vaesentlige allerede er anfoert i praemis 576 ovenfor. Endelig er de sammenligninger, som sagsoegeren har foretaget vedroerende virkningen af boeden i forhold til de forskellige virksomheders omsaetning, ikke relevante, da de bygger paa den samlede omsaetning og ikke paa omsaetningen vedroerende det relevante produkt, som Kommissionen alene skulle tage hensyn til (jf. praemis 575 ovenfor).

Anbringendet om tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet

[...]

148 Retten har allerede fastslaaet, at det almindelige niveau for de boeder, der er paalagt i naervaerende sag, er blevet beregnet paa grundlag af en raekke relevante hensyn, navnlig varigheden, grovheden og den aabenbare karakter af de begaaede overtraedelser, saavel som virksomhedernes oekonomiske betydning paa det relevante marked, saaledes som denne fremgaar af deres omsaetning vedroerende staalbjaelker, og deres viden om, at deres adfaerd var ulovlig.

149 Retten minder endvidere om, at det fremgaar af de detaljerede forklaringer, som Kommissionen har afgivet under sagens behandling, at den som udgangspunkt anvendte en »grundsats« paa 7,5% af omsaetningen vedroerende det paagaeldende produkt, hvorefter denne sats blev justeret under hensyn til den geografiske udstraekning og varigheden af de forskellige individuelle overtraedelser.

150 For saa vidt angaar sagsoegerens saerlige situation har Retten allerede fastslaaet, at varigheden af selskabets deltagelse i de paagaeldende overtraedelser er to aar og ikke et aar, at den relevante omsaetning er den, der blev opnaaet af saavel Aristrain Madrid som af Aristrain Olaberría, og at den boede, der blev paalagt sagsoegeren for dennes deltagelse i de forskellige overtraedelser, udgoer 4,95% af denne samlede omsaetning.

151 Under hensyn til det anfoerte i det hele finder Retten, at Kommissionen ikke har anlagt en aabenbart urigtig bedoemmelse, da den fastsatte niveauet for den boede, der skulle paalaegges sagsoegeren.

152 Der er i oevrigt intet grundlag for at antage, at Kommissionen ved fastsaettelsen af boedernes stoerrelse baserede sig paa hensyn, der er naervaerende sag uvedkommende. Det skal endvidere bemaerkes, at selv om de i naervaerende sag paalagte boeder maatte betragtes som eksemplariske og afskraekkende, er dette ikke en tilstraekkelig begrundelse for heri at se en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet (jf. dommen i sagen Hilti mod Kommissionen).

153 Det skal endelig bemaerkes, at en virksomheds evne til at betale boeden ikke noedvendigvis boer paavirke boedefastsaettelsen (dommen i sagen IAZ m.fl. mod Kommissionen). Under alle omstaendigheder har Kommissionen taget behoerigt hensyn til denne faktor ved at give virksomhederne mulighed for at betale boederne i rater.

154 Det foelger af det anfoerte i det hele, at Kommissionen ikke har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved fastsaettelsen af boedernes almindelige niveau, herunder niveauet for den boede, der skulle paalaegges sagsoegeren.

Rettens udoevelse af sin fulde proevelsesret

155 Det skal foerst bemaerkes, at det hverken i beslutningens artikel 1 eller i den foerste tabel, der opsummerer de forskellige prisfastsaettelseaftaler, og som findes i beslutningens betragtning 314, angives, at sagsoegeren har deltaget i en aftale om fastsaettelse af priser paa det spanske marked. Det fremgaar imidlertid af de detaljerede forklaringer, som Kommissionen har afgivet under sagens behandling, at sagsoegeren er blevet paalagt en boede paa 212 800 ECU for en saadan overtraedelse. Ifoelge Kommissionen, som henviser til beslutningens betragtning 174 og 276, skyldes det tilsyneladende en fejl, at disse forhold ikke er optaget i beslutningens betragtning 314 og i artikel 1.

156 Eftersom det ikke anfoeres i beslutningens konklusion, at sagsoegeren har deltaget i den naevnte overtraedelse, skal der ikke tages hensyn til den ved beregningen af boeden. Denne skal foelgelig nedsaettes med 212 800 ECU efter den af Kommissionen anvendte beregningsmetode.

157 Af de ovenfor i praemis 598 anfoerte grunde skal beloebet for den boede, der er paalagt sagsoegeren paa grund af selskabets deltagelse i aftalerne om harmonisering af tillaeg, endvidere nedsaettes med 20%. Boeden skal herefter nedsaettes med 239 400 ECU, idet der herved tages hensyn til den saerlige formildende omstaendighed for de spanske producenter efter den af Kommissionen anvendte metode.

158 Af de ovenfor i praemis 619 ff. (3) anfoerte grunde finder Retten endvidere, at det samlede beloeb af den boede, der er paalagt for aftalerne og den samordnede praksis vedroerende fastsaettelse af priser, skal nedsaettes med 15%, fordi Kommissionen i et vist omfang har overvurderet de konkurrencebegraensende virkninger af de konstaterede overtraedelser. Under hensyn til nedsaettelser, der allerede er naevnt ovenfor vedroerende den paastaaede aftale om fastsaettelse af priser paa det spanske marked og aftalerne om harmonisering af tillaeg, udgoer denne nedsaettelse 941 164 ECU ifoelge den af Kommissionen anvendte beregningsmetode.

159 Af de grunde, der er anfoert ovenfor i praemis 586 ff., finder Retten, at sagsoegerens boede skal beregnes paa grundlag af en relevant omsaetning paa 27 748 917 000 ESP, svarende til 214 145 700 ECU, og ikke paa 34 468 000 000 ESP. Under hensyn til de allerede naevnte nedsaettelser maatte sagsoegerens boede saaledes ifoelge den af Kommissionen anvendte metode nedsaettes til et beloeb paa 7 412 184 ECU.

160 Det skal endelig bemaerkes, at Kommissionen ikke over for sagsoegeren har paatalt den samordnede praksis vedroerende fastsaettelse af de priser, der blev anvendt i Det Forenede Kongerige i andet halvaar af 1990, selv om en saadan overtraedelse er blevet gjort gaeldende over for flere andre virksomheder (jf. praemis 276 ovenfor). Selv om dette forhold ikke paavirker varigheden af overtraedelsen vedroerende fastsaettelse af priser inden for Poutrelles-udvalget, som sagsoegeren kritiseres for i artikel 1 i beslutningens konklusion, begraenser det intensiteten af sagsoegerens deltagelse i den naevnte overtraedelse sammenlignet med de andre virksomheders deltagelse. Paa dette grundlag finder Retten i forbindelse med udoevelsen af sin fulde proevelsesret, at boeden skal nedsaettes med 300 000 ECU ifoelge den af Kommissionen anvendte metode.

161 Naar Retten fastsaetter en boede som led i udoevelsen af sin fulde proevelsesret, er der i sagens natur ikke tale om en praecis matematisk operation. I oevrigt er Retten ikke bundet af Kommissionens beregninger, men skal foretage sin egen vurdering under hensyntagen til alle sagens omstaendigheder.

162 Retten finder, at Kommissionens generelle fremgangsmaade ved fastsaettelsen af boedernes niveau er velbegrundet under hensyn til sagens omstaendigheder. De overtraedelser, der bestaar i fastsaettelse af priserne og opdeling af markeder, og som udtrykkeligt er forbudt efter traktatens artikel 65, stk. 1, maa nemlig betragtes som saerlig alvorlige, eftersom de indebaerer et direkte indgreb i de vaesentlige konkurrenceparametre paa det paagaeldende marked. Endvidere har systemerne for udveksling af fortrolige oplysninger, som er lagt sagsoegeren til last, haft et lignende formaal som en opdeling af markederne paa grundlag af de traditionelle handelsstroemme. Alle de overtraedelser, der er taget i betragtning med henblik paa boeden, blev begaaet efter kriseordningens ophoer, efter at virksomhederne havde modtaget behoerige advarsler. Som det er fastslaaet af Retten, var det generelle formaal med de i sagen omhandlede aftaler og former for praksis netop at hindre eller forstyrre den tilbagevenden til den normale konkurrence, som var foelgen af den aabenbare kriseperiodes ophoer. Virksomhederne var endvidere bekendt med disse foranstaltningers ulovlige karakter og skjulte dem bevidst for Kommissionen.

163 Under hensyn til det anfoerte i det hele, samt henset til, at Raadets forordning (EF) nr. 1103/97 af 17. juni 1997 om visse bestemmelser vedroerende indfoerelsen af euroen finder anvendelse fra den 1. januar 1999, skal boedens beloeb fastsaettes til 7 100 000 EUR.

[...]

Sagens omkostninger

164 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Kommissionen ikke alene tilpligtes at betale samtlige omkostninger i forbindelse med naervaerende sag i medfoer af procesreglementets artikel 87, stk. 2, men ogsaa de udgifter, sagsoegeren har afholdt under den administrative procedure. Selskabet har til stoette for paastanden henvist til billighedsprincippet, til de mangler, den anfaegtede beslutning er behaeftet med, som viser en mangelfuld administrativ virksomhed, og til traktatens artikel 34.

165 Ifoelge procesreglementets artikel 87, stk. 3, kan Retten fordele sagens omkostninger eller bestemme, at hver part baerer sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis vinder eller taber paa et eller flere punkter. Da sagsoegeren kun har faaet delvis medhold, finder Retten det paa grundlag af en bedoemmelse af sagens omstaendigheder rimeligt at paalaegge sagsoegeren at baere sine egne omkostninger og tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne vedroerende sagen om foreloebige forholdsregler.

166 Det skal endvidere understreges, at ifoelge artikel 91, litra b), i Rettens procesreglementet kan der kraeves erstatning af udgifter, som er »noedvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik paa sagens behandling, isaer rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmaegtigede, raadgivere eller advokater«.

167 Det foelger heraf, at i henhold til denne bestemmelse er de udgifter, der kan kraeves erstattet, for det foerste begraenset til de udgifter, der er afholdt med henblik paa sagens behandling ved Retten, og omfatter ikke udgifterne i forbindelse med den administrative procedure (Domstolens kendelse af 30.11.1994, sag C-222/92 DEP, SFEI m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5431, praemis 12, og Rettens kendelse af 25.6.1998, forenede sager T-177/94 (92) og T-377/94 (92), Altmann m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 18), og for det andet begraenset til de udgifter, der har vaeret noedvendige i den forbindelse (Domstolens kendelse af 9.11.1995, sag 89/95 DEP, Ahlstroem Osakeyhtioe m.fl. mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgoerelser, praemis 14).

168 Der kan foelgelig ikke gives sagsoegeren medhold i paastanden om, at Kommissionen tilpligtes til at betale de udgifter, der er afholdt under den administrative procedure.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Anden Udvidede Afdeling)

1) Den boede, der er paalagt sagsoegeren ved artikel 4 i Kommissionens beslutning 94/215 af 16. februar 1994 om en procedure i henhold til EKSF-traktatens artikel 65 vedroerende aftaler og forskellige former for samordnet praksis mellem europaeiske producenter af staalbjaelker, fastsaettes til et beloeb paa 7 100 000 EUR.

2) I oevrigt frifindes Kommissionen.

3) Sagsoegeren baerer sine egne sagsomkostninger samt tre fjerdedele af Kommissionens omkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen om foreloebige forholdsregler. Kommissionen baerer en fjerdedel af sine egne omkostninger.

(1) - Der gengives kun de praemisser i naervaerende dom, som Retten finder det hensigtsmaessigt at offentliggoere. De andre praemisser er i det vaesentlige identiske med eller ligner praemisserne i Rettens dom af 11.3.1999, Thyssen mod Kommissionen (sag T-141/94, Sml. II, s. 347), med undtagelse af navnlig praemis 74-120, 331-365, 373-378, 413-454 og 614-625, som ikke findes tilsvarende i naervaerende dom. Overtraedelserne af traktatens artikel 65, stk. 1, som sagsoegeren kritiseres for paa visse nationale markeder, er endvidere ikke identiske med dem, der foreholdes sagsoegeren i sagen Thyssen mod Kommissionen.

(2) - Denne dato angives i den franske og spanske version af beslutningen. Den tyske og engelske version angiver datoen 31.12.1988.

(3) - Jf. dommen i sagen Thyssen mod Kommissionen, praemis 640 ff.