61993A0458

++++

1. Euratom ° forsyningsordning ° Faellesskabets optionsret og eneret ° betingelser for udoevelse ° Forsyningsagenturets forpligtelse til at sikre afsaetningen af faellesskabsproduktionen ° ingen ° anvendelse af princippet om praeference for faellesskabsproducenter ° betingelser ° institutionernes skoensbefoejelse ° domstolsproevelse

(Euratom-traktaten, art. 52-76; Euratoms Forsyningsagenturs reglement, der bestemmer de naermere regler vedroerende sammenholdelse af udbud af og efterspoergsel efter malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, art. 5a)

2. Ansvar uden for kontraktforhold ° betingelser ° retsstridighed ° skade ° aarsagsforbindelse

(Euratom-traktaten, art. 151 og art. 188, stk. 2)

1. Inden for Euratom-traktatens system konkurrerer tilbud fra producenter i Faellesskabet i almindelighed med tilbud, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet. Heraf foelger, at Euratoms Forsyningsagentur ikke har befoejelse til at udoeve sin optionsret, naar den pris, som faellesskabsproducenten forlanger, er for hoej til at sikre dennes afsaetningsmuligheder paa markedet, naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, der kan vaere til hinder for opnaaelsen af traktatens maal. "Med de i denne traktat fastsatte undtagelser" er det i oevrigt ifoelge den prisfastsaettelsesordning, der er fastlagt i traktatens kapitel VI, principielt ikke tilladt at paalaegge brugerne at koebe malme, der hidroerer fra Faellesskabet, til en hoejere pris end markedsprisen, der fremkommer ved at sammenholde tilbud og ordrer.

Heraf foelger rent konkret, at agenturet kun i paakommende tilfaelde ° naar der ikke foreligger juridiske forhold som naevnt i traktatens artikel 61, stk. 1, til hinder for, at en ordre imoedekommes ° kan goere faellesskabspraeferencen for producenter i Faellesskabet gaeldende, og med dette formaal modsaette sig en import, hvis den pris, som forlanges af faellesskabsproducenterne, svarer til eller er lavere end den, som agenturet enten er blevet underrettet om gennem brugerens ordre efter den fremgangsmaade, der er fastlagt i traktatens artikel 60, stk. 1-5, eller i praksis i den kontrakt, som forinden indgaaelse forelaegges agenturet til underskrift i medfoer af artikel 5a i agenturets reglement, der bestemmer de naermere regler vedroerende sammenholdelse af udbud og efterspoergsel, eller saafremt deres tilbud indeholder saadanne fordele, at de for brugeren kan opveje en eventuel prisforskel.

Under den forudsaetning, at agenturet har bemyndigelse til at udoeve sin optionsret til de malme, der er produceret i Faellesskabet, er agenturet imidlertid desuden ikke forpligtet til at give afsaetningen af faellesskabsproduktionen fortrinsret, naar den forsyningsordning, der er fastlagt i traktaten, ikke indeholder noget princip om faellesskabspraeference for producenterne. Agenturet kan navnlig kun udoeve sine enerettigheder med henblik paa at afsaette naturligt uran, der udbydes af en faellesskabsproducent, og saaledes sikre, at denne kan opretholde driften af sin virksomhed inden for Faellesskabets omraade, i forbindelse med, at de maal, der er fastlagt i traktaten, forfoelges. Naar det drejer sig om afgoerelser vedroerende den oekonomiske politik og handelspolitikken saavel som atompolitikken, har agenturet i denne forbindelse under udoevelsen af sine befoejelser vide skoensbefoejelser, saaledes at Rettens proevelsesret under alle omstaendigheder er begraenset til at vedroere et aabenbart fejlagtigt skoen eller magtfordrejning.

Naar henses til denne retlige ramme, kan en virksomhed, hvis produktion udgoer omkring 1,5% af forbruget af naturligt uran i Faellesskabet, og som ikke kan afsaette sin produktion i faellesmarkedet, fordi den pris, virksomheden forlanger, er for hoej, ikke ° naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, der kan begrunde en undtagelse fra forsyningsordningen ° anmode Kommissionen om at paalaegge Forsyningsagenturet at udoeve sin optionsret og sin eneret til at afslutte kontrakter med henblik paa at sikre afsaetning af virksomhedens produktion.

2. Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold forudsaetter opfyldelsen af en raekke betingelser vedroerende retsstridigheden af den adfaerd, som institutionerne haevdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt vedroerende aarsagsforbindelsen mellem adfaerden og den paaberaabte skade.

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Selskabet Empresa Nacional de Urânio SA (herefter "ENU") driver minedrift, i det vaesentlige rettet mod fremstillingen af koncentrater af naturligt uran (U3 08) paa portugisisk omraade. Det fremgaar af sagen, at der fra minen i Urgeiriça er en produktion af stoerrelsesordenen 200 tons aarligt. Da ENU ikke har andre indtaegtskilder end salget af sin uranproduktion, er afsaetningen af uranlageret en betingelse for, at selskabet kan opretholde sin industrivirksomhed. Koncentreret uran anvendes i de industrielle kernereaktorer. Da der ikke i Portugal findes nogen industriel kernereaktor, er det ikke muligt at anvende koncentreret uran fremstillet af ENU i dette land, hvorfor selskabet er noedsaget til at eksportere hele sin produktion.

2 Efter parternes samstemmende bemaerkninger udgoer ENU' s produktion ca. 1,5% af Faellesskabets forbrug af naturligt uran, som udgoer naer ved 14 000 tons aarligt (se den aarlige beretning fra Euratoms Forsyningsagentur, 1987, s. 15), mens produktionen af uran i Faellesskabet er af stoerrelsesordenen 3 500-4 000 tons aarligt. I 1987 kom saaledes 72,5% af forsyningerne til Faellesskabets brugere fra lande uden for Faellesskabet (a.st., s. 19). Denne procentdel har ikke aendret sig maerkbart i loebet af de foelgende aar. I 1992 udgjorde den 81% (a.st., 1992, s. 33), mens forbruget i Faellesskabet under hele perioden er forblevet relativt stabilt.

3 Indtil 1990 afsatte ENU 136 tons koncentreret uran aarligt, dvs. naesten tre fjerdedele af sin produktion, til 27 USD pr. pund til Electricité de France (EDF), som selskabet foer Portugals tiltraedelse af Euratom havde indgaaet en langfristet kontrakt med. Da i oevrigt de priser, som i nogle aar havde vaeret gaeldende for enkeltkontrakter (dvs. paa det saakaldte "spotmarked"), imidlertid ikke daekkede produktionsomkostningerne, voksede ENU' s lagre, hvilket var til alvorlig skade for selskabets planer om at udnytte en ny og rigere forekomst i Niza (Portugal) med lavere produktionsomkostninger. Desuden har det forhold, at den kontrakt, som ENU havde indgaaet med EDF, udloeb den 31. december 1990, beroevet selskabet den eneste salgsgaranti, der ifoelge ENU indeholdt "vilkaar om minimal rentabilitet".

4 I den forbindelse tilboed ENU efter Den Portugisiske Republiks tiltraedelse af De Europaeiske Faellesskaber ved skrivelse af 8. oktober 1987 Euratoms Forsyningsagentur (herefter benaevnt "agenturet") at saelge 350 tons koncentreret uran (U3 08) til levering mellem 1987 og 1991, saaledes at agenturet kunne udoeve sin optionsret. Agenturet videresendte ved skrivelser af 3. november 1987 dette tilbud til Faellesskabets brugere. Ved skrivelse af 5. november 1987 meddelte det ENU, at tilbuddet var blevet fremsendt til alle elektricitetsselskaber og andre mulige aftagere i Faellesskabet. Agenturet anfoerte desuden i skrivelsen, at det ville fremsende tilbuddet til mellemhandlere, saafremt der ikke inden den fastlagte frist havde vist sig nogen interesseret, saaledes som det var blevet telefonisk aftalt med ENU. Efter at tilbuddet var blevet overgivet til mellemforhandlere, blev der foert direkte forhandlinger mellem ENU og adskillige selskaber. Disse forhandlinger fortsatte i 1988 og foerte ikke til, at der blev afsluttet kontrakter om salg af uran, fordi den af ENU forlangte pris var hoejere end den, som de potentielle koebere tilboed.

5 Ved skrivelse af 10. oktober 1988 genfremsatte ENU formelt den anmodning, som selskabet havde fremsat den 8. oktober 1987, om, at agenturet skulle udoeve sin optionsret til det lager paa 350 tons uran, som selskabet regnede med at have i 1990. Ved skrivelse af 8. november 1988 anerkendte Kommissionen modtagelsen af denne skrivelse og understregede, at ENU havde rejst et vigtigt problem, idet den forsikrede om, at Kommissionen fandt, at en tilfredsstillende loesning heraf havde fortrinsret. Da Kommissionen i oevrigt af den portugisiske regerings statssekretaer for energi blev opfordret til at undersoege dette problem, svarede den ved skrivelse af 14. november 1988, at Kommissionen omhyggeligt ville undersoege problemet med henblik paa at naa frem til en positiv loesning.

6 Ved skrivelse af 2. august 1989 meddelte ENU agenturet, at spoergsmaalet om afsaetning af selskabets uranlagre endnu ikke var blevet afklaret. Ved skrivelse af 21. september 1989 foreslog agenturet, at spoergsmaalet om en grundpris paa 25,80 ECU pr. pund U3 08 blev diskuteret paa ny under et naeste moede med ENU, idet denne pris forekom det at vaere "for hoej i oejeblikket, selv i en fleraarig kontrakt, naar henses til den markedssituation, som agenturet har kendskab til". Under et moede den 24. oktober 1989 foreslog agenturet at finde en praktisk loesning sammen med brugerne, dvs. at goere brug af overtalelse og ikke af tvang. I skrivelse af 25. oktober 1989 med kopi til Kommissionen anmodede ENU paa ny agenturet om at handle i overensstemmelse med traktatens bestemmelser.

7 Som svar paa naevnte skrivelse af 25. oktober 1989 meddelte kommissionsmedlem Cardoso e Cunha, der var ansvarlig for energispoergsmaal og for agenturet, ved skrivelse af 8. december 1989 ENU, at "han var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en 'saerlig ordning' for at loese problemer af den art", og at han havde opfordret agenturet til "at foere de forslag om foranstaltninger, som agenturet havde fremlagt i denne forbindelse, ud i livet". Desuden erklaerede Kommissionen som svar paa en skriftlig forespoergsel, som var blevet stillet den af Europa-Parlamentet under dets moedeperiode i april 1990 at

"Kommissionen inden for Euratom-traktaten (har) forpligtet sig til at finde en loesning paa problemet med afsaetningen af den portugisiske uranproduktion" (forespoergsel 190/90).

8 Som det fremgaar af parternes samstemmende indlaeg, overgav agenturet under et moede den 12. december 1989 ENU den "skitse til praktisk loesning af problemet 'portugisisk uran' inden for rammerne af forsyningspolitikken", som Cardoso e Cunha henviste til i sin naevnte skrivelse af 8. december 1989 under begrebet "saerlig ordning". I denne "skitse" fastsattes foelgende:

"a) Den foreslaaede loesning bestaar i at fordele det portugisiske uran til elektricitetsselskaberne efter foelgende principper:

° Agenturets politik vedroerende praeference for faellesskabsproduktion af uran skal supplere nationale politikker.

° Den skal finde anvendelse uden forskelsbehandling paa alle producenter, som anmoder agenturet herom.

° Den skal udelukkende finde anvendelse paa eksisterende miner (produktionskapaciteten den 1.1.1990).

° Den skal have til formaal at opretholde driften af disse miner under perioder med markedsnedgang.

° Fordelingen af disponibelt uran i Faellesskabet skal bygge paa en fordelingsnoegle, der er saa objektiv som muligt.

° De producenter, der er omfattet af systemet, skal kunne paavise en kostpris, der er lavere end den aarlige gennemsnitspris, som Faellesskabets brugere for det loebende aar har betalt efter fleraarige kontrakter (agenturets 'fleraarige gennemsnitspris' ).

b) Fordelingen og fastlaeggelsen af producentpriserne kan finde sted saaledes:

° Uranet kan fordeles i forhold til den installerede effekt i de atomkraftvaerker, der drives i industrielt eller kommercielt oejemed.

° Den pris, som producenten opnaar (pris frit fabrik med omveksling til valgfri faellesskabsvaluta), skal vaere producentens pristalsregulerede kostpris plus 10% (kostprisen attesteres af et revisionsfirma og revideres hvert tredje aar).

° Naar markedsprisen er hoejere end producentens kostpris plus 10%, skal ordningen suspenderes."

9 ENU accepterede, at agenturet ivaerksatte den "saerlige ordning", som agenturet havde overbragt selskabet under moedet den 12. december 1989, med henblik paa at loese afsaetningsproblemet for uranproduktionen. Imidlertid meddelte det saavel under dette moede som i sine skrivelser af 31. januar og 9. april 1990 agenturet, at det var i tvivl om, hvorvidt den netop beskrevne plan var effektiv, da den ikke i medfoer af bestemmelserne i traktatens kapitel VI paalagde Faellesskabets brugere at handle som bestemt.

10 Den foreslaaede loesning paa problemet "portugisisk uran" inden for rammerne af forsyningspolitikken blev droeftet mellem agenturet og brugerne, i begyndelsen bilateralt med CEGB (Det Forenede Kongerige), Syantom (Belgien) og RWE (Tyskland), og dernaest under et multilateralt moede, som fandt sted den 24. april 1990. I et notat af 20. marts 1990 havde agenturet forinden givet sit raadgivende udvalg meddelelse om spoergsmaalet vedroerende det portugisiske uran, og om at dette moede skulle afholdes. I notatet erklaerede agenturet, at svarene fra alle Faellesskabets brugere, der var blevet spurgt, fordelte sig som foelger:

° Vi er rede til at stoette agenturets handlingsplan, der udgoer et indgreb (maengder og pris), paa betingelse af, at den anvendes over for alle uden forskelsbehandling.

° Vore behov er daekkede, den forlangte pris er for hoej, den bedste garanti for forsyningssikkerhed opnaas, hvis man lader uranet forblive i jorden.

11 I fortsaettelse af det ovennaevnte moede den 24. april 1990 henledte agenturet i sin skrivelse af 2. maj 1994 til ENU opmaerksomheden paa, at elektricitetsselskaberne ikke ville aftage uran til en pris, der var hoejere end den oevre graense for markedsprisen for langfristede kontrakter, som de ansaa for at ligge paa 20 USD pr. pund. Agenturet tilfoejede, at disse selskaber paa baggrund af den naevnte artikel 65, stk. 2, i traktaten bestred agenturets ret til at paalaegge dem at koebe portugisisk uran til en hoejere pris.

12 Efter forskellige samtaler og en omfattende korrespondance med agenturet og Kommissionen anmodede ENU ved skrivelse af 21. december 1990 Kommissionen om, at den

"i overensstemmelse med Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, og artikel 148:

a) I henhold til traktatens artikel 53 paalaegger agenturet ... at genoprette den forskriftsmaessige funktion af de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, under overholdelse af bestemmelserne om den faelles forsyningspolitik ...

b) Straks undersoeger ° og derefter handler paa grundlag af de opnaaede resultater ° hvorledes det har vaeret muligt uden nogen undersoegelse i henhold til traktatens artikel 66 ° at Faellesskabets brugere frit kan forsyne sig med uran fra eksterne markeder, skoent ENU' s produktion er disponibel til en rimelig pris ... og at Kommissionen direkte eller gennem agenturet klart goer de overtraedende virksomheder opmaerksom paa, at den vil skride ind over for dem, saafremt de foretager nye indfoersler, saa laenge ENU' s produktion fortsat er til salg ...

c) Med ENU ... droefter stoerrelsen af den godtgoerelse, der boer udbetales til ENU som erstatning for det tab, som virksomheden er blevet paafoert paa grund af Kommissionens og Forsyningsagenturets retsstridige undladelse af at udoeve faellesskabskompetence.

d) ... paaser, at Forsyningsagenturet overholder Kommissionens beslutning ° hvilket endnu ikke er sket ° idet den paalaegger agenturet at ivaerksaette en 'saerlig ordning' , som muliggoer en oejeblikkelig loesning af problemet med hensyn til afsaetningen af ENU' s uran, og stoetter agenturet ved gennemfoerelsen heraf ...

e) ... derfor paalaegger agenturet at gennemfoere den til det rettede beslutning ved at finde en tilfredsstillende loesning paa ENU' s problem ° uden at dette i oevrigt beroerer anvendelsen af traktatens bestemmelser paa en saadan maade, at fremtidige vanskeligheder undgaas".

13 Da Kommissionen ikke tog stilling hertil, anlagde ENU den 3. april 1991 i medfoer af traktatens artikel 148 passitivitetssoegsmaal mod Kommissionen. I dom af 16. februar 1993 (sag C-107/91, ENU mod Kommissionen, Sml. I, s. 599, praemis 32-34) kendte Domstolen for ret, at Kommissionen i strid med Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2, havde undladt at vedtage en beslutning vedroerende ENU' s ansoegning, hvorved agenturets disposition, der indebar en stiltiende afvisning af at udoeve sin optionsret med hensyn til den portugisiske uranproduktion og af at ivaerksaette den naevnte "saerlige ordning" i forsyningspolitikken, blev forelagt for Kommissionen.

14 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. oktober 1992 (sag T-458/93) har ENU desuden nedlagt paastand om, at Det Europaeiske Atomenergifaellesskab i medfoer af traktatens artikel 188, stk. 2, doemmes til at erstatte det tab, ENU har lidt ved Kommissionens paastaaede overtraedelse af Euratom-traktatens bestemmelser. Ved kendelse af 27. september 1993 henviste Domstolen sagen til Retten i medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21). Den skriftlige forhandling er forloebet forskriftsmaessigt, foerst for Domstolen, dernaest for Retten.

15 Det fremgaar desuden af Kommissionens bemaerkninger, som bekraeftes af sagsoegeren, at ENU takket vaere de anstrengelser, som agenturet har udfoldet, i juni 1993 indgik kontrakt med en faellesskabsbruger om salg af 50 tons koncentreret uran. Senere har ENU i oktober 1993 indgaaet endnu en salgskontrakt om levering af 100-200 tons i 1993 og 1994. Disse enkeltsalg fandt sted til en pris, der var langt lavere end den, til hvilken ENU havde indvilget i at udbyde sit uran inden for rammerne af den "saerlige ordning" (se praemis 8).

16 Med henblik paa at opfylde Domstolens naevnte dom af 16. februar 1993, ENU mod Kommissionen, vedtog Kommissionen den 19. juli 1993 beslutning 93/428/Euratom om anvendelse af Euratom-traktatens artikel 53, stk. 2 (EFT L 197, s. 54, herefter "beslutningen"). Ved beslutningen afvises alle de anmodninger, som ENU fremsatte i sin naevnte klageskrivelse af 21. december 1990 (se praemis 12).

17 Ved staevning indleveret til Rettens Justitskontor den 27. september 1993 (sag T-523/93) paastod ENU herefter beslutningen annulleret. Ved kendelse af 16. december 1994 forenede Retten i Foerste Instans (Anden Udvidede Afdeling) denne sag med den naevnte sag T-458/93 med henblik paa den mundtlige forhandling og domsafsigelsen. Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgaaende bevisoptagelse. Parterne har fremlagt visse dokumenter og skriftligt foer retsmoedet besvaret de spoergsmaal, som Retten havde stillet dem inden for rammerne af foranstaltninger med henblik paa sagens tilrettelaeggelse som angivet i artikel 64 i Rettens procesreglement. Den mundtlige forhandling fandt sted den 5. april 1995.

Parternes paastande

18 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

° Kommissionens beslutning af 19. juli 1993 annulleres.

° Det fastslaas, at det forhold, at bestemmelserne i Euratom-traktatens kapitel VI og VII er blevet tilsidesat til skade for virkeliggoerelsen af de faellesskabsmaal, der kommer til udtryk i traktatens artikel 2, litra c), d) og g), har foraarsaget et tab for sagsoegeren, som det paa nuvaerende tidspunkt endnu er umuligt at fastlaegge med bestemthed.

° Faellesskabet doemmes til at erstatte dette tab efter naermere aftale mellem parterne eller ° saafremt enighed ikke opnaas inden 60 dage efter dommens afsigelse ° som naermere fastlagt af Retten.

° Kommissionen betaler sagens omkostninger.

19 Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

° Sagsoegte frifindes i annullationssoegsmaalet.

° Erstatningssoegsmaalet afvises.

° Subsidiaert, at sagsoegte frifindes i erstatningssoegsmaalet.

° Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.

Annullationspaastanden

20 Sagsoegeren har nedlagt paastand om, at Kommissionens naevnte beslutning annulleres i det omfang, de anmodninger, som sagsoegeren havde fremsat i naevnte skrivelse af 21. december 1990 (praemis 12) paa baggrund af traktatens artikel 53, stk. 2, med henblik paa at loese problemet vedroerende afsaetningen af dennes uranproduktion, afvises. Disse anmodninger kan med henblik paa den undersoegelse, der skal foretages i naervaerende sag, opdeles i foelgende grupper. For at opnaa, at agenturet i overensstemmelse med traktatens bestemmelser udoevede sin optionsret til denne produktion og sin eneret til at slutte kontrakter om leverancer af malme, opfordrede ENU i det vaesentlige Kommissionen til dels at paalaegge agenturet at genoprette den forskriftsmaessige funktion af de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, dels i medfoer af de samme bestemmelser at forhindre, at Faellesskabets brugere frit kan forsyne sig fra eksterne markeder, skoent ENU' s produktion er disponibel til en rimelig pris (A). Desuden anmodede ENU Kommissionen om ° for at loese det overhaengende problem vedroerende afsaetningen af selskabets uranlagre ° at paalaegge agenturet at ivaerksaette den "saerlige ordning" vedroerende portugisisk uran inden for sin forsyningspolitik (se praemis 8)(B).

A ° Anmodningen om at ivaerksaette de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, med henblik paa at sikre afsaetningen af det uran, der udbydes af ENU

Sammenfatning af parternes argumenter

21 Sagsoegeren goer gaeldende, at Kommissionen ved sit afslag paa at efterkomme den anmodning, der blev fremsat for at opnaa, at agenturet udoevede sin optionsret og sin eneret til at slutte kontrakter om leverancer med henblik paa at sikre afsaetningen af sagsoegerens uranproduktion, har ladet haant om de mekanismer, der er indfoert ved Euratom-traktatens kapitel VI. Sagsoegeren bestrider for det foerste, at en forskriftsmaessig funktion for disse mekanismer ° saaledes som Kommissionen haevder det i beslutningen ° sikres ved det af Euratoms Forsyningsagentur udstedte reglement om de naermere regler vedroerende sammenholdelse af tilbud og ordrer paa malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, der er udstedt den 5. maj 1960 i medfoer af traktatens artikel 60, stk. 6, og aendret ved agenturets forordning af 15. juli 1975 (henholdsvis EFT 1959-1962, s. 44, og EFT L 193, s. 37, herefter "reglementet").

22 I denne henseende henviser sagsoegeren indledningsvis til, at bestemmelserne i traktatens kapitel VI aldrig har vaeret genstand for revision og saaledes er forblevet i kraft i deres helhed, saaledes som Domstolen kendte det for ret i sin dom af 14. december 1971 (sag 7/71, Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1971, s. 295, org. ref.: Rec. s. 1003, praemis 10-28). Under disse betingelser finder sagsoegeren, at de forenklede fremgangsmaader til sammenholdelse af tilbud og ordrer paa malme og udgangsmaterialer, som er fastlagt i reglementets artikel 5 og 5a, ikke er forskriftsmaessige i det omfang, de afviger fra den metode til sammenholdelse, som var blevet fastlagt i Euratom-traktatens artikel 60.

23 Hvad saerligt angaar den naevnte artikel 5a, goer sagsoegeren indledningsvis gaeldende, at agenturets naevnte forordning af 15. juli 1975, hvorved denne artikel blev indsat i reglementet, er behaeftet med en vaesentlig formel mangel. Bestemmelsen er nemlig ikke blevet godkendt af Kommissionen, saaledes som det kraeves i traktatens artikel 60, og en saadan godkendelsesbeslutning naevnes under alle omstaendigheder ikke i forordningens henvisninger.

24 Med hensyn til realiteten goer sagsoegeren gaeldende, at artikel 5a strider mod traktatens artikel 60, for saa vidt som det i artiklen bestemmes, at "forbrugerne er berettigede til at henvende sig direkte til producenterne og til at forhandle frit med den valgte producent om leveringskontrakten", mens agenturet ifoelge traktaten blot bemyndiges til i reglementet at fastlaegge vilkaarene for sammenholdelse af tilbud og ordrer, som producenterne og brugerne er forpligtede til at underrette agenturet om, for at det kan udoeve sin optionsret og eneret til at slutte kontrakter om leverancer.

25 Artikel 5a er saaledes i strid med Euratom-traktatens artikel 57, stk. 2, andet afsnit, artikel 58 og artikel 60, stk. 2, hvorefter producenter uden undtagelse er forpligtede til at tilbyde agenturet deres produktion. Den strider ligeledes imod artikel 60, stk. 1, hvorved brugerne paalaegges "regelmaessigt (at underrette) agenturet om deres behov for forsyning". Artiklen er endelig i strid med Euratom-traktatens artikel 52, stk. 1, der fastlaegger "princippet om lige adgang til forsyningskilderne", i det omfang, de nationale producenter efter bestemmelsen er berettigede til at forhandle direkte med de respektive nationale brugere, i paakommende tilfaelde efter ordre fra regeringerne, saaledes som det havde vaeret tilfaeldet i 30 aar.

26 Desuden er artikel 5a absolut til hinder for, at agenturet kan udoeve sin optionsret og sin eneret til at slutte kontrakter om leverancer inden for det system til samling af tilbud og ordrer, som er fastlagt i Euratom-traktaten, navnlig artikel 52, stk. 2, litra b), og artikel 53, 55, 57, 60, 61 og 62. Agenturets mellemkomst efter artikel 60 maa nemlig indebaere, at det foerst udoever sin optionsret ved at indgaa en koebekontrakt [artikel 57, stk. 1, litra b), og artikel 57, stk. 2], og dernaest ved en ny kontrakt saelger de malme, som det har erhvervet, til brugerne [artikel 52, stk. 2, litra b), artikel 55 in fine og artikel 60, stk. 5]. Med andre ord tilsidesaettes med artikel 5a det "grundlaeggende princip, hvorefter der aldrig maa skabes nogen direkte kontraktmaessig forbindelse mellem producenterne og Faellesskabets brugere af malme". Sagsoegeren goer i denne henseende gaeldende, at selv under den forudsaetning, at agenturet ikke benytter sig af sin optionsret, kan producenten i medfoer af artikel 59, stk. 1, litra b), foerste saetning, kun afsaette den disponible produktion "uden for Faellesskabet". Producenten kan saaledes aldrig drive handel med en bruger i Faellesskabet.

27 Endvidere tager sagsoegeren afstand fra den fuldstaendige sammenblanding af faellesmarkedet, hvor reglementet finder anvendelse, og hvor manglen paa udbud af malme (produceret i Faellesskabet) er overvaeldende, og markedet udenfor, hvor udbuddet for oejeblikket overstiger efterspoergslen. Traktaten sondrer klart mellem disse to markeder ved at opstille princippet om faellesskabspraeference. Saaledes er faellesskabsproduktionen af malme forbeholdt Faellesskabets brugere og kan kun eksporteres i overensstemmelse med artikel 58 og artikel 59, stk. 1, litra b), naar disse ikke har behov herfor. Derimod kan Faellesskabets brugere kun i medfoer af Euratom-traktatens artikel 66 skaffe forsyninger fra lande uden for Faellesskabet, hvis Kommissionen godtgoer, at produktionen i Faellesskabet er utilstraekkelig, eller at prisen er urimelig.

28 At der foreligger en faellesskabspraeference til fordel for producenterne, bekraeftes af det forhold, at traktatens artikel 60 udelukkende vedroerer sammenholdelsen af tilbud og ordrer paa produkter, "der hidroerer fra Faellesskabet", idet artiklen dels indgaar i afdeling II i kapitel VI om malme og nukleart braendsel, der hidroerer fra Faellesskabet, dels er rettet til de erhvervsdrivende. Artikel 60 fastlaegger de naermere regler for indgaaelsen af enekontrakter mellem paa den ene side agenturet og producenterne, paa den anden side Faellesskabets brugere i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 52, stk. 2, litra b), og artikel 55, 57 og 58, som udtrykkeligt kun handler om produkter, der hidroerer fra Faellesskabet. Ligeledes bekraeftes det ved traktatens artikel 61, der indgaar i den naevnte afdeling II i kapitel VI, og hvorved det paalaegges agenturet "at imoedekomme alle ordrer", at importen af uran kun er tilladt efter traktaten for at imoedegaa et utilstraekkeligt udbud i Faellesskabet. Forsyningen med malme eller nukleart braendsel fra lande uden for Faellesskabet kan nemlig kun forekomme under de betingelser, der opstilles i Euratom-traktatens artikel 64 om agenturets eneret til at slutte kontrakter om levering af malme, artikel 66, der fastlaegger de betingelser, hvorunder brugerne har ret til direkte at slutte kontrakter om leverancer fra lande uden for Faellesskabet, og artikel 73 om kontrakter eller konventioner, der "ogsaa omfatter leverancer af produkter, der henhoerer under agenturets kompetence".

29 Sagsoegeren goer desuden gaeldende, at den i Euratom-traktatens artikel 2, litra d), omhandlede forsyningsgaranti har til forudsaetning, at uranproduktionssektoren beskyttes med henblik paa at goere Faellesskabet selvforsynende. Ifoelge artikel 2, litra g), er det i oevrigt et maal for Faellesskabet at "sikre store afsaetningsmuligheder". Dertil kommer, at Faellesskabet efter artikel 2, litra c), skal "lette investeringer og, saerligt ved at stoette virksomhedernes initiativ, sikre oprettelsen af saadanne vaesentlige anlaeg, som er noedvendige for kerneenergiens udvikling i Faellesskabet". I Euratom-traktaten fastlaegges derfor, navnlig i artikel 70, bestemmelser med henblik paa at begunstige produktionen.

30 Sagsoegeren finder under disse omstaendigheder, at den forenklede procedure, der er indfoert ved reglementets artikel 5a ° ved at tilsidesaette agenturets enerettigheder og princippet om faellesskabspraeference ° er til hinder for, at de prisdannelsesmekanismer, der opstilles i traktaten, kan fungere. Sagsoegeren henleder i denne forbindelse opmaerksomheden paa, at priserne i medfoer af artikel 67 skal fremkomme "ved at sammenholde tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anfoerte betingelser".

31 Sagsoegeren haevder, at Kommissionen har medgivet, at den forenklede procedure til sammenholdelse af tilbud og ordrer, der er indfoert ved reglementets artikel 5a, ikke er forskriftsmaessig, ved at anerkende, at "det er givet, at agenturet ikke i oejeblikket foelger den fremgangsmaade til sammenholdelse, som er fastlagt i traktatens artikel 60, [fordi] fremgangsmaaden efter artikel 60 under de nuvaerende markedsbetingelser med store udbud ikke ville tjene noget formaal". Sagsoegeren bygger desuden paa moedereferater fra forskellige moeder i agenturets raadgivende udvalg, udarbejdet af et medlem af dette udvalg, J. Bettencourt, der er fuldmaegtig i ENU, med henblik paa at paavise, at agenturet ligeledes ° som navnlig dets generaldirektoer og dets vicegeneraldirektoer har udtalt det ° har erkendt, at agenturets monopol og reglerne om sammenholdelse af tilbud og ordrer paa malme blev tilsidesat.

32 Efter at have redegjort for denne sags retlige ramme goer sagsoegeren dernaest gaeldende, at det i dette tilfaelde ved traktatens regler paalaegges at sikre afsaetningen af selskabets produktion af naturligt uran, som er disponibelt til en rimelig pris.

33 Sagsoegeren goer gaeldende, at brugerne kun kan naegte at koebe uran gennem agenturet og skaffe forsyninger fra lande uden fra Faellesskabet, hvis Kommissionen paa deres anmodning har fastslaaet, at den forlangte pris var urimelig. Navnlig kraeves det ikke i traktatens artikel 66 ° for at faellesskabsproduktionen skal kunne drage fordel af et praeferencesystem ° at den pris, som forlanges af en faellesskabsproducent, er konkurrencedygtig, men blot, at den ikke er urimelig, dvs. at den staar i "rimeligt forhold til kostprisen". Kommissionen har i oevrigt ikke bestridt, at agenturet eller andre brugere aldrig har haevdet, at den af ENU forlangte pris var urimelig.

34 Under alle omstaendigheder goer ENU gaeldende, at den forlangte pris ° i modsaetning til, hvad der haevdes i beslutningen ° var fuldstaendig konkurrencedygtig. Denne pris var den samme ° hvis ikke lavere ° som den pris, hvortil andre producenter i Faellesskabet solgte deres produktion til brugerne i deres respektive lande. Den af ENU forlangte pris i de fleraarige leveringskontrakter, som selskabet forelagde for agenturet (tilbud om levering af uran af 8. oktober 1987, af 2. august 1989, af 10. december 1990 og af 4. januar 1991) var endog lavere end den gennemsnitspris, der blev benyttet af Faellesskabets brugere ved lignende kontrakter og offentliggjort i agenturets aarlige beretning, som ENU' s konkurrencedygtighed maa skulle vurderes i forhold til.

35 Sagsoegeren bestrider Kommissionens anbringende, hvorefter denne sammenligning mellem sagsoegerens priser og de priser, som offentliggoeres af agenturet, ikke skulle kunne godtgoere, at sagsoegerens tilbud var konkurrencedygtige, i det omfang, de af agenturet offentliggjorte priser var blevet fastlagt i tidligere indgaaede fleraarige kontrakter og derfor havde "historisk" karakter og var udtryk for en overpris i forhold til samtidige tilbud paa markedet. Sagsoegeren goer gaeldende, at hvis der var tale om overpriser, kunne brugerne nemt genforhandle eller ophaeve kontrakterne med hjemmel i traktatens artikel 64 og 66. Disse priser var i oevrigt blevet systematisk nedsat fra 28,25 ECU pr. pund i 1988 til 21,05 ECU i 1991, hvilket svarer til et fald paa 25% paa fire aar. Et saadant fald i gennemsnitspriserne var ikke resultat af nye fleraarige kontrakter, som var sjaeldent forekommende mellem 1987 og 1991, og som vedroerte en del af det aarlige forbrug i Faellesskabet, der ikke var tilstraekkelig stor til maerkbart at kunne paavirke gennemsnitsprisen paa uran.

36 Efter at have givet udtryk for, at de priser, som ENU tilboed i fleraarige kontrakter, ikke oversteg dem, der var gaeldende paa det europaeiske marked for lignende kontrakter, fremfoerer sagsoegeren det klagepunkt, at Kommissionen sammenligner selskabets priser med dem, der er gaeldende for enkeltkontrakter, det vaere sig vedroerende en enkelt levering eller flere leveringer, som hoejst straekker sig over en periode paa tolv maaneder. Saadanne priser boer ikke tages i betragtning, naar de vedroerer lejlighedskoeb, som ikke sikrer forsyningssikkerheden for den nukleare industri inden for Faellesskabet.

37 Desuden er disse priser dumpingpriser. I adskillige tilfaelde drejer det sig om uran fra demonterede nukleare spraenghoveder. Kostprisen for dette uran er hverken kendt eller til at fastlaegge. Mere generelt fremhaever ENU, at malmen, saavel under de fleraarige kontrakter som paa det saakaldte "spotmarked", saelges til dumpingpris uden sammenhaeng med den faktiske produktionsomkostning i tredjelande, hvor der enten ikke er nogen indenlandsk afsaetningsmulighed, eller hvor produktionen langt overstiger behovet. Dette er ikke blot tilfaeldet for uran, der eksporteres fra republikkerne i Samfundet af Uafhaengige Stater (SNG), men ligeledes for det uran, der kommer fra Den Kinesiske Folkerepublik og fra visse afrikanske lande.

38 Endelig understreger sagsoegeren, at den naevnte uranimport navnlig fra republikkerne i SNG finder sted ° som ogsaa indroemmet af agenturet i dettes aarlige beretninger ° "ved hjaelp af mellemmaend" i strid med traktatens og reglementets bestemmelser, hvorefter udelukkende direkte forhandling mellem producenterne og brugerne er tilladt.

39 Under disse omstaendigheder er Kommissionens paastande om den af ENU tilbudte uranpris saa meget desto mere grundloese, som ENU har accepteret inden for rammerne af den "saerlige ordning" at saelge sit uran til en pris, der svarer til "producentens pristalsregulerede kostpris plus 10%". Sagsoegeren haevder, at denne pris er "omkring en tredjedel lavere end virksomhedens samlede kostpris og meget lavere ... end de priser, til hvilke Faellesskabets brugere kunne importere uran inden for de fleraarige kontrakter". Sagsoegeren slutter heraf, at agenturet var i stand til at videresaelge det portugisiske uran med fortjeneste og ikke med tab. Under alle omstaendigheder tager sagsoegeren afstand fra Kommissionens anbringende om, at agenturet ikke havde oekonomisk mulighed for at koebe portugisisk uran. Sagsoegeren henleder i denne forbindelse opmaerksomheden paa, at agenturet i traktaten tillaegges optionsret og bemyndiges til at fremskaffe de noedvendige ressourcer til udoevelse af denne kompetence under de betingelser, der fastlaegges i artikel VII i agenturets vedtaegter.

40 Kommissionen tager afstand fra alle sagsoegerens anbringender. Den afviser sagsoegerens fortolkning af den forsyningsordning, der er gennemfoert ved traktatens kapitel VI. Den henleder foerst opmaerksomheden paa, at traktatens ordning bygger paa agenturets monopol, idet agenturet, som det udtrykkes i artikel 52, har optionsret til produktionen inden for Faellesskabet samt eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme og nukleart braendsel. Imidlertid er agenturet ikke forpligtet til at udoeve sin optionsret. Herom vidner navnlig traktatens artikel 59, stk. 1, hvori muligheden af, at agenturet ikke udoever denne rettighed, forudses.

41 I artikel 60 fastlaegges foelgende procedure til sammenholdelse af tilbud og forespoergsler. Brugerne underretter regelmaessigt agenturet om deres behov for malme eller nukleart braendsel, bl.a. med specifikation af oprindelsessteder og prisbetingelser, som de oensker skal indgaa i kontrakten. Producenterne underretter regelmaessigt agenturet om de tilbud, som de er i stand til at afgive. Agenturet giver dernaest brugerne meddelelse om de tilbud og omfanget af de forespoergsler, det har modtaget, og opfordrer dem til at afgive ordrer. Hvis agenturet ikke kan efterkomme alle ordrer, fordeler det leverancerne i forhold til ordrerne. Under denne sammenholdelsesprocedure indgaar agenturet to kontrakter: den foerste med producenten under udoevelse af sin optionsret, og den anden med brugeren i overensstemmelse med agenturets eneret til at afslutte kontrakter.

42 I medfoer af traktatens artikel 65, stk. 1, finder den i artikel 60 fastlagte procedure til sammenholdelse af tilbud og ordrer ligeledes anvendelse paa brugernes ordrer og paa kontrakter mellem brugerne og agenturet vedroerende levering af malme, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet.

43 Dette understoettes af det forhold, at "oprindelsessted" i artikel 60, stk. 1, naevnes foer anvendelse, tidspunkter for levering og prisbetingelser i den opregning af specifikationer, som brugerne skal fremkomme med, naar de regelmaessigt underretter agenturet om deres behov. Denne raekkefoelge skyldes den omstaendighed, at adskillige brugere har afgoerende indflydelse paa de selskaber, der driver minedrift, som undertiden er 100% ejet af brugerne, der derfor foretraekker "deres" oprindelsessted, hvad enten dette ligger inden for eller uden for Faellesskabet. Det er udelukkende "i det tilfaelde, hvor ordrerne ikke kan efterkommes, fordi leveringsstederne viser sig at udgoere 'juridiske eller materielle forhold ... til hinder herfor' (traktatens artikel 61), at agenturet som fastlagt i artikel 65, stk. 2, kan 'bestemme leverancernes geografiske oprindelse, for saa vidt det sikrer brugeren mindst lige saa fordelagtige vilkaar som de i ordren angivne' ".

44 I denne forbindelse forkaster Kommissionen de klagepunkter, som sagsoegeren har rejst vedroerende den forenklede procedure i reglementets artikel 5a. Kommissionen goer for det foerste gaeldende, at denne artikel er blevet forskriftsmaessigt indsat i reglementet ved forordningen af 15. juli 1975, som ° i modsaetning til, hvad sagsoegeren haevder ° er blevet godkendt af Kommissionen.

45 Kommissionen goer om realiteten gaeldende, at de vilkaar for sammenholdelse af tilbud og ordrer, som i medfoer af traktatens artikel 60, stk. 6, skal fastsaettes i et af agenturet udfaerdiget reglement, afhaenger af markedsforholdene. Under de nuvaerende betingelser, hvor markedet er maettet ° hvilket langtfra var tilfaeldet i 1957 ° er den procedure til sammenholdelse, som fastlaegges i artikel 60, stk. 1-5, naeppe hensigtsmaessig, eftersom brugernes ordrer uden vanskelighed kan efterkommes. Dette er forklaringen paa, at agenturet ikke foelger sammenholdelsesproceduren i artikel 60. Den vaesentligste forskel mellem denne procedure og den forenklede procedure, der er indfoert ved artikel 5a i reglementet, er det forhold, at de to kontrakter i artikel 60 ° den ene mellem producenten og agenturet og den anden mellem agenturet og brugeren ° under den forenklede procedure slaas sammen til en enkelt tresidig kontrakt mellem producenten, agenturet og brugeren. Som medunderskriver af kontrakten sammen med producenten og brugeren udoever agenturet sin optionsret og sin eneret til at afslutte kontrakterne. Kommissionen understreger, at kontrakten er uden retsvirkning, hvis agenturet naegter at afslutte den.

46 Endelig haevder Kommissionen, at den aldrig har udtalt, at bestemmelserne i reglementet skulle vaere ulovlige. Den benaegter, at tjenestemaend i Kommissionen eller agenturet skulle vaere kommet med udtalelser, der rejser tvivl om naevnte reglementets gyldighed. Desuden fastslaar Kommissionen, at saadanne udtalelser under alle omstaendigheder ikke er bindende for Kommissionen.

47 Under disse omstaendigheder finder Kommissionen, at den har fulgt traktatens bestemmelser, der ikke paalaegger nogen faellesskabspraeference til fordel for Faellesskabets producenter, ved at afvise ENU' s anmodning om at bringe forsyningen af brugerne fra lande uden for Faellesskabet til ophoer, eftersom ENU' s produktion var disponibel.

48 Kommissionen tager navnlig afstand fra alle sagsoegerens anbringender vedroerende priserne. Den goer for det foerste gaeldende, at priserne efter agenturets aarlige beretning, som sagsoegeren sammenligner med sine egne priser, i virkeligheden svarer til gennemsnitsprisen for leverancer, der er gennemfoert i det aar, som beretningen vedroerer, til opfyldelse af fleraarige kontrakter, som er indgaaet adskillige aar tidligere, og ikke til de priser, der er fastlagt i fleraarige kontrakter indgaaet i det paagaeldende aar, idet disse priser paa grund af konjunkturerne er maerkbart lavere.

49 Kommissionen haevder, at de af ENU forlangte priser var maerkbart langt hoejere end de priser, som efter agenturets fortrolige oplysninger til sagen var fastlagt i de seksten fleraarige kontrakter, der blev indgaaet i 1987, 1988 og 1991, og end den aarlige gennemsnitspris, der var gaeldende for loebende kontrakter af denne art.

50 Hvad angaar de paastaaede dumpingmetoder, er Kommissionen ikke enig i, at en saadan metode ° saafremt den blev bevist ° ville udgoer en hindring af juridisk karakter som bestemt i traktatens artikel 61, hvorefter agenturet er forpligtet til "at imoedekomme alle ordrer, medmindre juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor". I medfoer af bestemmelserne i Euratom-traktatens artikel 61 sammenholdt med artikel 60 og 65 kan agenturet modsaette sig, at saadanne kontrakter bliver afsluttet. Agenturet skal imidlertid ligeledes inden for de i artikel 61 fastlagte graenser overvaage, at Faellesskabets brugere kan drage fordel af gunstige konjunkturer.

51 Hvad naermere angaar de oesteuropaeiske priser henviser Kommissionen til artikel 14 i aftalen mellem EOEF, Euratom og USSR om handel og handelsmaessigt og oekonomisk samarbejde, godkendt ved Kommissionens afgoerelse 90/117/Euratom af 27. februar 1990 (EFT L 68, s. 2) hvor det i afsnittet om atomenergi bestemmes, at vareudvekslingen mellem de kontraherende parter skal finde sted til priser svarende til markedspriserne. Agenturet har under disse betingelser modsat sig indgaaelsen af visse kontrakter om levering af naturligt uran fra SNG til priser, der laa lavere end markedsprisen (se bl.a. Kommissionens beslutning 94/95/Euratom og 94/285/Euratom af 4.2.1994 og 21.2.1994 om anvendelse af traktatens artikel 53, stk. 2, i KLE-sagen, henholdsvis EFT L 48, s. 45, og EFT L 122, s. 30).

52 Kommissionen tilkendegiver i oevrigt, at hverken sagsoegeren eller nogen anden uranproducent inden for Faellesskabet har klaget til agenturet eller Kommissionen over mulige dumpingtilfaelde efter anlaeg af denne sag.

53 Naar henses til, at sagsoegerens priser ikke er konkurrencedygtige, er det under disse omstaendigheder Kommissionens opfattelse, at en efterkommelse af ENU' s krav ville svare til, at agenturet og faellesskabsbudgettet skulle baere "udgiften til en stoette til ENU svarende til forskellen mellem den af selskabet forlangte pris og markedsprisen".

Rettens bemaerkninger

54 Hvorvidt Kommissionens afslag paa den anmodning, som ENU i medfoer af traktatens artikel 53, stk. 2, har fremsat om afsaetningsgaranti for sin uranproduktion, er forskriftsmaessigt, maa vurderes paa baggrund af traktatens bestemmelser. Rent konkret anmodede sagsoegeren i det vaesentlige om, at agenturet skulle udoeve sin optionsret til selskabets produktion og i paakommende tilfaelde paalaegge Faellesskabets brugere at aftage denne produktion ved at goere brug af sin eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme i medfoer af traktatens artikel 52.

55 Indledningsvis maa man derfor undersoege de garantier, der ydes faellesskabsproducenter af malme eller nukleart braendstof inden for rammerne af den forsyningsordning, der er fastlagt ved Euratom-traktatens kapitel VI.

56 Uanset hvorledes reglementets naermere regler til sammenholdelse af tilbud og ordrer er udformet, skal spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionens afslag paa ENU' s anmodning var forskriftsmaessigt, nemlig vurderes i forhold til det forsyningssystem, der er fastlagt i traktatens bestemmelser, som sagsoegeren i oevrigt stoetter sig paa. Dette svarer til Domstolens praksis, hvor det i den naevnte dom af 14. december 1971, Kommissionen mod Frankrig, praemis 43, blev kendt for ret, at "den omstaendighed, at benyttelsen af de i traktaten omhandlede forsyningsmekanismer maaske paa grund af markedsforholdene er forekommet mindre noedvendig i et givet tidsrum, ikke [er] nok til at fratage bestemmelserne om disse mekanismer deres bindende virkning". I oevrigt bygger Domstolen i sin afgoerelse af 14. november 1978 truffet i medfoer af Euratom-traktatens artikel 103 paa de saerlige befoejelser, som bestemmelserne i kapitel VI tillaegger Faellesskabet, naar den understreger, "med hvilken omhu man i traktaten praecist og bindende har villet fastlaegge den eneret, Faellesskabet har med hensyn til forsyningen med nukleare materialer, baade i forholdet indadtil og udadtil" (afgoerelse 1/78, Sml. s. 2151, punkt 14).

57 Indledningsvis maa det forsyningssystem, som er gennemfoert ved traktatens kapitel VI, derfor underkastes en analyse i lyset af de maal, som er fastlagt for Faellesskabet. Det fremgaar i denne forbindelse af traktatens opbygning, at agenturets opgave bestaar i at sikre et af de vaesentlige formaal, som denne traktat i artikel 2, litra d), har tillagt Faellesskabet, nemlig forsyningssikkerheden efter princippet i traktatens artikel 52, stk. 1, om lige adgang til forsyningskilderne. Dette fremgaar klart af traktatens artikel 51, stk. 2, litra b), hvorefter der oprettes et specialorgan udtrykkeligt med dette formaal og i princippet tillagt enerettigheder med henblik paa at sikre en regelmaessig og ligelig forsyning med malme og nukleart braendsel saavel fra Faellesskabet som fra tredjelande til Faellesskabets brugere. I medfoer af denne bestemmelse skal agenturet nemlig gennemfoere en forsyningsordning og har ° for at kunne udfoere sin opgave ° optionsret til malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer, produceret paa medlemsstaternes omraader, og ligeledes eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af disse produkter, uanset om de hidroerer fra omraader inden for eller uden for Faellesskabet.

58 Den faelles forsyningspolitik, som skal gennemfoeres i medfoer af artikel 52, stk. 1, og hvorom visse naermere regler fastlaegges i afdeling V (artikel 70, 71 og 72) i kapitel VI om forsyning, vedroerer i det vaesentlige prospekteringen, og dens gennemfoerelse er direkte betroet Kommissionen eller Raadet. Agenturets rolle begraenses i denne afdeling til det rent handelsmaessige. I medfoer af artikel 72, stk. 1, kan agenturet blot "af de disponible maengder inden for eller uden for Faellesskabet ... oprette saadanne kommercielle lagre, som er noedvendige for at lette Faellesskabets forsyning eller loebende leverancer". Ifoelge artikel 72, stk. 2, kan Kommissionen "i givet fald beslutte at oprette sikkerhedslagre".

59 Det fremgaar saaledes klart, at agenturets opgaver indskraenker sig til at gennemfoere den forsyningsordning, der opstilles i traktatens kapitel VI. Ved kapitel VI tillaegges der saaledes ° under fastlagte betingelser ° agenturet de naevnte enerettigheder med det praecise formaal at goere det muligt for agenturet at garantere forsyningssikkerheden vedroerende malme, udgangsmaterialer og specielle fissile materialer. Dette gaelder uanset, at agenturet under udfoerelsen af sin opgave med at sikre den regelmaessige og ligelige forsyning af alle Faellesskabets brugere i paakommende tilfaelde kan skulle tage producenternes interesser i betragtning i overensstemmelse med traktatens samlede maal, og navnlig med de maal, der vedroerer oprettelsen af saadanne vaesentlige anlaeg, som er noedvendige for kerneenergiens udvikling i Faellesskabet og for sikkerheden for gode afsaetningsmuligheder, som fastlagt i den af sagsoegeren paaberaabte artikel 2, litra c) og g), i traktaten, og hvis konkrete virkeliggoerelse naermere er fastlagt dels i kapitel IV og V om investeringer og faellesforetagender, dels i kapitel IX om det nukleare faellesmarked. Under gennemfoerelsen af det i traktatens kapitel VI opstillede forsyningssystem kan faellesskabsproducenternes interesser imidlertid kun beskyttes i forbindelse med opfyldelsen af de krav, der vedroerer forsyningssikkerheden.

60 I denne forbindelse maa det fastslaas, at forsyningsordningen udelukkende knaesaetter princippet om praeference for Faellesskabets brugere i overensstemmelse med den naevnte artikel 2, litra d), i traktaten, og ikke sikrer afsaetningen af produktionen af malme i Faellesskabet. Overholdelsen af princippet om praeference for Faellesskabets brugere sikres ved hjaelp af agenturets optionsret som hjemlet i artikel 52, stk. 2, litra b), om overtagelsen af ejendomsretten til det uran, der er produceret i Faellesskabet. I medfoer af traktatens artikel 57 gennemfoeres denne optionsret principielt ved, at der indgaas kontrakter med producenterne. Som hovedregel er enhver producent nemlig ifoelge denne artikel forpligtet til at tilbyde agenturet de malme eller nukleare braendstoffer, som han producerer paa medlemsstaternes omraader. Det er kun, naar "agenturet ikke benytter sig af sin optionsret til hele produktionen eller en del af den, [at] producenten ... efter Kommissionens beslutning [kan] afsaette den disponible produktion uden for Faellesskabet paa betingelse af, at han ikke yder gunstigere vilkaar end dem, der indeholdtes i det tidligere tilbud til agenturet", som det fastlaegges i traktatens artikel 59, litra b).

61 I modsaetning hertil indeholder traktaten ikke nogen bestemmelse, der udtrykkeligt eller implicit garanterer en praeference for afsaetningen af den produktion, der hidroerer fra Faellesskabet. Tvaertimod sondres der ikke efter produkternes oprindelsessted i det system, hvor de tilbud, der hidroerer fra faellesskabsproducenter, og de ordrer, der hidroerer fra Faellesskabets brugere, centraliseres hos agenturet, saaledes at dette kan sikre en regelmaessig og ligelig forsyning af alle brugerne. I artikel 65, stk. 1, i traktaten, bestemmes det nemlig, at artikel 60 vedroerende en fremgangsmaade til sammenholdelse af tilbud og forespoergsler "finder anvendelse paa brugernes ordrer og paa kontrakter mellem brugerne og agenturet vedroerende levering af malme, udgangsmaterialer eller specielle fissile materialer, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet".

62 I modsaetning til, hvad sagsoegeren goer gaeldende, finder den forpligtelse, som ved traktatens artikel 60, stk. 1, paalaegges Faellesskabets brugere, til at underrette agenturet om deres behov for forsyning, med specifikation ° blandt de enkelt led i de paataenkte leveringskontrakter ° navnlig af oprindelsesstedet, foelgelig ogsaa anvendelse for saa vidt angaar de produkter, der ikke hidroerer fra Faellesskabet, og som saaledes som hovedregel er underlagt de samme regler for sammenholdelse af tilbud og forespoergsler som produkter fra Faellesskabet. I medfoer af traktatens artikel 65, stk. 2, kan agenturet kun bestemme leverancernes geografiske oprindelse, for saa vidt det sikrer brugeren mindst lige saa fordelagtige vilkaar som de i ordren angivne. Desuden er agenturet i medfoer af artikel 61, stk. 1, forpligtet til at imoedekomme alle ordrer, medmindre juridiske eller materielle forhold er til hinder herfor, og hvis saadanne forhold ikke foreligger, er agenturet ikke bemyndiget til at modsaette sig importen af malme til en mere konkurrencedygtig pris for at sikre afsaetningen af faellesskabsproduktionen til en hoejere pris, selv saafremt denne pris ikke er urimelig som anfoert i artikel 66. Det er i denne sammenhaeng, man maa fortolke Euratom-traktatens artikel 59, som udtrykkeligt opstiller den hypotese, at agenturet ikke benytter sig af sin optionsret til hele produktionen eller en del heraf, og saaledes fastslaar, at agenturet ikke er forpligtet til at sikre afsaetningen af malme og nukleart braendstof, der hidroerer fra Faellesskabet, og hvorom underretning om tilbud i medfoer af artikel 60, stk. 2, er tilgaaet agenturet.

63 ENU' s paastand om, at traktaten sikrer afsaetningen af produkter fra Faellesskabet, der udbydes til en "rimelig" pris, i det omfang, det udelukkende er tilladt brugerne at skaffe forsyninger fra lande uden for Faellesskabet under de betingelser, der fastlaegges i traktatens artikel 66, dvs. naar produktionen i Faellesskabet er utilstraekkelig, eller de priser, som producenterne i Faellesskabet forlanger, er "urimelige", kan ikke tages til foelge. Traktatens artikel 66 afgraenser nemlig de tilfaelde, i hvilke det netop er tilladt at afvige fra den i traktatens artikel 60 omhandlede gaeldende fremgangsmaade, hvorefter tilbud og forespoergsler skal sammenholdes, saa at agenturet kan udoeve sine enerettigheder med henblik paa at sikre forsyningssikkerheden. Ifoelge artikel 66 er enhver indgriben fra agenturets side udelukket. Det bestemmes i det vaesentlige, at hvis Kommissionen fastslaar, at agenturet ikke er i stand til inden for en rimelig frist at levere til brugerne eller kun kan goere det til urimelige priser, har brugerne ret til direkte at slutte kontrakter om leverancer, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet, en ret, der gives for en periode af et aar og kan fornys. Det foelger af opbygningen af kapitel VI, at det saerligt fremhaevede kriterium ° "urimelige" priser ° i artikel 66, som afgraenser anvendelsesomraadet for en fremgangsmaade, der skal anvendes som undtagelse, ikke efter traktatens system kan fortolkes som vaerende indsat ligeledes med henblik paa at sikre en praeference for faellesskabsprodukterne inden for rammerne af den almindeligt gaeldende fremgangsmaade, der er fastlagt i artikel 60. Dertil kommer, at sagsoegerens paastand, hvorefter import af malme eller andet nukleart braendstof er omfattet af den i artikel 66 fastlagte fremgangsmaade, der udelukker enhver kompetence for agenturet, er uforenelig med de under det foregaaende punkt undersoegte bestemmelser i artikel 52, stk. 2, litra b), artikel 60, 61, 64 og 65, hvorefter agenturet i princippet har eneret til at afslutte saadanne kontrakter, og hvor agenturets befoejelser under udoevelsen af denne eneret afgraenses.

64 Desuden er det sammenholdelsen af tilbud og ordrer ° efter artikel 60 for saa vidt angaar levering af malme og andre nukleare braendstoffer uden hensyn til oprindelsessted (se praemis 61 og 62) ° som i almindelighed foerer til prisfastlaeggelsen i overensstemmelse med reglen om udbud og efterspoergsel, og uden at agenturet paa nogen maade har kunnet indvirke paa prisniveauet. I traktatens artikel 67 bestemmes det nemlig, at "med de i denne traktat fastsatte undtagelser fremkommer priserne ved at sammenholde tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anfoerte betingelser, som medlemsstaterne ikke kan tilsidesaette gennem nationale forskrifter". I denne henseende har agenturet i medfoer af artikel 69, stk. 2, i Euratom-traktaten udelukkende mulighed for at foreslaa brugerne en prisjustering og ikke at paalaegge dem den. Inden for denne ramme kan agenturet saaledes kun modsaette sig import af malme eller andre nukleare braendstoffer til lavere priser end dem, som producenterne i Faellesskabet forlanger, hvis denne import kan hindre gennemfoerelsen af traktatens formaal, ikke mindst ved indvirken paa forsyningskilderne. En saadan risiko kan navnlig antages at vaere et juridisk forhold til hinder for at imoedekomme en ordre som omhandlet i den naevnte artikel 61, stk. 1, i traktaten. Denne risiko ville loese agenturet fra dets forpligtelse til at efterkomme alle ordrer eller afslutte alle kontrakter, som forelaegges det, i praksis inden for rammerne af den forenklede fremgangsmaade, der er gennemfoert ved artikel 5a i reglementet, uanset produkternes oprindelsessted, naar de tilbydes til en gunstigere pris. Det bekraeftes saaledes af de prisfastsaettelsesmekanismer, der er opstillet i traktaten inden for rammerne af forsyningsordningen, at malme og andre nukleare braendstoffer, der hidroerer fra Faellesskabet, ikke kan indroemmes nogen praeferencer, naar de udbydes til priser, der er hoejere end verdensmarkedspriserne, saafremt der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, som kan hindre, at de maal, som forfoelges i traktatens kapitel VI, kan gennemfoeres, medmindre Raadet griber ind i medfoer af traktatens artikel 69.

65 Dertil kommer, at sagsoegerens fortolkning af de naevnte traktatbestemmelser ville skade de virksomheder i Faellesskabet, der anvender nukleare produkter, og bremse deres udvikling i strid med den opgave, som ifoelge traktatens artikel 1 er paalagt Faellesskabet, idet denne fortolkning ville foere til, at den samlede faellesskabsproduktion forlods systematisk skulle afsaettes til priser, der stod i "rimeligt forhold til kostprisen", foer import af nukleare braendstoffer til priser, som brugerne fandt mere fordelagtige, kunne tillades. Af alle disse grunde strider anerkendelsen af en systematisk faellesskabspraeference for producenter af nukleare malme mod traktatens formaal.

66 Det fremgaar heraf, at tilbud fra producenter i Faellesskabet i almindelighed inden for traktatens system konkurrerer med tilbud, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet. I modsaetning til, hvad sagsoegeren goer gaeldende, foelger heraf, at agenturet ikke har befoejelse til at udoeve sin optionsret, naar den pris, som faellesskabsproducenten forlanger, er for hoej til at sikre dennes afsaetningsmuligheder paa markedet, naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, der kan vaere til hinder for opnaaelsen af traktatens maal. "Med de i denne traktat fastsatte undtagelser" er det i oevrigt ifoelge den prisfastsaettelsesordning, der er fastlagt i traktatens kapitel VI, principielt ikke tilladt at paalaegge brugerne at koebe malme, der hidroerer fra Faellesskabet, til en hoejere pris end markedsprisen, der fremkommer ved at sammenholde tilbud og ordrer. Heraf foelger rent konkret, at agenturet kun i paakommende tilfaelde ° naar der ikke foreligger juridiske forhold som naevnt i artikel 61, stk. 1, i traktaten til hinder for, at en ordre imoedekommes ° kan goere faellesskabspraeferencen for producenter i Faellesskabet gaeldende, og med dette formaal modsaette sig en import, hvis den pris, som forlanges af faellesskabsproducenterne, svarer til eller er lavere end den, som agenturet enten er blevet underrettet om gennem brugerens ordre efter den fremgangsmaade, der er fastlagt i traktatens artikel 60, stk. 1-5, eller i praksis i den kontrakt, som forinden indgaaelse forelaegges agenturet til underskrift i medfoer af reglementets artikel 5a, eller saafremt deres tilbud indeholder saadanne fordele, at de for brugeren kan opveje en eventuel prisforskel.

67 Det bemaerkes desuden, at selv under den forudsaetning, at agenturet har bemyndigelse til at udoeve sin optionsret til de malme, der er produceret i Faellesskabet ° naar disse udbydes til priser, der for brugerne er lige saa fordelagtige som konkurrenternes, navnlig hvad angaar malme, som hidroerer fra lande uden for Faellesskabet ° er agenturet imidlertid ikke forpligtet til at give afsaetningen af faellesskabsproduktionen fortrinsret, naar den forsyningsordning, der er fastlagt i traktaten, som allerede paavist (se praemis 61 og 62) ikke indeholder noget princip om faellesskabspraeference for producenterne. Agenturet kan navnlig kun udoeve sine enerettigheder med henblik paa at afsaette naturligt uran, der udbydes af en faellesskabsproducent, og saaledes sikre, at denne kan opretholde driften af sin virksomhed inden for Faellesskabets omraade, i forbindelse med, at de maal, der er fastlagt i traktaten, forfoelges. Naar det drejer sig om afgoerelser vedroerende den oekonomiske politik og handelspolitikken saavel som atompolitikken har agenturet under udoevelsen af sine befoejelser vide skoensbefoejelser. Under disse betingelser er Rettens proevelsesret under alle omstaendigheder begraenset til at vedroere et aabenbart fejlagtigt skoen eller magtfordrejning (se bl.a. Domstolens dom af 5.10.1994, sag C-280/93, Tyskland mod Raadet, Sml. I, s. 4973, praemis 51 samt 89, 90 og 91).

68 Ligeledes aabner de bestemmelser i kapitel VI, hvorefter man kan fravige den ved traktaten fastlagte handelsmekanisme til sammenholdelse af tilbud og ordrer (se praemis 62, 63 og 64), blot en mulighed for agenturet og Kommissionen eller for Raadet. For isaer at kunne sikre den geografiske spredning af forsyningskilderne uden for Faellesskabet har agenturet saaledes en skoensmaessig befoejelse til at modsaette sig visse tilfaelde af uranimport, som ville vaere til hinder for denne spredning, idet agenturet kan udnytte sin eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme og andre nukleare braendstoffer af hensyn til forsyningssikkerheden og efter princippet om lige adgang til forsyningskilderne i overensstemmelse med den opgave, som er tillagt agenturet i traktaten. Det samme gaelder Kommissionens befoejelse under anvendelsen af den naevnte artikel 72, stk. 2, i traktaten, hvor denne institution bemyndiges til at beslutte at oprette sikkerhedslagre, idet de naermere retningslinjer for disse lagres finansiering skal godkendes af Raadet. Endelig har Raadet mulighed for i medfoer af traktatens artikel 69 at fastsaette priser som en undtagelse fra artikel 67' s bestemmelser om en handelsmekanisme til fastlaeggelse af priserne bygget paa sammenholdelse af tilbud og ordrer i overensstemmelse med de i artikel 60 anfoerte betingelser.

69 Naar henses til den netop beskrevne retlige ramme og i betragtning af de maal, som traktaten forfoelger, bemaerkes, at sagsoegeren i denne sag ikke paaberaaber sig nogen saerlig omstaendighed, som dels kan udgoere et juridisk forhold til hinder for, at Faellesskabets brugere kan faa forsyninger af malme, der hidroerer fra lande uden for Faellesskabet, dels kan foere til, at agenturet paalaegges at udoeve sin optionsret til sagsoegerens produktion. I denne henseende har agenturet og Kommissionen ikke overskredet graenserne for deres skoensmaessige befoejelse ved at vurdere, at de af ENU paaberaabte trusler, der hviler over den fortsatte drift af sagsoegerens miner med naturligt uran, hvis produktion udgoer omkring 1,5% af forbruget i Faellesskabet, ikke er til hinder for, at agenturet kan sikre regelmaessig og ligelig forsyning til Faellesskabets brugere.

70 Hvad naermere angaar sagsoegerens anbringende, hvorefter visse tilbud fra lande uden for Faellesskabet naermer sig dumping, bemaerkes, at Euratom-traktaten ikke indeholder nogen saerlig bestemmelse, som sammenkaeder den i Euratom-traktatens kapitel VI gennemfoerte forsyningsordning med de foranstaltninger, som retter sig mod dumping inden for omraadet vedroerende nukleare forsyningskilder. Under disse omstaendigheder kan man ikke paa forhaand udelukke, at antidumpingbestemmelserne i EF-traktaten kan finde anvendelse paa atomenergisektoren. Som Domstolen har kendt for ret i sin naevnte afgoerelse af 14. november 1978 truffet i medfoer af Euratom-traktatens artikel 103 (punkt 15), fremstaar Euratom-traktatens bestemmelser nemlig "set i sammenhaeng med traktaten om oprettelsen af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab ... kun som et udtryk for, at der paa et staerkt specialiseret omraadet er gennemfoert retsinstitutter, som ligger til grund for opbygningen af det almindelige faellesmarked ... Euratom-traktaten tager ° ligesom EOEF-traktaten ° sigte paa inden for sit saglige anvendelsesomraade at skabe et homogent oekonomisk omraade". Det bemaerkes, at sagsoegeren ikke for Kommissionen har fremsat nogen klage over de paastaaede dumpingtilfaelde, og at sagsoegeren ikke i denne sag er fremkommet med noejagtige oplysninger til stoette for sine anbringender. Under alle omstaendigheder falder saadanne anbringender i oevrigt uden for rammerne af naervaerende retssag, som udelukkende vedroerer annullationen af Kommissionens afgoerelse i medfoer af traktatens artikel 53, og som ikke er forbundet med en procedure til undersoegelse af en klage paa dumpingomraadet.

71 Under disse omstaendigheder kan Retten kun fastslaa, at Kommissionens afslag paa at efterkomme sagsoegerens anmodning om, at agenturet udoever sin optionsret og sin eneret til at afslutte kontrakter om leverancer af malme, saaledes at sagsoegerens uranproduktion sikres afsaetning, ikke paa nogen maade er uretmaessigt, naar henses til det forsyningssystem, der er indfoert ved traktaten, uden at det er noedvendigt at tage stilling til, hvorvidt den forenklede fremgangsmaade til sammenholdelse af tilbud og ordrer, som er fastlagt i reglementets artikel 5a, er lovlig.

72 Naar henses til disse betragtninger, er sagsoegerens argumentation, hvorefter den forenklede fremgangsmaade, som er indfoert ved reglementets artikel 5a, paastaas at vaere ulovlig, nemlig uden relevans, eftersom afgoerelsen af naervaerende sag udelukkende afhaenger af spoergsmaalet om, hvorvidt traktatens bestemmelser skal fortolkes saaledes, at de forpligter agenturet og/eller Kommissionen til at sikre, at det naturlige uran, som ENU udbyder, kan afsaettes. Det foelger af det ovenfor anfoerte, at agenturet og Kommissionen hverken var forpligtede til eller havde ret til at sikre afsaetningen af denne produktion til en hoejere pris end markedsprisen i lignende kontrakter, naar der ikke forelaa saerlige forhold, der kunne begrunde en afvigelse fra traktatens forsyningsordning. Selv saafremt ENU havde vaeret i stand til i en kort periode at tilbyde sin produktion til en pris, der var mindst lige saa gunstig som visse af selskabets konkurrenters, hvilket ikke er bevist, har agenturet og Kommissionen under alle omstaendigheder ikke overskredet graenserne for deres skoensmaessige befoejelse ved ikke at sikre sagsoegeren afsaetningsmuligheder, saaledes som Retten har fastslaaet det (se praemis 69).

73 Saafremt sagsoegerens argumentation vedroerende artikel 5 og naermere bestemt artikel 5a i agenturets reglement havde vaeret relevant, kan Rettens kontrol af, om de forenklede fremgangsmaader til sammenholdelse af tilbud og ordrer efter disse artikler er forskriftsmaessige under alle omstaendigheder ikke foere til, at der traeffes en anden afgoerelse vedroerende sagsoegerens paastande. Disse forenklede fremgangsmaader opfylder nemlig det maal, som er fastlagt i bestemmelserne i traktatens artikel 60, og i almindelighed i den forsyningsordning, som er oprettet i kapitel VI, der tilsigter at sikre Faellesskabets brugere forsyning med nukleare produkter til markedspriser. Navnlig kan det forhold, at der er indfoert en forenklet fremgangsmaade, som adskiller sig fra den centraliserede fremgangsmaade til sammenholdelse af tilbud og ordrer i artikel 60, stk. 1-5, forklares ved udviklingen i konjunkturerne, som var kendetegnet ved flere tilbud end ordrer, hvilket gjorde en saadan centralisering nytteloes. Fremgangsmaaden tager hoejde for denne markedsudvikling i overensstemmelse med formaalet med den forsyningsordning, som ifoelge traktaten skal ivaerksaettes af agenturet (se generaladvokat Roemer' s forslag til afgoerelse i den naevnte sag Kommissionen mod Frankrig, Sml. 1971, s. 303, paa s. 312 og 313, org. ref.: Rec. s. 1023, paa s. 1032).

Retten bemaerker i oevrigt, at den forenklede fremgangsmaade i artikel 5a, hvorefter brugerne kan forhandle kontrakter om leverancer direkte med de valgte producenter, dog ikke fratager agenturet dets enerettigheder, som under alle omstaendigheder efter traktaten skal udoeves i overensstemmelse med de markedsoekonomiske regler. Det bestemmes nemlig i denne artikel, at den kontrakt, der frit er forhandlet mellem de erhvervsdrivende "ti arbejdsdage forinden [skal] forelaegges agenturet til underskrift" med henblik paa kontraktens indgaaelse, og at agenturet "skal udtale sig inden ti0 arbejdsdage efter modtagelse af kontrakten enten ved at indgaa eller ved at afvise den". For at give agenturet mulighed for effektivt at udoeve sine befoejelser fastlaegger samme artikel, hvad enhver leveringskontrakt, som forelaegges agenturet, noedvendigvis i det mindste skal indeholde. Den forenklede fremgangsmaade efter reglementets artikel 5a er saaledes i overensstemmelse med traktatens forsyningsordning.

74 Heraf foelger, at paastanden om annullation af Kommissionens afslag paa sagsoegerens anmodning om med hjemmel i de mekanismer, der er indfoert ved traktatens kapitel VI, at sikre afsaetningen af sagsoegerens uranproduktion, ikke kan tages til foelge.

B ° Anmodningen om anvendelse den "saerlige ordning"

Sammenfatning af parternes argumenter

75 Sagsoegeren har ligeledes nedlagt paastand om, at beslutningen annulleres, for saa vidt som sagsoegerens anmodning om anvendelse af den "saerlige ordning" afvises. Sagsoegeren understreger indledningsvis, at denne ordning oplyser brugerne om, at saavel traktaten som reglementet bemyndiger agenturet til at forpligte dem til at koebe ENU' s uran til den pris, som selskabet havde accepteret inden for rammerne af den saakaldte "saerlige ordning". I medfoer af artikel 5a, litra f) og g) i reglementet er agenturet nemlig bemyndiget til at afvise at afslutte kontrakter ved begrundet beslutning. I saa henseende er det tilstraekkeligt, at agenturet paaberaaber sig traktatens artikel 66, hvorefter brugerne ikke kan importere uran, naar agenturet raader over denne malm til en ikke urimelig pris, hvilket var tilfaeldet med ENU' s produktion. Da de saaledes ikke kunne forsyne sig fra lande uden for Faellesskabet, hvorfra omkring 70% af forbruget i Faellesskabet hidroerer, kunne brugerne ikke afslaa at koebe den uran, som blev tilbudt af ENU.

76 I oevrigt goer sagsoegeren i foerste raekke gaeldende, at agenturet var forpligtet til at anvende den "saerlige ordning" i det omfang, Kommissionen i medfoer af traktatens 53, stk. 2, havde udstedt en retningslinje til agenturet herom. Sagsoegeren bygger paa det brev, som Cardoso e Cunha, medlem af Kommissionen med ansvar for energispoergsmaal i Faellesskabet, den 8. december 1989 havde tilstillet selskabet, og som angav, at "agenturets forsyningspolitik fremover burde indeholde en 'saerlig ordning' med henblik paa loesningen af spoergsmaal som det foreliggende [vedroerende ENU]", og at han havde opfordret agenturet "at indlede fasen til konkret at gennemfoere de forslag til handling, som agenturet havde fremsat i saa henseende" (staevningens bilag 11).

77 Sagsoegeren tager i den henseende indledningsvis afstand fra Kommissionens paastand, hvorefter brevet fra Cardoso e Cunha er udtryk for en "individuel opfattelse" og ikke for en kommissionsbeslutning udformet af vedkommende kommissionsmedlem. Sagsoegeren henleder opmaerksomheden paa, at dette medlem af Kommissionen udoever de befoejelser paa energiomraadet, som er blevet delegeret til ham under den fordeling af Kommissionens opgaver og befoejelser, som har fundet sted i overensstemmelse med artikel 27 i Kommissionens forretningsorden.

78 Sagsoegeren tager dernaest afstand fra Kommissionens paastand, hvorefter den "saerlige ordning" kun forpligter agenturet til at "ivaerksaette de mekanismer, som er bedst egnede med henblik paa at loese problemet gennem overtalelse og ved agenturets mellemkomst". Sagsoegeren goer gaeldende, at den "saerlige ordning" indebaerer en noejagtigt beskrevet mekanisme, der er obligatorisk saavel for ENU som for Faellesskabets brugere. Den af Kommissionen godkendte "saerlige ordning" er derfor bindende, ikke blot hvad angaar de tilsigtede maal, men ogsaa hvad angaar de midler, som skulle anvendes.

79 I anden raekke goer sagsoegeren gaeldende, at Kommissionen ved i den anfaegtede beslutning at afvise ENU' s anmodning om bindende anvendelse af den "saerlige ordning" har tilsidesat principperne om god tro og berettiget forventning i det omfang, agenturet havde forsikret ENU om, at det ville prioritere en tilfredsstillende loesning paa sagsoegerens problem (staevningens bilag 6). Ligeledes skulle Kommissionen i skrivelse af 14. november 1988 have lovet "omhyggeligt at studere det af ENU rejste problem ... med henblik paa at finde en ... positiv loesning" (staevningens bilag 7). Desuden havde Kommissionen i skrivelse af 8. december 1989 meddelt ENU, at den "var enig i, at der som led i agenturets forsyningspolitik burde skabes en 'saerlig ordning' for at loese problemer af den art, som [ENU stod overfor]" (staevningens bilag 11). Endelig henleder sagsoegeren opmaerksomheden paa, at Kommissionen som svar paa en skriftlig forespoergsel over for Europa-Parlamentet under dets moedeperiode i april 1990 erklaerede, "at Kommissionen inden for Euratom-traktaten (har) forpligtet sig til at finde en loesning paa problemet med afsaetningen af den portugisiske uranproduktion" (forespoergsel 190/90).

80 Kommissionen goer gaeldende, at den "saerlige ordning" med anvendelse af bestemmelserne i traktatens kapitel VI kun bestaar i en raekke alvorlige og fortsatte bestraebelser, som agenturet kan udfolde med henblik paa at tilskynde Faellesskabets brugere til at skaffe forsyninger fra ENU. Kommissionen tilfoejer, at skrivelsen fra Cardoso e Cunha, hvor den "saerlige ordning" naevnes, ikke kan fortolkes som en retningslinje, eftersom befoejelsen til at udstede saadanne retsakter til agenturet tilkommer Kommissionen som kollegialt organ i overensstemmelse med traktatens artikel 53, stk. 1. Af disse grunde finder Kommissionen, at den "saerlige ordning" alene paalaegger den "en forpligtelse til at anvende visse midler ... til at ivaerksaette de mekanismer, som er bedst egnede med henblik paa at loese problemet gennem overtalelse og ved agenturets mellemkomst".

81 Endelig bestrider Kommissionen at have tilsidesat principperne om god tro og berettiget forventning. Den goer gaeldende, at Kommissionen gennem vedkommende kommissionsmedlem har fulgt de anstrengelser op, som agenturet har udfoldet med henblik paa, at ENU skulle kunne afsaette sit uranlager paa markedet. Hverken Kommissionen eller agenturet havde formelt forpligtet sig til at loese det af ENU rejste problem.

Rettens bemaerkninger

82 Sagsoegerens anbringende om den "saerlige ordnings" paastaaede tvingende karakter kan ikke tages til foelge. Det bemaerkes indledningsvis, at den naevnte skrivelse fra Cardoso e Cunha af 8. december 1989 paa ingen maade kan fortolkes som en oplysning om en retningslinje rettet til agenturet. Formelt set begraenser skrivelsen sig til at redegoere for vedkommende kommissionsmedlem forventede almindelige indstilling inden for rammerne af hans opgaver vedroerende agenturets virksomhed. Det drejer sig saaledes om en meddelelse af politisk karakter beregnet til at aabne de forhandlinger, som muligvis ville kunne foere til, at virksomhederne afgav ordrer. Foelgelig henviser denne skrivelse ikke til en af Kommissionen som kollegialt organ forud vedtaget retningslinje med hjemmel i traktatens artikel 53, stk. 1. Desuden kan den opfordring, der saaledes rettes til agenturet, ikke ved sit konkrete indhold anses for at goere den "saerlige ordning" obligatorisk. Skrivelsen begraenser sig til at angive, at dens ophavsmand har "opfordret agenturet til at ivaerksaette den konkrete gennemfoerelse af de handlingsplaner, som den havde fremlagt herom", og angiver ikke paa nogen maade, at de foreslaaede loesninger skulle vaere tvingende. Denne fortolkning bekraeftes af selve ordlyden af den "saerlige ordning", der fremstaar som en raekke ikke bindende forslag, saaledes som ogsaa netop brugen af "konditionalis" vidner om det (se praemis 8) (O.a.: I den danske version er der anvendt praesens). Kommissionsmedlemmet havde derfor ikke med sin skrivelse til hensigt at tillaegge de i den "saerlige ordning" foreslaaede loesning en bindende vaerdi.

83 Under alle omstaendigheder kan de loesninger, som forudses i den "saerlige ordning", og som skal ivaerksaettes under den forenklede fremgangsmaade, som er gennemfoert ved reglementets artikel 5a, kun anvendes af agenturet i overensstemmelse med de begraensninger, der gaelder for agenturets og Kommissionens egne befoejelser efter den af traktaten fastlagte forsyningssystems. Hvorvidt den "saerlige ordning" er bindende maa saaledes vurderes under hensyntagen til de relevante bestemmelser i traktaten.

84 I denne henseende er det allerede kendt for ret, at agenturet ikke kunne modsaette sig, at Faellesskabets brugere importerede uran til en pris, der laa maerkbart lavere end den af ENU forlangte, med den ene begrundelse, at ENU' s produktion var til raadighed til en pris, som ikke var urimelig (se praemis 66). Den pris, som ENU paa baggrund af den "saerlige ordning", som var blevet meddelt selskabet den 12. december 1989, havde erklaeret sig villig til at acceptere, svarede ifoelge sagsoegerens bemaerkninger, som ikke bestrides af Kommissionen, til 19 ECU pr. pund, og var saaledes ifoelge agenturets fortrolige oplysninger, som Kommissionen har fremlagt under naervaerende sag, og som ikke er bestridt af sagsoegeren, maerkbart hoejere end de priser, der var aftalt i de fleraarige kontrakter indgaaet mellem Faellesskabets brugere og andre leverandoerer end ENU i samme periode. De prisbetingelser, som sagsoegeren var parat til at acceptere, boer nemlig under sammenholdelsen af tilbud og ordrer som fastlagt i traktaten sammenlignes med de prisbetingelser, som i samme periode blev tilbudt af sagsoegerens konkurrenter, og ikke ° som selskabet goer gaeldende ° med gennemsnitsprisen for de leverancer, som i loebet af et aar blev gennemfoert i medfoer af loebende fleraarige kontrakter, dvs. aeldre fleraarige kontrakter, som stadig loeb, og som blev offentliggjort af agenturet i dets aarlige beretning. Det fremgaar i denne henseende af de naevnte fortrolige oplysninger, som agenturet har givet, at der ikke er blevet indgaaet nogen fleraarig kontrakt i 1990, og at de otte fleraarige kontrakter, som i 1991 blev indgaaet mellem Faellesskabets brugere og andre leverandoerer end ENU, og som loeber til aar 2000, fastlaegger priser, der er betydeligt lavere end den pris, som ENU har forlangt under den "saerlige ordning". Heraf foelger, at sagsoegeren paa ingen maade kan paastaa, at den "saerlige ordning" skal finde anvendelse, naar der ikke foreligger saerlige omstaendigheder, som kan begrunde en saadan afvigelse fra det forsyningssystem, der er fastlagt i traktatens kapitel VI, med henblik paa at sikre virkeliggoerelsen af de i traktaten opstillede maal.

85 Selv saafremt de af ENU foreslaaede priser skulle vise sig at vaere mindst lige saa gunstige som dem, der samtidig blev angivet i visse lignende kontrakter indgaaet mellem Faellesskabets brugere og andre leverandoerer end ENU, har agenturet i oevrigt under alle omstaendigheder en skoensmaessig befoejelse under udoevelsen af sine enerettigheder med henblik paa i paakommende tilfaelde at sikre afsaetningen af malme, som er produceret i Faellesskabet, en fortrinsstilling. I denne henseende er det allerede blevet fastslaaet, at agenturet og Kommissionen ikke har overskredet graenserne for deres skoensmaessige befoejelse ved at afslaa at paalaegge Faellesskabets brugere at skaffe sig forsyninger hos ENU (se praemis 67, 68 og 69).

86 Endelig kan sagsoegerens anbringender, der bygger paa princippet om den berettigede forventning, ej heller tages til foelge. Det er nemlig tilstraekkeligt at fastslaa, at de af ENU paaberaabte dokumenter, som hidroerer fra agenturet, fra Kommissionen eller vedkommende kommissionsmedlem, hverken indeholdt et bindende tilsagn om obligatorisk gennemfoerelse af den "saerlige ordning" eller noget, der kunne berettige selskabet til at forvente noget saadant. Det fremgaar tvaertimod klart af sagen, og navnlig af sagsoegerens bemaerkninger, at denne ikke paa nogen maade var i tvivl om, at den "saerlige ordning" var rent vejledende (se praemis 9).

87 Heraf foelger, at sagsoegerens paastand om annullation af Kommissionens afslag paa anmodningen om ivaerksaettelse af den "saerlige ordning" ikke kan tages til foelge.

Erstatningspaastanden

88 Sagsoegeren har i det vaesentlige nedlagt paastand om, at Faellesskabet i medfoer af Euratom-traktatens artikel 188, stk. 2, doemmes til at erstatte den skade, som Forsyningsagenturet har forvoldt selskabet ved at undlade at udoeve sin optionsret til at afslutte kontrakter om leverancer med henblik paa at sikre afsaetningen af sagsoegerens produktion af naturligt uran, og som Kommissionen havde forvoldt ved ikke at overholde de forpligtelser, der foelger af traktaten.

89 Kommissionen har paastaaet dette erstatningssoegsmaal afvist, men har dog fremsat sine bemaerkninger vedroerende realiteten.

90 Retten henleder opmaerksomheden paa, at Faellesskabets ansvar uden for kontraktforhold i medfoer af Euratom-traktatens artikel 188, stk. 2, forudsaetter opfyldelsen af en raekke betingelser vedroerende retsstridigheden af den adfaerd, som institutionerne haevdes at have udvist, og eksistensen af en skade samt vedroerende aarsagsforbindelsen mellem adfaerden og den paaberaabte skade (se eksempelvis Domstolens dom af 27.3.1990, sag C-308/87, Grifoni mod Kommissionen, Sml. I, s. 1203, praemis 6).

91 Eftersom den adfaerd, som agenturet anklages for, og Kommissionens afslag paa at efterkomme de anmodninger, som sagsoegeren har rettet til den ° som allerede ovenfor fastslaaet ° er fuldstaendig forskriftsmaessige, foelger heraf, at paastanden om erstatning i denne sag under alle omstaendigheder ikke kan tages til foelge, uden det er noedvendigt at udtale sig om, hvorvidt paastanden boer afvises.

Sagens omkostninger

92 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Sagsoegeren har tabt sagen og boer derfor doemmes til at betale sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Anden Udvidede Afdeling)

1) Kommissionen frifindes.

2) Sagsoegeren betaler sagens omkostninger.