61992C0351

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. Finanzgericht Duesseldorf (herefter benaevnt "Finanzgericht") har anmodet Domstolen om en praejudiciel afgoerelse af foelgende spoergsmaal:

"Er det i strid med lighedsgrundsaetningen og med EOEF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, at der ved fastsaettelsen af referencemaengden ikke tages hensyn til maelkeproduktionen paa en bedrift, der er overtaget og drives i samdrift, og som ligger i en anden medlemsstat, naar det alene er det forhold, at den overtagne bedrift, der drives i samdrift, ligger i den anden medlemsstat, der udelukker, at produktionen, som det ellers foreskrives i national ret, medregnes med det resultat, at der tildeles en stoerre referencemaengde?"

Foer jeg tager stilling til dette spoergsmaal, skal jeg ganske kort goere rede for de faktiske omstaendigheder i hovedsagen og de relevante bestemmelser.

Hovedsagen

2. Manfred Graff er landmand i Simmerath (Tyskland), en landsby i naerheden af den tysk-belgiske graense. Paa bedriften i Simmerath producerede han maelk, som han leverede til andelsvirksomheden Milchversorgung Rheinland eG (herefter benaevnt "Rheinland"). Ved forpagtningsaftale af 1. november 1981 forpagtede han som underforpagter af sin mor sine bedsteforaeldres bedrift i Raeren (Belgien) paa 14 ha, som hans mor selv havde forpagtet af bedsteforaeldrene. Ud over den tyske ejendom drev Graff saaledes i henhold til denne forpagtningskontrakt ogsaa den belgiske ejendom.

Den forpagter, der inden Graff og hans mor havde drevet den belgiske ejendom, havde i 1981 produceret 91 869 liter maelk, som hun havde leveret til Walhorn Eupener Genossenschaftsmolkerei (herefter benaevnt "Genossenschaftsmolkerei") i Walhorn (Belgien). Ifoelge en af Genossenschaftsmolkerei udstedt attest androg leverancen fra denne bedrift i 1982 i alt 8 236 liter, hvorefter den indstillede leverancerne i 1983, hvorfor Genossenschaftsmolkerei ikke laengere beregnede referencemaengden.

Ved skrivelse af 25. juni 1984 meddelte Rheinland Graff, at man for aaret 1984/1985 tildelte ham en referencemaengde paa 368 900 kg paa grundlag af en maelkeleverance i 1981 paa 405 305 kg og i 1983 paa 398 796 kg.

Efter en forudgaaende kontrolundersoegelse hos Rheinland opstod der paa grundlag af en i slutningen af 1988 paabegyndt revision mistanke om, at referencemaengderne for de producenter, der leverede til Rheinland, ikke var rigtigt beregnet. Under den derpaa ivaerksatte straffesag kontrollerede Hauptzollamt Koeln-Rheinau (herefter benaevnt "Hauptzollamt") alle de af Rheinland beregnede referencemaengder. Herved viste det sig, at Graff i 1981 kun havde leveret 335 305 kg (og ikke 405 305 kg). Endvidere blev der fundet en skrivelse fra Graff til Rheinland fra begyndelsen af 1990, hvori han haevdede, at der i 1984 var indgaaet en aftale mellem Rheinland og Genossenschaftsmolkerei, hvorefter der, for saa vidt angaar maelk leveret i 1981, ville blive taget hensyn til, at Graff ogsaa drev ejendommen i Raeren, og at man havde forsikret ham, at fastsaettelsen var lovlig.

3. Paa grundlag heraf annullerede Hauptzollamt ved afgoerelse af 12. september 1990 med tilbagevirkende gyldighed den referencemaengde, der var blevet tildelt Graff, og fastsatte i stedet en ny maengde pr. 2. april 1984 paa 349 000 kg, jf. § 10, stk. 1, foerste afsnit, i Gesetz zur Durchfuehrung der gemeinsamen Marktorganisation (herefter benaevnt "MOG"), sammenholdt med § 48, stk. 1 og 2, i Verwaltungsverfahrensgesetz.

Graff paaklagede denne afgoerelse, idet han under henvisning til forpagtningsaftalen og en attest fra Genossenschaftsmolkerei anfoerte, at Rheinland havde tildelt ham den rette referencemaengde for 1984, fordi der ved beregningen af hans egen produktion skulle tages hensyn til den tidligere forpagters produktion paa bedriften i Raeren.

Ved afgoerelse af 19. juni 1991 afviste Hauptzollamt Graff' s klage som ubegrundet. Ifoelge Hauptzollamt var der ikke retsgrundlag for en forhoejelse af den i 1981 leverede maengde med 70 000 kg for leverancer i Belgien fra en anden bedrift. Yderligere kan der ifoelge Milchgarantiemengenverordnung (herefter benaevnt "MGVO") (1) under ingen omstaendigheder tages hensyn til de i Belgien leverede maengder, fordi MGVO ikke finder anvendelse paa bedrifter, som ikke er omfattet af MOG. Selv om Graff i 1981 havde overtaget bedriften i Belgien, blev der paa tidspunktet for tillaegsafgiftsordningens ikrafttraeden i 1984 ikke laengere leveret maelk herfra, saaledes at der ikke laengere kunne tages hensyn til tidligere leverancer fra denne bedrift.

Graff anlagde sag ved Finanzgericht til proevelse af denne afgoerelse, idet han nedlagde paastand om annullation af afgoerelsen af 12. september 1990, som stadfaestet den 19. juni 1991.

Relevante bestemmelser

4. De faellesskabsregler, sagen vedroerer, er velkendte for Domstolen. Det drejer sig om Raadets forordninger (EOEF) nr. 856/84 og (EOEF) nr. 857/84 af 31. marts 1984, som blev udstedt med henblik paa at begraense Faellesskabets strukturelle overskud af maelk og andre mejeriprodukter (2). Ikke desto mindre skal jeg her kort erindre om de relevante bestemmelser i den ved disse forordninger indfoerte ordning, som er aendret adskillige gange.

Den metode, der ifoelge forordning (EOEF) nr. 856/84 skal anvendes for at genoprette ligevaegten i mejerisektoren, bestaar i at indfoere en tillaegsafgift for en periode af fem aar paa de maengder maelk, som tilfoeres ud over en garantitaerskel, som oprindelig var fastsat til 97,2 mio. tons for hele Faellesskabet (3). Med dette formaal for oeje blev der ved forordning (EOEF) nr. 856/84 indsat en ny artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 (4), dvs. grundforordningen for maelk og mejeriprodukter. Ifoelge artikel 5c, stk. 1, indfoeres der i fem perioder af tolv paa hinanden foelgende maaneder fra den 1. april 1984 en tillaegsafgift, som skal erlaegges af de producenter og opkoebere af komaelk, hvis leverancer overstiger en naermere fastsat referencemaengde. Tillaegsafgiften fastsaettes enten efter formel A eller efter formel B. Ifoelge formel A, der er relevant for den foreliggende sag (jf. nedenfor under punkt 6), skal tillaegsafgiften kun erlaegges af maelkeproducenterne:

"Formel A

° Enhver maelkeproducent skal erlaegge en afgift for de maengder maelk og/eller maelkeaekvivalenter, som han har leveret til en opkoeber, og som i det paagaeldende mejeriaar overstiger en referencemaengde, som naermere skal fastsaettes."

Ifoelge artikel 5c, stk. 3, maa summen af referencemaengderne ikke overstige en samlet garantimaengde svarende til summen af de maengder maelk, der i kalenderaaret 1981 er leveret til behandlings- eller forarbejdningsvirksomheder for maelk eller andre mejeriprodukter i hver medlemsstat, forhoejet med 1%. Hver medlemsstat faar tildelt sin egen samlede garantimaengde. Belgien fik saaledes oprindelig tildelt 3 106 000 tons og Tyskland 23 248 000 tons.

5. De almindelige regler for anvendelsen af denne ordning blev fastsat i forordning (EOEF) nr. 857/84. Ifoelge forordningens artikel 2, stk. 1, er den omhandlede referencemaengde, saafremt formel A foretraekkes,

"lig med den maengde maelk eller maelkeaekvivalent, som producenten har leveret i kalenderaaret 1981 ..., forhoejet med 1%".

Ifoelge artikel 2, stk. 2, kan medlemsstaterne dog bestemme, at kalenderaaret 1983 skal laegges til grund ved fastsaettelsen af referencemaengden, idet det er en forudsaetning, at denne maengde er

"afpasset med en procentsats paa en saadan maade, at den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 fastsatte garantimaengde ikke overskrides. Denne procentsats kan varieres i forhold til stoerrelsen af leverancerne for visse kategorier af afgiftspligtige, udviklingen i leverancerne i visse regioner mellem 1981 og 1983 eller udviklingen i leverancerne fra visse kategorier af afgiftspligtige i samme periode paa vilkaar, som fastsaettes efter fremgangsmaaden i artikel 30 i forordning (EOEF) nr. 804/68".

Yderligere kan medlemsstaterne ifoelge forordningens artikel 2, stk. 3, tilpasse de i stk. 1 og 2 omhandlede procentsatser med henblik paa at sikre anvendelsen af artikel 3 og 4. Det drejer sig om tilpasninger for at tage hensyn til visse saerlige forhold (artikel 3) eller for at gennemfoere omstruktureringen af maelkeproduktionen (artikel 4). Forordningens artikel 5 bestemmer imidlertid udtrykkeligt, at der ved anvendelse af artikel 3 og 4 kun maa ydes supplerende referencemaengder inden for den i artikel 5c i forordning nr. 804/68 omhandlede garantimaengde, der er tildelt den paagaeldende medlemsstat.

6. Med hensyn til national ret skal jeg fremsaette foelgende bemaerkninger. Saavel Belgien som Tyskland har valgt ovennaevnte formel A. Saaledes har begge lande udnyttet mulighederne efter artikel 2, stk. 2 og 3, i forordning (EOEF) nr. 857/84, og de har navnlig valgt 1983 som referenceaar. I Tyskland er situationen saaledes: Ifoelge MGVO' s § 4, stk. 2, andet afsnit, nr. 1, skal der ved beregningen af referencemaengden foretages et fradrag, som er desto hoejere, jo mere den enkelte producent havde foroeget sin maelkeproduktion fra 1981 til 1983. Ifoelge § 4, stk. 2, andet afsnit, nr. 2, skal den producent, som efter den 1. januar 1981 fuldt ud har overtaget en anden bedrift, forhoeje sin egen produktion for 1981 med den overtagne bedrifts maelkeproduktion. Foelgelig bliver det til produktionsstigningen knyttede fradrag, jf. MGVO' s § 4, stk. 2, andet afsnit, nr. 1, normalt lavere.

Finanzgericht har bemaerket, at hvis den af Graff i 1981 overtagne bedrift ikke havde ligget i Belgien, men i Tyskland, skulle produktionen paa denne bedrift i henhold til MGVO' s § 4, stk. 2, andet afsnit, ogsaa vaere taget i betragtning. Hvis det havde vaeret tilfaeldet, ville den referencemaengde, som Graff oprindelig fik tildelt, have vaeret korrekt.

Stillingtagen til det forelagte spoergsmaal

7. Foer der tages stilling til det praejudicielle spoergsmaal, er det noedvendigt at behandle to delspoergsmaal.

For det foerste skal det afgoeres, om de tyske myndigheder ved at naegte at tage hensyn til maelkeproduktionen paa Graff' s belgiske bedrift har stoettet sig paa tysk ret eller direkte paa faellesskabsordningen om tillaegsafgift. Besvarelsen af dette delspoergsmaal er uden stoerre interesse. De nationale myndigheder skal ° som Raadet med rette har anfoert ° tage hensyn til lighedsgrundsaetningen i EF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, som der ligeledes henvises til i det praejudicielle spoergsmaal, selv om myndighedernes afgoerelse stoettes paa tyske lovbestemmelser. Som Domstolen har fastslaaet i Klensch-dommen, finder bestemmelsen ikke kun anvendelse paa faellesskabslovgiver, men

"omfatter alle foranstaltninger vedroerende de faelles markedsordninger, uanset hvilken myndighed der traeffer dem. Den er foelgelig bindende for medlemsstaterne, naar de gennemfoerer markedsordningen" (5).

8. Det andet delspoergsmaal, som Raadet har henvist til i sit skriftlige indlaeg, er lidt mere kompliceret. Raadet har anfoert, at selv om medlemsstaterne i henhold til forordning nr. 857/84 frit kan vaelge 1981, 1982 eller 1983 som referenceaar med henblik paa fastsaettelsen af de individuelle kvoter, giver forordningen dog ikke herved staterne mulighed for samtidig at fastsaette to referenceaar. Ifoelge Raadet er den forhoejelse af referencemaengden, som Graff anmoder om paa grundlag af leverancer i 1983 ved som dokumentation herfor at henvise til leverancer i 1981 fra bedriften i Belgien, uforenelig med den i faellesskabslovgivningen fastsatte regel, hvorefter kun ét referenceaar kan tages i betragtning. Forordning nr. 857/84 indeholder kun én undtagelsesbestemmelse fra denne regel, nemlig artikel 3, stk. 3. Ifoelge denne bestemmelse kan de producenter, hvis maelkeproduktion i det valgte referenceaar er blevet paavirket i kendelig grad af usaedvanlige begivenheder (en alvorlig naturkatastrofe, oedelaeggelse ved et ulykkestilfaelde af producentens produktionsmidler eller en epizooti), anmode om, at der tages hensyn til et andet referencekalenderaar inden for perioden 1981-1983.

9. Selv om der ifoelge faellesskabslovgivningen kun kan vaelges ét referenceaar, kan jeg dog ikke tilslutte mig Raadets opfattelse. Hovedsagen vedroerer anvendelsen ° i henhold til MGVO' s § 4, stk. 2, andet afsnit ° af et fradrag med henblik paa beregningen af referencemaengden for 1983 for at opfylde betingelsen i artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 857/84. Ifoelge denne bestemmelse skal en medlemsstat, der har valgt 1983 som referenceaar, fastsaette en procentsats for at undgaa, at den i artikel 5c fastsatte garantimaengde overskrides (jf. punkt 5 ovenfor). Som det udtrykkeligt fremgaar af artikel 2, stk. 2, kan denne procentsats bl.a. varieres i forhold til "udviklingen i leverancerne i visse regioner mellem 1981 og 1983 eller udviklingen i leverancerne fra visse kategorier af afgiftspligtige i samme periode". Betingelserne for at foretage et fradrag som foelge af produktionsstigningen, jf. MGVO' s § 4, stk. 2, andet afsnit, vedroerer efter min mening netop dette punkt, idet de dels vedroerer en eventuel stigning i maelkeproduktionen mellem 1981 og 1983 (nr. 1), dels en fuldstaendig overtagelse af en anden bedrift i samme periode (nr. 2).

10. Det spoergsmaal, som Domstolen i det vaesentlige skal tage stilling til, er, om faellesskabsretten, navnlig lighedsgrundsaetningen i EF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit, er til hinder for, at en kompetent national myndighed naegter at tage hensyn til maelkeproduktionen i 1981 paa en bedrift, der ligger i en anden medlemsstat, naar den ville have taget maelkeproduktionen paa en bedrift i sin egen medlemsstat i betragtning. Ifoelge ovennaevnte bestemmelse i artikel 40 skal de faelles markedsordninger "begraenses til at forfoelge det i artikel 39 anfoerte maal og boer udelukke enhver form for forskelsbehandling af Faellesskabets producenter eller forbrugere".

Jeg skal herefter foreslaa Domstolen udelukkende at besvare dette spoergsmaal i forhold til EF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit. Som det nemlig fremgaar af Domstolens faste praksis,

"er forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 40, stk. 3, blot en konkretisering af den almindelige lighedsgrundsaetning, der hoerer til faellesskabsrettens grundlaeggende principper" (6).

11. Foreligger der i det foreliggende tilfaelde forskelsbehandling i ovennaevnte bestemmelses forstand? Domstolen har faktisk fastslaaet:

"Der kan ikke vaere tale om forskelsbehandling i den i traktatens artikel 40 forudsatte betydning, hvis en forskellig behandling af virksomheder modsvarer en forskel i de situationer, som disse virksomheder befinder sig i." (7)

Derimod maa der antages at foreligge forskelsbehandling,

"naar der er anvendt forskellige regler paa lignende situationer eller samme regel paa forskellige situationer" (8).

Efter min opfattelse er der klart tale om forskelsbehandling i det foreliggende tilfaelde, idet overtagelsen af en bedrift med maelkeproduktion i en anden medlemsstat fuldt ud kan sammenlignes med overtagelsen af en tilsvarende bedrift i selve medlemsstaten. Om en bedrift inden for Faellesskabet ligger paa den ene eller den anden side af en national graense, er ifoelge faellesskabsretten uden betydning.

12. Herefter opstaar spoergsmaalet, om den saaledes konstaterede forskelsbehandling kan begrundes. Ogsaa her skal jeg henvise til Domstolens faste praksis, hvorefter forbuddet mod forskelsbehandling i henhold til traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit,

"ikke er til hinder for, at ensartede situationer behandles forskelligt, naar forskelsbehandlingen er objektivt begrundet" (9).

Jeg mener ligesom Raadet og Kommissionen, at forskelsbehandlingen kan begrundes i det foreliggende tilfaelde. Uden at gaa ind paa rigtigheden af alle de af Raadet og Kommissionen fremfoerte argumenter mener jeg, at der ° som jeg nu skal goere rede for ° findes en objektiv begrundelse, der er knyttet til den specifikke karakter af den af faellesskabslovgiver indfoerte tillaegsafgiftsordning.

13. Som anfoert ovenfor (punkt 4) hviler faellesskabsordningen med maelkekvoter paa en samlet garantimaengde, der beregnes konkret for den enkelte medlemsstat. I femte betragtning i praeamblen til forordning nr. 856/84 begrundes denne fordeling af faellesskabskvoten mellem medlemsstaterne som foelger:

"Denne maengde skal fordeles mellem medlemsstaterne i forhold til de maengder, der blev leveret paa deres omraade i kalenderaaret 1981, for at sikre ordningens forvaltning og en passende kontrol."

Det fremgaar af denne betragtning samt af artikel 5c, stk. 3, i forordning nr. 804/68 (se ogsaa punkt 4), at tillaegsafgiftsordningen i det vaesentlige defineres i forhold til de forskellige medlemsstaters omraade, idet den for hver enkelt medlemsstats vedkommende tager udgangspunkt i de maengder maelk og andre mejeriprodukter, der blev leveret paa medlemsstatens omraade i kalenderaaret 1981. Det betyder i det foreliggende tilfaelde, at leverancerne fra Graff' s bedrift i Raeren blev taget i betragtning ved fastsaettelsen af den samlede garantimaengde for Belgien, mens leverancerne fra Graff' s bedrift i Simmerath blev taget i betragtning ved fastsaettelsen af Tysklands garantimaengde. Hvis de tyske myndigheder skulle have taget hensyn til Graff' s leverancer i Belgien, burde de have tildelt ham en hoejere referencemaengde end, hvad der forholdsmaessigt var mulighed for inden for rammerne af den for Tyskland fastsatte samlede garantimaengde, jf. artikel 5c, stk. 3. Denne samlede garantimaengde tildeles den enkelte medlemsstat paa grundlag af leverancerne i 1981. Det ville derfor vaere direkte i strid med selve opbygningen af tillaegsafgiftsordningen, der stoettes paa nationale kvoter, at der i en medlemsstat med henblik paa beregningen af garantimaengden tages hensyn til leverancer, som allerede er taget i betragtning i en anden medlemsstat.

At det, som bemaerket af Finanzgericht, ikke kan konstateres, at det forhold, at de paa Graff' s belgiske bedrift producerede maelkemaengder tages i betragtning i Tyskland, paavirker fastsaettelsen af de referencemaengder, der tildeles andre, kan ikke overbevise mig om det modsatte. Det er ikke, fordi den valgte beregningsmetode ikke faar konsekvenser i et konkret tilfaelde, at metoden kan anses for acceptabel i al almindelighed.

14. I ovennaevnte betragtning i praeamblen til forordning nr. 856/84 begrundes beregningen paa grundlag af nationale kvoter i hensynet til en god forvaltning af og en passende kontrol med tillaegsafgiftsordningen. Som Raadet med rette har anfoert, hviler ordningen paa et snaevert samarbejde mellem medlemsstaternes kompetente kontrolmyndigheder og mejerierne, som i tilfaelde af, at formel A vaelges, skal opkraeve tillaegsafgiften hos producenterne (artikel 9, stk. 2, i forordning nr. 857/84). Efter min opfattelse er det klart, at saafremt mejerierne ogsaa skal tage hensyn til leverancer, der er foretaget i en anden medlemsstat end deres egen, vil det blive betydelig vanskeligere at forvalte ordningen og forebygge svig, navnlig i medlemsstater, som har en lang faelles graense med andre medlemsstater. Jeg mener derfor ikke, at Finanzgericht' s betragtning, hvorefter de tyske myndigheder altid med hjemmel i forordning nr. 1468/81 (10) kan paaberaabe sig de belgiske myndigheders samarbejde, er overbevisende. Naar henses til den indsats, der kraeves af administrationen, og de dermed forbundne omkostninger, kan en saadan bistand nemlig ikke sikre en effektiv kontrol.

15. Jeg kan herefter fastslaa, at en forskelsbehandling som den i hovedsagen omhandlede paa faellesskabsrettens nuvaerende udviklingstrin er begrundet i selve opbygningen af tillaegsafgiftsordningen, der er skaaret over national laest ° hvilken opbygning Domstolen indtil nu aldrig har sat spoergsmaalstegn ved ° samt i kravet om, at ordningen fungerer tilfredsstillende. Domstolen har gentagne gange fastslaaet, at kravet om, at ordningen fungerer tilfredsstillende, er et tvingende hensyn, som objektivt kan begrunde den heraf flydende forskelsbehandling (11). Naturligvis ville det ° set ud fra et markedsintegreringssynspunkt ° have vaeret oenskeligt, at faellesskabslovgiver havde fastsat en passende ordning for en situation som den i hovedsagen foreliggende. At der ikke er fastsat en saadan ordning inden for rammerne af forordningerne nr. 856/84 og nr. 857/84, er i sig selv beklageligt, men kan ikke anfoeres til stoette for den af Graff foreslaaede fortolkning (12).

16. Jeg skal herefter foreslaa Domstolen at besvare det af Finanzgericht forelagte spoergsmaal saaledes:

"Naar henses til selve opbygningen af Faellesskabets tillaegsafgiftsordning som fastsat i forordningerne (EOEF) nr. 856/84 og (EOEF) nr. 857/84, er det forhold, at der med henblik paa fastsaettelsen af den referencemaengde, der skal tildeles en producent i en medlemsstat, ikke tages hensyn til maelkeproduktionen paa en bedrift, der er beliggende i en anden medlemsstat, og som drives af den samme maelkeproducent, ikke i strid med EF-traktatens artikel 40, stk. 3, andet afsnit."

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) - MGVO blev udstedt den 25.5.1984 (BGBl. 1984 I, s. 720). Ifoelge Kommissionen stammer den seneste version af MGVO fra 16.7.1992 (BGBl. 1992 I, s. 1324).

(2) - Raadets forordning (EOEF) nr. 856/84 om aendring af forordning (EOEF) nr. 804/68 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter (EFT 1984 L 90, s. 10) og Raadets forordning (EOEF) nr. 857/84 om almindelige regler for anvendelsen af den i artikel 5c i forordning (EOEF) nr. 804/68 omhandlede afgift paa maelk og mejeriprodukter (EFT 1984 L 90, s. 13).

(3) - Jf. fjerde og femte betragtning i praeamblen til forordning (EOEF) nr. 856/84.

(4) - Raadets forordning (EOEF) nr. 804/68 af 27.6.1968 om den faelles markedsordning for maelk og mejeriprodukter, EFT 1968 I, s. 169.

(5) - Dom af 25.11.1986, forenede sager 201/85 og 202/85, Sml. s. 3477, praemis 8.

(6) - Dom af 19.10.1977, forenede sager 117/76 og 16/77, Ruckdeschel, Sml. s. 1753, praemis 7. Herudover kan henvises til foelgende nyere domme: dom af 11.3.1987, forenede sager 279/84, 280/84, 285/84 og 286/84, Rau, Sml. s. 1069, praemis 28, af 17.5.1988, sag 84/87, Erpelding, Sml. s. 2647, praemis 29, af 21.2.1990, forenede sager C-267/88 ° C-285/88, Wuidart m.fl., Sml. I, s. 435, praemis 13, af 10.1.1992, sag C-177/90, Kuehn, Sml. I, s. 35, praemis 18, og af 19.3.1992, sag C-311/90, Hierl, Sml. I, s. 2061, praemis 18.

(7) - Dom af 27.9.1979, sag 230/78, Eridania, Sml. s. 2749, praemis 18.

(8) - Dom af 13.11.1984, sag 283/83, Racke, Sml. s. 3791, praemis 7, og ovennaevnte Erpelding-dom, praemis 29, samt dom af 22.10.1992, sag C-85/90, Dowling, Sml. I, s. 5303, praemis 21. For saa vidt angaar dette spoergsmaal set i relation til EF-traktatens artikel 119 skal jeg yderligere henvise til mit forslag til afgoerelse fremsat den 15.7.1993 i sag C-132/92, Roberts, endnu ikke trykt i Samling af Afgoerelser, punkt 12.

(9) - Rau-dommen, praemis 28. Se ogsaa Erpelding-dommen, praemis 29, og Wuidart-dommen, praemis 13. Domstolen omtalte allerede i praemis 7 i Ruckdeschel-dommen muligheden for en objektiv begrundelse. Fodnote 6 indeholder den fulde henvisning til disse domme.

(10) - Raadets forordning (EOEF) nr. 1468/81 af 19.5.1981 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik paa at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne (EFT L 144, s. 1) som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 945/87 af 30.3.1987 (EFT L 90, s. 3).

(11) - De i fodnote 6 naevnte domme i Erpelding-sagen, praemis 30, og Kuehn-sagen, praemis 18, samt den i fodnote 8 naevnte Dowling-dom, praemis 23. Se endvidere dom af 27.6.1989, sag 113/88, Leukhardt, Sml. s. 1991, praemis 19.

(12) - Jf. Erpelding-dommen, praemis 28. Se ogsaa mit forslag til afgoerelse af 19.5.1993 i sag C-120/92, Schultz, endnu ikke offentliggjort i Samling af Afgoerelser, punkt 11.