61990A0008

++++

1. Tjenestemaend - social sikring - forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme - invaliditet - regler for beregning af erstatningen i tilfaelde af senere forvaerrelse af laesionerne

[Tjenestemandsvedtaegten, art. 73, stk. 2, litra c); ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme, art. 2]

2. Tjenestemaend - social sikring - forsikring mod ulykker og erhvervssygdomme - ydelser - fast beloeb - erstatning i tilfaelde af invaliditet - senere forvaerrelse af laesionerne - forhoejelse under hensyn til pengeforringelsen - ulovlig

[Tjenestemandsvedtaegten, art. 73, stk. 2, litra b) og c)]

1. Erstatningen i henhold til vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), skal i tilfaelde af forvaerrelse af laesionerne efter ulykken beregnes paa grundlag af den maanedsloen, der blev oppebaaret i de sidste tolv maaneder forud for ulykken, og ikke paa grundlag af den maanedsloen, der blev oppebaaret i de sidste tolv maaneder forud for datoen for konsolideringen af de forvaerrede laesioner.

Forvaerrelsen af laesionerne kan ikke sidestilles med en ny ulykke efter betydningen i artikel 2 i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved Faellesskaberne og kan derfor heller ikke udgoere en ny begivenhed, der giver ret til erstatning. Ved en anden fortolkning ville man etablere en forskellig erstatningsordning, alt efter om de ved ulykken foraarsagede laesioner viser sig umiddelbart efter denne eller foerst paa et senere tidspunkt, hvilket kunne foere til en forskelsbehandling mellem tjenestemaend, der har vaeret udsat for en ulykke i den naevnte ordnings forstand.

2. De i vedtaegtens artikel 73 omhandlede ydelser har karakter af sociale sikringsydelser og ikke af ydelser, der skal genoprette en skade i en civil erstatningssag. Foelgelig skyldes den ydelse, der omhandles i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra b) og c), ikke som et beloeb, der skal genoprette en skade, men som et fast pengebeloeb, der udmaales paa grundlag af de varige foelger af ulykken.

Saafremt laesionerne forvaerres efter ulykken, kan den naevnte ydelse, fordi den udgoer et fast beloeb, samt fordi der ikke i vedtaegten eller i daekningsordningen findes bestemmelser, der hjemler en saadan forhoejelse, ikke forhoejes, naar laesionerne er konsolideret, for at tage hensyn til pengeforringelsen i mellemtiden.

Sagens baggrund

1 Sagsoegeren, M. Colmant, der er tjenestemand i loenklasse A4 ved Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, blev udsat for en faerdselsulykke den 29. marts 1975.

2 Ved skrivelse af 22. februar 1979 meddelte generaldirektoeren for personale og administration sagsoegeren, at det Laegeudvalg, som havde vaeret nedsat til at udfaerdige en rapport om foelgerne af ulykken, havde fastsat en grad for vedvarende delvis invaliditet (herefter benaevnt "VDI") paa 5%, heraf 4% for de objektive foelger og 1% for skade paa hans forhold til omverdenen. Ved skrivelse af 23. marts 1979 meddelte generaldirektoeren sagsoegeren, at der var tilkendt ham et engangsbeloeb paa 446 182 BFR i medfoer af artikel 73, stk. 2, litra c), i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "vedtaegten") og artikel 12 og 14 i ordningen om daekning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemaend ved De Europaeiske Faellesskaber (herefter benaevnt "ordningen").

3 Den 18. december 1985 indgav sagsoegeren en anmodning om aendring af den erstatning, der var ydet i anledning af ovennaevnte ulykke, idet dennes kliniske foelger var blevet forvaerret, ligesom han anmodede om ny fastsaettelse af den VDI-grad, der var blevet fastsat for ham i medfoer af ordningens artikel 12, samt om forhoejelse af den erstatning, der var tilkendt ham for skade paa hans forhold til omverdenen i medfoer af ordningens artikel 14.

4 I et udkast til afgoerelse af 14. juli 1987, som blev meddelt sagsoegeren i overensstemmelse med ordningens artikel 21, underrettede Kommissionen ham om, at den imoedekom hans anmodning om genoptagelse af sagen, og at den i henhold til udtalelsen fra den laege, som den havde udpeget, fandt, at der kunne ydes et beloeb for forvaerrelsen af foelgerne paa grundlag af en VDI paa 4% som tillaeg til den grad paa 5%, der tidligere var fastsat. Der blev foelgelig udbetalt ham et supplerende engangsbeloeb paa 372 946 BFR, som var beregnet paa basis af den maanedsloen, som han havde oppebaaret i de sidste tolv maaneder forud for ulykken i 1975.

5 Ved skrivelse af 11. september 1987 erklaerede sagsoegeren sig enig i at modtage et supplerende engangsbeloeb paa grundlag af en VDI-grad paa 4% som fastsat i medfoer af ordningens artikel 12, men kraevede i medfoer af artikel 21 sagen forelagt for det i artikel 23 omhandlede Laegeudvalg med henblik paa en udtalelse fra udvalget vedroerende spoergsmaalet om forvaerrelse af skaden paa hans forhold til omverdenen som omhandlet i artikel 14.

6 Ved skrivelse af 11. december 1987 meddelte Kommissionen sagsoegeren, at den VDI-grad paa 4%, der var fastsat for ham den 14. juli 1987, kunne henfoeres med 2% til artikel 12 og 2% til artikel 14.

7 Ved skrivelse af 15. april 1988 meddelte sagsoegeren Kommissionen, at der var sket en yderligere forvaerrelse af de fysiske foelger af uheldet, bestaaende i en vaeskeansamling i hoejre knae, som foerst var konstateret den 4. januar 1988, og som saaledes ikke var blevet taget i betragtning ved den undersoegelse, der var foretaget af institutionens laege. Han gav udtryk for, at han ikke var enig i den i skrivelsen af 11. december 1987 omhandlede fordeling af VDI-graden paa 4%, og anmodede om, at Laegeudvalget afgav en udtalelse baade om spoergsmaalet om forvaerrelsen af de fysiske foelger som naevnt i artikel 12 og om forvaerrelsen af skaden paa hans forhold til omverdenen som omhandlet i artikel 14.

8 Ved skrivelse af 26. januar 1989 meddelte afdelingschef Reynier sagsoegeren, at Laegeudvalget havde afgivet udtalelse ved en flertalsafgoerelse den 8. december 1988, og at han paa grundlag af denne udtalelse traf den afgoerelse, at VDI-graden skulle fastsaettes til 10%, nemlig 6% i medfoer af ordningens artikel 12 og 4% i medfoer af artikel 14. Datoen for konsolideringen af forvaerrelsen af laesionerne blev fastsat til den 23. november 1988. Sagsoegeren fik udbetalt et supplerende engangsbeloeb paa 93 236 BFR.

9 Den 26. april 1989 indbragte sagsoegeren i medfoer af vedtaegtens artikel 90, stk. 2, en klage over afgoerelsen af 26. januar 1989, hvori han klagede over:

- sammensaetningen af Laegeudvalget, som ikke var i overensstemmelse med ordningens artikel 23, samt udvalgets arbejdsmetoder

- Laegeudvalgets udtalelser og de af dette fastsatte VDI-grader, som foelgelig ogsaa var blevet fastsat ved den anfaegtede afgoerelse af 26. januar 1989

- det engangsbeloeb, der blev tilbudt ham, som foelge af den beregning, der var lagt til grund.

Han anmodede om, at engangsbeloebet blev beregnet paa grundlag af den loen, han havde oppebaaret i de sidste tolv maaneder foer den dato, der var lagt til grund for konsolideringen af laesionerne og de nye foelger, og ikke paa grundlag af den loen, han havde oppebaaret i de sidste tolv maaneder forud for ulykken i 1975.

10 Ved skrivelse af 15. november 1989 tog Kommissionen denne klage delvis til foelge, idet den fastslog, at "Laegeudvalget ikke havde vaeret i overensstemmelse med ordningens artikel 23", besluttede at "indhente udtalelse fra et nyt Laegeudvalg, som skal afgive udtalelse vedroerende Colmant", samt bemaerkede, at der i betragtning af det anfoerte ikke var anledning til "at tage stilling til de oevrige anbringender i klagen vedroerende Laegeudvalgets arbejde og udtalelser". Klagen blev delvis afvist, idet Kommissionen fastholdt, at det i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), omhandlede engangsbeloeb klart skal beregnes paa grundlag af klagerens maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud ulykken, og ikke i de sidste tolv maaneder foer datoen for konsolideringen af forvaerrelsen af laesionerne.

Retsforhandlingerne

11 Under disse omstaendigheder har Colmant anlagt naervaerende sag ved staevning indgivet til Rettens Justitskontor den 14. februar 1990.

12 Ved kendelse af 13. juni 1990 har Retten tilladt SA Royale Belge at intervenere til stoette for sagsoegtes paastande i dets egenskab af hovedforsikrer i henhold til en aftale om gruppeforsikring mod ulykker og erhvervssygdomme, som det har indgaaet med De Europaeiske Faellesskaber. Intervenienten har indgivet skriftlige bemaerkninger til Rettens Justitskontor den 30. juli 1990.

13 Retten har besluttet at traeffe foranstaltninger til sagens tilrettelaeggelse og har herved stillet spoergsmaal til Kommissionen vedroerende de gaeldende ordninger for personer, der er undergivet den sociale sikring og ordningen for tjenestemaend i den offentlige forvaltning i medlemsstaterne samt i visse internationale organisationer, som f.eks. Verdenssundhedsorganisationen og Det Internationale Arbejdsbureau, for saa vidt angaar spoergsmaalet om de ydelser, der udbetales i tilfaelde af ulykker, der medfoerer vedvarende, delvis invaliditet, og saerligt vedroerende ydelserne i tilfaelde af en senere forvaerrelse af en saadan vedvarende, delvis invaliditet, f.eks. spoergsmaalet om regulering af ydelserne i forhold til leveomkostningerne, loenstigningerne eller produktiviteten paa arbejdspladserne. Kommissionen besvarede spoergsmaalene ved skrivelse af 13. juni 1991, der blev indgivet den 20. juni 1991.

14 Paa grundlag af den refererende dommers rapport har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling. Denne fandt sted den 11. juli 1991. Parternes repraesentanter afgav mundtlige indlaeg og besvarede spoergsmaal fra Retten.

15 Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen admitteres og der gives sagsoegeren medhold.

- Foelgelig:

- annulleres sagsoegtes afgoerelse af 26. januar 1989, for saa vidt de supplerende engangsbeloeb til sagsoegeren herved fastsaettes til 372 946 BFR og 93 236 BFR for de tilkendte yderligere grader for vedvarende, delvis invaliditet paa henholdsvis 4% og 1%

- annulleres sagsoegtes afgoerelse af 15. november 1989, for saa vidt denne afviser sagsoegerens klage vedroerende beregningsgrundlaget for erstatningen i tilfaelde af forvaerrelse

- kendes det for ret, at beregningsgrundlaget for den i vedtaegtens artikel 73 omhandlede ydelse i tilfaelde af forvaerrelse skal vaere den loen, som er oppebaaret i de sidste tolv maaneder forud for den dato, som er fastsat for konsolideringen af de forvaerrede laesioner, eller, subsidiaert, kendes det for ret, at den ydelse, som tilkendes i tilfaelde af forvaerrelse, skal fastsaettes under hensyntagen til koebekraftforringelsen for den moent, hvori betalingen sker, mellem ulykkesdatoen og datoen for konsolideringen af de forvaerrede laesioner

- doemmes sagsoegte til som foreloebigt tillaeg til den yderligere erstatning, der er tilkendt sagsoegeren paa grund af forvaerrelsen af laesionerne som foelge af ulykken den 29. marts 1975, at betale ham 1 000 000 BFR med morarenter paa 8% p.a. fra en dato, der fastsaettes af Retten, indtil betaling sker

- tilpligtes sagsoegte at betale sagens omkostninger.

16 Kommissionen har nedlagt foelgende paastande:

- Frifindelse.

- Afgoerelsen om sagens omkostninger traeffes efter de gaeldende regler.

17 Intervenienten har nedlagt paastand til stoette for Kommissionens paastande.

Realiteten

Sagsoegerens paastand om, at den erstatning, der tilkommer ham i medfoer af vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), skal beregnes paa grundlag af den maanedsloen, han oppebar i de sidste tolv maaneder forud for den dato, som er lagt til grund for konsolideringen af forvaerrelsen af hans laesioner

- Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5 og 73 og tilsidesaettelse af almindelige retsgrundsaetninger som lighedsprincippet, princippet om fordelende retfaerdighed og billighedsprincippet

18 Sagsoegeren har anfoert, at det engangsbeloeb, der ved VDI skal udbetales den invalide i tilfaelde af forvaerrelse, ikke skal beregnes paa grundlag af den maanedsloen, han oppebar i de sidste tolv maaneder forud for ulykken, men paa grundlag af den maanedsloen, han oppebar i de sidste tolv maaneder forud for den dato, der er lagt til grund for konsolideringen af de forvaerrede laesioner. Han erkender, at beregningsgrundlaget, dersom man anvendte artikel 73, stk. 2, litra b) og c), "stricto sensu", ville vaere det af Kommissionen haevdede. En saadan ordning strider imidlertid aabenbart imod lighedsprincippet og er uretfaerdig og ubillig. Sagsoegeren har anfoert, at vedtaegtens artikel 73 ikke omhandler forvaerrelse af laesionerne, men at dette "hul" er udfyldt ved ordningens artikel 22. Sagsoegeren har herved anfoert, at i saadanne tilfaelde skal en administrativt fastsat bestemmelse fortolkes saaledes, at den er forenelig med overordnede retsregler, og skal endog ganske enkelt tilsidesaettes, dersom den ikke er forenelig med disse regler. Som foelge heraf maa man - ifoelge sagsoegeren - ved en analogislutning sidestille en forvaerrelse af laesioner med en ny ulykke, idet forvaerrelsen er en ny begivenhed, der giver anledning til erstatning paa samme maade som ulykken. Sagsoegeren har ligeledes anfoert, at den ordning, der foelger af sagsoegtes fortolkning af vedtaegtens artikel 73, er diskriminerende og ubillig, idet sagsoegte ved at haevde, at engangsbeloebet i tilfaelde af invaliditet skal beregnes paa grundlag af den maanedsloen, der er oppebaaret i de sidste tolv maaneder forud for ulykken, ikke tager hensyn til, at sagsoegerens grundloen er steget siden ulykkesdatoen, paa samme maade som de pligtige bidrag til ulykkesforsikringen. Sagsoegeren har anfoert, at der i det foreliggende tilfaelde er sket en tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5, for saa vidt som denne fastslaar lighedsprincippet.

19 Kommissionen har anfoert, at der ikke kan vaere tale om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5, idet denne alene vedroerer indplaceringen af stillingerne i kategorier og loenklasser samt princippet om overensstemmelse mellem loenklasse og stilling.

20 Kommissionen har anfoert, at den af sagsoegeren haevdede fortolkning af vedtaegtens artikel 73 er en fortolkning, der gaar ud over loven. Efter Kommissionens opfattelse er artikel 73 tilstraekkelig klart affattet, og der er ikke grundlag for at fortolke artiklen udvidende. Kommissionen finder, at der alene foreligger én erstatningsbegrundende begivenhed, nemlig ulykken i marts 1975, og at forvaerrelsen af foelgerne kun kan betragtes som ulykkens konsekvenser.

21 Kommissionen har endvidere undersoegt artikel 73 med henblik paa de principper, som sagsoegeren har paaberaabt sig i sit anbringende, herunder navnlig lighedsprincippet og princippet om fordelende retfaerdighed. Hvad angaar lighedsprincippet har Kommissionen anfoert, at artikel 73 anvendes paa samme maade over for alle tjenestemaend, der har vaeret udsat for en ulykke i ordningens forstand. Hvad angaar princippet om fordelende retfaerdighed eller billighedsprincippet har Kommissionen anfoert, at faellesskabsretten ikke indeholder nogen almindelig retsgrundsaetning, hvorefter en gaeldende bestemmelse ikke skulle vaere anvendelig, naar bestemmelsen for den paagaeldende medfoerer en byrde, som lovgiver i Faellesskabet aabenbart ville have soegt at undgaa, dersom denne havde vaeret opmaerksom paa den ved fastsaettelsen af bestemmelsen. Kommissionen har anfoert, at der ifoelge Domstolens praksis ikke findes nogen almindelig grundsaetning om "objektiv ubillighed" i faellesskabsretten.

22 Intervenienten har anfoert, at artikel 5 alene vedroerer indplaceringen af de stillinger, der omfattes af vedtaegten, og at det ikke ses, hvorledes denne artikel skulle kunne paaberaabes til stoette for sagsoegerens synspunkt.

23 For saa vidt angaar spoergsmaalet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 73 har intervenienten anfoert, at denne bestemmelse ikke rummer noget hul, idet den generelt fastsaetter grundlaeggende regler for den sociale sikringsordning for Faellesskabernes tjenestemaend, nemlig definitionen af de daekkede risici og af de sikrede ydelser, som for saa vidt angaar VDI beregnes paa grundlag af den maanedsloen, som den invalide oppebar i de sidste tolv maaneder forud for ulykken. Ifoelge intervenienten omfatter denne artikel samtlige de sikrede ydelser, der kan vaere tale om, og henskyder det alene til fastsaettelse i ordningen, paa hvilke betingelser disse sikrede ydelser skal tilkendes. Artikel 22 i ordningen aendrer saaledes ikke paa nogen maade vedtaegtens artikel 73 for saa vidt angaar beregningsgrundlaget for ydelserne.

24 Hvad angaar den "sidestilling" af ulykken og konsolideringen af de forvaerrede laesioner, som sagsoegeren foretager, har intervenienten samme opfattelse som sagsoegte, nemlig at ulykken er den begivenhed, som stifter retten til de sikrede ydelser, og at konsolideringen alene har den virkning at fastlaegge ydelsernes stoerrelse, idet den er bestemmende for graden af den vedvarende invaliditet. Det er saaledes ikke muligt at drage en analogislutning.

25 Hvad angaar tilsidesaettelsen af almindelige retsgrundsaetninger som lighedsprincippet og princippet om fordelende retfaerdighed samt billighedsprincippet har intervenienten anfoert, at det er sagsoegeren selv, der ikke tager hensyn til dem ved sin fortolkning, eftersom denne ville medfoere en forskellig ordning for ydelser fra den sociale sikring, alt efter om tjenestemandens laesioner medfoerer en senere forvaerrelse af hans invaliditet, eller dette ikke er tilfaeldet, selv om disse ydelser altid udloeses af den samme ulykke. Derfor tilkommer det hverken Kommissionen eller Retten at erstatte ordningen i artikel 73 med en anden ordning, som de maatte anse for bedre, idet denne opgave alene tilkommer Faellesskabets lovgiver.

26 Retten bemaerker for det foerste, at henvisningen til vedtaegtens artikel 5 er irrelevant i sagen, idet formaalet med denne bestemmelse ikke har nogen forbindelse med genstanden for naervaerende sag.

27 Retten bemaerker for det andet, at for saa vidt som vedtaegtens artikel 73 i almindelighed fastlaegger de grundlaeggende regler for den sociale sikring for Faellesskabernes tjenestemaend ved at opregne de risici, der er daekket, samt de sikrede ydelser, kan bestemmelsen ikke betragtes som ufuldstaendig, blot fordi den ikke omhandler den situation, at der sker en forvaerrelse af laesioner som foelge af en ulykke, der har medfoert fastsaettelse af en VDI-grad. Ved artikel 73 henlaegges kompetencen til at fastsaette betingelserne for anvendelsen af de regler, som bestemmelsen indeholder, til en ordning, der indgaas efter faelles overenskomst mellem institutionerne, og foelgelig kan institutionerne i henhold til den naevnte bestemmelse lovligt regulere tilfaeldet med forvaerrelse af laesioner i en saadan ordning.

28 Retten bemaerker endvidere, at en forvaerrelse af laesioner som foelge af en ulykke ikke kan sidestilles med en ny ulykke og derfor heller ikke udgoere en ny begivenhed, der giver ret til erstatning, idet ulykken altid er den omstaendighed, der udloeser denne ret. Ved en anden fortolkning ville man etablere en forskellig erstatningsordning, alt efter om de ved ulykken foraarsagede laesioner viser sig umiddelbart efter denne eller foerst paa et senere tidspunkt. Retten skal endelig understrege, at efter ordningens artikel 2 betragtes som ulykke "enhver udefra kommende, pludselig indtraedende, voldelig eller unormal begivenhed eller faktor, som har skadet tjenestemanden fysisk eller psykisk", og at en forvaerrelse af laesionerne ikke opfylder disse betingelser. Det foelger af det anfoerte, at ordningen for beregning af ydelserne, der er fastsat ved artikel 73 og som bygger paa tjenestemandens maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud for ulykken, ligeledes maa finde anvendelse i tilfaelde af forvaerrelse af laesionerne efter ulykken.

29 Hvad angaar den paastaaede tilsidesaettelse af lighedsprincippet, princippet om fordelende retfaerdighed og billighedsprincippet bemaerker Retten, at artikel 73 finder ens anvendelse paa alle tjenestemaend, der har vaeret udsat for en ulykke i ordningens forstand, og at der derfor ikke kan foelge nogen forskelsbehandling af denne anvendelse. Derimod kunne der blive tale om forskelsbehandling, saafremt man anvendte forskellige beregningsgrundlag alt efter datoen for konsolideringen af forvaerrelsen af laesionerne. Det maa af disse grunde afvises, at der i naervaerende sag foreligger en tilsidesaettelse af princippet om fordelende retfaerdighed og billighedsprincippet.

30 Foelgelig maa dette anbringende forkastes.

Sagsoegerens subsidiaere paastand, hvorefter hans erstatning i medfoer af vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), skal beregnes under hensyntagen til den forringelse af pengenes vaerdi, som har fundet sted mellem ulykkesdatoen og datoen for konsolideringen af forvaerrelsen af laesionerne

- Anbringendet om tilsidesaettelse af vedtaegtens artikel 5 og tilsidesaettelse af almindelige retsgrundsaetninger som lighedsprincippet, princippet om fordelende retfaerdighed og billighedsprincippet

31 Sagsoegeren har anfoert, at det, saafremt hans principale paastand ikke tages til foelge, vil vaere ret og rimeligt, at den erstatning, der tilkommer ham som foelge af forvaerrelsen af laesionerne ved ulykken, beregnes under hensyntagen til den vaerdiforringelse, som den valuta, hvori erstatningen udbetales, nemlig den belgiske franc, har undergaaet mellem datoen for ulykken - 29. marts 1975 - og den dato, der er lagt til grund for konsolideringen af forvaerrelsen af laesionerne - 23. november 1988 - i hvilket tidsrum den belgiske franc steg fra indeks 100 i 1975 til indeks 198,9 i 1988.

32 Kommissionen har anfoert, at der hverken i vedtaegten eller i ordningen, saaledes som disse er affattet i dag, findes nogen metode, der goer det muligt at forhoeje den loen, der er oppebaaret i de sidste tolv maaneder forud for ulykken, med henblik paa at udligne forringelsen af pengenes vaerdi, og at en beslutning herom alene hoerer under Faellesskabets lovgiver. Endvidere kan de almindelige retsgrundsaetninger, som paaberaabes af sagsoegeren, ikke vaere gyldig hjemmel for en afgoerelse, hvorved administrationen ved anvendelsen af vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), regulerer stoerrelsen af den udbetalte loen i tilfaelde af vaesentlige udsving i leveomkostningerne eller forringelse af pengenes vaerdi mellem datoen for ulykken og datoen for konsolideringen af forvaerrelsen af laesionerne. Kommissionen har anfoert, at et krav som det af sagsoegeren fremsatte beror paa en sammenblanding af skadeserstatning i et civilt erstatningssoegsmaal og de principper, som finder anvendelse paa ulykkesforsikringsomraadet. Kommissionen har endvidere anfoert, at sagsoegeren ikke har forsoegt at bevise, at sagsoegte har begaaet fejl ved at forhale proceduren for undersoegelsen af kravet i medfoer af artikel 73 urimeligt.

33 Sagsoegeren har i replikken anfoert, at ordningen i henhold til bestemmelserne, saaledes som disse er affattet i dag, er uretfaerdig og ubillig, men at de ovenfor omhandlede almindelige retsgrundsaetninger maa have forrang frem for bestemmelser i positiv ret. I oevrigt har sagsoegeren anfoert, at han ikke sammenblander skadeserstatning i et civilt erstatningssoegsmaal og de principper, som finder anvendelse paa ulykkesforsikringsomraadet, idet han ikke kraever, at der tages hensyn til forringelsen af pengenes vaerdi paa grundlag af reglerne og principperne for skadeserstatning i et civilt erstatningssoegsmaal, men paa grundlag af overordnede retsgrundsaetninger som lighedsprincippet, princippet om fordelende retfaerdighed og billighedsprincippet.

34 Intervenienten har gjort gaeldende, at det engangsbeloeb, som en tjenestemand kan goere krav paa i medfoer af artikel 73, ikke har til formaal at sikre fuld erstatning for den lidte skade. Ved denne artikel indfoeres et socialt sikringssystem, som garanterer den tilskadekomne tjenestemand et forud fastsat engangsbeloeb. Der er derfor ikke tale om en "skyld til erstatning", der skal genoprette en skade pr. betalingsdatoen, men om en "pengeskyld", hvis stoerrelse paa forhaand er fastsat efter kriterierne i artikel 73. Intervenienten goer ligeledes opmaerksom paa, at bestemmelsen er klar, og at der ikke i positiv faellesskabsret findes nogen bestemmelse, hvorefter det omhandlede pengebeloeb skal reguleres under hensyntagen til forringelsen af pengenes vaerdi, og at der efter intervenientens opfattelse hverken i faellesskabsretten eller i medlemsstaternes ret findes nogen "almindelig retsgrundsaetning" af dette indhold.

35 Retten skal allerfoerst bemaerke, at de i artikel 73 omhandlede ydelser har karakter af sociale sikringsydelser og ikke af ydelser, der skal genoprette en skade i en civil erstatningssag. Som foelge heraf skyldes det engangsbeloeb, der omhandles i artikel 73, stk. 2, litra b) og c), ikke som et erstatningsbeloeb, der skal genoprette en skade, men som et fast pengebeloeb, der udmaales paa grundlag af de varige foelger af ulykken (jf. Domstolens dom af 21.5.1981, sag 156/80, Morbelli mod Kommissionen, Sml. s. 1357, praemis 34).

36 Retten finder, at hverken artikel 73, stk. 2, i vedtaegten eller artikel 22 i ordningen aabner mulighed for i tilfaelde af senere forvaerrelse af laesioner at forhoeje det udbetalte engangsbeloeb for at tage hensyn til forringelsen af pengenes vaerdi.

37 Retten bemaerker endvidere, at det i artikel 20, stk. 1, i den omhandlede ordning hedder, at "afgoerelse om fastsaettelse af tjenestemandens invaliditetsgrad traeffes, efter at hans laesioner er konsolideret", og at det i artiklens stk. 2 foreskrives, at "saafremt invaliditetsgraden efter laegebehandlingens ophoer endnu ikke kan bestemmes endeligt, skal erklaeringen fra den eller de i artikel 19 naevnte laeger, eller i paakommende tilfaelde erklaeringen fra det i artikel 23 fastsatte Laegeudvalg, angive den dato, hvor tjenestemandens akter skal undersoeges". Det fremgaar af denne bestemmelse, at retten til erstatning for vedvarende invaliditet ikke opstaar i takt med konsolideringen af den enkelte laesion, men foerst efter konsolideringen af samtlige laesioner, og at der er taget hensyn til, at der kan gaa en vis tid mellem ulykkesdatoen og tidspunktet for konsolideringen af laesionerne.

38 Imidlertid hjemler ordningen alene udbetaling af en foreloebig erstatning, naar invaliditetsgraden maa forventes sat til mindst 20%. I dette tilfaelde bestemmes det i artikel 20, stk. 3, i ordningen, at ansaettelsesmyndigheden yder en foreloebig erstatning, svarende til den broekdel af invaliditetsgraden, som ikke omtvistes, idet denne erstatning modregnes i de endelige ydelser.

39 Under disse omstaendigheder er der efter Rettens opfattelse ingen hjemmel for at kraeve, at det engangsbeloeb, der udbetales som erstatning for varig invaliditet, i givet fald skal forhoejes, naar laesionerne er konsolideret, for at tage hensyn til den forringelse af pengenes vaerdi, der eventuelt er sket i mellemtiden.

40 I oevrigt finder Retten, at denne ordning, for saa vidt som den finder anvendelse paa alle tjenestemaend, ikke kan stride mod de almindelige retsgrundsaetninger, som er paaberaabt i dette anbringende.

41 Anbringendet maa derfor forkastes.

42 Det foelger heraf, at der ikke kan gives sagsoegeren medhold i annullationspaastanden.

Sagsoegerens paastand om, at Kommissionen tilpligtes at betale ham et "foreloebigt tillaeg"

43 Sagsoegeren har paastaaet sagsoegte tilpligtet at betale ham et foreloebigt tillaeg til den yderligere erstatning, der er tilkendt ham paa grund af forvaerrelsen af laesionerne som foelge af ulykken den 29. marts 1975, paa 1 000 000 BFR med morarenter 8% p.a. fra en dato, der fastsaettes af Retten, indtil betaling sker.

44 Kommissionen har anfoert, at hverken vedtaegten eller ordningen giver den ulykkesramte ret til at anmode administrationen om betaling af en foreloebig erstatning. Kommissionen har endvidere anfoert, at de forpligtelser, der paahviler administrationen, kun kan foelge af annullationen af en af dens retsakter, jf. EOEF-Traktatens artikel 176, og at Retten ikke er kompetent til at meddele administrationen paalaeg inden for rammerne af legalitetskontrollen i henhold til vedtaegtens artikel 91. Heraf foelger efter Kommissionens opfattelse, at denne paastand boer afvises eller i det mindste forkastes som ubegrundet.

45 I replikken har sagsoegeren hertil anfoert, at han ikke paastaar sig tilkendt et yderligere erstatningsbeloeb, uden at der foreligger en udtalelse fra den raadgivende laege eller fra Laegeudvalget, men at han, saafremt han faar medhold i sine oevrige paastande, paastaar betaling af en erstatning i tillaeg til den, der allerede er tilkendt og skal betales, enten fordi de tilkendte yderligere erstatningsbeloeb blev beregnet paa grundlag af hans maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud for ulykken (29.3.1975) i stedet for at vaere blevet beregnet paa grundlag af hans maanedsloen i de sidste tolv maaneder forud for konsolideringen af forvaerrelsen af laesionerne (23.11.1988), eller, subsidiaert, fordi der ikke ved fastsaettelsen af de tilkendte yderligere erstatningsbeloeb blev taget hensyn til forringelsen af pengenes vaerdi. For saa vidt angaar Rettens kompetence til at paakende dette spoergsmaal har han anfoert, at Retten i tjenestemandssager har fuld proevelsesret i sager, der vedroerer penge, og at han blot har nedlagt paastand om dom til betaling af "det for lidt udbetalte".

46 Da Retten har forkastet sagsoegerens paastand vedroerende de naermere regler for beregning af det i vedtaegtens artikel 73, stk. 2, litra c), omhandlede engangsbeloeb, maa naervaerende paastand forkastes, idet den maa dele skaebne med de foregaaende paastande.

47 Det foelger af det anfoerte, at sagsoegte boer frifindes.

Sagens omkostninger

48 I henhold til artikel 87, stk. 2, i Rettens procesreglement, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Ifoelge procesreglementets artikel 88 baerer institutionerne dog selv deres egne omkostninger i sager anlagt af Faellesskabernes ansatte.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling)

1) Sagsoegte frifindes.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.