61990C0273

++++

Hr. afdelingsformand,

De herrer dommere,

1. I sommeren 1983 foretog Oberfinanzbezirk Frankfurt am Main en virksomhedskontrol hos Meico-Fell vedroerende afgiftskrav for indfoersler i tiden fra den 1. juli 1980 til den 10. juni 1983. Det blev herunder konstateret, at Meico-Fell havde sendt raa vaskebjoerneskind til en virksomhed i Canada med henblik paa beredning og derefter havde indfoert dem igen toldfrit, idet de blev anmeldt som "raa pelsskind af andre dyr", der er fritaget for told. Der blev paa grund af den fejlagtige angivelse betalt 2 764,85 DM for lidt i told. Hauptzollamt Darmstadt traf den 24. maj 1984 afgoerelse om efteropkraevning af differencen.

Meico-Fell paaklagede uden resultat afgoerelsen og anlagde derefter sag ved den forelaeggende ret.

2. Som soegsmaalsgrund har Meico-Fell i det vaesentlige anfoert, at fristen for opkraevning af de omhandlede afgifter er foraeldet. I henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1697/79 (1) kan efteropkraevning af et manglende afgiftsbeloeb

"ikke foretages efter et tidsrum af tre aar at regne fra bogfoeringstidspunktet for det beloeb, som oprindeligt blev opkraevet hos debitor, eller, hvis der ikke har fundet bogfoering sted, fra det tidspunkt, hvor toldskylden for den paagaeldende vare er opstaaet".

Parterne i hovedsagen og den forelaeggende ret er enige om, at treaarsfristen er udloebet, saaledes at efteropkraevningen kun vil kunne ske i henhold til forordningens artikel 3, der indeholder foelgende bestemmelse:

"Den i artikel 2 omhandlede tidsfrist finder ikke anvendelse, saafremt de kompetente myndigheder fastslaar, at de paa grund af en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning, ikke har vaeret i stand til noejagtigt at fastsaette den forskriftsmaessige import- eller eksportafgift for den paagaeldende vare.

I saa fald foretager de kompetente myndigheder efteropkraevningen efter de bestemmelser, der er gaeldende herfor i de respektive medlemsstater."

3. Det afgoerende for, om der kan foretages efteropkraevning, er saaledes, om Meico-Fell' s fejl i angivelsen kan anses for "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" i henhold til forordningens artikel 3. Den forelaeggende ret synes at gaa ud fra, at Meico-Fell' s fejlagtige angivelse ikke indebaerer en kraenkelse af en formelt strafferetlig (tysk) regel, men alene er en saakaldt "Ordnungswidrigkeit", dvs. en forseelse, for hvilken der vil kunne paalaegges en administrativ boede. Sagsoegte i hovedsagen, Hauptzollamt Darmstadt, er af den opfattelse, at en saadan overtraedelse ligeledes skal anses for en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning i henhold til artikel 3 i forordning nr. 1697/79. I saa fald finder foraeldelsesfristen i tysk lovgivning for en saadan overtraedelse anvendelse, jf. forordningens artikel 3, stk. 2. Mere praecist er det § 169 i Abgabenordnung ("skattekontrolloven"), der skal anvendes, og i henhold til denne er foraeldelsesfristen fem aar.

For at kunne loese dette problem har den nationale ret forelagt Domstolen foelgende spoergsmaal:

"Skal artikel 3 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkraevet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfoerer en forpligtelse til at betale saadanne afgifter (EFT L 197, s. 1), fortolkes saaledes, at udtrykket 'en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning' , kun omfatter handlinger, der i medlemsstatens retssystem formelt henhoerer under strafferetten, eller omfatter det enhver overtraedelse af skatte- og afgiftsbestemmelser, der er undergivet en laengere foraeldelsesfrist?"

4. En gennemgang af formaalet med og indholdet i forordning nr. 1697/79 kan give en bedre forstaaelse af de retlige spoergsmaal i denne sag. I forordningen fastlaegges det, hvornaar de kompetente toldmyndigheder kan foretage efteropkraevning af afgifter hos debitor, naar de konstaterer, at det oprindeligt opkraevede beloeb er forkert eller for lille. Der forfoelges hermed et dobbelt formaal: dels at sikre en ensartet anvendelse af Den Faelles Toldtarif ved fastsaettelse af ensartede regler vedroerende efteropkraevning af afgifter, dels at sikre overholdelsen af retssikkerhedsprincippet og/eller beskyttelsen af den berettigede forventning, idet der fastsaettes en raekke begraensninger i efteropkraevningen.

Toldmyndighederne skal principielt foretage efteropkraevning, naar de konstaterer, at hele eller en del af den afgift, der skulle vaere opkraevet, ikke er opkraevet (2). Denne principielle forpligtelse modificeres paa to punkter i forordningen. For det foerste bliver efteropkraevningen fakultativ eller endog umulig, saafremt toldmyndighederne er ansvarlig for, at den oprindelige opkraevning var ukorrekt eller ufuldstaendig (3). For det andet tages der - naar efteropkraevningen er obligatorisk eller mulig - i forordningen hensyn til, at opkraevningen "til en vis grad [gaar] ud over den sikkerhed, som debitorerne med rette kan forvente i forbindelse med administrative handlinger, der har oekonomiske konsekvenser" (anden betragtning til forordningen). Forordningens artikel 2 indeholder derfor en foraeldelsesfrist paa tre aar, hvorefter den oprindelige afgiftsfastsaettelse kan anses for endelig. Denne frist gaelder imidlertid ikke, naar den forkerte eller ufuldstaendige opkraevning skyldes, at debitor har begaaet "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning". I saa fald foretages efteropkraevningen "efter de bestemmelser, der er gaeldende herfor i de respektive medlemsstater" (jf. forordningens artikel 3) - med andre ord traeder den foraeldelsesfrist, der i national ret gaelder for den paagaeldende handling (og som kan vaere laengere), i stedet for den almindelige (eller bedre: faellesskabsretlige) frist paa tre aar.

5. Kun Kommissionen og Meico-Fell har indgivet indlaeg til Domstolen. De er enige om, at artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1697/79 implicit, men entydigt, henviser til national ret. Det fremgaar saaledes af artikel 3' s ordlyd, at selv om artiklens stk. 2 ganske vist udtrykkeligt henviser til national ret med hensyn til fremgangsmaaden for efteropkraevningen, herunder med hensyn til, hvilken foraeldelsesfrist der skal anvendes (i de tilfaelde, hvor den ukorrekte anmeldelse skyldes "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning"), foreligger der med hensyn til definitionen af det i stk. 1 anvendte begreb hoejst en implicit henvisning til national ret.

Kommissionen og sagsoegeren er uenige med hensyn til raekkevidden af henvisningen til national ret: Skal betydningen af udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" fastlaegges ved anvendelse af faellesskabsretlige (og dermed ensartede) kriterier paa national ret (som Kommissionen mener), eller er der tale om et begreb, der er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat, og hvis betydning alene skal fastlaegges paa grundlag af den relevante nationale ret (som Meico-Fell har anfoert)? Efter min opfattelse maa der af hensyn til den ensartede anvendelse af faellesskabsretten og ligebehandlingen af afgiftsskyldnere, som er et af formaalene med forordning nr. 1697/79 (jf. ovenfor punkt 4), gives Kommissionen medhold. Dette synspunkt stoettes ogsaa af Domstolens praksis, hvorefter ordlyden i en faellesskabsretlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med hensyn til fastlaeggelsen af dens betydning og raekkevidde, normalt i hele Faellesskabet skal undergives en selvstaendig og ensartet fortolkning, som skal fastlaegges under hensyntagen til bestemmelsens sammenhaeng og formaalet med den paagaeldende ordning (4). Med andre ord tilkommer det den nationale domstol paa grundlag at den relevante nationale ret, men under anvendelse af ensartede fortolkningskriterier, der fastlaegges af Domstolen, at afgoere, om der er tale om "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning".

6. I de indlaeg, der er indgivet til Domstolen, er der fremfoert to mulige kriterier: et snaevert kriterium (som Meico-Fell gaar ind for), hvorefter udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" kun henviser til den nationale strafferet i formel betydning, og et bredt kriterium (som Kommissionen gaar ind for), hvorefter det omhandlede udtryk ogsaa kan omfatte handlinger, for hvilke medlemsstaterne har fastsat sanktioner, der ikke har karakter af straf (som f.eks. administrative boeder).

Det snaevre fortolkningskriterium, som Meico-Fell har foreslaaet, har den fordel, at det er let at anvende, men det har ikke et faellesskabsretligt indhold og foerer til den mindre tilfredsstillende situation, at efteropkraevningen af afgifter paa grund af den samme handling kan vaere undergivet den faellesskabsretlige eller den "laengere" foraeldelsesfrist, afhaengigt af hvilket (i sidste instans vilkaarlige) valg en medlemsstat har truffet med hensyn til, om en handling skal forfoelges strafferetligt eller administrativt. Den ensartede anvendelse af Den Faelles Toldtarif og ligebehandlingen af afgiftsskyldnere sikres paa denne maade kun i begraenset omfang.

7. Netop for at sikre en ensartet anvendelse og fortolkning af artikel 3 har Kommissionen foreslaaet, at udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" skal fortolkes saaledes, at den - efter omstaendighederne laengere - foraeldelsesfrist, der gaelder i henhold til national ret, altid skal anvendes, naar afgiftsskyldneren har handlet i ond tro, dvs. i alle de tilfaelde, hvor den ukorrekte eller ufuldstaendige opkraevning skyldes hans uagtsomhed, eller endog saafremt afgiftsskyldneren har maattet indse, at hans adfaerd var retsstridig og/eller har foert til en ufuldstaendig opkraevning af told. Udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" omfatter ogsaa overtraedelser af bestemmelser om toldangivelser, i hvert fald saafremt der er tale om bestemmelser, hvori det naermere fastlaegges, hvilken omhu afgiftsskyldneren skal udvise.

Dette kriterium kan synes mere egnet til at sikre den ensartede anvendelse af faellesskabsretten og ligebehandlingen af afgiftsskyldnere i medlemsstaterne, men det har imidlertid ogsaa ulemper. For det foerste er det et ubestemt kriterium, som skal anvendes af de nationale domstole inden for deres egen retsorden, og som derfor ogsaa i sidste ende kan foere til forskellige resultater fra medlemsstat til medlemsstat. Endvidere er det paa grund af denne ubestemthed vanskeligt at bringe kriteriet i overensstemmelse med retssikkerhedsprincippet (der ligger til grund for forordning nr. 1697/79). For det andet er dette kriterium frem for alt vanskeligt foreneligt med systematikken i forordning nr. 1697/79. Det fremgaar saaledes klart af forordningen, at foraeldelsesfristen paa tre aar, der er fastsat i faellesskabsretten, som udgangspunkt ogsaa finder anvendelse, naar den ukorrekte eller ufuldstaendige opkraevning skyldes afgiftsskyldnerens uagtsomhed. Kun undtagelsesvis - nemlig naar der foreligger handlinger, der vil kunne undgives strafferetlig forfoelgning - skal den efter omstaendighederne laengere frist, der er fastsat i national ret, anvendes. Det af Kommissionen foreslaaede kriterium ville imidlertid foere til, at den laengere frist altid finder anvendelse, naar den ufuldstaendige eller ukorrekte opkraevning skyldes en af afgiftsskyldneren begaaet uagtsom handling, for hvilken der efter national ret kan paalaegges en sanktion, uanset hvilken sanktion der kan paalaegges for denne uagtsomhed, og hvor streng den er. Det er min opfattelse, at dette ikke er i overensstemmelse med forordningens systematik.

8. Paa grundlag af det anfoerte mener jeg, at det af Meico-Fell foreslaaede kriterium foerer til en for indskraenkende fortolkning og det af Kommissionen foreslaaede kriterium en for udvidende fortolkning af udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning". Der maa derfor findes et kriterium "midt imellem", hvorved kravene til den ensartede anvendelse af faellesskabsretten og ligebehandlingen af afgiftsskyldnere paa den ene side og retssikkerhedsprincippet og beskyttelsen af den berettigede forventning paa den anden side bringes i overensstemmelse med hinanden.

For at finde frem til et saadant kriterium maa man naturligvis tage udgangspunkt i den maade, hvorpaa udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" er gengivet i de forskellige sprogversioner. I forbindelse hermed kan det konstateres, at visse versioner, navnlig den danske, tyske, engelske og nederlandske, hvori der tales om "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning", "Handlungen, die strafrechtlich verfolgbar sind", "an act that could give rise to criminal court proceedings" og "strafrechtelijk vervolgbare handelingen", synes snaevrere (med andre ord henviser de naermest til den formelle strafferet) end den franske, italienske, spanske, portugisiske og graeske version ("actes passibles de poursuites judiciaires répressives", "atto passibile di un' azione giudiziaria repressiva", "un acto que puede dar lugar a la incoación de un proceso judicial punitivo", "am acto passivel de procedimento judicial repressivo" og "*** ******** ******* *** *** ***** **** ********* * ********* ****"). Den bredere formulering, der er valgt i den franske, italienske, spanske, portugisiske og graeske version, taler for, at det snarere drejer sig om handlinger, for hvilke der kan paalaegges en sanktion, som har afskraekkende og repressiv karakter, selv om sanktionen kun kan paalaegges af en ret (ikke noedvendigvis en kriminalret). Det er i oevrigt paafaldende, at der i andre faellesskabsbestemmelser, der indeholder udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" (eller lignende udtryk), i den franske, italienske, spanske og portugisiske version anvendes en formulering, der snarere er "formelt strafferetlig" (5). Efter min opfattelse er dette et foerste holdepunkt for, at begrebet "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" i den forordning, der danner grundlag for denne sag, ikke har en formel, men snarere en materiel betydning, der mere praecist henviser til den afskraekkende eller repressive karakter af den sanktion, medlemsstaten har valgt.

9. Der kan ogsaa hentes stoette for denne opfattelse i en anden bestemmelse i europaretten, nemlig artikel 6 i Den Europaeiske menneskerettighedskonvention, der paa samme maade som en bestemmelse i faellesskabsretten skal fortolkes og anvendes saa ensartet som muligt i de forskellige stater. Det er i denne forbindelse naeppe noedvendigt at anfoere, at Domstolen anerkender en fortolkning af faellesskabsretlige bestemmelser, der er i overensstemmelse med denne konvention (6).

Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol har maattet fortolke udtrykket "anklage for en forbrydelse" (i den engelske tekst anvendes udtrykket "criminal charge" og i den franske tekst "accusation en matière pénale") i den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 1, og udtrykket "enhver, der anklages for en lovovertraedelse" (i den engelsk tekst "everyone charged with a criminal offence" og i den franske tekst "toute personne accusée d' une infraction") i artikel 6, stk. 2 og 3, i forbindelse med lovovertraedelser, der i henhold til national ret ikke paatales strafferetligt, men administrativt. I en dom fra 1976, Engel-sagen (7), fastslog Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, at begrebet "anklage for en forbrydelse" har en selvstaendig betydning i konventionens systematik, saaledes at kvalifikationen i national ret nok kan give et holdepunkt, men ikke er afgoerende. Med henblik paa at fastslaa, om en bestemt sanktion, der er hjemlet i national ret, er af strafferetlig karakter, vurderer Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol sanktionens indhold.

Menneskerettighedsdomstolen fastslog saaledes i OEztuerk-dommen fra 1984 (8), at en faerdselslovovertraedelse, der i Tyskland (som "Ordnungswidrigkeit") er sanktioneret med en administrativ boede, dvs. en overtraedelse af samme karakter som den, der foreligger i denne sag, skal anses for en "lovovertraedelse" i henhold til konventionens artikel 6, stk. 2 og 3. Menneskerettighedsdomstolen tillagde det i denne forbindelse kun begraenset betydning, at en saadan overtraedelse i national ret var "afkriminaliseret", dvs. taget ud af strafferetten. Det tillagdes stoerre betydning, i) at bestemmelsen om den overtraedelse, for hvilken der var paalagt en boede, var en alment gaeldende bestemmelse (som gjaldt for alle borgere i deres egenskab af trafikanter), og ii) at den sanktion, der var fastsat for den paagaeldende overtraedelse, havde karakter af straf og skulle virke afskraekkende (9). I Engel- og Lutz-dommene understregede Menneskerettighedsdomstolen endvidere, at der ogsaa kan vaere tale om en "anklage for en forbrydelse" og en "lovovertraedelse", naar den straf, der er fastsat for en bestemt handling, er saa streng, at den maa anses for at falde inden for strafferettens omraade (10).

De garantier, der er fastsat i den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, skal saaledes finde anvendelse, enten naar de nationale myndigheder for en handling paalaegger en sanktion, der formelt henhoerer under strafferetten, eller der er tale om en alment gaeldende bestemmelse, hvori der er fastsat sanktioner, der skal virke afskraekkende og har karakter af straf ("deterrent and punitive", "préventif et répressif"), eller naar den straf, der paalaegges for en bestemt handling, paa grund af sin strenghed ("degree of severity", "degré de gravité"), skal anses for at ligge inden for det "strafferetlige omraade" ("the 'criminal' sphere", "la matière 'pénale' ").

10. Jeg mener, at de kriterier, der anvendes af Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol ved fortolkningen af udtrykkene "anklage for en forbrydelse" og "lovovertraedelse" i henhold til den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6, ogsaa kan anvendes i den foreliggende sag ved fortolkningen af udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning". Dette gaelder saa meget mere, som Domstolen - naar den skal vurdere spoergsmaalet om, hvorvidt nationale sanktioner er forenelige med faellesskabsretten - anvender ensartede kriterier, som ikke beror paa den formelle kvalifikation af sanktionerne i national ret, men hvorved der ogsaa tages hensyn til sanktionernes indhold. Ifoelge Domstolens praksis maa den sanktion, som den nationale lovgiver fastsaetter for overtraedelse af faellesskabsretten, saaledes vaere "effektiv, staa i rimeligt forhold til overtraedelsen og have en afskraekkende virkning" (11). I oevrigt anvender faellesskabslovgiver ogsaa selv i tilfaelde, hvor faellesskabsretten indeholder sanktioner, som f.eks. i artikel 15 i forordning nr. 17 (12) (hvori det i stk. 4 hedder, at det ikke er sanktioner i strafferetlig forstand), administrative sanktioner, der ikke er mindre afskraekkende eller repressive end formelt strafferetlige sanktioner. Dette viser endnu engang, at sanktionens formelle kvalifikation - i hvert fald ikke i foerste raekke - er afgoerende, men derimod sanktionens karakter og graden af dens strenghed.

Hvad kan man heraf udlede af betydning for denne sag? Efter min opfattelse kan den forelaeggende ret konkludere, at der for det foerste er tale om "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning", naar det drejer sig om en handling, for hvilken der efter den relevante nationale ret kan paalaegges en formelt strafferetlig sanktion, og for det andet, naar det drejer sig om en handling, der er i strid med en alment gaeldende bestemmelse, og for hvilken der efter den relevante nationale ret kan paalaegges en sanktion, der er saa afskraekkende, og som har en saadan karakter af straf (eller er saa repressiv) og/eller er saa streng, at den maa ligestilles med en formelt strafferetlig sanktion.

11. Man kan imod mit forslag om at fortolke udtrykket "en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning" i artikel 3 i forordning nr. 1697/79 under hensyntagen til Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstols fortolkning af udtrykkene "anklage for en forbrydelse" og "lovovertraedelse" i den europaeiske menneskerettighedskonventions artikel 6 anfoere, at det i sidstnaevnte bestemmelse drejer sig om at give borgerne en fair og offentlig sagsbehandling (ogsaa under en administrativ behandling, der til sidst munder ud i en judiciel behandling), mens det i artikel 3 i den omhandlede forordning drejer sig om til skade for borgerne at indfoere en laengere foraeldelsesfrist. Jeg mener imidlertid ikke, at dette giver grundlag for anlaegge en forskellig fortolkningsmetode i de to tilfaelde. Til syvende og sidst drejer det sig i begge tilfaelde om at give borgerne en rimelig retsbeskyttelse. Det gaelder ogsaa med hensyn til en bestemmelse, hvori der indfoeres en foraeldelsesfrist. At der ved fastlaeggelsen af foraeldelsesfristens laengde tages hensyn til deliktets grovhed og dermed sanktionens karakter og strenghed, uanset hvorledes denne formelt kvalificeres i national ret, er lige saa meget en del af en rimelig retsbeskyttelse, herunder navnlig at det sikres, at personer, der begaar lige grove overtraedelser, behandles ens, og at personer, der begaar overtraedelser af forskellig grovhed, behandles forskelligt.

Sammenfatning

12. Jeg foreslaar herefter, at det praejudicielle spoergsmaal besvares saaledes:

"Artikel 3 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkraevet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfoerer en forpligtelse til at betale saadanne afgifter, skal fortolkes saaledes, at udtrykket 'en handling, der vil kunne undergives strafferetlig forfoelgning' , omfatter i) handlinger, for hvilke der efter den lovgivning, der finder anvendelse, paalaegges en formelt strafferetlig sanktion, og ii) handlinger, der er i strid med alment gaeldende regler, og for hvilke der kan paalaegges en sanktion, der er saa afskraekkende og har en saadan karakter af straf eller er saa repressiv og/eller saa streng, at den maa ligestilles med en formelt strafferetlig sanktion".

(*) Originalsprog: nederlandsk.

(1) - Raadets forordning af 24.7.1979 om efteropkraevning af import- eller eksportafgifter, der ikke er opkraevet hos debitor for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfoerer en forpligtelse til at betale saadanne afgifter (EFT L 197, s. 1).

(2) - Jf. forordningens artikel 2, stk. 1, foerste afsnit.

(3) - Jf. forordningens artikel 5.

(4) - Jf. dom af 18.1.1984 (sag 327/82, Ekro mod Produktschap voor Vee en Vlees, Sml. s. 107, praemis 11).

(5) - Det er tilstraekkeligt her at naevne tre eksempler: I Raadets forordning (EOEF) nr. 2144/87 af 13.7.1987 om toldskyld (EFT L 201, s. 15) anvendes der for udtrykket den strafferetlige forfoelgelse i artikel 2, stk. 2, henholdsvis poursuites pénales , azioni penali , diligencias penales og procedimentos penais . I Raadets direktiv 89/592/EOEF af 13.11.1989 om samordning af retsforskrifterne vedroerende insider-handel (EFT L 324, s. 30) anvendes for udtrykket strafferetlige procedurer i artikel 10, stk. 3, henholdsvis poursuites judiciaires à caractère pénal , procedimenti giudiziari di carattere penale , procedimientos judiciales de índole penal og processos judiciais de carácter penal . I Raadets direktiv 87/344/EOEF af 22.6.1987 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjaelpsforsikring (EFT L 185, s. 77) anvendes for udtrykket straffesag i artikel 2, stk. 1, henholdsvis procédure pénale , procedimento penale , procedimiento penal og processo penal .

(6) - Jf. herved dom af 28.10.1975 (sag 36/75, Rutili, Sml. s. 1219), hvori det udtaltes, at de begraensninger, der i en faellesskabsordning er gjort i medlemsstaternes befoejelser med hensyn til fremmedpolitiets opgaver, kunne anses for at vaere i overensstemmelse med den europaeiske menneskerettighedskonvention.

(7) - Den Europaeiske Menneskerettighedsdomstol, sagen Engel m.fl., dom af 8.6.1976/23.11.1976, Publications de la Cour européenne des droits de l' Homme, serie A, bind 22, navnlig afsnit 80 og 81.

(8) - Dom af 21.2.1984, Publications de la Cour européenne des droits de l' Homme, serie A, bind 73, navnlig afsnit 49-54, bekraeftet i Lutz-dommen af 25.8.1987, a.st., serie A, bind 123, navnlig afsnit 50 og 55.

(9) - Jf. dommens afsnit 52-53.

(10) - Jf. afsnit 82 og 85 i Engel-dommen, senere uddybet i OEtzuerk-dommen (afsnit 54) og Lutz-dommen (afsnit 54 og 55).

(11) - Jf. bl.a. dom af 10.7.1990 (sag C-326/88, Hansen & Soen, Sml. I, s. 2911).

(12) - Raadets forordning af 6.2.1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i Traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81).