61990C0065

++++

Hr. praesident,

De herrer dommere,

1. Det foreliggende annullationssoegsmaal, der er rejst af Europa-Parlamentet (herefter benaevnt "Parlamentet") over for en retsakt fra Raadet, i den foreliggende sag forordning (EOEF) nr. 4059/89 af 21. december 1989 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende (1), opfordrer bl.a. Domstolen til naermere at definere raekkevidden af den "aktive deltagelse", som Domstolens dom i den saakaldte "Tjernobyl-sag" (2) paa visse betingelser tillaegger Parlamentet.

2. Parlamentet har anfoert, at det ikke er blevet hoert paa ny vedroerende et forslag til forordning, som Kommissionen har fremlagt under Raadets moede i december 1989, og som er blevet til ovennaevnte forordning, selv om dette forslag i vaesentligt omfang afviger fra det oprindelige forslag fremsat af Kommissionen den 5. december 1985 (3), og som Parlamentet havde afgivet udtalelse om i sin beslutning af 12. september 1986 (4).

3. Raadet har paastaaet sagen afvist under henvisning til, at Domstolens dom i "Tjernobyl-sagen" ikke har tilkendt Parlamentet ret til at anlaegge sag paa grundlag af EOEF-traktatens artikel 173, men kun ret til at rejse et annullationssoegsmaal "undtagelsesvis, nemlig naar den institutionelle ligevaegt i henhold til traktaten risikerer at blive bragt i fare, dvs. i tilfaelde af en klar tilsidesaettelse af Parlamentets vaesentlige befoejelser" (5). Raadet udleder heraf, at to betingelser skal vaere opfyldt, for at Parlamentets annullationssoegsmaal kan tages til foelge: paa den ene side eksistensen af en "aabenbar og indlysende" tilsidesaettelse, paa den anden side en ligeledes "aabenbar" institutionel uligevaegt.

4. Det skulle ikke vaere tilfaeldet i den foreliggende sag, idet Parlamentet ikke bestrider den anfaegtede forordnings hjemmel, og idet denne, nemlig EOEF-traktatens artikel 75, ikke foreskriver en samarbejdsprocedure, men alene en hoering af Parlamentet. Eftersom en fornyet hoering af Parlamentet i henhold til Domstolens praksis kun er paakraevet i tilfaelde af en vaesentlig aendring af forslaget, ville Domstolen ifoelge Raadet vaere tvunget til at realitetsbehandle sagen for at tage stilling til, om sagen kan antages til realitetsbehandling.

5. Endvidere ville Parlamentet ifoelge Raadet ved systematisk at henvise til en manglende fornyet hoering saaledes faa tilkendt mulighed for at anlaegge annullationssoegsmaal mod alle Raadets retsakter.

6. Den sagsoegte institution finder ligeledes, at til forskel fra samarbejdsproceduren har Parlamentets udtalelse ikke nogen retsvirkning i forhold til den. Den udleder heraf, at eftersom der har fundet en hoering sted, er Parlamentets befoejelser ikke blevet tilsidesat, idet Parlamentet har mulighed for uformelt at blive holdt underrettet om forloebet af forhandlingerne i Raadet vedroerende Kommissionens oprindelige forslag.

7. Raadet har endelig tilfoejet, at selv om der ikke er grund til at sondre mellem samarbejdsproceduren og en almindelig hoering af Parlamentet, er Parlamentets ret til at indlede annullationssoegsmaal en undtagelse fra et almindeligt princip, der er fastslaaet i EOEF-traktatens artikel 4 og artikel 173. Betingelserne for udoevelsen af dette princip boer derfor fortolkes restriktivt. Parlamentet kan foelgelig ikke begraense sig til at paaberaabe sig en tilsidesaettelse af dets befoejelser; i modsat fald ville man knaesaette princippet om soegsmaalskompetencens "automatiske karakter".

8. Parlamentet svarer, at man ikke af Domstolens dom i "Tjernobyl-sagen" kan drage den konklusion, at dets ret til at rejse et annullationssoegsmaal kun tilkommer det undtagelsesvis, naar der foreligger en aabenbar tilsidesaettelse af dets befoejelser. Dernaest har Domstolen i denne dom, i forbindelse med konstateringen af, at sagen kunne antages til realitetsbehandling, begraenset sig til at fastslaa, at Parlamentet har gjort gaeldende, at: "Raadets valg af hjemmel for den anfaegtede retsakt [har] medfoert en tilsidesaettelse af Parlamentets befoejelser." Raadets argument ville systematisk foere til, at sagens realitet burde behandles i forbindelse med en vurdering af, om sagen kunne antages til realitetsbehandling. Endelig udgoer retten til at blive hoert og saaledes hoert paa ny i tilfaelde af en vaesentlig aendring i det oprindelige forslag, ligesom samarbejdsproceduren, en af Parlamentets befoejelser.

9. Som Generaladvokat Van Gerven har anfoert i sit forslag til afgoerelse i "Tjernobyl-sagen" (6), "vil en afgraensning af de tilfaelde, hvor Parlamentet maa antages at handle med henblik paa at beskytte sit eget kompetenceomraade, utvivlsomt give anledning til problemer i praksis". Saaledes har Domstolens dom efter min opfattelse klart afstukket de retningslinjer, der boer foelges.

10. For det foerste, og i modsaetning til hvad Raadet haevder, naevner praemisserne til Domstolens dom intet, selv ikke implicit, om, at Parlamentets ret til at rejse et annullationssoegsmaal har en undtagelsesvis karakter, som er begraenset til tilfaelde af aabenbar tilsidesaettelse af dets befoejelser.

11. Efter nemlig at have fastslaaet, at Parlamentets befoejelser

"er en del af den institutionelle ligevaegt, traktaterne har indfoert" (7),

har Domstolen udtalt, at

"den institutionelle ligevaegt forudsaetter, at hver enkelt af institutionerne udoever sine befoejelser under hensyntagen til de oevrige institutioners befoejelser, og at enhver mulig tilsidesaettelse kan forfoelges" (8),

og at

"den omstaendighed, at traktaterne ikke indeholder en bestemmelse om, at Parlamentet har ret til at anlaegge annullationssoegsmaal, kan vaere en processuel lakune, men den kan ikke gaa forud for det grundlaeggende hensyn, der er forbundet med at opretholde og overholde den institutionelle ligevaegt, der er fastlagt i de traktater, der ligger til grund for De Europaeiske Faellesskaber." (9),

idet Domstolen konkluderede, at

"foelgelig kan Parlamentet ved Domstolen anlaegge annullationssoegsmaal mod en retsakt fra Raadet eller Kommissionen, saafremt soegsmaalet alene skal sikre dets befoejelser, og det kun er baseret paa anbringender om, at disse er tilsidesat" (10).

12. At imoedekomme Raadets argument ville foere til at anerkende, at Parlamentets annullationssoegsmaal ikke kan antages til realitetsbehandling, hvis der er tale om en mindre eller ikke aabenbar tilsidesaettelse af Parlamentets befoejelser. Selve det grundlag, som Domstolens dom i "Tjernobyl-sagen" bygger paa ° den strenge overholdelse af den institutionelle ligevaegt og noedvendigheden af ad rettens vej at sikre at denne opretholdes ° goer det ikke muligt at foretage en saadan sondring.

13. For det andet ville Raadets argument, hvis det skulle imoedekommes, noedvendigvis foere til, at sagens realitet burde behandles i forbindelse med en vurdering af, om sagen kunne antages til realitetsbehandling. I den foreliggende sag ville Raadets argument forpligte Domstolen til at undersoege, om forskellene mellem Kommissionens oprindelige forslag og den vedtagne forordning umiddelbart er af en saadan art, at en fornyet hoering af Parlamentet helt klart er paakraevet, for at det kan konkluderes, om den omstaendighed, at der ikke er foretaget en fornyet hoering, udgoer en aabenbar tilsidesaettelse af Parlamentets befoejelser, hvilket, hvis det var tilfaeldet, ville betyde, at sagen kunne antages til realitetsbehandling.

14. Der findes ganske vist undertiden formalitetsindsigelser, der rent faktisk forpligter Domstolen til at foretage en foerste behandling af realiteten. Det er efter min opfattelse ikke af denne grund, at Raadets anskuelse boer betragtes som fejlagtigt; det er snarere, fordi den ikke kan finde nogen stoette i praemisserne til Domstolens dom i "Tjernobyl-sagen".

15. Denne dom opstiller to saerlige betingelser, for at Parlamentets annullationssoegsmaal kan antages til paakendelse. Domstolen kraever, at "soegsmaalet alene skal sikre dets befoejelser", hvilket sigter til selve formaalet med soegsmaalet, og at "det kun er baseret paa anbringender om, at disse er tilsidesat".

16. I dommen i "Tjernobyl-sagen" har Domstolen begraenset sig til at fastslaa, at blandt Parlamentets befoejelser indgaar deltagelsen i udarbejdelsen af generelle retsakter, og navnlig deltagelsen i samarbejdsproceduren, og at Parlamentet har anfoert, at den fejlagtige hjemmel, Raadet har stoettet sig paa, blot bestemmer, at Parlamentet skal hoeres, mens den hjemmel, det havde foreslaaet, kraevede ivaerksaettelse af samarbejdsproceduren (11). Domstolen har saaledes paa ingen maade analyseret, om der umiddelbart var nogen mulighed for, at den af Raadet valgte hjemmel var fejlagtig, og Domstolen har henholdt sig til den formelige ordlyd af det anbringende, Parlamentet har anfoert til stoette for sin paastand om annullation (12).

17. De argumenter, som Raadet har fremfoert for at opfordre Domstolen til ikke at forholde sig paa samme maade i den foreliggende sag, er naeppe overbevisende. Raadet goer en slags "pervertering" af retsmiddelsystemet gaeldende. Ifoelge Raadet ville det i givet fald vaere tilstraekkeligt for Parlamentet at paaberaabe sig enhver forskel mellem Kommissionens oprindelige forslag og den vedtagne forordning for at faa tillagt en generel ret til at rejse annullationssoegsmaal, saaledes at et saadant ville kunne anlaegges over for alle Raadets retsakter.

18. I denne henseende skal jeg fremfoere tre bemaerkninger.

19. For det foerste er situationen den samme for saa vidt angaar valg af hjemmel for Raadets forordninger. Parlamentet kunne udmaerket systematisk anfaegte valget af traktatens artikler, der alene foreskriver hoering af Parlamentet, som hjemmel. Raadet befrygter, at Parlamentet, saafremt det foreliggende soegsmaal antages til realitetsbehandling, kunne udlede, at det i alle tilfaelde er berettiget til at kraeve en fornyet hoering. Men selve betingelserne for antagelsen af Parlamentets annullationssoegsmaal til realitetsbehandling, saaledes som disse er naermere anfoert i Domstolens dom i "Tjernobyl-sagen", goer det allerede muligt for Parlamentet under samarbejdsproceduren at anfaegte alle Raadets retsakter, som det ikke har deltaget i udarbejdelsen af.

20. For det andet er en saadan mulighed for systematisk sagsanlaeg ° der afgjort ikke kan udelukkes, f.eks. i tilfaelde af en alvorlig institutionel krise inden for Faellesskaberne ° et faellestraek for alle retsmidler. Man kunne ligeledes i givet fald forestille sig en systematisk rejsning af soegsmaal fra Kommissionens side over for alle Raadets retsakter. Denne situations usaedvanlige karakter goer, efter min opfattelse, at den ikke boer tages i betragtning ved fastsaettelsen af "den alment gaeldende ret" vedroerende betingelserne for antagelse af et soegsmaal til realitetsbehandling.

21. Det er desuden tvivlsomt, om den anskuelse, der forfaegtes af Raadet, er et passende svar paa saadanne indvendinger. I tilfaelde af systematiske sagsanlaeg ville Domstolen, hvis man foelger denne anskuelse, under alle omstaendigheder vaere forpligtet til, selv i forbindelse med afgoerelsen af, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, at undersoege, om de af Parlamentet anfoerte soegsmaalsgrunde er berettigede.

22. Endelig forhindrer efter min opfattelse "ratio decidendi" i Domstolens dom i "Tjernobyl-sagen" ikke Parlamentet i at anfaegte alle Raadets retsakter, hvis det finder, at hver enkel af disse retsakter kraenker dets befoejelser. Den vaesentlige forskel mellem Parlamentets annullationssoegsmaal og soegsmaal i henhold til EOEF-traktatens artikel 173, stk. 1, bestaar ikke i de anfaegtelige retsakters beskaffenhed eller antal, men i den nyttevirkning, soegsmaalet boer tilsigte ° beskyttelsen af Parlamentets befoejelser ° og i de anfoerte soegsmaalsgrundes saerlige karakter ° tilsidesaettelsen af disse befoejelser.

23. Det er denne dobbelte begraensning, der goer, at Parlamentets ret til at rejse annullationssoegsmaal ikke kan betegnes som "almindelig", saaledes som den ret, der er tillagt Raadet og Kommissionen, samt medlemsstaterne i medfoer af ovennaevnte bestemmelse.

24. Hvis man holder sig inden for de graenser, der er afstukket i Domstolens dom i "Tjernobyl-sagen", med hensyn til hvorvidt Parlamentets annullationssoegsmaal kan antages til realitetsbehandling, boer det saaledes kun undersoeges, om formaalet med den foreliggende sag er at beskytte Parlamentets befoejelser, og om Parlamentet, naar det anfoerer noedvendigheden af en fornyet hoering med den begrundelse, at Kommissionens oprindelige forslag har undergaaet en vaesentlig aendring, rent faktisk fremfoerer et anbringende om, at dets befoejelser er tilsidesat. Det er dette punkt, Raadets sidste argumenter vedroerer, nemlig med det sigte at faa sagen afvist. Som jeg allerede har anfoert, goer Raadet gaeldende, at Parlamentets udtalelse er uden retsvirkninger for Raadet. Hvis der har fundet en hoering sted, vil det ikke kunne fastslaas, at Parlamentets befoejelser er tilsidesat, idet Parlamentet har mulighed for uformelt at blive holdt underrettet om forloebet af forhandlingerne i Raadet i forbindelse med vedtagelsen af den paagaeldende forordning.

25. Argumentet om, at hoeringen af Parlamentet ingen retsvirkninger har for Raadet, boer forkastes. Det er ikke fordi Raadet ikke er retligt bundet af Parlamentets udtalelse, at en manglende fornyet hoering i tilfaelde af en vaesentlig aendring af det oprindelige forslag ikke paa nogen maade paavirker denne institutions befoejelser, der beror paa dens deltagelse i Faellesskabets lovgivningsprocedure. Politik kan ikke reduceres til jura. Man kan udmaerket paa visse foelsomme omraader forestille sig, at en negativ udtalelse fra Parlamentet, selv om den ikke binder Raadet retligt, har nogle ikke ubetydelige virkninger paa vedtagelsesprocessen og maaske endog paa indholdet af den paagaeldende retsakt. Parlamentets mulighed for at afgive en saadan udtalelse, og i givet fald at fremsaette en fornyet udtalelse, er en af dets vigtige befoejelser. Dette fremgaar i oevrigt af Domstolens praksis.

26. I de velkendte "isoglucose"-domme har Domstolen fastslaaet, at

"hoering er det middel, der goer det muligt for Parlamentet effektivt at deltage i lovgivningsproceduren i Faellesskabet. Denne kompetence udgoer et vaesentligt element i den institutionelle ligevaegt, som foelger af traktaten. Den er paa faellesskabsniveau en, om end begraenset, refleks af et grundlaeggende demokratisk princip, hvorefter folkeslagene deltager i udoevelsen af magten ved hjaelp af en repraesentativ forsamlings medvirken. Den forskriftsmaessige hoering af Parlamentet i de af traktaten bestemte tilfaelde er derfor en vaesentlig formforskrift, hvis tilsidesaettelse foerer til den beroerte retsakts ugyldighed" (13).

27. Domstolen har imidlertid allerede paapeget, at en fornyet hoering af Parlamentet ikke er paakraevet, naar "det forslag til forordning, som blev forelagt Parlamentet, ... som helhed ikke [er] blevet aendret i selve sit indhold" (14), eller at "[aendringen] af det oprindelige forslag i virkeligheden snarere er en aendring af metoden end en realitetsaendring" (15), eller endelig, at den nye bestemmelse "i store traek svarede til det af Parlamentet udtrykte oenske" (16).

28. Generaladvokat Mancini sammenfattede i sit forslag til afgoerelse i Roviello-sagen (17) denne praksis saaledes:

"En fornyet hoering af Parlamentet om et forslag, hvori der aendres en bestemmelse, eller hvori der indsaettes en ny bestemmelse, er kun unoedvendig, hvis aendringen eller suppleringen opfylder en af foelgende betingelser: a) Den lader de vaesentlige punkter i de videregaaende bestemmelser, som den beroerer, uaendret (ovennaevnte Chemiefarma-dom, praemis 69); b) den har rent teknisk karakter, dvs. den vedroerer aendringer i metoden eller i hvert fald ingen realitetsaendringer (Buyl-dommen, praemis 23, Chemiefarma-dommen, praemis 178); c) den svarer til et af Parlamentet udtrykt oenske (Buyl-dommen paa det anfoerte sted)" (18).

29. Det anbringende, der stoetter sig paa en manglende fornyet hoering af Parlamentet vedroerende et kommissionsforslag, som er aendret i vaesentlig omfang, er altsaa baseret paa en tilsidesaettelse af Parlamentets befoejelser. Hvis den anfaegtede retsakt annulleres af Domstolen, vil Raadet vaere forpligtet til at indhente Parlamentets udtalelse om den paagaeldende forordning, foer det i givet fald foretager en fornyet vedtagelse. Parlamentets staevning har saaledes ganske rigtigt til formaal at beskytte dets befoejelser (19).

30. Sagen boer derfor antages til realitetsbehandling.

31. Vedroerende realiteten anfoerer Parlamentet til stoette for sit eneste anbringende ° der er baseret paa en manglende hoering vedroerende kommissionsforslaget, som det finder er aendret i vaesentlig omfang ° fem punkter, hvor dette forslag afviger betydeligt fra det forslag, Kommissionen oprindeligt fremsatte i 1985.

32. Disse fem punkter vedroerer henholdsvis udskiftningen af generel cabotagekoersel med et system med faellesskabskontingent, det forhold, at saakaldt "efterfoelgende" cabotagekoersel ikke er omhandlet i den anfaegtede forordning, eksistensen i selvsamme forordning af en beskyttelsesklausul, tilfoejelsen af et sanktionssystem over for overtraedelser, og endelig den anfaegtede forordnings midlertidige karakter.

33. Efter min opfattelse omfattes det femte punkt vedroerende afvigelsen mellem det oprindelige kommissionsforslag og den endeligt vedtagne raadsforordning af det foerste punkt derved, at det er noedvendigt at tage den anfaegtede forordnings midlertidige karakter i betragtning ved vurderingen af forskellen mellem den liberalisering af de nationale transporter, der er foreskrevet af Raadet, og den liberalisering, der oprindeligt blev foreslaaet af Kommissionen. Dette punkt knytter sig ogsaa til det fjerde punkt, for saa vidt som det af Raadet vedtagne sanktionssystem ogsaa er midlertidigt. Til gengaeld boer andet og tredje punkt, der paa en maade udgoer den negative side af den anfaegtede forordning i forhold til det oprindelige forslag, idet de bestaar i ophaevelsen eller den midlertidige afbrydelse af liberaliseringsforanstaltningerne, behandles uden hensyn til den anfaegtede forordnings midlertidige karakter.

34. Den foerste forskel vedroerer den saakaldte "generelle" cabotagekoersel. Det oprindelige forslags artikel 1 indeholdt en bestemmelse om, at enhver transportvirksomhed, der udfoerer godstransport ad landevej for fremmed regning, og som er etableret i en medlemsstat og har tilladelse til at udfoere internationale godstransporter ad landevej, har adgang til at udfoere intern godstransport ad landevej i en anden medlemsstat end den, hvor transportvirksomheden er hjemmehoerende. Ifoelge artikel 3 var udfoerelsen af transporterne da underkastet de love og andre retsforskrifter, der gaelder i den medlemsstat, hvor disse transporter udfoeres; disse bestemmelser skulle finde anvendelse paa ikke-hjemmehoerende transportvirksomheder paa samme vilkaar som dem, medlemsstaten paalaegger sine egne statsborgere.

35. Den af Raadet den 21. december 1989 vedtagne forordning bestemmer (20), at enhver transportvirksomhed, der er etableret i en medlemsstat og har ret til at udfoere international vejgodstransport, har "midlertidig" adgang til udfoere intern vejgodstransport i en anden medlemsstat inden for rammerne af et faellesskabskontingent for cabotagekoersel (21). Dette kontingent omfatter 15 000 tilladelser til cabotagekoersel med en gyldighedsperiode paa to maaneder fordelt mellem medlemsstaterne. Det forhoejes hvert aar fra den 1. juli 1991, og forhoejelsen kan ikke vaere paa mindre end 10% (22). Ifoelge artikel 9 traeder forordningen i kraft den 1. juli 1990 og finder anvendelse indtil den 31. december 1992, idet Raadet inden den 1. juli 1992 skal vedtage en forordning om den endelige ordning for cabotagekoersel. Kontingentet kan altsaa kun forhoejes to gange, nemlig den 1. juli 1991 og den 1. juli 1992.

36. Raadet finder, at forskellen mellem disse to ordninger mere ligger i metoden end i realiteten. Da det oprindelige kommissionsforslag fuldt og helt ivaerksatte reglen om "national behandling", boer man ifoelge den sagsoegte institution tage hensyn til eksistensen af kvantitative begraensninger for transportaktiviteterne i talrige medlemsstater. Imidlertid udelukker den anfaegtede forordnings artikel 5, stk. 1, ivaerksaettelsen af nationale bestemmelser om kontingentering. Alt taget i betragtning ville et faellesskabskontingent ikke vaere mere restriktivt end en tilsyneladende liberalisering af betingelserne for adgang til interne transporter, saafremt de nationale restriktioner fortsat var gaeldende. Det ville vaere i stoerre overensstemmelse med kravet om en faelles transportpolitik.

37. Domstolens praksis giver kun faa fingerpeg om raekkevidden af saadanne aendringer, der "som helhed (betragtet)" (23), ikke paavirker det oprindelige forslag i selve indholdet. Domstolens dom i Chemiefarma-sagen svarer kort paa den ulovlighedsindsigelse, der var rejst imod artikel 15 i Raadets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, foerste forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81) (24). I sagerne Battaglia, Buyl og Adam (25) bestod forskellen imellem det forslag, der blev forelagt Parlamentet, og den endeligt vedtagne forordning i udskiftningen af ERE (Europaeisk Regningsenhed) med ajourfoerte vekselkurser; Domstolen udtalte, at der snarere var tale om en aendring af metoden end en realitetsaendring, da de vedtagne kurser netop afspejler ERE' s vaerdi pr. 1. april 1978 i national valuta (26).

38. Det har ikke undgaaet Parlamentets opmaerksomhed, at en del af den liberalisering, der var tilsigtet med det oprindelige kommissionsforslag, mistede noget af sin virkning i kraft af eksistensen af nationale, kvantitative restriktioner. Parlamentet foreslog saaledes i sin udtalelse af 12. september 1986, at der til artikel 1 blev tilfoejet et stk. 2 med foelgende formulering: "Fra det tidspunkt, hvor stk. 1 finder anvendelse, foretager de medlemsstater, i hvilke adgangen til at udfoere intern godstransport er underkastet kvantitative restriktioner, en passende foroegelse af antallet af tilladelser, saaledes at det i forbindelse med udstedelsen af supplerende tilladelser ogsaa goeres muligt for transportvirksomheder fra andre EF-medlemsstater at deltage i den interne transport."

39. Efter min opfattelse havde det oprindelige kommissionsforslag til virkning at forordne en ubegraenset adgang til interne transporter i de medlemsstater, der ikke havde nogen ordning med kvantitative begraensninger. For de oevrige stater skulle de nationale kontingenter straks fra ikrafttraedelsesdatoen for den forordning, der skulle have vaeret vedtaget i overensstemmelse med dette oprindelige forslag, have vaeret fordelt paa ikke-diskriminatorisk maade mellem ikke-hjemmehoerende transportvirksomheder og nationale transportvirksomheder. Derfor ° selv om det oprindelige forslag ikke naevner, hvorledes de nationale kontingenter kunne vaere blevet fordelt paa ikke-diskriminatorisk maade ° kan man antage, at de medlemsstater, der har et system med kvantitative restriktioner, noedvendigvis ville have set sig noedsaget til at forhoeje deres nationale kontingent, idet talrige nationale transportvirksomheder ellers ikke ville have vaeret i stand til at opnaa visse tilladelser ° da disse ville vaeret blevet tildelt ikke-hjemmehoerende transportvirksomheder ° og havde maattet reducere eller indstille deres virksomhed. Man kan forestille sig, at en stat, der ikke har tildelt ikke-hjemmehoerende transportvirksomheder nogen andel af sit kontingent eller en meget lille andel, uundgaaeligt vil blive sagsoegt for traktatbrud, da sandsynligheden for, at der foreligger diskriminering, i hoejeste grad er til stede.

40. Uden at komme ind paa spoergsmaalet, om opretholdelsen af de nationale kontingenter er mere restriktiv eller ej end det faellesskabskontingent, der er fastsat i den anfaegtede forordning ° Domstolen er imidlertid ikke i besiddelse af de noedvendige informationer til at kunne foretage denne analyse (27) ° finder jeg, at der er en vaesentlig forskel mellem det oprindelige forslag og den endelige forordning, dels fordi de tilladelser, der er givet paa grundlag af faellesskabskontingentet, er midlertidige og med en gyldighedsperiode paa to maaneder, dels fordi det generelle system, der er indfoert af Raadet, ogsaa er midlertidigt, eftersom den anfaegtede forordning kun finder anvendelse indtil den 31. december 1992. Der er efter min opfattelse en vaesensforskel mellem en endelig liberalisering af transportydelserne, ogsaa selv om disse i visse stater er underkastet restriktioner, der imidlertid ° saa vidt jeg kan skoenne ° er undergivet forandringens lov, og en midlertidig og altsaa usikker liberalisering, idet denne kan trues i kraft af Raadets inerti. Videre muliggjorde det oprindelige kommissionsforslag en ubegraenset adgang til markedet i de medlemsstater, der ikke havde nogen regler for kvantitative restriktioner.

41. Selv om systemet med et faellesskabskontingent i hoejere grad sikrer faellesskabsrettens ensartethed, kan denne forskel efter min opfattelse ikke betegnes som en ren og skaer aendring af metode. Valget mellem et system, der har forskellige virkninger afhaengig af de nationale bestemmelser, der anvendes, men som for visse stater foerer til en fuldstaendig liberalisering af godstransporten ad landevej og en mindre liberal, men mere ensartet ordning, er vaesentlig nok til, at Parlamentet boer opfordres til at afgive udtalelse herom.

42. Parlamentet har anfoert en anden forskel vedroerende den saakaldte "efterfoelgende" cabotagekoersel. Det oprindelige kommissionsforslags artikel 5, stk. 1, bestemte, at en transportvirksomhed har adgang til i en anden medlemsstat end den, i hvilken transportvirksomheden er hjemmehoerende, at udfoere to interne transporter, "der [foelger] efter en godstransport mellem to medlemsstater, der er udfoert paa grundlag af en tilladelse, eller uden tilladelse, saafremt transporten er liberaliseret", naar disse transporter "skal udfoeres under tilbageturen til den medlemsstat, hvori transportvirksomheden er hjemmehoerende, eller hvori den tidligere udfoerte internationale transport havde sit afgangssted". I henhold til den femte betragtning i forslaget var formaalet med denne bestemmelse "med henblik paa at sikre en mere hensigtsmaessig udnyttelse af koeretoejerne og af energien og saaledes forbedre produktiviteten for de internationale vejgodstransporter (at nedbringe) antallet af tomkoersler inden for international transport", idet "en nedbringelse af antallet af koeretoejer paa landevejene ville kunne forbedre det almindelige miljoe".

43. Ifoelge Parlamentet indebar det oprindelige forslags artikel 5, stk. 1, imidlertid en betydelig udviklingsfaktor, eftersom Raadets forordning (EOEF) nr. 1841/88 af 21. juni 1988 om faellesskabskontingentet for vejgodstransport mellem medlemsstaterne (28) bestemmer, at faellesskabskontingenterne og de bilaterale kontingenter for transporter mellem medlemsstaterne ophaeves fra den 1. januar 1993.

44. Raadet svarer vedroerende dette punkt, at eftersom denne forordning er vedtaget efter det oprindelige forslag, kan den ikke tages i betragtning i forbindelse med en vurdering af, hvorvidt Parlamentet burde vaere hoert paa ny.

45. Parlamentet har fremfoert en argumentation, der stoetter sig paa den omstaendighed, at Kommissionen den 5. december 1985, da den forelagde sit oprindelige forslag, allerede var underrettet om konklusionerne af transportministrenes raadsmoede nr. 1040, der blev afholdt den 14. november 1985, og paa den omstaendighed, at Raadet, inden Parlamentet afgav sin udtalelse om dette forslag den 12. september 1986, under raadsmoede nr. 1090 den 30. juni samme aar havde vedtaget en raekke konklusioner, i henhold til hvilke "den aarlige forhoejelse af faellesskabskontingentet skulle andrage 40% (kumuleret) fra 1987 indtil virkeliggoerelsen i 1993 af et frit marked uden kvantitative restriktioner for vejgodstransporten inden for Faellesskabet".

46. Det staar fast, at den anfaegtede forordning ikke indeholder nogen bestemmelse om "efterfoelgende" cabotagekoersel.

47. Efter min opfattelse boer man ved undersoegelsen af, om der er en vaesentlig forskel mellem det oprindelige forslag og den endeligt vedtagne forordning, naturligvis inddrage de bestemmelser, der har undergaaet aendringer af metoden eller realitetsaendringer, men ogsaa de bestemmelser, der er fjernet i forhold til den endelige tekst. Men for at maale virkningen af det forhold, at det forslag, Kommissionen fremlagde for Raadet i december 1989, ikke indeholdt nogen bestemmelse om "efterfoelgende" cabotagekoersel, maa man tage udgangspunkt i det tidspunkt, hvor dette andet forslag blev fremsat, for at kunne afgoere paa grundlag af den dengang raadende juridiske kontekst, om denne aendring i form af fjernelse medfoerte nogen virkninger, der gjorde en fornyet hoering af Parlamentet paakraevet. I december 1989 kunne nemlig hverken Raadet eller Kommissionen vaere uvidende om, at fjernelsen af bestemmelser om "efterfoelgende" cabotagekoersel i forhold til det oprindelige forslag burde anskues i lyset af faellesskabsrettens davaerende udviklingstrin paa omraadet for transport inden for Faellesskabet. Hvis man derimod forestiller sig, at faellesskabsretten i december 1989 kun indeholdt en meget restriktiv ordning, kunne fjernelsen af bestemmelser om "efterfoelgende" cabotagekoersel i den endeligt vedtagne forordning vaere anset for svarende til det, der var forudset i det oprindelige forslag.

48. Det er saaledes med foeje, at Parlamentet paaberaaber sig eksistensen af forordning nr. 1841/88. Ved denne forordnings artikel 1 indsattes i forordning (EOEF) nr. 3164/76 (29) en artikel 4a, der foreskriver, at "fra den 1. januar 1993 ophaeves faellesskabskontingenterne, de bilaterale kontingenter mellem medlemsstaterne og kontingenterne for vejgodstransport i transit til og fra tredjelande for transportvirksomheder i Faellesskabet". Endvidere indsattes en artikel 3, hvis stk. 2 bestemmer, at "for 1989 fastsaettes det samlede antal faellesskabstilladelser, der tildeles medlemsstaterne inden for rammerne af faellesskabskontingentet til 24 021", og hvis stk. 3 bestemmer, at "Raadet inden 31. marts 1990 paa forslag af Kommissionen, der skal forelaegges inden 31. december 1989, [traeffer] afgoerelse om forhoejelse af faellesskabskontingentet fra 1990 og om, hvilke foranstaltninger der skal traeffes i krisetilfaelde. Forslaget skal ledsages af en rapport om virkningerne af de hidtidige forhoejelser samt opdelingen af faellesskabskontingentet".

49. Derfor rummede indfoerelsen af "efterfoelgende" cabotagekoersel, i kraft af den kommende fuldstaendige liberalisering af transporten inden for Faellesskabet, store muligheder hvad angaar en foroegelse af antallet af transportydelser, som kunne udfoeres af transportvirksomheder hjemmehoerende i andre medlemsstater. Udeladelsen af den "efterfoelgende" cabotagekoersel i den anfaegtede forordning aendrer i vaesentligt omfang det oprindelige kommissionsforslag, saaledes at det var fornoedent med en fornyet hoering af Parlamentet.

50. Parlamentet paaberaaber sig for det tredje eksistensen i den anfaegtede forordning af beskyttelsesforanstaltninger, der ikke havde nogen pendant i det oprindelige forslag. Den anfaegtede forordnings artikel 2, stk. 5, foreskriver nemlig foelgende: "I tilfaelde af alvorlige forstyrrelser paa markedet for intern transport i et bestemt geografisk omraade, som skyldes cabotagekoerslen, kan enhver medlemsstat forelaegge sagen for Kommissionen med henblik paa vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger. Efter hoering af de oevrige medlemsstater traeffer Kommissionen afgoerelse om de noedvendige beskyttelsesforanstaltninger inden for en frist paa en maaned efter modtagelsen af medlemsstatens anmodning. Saadanne foranstaltninger kan gaa saa vidt som til midlertidigt at udelukke det paagaeldende omraade fra denne forordnings anvendelsesomraade. Kommissionen underretter Raadet og medlemsstaterne om enhver afgoerelse om beskyttelsesforanstaltninger."

51. Raadet svarer, at denne tilfoejelse imoedekommer et oenske, Parlamentet har fremsat i sin udtalelse af 12. september 1986.

52. Parlamentet havde saaledes i sin tid foreslaaet at tilfoeje en artikel 7a til det oprindelige kommissionsforslag, med foelgende ordlyd: "I tilfaelde af saerlige misforhold mellem transportefterspoergslen og -udbuddet kan Raadet paa en medlemsstats anmodning og efter udtalelse fra Kommissionen indroemme midlertidige undtagelser fra gennemfoerelsen af den i forordningen fastsatte tidsplan." Denne sidste henvisning sigter tilsyneladende til forslagets artikel 1, stk. 1, der bestemte, at forordningen skulle have virkning fra den 1. januar 1987.

53. Visse forskelle mellem de to tekster er efter min opfattelse i vaesentlig grad af redaktionel art. Formuleringen "saerlige misforhold mellem transportefterspoergslen og -udbuddet", der er indeholdt i Parlamentets forslag, er idémaessigt meget lig formuleringen "alvorlige forstyrrelser paa markedet for intern transport ... som skyldes cabotagekoerslen". Der er tilsyneladende i begge tilfaelde tale om et transportudbud, der overstiger transportefterspoergslen i en saadan grad, at det ville medfoere et sammenbrud i priserne paa transportydelser og true talrige virksomheders eksistens.

54. Dernaest, selv om Parlamentets forslag ikke naevner det geografiske omraade, hvor undtagelsen skulle gaelde, er der efter min opfattelse intet, der taler imod, at den gaelder en medlemsstats samlede omraade, saaledes som det ogsaa lader til at vaere tilfaeldet for saa vidt angaar den anfaegtede forordning.

55. Endelig er ivaerksaettelsen af den indfoerte ordning i begge tilfaelde midlertidigt udelukket.

56. Efter min opfattelse er den eneste reelle forskel af institutionel karakter. Ifoelge den anfaegtede forordning vedtages foranstaltningerne af Kommissionen efter hoering af de oevrige medlemsstater; der gives derefter underretning om foranstaltningerne til Raadet og medlemsstaterne. Derimod tillagde Parlamentets forslag Raadet kompetence til at indroemme undtagelser efter hoering af Kommissionen. Det er efter min opfattelse ikke noedvendigt i denne forbindelse at foretage en vurdering af, om det var mere sandsynligt, at beskyttelsesforanstaltningerne blev ivaerksat, hvis afgoerelsen herom faldt ind under Raadets eller Kommissionens kompetence. Det er tilstraekkeligt at fastslaa, at spoergsmaalet om en saadan kompetence skal tillaegges Raadet eller Kommissionen ° Domstolens domme i forbindelse bl.a. med "forvaltningskomitéerne" (30) eller med budgetmaessige gennemfoerelsesbefoejelser (31) vidner herom ° udgoer et vigtigt spoergsmaal, for saa vidt angaar den institutionelle ligevaegt i Faellesskaberne. Selv om man med rimelighed kan formode, at Parlamentet ikke havde fundet det uberettiget at tildele Kommissionen denne kompetence, maa det konstateres, at det i sin udtalelse har valgt at tildele den til Raadet, og at det ikke er blevet opfordret til at tage stilling til den foreslaaede aendring i december 1989 i forbindelse med vedtagelsen af den anfaegtede forordning. En fornyet hoering af Parlamentet, ogsaa paa dette punkt, var foelgelig paakraevet.

57. Det fjerde punkt, den sagsoegende institution anfoerer, vedroerer sanktionerne. Den sagsoegende institution finder, at bestemmelserne i den anfaegtede forordnings artikel 6 ikke var indeholdt i Kommissionens oprindelige forslag.

58. Ovennaevnte artikel 6 er affattet saaledes:

"1. Medlemsstaterne yder hinanden gensidig bistand med henblik paa anvendelse af denne forordning.

2. Overtraedelser af denne forordning begaaet af en ikke-hjemmehoerende transportvirksomhed skal, med forbehold af den strafforfoelgning, som de kan medfoere for sidstnaevnte i vaertsmedlemsstaten, meddeles de kompetente myndigheder i transportvirksomhedens etableringsmedlemsstat.

De kompetente myndigheder meddeler hinanden alle de oplysninger, som de sidder inde med, om de sanktioner, der gaelder for disse overtraedelser.

Forelaegges der en forfalsket tilladelse til cabotagekoersel, traekkes tilladelsen omgaaende tilbage; den sendes til den kompetente myndighed i transportvirksomhedens etableringsmedlemsstat.

3. De kompetente myndigheder i vaertsmedlemsstaten kan i tilfaelde af alvorlige eller gentagne overtraedelser anmode de kompetente myndigheder i etableringsmedlemsstaten om, at der ivaerksaettes sanktioner.

Disse sanktioner kan navnlig bestaa i:

° en advarsel

° et midlertidigt eller endeligt forbud mod adgang til virksomhed inden for vaertsmedlemsstatens interne transport

° et midlertidigt eller endeligt forbud mod adgang til virksomhed paa vaertsmedlemsstatens omraade.

4. Etableringsmedlemsstaten skal ved overtraedelse af denne forordning enten ivaerksaette den sanktion, der er aftalt mellem vaertsmedlemsstatens og etableringsmedlemsstatens myndigheder, eller fremstille den paagaeldende transportvirksomhed for en kompetent national instans.

Vaertsmedlemsstaten underrettes straks om eventuelt ivaerksatte sanktioner."

59. Raadet svarer, at dette sanktionssystem saa at sige var indeholdt i Kommissionens forslag, eftersom transportvirksomheden i henhold til dette forslags artikel 3 var underkastet de love og andre retsforskrifter, der gaelder i den medlemsstat, hvor ydelsen udfoeres. Raadet tilfoejer, at indfoerelsen af et saadant system imoedekommer et oenske, fremsat af Parlamentet.

60. Det er korrekt, at Parlamentet i sin udtalelse af 12. september 1986 havde foreslaaet tilfoejelsen til artikel 3 af et stk. 2, der var affattet saaledes: "Saafremt en virksomheds koeretoejer groft og vedvarende overtraeder Faellesskabets retsforskrifter paa transportomraadet, bestemmelserne vedroerende faerdselssikkerheden og de i stk. 1 naevnte betingelser, kan den paagaeldende medlemsstat ophaeve denne virksomheds transporttilladelse efter artikel 1. Denne ophaevelse kan af medlemsstatens kompetente myndigheder paategnes den i artikel 2, stk. 4, omhandlede attest."

61. Det af Raadet vedtagne system er utvivlsomt mere gennemarbejdet end det system, Parlamentet har foreslaaet. Sanktionerne, der er gradueret med hensyn til strenghed, ivaerksaettes af etableringsmedlemsstatens kompetente myndigheder (stk. 3) med forbehold af eventuel strafforfoelgning i vaertsmedlemsstaten (stk. 2). De af Parlamentet foreslaaede bestemmelser er med hensyn til, hvilke myndigheder der er kompetente til at forfoelge overtraedelserne, mere dobbelttydige, idet de sigter paa "den paagaeldende medlemsstat", uden at man heraf kan udlede med sikkerhed, om der er tale om vaertsmedlemsstaten eller om etableringsmedlemsstaten, og man kan heller ikke udelukke, at det paagaeldende udtryk faktisk sigter paa begge stater. Hvis det sidste er tilfaeldet ° en slutning, der forekommer mig mulig uden at overfortolke teksten i artikel 3, stk. 2, i Parlamentets forslag ° har det system, der foreslaas af sidstnaevnte, traek, der meget ligner det, Raadet har vedtaget. Hvorom alting er, selv om man valgte at fortolke Parlamentets forslag saaledes, at det alene giver vaertsmedlemsstaten ret til at udoeve sanktioner, betyder princippet om den berettigede forventning, der boer herske mellem medlemsstaterne i Faellesskabet, efter min opfattelse, at der snarere er tale om en aendring af metode end om en realitetsaendring. Den midlertidige karakter, som den af Raadet vedtagne forordning har, kan ikke aendre ved denne analyse, da Parlamentet ikke paa samme tid kan klage over tilfoejelsen af et sanktionssystem og over den omstaendighed, at dette system kan ophaeves midlertidigt. Videre imoedekommer den ovennaevnte aendring principielt et oenske fra Parlamentet. En fornyet hoering af dette var altsaa ikke fornoedent paa dette punkt.

62. Den fremstilling, jeg har givet ovenfor vedroerende sagens realitet, viser, at det udkast til forordning, der blev endeligt vedtaget af Raadet, "som helhed" (32) afviger i betydelig grad fra det forslag, der var blevet forelagt Parlamentet til hoering. Den anfaegtede forordning boer derfor annulleres.

63. To betragtninger goer sig gaeldende, for saa vidt angaar raekkevidden af denne annullation.

64. Den foerste betragtning vedroerer annullationens raekkevidde. Efter min opfattelse boer den i den foreliggende sag gaelde den anfaegtede forordning i sin helhed. Paa den ene side indeholder forordningen nemlig kun homogene bestemmelser, der alle vedroerer fri udveksling af tjenesteydelser inden for vejgodstransport, og paa den anden side behandler Domstolens praksis, ved undersoegelsen af, om en fornyet hoering af Parlamentet er paakraevet, begge de paagaeldende tekster "som helhed". Selv om man ikke kan udelukke, at en annullation paa grund af en manglende fornyet hoering af Parlamentet i tilfaelde af en forordning, der indeholder forskelligartede bestemmelser ° hvor alene dem, der omhandler et saerligt omraade, er vaesensforskellige fra dem, der var indeholdt i det oprindelige forslag ° kun sigter paa en del af den anfaegtede forordning, maa man fastslaa, at dette ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag.

65. Den anden bemaerkning vedroerer den mulighed, der er tillagt Domstolen i medfoer af EOEF-traktatens artikel 174, stk. 2, til at angive, "hvilke af den annullerede forordnings virkninger der skal betragtes som bestaaende". Jeg skal kraftigt opfordre Domstolen til at traeffe en saadan foranstaltning. I mangel af en saadan ville annullationen nemlig, i henhold til Domstolens afgoerelse i sagen Pinaud Wieger (33), umiddelbart hindre fri udveksling af tjenesteydelser inden for vejgodstransport, indtil Raadet efter hoering af Parlamentet har vedtaget en ny forordning paa dette punkt (34).

66. Anvendelsen af ovennaevnte artikel 174, stk. 2, i den foreliggende sag vil i oevrigt kun have virkning i nogle faa maaneder, eftersom artikel 9 i den anfaegtede forordning bestemmer, at denne finder anvendelse indtil den 31. december 1992. Raadet skal saaledes paa grundlag af selvsamme artikel inden den 1. juli 1992 vedtage en forordning om den endelige ordning for cabotagekoersel, der skal traede i kraft den 1. januar 1993. Kommissionens forslag paa dette punkt er i oevrigt blevet fremlagt den 22. november 1991 (35).

67. Mit forslag til afgoerelse er herefter som foelger:

1) Raadets forordning (EOEF) nr. 4059/89 af 21. december 1989 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udfoere intern vejgodstransport i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehoerende, annulleres.

2) Naevnte forordning har fortsat retsvirkninger, indtil Raadet senest den 31. december 1992 har vedtaget en forordning, der endeligt fastlaegger ordningen for cabotagekoersel.

3) Raadet betaler sagens omkostninger.

(*) Originalsprog: fransk.

(1) ° EFT L 390, s. 3.

(2) ° Dom af 22.5.1990, sag C-70/88, Parlamentet mod Raadet, Sml. I, s. 2041.

(3) ° EFT C 349, s. 26.

(4) ° EFT C 255, s. 236.

(5) ° Punkt 4.2 i Raadets supplerende indlaeg.

(6) ° Sml. I, s. 2065.

(7) ° Praemis 21.

(8) ° Praemis 22, min fremhaevelse.

(9) ° Praemis 26.

(10) ° Praemis 27.

(11) ° Praemis 28 og 29.

(12) ° I Domstolens dom af 4.10.1991 (sag C-70/88, Parlamentet mod Raadet, Sml. I, s. 4529) har Domstolen ikke kunnet anerkende to soegsmaalsgrunde, der stoettedes paa den omstaendighed, at Raadet dels har vedtaget en forordning i stedet for et direktiv, dels har undladt at meddele Kommissionen gennemfoerelsesbefoejelser (praemis 19 og 20). Domstolen har begraenset sig til at fastslaa, at i tilslutning til disse soegsmaalsgrunde har [Parlamentet] ikke omtalt forhold, der underbygger rigtigheden af det synspunkt, at dets befoejelser er tilsidesat (praemis 20).

(13) ° Domme af 29.10.1980, sag 138/79, Roquette Frères mod Raadet, Sml. s. 3333, praemis 33, og sag 139/79, Maïzena mod Raadet, Sml. s. 3393, praemis 34.

(14) ° Dom af 15.7.1970, sag 41/69, Chemiefarma mod Kommissionen, Sml. 1970, s. 107, praemis 178; org. ref.: Rec. s. 661.

(15) ° Domme af 4.2.1982, sag 1253/79, Battaglia mod Kommissionen, Sml. s. 297, praemis 24, sag 817/79, Buyl mod Kommissionen, Sml. s. 245, praemis 23, og sag 828/79, Adam mod Kommissionen, Sml. s. 269, praemis 24.

(16) ° A.st.

(17) ° Dom af 7.6.1988, sag 20/85, Sml. s. 2805.

(18) ° Forslag til afgoerelse, Sml. s. 2828.

(19) ° Jeg mener ikke, at det er fornoedent at undersoege Raadets argument om Parlamentets mulighed for at blive holdt informeret uofficielt om sagens gang, et argument, der naeppe er relevant over for kravene til et retsfaellesskab.

(20) ° Artikel 1.

(21) ° Artikel 2, stk. 1.

(22) ° Artikel 2, stk. 4.

(23) ° Ovennaevnte dom i sag 41/69, praemis 178.

(24) ° Ovennaevnte dom i sag 41/69, praemis 178 og 179.

(25) ° Ovennaevnte domme i sag 1253/79, 817/79 og 828/79.

(26) ° F.eks. dommen i sag 1253/79, praemis 24.

(27) ° Se imidlertid rapporten til Raadet om anvendelse i 1990-1991 af tilladelser til cabotagekoersel, fremlagt af Kommissionen den 22.11.1991 (KOM(91) 377 endelig udg.), i hvilken omfanget af cabotagekoerslen for perioden fra midten af 1990 til midten af 1991 angives til et sted mellem 450 og 600 mio. TKM (tons/km), dvs. et niveau, der er klart under de 3 mia. TKM, der er beregnet i Analyses et prévisions 1989 i serien Europatransport; cabotagekoerslen skoennes at udgoere i gennemsnit 0,108% af de nationale markeder i samme periode.

(28) ° EFT L 163, s. 1.

(29) ° Raadets forordning af 16.12.1976 om faellesskabskontingentet for vejgodstransport mellem medlemsstaterne (EFT L 357, s. 1).

(30) ° Dom af 17.12.1970, sag 25/70, Koester, Sml. s. 259, org. ref.: Rec. s. 1161.

(31) ° Dom af 24.10.1989, sag 16/88, Kommissionen mod Raadet, Sml. s. 3457.

(32) ° Ovennaevnte dom i sag 41/69, praemis 178.

(33) ° Dom af 7.11.1991, sag C-17/90, Sml. I, s. 5253.

(34) ° Parlamentet har i oevrigt selv under den mundtlige forhandling foreslaaet, at man, saafremt dets paastand blev taget til foelge, skulle anvende EOEF-traktatens artikel 174, stk. 2.

(35) ° Dok. KOM(91) 377 endelig udg.