61987C0032

++++

Hoeje Domstol .

A - De faktiske omstaendigheder

1 . Naervaerende sag, der er anlagt af en italiensk organisation af jern - og staalvirksomheder samt tre italienske staalproducenter ( hvoraf de to har vaeret omfattet af en virksomhedskoncentration, jfr . EKSF-Traktatens artikel 66 ) er endnu en sag, der drejer sig om det kvotesystem, der blev indfoert i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 58, og som i tiden efter 1980 i forskellige sammenhaenge har givet anledning til en raekke sager .

2 . I efteraaret 1985 foer udloebet af den ved beslutning nr . 234/84 ( 1 ) indfoerte ordning ( der i overensstemmelse med beslutningens artikel 18 var gaeldende til den 31 . december 1985 ), foretog Kommissionen en vurdering af situationen . Den naaede herved, som det fremgaar af meddelelse til Raadet af 25 . september 1985 til det resultat, at kvotesystemet skulle opretholdes, men at man kunne fritage produktgrupperne IV, V, Ic og Ib fra systemet efter den 31 . december 1985 . Da Raadet ikke som foreskrevet i EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 1, gav sit samtykke hertil kunne der ved beslutning nr . 3485/85 ( 2 ) om forlaengelse af kvotesystemet til den 31 . december 1987 kun ske fritagelse for produktgrupperne Id og V . Ganske vist bestemtes i denne beslutning ogsaa, at Kommissionen inden udgangen af 1986 skulle anmode Raadet om samtykke til at undtage nye produktgrupper fra kvotesystemet fra den 1 . januar 1987 ( artikel 19 ).

3 . Kommissionen foreslog foelgelig i en meddelelse til Raadet af 2 . oktober 1986 ogsaa en fritagelse med virkning fra den 1 . januar 1987 af produkterne i grupperne IV, Ic, VI samt halvfabrikata i gruppe Ic og en del af gruppe III . Kommissionen kom heller ikke denne gang igennem med sit forslag . Som bekendt benyttede Kommissionen ikke hjemmelen i Traktatens artikel 58, stk . 3, der er udtrykkeligt naevnt i artikel 18 i beslutning nr . 3485/85, og hvori det hedder :

"Kvotesystemet bringes til ophoer efter forslag til Raadet fra Den Hoeje Myndighed, efter at denne har indhentet udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg, eller fra en af medlemsstaternes regeringer, medmindre Raadet traeffer anden beslutning med enstemmighed, naar forslaget fremsaettes af Den Hoeje Myndighed og med simpelt flertal, naar det fremsaettes af en regering ".

4 . Kommissionen ville hellere som det anfoeres i artikel 19 i beslutning nr . 3485/85 anmode Raadet om samtykke i henhold til EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 1, hvori det hedder :

"Er Den Hoeje Myndighed i tilfaelde af nedgang i efterspoergslen af den opfattelse, at Faellesskabet staar over for en aabenbar kriseperiode, og at de i artikel 57 angivne virkemidler ikke goer det muligt at imoedegaa denne situation, skal den efter at have indhentet udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg og med Raadets samtykke indfoere et kvotesystem for produktionen, om fornoedent med samtidig anvendelse af de i artikel 74 angivne foranstaltninger ."

5 . Da Raadet ikke gav sit samtykke ( Belgiens, Tysklands og Luxembourgs repraesentanter modsatte sig under Raadets moede den 20 . oktober 1986 frigivelse af produktgrupperne III, IV og VI og fastholdt dette standpunkt paa moedet den 18 . november 1986, blev ved Kommissionens beslutning nr . 3746/86 ( 3 ) om aendring af beslutning nr . 3485/85 kun produkterne i gruppe Ic og heraf afledte produkter undtaget fra kvotasystemet . Denne situation fastholdes uaendres efter at spoergsmaalet endnu en gang var blevet behandlet paa moederne den 19 . marts ( ved den lejlighed modsatte den luxembourgske og den graeske delegation sig en meromfattende fritagelse ) og den 1 . juni 1987 . Produktgrupperne IV og VI blev foerst undtaget fra kvotesystemet ved beslutning nr . 194/88 af 6 . januar 1988 ( 4 ).

6 . Den ovenfor omtalte organisation ( hvis 74 medlemmer hovedsagelig fremstiller produkter i grupperne IV og VI, mens et af dem ogsaa fremstiller produkter i gruppe III ) var utilfredse med udformningen af beslutning nr . 3746/86 og anlagde den 3 . februar 1987 sag med paastand om annullation af beslutning nr . 3746/86, under henvisning til, at denne ikke var blevet udstedt med behoerig hjemmel .

7 . For de oevrige virksomheder, jeg naevnte i begyndelsen ( der kun fremstiller produkter i gruppe IV som sagsoegeren i sag 52/87, eller svaere profiler i gruppe III som sagsoegerne i sag 57/87 ) blev kvoterne for foerste kvartal 1987 fastsat i meddelelserne af 23 . december 1986 paa grundlag af beslutning nr . 3485/85 ( som aendret ved beslutning nr . 3746/86 ) og i overensstemmelse med beslutning nr . 3673/86 ( 5 ) ( med fastsaettelse af reduktionssatserne for foerste kvartal 1987 ). Ogsaa disse virksomheder mente, at hjemmelen for disse meddelelser - idet denne maatte antages at vaere beslutning nr . 3746/86 - var ugyldig og anlagde derfor den 20 . og den 25 . februar 1987 annullationssoegsmaal til proevelse af lovligheden af de skrivelser, Kommissionen havde tilstillet dem den 23 . december 1986 .

8 . Jeg skal i det foelgende give min vurdering af disse tre sager paa baggrund af hele den skriftlige og mundtlige dokumentation, Domstolen har faaet forelagt .

B - Vurdering

I - Formaliteten

9 . Kommissionen har anfoert, at sag 32/87 muligvis skal afvises, hvorfor formalitetsspoergsmaalene i den forbindelse skal behandles foerst .

10 . 1 . Jeg behoever ikke bruge mange ord paa at kommentere Kommissionens argument, hvorefter beslutning nr . 3746/86 ikke vedroerer den sagsoegende organisation, idet denne kun fritager gruppe Ic, og ingen af organisationens medlemmer fremstiller produkter i denne gruppe; beslutningen kan altsaa ikke for organisationen vaere en retsakt, der indeholder et klagepunkt .

11 . Det er mit indtryk, at dette synspunkt faktisk ikke er blevet fastholdt fra Kommissionens side, efter at sagsoegeren har praeciseret, at den omhandlede beslutning ikke anfaegtes, fordi den fritager gruppe Ic fra kvotesystemet, men fordi den ikke desuden har fritaget andre grupper fra systemet ( hvilket efter EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 3, havde vaeret muligt ). Hvad den sagsoegende organisation og dens medlemmer goer gaeldende i forbindelse med den omtvistede beslutning er, at denne ikke er gaaet tilstraekkeligt langt ( ved ikke ogsaa i artikel 4 i beslutning nr . 3485/85 at fritage grupperne III, IV og VI ) og ud fra denne argumentation kan der bestemt ikke rejses indsigelser mod soegsmaalet paa grundlag af manglende soegsmaalsinteresse .

12 . 2 . Den anden formalitetsindsigelse er, at den omtvistede retsakt er en egentlig generel beslutning . Som bekendt kan en saadan retsakt kun umiddelbart anfaegtes for Domstolen af virksomheder eller virksomhedsorganisationer, hvis det goeres gaeldende, at den udgoer en magtfordrejning i forhold til dem . Ifoelge Kommissionen er et saadant anbringende imidlertid ikke blevet fremfoert; den har anfoert, at staevningen faktisk kun indeholder anbringender vedroerende lovligheden, men intet om en magtfordrejning i forhold til sagsoegeren eller angivelser vedroerende forhold, der skulle have udgjort magtfordrejning .

a ) Kommissionen har i denne sammenhaeng foerst og fremmest henvist til Domstolens praksis, hvorefter en eventuelt foreliggende magtfordrejning udtrykkeligt skal goeres gaeldende af sagsoegeren, der samtidig skal angive de begrundelser, hvoraf magtfordrejningen udspringer i forhold til ham ( jfr . Domstolens dom i sag 3/54 ) ( 6 ). Retspraksis er i saa henseende, at magtfordrejning skal begrundes "paa relevant maade" ( jfr . Domstolens dom i de forenede sager 55-59 og 61-63/63 ( 7 ), idet sagsoegeren skal angive de relevante faktiske omstaendigheder og forhold, der goer det sandsynligt, at der foreligger magtfordrejning ( jfr . Domstolens dom i de forenede sager 3 og 4/64 ( 8 )).

13 . Efter min mening kan det imidlertid ikke goeres gaeldende, at sagsoegerens indlaeg ikke opfylder disse betingelser . Det centrale punkt i argumentationen er jo dér, at Kommissionen ved vedtagelsen af den anfaegtede beslutning begik en procedurefejl, idet den anvendte artikel 58, stk . 1, i stedet for artikel 58, stk . 3 . Hermed er man inde paa omraadet for magtfordrejning, hvilket klart fremgaar af dommene i sag 2/57 ( 9 ) og i de forenede sager 140, 146, 221 og 226/82 ( 10 ) ( i sidstnaevnte sag var der tale om en retsakt, der udgjorde en omgaaelse af en saerligt ved Traktaten fastsat fremgangsmaade ). Desuden er det uden yderligere udredninger fra min side utvivlsomt, at staevningen paa dette punkt indeholder en udfoerlig redegoerelse, der goer det helt igennem sandsynligt, at det forholder sig som anfoert .

14 . At det er gjort gaeldende, at der foreligger magtfordrejning kan der altsaa ikke herske tvivl om ( om beviset herfor er tilvejebragt maa undersoeges i forbindelse med sagens realitet ).

15 . b ) Kun for saa vidt angaar betingelsen om, at det skal godtgoeres, at der foreligger magtfordrejning i forhold til sagsoegeren kan det maaske forholde sig anderledes . Den relevante retspraksis, som jeg har redegjort for under ét i mit forslag til afgoerelse i sag 250/83 ( 11 ) kan stoette en saadan antagelse . Af den foelger nemlig, at det med de nedenfor citerede understregede ord er meningen at begraense soegsmaalsadgangen til sagsforhold, hvor de individuelle traek er fremherskende; sagsoegeren maa, som det hedder i Domstolens dom i de forenede sager 55 til 59 og 61 til 63/63 efter EKSF-Traktatens artikel 33, stk . 2, direkte have lidt skade, hvilket ikke vil vaere tilfaeldet, naar en generel beslutning i samme omfang beroerer et stort antal virksomheder .

16 . I naervaerende sag staar det imidlertid fast, at den kritiserede begraensede fritagelse ikke blot beroerer de 74 deltagere i den sagsoegende organisation men samtlige producenter af produkter, der trods det af Kommissionen fremsatte fritagelsesforslag ikke er blevet undtaget fra kvotesystemet .

17 . Domstolens nyere praksis giver imidlertid det indtryk, at et saa restriktivt synspunkt ikke laengere gaelder . Jeg skal herved henvise til Domstolens dom i de forenede sager 140, 146, 221 og 226/82, hvor en sag blev admitteret, som var anlagt af en organisation, hvis medlemmer for en dels vedkommende ikke havde faaet del i den ved den anfaegtede generelle beslutning fastsatte forhoejelse af kvoterne . Endvidere skal jeg naevne, at Domstolen i sag 250/83 ikke fulgte mit forslag til afgoerelse ( hvorefter den sagsoegende virksomhed ikke havde lidt et saerligt tab, idet den som de fleste store virksomheder i jern - og staalindustrien var blevet holdt uden for tilpasningsordningen, fordi den havde modtaget stoette til daekning af driftstab ), men endnu en gang admitterede et soegsmaal til proevelse af en beslutning af generel karakter .

18 . Jeg skal derfor anvende et bredere kriterium for saa vidt angaar formalitetsbetingelserne ifoelge EKSF-Traktatens artikel 33, stk . 2, og alene anfoere, at det er nok, at den sagsoegende organisation har gjort gaeldende, at dens medlemmer blev saerlig beroert af den anfaegtede beslutning, for saa vidt som de fremstiller produkter, der burde have vaeret fritaget for kvotesystemet, og for saa vidt de blev diskrimineret i forhold til producenter, hvis produkter faktisk blev fritaget .

19 . 3 . Endelig er ogsaa den sagsoegende organisations soegsmaalsinteresse blevet bestridt .

20 . Kommissionen har i den forbindelse i sit skriftlige indlaeg anfoert, at der dels ikke var sikkerhed for, at anvendelsen af artikel 58, stk . 3, ville have foert til en mere vidtgaaende fritagelse ( eftersom en saadan fritagelse ville vaere udelukket ved enstemmighed i Raadet ) og paa den anden side, at det ikke, saafremt den anfaegtede beslutning bliver annulleret, fordi artikel 58, stk . 3, ikke blev anvendt, kan udelukkes, at Kommissionen efter en ny fornoeden vurdering af forholdene vil naa til et andet resultat og derfor vil fremsaette mindre vidtgaaende aendringsforslag end de forslag, den fremsatte i 1986 .

21 . Kommissionen har desuden i retsmoedet anfoert, at den ikke laengere i en overskuelig fremtid ( hvilket vil sige efter den 1 . juli 1988 ) planlaegger en delvis fritagelse af gruppe III ( hvilket skyldes de referencemaengder, der siden da er blevet overfoert til naevnte kategori samt vanskeligheden ved at holde de forskellige produkter i denne gruppe ude fra hinanden ). Efter Kommissionens mundtlige indlaeg at doemme bestrider Kommissionen tilsyneladende soegsmaalsinteressen med den begrundelse, at frigivelsen af grupperne IV og VI, som den sagsoegende organisation finder rimelig, i mellemtiden er blevet gennemfoert ( ved beslutning af 6 . januar 1988 ).

22 . a ) Det sidstnaevnte synspunkt maa efter min mening uden videre betegnes som uholdbart . Den sagsoegende organisations opfattelse er nemlig, at den anfaegtede beslutning, der blev vedtaget den 5 . december 1986 med virkning fra den 1 . januar 1987 er mangelfuld, idet den ikke foerte til en fritagelse af produktgrupperne IV, VI samt visse dele af produktgruppe III . Organisationen har rejst krav om, at beslutningen kendes retsstridig, at situationen efter den 1 . januar 1987 tages op til fornyet vurdering, og at beslutningen med virkning fra ikrafttraedelsesdatoen erstattes af en beslutning, der omfatter en mere vidtgaaende fritagelse . Saadanne foranstaltninger vil absolut vaere i den sagsoegende organisations interesse, naar henses til de faktisk producerede maengder i 1987 og organisationens interesser i saa henseende er forskellige fra de interesser, der blev tilgodeset ved beslutningen af 6 . januar 1988 . Dermed kan soegsmaalsinteressen for saa vidt angaar de to produktgrupper bestemt ikke afvises under henvisning til, at retsstillingen blev aendret efter den 1 . januar 1988 .

23 . b ) Sagsoegeren har imoedegaaet Kommissionens argument om, at det ikke er sikkert at en anvendelse af artikel 58, stk . 3, i efteraaret 1986 ville have givet et andet resultat ( nemlig en liberalisering som oensket af Kommissionen ) ved en relevant henvisning til Domstolens praksis og anfoert, at det ikke har stoerre betydning, at det med sikkerhed kan siges, at anvendelsen af artikel 58, stk . 3, ville have foert til et andet resultat end det resultat, der foreligger ved den anfaegtede beslutning . I relation til formaliteten er det nok, at det kan antages, at en anvendelse af artikel 58, stk . 3, muligvis eller endog sandsynligvis ville have foert til et andet resultat . Dette kan jo imidlertid bestemt antages; man kan med andre ord gaa ud fra, at i alt fald én medlemsstat ( og det er efter artikel 58, stk . 3, tilstraekkeligt ) ville have stoettet Kommissionens planer . Jeg skal i denne forbindelse henvise til et forbehold, der blev fremsat af den italienske delegation paa Raadets moede den 18 . november 1986 vedroerende en frigivelse alene af gruppe Ic samt til konstateringen i moedereferatet fra Raadets moede den 18 . marts 1987 af, at den italienske delegation var for en frigivelse foerst og fremmest af produktgruppe VI . Endvidere skal jeg minde om, at den sagsoegende organisation har anfoert, at ogsaa Nederlandene gik ind for en mere vidtgaaende liberalisering . Derimod kan man ikke herimod indvende, at hverken Italien eller Nederlandene indklagede Kommissionens beslutning for Domstolen for herved at understrege, hvor stor vaegt de tillagde en mere vidtgaaende liberalisering af kvotesystemet . En ting er under et raadsmoede at tilslutte sig Kommissionens synspunkt vedroerende anvendelsen af artikel 58, stk . 3, og hermed forhindre et enstemmigt veto, noget andet er at anfaegte en beslutning ved Domstolen .

24 . c ) I oevrigt maa der for saa vidt angaar spoergsmaalet om, hvilke konsekvenser en eventuel annullation af den anfaegtede beslutning vil give anledning til fra Kommissionens side - saafremt der kan paaregnes en vurdering af situationen paa linje med den der forelaa foer vedtagelsen af den anfaegtede beslutning eller saafremt der skal ske en aendring i saa henseende - gennemfoeres en differentiering alt efter de omhandlede produktgrupper .

25 . Med hensyn til grupperne IV og VI maa det absolut fastslaas, at man allerede paa tidspunktet for sagsanlaegget ikke havde grunde til at regne med en nyvurdering af forholdene ( i marts 1987 tilkendegav Kommissionen ganske utvetydigt, at den som foelge af krisens ophoer var for en liberalisering og ikke agtede at medvirke til en forlaengelse af kvotesystemet i tiden efter 1987 ). Dette har endnu mere gyldighed i dag, hvor vi er bekendt med, at der ved en beslutning af 6 . januar 1988, der er vedtaget med Raadets samtykke definitivt er sket en udelukkelse af de to naevnte produktgrupper fra kvotesystemet . Saafremt Kommissionen derfor efter en eventuel annullation af den anfaegtede beslutning er noedt til at udarbejde regler for disse to produktgrupper i henhold til EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 3, for tiden efter den 1 . januar 1987, er der al mulig grund til at tro, at den vil benytte samme fremgangsmaade .

26 . Anderledes forholder det sig derimod med de smaa svaere profiler i produktgruppe III . Kommissionen har jo i den forbindelse klart udtalt, at den var forpligtet til at aendre opfattelse - af de ovenfor omtalte grunde - ( 12 ) og at enhver frigivelse af disse produkter ogsaa efter den 1 . juli 1988 maatte udelukkes . Det kan derfor anses for sikkert, at gruppe III efter en annullation af den anfaegtede beslutning og en omformulering af denne i henhold til artikel 58, stk . 3 fortsat vil vaere omfattet af kvotesystemet og retsstillingen dermed er uaendret .

27 . Hermed kan det fastslaas, at sagsoegeren maa frakendes soegsmaalsinteresse for saa vidt angaar anbringendet om, at der ikke skete en fritagelse af produktgruppe III ( smaa svaere profiler ) paa grund af, at den rigtige procedure ifoelge EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 3, ikke blev anvendt .

28 . 4 . Sammenfattende skal det ved afslutningen af denne foerste del af gennemgangen fastslaas, at formaliteten i sag 32/87 - kun denne sag har givet anledning til formalitetsindsigelser - principielt ikke kan anfaegtes undtagen naar det gaelder behandlingen af gruppe III i den anfaegtede beslutning . Heraf foelger i oevrigt - lad det vaere sagt allerede nu - at der i sag 57/87, hvor sagsoegerne er virksomheder, der udelukkende fremstiller produkter i gruppe III skal ske afvisning af anbringendet om, at den generelle beslutning nr . 3746/86 er retsstridig, idet den er vedtaget i medfoer af EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 1, og ikke undtager produkter i gruppe III fra kvotesystemet .

II - Realiteten

29 . 1 . Sagsoegerne har i de tre sager i foerste raekke - og i sag 32/87 udelukkende - gjort gaeldende, at den procedure, hvori beslutning nr . 3746/86 om aendring af beslutning nr . 3485/85 er vedtaget ikke har vaeret lovlig . Beslutningen skulle have vaeret udstedt i henhold til EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 3, hvorefter Raadet kun med enstemmighed kan afslaa en anmodning om liberalisering af kvotesystemet, som Kommissionen har fremsat i overbevisningen om, at de i artikel 58, stk . 1, fastsatte betingelser ikke laengere er opfyldt eller for at sige det paa en anden maade, hvorefter en saadan anmodning fra Kommissionen tages til foelge, naar den stoettes af blot én medlemsstat ( hvorimod den anvendte artikel 58, stk . 1, kraever samtykke fra Raadet og altsaa vedtages med et flertal af afgivne stemmer efter egentlig afstemning, jfr . artikel 28 ).

30 . Det er i den forbindelse blevet anfoert, at anvendelsen af artikel 58, stk . 3, er korrekt ikke blot ved et fuldstaendigt ophoer af kvotesystemet, men ogsaa ved fritagelsen af visse produkter fra dette system med den deraf foelgende ubegraensede produktionsfrihed . Det er desuden blevet fremhaevet, at artikel 58, stk . 3, i forhold til artiklens stk . 1 maa betragtes som lex specialis, der stiller mindre rigoristiske betingelser for ophaevelsen af kvotesystemet, fordi dette system egentlig bryder med Traktatens principper (( og navnlig med forbudet ifoelge artikel 4, litra d ) )) mod opdeling eller udnyttelse af markederne ) og kun rent undtagelsesvis kan accepteres ( hvilket klart fremgaar af artiklerne 5 og 57 ).

31 . Som vi har set og hoert deler Kommissionen det ogsaa i teorien repraesenterede synspunkt, at der for ophaevelsen af et kvotasystem gaelder en lempeligere procedure, der er blevet fastlagt paa baggrund af, at et saadant system i og for sig udgoer et fremmedlegeme i Traktatens system . Den har desuden den opfattelse at artikel 58, stk . 3, trods dens tvetydige formulering kan anvendes, selv om det kun drejer sig om at undtage en eller et vist antal produktgrupper fra et kvotesystem, idet bestemmelsens ratio legis ogsaa i dette tilfaelde goer sig gaeldende .

32 . Kommissionen har imidlertid fremhaevet, at artikel 58, stk . 3 ikke under nogen omstaendigheder kan antages at udgoere en lex specialis i forhold til artiklens stk . 1 . Derimod har Kommissionen en valgmulighed og kan absolut lovligt ophaeve kvotesystemet ved en "actus contrarius" i forhold til indfoerelsen af systemet ( alene denne indfoerelse af systemet omtales i artikel 58, stk . 1 ), udstedt med hjemmel i artikel 58, stk . 1 . Vurderingen af den oekonomiske situation og afgoerelsen af, om der foreligger en krise eller om denne krise er ophoert, er meget kompliceret, naar henses til de uensartede forhold i de forskellige medlemsstater og undertiden inden for en og samme medlemsstat . Denne vurdering maa derfor ifoelge Kommissionen rimeligvis gennemfoeres under hensyntagen til de indvendinger, medlemsstaterne har fremfoert og navnlig de medlemsstater, hvis virksomheder med forsinkelse har truffet omstruktureringsforanstaltninger . I oevrigt maa Kommissionen med henblik paa en overvindelse af krisen i de oevrige produktionssektorer - og ved en kun delvis ophaevelse af et kvotesystem - have et tillidsfuldt samarbejde med Raadets flertal . Ogsaa selv om der kun er tale om foranstaltninger til begraensning af kvotesystemet er det paa sin plads at understrege dette forhold .

33 . Hvad angaar dette punkt, maa den dom, Domstolen skal afsige i denne sag, i foerste raekke henvise til, at EKSF-Traktaten har lagt til grund, at virksomhederne skal have muligheder for at udfolde sig frit ( 13 ), og at Den Hoeje Myndighed i foerste raekke boer benytte indirekte virkemidler ( 14 ). OEnsker Den Hoeje Myndighed at gaa direkte til vaerks, hvilket altsaa i denne sag vil sige indfoere produktionskvoter, der begraenser virksomhedernes frihed, er den efter retsgrundsaetninger, der har forfatningsmaessig karakter ( 15 ) noedt til at henholde sig til kriteriet om, at "Faellesskabet staar over for en aabenbar kriseperiode" ( 16 ). Kommissionen har ikke befoejelser til frit at indfoere produktionskvoter men skal foelge en retligt ufravigelig procedure, idet den jo skal indhente udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg og indhente Raadets samtykke ( 16 ).

34 . Paa linje med Traktatens grundidé om virksomhedernes frihed og Den Hoeje Mynigheds anvendelse af indirekte virkemidler gaelder der efter systemet i artikel 58 en lempeligere procedure til afskaffelse af et kvotesystem . Dette maa naturligvis forklares ud fra forestillingen om, at indgreb i produktionsforholdene af den art, der er tilladt efter artikel 58 boer vaere undtagelser, der er meningsloese saa snart de forhold, der goer dem berettigede, dvs . den aabenbare krisesituation, ikke laengere foreligger .

35 . Naar henses til dette for Traktaten karakteristiske system, hvor hovedreglen er fri erhvervsudoevelse, Den Hoeje Myndigheds indgriben undtagelsen, kan jeg ikke tilslutte mig Kommissionens opfattelse om, at den frit skulle kunne vaelge mellem proceduren ifoelge stk . 1 eller proceduren ifoelge stk . 3 . Naar den aabenbare krisesituation er ovre, skal den ophaeve kvotesystemet og i den sammenhaeng fuldt ud udnytte alle de midler, den raader over . Den skal derfor anvende stk . 3, hvorefter undtagelsesordningen bringes til ophoer efter indhentning af udtalelse fra Det Raadgivne Udvalg, medmindre Raadet med enstemmighed traeffer anden beslutning, saaledes at Den Hoeje Myndighed i denne situation kun behoever én medlemsstats tilslutning .

36 . Ifoelge artikel 58, stk . 3, fremsaetter Den Hoeje Myndighed, altsaa Kommissionen, foerst sit forslag efter at have indhentet udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg . Saafremt der efter indhentning af denne udtalelse ikke foreligger forhold, der taler for, at der fortsat foreligger en aabenbar krisesituation, skal Kommissionen benytte alle de midler, den raader over, til at genoprette normale forhold, dvs . den er forpligtet til at fremsaette et forslag om ophaevelse af kvotasystemet, naar den aabenbare krisesituation er ophoert .

37 . Det maa endvidere fremhaeves, at den lempeligere procedure ifoelge artikel 58, stk . 3, ogsaa skal anvendes ved en delvis afskaffelse af kvotesystemet og altsaa ved en begraensning af dette system . Ganske vist kan det efter formuleringen af artikel 58, stk . 3 - "kvotesystemet bringes til ophoer ..." - se ud som om der med bestemmelse er taenkt paa en fuldstaendig ophaevelse af systemet . Men hvis det var tilfaeldet, maatte det ogsaa - eftersom der i artikel 58, stk . 1, kun er tale om indfoerelse af et kvotesystem, ikke om en delvis aendring af dette - erkendes, at der er lakuner i ordningen, der maa fyldes ud ved analog anvendelse af bestemmelserne om de faktisk mest lignende forhold, det vil i tilfaelde af en delvis afskaffelse af et kvotesystem utvivlsomt sige artikel 58, stk . 3, der taler om systemets ophoer, og ikke den om indfoerelsen omhandlende stk . 1 . Dette forhold er med rette blevet betonet under den mundtlige forhandling .

38 . Derefter og altsaa under forudsaetning af, at artikel 58, stk . 3, er anvendelig ogsaa med henblik paa delvis afskaffelse af kvotesystemet er det ogsaa logisk at haevde, at det udelukkende er denne procedure, der kan anvendes, ogsaa selv om artikel 58, stk . 3, ikke udtrykkeligt angiver dette . Meget betegnende er det, at det i artikel 58, stk . 3, hedder, at "kvotesystemet bringes til ophoer" (" le régime des quotas prend fin ...") ikke at systemet "kan" bringes til ophoer, hvilket ville have vaeret ensbetydende med, at der er tale om et skoen . Desuden er det i den forbindelse korrekt blevet anfoert, at den valgfrihed, som den Kommissionen har forfaegtet, ville vaere absolut usaedvanlig, eftersom den ville skabe forvirring og retsuvished . Den ville navnlig heller ikke kunne bringes i samklang med den omstaendighed, at et kvotesystem - som principielt er i strid med Traktatens principper - absolut skal ophaeves, naar krisen er forbi, hvilket imidlertid kunne besvaerliggoeres eller forhindres ved medvirken fra et flertal af medlemsstater ( en medvirken, der efter Traktatens artikel 38 kun i meget begraenset omfang kan efterproeves ved Domstolen ).

39 . At argumentere herimod - som Kommissionen har gjort - ved at henvise til artikel 61 i EKSF-Traktaten, der kun omhandler fastsaettelse af priser, hvorved det skulle vaere naerliggende at antage, at samme bestemmelse ogsaa - i form af en "actus contrarius" gaelder for ophaevelse af foranstaltninger af denne art, kan bestemt ikke accepteres . For artikel 58 adskiller sig netop fra naevnte bestemmelse ved, at den udtrykkeligt fastsaetter to forskellige procedurer for henholdsvis indfoerelse og afskaffelse af kvotesystemet .

40 . Efter min mening kan heller ikke paaberaabelsen af de vanskeligheder, der knytter sig til vurderingen af en krisesituation og til afgoerelsen af, i hvilket omfang denne maa antages fortsat at bestaa, tillaegges nogen vaegt . De naevnte vanskeligheder kan utvivlsomt give Kommissionen anledning til under iagttagelse af de forpligtelser, der paahviler den i henhold til artikel 58, stk . 3, at gennemfoere en saerlig indgaaende undersoegelse, hvorved medlemsstaterne inddrages, noedvendig udtalelse fra Det Raadgivende Udvalg ( 17 ) indhentes, og hvorved der tilstraebes den mest hensigtsmaessige medvirken fra Europa-Parlamentets side . De kan imidlertid ikke foere til, at Kommissionen i videre omfang fralaegger sig ansvaret og i det vaesentlige overlader det til flertallet inden for de naevnte institutioner at goere de for anvendelsen af artikel 58 noedvendige konstateringer .

41 . Endelig kan Kommissionen heller ikke til stoette for sin opfattelse paaberaabe sig oensket om at opretholde et tillidsfuldt forhold til medlemsstaterne for at overvinde krisen i de sektorer, hvor denne endnu bestaar ( hvorved det eksempelvis kommer an paa udformningen af beskyttelsen ved graenserne, paa finansieringen af nye beskaeftigelsesmuligheder i henhold til EKSF-Traktatens artikel 56 eller paa tilskyndelse til omstrukturering af hele omraader ). Det er et forstaaeligt oenske, men det kan ikke begrunde en tilsidesaettelse af utvetydige kompetenceregler, der maa vurderes ud fra den med Traktaten tilsigtede institutionelle balance . I oevrigt er det tvivlsomt, at visse medlemsstater i tilfaelde af en korrekt anvendelse af artikel 58, stk . 3, vil stille sig i den grad paa tvaers, at det skulle vaere umuligt at vedtage de foranstaltninger, der er objektivt paakraevede ( f.eks . en noedvendig kapacitetsnedskaering ), og som de skal medvirke til .

42 . Dermed kan det laegges til grund, at Kommissionen ved at vedtage den anfaegtede beslutning har lagt en fejlagtig fortolkning af artikel 58 til grund og foelgelig ikke har opfyldt sine forpligtelser i henhold til artikel 58, stk . 3, med henblik paa at naa frem til en begraensning af kvotesystemets anvendelsesomraade, der kunne have vaeret mere vidtgaaende end den, der blev gennemfoert ved den anfaegtede beslutning . Beslutning nr . 3746/86 maa derfor antages at vaere retstridig i det omfang, der ikke hermed ogsaa er sket en fritagelse af produktgrupperne IV og VI, hvorfor sagsoegernes paastande i sagerne 32 og 52/87 skal tages til foelge ( i sidstnaevnte sag er der tale om en kvotemeddelelse for produktgruppe IV der er hjemlet ved beslutning nr . 3485/85 i den udgave, denne har faaet i beslutning nr . 3746/86 ).

43 . Dette betyder - lad det vaere sagt som en tilfoejelse - at Kommissionen maa genoptage proceduren og aendre beslutning nr . 3485/85 med virkning fra den 1 . januar 1987 i henhold til artikel 58, stk . 3 . Den kan ikke herved blot henholde sig til meddelelsen af 2 . oktober 1986 . Det kan nemlig ikke udelukkes, at vurderingerne i sidstnaevnte meddelelser er blevet foretaget med tanke paa en ganske bestemt samraadsprocedure, som Raadet har haft afgoerende indflydelse paa, og hvori meddelelsen var udgangspunkt for forhandlinger med henblik paa tilvejebringelsen af et kompromis og utvivlsomt har indeholdt en hertil egnet stillingtagen . Det maa heller ikke glemmes, at dette dokument maa ses i lyset af de bemaerkninger Kommissionens repraesentanter fremfoerte under retsmoedet og som var, at Kommissionen valgte proceduren ifoelge artikel 58, stk . 1, fordi vurderingen af, om der fortsat foreligger en krisesituation, er saerdeles kompliceret, hvorfor Kommissionen - selv om den principielt skal foretage en samlet vurdering - er forpligtet til at tage hensyn til de indsigelser, som medlemsstaterne hver isaer fremkommer med under henvisning til deres saerlige forhold . Kommissionen maa derfor herefter i erkendelse af det saerlige ansvar, den har ifoelge artikel 58, stk . 3, soege at danne sig et nyt og praecist billede af den oekonomiske situation og herudfra aendre retsstillingen og i givet fald tilstille sagsoegeren i sag 52/87 en ny kvotemeddelelse .

44 . 2 . Jeg har ikke andre tilfoejelser at goere med hensyn til sag 32/87, hvor som tidligere naevnt den eneste soegsmaalsgrund, der er fremsat er den netop behandlede; det forekommer mig endvidere overfloedigt - nu hvor det er fastslaaet, at beslutning nr . 3746/86 er retstridig - i sag 52/87 at behandle andre grunde end den, jeg lige har naevnt, idet alle disse grunde er saa naert forbundet med denne sidste, at det maa vaere udelukket, at vurderingen af dem kan falde forskelligt ud .

45 . Visse andre soegsmaalsgrunde er derimod vigtige for sagsoegerne i sag 57/87, der som naevnt kun fremstiller produkter i gruppe III . Jeg har i den forbindelse nemlig kunnet fastslaa, at det klagepunkt, jeg indtil nu har beskaeftiget mig med, dvs . klagepunktet om undladelsen af at anvende artikel 58, stk . 3, ikke vil kunne anerkendes, idet gruppe III ikke ville blive fritaget, selv om man havde anvendt den rigtige procedure .

46 . Tilbage har jeg derfor for saa vidt angaar sag 57/87 at afgoere, hvorledes anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 58 med den begrundelse, at kvotesystemet er blevet fastholdt for produkter, for hvilke der ikke foreligger en aabenbar krisesituation, skal vurderes . Desuden maa det undersoeges, om Kommissionen med rette kan kritiseres for at have behandlet produkter i gruppe III anderledes end visse produkter i gruppe Ic i det omfang, kun de sidstnaevnte produkter ved den anfaegtede beslutning blev undtaget fra kvotesystemet, selv om Kommissionen var overbevist om, at krisen var ovre for begge produkttypers vedkommende .

47 . a ) Om det foerste af de naevnte anbringender skal jeg bemaerke, at situationen i dag tager sig anderledes ud end situationen paa det tidspunkt, da den procedure, der foerte til vedtagelsen af den anfaegtede beslutning blev indledt ( den gang foreslog Kommissionen i meddelelse af 2 . oktober 1986 en fritagelse ogsaa af en del af produkterne i gruppe III ). Kommissionen har af de bestemte grunde, jeg har omtalt ovenfor i bund og grund aendret sin mening i saa henseende og er nu er af den opfattelse, at der ikke og heller ikke efter den 1 . juli 1986 vil kunne blive tale om fritagelse af gruppe III . Heraf foelger, at sagsoegerne i sag 57/87 ikke laengere til stoette for deres argument om, at den aabenbare krisesituation er ophoert for produkterne i gruppe III, kan henvise til Kommissionens udtalelser . Da de paa den anden side ikke har imoedegaaet Kommissionens redegoerelse under retsmoedet og heller ikke har argumenteret for deres synspunkt om, at der ikke laengere efter den 1 . januar 1987 foreligger en aabenbar krisesituation for smaa svaere profiler, er de noedt til at erkende, at anbringendet om tilsidesaettelse af artikel 58 med den begrundelse, at der ikke foreligger en aabenbar krisesituation, er uholdbart .

48 . b ) Det samme kan ganske klart siges om det andet naevnte anbringende i det omfang, der dermed er tale om, at produkter i gruppe III blev behandlet anderledes . Da Kommissionen i mellemtiden har opgivet det synspunkt, at der ikke for nogen af de tre grupper III, IV og VI kan tales om nogen krise ( den har faktisk skiftet mening, for saa vidt angaar gruppe III ) og da sagsoegeren ikke har godtgjort, at krisen for produkter i gruppe III ligesom for produkter i gruppe Ic er ophoert, maa resultatet heraf blive, at en differentieret behandling herefter ikke kan anses for en diskriminering, idet forholdene ikke kan sammenlignes .

49 . c ) Kommissionen skal derfor frifindes for sagsoegernes paastande i sag 57/87, idet sagsoegerne i relation til det foerste af sagsoegerne paaberaabte anbringende ( om undladelse af at anvende artikel 58, stk . 3 ) ikke har soegsmaalsinteresser, mens deres oevrige anbringender savner grundlag .

50 . Da Kommissionen foerst under retsmoedet har aendret sit synspunkt vedroerende gruppe III, mens der utvivlsomt paa grundlag af Kommissionens meddelelse af 2 . oktober 1986 kunne anlaegges sag, ogsaa som foelge af undladelsen af at fritage gruppe III, boer Kommissionen efter min opfattelse ogsaa doemmes til at betale sagens omkostninger i sag 57/87 .

C - Forslag til afgoerelse

51 . Af alle de anfoerte grunde foreslaar jeg Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse i sagen :

"-Sagsoegernes paastande i sagerne 32 og 52/87 tages til foelge i det omfang, beslutning nr . 3746/86 blev vedtaget i henhold til EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 1, og ikke indeholder bestemmelser om fritagelse af grupperne IV og VI .

- Sagsoegte frifindes i sag 57/87 .

-Kommissionen doemmes til at afholde sagens omkostninger i alle tre sager ."

(*) Oversat fra tysk .

( 1 ) EFT 1984 L 29, s . 1 ff .

( 2 ) EFT 1985 L 340, sss . 5 ff .

( 3 ) EFT 1986 L 348, s . 1 .

( 4 ) EFT L 25, s . 1 ff .

( 5 ) EFT 1986 L 339, s . 20 .

( 6 ) Domstolens dom af 11 . februar 1955 i sag 3/54, Associazione industrie siderurgiche italieane ( Assider ) mod Den Hoeje Myndighed for Det Europaeiske Kul - og Staalfaellesskab, Sml . 1954-1964, s . 9 .

( 7 ) Domstolens dom af 9 . juni 1964 i de forenede sager 55 til 59 og 61 til 63/63, Acciaierie fonderie ferriere di Modena mod Den Hoeje Myndighed for Det Europaeiske Kul - og Staalfaellesskab, Sml . 1954-1964, s . 485 .

( 8 ) Domstolens dom af 8 . juli 1965 i de forenede sager 3 og 4/64, Chambre syndicale de la sidérurgie française m.fl . ( seksten andre sagsoegere ) mod Den Hoeje Myndighed for Det Europaeiske Kul - og Staalfaellesskab, Sml . 1965-1968, s . 93 .

( 9 ) Domstolens dom af 13 . juni 1958 i sag 2/57, Compagnie des Hauts Fourneaux de Chasse mod Den Hoeje Myndighed for Det Europaeiske Kul - og Staalfaellesskab, Sml . 1954-1964, s . 101 .

( 10 ) Domstolens dom af 21 . februar 1984 i de forenede sager 140, 146, 221 og 226/82, Walzstahl-Vereinigung og Thyssen Aktiengesellschaft mod Kommissionen, Sml . s . 951 .

( 11 ) Forslag til afgoerelse af 27 . november 1984 i sag 250/83 Finsider mod EF-Kommissionen, Sml . 1985, s . 132 .

( 12 ) Jfr . punkt 21 .

( 13 ) EKSF-Traktatens artikel 2 og 4 .

( 14 ) EKSF-Traktatens artikel 57 .

( 15 ) EKSF-Traktatens artikel 31 .

( 16 ) EKSF-Traktatens artikel 58 .

( 16 )

( 17 ) EKSF-Traktatens artikel 58, stk . 3 .