52012SA0020

GLOSSAR

Administrative foranstaltninger : Anvendes i denne beretning som betegnelse for foranstaltninger, der stiller bestemte krav til affaldsproducenter, affaldshåndteringsvirksomheder og/eller kommuner, f.eks. om indførelse af et system med tilladelser og kontrol vedrørende håndteringsanlæg, indførelse af særskilt indsamling af kildesorteret affald eller overholdelse af kvalitetsstandarder for produktion af kompost.

Affaldsgebyr : Det beløb, som private husstande skal betale til kommunen for indsamling, behandling og bortskaffelse af affald. Affaldsgebyret beregnes forskelligt fra kommune til kommune og kan være baseret på antal kvadratmeter boligareal, antal personer i husstanden, forbruget af drikkevand, affaldets vægt eller volumen osv.

Afgift på bortskaffelse af affald : En økonomisk foranstaltning, der forhøjer prisen på deponering og i nogle tilfælde også forbrænding og dermed giver et incitament til genanvendelse. Afgiften, der beregnes pr. ton bortskaffet affald, opkræves i tillæg til deponerings- og/eller forbrændingsgebyrer.

Bionedbrydeligt affald : Enhver type affald, der kan nedbrydes anaerobisk eller aerobisk, såsom levnedsmidler og haveaffald samt papir og pap.

Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) : Finansielt instrument, der har til formål at fremme den økonomiske og sociale samhørighed mellem EU’s regioner. EFRU-interventionerne gennemføres primært via operationelle programmer og enhedsprogrammeringsdokumenter, som omfatter en lang række projekter.

Effektivitet : Forholdet mellem de opnåede resultater og de opstillede mål.

EU-27 : Den Europæiske Unions 27 medlemsstater.

EU-12 : De medlemsstater, der tiltrådte EU ved udvidelserne i 2004 (10 medlemsstater) og 2007 (to medlemsstater).

Informationsforanstaltninger : Anvendes i denne beretning som betegnelse for foranstaltninger, der gennem information skal tilskynde borgerne til at følge god praksis med hensyn til bortskaffelse af affald og dermed bidrage til at gøre politikken for affaldshåndtering effektiv. Som eksempler kan nævnes bevidstgørelseskampagner og uddannelsesstrategier.

Kommunalt affald : Affald, som indsamles af eller på vegne af de kommunale myndigheder og bortskaffes gennem affaldshåndteringssystemet. Denne affaldsstrøm kommer hovedsagelig fra private husstande, men omfatter også tilsvarende affald fra kilder såsom handels- og kontorvirksomheder samt offentlige institutioner. Kommunalt affald består f.eks. af bionedbrydeligt materiale, papir, plastic, glas, metal og tekstiler (kilde: Eurostat).

Operationelt program : Et dokument, som godkendes af Kommissionen, og som omfatter en sammenhængende række prioriterede områder med flerårige foranstaltninger, der dækker en lang række projekter.

Perkolat : Enhver væske, der siver gennem deponeret affald.

Princippet om, at forureneren betaler : I overensstemmelse med dette princip skal omkostningerne til affaldshåndtering afholdes af den oprindelige affaldsproducent eller de nuværende eller tidligere affaldsindehavere (kilde: affaldsdirektivet).

Programmeringsperiode : Den flerårige ramme, inden for hvilken udgifter til strukturforanstaltninger planlægges og afholdes.

Samhørighedsfonden : Finansielt instrument, der har til formål at styrke den økonomiske og sociale samhørighed gennem finansiering af miljø- og transportprojekter i medlemsstater, hvis BNI pr. indbygger er mindre end 90 % af gennemsnittet i EU.

Strukturforanstaltninger : Anvendes i denne beretning som betegnelse for interventioner, som gennemføres af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og af Samhørighedsfonden.

Strukturpolitisk førtiltrædelsesinstrument (ISPA) : Finansielt instrument, der blev oprettet for at bistå kandidatlandene med tiltrædelsesforberedelserne. Det yder bistand til infrastrukturprojekter på de prioriterede EU-indsatsområder miljø og transport. Efter landenes tiltrædelse blev ISPA-projekterne ændret til projekter under Samhørighedsfonden.

Økonomiske foranstaltninger : Anvendes i denne beretning som betegnelse for foranstaltninger, der i overensstemmelse med EU’s affaldspolitik skal give økonomiske incitamenter til at vælge affaldshåndteringsløsninger, som er mindre skadelige (f.eks. genbrug i stedet for deponering). Blandt disse kan nævnes mængdebaseret renovationsafregning og afgifter på bortskaffelse af affald.

RESUMÉ

I. I 2010 producerede hver borger i EU-27 i gennemsnit 500 kg kommunalt affald, som, hvis det ikke indsamles, behandles og bortskaffes korrekt, kan have negative indvirkninger på miljøet. Korrekt affaldshåndtering kan imidlertid føre til forbedret ressourceanvendelse, fordi kommunalt affald er en kilde til råmaterialer. Derfor har EU i direktiver opstillet fælles standarder og mål for håndteringen af kommunalt affald, og EU medfinansierer infrastrukturer til affaldshåndtering i bestemte regioner.

II. I sin revision fokuserede Retten på EU’s medfinansiering af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald og undersøgte, om støtten effektivt hjalp medlemsstaterne med at opfylde EU’s affaldspolitiske mål. Retten foretog en direkte vurdering af resultaterne fra 26 udvalgte infrastrukturer til affaldshåndtering og undersøgte opfyldelsen af EU’s affaldspolitiske mål og gennemførelsen af støtteforanstaltninger i de otte regioner, hvor infrastrukturerne lå. Retten undersøgte også Kommissionens rolle.

III. Retten konkluderede, at der i næsten alle de udvalgte regioner var sket en vis forbedring af affaldshåndteringen, men at den mangelfulde gennemførelse af støtteforanstaltninger begrænsede effektiviteten af strukturforanstaltningernes finansiering af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald:

a) De medfinansierede infrastrukturers resultater afhang meget af de anvendte strategier for indsamling af affald: For deponeringsanlæggene gjaldt det, at affald blev deponeret uden tilstrækkelig behandling, og at der generelt ikke var afsat tilstrækkelige midler til dækning af omkostningerne til nedlukning og efterbehandling

b) Rapporteringen om opfyldelsen af EU’s mål var begrænset af manglen på pålidelige data, og det vanskeliggjorde Kommissionens overvågning. Selv om der var sket en vis forbedring af affaldshåndteringen i næsten alle de udvalgte regioner, var affaldsdannelsen pr. indbygger steget i seks af de otte regioner, som indgik i Rettens revision. I de to regioner, der bidrog til at opfylde EU’s affaldspolitiske mål, havde særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald og en bredere implementering af deponeringsafgifter reduceret anvendelsen af deponering. Affald blev generelt deponeret uden tilstrækkelig behandling

c) På grund af den mangelfulde gennemførelse af informationsforanstaltninger, administrative foranstaltninger og økonomiske foranstaltninger blev EU-finansieringens effektivitet ikke maksimeret. Det var ikke en betingelse for at modtage EU-støtte, at der blev gennemført sådanne støtteforanstaltninger. Retten konstaterede også svagheder i EU’s regelsæt og retningslinjer vedrørende affald.

IV. Retten fremsætter følgende anbefalinger:

a) Medlemsstaterne bør fokusere på infrastrukturer til affaldshåndtering, som behandler kildesorteret affald, og sikre sig, at deponeringsanlæg behandler affald før deponering og stiller en økonomisk sikkerhed, som er tilstrækkelig til at dække omkostningerne til nedlukning og efterbehandling. Kommissionen bør kræve, at medlemsstaterne efterlever disse anbefalinger, før den yder finansiel støtte

b) Medlemsstaterne bør oprette pålidelige og fuldstændige databaser over affaldshåndtering, og Kommissionen bør efterprøve pålideligheden af de statistikker, som den modtager fra medlemsstaterne. Kommissionen, Parlamentet og Rådet bør overveje at sammenkæde EU’s finansielle støtte med opfyldelse af EU’s affaldspolitiske mål

c) Medlemsstaterne bør gennemføre informationsforanstaltninger, administrative foranstaltninger og økonomiske foranstaltninger til støtte for de medfinansierede infrastrukturer. Nærmere bestemt bør medlemsstaterne gøre en større indsats for at øge offentlighedens bevidsthed og deltagelse, fokusere på særskilt indsamling af affald - herunder bionedbrydeligt affald, når det er omkostningseffektivt - og indføre deponeringsafgifter og gebyrrelaterede incitamenter for at fremme forebyggelse og genbrug af affald. Kommissionen bør kræve, at medlemsstaterne efterlever disse anbefalinger, før der ydes finansiel EU-støtte. Støttesatserne bør nedsættes, når princippet om, at forureneren betaler, ikke håndhæves

d) Kommissionen bør forbedre EU’s regelsæt og retningslinjer vedrørende affald. Nærmere bestemt bør Kommissionen foreslå mål for affaldsforebyggelse, præcisere, hvad der menes med behandling før deponering, overveje muligheden for sammen med medlemsstaterne at udvikle EU-kvalitetsstandarder for kompost samt fastlægge passende retningslinjer og udbrede bedste praksis vedrørende den metode, der skal anvendes til at anslå omkostningerne til nedlukning og efterbehandling af deponeringsanlæg.

INDLEDNING

HÅNDTERINGEN AF KOMMUNALT AFFALD I EU

1. Det europæiske samfund er blevet rigere i det seneste årti og har oplevet stigende forbrug og produktion. I 2010 producerede hver EU-borger i gennemsnit 502 kg kommunalt affald, fra 304 kg i Letland til 760 kg i Cypern (jf. figur 1).

2. Hvis det ikke indsamles, behandles og bortskaffes korrekt, udgør det kommunale affald en trussel mod den offentlige sundhed, og affaldet kan have negative miljømæssige indvirkninger på luft (fordi der udledes drivhusgasser), jord (fordi der nedsiver perkolater pga. ulovlig dumpning af affald eller mangelfuld kontrol af deponeringsanlæg) og vand (fordi vand kommer i kontakt med affald og ender i grundvandsmagasiner eller overfladevand) samt give lugtproblemer.

FIGUR 1

DANNELSEN AF KOMMUNALT AFFALD PR. INDBYGGER I EU’S MEDLEMSSTATER I 2010

+++++ TIFF +++++

Kilde: Eurostat.

3. Korrekt affaldshåndtering kan føre til bedre ressourceanvendelse, fordi kommunalt affald kan være en kilde til råmaterialer. Papir, pap, metal, glas og plastic kan genanvendes, og bionedbrydeligt affald kan omdannes til næringsrig kompost og anvendes i landbruget som jordforbedringsmiddel. Det resterende affald kan forbrændes (energiudnyttelse) eller deponeres på deponeringsanlæg.

4. Et diagram over hovedelementerne i håndteringen af kommunalt affald vises i bilag I. Sammen med indsamling af affald (kildesorteret eller ikke-kildesorteret) udgør følgende typer infrastruktur et typisk system til håndtering af kommunalt affald:

a) sorteringsanlæg: et anlæg til udsortering af genanvendelige materialer såsom papir og pap, glas, emballage og metal ved hjælp af transportbånd til manuel sortering og/eller automatiske processer såsom luftstrømme eller optiske separatorer

b) komposteringsanlæg og anlæg til anaerobisk nedbrydning: anlæg til behandling af bionedbrydeligt affald. I komposteringsanlæg omdannes bionedbrydeligt affald ved en aerob biologisk proces til et stabilt granulært materiale, der kan bruges som jordforbedringsmiddel. I anlæg til anaerob nedbrydning anvendes der kemikalier til at fremme nedbrydningsprocessen. Da denne proces foregår uden ilt, bevirker den bakterielle aktivitet, at det bionedbrydelige affald omdannes til et fermentat og en metanrig biogas, der kan anvendes til energiproduktion

c) anlæg til mekanisk-biologisk behandling: et anlæg, der kombinerer sortering med en form for biologisk behandling såsom kompostering eller anaerob nedbrydning. Ved den mekaniske behandling adskilles bionedbrydeligt affald og tørt affald, og i nogle tilfælde udsorteres genanvendelige materialer. Derefter udsættes det bionedbrydelige materiale for en biologisk behandling

d) forbrændingsanlæg: et anlæg til forbrænding af affald med eller uden energiudnyttelse

e) deponeringsanlæg: et område til bortskaffelse af affaldsmaterialer, som deponeres i eller på jorden.

5. Deponering er fortsat den mest anvendte affaldshåndteringsløsning i de fleste EU-medlemsstater, selv om energiudnyttelse og især genanvendelse er blevet mere udbredt i de seneste år (jf. figur 2).

6. For at mindske det kommunale affalds negative indvirkning på miljøet og den offentlige sundhed og for at fremme en mere produktiv ressourceanvendelse har EU i direktiver opstillet generelle principper og fælles standarder og mål for håndteringen af kommunalt affald.

FIGUR 2

BEHANDLING AF KOMMUNALT AFFALD I EU’S MEDLEMSSTATER I 2010

+++++ TIFF +++++

Kilde: Eurostat.

7. Grundlaget for EU’s affaldspolitik er fastlagt i affaldsdirektivet af 15. juli 1975 [1]. I henhold til dette direktiv bygger EU’s affaldspolitik på fremme af forebyggelse, genbrug og genanvendelse af affald. Hvis affaldsdannelse ikke kan forebygges, bør så mange af materialerne som muligt nyttiggøres, fortrinsvis ved genanvendelse, og deponering bør kun anvendes som en sidste udvej. Dette direktiv indførte også princippet om, at forureneren betaler. Affaldsdirektivet fra 2008 [2] videreudvikler de allerede fastlagte principper og opstiller et obligatorisk affaldshierarki med fem niveauer (jf. figur 3).

8. Affaldsdirektivet blev suppleret med en række specifikke direktiver om affaldsbehandling (deponering [3] og forbrænding [4]) og bestemte affaldsstrømme såsom emballage [5] og elektrisk og elektronisk udstyr [6]. Disse direktiver opstiller kvantitative mål for medlemsstaterne i form af procentsatser for udsortering af bionedbrydeligt affald fra deponeringsaffald, genanvendelse og nyttiggørelse af emballage og særskilt indsamling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr. Nogle medlemsstater har fået forlænget fristen for at opfylde målene på grund af deres udgangsposition med hensyn til affaldshåndtering (jf. tabel 1).

FIGUR 3

AFFALDSHIERARKIET

+++++ TIFF +++++

Kilde:Den Europæiske Revisionsret.

9. Politikken for affaldshåndtering kan gøres mere effektiv ved hjælp af støtteforanstaltninger såsom informations- og oplysningskampagner, ændring af administrative procedurer og indførelse af positive eller negative finansielle incitamenter. Somme tider er sådanne foranstaltninger fastsat som krav i den gældende lovgivning, f.eks. bestemmelser om at forbrugerne skal have tilstrækkelige oplysninger, men andre gange bygger de på erfaringer med håndtering af kommunalt affald, f.eks. indførelse af en afgift på bortskaffelse af affald eller særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald.

TABEL 1

MÅL, DER SKAL OPFYLDES AF MEDLEMSSTATERNE

Kilde: EU’s direktiver om affald.

Direktiver | Mål |

Deponerings-direktivet | Generelt mål: Det bionedbrydelige kommunale affald, der føres til deponering, skal ved udgangen af 2006, 2009 og 2016 være reduceret til henholdsvis 75 %, 50 % og 35 % af den samlede mængde bionedbrydeligt kommunalt affald, der blev produceret i 1995. |

Særligt mål for Portugal og Rumænien: Fristerne er udgangen af 2010, 2013 og 2020. |

Emballagedirektivet | Generelt mål: Ved udgangen af 2008 skal mindst 60 vægtprocent af emballageaffaldet nyttiggøres, og mindst 55 vægtprocent og højst 80 vægtprocent skal genanvendes. Desuden skal følgende minimumsmål for genanvendelse af materialer, der indgår i emballageaffaldet, være opfyldt: 60 vægtprocent for glas, 60 vægtprocent for papir og pap, 50 vægtprocent for metal, 22,5 vægtprocent for plast og 15 vægtprocent for træ. |

Særligt mål for Portugal: Ved udgangen af 2005 skal 50-65 vægtprocent af emballageaffaldet nyttiggøres, og 25-45 vægtprocent af samtlige de emballagematerialer, der indgår i emballageaffaldet, skal genanvendes (med mindst 15 vægtprocent for hvert emballagemateriale). Det generelle mål for 2008 skal være opfyldt ved udgangen af 2011. |

Særligt mål for Rumænien: Det generelle mål for 2008 skal være opfyldt ved udgangen af 2013, og der er fastsat mellemliggende mål. |

Direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr | Et niveau for særskilt indsamling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husstande på mindst fire kg pr. indbygger pr. år skal være opfyldt ved udgangen af 2006. |

Særligt mål for Rumænien: Et niveau for særskilt indsamling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr fra private husstande på mindst to, tre og fire kg pr. indbygger pr. år skal være opfyldt ved udgangen af henholdsvis 2006, 2007 og 2008. |

EU-STRUKTURFORANSTALTNINGERNES MEDFINANSIERING AF INFRASTRUKTURER TIL HÅNDTERING AF FAST KOMMUNALT AFFALD

10. Medlemsstaterne kan gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Samhørighedsfonden anmode EU om finansiel støtte til infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald i bestemte regioner. I programmeringsperioden 2000-2006 var 4,6 milliarder euro fra disse fonde øremærket til infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald og industriaffald. I perioden 2007-2013 vil EU-bidraget til affaldsinfrastrukturer stige til 6,2 milliarder euro, hvoraf 70 % vil blive anvendt i EU-12-medlemsstaterne. I bilag II vises de øremærkede EU-beløb pr. medlemsstat for begge programmeringsperioder.

11. Medfinansierede infrastrukturer etableres under delt forvaltning, og Kommissionen bærer det endelige ansvar for gennemførelsen af EU’s budget [7]. Ud over de operationelle programmer godkendte Kommissionen i programmeringsperioden 2000-2006 også de ansøgninger, som medlemsstaterne indsendte vedrørende samhørighedsfondsprojekter og vedrørende EFRU-projekter med samlede omkostninger på over 50 millioner euro (store projekter). I programmeringsperioden 2007-2013 er det ud over programmerne kun projekter med omkostninger på over 50 millioner euro, der skal godkendes af Kommissionen [8].

12. To generaldirektorater i Kommissionen [9] spiller en væsentlig rolle, når det gælder kommunalt affald:

a) GD for Miljø er ansvarligt for EU’s miljøpolitik på området affaldshåndtering. Det skal overvåge gennemførelsen af den relevante lovgivning (f.eks. opfyldelse af bestemte mål), og det bliver hørt af GD for Regionalpolitik og Bypolitik, når dette vurderer kvaliteten af forslagene til operationelle programmer og store projekter [10]

b) GD for Regionalpolitik og Bypolitik er ansvarligt for EU’s budget på området regionalpolitik, som projekter vedrørende infrastrukturer til affaldshåndtering kan medfinansieres under.

13. I programmeringsperioden 2000-2006 medfinansierede strukturforanstaltningerne hovedsagelig følgende typer infrastruktur til affaldshåndtering: sorteringsanlæg (jf. billede 1), komposteringsanlæg og anlæg til anaerobisk nedbrydning (jf. billede 2), anlæg til mekanisk-biologisk behandling, systemer til særskilt indsamling samt deponeringsanlæg (både etablering af nye og lukning samt rehabilitering af gamle) (jf. billede 3). Disse typer infrastruktur forventes at bidrage til at opfylde EU’s affaldspolitiske mål gennem udsortering af bionedbrydeligt affald fra deponeringsaffald og øget genanvendelse (jf. tekstboks 1).

TEKSTBOKS 1

EKSEMPLER PÅ EU-MEDFINANSIEREDE INFRASTRUKTURER TIL AFFALDSHÅNDTERING

I Portugal blev der opført et sorteringsanlæg (RESITEJO) med en kapacitet på 9000 ton pr. år med henblik på nyttiggørelse af kildesorteret emballageaffald, papir og glas fra et antal kommuner. De genanvendelige materialer blev udsorteret manuelt og solgt til genanvendelsesvirksomheder, og restaffaldet blev deponeret på et nærliggende deponeringsanlæg. De støtteberettigede projektomkostninger beløb sig til 2,28 millioner euro, og der blev ydet 1,71 million euro i EFRU-medfinansiering.

I Rumænien blev der opført et komposteringsanlæg (Râmnicu Vâlcea) til behandling og kompostering af særskilt indsamlet bionedbrydeligt affald fra private husstande og grønt affald fra kommunale parker. Med en kapacitet til behandling af 14400 ton affald pr. år var anlægget beregnet til at bidrage til at opfylde deponeringsdirektivets mål for udsortering af bionedbrydeligt affald fra deponeringsaffald. Infrastrukturen var del af et integreret affaldshåndteringsprojekt til 14,67 millioner euro, og der blev ydet 11 millioner euro i EU-støtte.

Et projekt i Spanien (Alt Empordà) bestod i en udvidelse af et deponeringsanlæg med en kapacitet på 1167603 m3 samt en reduktion af anlæggets indvirkning på miljøet ved forbedring af de eksisterende deponeringsenheder med hensyn til opsamling og behandling af gas og perkolat. Omkostningerne ved projektet beløb sig til 5,71 millioner euro, hvoraf 4,57 millioner euro kom fra Samhørighedsfonden.

+++++ TIFF +++++

+++++ TIFF +++++

+++++ TIFF +++++

REVISIONENS OMFANG OG REVISIONSMETODEN

14. Hovedformålet med revisionen var at vurdere, om strukturforanstaltningernes finansiering af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald effektivt hjælper medlemsstaterne med at opfylde EU’s affaldspolitiske mål.

15. Retten behandlede følgende spørgsmål:

a) Har infrastrukturerne til håndtering af kommunalt affald været en succes?

b) Er EU’s affaldspolitiske mål blevet opfyldt på regionalt niveau [11]?

c) Var der truffet foranstaltninger til at maksimere EU-finansieringens effektivitet?

16. De anvendte vurderingskriterier beskrives nærmere under de enkelte spørgsmål (jf. punkt 20, 21, 35 og 45). Som det er sædvane i forbindelse med forvaltningsrevision, er kriterierne opstillet under hensyntagen til eksempler på god praksis på området (jf. punkt 9).

17. Revisionen blev foretaget i Europa-Kommissionen og i otte regioner i fire medlemsstater (Spanien, Italien, Portugal og Rumænien). Rettens stikprøve var udtaget med fokus på medlemsstater og regioner, som havde modtaget stor finansiel støtte fra EU til affaldshåndtering i programmeringsperioderne 2000-2006 og 2007-2013, og hvor der på tidspunktet for revisionen var et tilstrækkeligt stort antal afsluttede projekter, hvis effektivitet kunne vurderes. Bilag III er en liste over de reviderede infrastrukturer og de gennemgåede operationelle programmer.

18. Som grundlag for sin revision vurderede Retten:

a) resultaterne fra en stikprøve på 26 infrastrukturer til affaldshåndtering, som blev medfinansieret i programmeringsperioden 2000-2006 [12]: fem sorteringsanlæg, syv komposteringsanlæg eller anlæg til anaerobisk nedbrydning, syv anlæg til mekanisk-biologisk behandling og syv deponeringsanlæg

b) opfyldelsen af EU’s mål for håndtering af fast kommunalt affald i de otte reviderede regioner

c) gennemførelsen af støtteforanstaltninger i de otte udvalgte regioner og Kommissionens rolle med hensyn til at maksimere EU-finansieringens effektivitet.

19. Revisionen fandt sted mellem januar og november 2011. Der blev gennemgået projektdossierer i Kommissionen og i de fire udvalgte medlemsstater, og der blev ført samtaler med ansatte i Kommissionen, i medlemsstaternes myndigheder og hos infrastrukturoperatørerne. Under revisionen besøgte Retten alle de infrastrukturer til affaldshåndtering, der indgik i stikprøven. Retten blev bistået af uafhængige eksterne eksperter med forstand på håndtering af kommunalt affald. Revisionskriterierne blev fastlagt med bistand af eksterne eksperter og drøftet med Kommissionen under planlægningen af revisionen.

BEMÆRKNINGER

HAR INFRASTRUKTURERNE TIL HÅNDTERING AF KOMMUNALT AFFALD VÆRET EN SUCCES?

20. De resultater, der leveres af en medfinansieret infrastruktur, bør være i overensstemmelse med dens tekniske udformning, støtteansøgningen og de almindeligt anerkendte standarder.

21. I henhold til affaldsdirektivet skal infrastrukturer til affaldshåndtering udformes og drives på en måde, som sikrer, at affald behandles og bortskaffes, uden at der opstår risiko for vand, luft og jord, og uden at der forvoldes støj- og lugtproblemer. Desuden er det fastsat i deponeringsdirektivet, at der skal stilles økonomisk sikkerhed til dækning af omkostningerne til nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år, eftersom de potentielle miljøtrusler rækker ud over driftsfasen.

22. Retten undersøgte:

a) om de medfinansierede infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald effektivt havde leveret de forventede resultater

b) om driften af de medfinansierede infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald havde forårsaget miljøproblemer.

HÅNDTERINGSANLÆGGENES EFFEKTIVITET VARIEREDE, MEN DE ANLÆG, DER MODTOG USORTERET AFFALD, LEVEREDE UTILFREDSSTILLENDE RESULTATER

SORTERINGSANLÆG

23. De fem sorteringsanlæg, som Retten undersøgte, var udformet med henblik på nyttiggørelse af emballageaffald (og i nogle tilfælde papir og glas), der var kildesorteret i husstandene, og for så vidt angår forholdet mellem input og output [13] og kvaliteten af de nyttiggjorte materialer leverede de generelt tilfredsstillende resultater, som var i overensstemmelse med deres tekniske udformning og de almindeligt anerkendte standarder:

a) Mellem 50 % og 74 % af det modtagne emballageaffald blev nyttiggjort

b) Kvaliteten af de nyttiggjorte materialer levede normalt op til markedsspecifikationerne og kunne derfor afsættes.

24. På grund af svagheder i forbindelse med planlægningen af infrastrukturerne lå driften på tre af de fem sorteringsanlæg imidlertid på mellem 106 % og 154 % af den nominelle kapacitet efter seks eller syv års drift. Det ene anlæg betjente flere kommuner end oprindelig planlagt, og på de to andre var den indsamlede mængde kildesorteret affald større end forventet. Overbelastning medfører en risiko for, at nyttiggørelsesgraden falder, og at de nyttiggjorte materialer ikke lever op til genanvendelsesvirksomhedernes kvalitetskrav.

KOMPOSTERINGSANLÆG OG ANLÆG TIL ANAEROBISK NEDBRYDNING

25. De syv komposteringsanlæg og anlæg til anaerobisk nedbrydning, som Retten undersøgte, var udformet til produktion af kompost ved behandling af bionedbrydeligt affald, og de leverede varierende resultater. Retten konstaterede følgende:

a) På fire af de udvalgte anlæg lå den producerede mængde kompost i forhold til den leverede mængde kommunalt affald under det nominelle mål (forholdet mellem input og output varierede i disse anlæg fra 1 % til 22 %), hvilket betød, at betydelige mængder restaffald blev deponeret

b) På to anlæg levede kvaliteten af den producerede kompost ikke op til de mål, der var angivet i ansøgningerne, og det gjaldt især kompost produceret af blandet affald, fordi det havde et højt indhold af tungmetaller, hvilket begrænsede dets anvendelighed, f.eks. i landbruget. På et tredje anlæg undersøgte operatøren kun indholdet af tungmetaller det første driftsår og ikke de følgende fire år

TEKSTBOKS 2

ET EKSEMPEL PÅ VELLYKKET AFSÆTNING AF KOMPOST

Et portugisisk komposteringsanlæg (LIPOR), som betjener ca. en million indbyggere, modtog kun særskilt indsamlet bionedbrydeligt affald i form af fødevare- og køkkenaffald eller grønt affald. Ved hjælp af bl.a. oplysningskampagner satte operatøren fokus på korrekt sortering og indsamling af bionedbrydeligt affald med det formål at forbedre kvaliteten af det råmateriale, der skulle komposteres. I 2010 producerede anlægget 10027 ton kompost af høj kvalitet, der let kunne afsættes til en gennemsnitspris på 71,8 euro pr. ton.

c) Komposten fra fem af de syv udvalgte anlæg var svær at afsætte, fordi kompostmarkedet ikke var tilstrækkelig udviklet [14], og fordi komposten var af ringe kvalitet. I sidste ende blev komposten solgt for under én euro pr. ton. I to tilfælde opbyggedes der lagre, selv om produktionen lå langt under målet

d) På to anlæg lå driften på under 10 % af kapaciteten. Det skyldtes, at hovedparten af det særskilt indsamlede bionedbrydelige affald var ubrugeligt, fordi det var iblandet andre typer affald og måtte deponeres direkte. Til gengæld var der tale om overbelastning på to andre anlæg, hvor driften lå på 102 % og 119 % af kapaciteten.

ANLÆG TIL MEKANISK-BIOLOGISK BEHANDLING

26. Seks af de reviderede anlæg til mekanisk-biologisk behandling var operationelle, da revisionen fandt sted, men det syvende, som ligger i Puglia og stod færdigt i 2003, var ikke i drift på grund af væsentlige problemer med tildelingen af driftskontrakten og forsinkelser i opnåelsen af de nødvendige tilladelser. I perioden siden 2003 er der foretaget bevarende vedligeholdelse af anlægget for 3,5 millioner euro (eller 24 % af de samlede investeringsomkostninger), som medlemsstaten har betalt.

27. Fem af de seks operationelle anlæg til mekanisk-biologisk behandling var beregnet til behandling af blandet affald (inklusive bionedbrydeligt affald). Retten noterede sig, at resultaterne med hensyn til nyttiggørelse af materialer og udsortering fra deponeringsaffald var meget ringe. Resultatmæssigt kan disse seks anlæg til mekanisk-biologisk behandling inddeles i tre grupper:

a) Ét anlæg til mekanisk-biologisk behandling bidrog klart til at opfylde EU’s affaldspolitiske mål, især med hensyn til udsortering fra deponeringsaffald, selv om det ikke helt opfyldte de mål, der var fastsat i den tekniske udformning (jf. tekstboks 3)

b) Et andet anlæg til mekanisk-biologisk behandling leverede blandede resultater. Tørstoffet i affaldet blev sendt til et eksternt anlæg til fremstilling af affaldsbaseret brændsel, og under 50 % af det modtagne affald blev deponeret. Der blev imidlertid ikke foretaget nyttiggørelse af materialer bortset fra en lille mængde metal, og det bionedbrydelige affald blev ikke genanvendt, eftersom alt fermentatet fra processen blev deponeret

c) Fire anlæg til mekanisk-biologisk behandling bidrog ikke væsentligt til at reducere mængden af deponeret affald (jf. tekstboks 4).

TEKSTBOKS 3

ET EKSEMPEL PÅ ET ANLÆG TIL MEKANISK-BIOLOGISK BEHANDLING, DER DRIVES I OVERENSSTEMMELSE MED EU’S AFFALDSHIERARKI OG PRINCIPPET OM UDSORTERING FRA DEPONERINGSAFFALD

Et anlæg til mekanisk-biologisk behandling i Spanien (Sant Adrià de Besòs) modtog kun restaffald, eftersom emballage, glas, papir og pap samt bionedbrydeligt affald allerede var blevet indsamlet særskilt i særlige beholdere, som befolkningen i hele det område, som anlægget betjente, havde adgang til. Anlægget udskilte tørstoffraktionen fra bioaffaldet. Efter udsortering af materialer, som kunne afsættes til oparbejdningsvirksomheder, f.eks. glas, plastic, metal, papir og pap, blev den resterende tørstoffraktion forbrændt med energiudnyttelse på et anlæg i det samme affaldshåndteringskompleks. Bioaffaldet blev udsat for en anaerobisk behandling til fremstilling af biogas, der derefter blev brugt som energikilde. I 2010 betød anvendelsen af denne proces, at nyttiggjorte materialer udgjorde 8 % af det modtagne restaffald i stedet for 10 % som anført i ansøgningen, at bionedbrydeligt stof til biologisk behandling udgjorde 20 % i stedet for 26,5 % som planlagt, og at restaffald til forbrænding udgjorde 70 % i stedet for 63,5 %.

TEKSTBOKS 4

FIRE ANLÆG TIL MEKANISK-BIOLOGISK BEHANDLING OPFYLDTE IKKE DERES MÅL OG BIDROG IKKE TIL UDSORTERINGEN FRA DEPONERINGSAFFALD

På tre italienske anlæg til mekanisk-biologisk behandling (Villacidro, Olbia og Cerignola) deponerede operatøren hele outputtet fra behandlingsprocessen: både tørstoffraktionen, hvorfra der ikke var udsorteret materialer, og det producerede fermentat, i alt 68 %, 82 % og 93 % af det modtagne affald på de respektive anlæg. Kun procestab (f.eks. fordampning eller perkolatproduktion) reducerede mængden af deponeret affald. På to af anlæggene fandtes der medfinansierede maskiner til fremstilling af affaldsbaseret brændsel, men fordi der ikke var potentielle aftagere til brændslet, var de på det ene anlæg ikke taget i brug, og på det andet var de blevet demonteret. På det tredje anlæg var den mekaniske sorteringsenhed ikke i brug seks år efter anlæggets idriftsættelse. Der var ikke længere behov for den, fordi bionedbrydeligt affald nu blev kildesorteret og indsamlet særskilt.

Desuden var de tre anlæg overbelastede, hvilket medførte, at henholdsvis 13 %, 52 % og 65 % af det modtagne affald slet ikke blev behandlet, men deponeret direkte med et højt indhold af bionedbrydeligt stof, eftersom der i to tilfælde ikke var foretaget særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald.

Det fjerde anlæg i denne gruppe (Linares i Spanien) foretog udsortering af materialer, og den producerede kompost blev ikke deponeret, men anvendt til anlægsarbejder og i landbruget. Målene for nyttiggørelse var imidlertid ikke opfyldt: Kun mellem 6 % og 9 % af det bionedbrydelige affald og 4 % af de genanvendelige materialer blev nyttiggjort, selv om målene var henholdsvis 25 %-28 % og 7 %-8 %. Det betød, at 85 % af det modtagne affald blev deponeret med et højt indhold af bionedbrydeligt stof. Den producerede kompost var svær at afsætte, og ca. 50 % af anlæggets samlede produktion var oplagret, da revisionen fandt sted.

DEPONERINGSANLÆG

28. Med hensyn til de syv udvalgte deponeringsanlæg noterede Retten sig, at mellem 31 % og 55 % af den samlede mængde deponeret affald var bionedbrydeligt affald, hvilket skyldtes, at denne affaldstype ikke blev behandlet effektivt:

a) På fem af de syv undersøgte deponeringsanlæg blev affald deponeret uden nogen form for behandling. Det gjaldt for tre af disse fem anlæg, at det bionedbrydelige affald var indsamlet særskilt, men på to af de tre anlæg var over 90 % af det bionedbrydelige affald forurenet med ikke-bionedbrydeligt affald, og det blev derfor deponeret direkte

b) På de to sidste deponeringsanlæg blev affaldet behandlet på anlæg til mekanisk-biologisk behandling, før det blev bortskaffet. Disse to behandlingsanlæg leverede imidlertid ikke tilfredsstillende resultater. Det ene var overbelastet (52 % af det modtagne affald blev sendt direkte til deponering uden behandling), og det andet opfyldte ikke det mål for nyttiggørelse af bionedbrydeligt affald, der var fastsat i den tekniske udformning, hvilket betød, at der blev deponeret affald med et højt indhold af bionedbrydeligt stof (jf. tekstboks 4).

NÆSTEN ALLE INFRASTRUKTURERNE OPFYLDTE MILJØKRAVENE, MEN FOR MERE END TO TREDJEDELE AF DEPONERINGSANLÆGGENE VAR DER IKKE STILLET TILSTRÆKKELIG ØKONOMISK SIKKERHED VEDRØRENDE OMKOSTNINGERNE TIL NEDLUKNING OG EFTERBEHANDLING

29. Rettens datagennemgang viste, at de miljømæssige indvirkninger på luft, jord og vand generelt blev overvåget i 25 af de 26 udvalgte infrastrukturer. I de fleste tilfælde blev projekterne gennemført i overensstemmelse med de opnåede tilladelser. Et enkelt anlæg var endnu ikke i drift, da revisionen fandt sted (jf. punkt 26).

30. Da revisionen fandt sted, gjaldt det imidlertid for to af de syv udvalgte deponeringsanlæg, at gasserne fra nedbrydningen af bionedbrydeligt affald ikke blev opsamlet og behandlet eller afbrændt som fastsat i deponeringsdirektivet (jf. tekstboks 5). Ukontrollerede gasser fra deponeringsanlæg kan forurene atmosfæren, påvirke vegetationen og forårsage eksplosioner.

31. Retten noterede sig også, at der i en tredjedel af infrastrukturerne var problemer med at overholde de grænser for lugtemissioner, der var fastsat i de nationale miljøtilladelser, i hvert fald i visse driftsperioder. I en anden tredjedel af de udvalgte infrastrukturer noteredes det, at lugtniveauerne ikke blev overvåget. To af de anlæg, der ikke overvågede lugtniveauerne, modtog EU-medfinansiering til ekstra anlægsarbejde med henblik på håndtering af lugtproblemer.

TEKSTBOKS 5

TO DEPONERINGSANLÆG FORETOG INGEN OPSAMLING OG BEHANDLING ELLER AFBRÆNDING AF GAS

På et af deponeringsanlæggene i Italien (Cavallino) blev affald deponeret i tre år, og da revisionen fandt sted, var udnyttelsesgraden ca. 70 %. De gasser, der blev genereret ved nedbrydningen af bionedbrydeligt stof, blev frigivet i atmosfæren uden behandling eller afbrænding, fordi infrastrukturen til opsamling af gas endnu ikke var bygget færdig.

På et deponeringsanlæg i Rumænien (Piatra Neamţ) noterede Retten sig, at der næsten to år efter idriftsættelsen ikke fandtes et system til opsamling af gas fra anlægget, og at et sådant system heller ikke var under opførelse eller ved at blive planlagt.

Disse to deponeringsanlæg modtog en stor mængde bionedbrydeligt affald på grund af manglende eller mangelfuld behandling af affaldet før deponering, og derfor var det endnu mere relevant at opsamle og behandle eller afbrænde gas for at beskytte atmosfæren.

32. Halvdelen af de infrastrukturer, der havde problemer med lugthåndtering, havde imidlertid ikke ændret deres driftsprocesser eller foretaget ekstra investeringer for at løse problemerne (jf. tekstboks 6).

33. De indvirkninger, som driften af et deponeringsanlæg potentielt kan have på miljøet, er ikke begrænset til infrastrukturens driftsperiode, eftersom der potentielt kan forekomme perkolatnedsivning og gasemissioner i årtier, efter at deponeringen af affald er ophørt. Derfor fastsætter deponeringsdirektivet, at der skal afsættes midler til dækning af omkostningerne til nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år. For så vidt angår fem af de syv udvalgte deponeringsanlæg var der imidlertid ikke stillet tilstrækkelig økonomisk sikkerhed til dette formål. I disse tilfælde er de faktisk afsatte beløb — uanset den anvendte beregningsmetode — ikke store nok til at sikre, at der efter driftens ophør vil være tilstrækkelige midler til rådighed til at forebygge langsigtede miljøtrusler såsom grundvandsforurening på grund af perkolatnedsivning eller forurening af atmosfæren på grund af gasemissioner.

TEKSTBOKS 6

EKSEMPLER PÅ METODER TIL REDUKTION AF LUGTPROBLEMER

På to komposteringsanlæg/anlæg til anaerobisk nedbrydning (VALORSUL i Portugal og Gironés i Spanien) blev der ved uafhængig overvågning konstateret lugtproblemer. For at afhjælpe situationen ændrede operatørerne driftsprocessen, f.eks. med hensyn til tidsplanerne og tidspunkterne for vending af komposten eller vedligeholdelsen af biofiltre. På det ene anlæg blev der indført et rapporteringssystem, så beboere pr. sms kunne klage til operatøren over ubehagelige lugte.

På to af deponeringsanlæggene i Portugal (RESIDOURO og Baixo Tâmega) blev der registreret klager over lugtproblemer i de første driftsår. Derefter blev der installeret lugtmaskeringssystemer, som aktiveres efter behov.

34. Retten noterede sig også, at der var væsentlige forskelle på regionernes metoder til beregning af den økonomiske sikkerhed, der skulle stilles, og at beløbene derfor var meget forskellige (fra 370000 euro til 4180000 euro for et deponeringsanlæg med en kapacitet på ca. 1,4 millioner m3). Disse metoder sikrer ikke godt nok, at der vil være tilstrækkelige midler til rådighed til dækning af omkostningerne til nedlukning og efterbehandling i en periode på 30 år. I nogle tilfælde blev størrelsen af den økonomiske sikkerhed beregnet på grundlag af deponeringsanlæggets opførelsesomkostninger, og i andre tilfælde blev den fastsat ud fra anlæggets kapacitet eller areal eller antallet af deponerede ton affald.

ER EU’S AFFALDSPOLITISKE MÅL BLEVET OPFYLDT PÅ REGIONALT NIVEAU?

35. Strukturforanstaltningernes finansiering af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald bør hjælpe de støttede regioner med at opfylde de affaldspolitiske mål, der er fastsat i EU’s direktiver. Især bør regionerne tilskyndes til at forebygge kommunalt affald, og de bør i højere grad foretage særskilt indsamling, så de kan bidrage til at opfylde EU-målene11 for genanvendelse og nyttiggørelse og reducere anvendelsen af deponeringsanlæg til endelig bortskaffelse.

36. Retten undersøgte:

a) om situationen med hensyn til forebyggelse af kommunalt affald var under forbedring i de udvalgte regioner

b) om regionerne havde øget graden af særskilt indsamling, bidraget til at opfylde EU-målene for bestemte affaldsstrømme og reduceret anvendelsen af deponering

c) om ulovlige lossepladser var blevet afskaffet, og om affaldet blev behandlet før bortskaffelse på deponeringsanlæg.

UOVERENSSTEMMELSER I RAPPORTERINGEN AF DATA

37. Efter sine besøg i otte regioner i de fire udvalgte medlemsstater noterede Retten sig, at der var uoverensstemmelser med hensyn til rapporteringen om opfyldelsen af EU-målene. De data, der var indberettet til Kommissionen, stemte ikke altid overens med de tal, der forelå i medlemsstaterne. Sådanne uoverensstemmelser kan gøre det svært for Kommissionen at vurdere, om EU’s affaldsmål rent faktisk bliver opfyldt (jf. tekstboks 7). Kommissionen undersøger, om de modtagne tal er overensstemmende, men den vurderer ikke deres pålidelighed.

38. Hertil kommer, at Kommissionen ikke indsamler oplysninger om regionernes bidrag til at opfylde EU-målene, selv om der i seks af de otte besøgte regioner, udarbejdes affaldshåndteringsplaner på regionalt niveau, hvori der tages højde for EU-målene. Rapportering på nationalt niveau kan skjule store forskelle i affaldshåndteringen inden for en medlemsstat, sådan som det var tilfældet i Andalucía og Puglia set i sammenligning med den generelle situation i henholdsvis Spanien og Italien.

TEKSTBOKS 7

EKSEMPLER PÅ TILFÆLDE, HVOR DER IKKE VAR OVERENSSTEMMELSE MELLEM DATAENE I MEDLEMSSTATERNE OG DE DATA, DER VAR INDBERETTET TIL KOMMISSIONEN

I Spanien er miljøministeriet ansvarligt for at konsolidere dataene fra regionerne og rapportere til Kommissionen om opfyldelsen af deponeringsdirektivets mål. Andalucía havde rapporteret, at der i 2009 var deponeret 500000 ton bionedbrydeligt affald, men på grundlag af de data, der blev fremlagt under revisionen, skønnede Retten, at den oplyste mængde skulle have været ca. 1800000 ton. Det betyder, at Spanien i 2009 deponerede 58 % af den mængde bionedbrydeligt affald, der blev produceret i 1995, i stedet for 47 % som rapporteret til Kommissionen, og således ikke opfyldte årets deponeringsmål på 50 %.

I Portugal var der ingen data på regionalt niveau om opfyldelsen af målene i EU-direktiverne, men de data, som de nationale myndigheder havde indberettet til Kommissionen, viste, at både deponeringsdirektivets mål for 2006 og emballagedirektivets mål for 2005 var opfyldt. Det fremgik imidlertid af data, der blev fremlagt under revisionen, at deponeringsdirektivets mål for 2006 lige netop ikke var opfyldt, og at emballagedirektivets mål for 2005 ikke var opfyldt med hensyn til genbrug af plasticemballage (46,95 % fra opfyldelse).

AFFALDSDANNELSEN STEG I SEKS AF DE UDVALGTE REGIONER

39. Mens tendensen for EU-27-gennemsnittet var, at dannelsen af kommunalt affald trods kontinuerlig økonomisk vækst frem til 2008 havde ligget stabilt omkring 520 kg pr. indbygger siden 2000, var affaldsdannelsen pr. indbygger steget i seks af de udvalgte regioner. I de to sidste regioner, Sardegna og Cataluña, var den stort set uændret. I 2009 lå affaldsdannelsen pr. indbygger i halvdelen af de udvalgte regioner over EU-27-gennemsnittet og over medlemsstatens gennemsnit, mens dette ikke var tilfældet i nogen af de udvalgte regioner i 2000.

KUN EN FJERDEDEL AF DE UDVALGTE REGIONER HAVDE ØGET ANDELEN AF SÆRSKILT INDSAMLING VÆSENTLIGT, REDUCERET ANVENDELSEN AF DEPONERING OG BIDRAGET TIL AT OPFYLDE EU-MÅLENE

40. Kun to af de udvalgte regioner, Sardegna og Cataluña, havde gjort væsentlige fremskridt med hensyn til særskilt indsamling og udsortering fra deponeringsaffald. Retten noterede sig, at andelen af særskilt indsamlet affald var steget i Sardegna, fra 2 % i 2000 til 43 % i 2009, og i Cataluña fra 13 % til 38 % i samme periode. Tilsvarende var der sket et fald i deponeringen af kommunalt affald i denne periode, fra 74 % til 23 % i Sardegna og fra 64 % til 39 % i Cataluña (jf. figur 4) [15].

41. I disse to regioner faldt mængden af deponeret affald målt i kg pr. indbygger, mens den var næsten uændret eller steg i de seks andre udvalgte regioner (jf. figur 5).

FIGUR 4

UDVIKLINGEN I ANDELEN AF SÆRSKILT INDSAMLET KOMMUNALT AFFALD OG ANDELEN AF DEPONERET KOMMUNALT AFFALD I DE UDVALGTE REGIONER FRA 2000 TIL 2009 [16]

+++++ TIFF +++++

Kilde: Den Europæiske Revisionsret på grundlag af data i Kommissionen og medlemsstaterne.

FIGUR 5

DEPONERET AFFALD PR. INDBYGGER (KG) I 2000 OG 2009 [17]

+++++ TIFF +++++

Kilde: Den Europæiske Revisionsret på grundlag af data i Kommissionen og medlemsstaterne.

42. Sardegna og Cataluña var de eneste af de udvalgte regioner, der bidrog til at opfylde EU-målene for bestemte typer kommunalt affald:

a) Kun Sardegna og Cataluña bidrog til at opfylde deponeringsdirektivets mål med hensyn til udsortering af bionedbrydeligt affald fra deponeringsaffald. To andre regioner bidrog ikke til at opfylde EU-målene, og for de fire resterende regioner var fristen for opfyldelse 2010. Da revisionen fandt sted, forelå der endnu ikke data for 2010, men tendensen i årene før 2010 viste ikke en stigning i udsorteringen af bionedbrydeligt affald [18] (jf. tabel 2)

b) Med hensyn til emballagedirektivets mål var situationen meget forskellig i de otte regioner. Cataluña, Sardegna og Andalucía bidrog til at opfylde EU-målene. I de fem andre regioner var der ikke foretaget nogen specifik overvågning på regionalt niveau. På grundlag af de data, der blev fremlagt i medlemsstaterne, skønnede Retten, at disse regioner sandsynligvis ikke ville bidrage til at opfylde EU-målene, eftersom andelen af særskilt indsamlet affald var lav

c) Fem af de otte udvalgte regioner [19] bidrog ikke til at opfylde det EU-mål for særskilt indsamling af elektrisk og elektronisk udstyr, som i henhold til direktivet om affald af elektrisk og elektronisk udstyr skulle være opfyldt i 2006, trods en generelt positiv tendens. Cataluña bidrog allerede i 2006, og Sardegna og Puglia bidrog i henholdsvis 2009 og 2010.

TABEL 2

TENDENSEN FOR DEPONERING AF BIONEDBRYDELIGT AFFALD SOM PROCENTDEL AF DEN SAMLEDE MÆNGDE BIONEDBRYDELIGT KOMMUNALT AFFALD, DER BLEV PRODUCERET I 1995

Kilde: Den Europæiske Revisionsret på grundlag af data i Kommissionen og medlemsstaterne.

| 2006 | 2009 |

Udvalgte regioner | Resultat | Mål | Resultat | Mål |

ES-Cataluña | 69 % | < 75 % | 45 % | < 50 % |

IT-Sardegna | 59 % | < 75 % | 36 % | < 50 % |

IT-Puglia | 84 % [2222] | < 75 % | 85 % | < 50 % |

ES-Andalucía | 87 % | < 75 % | 93 % | < 50 % |

Portugal [1111] | 79 % | i/r | 78 % | < 75 % [5555] |

RO-Nord-Est | 56 % [3333] | i/r | 69 % [3333] | < 75 % [5555] |

RO-Sud-Vest | 75 % [4444] | i/r | 87 % | < 75 % [5555] |

ULOVLIGE LOSSEPLADSER VAR BLEVET AFSKAFFET I HALVDELEN AF REGIONERNE, MEN AFFALD BLEV GENERELT DEPONERET UDEN FORUDGÅENDE BEHANDLING

43. Ifølge data fremlagt af de reviderede regioner havde disse i perioden 2000-2009 helt afskaffet eller væsentligt reduceret antallet af ulovlige lossepladser:

a) I fire af regionerne viste de data, der blev fremlagt af de relevante myndigheder, at ingen ulovlige lossepladser var i brug, da revisionen fandt sted

b) I de fire andre regioner var ulovlige lossepladser stadig i brug, især i de to udvalgte regioner i Rumænien, hvor indsamlingen af kommunalt affald i 2009 kun omfattede henholdsvis 54 % og 33 % af befolkningen. Især i regionernes landdistrikter var det almindeligt, at kommunalt affald ikke blev indsamlet.

44. I de udvalgte regioner blev kommunalt affald generelt deponeret uden korrekt behandling, selv om deponeringsdirektivet fastsætter, at affald, der føres til deponering, skal behandles for at nedbringe mængden af affald eller farerne for menneskers sundhed eller miljøet. Retten noterede sig følgende:

a) I fire af de udvalgte regioner blev kommunalt affald generelt deponeret uden nogen form for behandling [20]. Desuden blev der i disse regioner kun foretaget særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald i ganske få kommuner, hvilket medførte, at der var et højt indhold af bionedbrydeligt stof i det deponerede affald

b) I én region var det kun affald fra ca. 40 % af regionens samlede befolkning, der blev behandlet før deponering. Denne mangel på behandling blev dog delvis opvejet af, at der blev foretaget særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald i det meste af regionen

c) I de tre sidste regioner blev affaldet behandlet på anlæg til mekanisk-biologisk behandling, før det blev bortskaffet, men anlæggene leverede generelt ikke de forventede resultater (jf. tekstboks 8).

BLEV DER TRUFFET FORANSTALTNINGER TIL AT MAKSIMERE EU-FINANSIERINGENS EFFEKTIVITET?

45. For at maksimere effektiviteten af de medfinansierede infrastrukturer bør forebyggelse og genbrug af affald i overensstemmelse med EU’s affaldshierarki (jf. figur 3) støttes og fremmes ved hjælp af informationsforanstaltninger, administrative foranstaltninger og økonomiske foranstaltninger, f.eks. oplysningskampagner, kvalitetsstandarder, ordninger for særskilt indsamling eller mængdebaseret afregning og deponeringsafgifter (jf. punkt 9). EU’s finansielle støtte bør tilskynde til gennemførelse af sådanne støtteforanstaltninger. Der bør implementeres et passende retsgrundlag og hensigtsmæssige retningslinjer.

TEKSTBOKS 8

EKSEMPEL PÅ EN REGION, HVOR DER FANDTES BEHANDLINGSANLÆG, MEN HVOR DISSE IKKE LEVEREDE TILFREDSSTILLENDE RESULTATER

I en af de udvalgte regioner modtog 22 af de 28 deponeringsanlæg, der var i brug, da revisionen fandt sted, forbehandlet affald fra anlæg til mekanisk-biologisk behandling. Disse anlæg opfyldte imidlertid ikke deres resultatmål. I 2008 blev gennemsnitlig 76 % af det affald, der blev modtaget på regionens 23 behandlingsanlæg, deponeret med et højt indhold at bionedbrydeligt stof, selv om det var blevet behandlet. På det anlæg, der indgik i revisionen, (Linares i Spanien) blev kun mellem 6 % og 9 % af det bionedbrydelige affald udsorteret, selv om konstruktionsmålet var på 25 % til 28 %.

46. Retten undersøgte:

a) om der på nationalt og/eller regionalt niveau var indført informationsforanstaltninger, administrative foranstaltninger og økonomiske foranstaltninger til støtte for de medfinansierede infrastrukturer til affaldshåndtering, og om Kommissionen opfordrede til gennemførelse af sådanne foranstaltninger, når den godkendte operationelle programmer eller projekter

b) om der var sandsynlighed for, at EU’s regelsæt og retningslinjer ville maksimere EU-støttens effektivitet.

GENNEMFØRELSEN AF INFORMATIONSFORANSTALTNINGER, ADMINISTRATIVE FORANSTALTNINGER OG ØKONOMISKE FORANSTALTNINGER VAR MEGET FORSKELLIG I DE UDVALGTE REGIONER

INFORMATIONSFORANSTALTNINGER

47. Retten konstaterede, at der generelt var gennemført supplerende informationstiltag i form af f.eks. oplysningskampagner eller offentliggjorte retningslinjer for affaldshåndtering i de regioner, hvor de udvalgte infrastrukturer til affaldshåndtering lå. Et eksempel på dette er beskrevet i tekstboks 9.

TEKSTBOKS 9

ET GODT EKSEMPEL PÅ, HVORDAN BEVIDSTGØRELSE AF OFFENTLIGHEDEN KAN MEDFØRE, AT INFRASTRUKTURERNE LEVERER BEDRE RESULTATER

Et af komposteringsanlæggene i Portugal (Lipor) blev drevet af en virksomhed, der leverede affaldshåndteringsydelser (særskilt indsamling og behandling) til otte kommuner med i alt ca. en million indbyggere. Virksomheden anså kommunikation og en høj grad af inddragelse af befolkningen som væsentlige forudsætninger for en vellykket affaldshåndtering, og alle dens aktiviteter var derfor ledsaget af tiltag, der havde til formål at informere, bevidstgøre og oplyse offentligheden. Konkret kan det nævnes, at opførelsen af komposteringsanlægget var ledsaget af kommunikations- og oplysningskampagner samt en specifik strategi for markedsføring af komposten. Virksomheden foretog regelmæssige tilfredshedsundersøgelser, den oprettede et gratis oplysningsnummer og offentliggjorde og uddelte retningslinjer for affaldshåndtering. Alle disse bestræbelser førte til en tilfredsstillende kildesortering af bionedbrydeligt affald i private husstande og handelsvirksomheder, og det gjorde det muligt at producere og afsætte kompost af høj kvalitet (jf. tekstboks 2).

48. Retten noterede sig imidlertid følgende:

a) I ingen af de udvalgte regioner målte de ansvarlige myndigheder, om deres informationskampagner gav resultater, og der var ikke fastsat målbare mål fra begyndelsen

b) Selv om der var gennemført oplysningskampagner i de to udvalgte regioner i Rumænien, var næsten alt det særskilt indsamlede bionedbrydelige affald forurenet, så det måtte deponeres direkte i stedet for at blive behandlet på komposteringsanlæggene.

ADMINISTRATIVE FORANSTALTNINGER

49. Som fastsat i affaldsdirektivet havde de otte udvalgte regioner indført et system med udstedelse af tilladelser til anlæg, som udfører affaldsbehandling. Da revisionen fandt sted, var alle infrastrukturerne underlagt de ansvarlige myndigheders kontrol. Denne kontrol var imidlertid begrænset til en vurdering af anlæggenes potentielle indvirkninger på miljøet og omfattede ikke en bedømmelse af de leverede resultater (jf. tekstboks 6).

50. Retten noterede sig, at der var stor forskel på implementeringen af særskilt indsamling i de regioner og kommuner, som blev betjent af de reviderede infrastrukturer til affaldshåndtering. Særskilt indsamling af emballageaffald, papir, pap og glas var bredt implementeret og bidrog til de gode resultater, som Retten konstaterede på de reviderede sorteringsanlæg, men særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald fungerede kun tilfredsstillende i to regioner. Disse regioner bidrog til at opfylde EU-målene for udsortering af bionedbrydeligt affald og havde reduceret mængden af deponeret affald pr. indbygger (jf. punkt 41 og 42). I de seks andre regioner var der generelt ikke implementeret særskilt indsamling af bionedbrydeligt affald, eller denne var ineffektiv. Det medførte, at de komposteringsanlæg, der behandlede blandet affald eller bionedbrydeligt affald, som ikke var kildesorteret korrekt, leverede dårlige resultater.

51. Tallene viser, at der er et omvendt forhold mellem særskilt indsamling af affald og andelen af deponeret affald (jf. figur 6).

52. Med hensyn til kvalitetsstandarder for kompost noterede Retten sig, at fire af regionerne ikke havde nogen standarder, da revisionen fandt sted, og at de fire andre regioners grænseværdier for koncentrationen af tungmetaller i kompost var meget forskellige og ikke så strenge som værdierne i EU’s udkast til retningslinjer. De manglende kvalitetsstandarder bidrog til de vanskeligheder, som komposteringsanlæggene og anlæggene til anaerobisk nedbrydning havde med at afsætte deres kompost.

FIGUR 6

OMVENDT FORHOLD MELLEM SÆRSKILT INDSAMLING AF AFFALD OG ANDELEN AF DEPONERET AFFALD [21]

+++++ TIFF +++++

Kilde: Den Europæiske Revisionsret på grundlag af data i Kommissionen og medlemsstaterne.

ØKONOMISKE FORANSTALTNINGER

53. Ved en gennemgang af de gebyrer for affaldshåndtering, som kommunerne opkrævede hos private husstande - i det mindste i de tre største kommuner, der blev betjent af hver af de udvalgte infrastrukturer - noterede Retten sig følgende:

a) Der var uden undtagelse tale om faste gebyrer [22] og ikke om ordninger med mængdebaseret afregning, som bygger på princippet om, at forureneren betaler, og som tager sigte på at forebygge eller begrænse affaldsdannelsen

b) Nogle kommuner havde indbygget elementer til fremme af genbrug i deres gebyrer, selv om de ikke havde en ordning med mængdebaseret afregning (jf. tekstboks 10).

54. Adfærdsændringer kan også søges opnået ved hjælp af et andet økonomisk incitament, som består i at beregne en bortskaffelsesafgift pr. ton deponeret og/eller forbrændt affald og opkræve den hos kommunerne [23] i tillæg til de normale deponerings- og/eller forbrændingsgebyrer. Fem af de otte udvalgte regioner havde indført en sådan bortskaffelsesafgift for at fremme affaldshåndteringsmetoder, som er mindre skadelige for miljøet. De to regioner, der havde de højeste deponeringsafgifter, havde den laveste andel af deponeret affald i 2009 (jf. figur 7) og havde oplevet de største forbedringer i perioden 2000-2009. For at fremme særskilt indsamling baserede to regioner deres affaldsgebyrer på andelen af særskilt indsamlet affald i de enkelte kommuner (jf. tekstboks 11).

TEKSTBOKS 10

EKSEMPLER PÅ GEBYRER FOR AFFALDSHÅNDTERING MED ELEMENTER TIL FREMME AF GENBRUG

For at fremme genbrug gav nogle kommuner i Cataluña nedslag i affaldshåndteringsgebyret for private husstande, som producerede deres egen kompost, anvendte indsamlingscentre eller deltog i oplysningskampagner. Andelen af særskilt indsamling var højere i disse kommuner (39 %) end i de kommuner, der ikke gav økonomiske incitamenter (29 %). Andre kommuner i Cataluña tog andelen af deponeret affald i betragtning ved beregningen af gebyret, hvilket gavnede husstandene i de kommuner, hvor andelen af deponeret affald var lav.

FIGUR 7

BORTSKAFFELSESAFGIFTER OG ANDELEN AF DEPONERET KOMMUNALT AFFALD I 2009 [24]

+++++ TIFF +++++

Kilde: Den Europæiske Revisionsret på grundlag af data i Kommissionen og medlemsstaterne.

TEKSTBOKS 11

ET EKSEMPEL PÅ EN BORTSKAFFELSESAFGIFT FOR DEPONERET ELLER BRÆNDT AFFALD BASERET PÅ ANDELEN AF SÆRSKILT INDSAMLET AFFALD I DE ENKELTE KOMMUNER

Siden 2005 har Sardegna for at fremme særskilt indsamling af kildesorteret affald justeret deponerings- og forbrændingsgebyret efter andelen af særskilt indsamlet affald i de enkelte kommuner. I 2010 var det f.eks. sådan, at hvis andelen af særskilt indsamlet affald lå mellem 50 og 60 %, blev der givet et nedslag i gebyret på 20 %. Hvis andelen af særskilt indsamlet affald var på over 60 %, fik kommunerne et nedslag i gebyret på 40 %. Hvis andelen af særskilt indsamlet affald var på under 50 % (eller 40 %, afhængigt af kommunens indbyggertal), blev der derimod opkrævet et strafgebyr på yderligere 5,16 euro pr. ton.

VED GODKENDELSEN AF OPERATIONELLE PROGRAMMER ELLER PROJEKTER TILSKYNDEDE KOMMISSIONEN IKKE TIL GENNEMFØRELSE AF STØTTEFORANSTALTNINGER

55. Strukturstøtten havde ingen betydning for, om der blev gennemført informationsforanstaltninger, administrative foranstaltninger og økonomiske foranstaltninger. Kommissionen forlangte kun begrænsede oplysninger om sådanne foranstaltninger, når den traf afgørelse om medfinansiering af infrastrukturer til affaldshåndtering:

a) Med hensyn til EFRU-finansieringen noterede Retten sig, at ni af de 10 udvalgte operationelle programmer ikke indeholdt oplysninger om specifikke administrative foranstaltninger eller omtale af bortskaffelsesafgifter eller affaldshåndteringsgebyrer, der skulle betales af private husstande (faste gebyrer eller ordninger med mængdebaseret afregning)

b) De projekter, der fik støtte fra Samhørighedsfonden, blev ganske vist individuelt vurderet og godkendt af Kommissionen i programmeringsperioden 2000-2006, men Retten noterede sig, at bestemmelserne om de støtteforanstaltninger, som Kommissionen bad medlemsstaterne om at iværksætte, ikke var detaljerede nok til at sikre, at de var på plads, før der blev ydet EU-støtte.

56. De gennemførelsesrapporter, som de udvalgte medlemsstater indsendte i overensstemmelse med EU’s direktiver om affald, indeholder en del oplysninger om støtteforanstaltninger (information om implementering af deponeringsafgifter, kontrol, information til offentligheden osv.). Retten kunne imidlertid ikke konstatere nogen sammenhæng mellem GD for Miljøs vurdering af gennemførelsesrapporterne og tildelingen af EU-midler til finansiering af infrastrukturer til affaldshåndtering, som GD for Regionalpolitik og Bypolitik har ansvaret for: Medlemsstater, som ikke rapporterede til Kommissionen, eller som indsendte ufuldstændige rapporter, modtog midler fra strukturforanstaltningerne til finansiering af infrastrukturer til affaldshåndtering på lige fod med andre.

57. Manglen på sammenhæng mellem EU-finansiering og støtteforanstaltninger har især betydning i forbindelse med implementeringen af princippet om, at forureneren betaler, som er et af de principper, der ligger til grund for EU’s miljøpolitik [25]. Dette princip blev fastlagt i affaldsdirektivet fra 1975 [26] og siden inkluderet i andre specifikke direktiver om affaldshåndtering, f.eks. deponeringsdirektivet [27]. Ifølge forordningerne om samhørighedspolitikken og Kommissionens interne retningslinjer skal der tages hensyn til implementeringen af det og anvendes graduerede satser for EU-støtte [28].

58. I perioden 2000-2006 videreudviklede Kommissionen princippet om graduerede støttesatser i et teknisk papir [29], hvori det hedder: "Hvis finansieringen af et projekt inkluderer et afgiftssystem (såsom lave, faste afgiftssatser), der ikke er baseret på det reelle ressourceforbrug og ikke frembringer de nødvendige finansielle midler til hverken at vedligeholde infrastrukturen i tilstrækkelig grad eller til at dække driftsomkostningerne og en stor del af afskrivningsomkostningerne, bør støttesatsen nedsættes". Det anbefales i dokumentet, at støttesatserne i sådanne tilfælde normalt bør være dem, der vises i femte kolonne i bilag IV.

59. Retten noterede sig, at Kommissionen ikke fulgte princippet om graduerede støttesatser og reducerede medfinansieringen, selv om de udvalgte infrastrukturers driftsomkostninger og afskrivningsomkostninger ikke blev dækket af det gebyr for affaldshåndtering, der blev opkrævet hos private husstande. Det betød, at medfinansieringen i næsten alle tilfælde var højere, end den skulle have været i henhold til princippet om graduerede støttesatser (jf. bilag IV). Nogle kommuner opkrævede slet ikke noget affaldsgebyr hos private husstande.

60. De gebyrer for affaldshåndtering, som kommunerne opkrævede hos private husstande, var meget forskellige, selv inden for den enkelte region (jf. tabel 3). Forskellene — der i nogle tilfælde var på op til 300 % inden for samme region — kunne ikke udelukkende forklares med henvisning til forskelle i den gennemsnitlige husstandsindkomst og dermed den overkommelige sats for affaldshåndtering eller med henvisning til omkostningerne til affaldshåndtering i de udvalgte kommuner.

TABEL 3

GEBYRER FOR AFFALDSHÅNDTERING BETALT AF HUSSTANDE I DE UDVALGTE KOMMUNER I 2009 ELLER 2010

Kilde: Den Europæiske Revisionsret på grundlag af de data, der blev fremlagt under revisionen.

Region | Laveste gebyr | Højeste gebyr | Forskel i % |

ES-Cataluña | 40,25 euro pr. husstand | 166,50 euro pr. husstand | 314 % |

IT-Sardegna | 1,02 euro pr. m2 boligareal | 3,3 euro pr. m2 boligareal | 224 % |

IT-Puglia | 1,57 euro pr. m2 boligareal | 2,62 euro pr. m2 boligareal | 67 % |

ES-Andalucía | 69,60 euro pr. husstand | 94,36 euro pr. husstand | 36 % |

PT-Norte | 0 euro | 76,20 euro pr. husstand | - |

PT-Lisboa Vale do Tejo | 0 euro | 70,38 euro pr. husstand | - |

RO-Nord-Est | 8,69 euro pr. person (de udvalgte infrastrukturer betjente kun én kommune) | i/r |

RO-Sud-Vest | 16,2 euro pr. person (de udvalgte infrastrukturer betjente kun én kommune) | i/r |

SVAGHEDER I EU’S REGELSÆT OG RETNINGSLINJER VEDRØRENDE AFFALD

61. EU’s regelsæt og retningslinjer vedrørende affald kan bidrage til at maksimere EU-finansieringens effektivitet. Retten konstaterede svagheder på dette punkt.

EU-DIREKTIVERNES MÅL MANGLER FOKUS PÅ AFFALDSFOREBYGGELSE

62. Det affaldshierarki, der er opstillet i affaldsdirektivet, angiver forebyggelse som den første håndteringsform. Et af de overordnede mål for det sjette miljøhandlingsprogram var at begrænse affaldsdannelsen og -bortskaffelsen væsentligt [30].

63. De mål, der er fastsat i EU-direktiverne om affaldshåndtering, vedrører imidlertid kun genanvendelse og nyttiggørelse samt udsortering af bionedbrydeligt affald fra deponeringsaffald - ikke forebyggelse eller begrænsning af affald (jf. punkt 39).

DET ER IKKE KLART, HVAD DER MENES MED BEHANDLING FØR BORTSKAFFELSE

64. I henhold til deponeringsdirektivet må kun affald, der har været underkastet behandling, deponeres på deponeringsanlæg. Direktivet angiver imidlertid ikke klart nok, hvad denne behandling skal bestå i, og om behandlingen skal reducere mængden af deponeret affald eller kun reducere affaldets omfang [31].

65. Fordi det ikke er klart, hvad der menes med behandling før deponering, er der blevet indført forskellige strategier på nationalt og/eller regionalt plan. Én af de udvalgte regioner fokuserede f.eks. på anlæg til mekanisk-biologisk behandling, men disse leverede ikke tilfredsstillende resultater med hensyn til at reducere mængden af deponeret affald. To andre regioner mente, at når der var opnået høje niveauer for særskilt indsamling, kunne affaldet betragtes som behandlet og deponeres direkte (jf. punkt 28 og 44).

DER MANGLER EU-KVALITETSSTANDARDER FOR KOMPOST

66. EU medfinansierede komposteringsanlæg og anlæg til anaerobisk nedbrydning i alle de otte udvalgte regioner. Da revisionen fandt sted, havde fire af regionerne imidlertid ingen kvalitetsstandarder for kompost. I de fire andre regioner var grænseværdierne for koncentrationen af tungmetaller i kompost meget forskellige (jf. punkt 52).

67. Det forhold, at der enten manglede at kvalitetsstandarder for kompost, eller at disse var meget forskellige på nationalt/regionalt niveau, hæmmede udviklingen af et kompostmarked og gjorde det svært for anlæggenes operatører at afsætte den producerede kompost. Der findes ingen EU-kvalitetsstandarder for kompost.

DER FINDES INGEN EU-RETNINGSLINJER VEDRØRENDE DEN ØKONOMISKE SIKKERHED, DER SKAL STILLES TIL DÆKNING AF OMKOSTNINGERNE TIL NEDLUKNING AF DEPONERINGSANLÆG

68. Med hensyn til den økonomiske sikkerhed, der skal stilles til dækning af omkostningerne til nedlukning og efterbehandling, noterede Retten sig, at der var væsentlige forskelle på de beregningsmetoder, der blev anvendt i de seks regioner, hvor der var udvalgt deponeringsanlæg, og at dette førte til fastsættelse af meget forskellige beløb for deponeringsanlæg med samme kapacitet, hvilket viser, at sikkerheden måske ikke i alle tilfælde vil være tilstrækkelig til at kunne dække alle omkostninger i en periode på 30 år som fastsat i deponeringsdirektivet. EU har hverken givet medlemsstaterne retningslinjer for, hvordan omkostningerne til nedlukning og efterbehandling skal beregnes, eller opfordret dem til at udveksle erfaringer på dette område (jf. punkt 33 og 34).

KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER

69. I næsten alle de udvalgte regioner konstaterede Retten, at der var sket en vis forbedring af affaldshåndteringen, men at den mangelfulde gennemførelse af støtteforanstaltninger samt svagheder i EU’s regelsæt og retningslinjer gjorde effektiviteten af strukturforanstaltningernes finansiering af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald mindre effektive med hensyn til at hjælpe medlemsstaterne med at opfylde EU’s affaldspolitiske mål. Kommissionen tilskyndede ikke til gennemførelse af støtteforanstaltninger, når den vurderede de operationelle programmer eller projekter, som den havde ansvaret for. Der er i mange tilfælde ikke sørget for effektiv særskilt indsamling af kildesorteret affald, som er en forudsætning for, at de medfinansierede infrastrukturer kan blive en succes. Selv om der var sket en vis forbedring af affaldshåndteringen i næsten alle de udvalgte regioner, opfyldte kun 25 % af dem EU’s affaldspolitiske mål, og det var primært de regioner, der havde etableret støtteforanstaltninger.

RESULTATERNE FRA INFRASTRUKTURERNE TIL HÅNDTERING AF KOMMUNALT AFFALD

70. De medfinansierede infrastrukturers resultater afhang i høj grad af de anvendte strategier for indsamling af affald:

a) Sorteringsanlæggene, som var udformet med henblik på nyttiggørelse af emballageaffald, der var kildesorteret i husstandene, leverede tilfredsstillende resultater (jf. punkt 23 og 24)

b) Komposteringsanlæggene og anlæggene til anaerobisk nedbrydning, der behandlede særskilt indsamlet bionedbrydeligt affald (som ikke var forurenet), leverede generelt bedre resultater end anlæggene til behandling af usorteret affald, som leverede utilfredsstillende resultater (jf. punkt 25)

c) Anlæggene til mekanisk-biologisk behandling, der modtog usorteret affald, bidrog generelt ikke til at opfylde EU’s affaldspolitiske mål, eftersom det meste af det modtagne affald blev deponeret (jf. punkt 26 og 27).

71. På alle de udvalgte deponeringsanlæg blev affald deponeret uden tilstrækkelig behandling eller uden behandling overhovedet, og det havde derfor et højt indhold af bionedbrydeligt stof (jf. punkt 28).

72. Næsten alle de reviderede infrastrukturer opfyldte miljøkravene. For fem af de syv udvalgte deponeringsanlæg var der imidlertid ikke stillet tilstrækkelig økonomisk sikkerhed til dækning af omkostningerne til nedlukning og efterbehandling. Retten konstaterede væsentlige forskelle på de anvendte metoder til beregning af den nødvendige økonomiske sikkerhed. I de fleste tilfælde vil de afsatte beløb ikke være tilstrækkelige til at kunne dække alle omkostninger (jf. punkt 29-34).

ANBEFALING 1

a) Medlemsstaterne bør:

i) fokusere på infrastrukturer til affaldshåndtering, som behandler kildesorteret affald (herunder bionedbrydeligt affald, når det er omkostningseffektivt)

ii) sikre sig, at kommunalt affald er blevet behandlet, før det deponeres

iii) sikre sig, at deponeringsanlæg stiller en økonomisk sikkerhed, som er tilstrækkelig til at dække omkostningerne til nedlukning og efterbehandling i en periode på mindst 30 år, og at sikkerheden beregnes efter en passende metode

b) Kommissionen bør gøre EU-bidraget betinget af, at medlemsstaterne efterlever disse anbefalinger.

EU’S AFFALDSPOLITISKE MÅL PÅ REGIONALT NIVEAU

73. Retten konstaterede, at der var væsentlige svagheder i medlemsstaternes rapportering om opfyldelsen af EU’s affaldsmål, og at Kommissionen derfor ikke i alle tilfælde kunne vurdere, om medlemsstaternes resultater opfyldte EU-målene. Kommissionen undersøger, om de modtagne tal er overensstemmende, men den vurderer ikke deres pålidelighed og indsamler ikke oplysninger om opfyldelsen af EU-målene på regionalt niveau (jf. punkt 37 og 38).

74. Retten konstaterede en vis forbedring af affaldshåndteringen i næsten alle de udvalgte regioner, men:

a) affaldsdannelsen pr. indbygger var steget i seks af de udvalgte regioner, selv om forebyggelse er et af elementerne i EU’s hierarki af affaldshåndteringsformer jf. punkt 39)

b) kun en fjerdedel af de udvalgte regioner havde øget graden af særskilt indsamling væsentligt og dermed reduceret anvendelsen af deponering og bidrog til at opfylde EU-målene (jf. punkt 40-42)

c) affald blev generelt deponeret uden tilstrækkelig behandling eller uden behandling overhovedet (jf. punkt 44).

ANBEFALING 2

a) Medlemsstaterne bør oprette pålidelige databaser over affaldshåndtering, både for at overvåge de fremskridt, der gøres med hensyn til at opfylde EU’s affaldspolitiske mål, og for at underbygge deres rapportering til Kommissionen.

b) Kommissionen bør vurdere pålideligheden af de data, som den modtager fra medlemsstaterne.

c) Kommissionen, Parlamentet og Rådet bør overveje at kæde EU’s finansielle støtte sammen med opfyldelsen af EU’s affaldspolitiske mål.

FORANSTALTNINGER TIL MAKSIMERING AF EU-FINANSIERINGENS EFFEKTIVITET

75. På grund af den mangelfulde gennemførelse af støtteforanstaltninger blev EU-finansieringens effektivitet ikke maksimeret.

76. Udviklingen af informationsforanstaltninger, administrative foranstaltninger og økonomiske foranstaltninger varierede meget i de udvalgte regioner:

a) Det er tilsyneladende en væsentlig forudsætning for, at infrastrukturer til affaldshåndtering kan blive en succes, at der er stor offentlig bevidsthed om og vilje til at deltage i håndteringsordninger, især når det gælder kildesortering af affald i private husstande. I ingen af de udvalgte regioner havde de ansvarlige myndigheder målt resultaterne af deres informationsforanstaltninger (jf. punkt 47 og 48)

b) Kun de regioner, der havde implementeret særskilt indsamling af kildesorteret bionedbrydeligt affald, bidrog til at opfylde EU-målene for udsortering af dette affald (jf. punkt 50 og 51)

c) Fire af de otte udvalgte regioner havde ingen kvalitetsstandarder for kompost, og i de fire andre regioner var grænseværdierne for koncentrationen af tungmetaller i kompost meget forskellige, hvilket gjorde det svært at udvikle et marked for den kompost, der blev produceret af de udvalgte komposteringsanlæg og anlæg til anaerobisk nedbrydning (jf. punkt 52)

d) Gennemførelsen af økonomiske foranstaltninger i form af gebyrer eller bortskaffelsesafgifter viste sig at have stor effekt på projekternes og regionernes resultater med hensyn til affaldshåndtering (jf. punkt 53 og 54)

e) Kommissionen tilskyndede ikke til gennemførelse af støtteforanstaltninger, herunder især implementering af princippet om, at forureneren betaler, og i de udvalgte projekter konstaterede Retten ikke, at der var anvendt graduerede støttesatser (jf. punkt 55-60).

ANBEFALING 3

a) Medlemsstaterne bør:

i) gøre en større indsats for at øge den offentlige bevidsthed om og deltagelse i håndteringsordninger, især når det gælder kildesortering af affald i private husstande. De bør systematisk måle resultaterne af deres bevidstgørelseskampagner og uddannelsesstrategier

ii) fokusere på at implementere særskilt indsamling af affald - herunder bionedbrydeligt affald, når det er omkostningseffektivt - for at maksimere infrastrukturernes resultater, og gøre fremskridt med hensyn til at opfylde EU’s affaldspolitiske mål

iii) gennemføre økonomiske foranstaltninger vedrørende affaldshåndtering for at fremme forebyggelse og genbrug af affald, f.eks. ved hjælp af bortskaffelsesafgifter, ordninger med mængdebaseret afregning og andre incitamenter knyttet til de gebyrer, der betales af private husstande.

b) Kommissionen bør:

i) gøre EU-bidraget betinget af, at medlemsstaterne efterlever disse anbefalinger

ii) ved godkendelsen af operationelle programmer stille krav om, at medlemsstaterne med henblik på håndhævelse af princippet om, at forureneren betaler, nedsætter støttesatserne, når de gebyrer for affaldshåndtering, der betales af private husstande, ikke dækker driftsomkostningerne og en stor del af afskrivningsomkostningerne i forbindelse med håndteringen af kommunalt affald. Kommissionen bør selv anvende dette princip, når den godkender store projekter.

77. Forbedringer af EU’s regelsæt og retningslinjer kan bidrage til at maksimere effektiviteten af strukturforanstaltningernes finansiering af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald. Retten konstaterede følgende:

a) EU-direktivernes mål mangler fokus på affaldsforebyggelse, selv om affaldsdirektivet angiver forebyggelse som den første håndteringsform (jf. punkt 62 og 63)

b) Det er ikke klart, hvad der menes med behandling før deponering, og der er derfor blevet indført forskellige strategier på nationalt og/eller regionalt plan (jf. punkt 64 og 65)

c) Der mangler EU-kvalitetsstandarder for kompost, selv om manglende eller uensartede nationale standarder har hæmmet udviklingen af et kompostmarked (jf. punkt 66 og 67)

d) Der mangler retningslinjer for, hvilke metoder der skal anvendes til at anslå omkostningerne til nedlukning og efterbehandling af deponeringsanlæg (jf. punkt 68).

ANBEFALING 4

Kommissionen bør:

a) foreslå mål for affaldsforebyggelse i overensstemmelse med EU’s affaldshierarki

b) præcisere, hvad der i deponeringsdirektivet menes med behandling før deponering, for at sikre en ensartet tilgang i medlemsstaterne

c) overveje muligheden for sammen med medlemsstaterne at udvikle EU-kvalitetsstandarder for kompost med henblik på at fremme udviklingen af et kompostmarked

d) fastlægge passende retningslinjer og udbrede bedste praksis vedrørende den metode, der skal anvendes til at anslå de omkostninger til nedlukning og efterbehandling af deponeringsanlæg, der skal dækkes af den økonomiske sikkerhed.

Vedtaget af Afdeling II, der ledes af Harald NOACK, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 24. oktober 2012.

På Revisionsrettens vegne

+++++ TIFF +++++

Vítor Manuel da Silva Caldeira

Formand

[1] Rådets direktiv 75/442/EØF af 15. juli 1975 om affald (EFT L 194 af 25.7.1975, s. 39), ændret i 1991 ved Rådets direktiv 91/156/EØF af 18. marts 1991 (EFT L 78 af 26.3.1991, s. 32) og senere kodificeret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/12/EF af 5. april 2006 (EUT L 114 af 27.4.2006, s. 9), som blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/98/EF af 19. november 2008 (EUT L 312 af 22.11.2008, s. 3).

[2] Directive 2008/98/EC.

[3] Rådets direktiv 1999/31/EF af 26. april 1999 om deponering af affald (EFT L 182 af 16.7.1999, s. 1).

[4] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/76/EF af 4. december 2000 om forbrænding af affald (EFT L 332 af 28.12.2000, s. 91), ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (EUT L 334 af 17.12.2010, s. 17).

[5] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december 1994 om emballage og emballageaffald (EFT L 365 af 31.12.1994, s. 10), ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/12/EF af 11. februar 2004 (EUT L 47 af 18.2.2004, s. 26) og ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/20/EF af 9. marts 2005 (EUT L 70 af 16.3.2005, s. 17).

[6] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar 2003 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (EUT L 37 af 13.2.2003, s. 24), ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/108/EF af 8. december 2003 (EUT L 345 af 31.12.2003, s. 106) og ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/34/EF af 11. marts 2008 (EUT L 81 af 20.3.2008, s. 65). Direktivet blev omarbejdet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) (EUT L 197 af 24.7.2012, s. 38).

[7] Artikel 17, stk. 1, i TEU og artikel 317 i TEUF.

[8] Fra 1. januar 2007 til 25. juni 2010 var beløbet på miljøområdet 25 millioner euro.

[9] Et tredje generaldirektorat, GD ESTAT, har ansvaret for at koordinere det europæiske statistiske system og levere relevante statistikker til Kommissionens øvrige tjenester. Dette generaldirektorat er hovedleverandør af statistikker om affald, og GD for Miljø er den primære bruger.

[10] I programmeringsperioden 2000-2006 blev GD for Miljø også hørt af GD for Regionalpolitik og Bypolitik i forbindelse med ansøgninger vedrørende projekter under Samhørighedsfonden.

[11] EU’s affaldsdirektiver fastsætter mål på medlemsstatsniveau. Men eftersom det generelt er regionerne, der har ansvaret for at udarbejde affaldshåndteringsplaner, og eftersom de har modtaget finansiel støtte fra EU til håndtering af kommunalt affald, har Retten i forbindelse med denne revision vurderet deres bidrag til opfyldelsen af EU’s mål.

[12] 15 projekter vedrørende infrastrukturer til affaldshåndtering havde modtaget finansiel støtte fra Samhørighedsfonden (herunder fem projekter vedrørende anlæg i Rumænien, som blev påbegyndt med støtte fra ISPA, da landet var på vej til at blive en medlemsstat). Tilskuddet var godkendt af Kommissionen. 11 af projekterne var EFRU-projekter, som var omfattet af operationelle programmer og godkendt af de ansvarlige forvaltningsmyndigheder.

[13] Forholdet mellem de ton affald, der behandles på anlægget, og de ton materialer, der nyttiggøres.

[14] Et kompostmarked kan først siges at være tilstrækkelig udviklet, når der findes kvalitetsstandarder for kompost, gives anvisninger vedrørende hensigtsmæssige anvendelsesmuligheder og gennemføres oplysningskampagner for at fremme brugen af kompost.

[15] Analysen af de opnåede resultater i den rumænske region Sud-Vest er påvirket af, at medlemsstatens databaser over affaldshåndtering ikke var pålidelige, især med hensyn til andelen af særskilt indsamlet affald.0

[16] Dataene for den rumænske region Nord-Est gælder deponeret affald i perioden 2003-2009 og særskilt indsamlet affald i perioden 2004-2009. Dataene for Andalucía vedrørende særskilt indsamlet affald gælder perioden 2002-2008, og dataene for den rumænske region Sud-Vest gælder deponeret affald og særskilt indsamlet affald i perioden 2006-2009.

[17] Dataene for RO-Nord-Est gælder 2003 og 2009, og dataene for RO-Sud-Vest 2007 og 2009.

[18] For Portugals vedkommende forelå der kun data på nationalt niveau.

[19] ES-Andalucía, RO-Nord-Est og RO-Sud-Vest. Der forelå ingen data på regionalt niveau om de to udvalgte regioner i Portugal, Lisboa e Vale do Tejo og Norte. Medlemsstaten som helhed havde imidlertid ikke opfyldt målene.

[1111] Der forelå ingen tal for de to regioner, kun for medlemsstaten som helhed.

[2222] Data for 2008.

[3333] Hertil skal lægges det kommunale affald, der ikke blev indsamlet, henholdsvis 35 % og 27 % af den samlede mængde kommunalt affald.

[4444] Data for 2007.

[5555] Mål for 2010.

[20] Det skal bemærkes, at Rumæniens frist for at sikre, at alle eksisterende deponeringsanlæg opfylder deponeringsdirektivets krav, er blevet forlænget til 2017.

[21] For RO-Nord-Est og RO-Sud-Vest blev andelen af deponeret affald kun beregnet på grundlag af det indsamlede affald.

[22] Gebyrerne blev beregnet på grundlag af antal kvadratmeter boligareal, antal personer i husstanden, forbruget af drikkevand eller en kombination af disse elementer uden hensyntagen til, hvor meget affald den enkelte husstand producerede.

[23] Og hos privatpersoner for bortskaffelse på deponeringsanlæg.

[24] Dataene for ES-Andalucía og IT-Puglia gælder 2008. I beregningen af andelen af deponeret affald i RO-Nord-Est og RO-Sud-Vest er der ikke taget hensyn til affald, der ikke var indsamlet.

[25] Artikel 191, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (konsolideret udgave).

[26] Artikel 15 i direktiv 75/442/EØF, artikel 15 i direktiv 91/156/EØF, artikel 15 i direktiv 2006/12/EF og artikel 14 i direktiv 2008/98/EF.

[27] Artikel 10 i direktiv 1999/31/EF.

[28] Artikel 12 i Rådets forordning (EF) nr. 1260/1999 af 21. juni 1999 om vedtagelse af generelle bestemmelser for strukturfondene: "Fondenes finansielle deltagelse gradueres [ved] anvendelse af […] princippet om, at forureneren betaler".Artikel 52 i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 af 11. juli 2006 om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden og ophævelse af forordning (EF) nr. 1260/1999: "Bidraget fra fondene kan gradueres […] ved anvendelse af […] princippet om, at forureneren betaler".Artikel 55 i forordning (EF) nr. 1083/2006: "Ved beregningen [af de støtteberettigede udgifter til indtægtsskabende projekter] tager forvaltningsmyndigheden hensyn til […] anvendelsen af princippet om, at forureneren betaler".

[29] Den nye programmeringsperiode 2000-06: "Teknisk papir 1 — Anvendelse af forureneren betaler-princippet — Graduering af EF-støttesatserne for infrastrukturtiltag under strukturfondene, Samhørighedsfonden og ISPA" ( 6.12.1999).

[30] Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om det sjette miljøhandlingsprogram for Det Europæiske Fællesskab (KOM(2001) 821 endelig).

[31] Direktiv 1999/31/EF, artikel 6, litra a): "nedbringe mængden af affald eller farerne for menneskers sundhed eller miljøet", og artikel 2, litra h): "mindske [affaldets] omfang eller farlighed, gøre håndteringen lettere eller fremme genanvendelsen".

--------------------------------------------------

BILAG I

AFFALDSHÅNDTERING FRA AFFALDSKILDE TIL ENDELIG BORTSKAFFELSE

+++++ TIFF +++++

Supplerende oplysninger

Affaldsdirektivet giver følgende definitioner:

Forebyggelse: foranstaltninger, der træffes, inden stoffer, materialer eller produkter bliver til affald, og som mindsker affaldsmængden, de negative konsekvenser, som det producerede affald har for miljøet og menneskers sundhed, eller indholdet af skadelige stoffer i materialer og produkter.

Genbrug: enhver operation, hvor produkter eller komponenter, der ikke er affald, bruges igen til samme formål, som de var udformet til.

Genanvendelse: enhver nyttiggørelsesoperation, hvor affaldsmaterialer omforarbejdes til produkter, materialer eller stoffer, hvad enten de bruges til det oprindelige formål eller til andre formål. Heri indgår omforarbejdning af organisk materiale, men ikke energiudnyttelse og omforarbejdning til materialer, der skal anvendes til brændsel eller til opfyldningsoperationer.

Nyttiggørelse: enhver operation, hvis hovedresultat er, at affald opfylder et nyttigt formål ved at erstatte anvendelsen af andre materialer, der ellers ville være blevet anvendt til at opfylde en bestemt funktion, eller som er forberedt med henblik på at opfylde den bestemte funktion i anlægget eller i samfundet generelt.

Bortskaffelse: enhver operation, der ikke er nyttiggørelse, også hvis operationen som sekundær konsekvens fører til genvinding af stoffer eller til energiudnyttelse.

--------------------------------------------------

BILAG II

STRUKTURSTØTTE ØREMÆRKET TIL AFFALDSHÅNDTERINGSPROJEKTER

Kilde: Europa-Kommissionen.

PROGRAMMERINGSPERIODEN 2000-2006 |

Medlemsstat | Samhørighedsfonden (kommunalt affald og industriaffald) | Samhørighedsfonden (miljøstøtte med relation til affald) | EFRU | I ALT | % af total |

Spanien | 1393087080 | 75120816 | 220099852 | 1688307748 | 36,78 |

Grækenland | 365649728 | 0 | 297647168 | 663296896 | 14,45 |

Portugal | 385910757 | 8908090 | 51652744 | 446471591 | 9,73 |

Italien | 0 | 0 | 313677576 | 313677576 | 6,83 |

Ungarn | 176848871 | 27958830 | 15167782 | 219975483 | 4,79 |

Tyskland | 0 | 0 | 197557502 | 197557502 | 4,30 |

Polen | 74031202 | 29438760 | 91424570 | 194894532 | 4,25 |

Litauen | 90372374 | 16563950 | 1446008 | 108382332 | 2,36 |

Rumænien | 0 | 107489325 | 0 | 107489325 | 2,34 |

Frankrig | 0 | 0 | 103931777 | 103931777 | 2,26 |

Irland | 6903275 | 0 | 80617000 | 87520275 | 1,91 |

Slovenien | 62572651 | 20331730 | 0 | 82904381 | 1,81 |

Den Tjekkiske Republik | 47345000 | 0 | 16328485 | 63673485 | 1,39 |

Letland | 32405111 | 22928732 | 7538163 | 62872006 | 1,37 |

EU - grænseoverskridende samarbejde | 0 | 0 | 56691788 | 56691788 | 1,24 |

Bulgarien | 0 | 51800193 | 0 | 51800193 | 1,13 |

Cypern | 0 | 28722415 | 0 | 28722415 | 0,63 |

Estland | 23096673 | 0 | 2389009 | 25485682 | 0,56 |

Slovakiet | 0 | 0 | 22870561 | 22870561 | 0,50 |

Det Forenede Kongerige | 0 | 0 | 16864095 | 16864095 | 0,37 |

Malta | 11723250 | 0 | 3166065 | 14889315 | 0,32 |

EU - interregionalt samarbejde | 0 | 0 | 13985683 | 13985683 | 0,30 |

Finland | 0 | 0 | 6222300 | 6222300 | 0,14 |

Belgien | 0 | 0 | 5706707 | 5706707 | 0,12 |

Nederlandene | 0 | 0 | 5680360 | 5680360 | 0,12 |

Danmark | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |

Luxembourg | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |

Østrig | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |

Sverige | 0 | 0 | 0 | 0 | 0 |

EU I ALT | 2669945972 | 389262841 | 1530665195 | 4589874008 | 100,00 |

Kilde: Europa-Kommissionen.

PROGRAMMERINGSPERIODEN 2007-2013 |

Medlemsstat | Øremærket EU-beløb | % af total |

Polen | 1311253636 | 21,01 |

Rumænien | 792840872 | 12,71 |

Den Tjekkiske Republik | 520258572 | 8,34 |

Spanien | 462015554 | 7,40 |

Grækenland | 432176450 | 6,93 |

Slovakiet | 368600000 | 5,91 |

Ungarn | 366500000 | 5,87 |

Italien | 338072531 | 5,42 |

Bulgarien | 300521138 | 4,82 |

Litauen | 278995046 | 4,47 |

Portugal | 224088076 | 3,59 |

Slovenien | 205568426 | 3,29 |

Frankrig | 134470000 | 2,16 |

Letland | 129500000 | 2,08 |

Cypern | 125495000 | 2,01 |

Estland | 70302813 | 1,13 |

Malta | 55250000 | 0,89 |

Tyskland | 47745110 | 0,77 |

EU - grænseoverskridende samarbejde | 47890793 | 0,77 |

Det Forenede Kongerige | 20230668 | 0,32 |

Irland | 3000000 | 0,05 |

Belgien | 2382219 | 0,04 |

Nederlandene | 2667500 | 0,04 |

I ALT | 6239824404 | 100,00 |

--------------------------------------------------

BILAG III

LISTE OVER DE UDVALGTE INFRASTRUKTURER

Kilde: Den Europæiske Revisionsret.

Region (medlemsstat) | Projekt | Infrastrukturtype | EU-fond |

Cataluña (Spanien) | Anlæg til mekanisk-biologisk behandling (Sant Adrià de Besòs) | Anlæg til mekanisk-biologisk behandling | Samhørighedsfonden |

Cataluña (Spanien) | Opførelse og tilpasning af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald i Cataluña (Projekt 17 — Udvidelse og tilpasning af deponeringsanlægget i Alt Empordà) | Deponeringsanlæg | Samhørighedsfonden |

Cataluña (Spanien) | Opførelse og tilpasning af infrastrukturer til håndtering af kommunalt affald i Cataluña (Projekt 18 — Komposteringsanlæg i Gironés) | Komposteringsanlæg | Samhørighedsfonden |

Sardegna (Italien) | Anlæg til produktion af kvalitetskompost (Serramanna) | Komposteringsanlæg | EFRU (OP Sardegna) |

Sardegna (Italien) | Anlæg til anaerobisk nedbrydning (Villacidro) | Anlæg til mekanisk-biologisk behandling | EFRU (OP Sardegna) |

Sardegna (Italien) | Anlæg til udvælgelse, stabilisering og produktion af affaldsbaseret brændsel (Olbia) | Anlæg til mekanisk-biologisk behandling | EFRU (OP Sardegna) |

Puglia (Italien) | Biostabiliserings- og komposteringsanlæg i Cerignola | Anlæg til mekanisk-biologisk behandling | EFRU (OP Puglia) |

Puglia (Italien) | Deponeringsanlæg (Cavallino) | Deponeringsanlæg | EFRU (OP Puglia) |

Puglia (Italien) | Biostabiliseringsanlæg (Cavallino) | Anlæg til mekanisk-biologisk behandling | EFRU (OP Puglia) |

Puglia (Italien) | Beskyttelse og genoprettelse af miljøet ved udvikling af en cyklus for håndtering af kommunalt affald (Brindisi) | Ikke i drift, da revisionen fandt sted | EFRU (OP Puglia) |

Andalucía (Spanien) | Anlæg til nyttiggørelse af emballage og emballageaffald i det integrerede center for behandling af fast kommunalt affald i Monte Marta — Cónica (Sevilla) | Sorteringsanlæg | Samhørighedsfonden |

Andalucía (Spanien) | Nyttiggørelses- og komposteringsanlæg (Linares) | Anlæg til mekanisk-biologisk behandling | Samhørighedsfonden |

Andalucía (Spanien) | Nedlukning af en gammel og opførelse af en ny deponeringsenhed på et deponeringsanlæg til deponering af fast kommunalt affald i Guadiel (Linares) | Deponeringsanlæg | Samhørighedsfonden |

LVT (Portugal) | Sorteringsanlæg, RESITEJO | Sorteringsanlæg | EFRU (OP LVT) |

LVT (Portugal) | Opførelse af et anlæg til nyttiggørelse af organisk affald (VALORSUL) | Anlæg til anaerobisk nedbrydning | Samhørighedsfonden |

Norte (Portugal) | System til nyttiggørelse og behandling af fast kommunalt affald fra flere kommuner (Vale do Douro Sul, RESIDOURO) | Sorteringsanlæg | EFRU (OP Norte) |

Norte (Portugal) | System til nyttiggørelse og behandling af fast kommunalt affald fra flere kommuner (Vale do Douro Sul, RESIDOURO) | Deponeringsanlæg | EFRU (OP Norte) |

Norte (Portugal) | Miljømæssig genoprettelse af anlæg til behandling af fast kommunalt affald (Vale do Ave) | Komposteringsanlæg | EFRU (OP Norte) |

Norte (Portugal) | Integreret håndtering af fast affald på LIPOR-anlægget til nyttiggørelse af organisk affald | Komposteringsanlæg | Samhørighedsfonden |

Norte (Portugal) | System til nyttiggørelse og behandling af fast kommunalt affald fra flere kommuner (Baixo Tâmega) | Sorteringsanlæg | Samhørighedsfonden |

Norte (Portugal) | System til nyttiggørelse og behandling af fast kommunalt affald fra flere kommuner (Baixo Tâmega) | Deponeringsanlæg | Samhørighedsfonden |

Nord-Est (Rumænien) | Program for affaldshåndtering i Piatra Neamţ | Komposteringsanlæg | Samhørighedsfonden (tidligere ISPA) |

Nord-Est (Rumænien) | Program for affaldshåndtering i Piatra Neamţ | Sorteringsanlæg | Samhørighedsfonden (tidligere ISPA) |

Nord-Est (Rumænien) | Program for affaldshåndtering i Piatra Neamţ | Deponeringsanlæg | Samhørighedsfonden (tidligere ISPA) |

Sud-Vest (Rumænien) | System for integreret håndtering af kommunalt affald (Râmnicu Vâlcea) | Komposteringsanlæg | Samhørighedsfonden (tidligere ISPA) |

Sud-Vest (Rumænien) | System for integreret håndtering af kommunalt affald (Râmnicu Vâlcea) | Deponeringsanlæg | Samhørighedsfonden (tidligere ISPA) |

Operationelle programmer under EFRU, som Retten gennemgik som support, men uden at revidere infrastrukturer

Cataluña (Spanien) | Enhedsprogrammeringsdokument Cataluña 2000-2006 |

Andalucía (Spanien) | Operationelt program Andalucía 2000-2006 |

Castilla-La Mancha (Spanien) | Operationelt program Castilla-La Mancha 2000-2006 |

Comunidad de Madrid (Spanien) | Enhedsprogrammeringsdokument Comunidad de Madrid 2000-2006 |

Madeira (Portugal) | Operationelt program Madeira 2000-2006 |

Sicilia (Italien) | Operationelt program Sicilia 2000-2006 |

--------------------------------------------------

BILAG IV

FAKTISKE STØTTESATSER SAMMENHOLDT MED STØTTESATSER FASTSAT UNDER HENSYNTAGEN TIL HUSSTANDENES DÆKNING AF DRIFTSOMKOSTNINGERNE

Kilde: Den Europæiske Revisionsret på grundlag af dataene i Kommissionen og medlemsstaterne.

Infrastruktur | Andel af de samlede omkostninger, der var dækket af gebyrer | Andel af driftsomkostningerne, der var dækket af gebyrer | Anvendt støttesats | Anbefalet støttesats [3] | Referenceår |

ES-CA1 | 40 % | 42 % | 80 % | 50 % | 2010 |

ES-CA2 | 56 % | 59 % | 80 % | 50 % | 2010 |

ES-CA3 | 76 % | 80 % | 80 % | 50 % | 2010 |

IT-SA1 | 78 % | 84 % | 50 % | 40 % | 2009 |

IT-SA2 | 77 % | 83 % | 50 % | 40 % | 2009 |

IT-SA3 | 78 % | 84 % | 50 % | 40 % | 2009 |

IT-PU1 | 96 % | 100 % | 50 % | 40 % | 2009 |

IT-PU2 og 3 | 85 % | 91 % | 50 % | 40 % | 2009 |

IT-PU4 | Ikke relevant. Projektet var ikke i drift, da revisionen fandt sted. |

ES-AN1 | Ikke relevant. Sorteringsanlæggets drifts- og afskrivningsomkostninger dækkes af de selskaber, der har markedsført emballagen. |

ES-AN2 og 3 | 83 % | 88 % | 80 % | 50 % | 2009 |

PT-LVT [1] | 55 % | 66 % | 75 % | 50 % | 2010 |

PT-LVT2 [1] | 0 % | 0 % | 50 % | 50 % | 2010 |

PT-NO1 og 2 | 27 % | 33 % | 75 % | 50 % | 2010 |

PT-NO3 | 73 % | 88 % | 75 % | 50 % | 2010 |

PT-NO4 | 68 % | 82 % | 50 % | 50 % | 2010 |

PT-NO5 og 6 | 24 % | 29 % | 85 % | 50 % | 2010 |

RO-PN1, 2 og 3 | Ingen oplysninger | 73 % | 75 % | 50 % | 2010 |

RO-RV1 og 2 | Ingen oplysninger | 89 % [2] | 75 % | 50 % | 2010 |

[1] Retten fik kun fremlagt oplysninger fra to af de tre kommuner, som den havde bedt om oplysninger fra.

[2] Eksklusive driftsomkostningerne for deponeringsanlægget og komposteringsanlægget.

[3] Baseret på "Teknisk papir 1 — Anvendelse af forureneren betaler-princippet - Graduering af EF-støttesatserne for infrastrukturtiltag under strukturfondene, Samhørighedsfonden og ISPA" ( 6.12.1999). Dette dokument giver anbefalinger om støttesatser.

--------------------------------------------------