EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010XC1105(01)

Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUT C 299 af 5.11.2010, p. 4–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

5.11.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/4


Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina

2010/C 299/03

Kommissionen (i det følgende benævnt »Kommissionen«) har på eget initiativ besluttet at indlede en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina i henhold til artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (i det følgende benævnt »grundforordningen«). Undersøgelsen er begrænset til en undersøgelse af skade.

1.   Vare

Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som i øjeblikket er henhørende under KN-kode 2932 21 00 (i det følgende benævnt »den pågældende vare«).

2.   Gældende foranstaltninger

De gældende foranstaltninger er en endelig antidumpingtold, som blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 654/2008 (2) om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina, udvidet til også at omfatte import af cumarin afsendt fra Indien, Thailand, Indonesien og Malaysia, og uanset om varen er angivet med oprindelse i Indien, Thailand, Indonesien eller Malaysia eller ej, og et tilsagn afgivet af en indisk producent (Atlas Fine Chemicals Pvt. Ltd) (3).

3.   Begrundelse for den fornyede undersøgelse

Kommissionen har fået oplyst, at der er sket ændringer i EU-erhvervsgrenen for cumarin.

Kommissionen har fået oplyst, at den eneste producent af cumarin, som udgjorde EU-erhvervsgrenen i den undersøgelse, som førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger, har besluttet sig for at opgive produktionen af cumarin i EU ultimo august 2010. Angiveligt er de gældende foranstaltninger derfor ikke længere nødvendige og bør således ophæves.

4.   Procedure

Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis fornyet interimsundersøgelse og indleder herved en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, som er begrænset til en undersøgelse af skaden. Det vil blive undersøgt, om det er berettiget eller ej at opretholde de gældende antidumpingforanstaltninger.

a)   Indhentning af oplysninger og afholdelse af høringer

Alle interesserede parter opfordres til at give sig til kende og give Kommissionen oplysninger vedrørende eksistensen af en EU-erhvervsgren og dokumentation herfor. Disse oplysninger og den tilhørende dokumentation skal være Kommissionen i hænde inden for den frist, der er fastsat i punkt 5, litra a).

Kommissionen kan endvidere høre interesserede parter, hvis de anmoder herom og kan godtgøre, at der er særlige grunde til, at de bør høres. En sådan anmodning skal indgives inden for den frist, der er fastsat i punkt 5, litra b).

5.   Frister

a)   For parter til at give sig til kende og indsende oplysninger

Medmindre andet er fastsat, skal alle interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter og indsende oplysninger og fremlægge dokumentation herfor senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen. Det skal bemærkes, at udøvelsen af de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i grundforordningen, kun kan respekteres, hvis parterne giver sig til kende inden for den nævnte frist.

b)   Høringer

Alle interesserede parter kan desuden anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 37 dage.

6.   Skriftlige indlæg og korrespondance

Alle henvendelser og anmodninger fra interesserede parter skal indgives skriftligt (ikke i elektronisk form, medmindre andet er angivet) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mail-adresse og telefon- og faxnummer. Alle skriftlige indlæg, herunder de oplysninger, der anmodes om i denne meddelelse, og korrespondance, som interesserede parter videregiver som fortroligt materiale, skal forsynes med påtegningen »Limited« (4) og skal i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19, stk. 2, være ledsaget af et ikke-fortroligt sammendrag, som skal forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: N-105 04/92

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

Fax +32 22956505

7.   Manglende samarbejdsvilje

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller på anden måde lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har indgivet urigtige eller vildledende oplysninger, ses der bort fra disse oplysninger, og der kan i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger. Hvis en interesseret part udviser manglende eller begrænset samarbejdsvilje, og undersøgelsen derfor må baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, kan resultatet blive mindre gunstigt for den pågældende, end hvis der var udvist samarbejdsvilje.

8.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 5, blive afsluttet senest 15 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

9.   Behandling af personoplysninger

Det skal bemærkes, at personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).

10.   Høringskonsulent

Det skal endvidere bemærkes, at hvis der opstår vanskeligheder i forbindelse med parternes udøvelse af retten til at forsvare sig, kan de anmode høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel om at gribe ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene og kan om nødvendigt mægle i proceduremæssige spørgsmål, der vedrører beskyttelse af parternes interesser i forbindelse med denne procedure, navnlig hvad angår spørgsmål om aktindsigt, fortrolige oplysninger, forlængelse af frister og behandling af skriftlige og/eller mundtlige henvendelser. Yderligere oplysninger og kontaktoplysninger findes på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel (http://ec.europa.eu/trade).


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  EUT L 183 af 11.7.2008, s. 1.

(3)  EUT L 1 af 4.1.2005, s. 15.

(4)  Dette betyder, at dokumentet kun er til intern brug. Det er beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). Det er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om gennemførelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen).

(5)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


Top