29.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 206/27

—

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »En fælles dagsorden for integration – En ramme for integration af tredjelandsstatsborgere i Den Europæiske Union«

—

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget »Migration og udvikling: Konkrete retningslinjer«

—

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

1.1

bifalder, at Kommissionen efterkommer et krav fra Det Europæiske Råd om forslag til en kohærent europæisk ramme for integration af tredjelandsstatsborgere;

1.2

understreger, at Kommissionen i sit første svar navnlig koncentrerer sig om forslag til konkrete foranstaltninger til konsekvent gennemførelse af de fælles grundprincipper for integration og om EU-støttemekanismerne (nye aktionsmuligheder på EU-plan og i medlemsstaterne, nye metoder til at sikre kohærens mellem EU’s og medlemsstaternes foranstaltninger);

1.3

anerkender, at meddelelsens skemaer med eksempler på foranstaltninger på både nationalt og EU-plan bygger på såvel de Fælles grundprincipper for integration (som Det Europæiske Råd traf beslutning om i november 2004) som på integrationshåndbogen, de forberedende foranstaltninger under INTI og forberedelserne til oprettelse af en Europæisk Integrationsfond;

1.4

beklager, at foranstaltningernes rækkefølge ikke er udtryk for nogen prioritering. Kommissionen ønsker, at medlemsstaterne selv foretager prioriteringen;

1.5

deler Kommissionens opfattelse af, at integration er en tovejsproces;

1.6

finder det vigtigt at fastsætte foranstaltninger til styrkelse af værtsbefolkningens tilpasningsevne (interkulturel bevidstgørelse og oplysning, accept af migration) og styrke private organisationers rolle i forbindelse med tackling af diversitet og samarbejdet med medierne (fremme af frivillige adfærdskodekser);

1.7

bifalder, at integration skal foregå på baggrund af respekt for Den Europæiske Unions grundlæggende værdier. Det drejer sig her navnlig om samfundskundskab som led i introduktionsprogrammerne;

1.8

glæder sig over, at meddelelsen lægger vægt på uddannelse, og understreger nødvendigheden af at iværksætte særlige foranstaltninger og instrumenter på uddannelsesområdet for at muliggøre en fuldstændig integration af indvandrerne i værtslandets uddannelsessystem og således i hele samfundet;

1.9

understreger, at beskæftigelse skal betragtes som et nøgleelement i integrationsprocessen. Vigtige punkter er navnlig innovative strategier til forebyggelse af forskelsbehandling, anerkendelse af uddannelser og erhvervserfaring - gennem indførelse af fælles anerkendelsesprocedurer i samtlige medlemsstater - inddragelse af arbejdsmarkedets parter i forbindelse med foranstaltningerne, støtte til forøgelse af små virksomheders, erhvervsorganisationers og fagforeningers uddannelseskapacitet og positive foranstaltninger til fremme af ansættelse af migranter. Udvalget lægger vægt på, at der på europæisk plan fastlægges ensartede og klare kriterier, der ikke diskrediterer de enkelte medlemsstaters uddannelsessystemer, og som giver mulighed for at vurdere EU-medborgeres erhvervserfaringer;

1.10

påpeger, at integration er en dynamisk tovejsproces af gensidig imødekommenhed. Velkomstinitiativer og tilbud om hjælp er her vigtige tillidsskabende midler;

1.11

fremhæver betydningen af, at både indvandrerne og den hjemmehørende befolkning gøres bekendt med EU's grundlæggende værdier;

1.12

betoner, at lettelse af adgangen til arbejdsmarkedet og til uddannelsesmuligheder samt anerkendelse af kvalifikationer og erhvervserfaring er væsentlige elementer i integrationsprocessen;

1.13

glæder sig over, at de offentlige og private tjenesteyderes kapacitet til at indgå i et samspil med tredjelandsstatsborgere vil blive styrke (oversættelsestjenester, tværkulturelle kompetencer, integrations- og diversitetsmanagement, mentorprogrammer);

1.14

er enig i, at hyppig kontakt mellem indvandrere og hjemmehørende, fælles mødesteder, tværkulturel dialog, oplysning om indvandrere og indvandrerkulturer og integrationsvenlige livsbetingelser i bymiljøerne bør fremmes;

1.15

fremhæver, at retten til at have en anden kultur og til at praktisere en anden religion er garanteret i chartret om grundlæggende rettigheder og bør beskyttes, medmindre det strider mod andre ukrænkelige europæiske rettigheder, Den Universelle Menneskerettighedserklæring eller national ret;

1.16

understreger betydningen af indvandrerdeltagelse i den demokratiske proces og i udformningen af integrationspolitik og -foranstaltninger, navnlig på lokalt plan;

1.17

bifalder, at listen med eksempler på foranstaltninger er lang, og at den berører alle væsentlige områder i forbindelse med integration. For så vidt kan den være et godt udgangspunkt for indbyrdes afstemning af medlemsstaternes integrationspolitik;

1.18

fremhæver, at det er nødvendigt at fastlægge klare mål. Disse skal undersøges ved hjælp af indikatorer og evalueringsmekanismer med henblik på at foretage en tilpasning af politikken, vurdere de fremskridt, der er gjort på integrationsområdet, og gøre udvekslingen af oplysninger mere effektiv;

1.19

finder samarbejde og udveksling af oplysninger om integration særdeles vigtigt (nationale kontaktpunkter for integration, integrationshåndbogen og websted om integration).

2.1

understreger, at udvælgelse og gennemførelse kan afhænge af den enkelte medlemsstats forhold og traditioner, men at forslagene alligevel betragtes som kerneelementer i al integrationspolitik i medlemsstaterne;

2.2

fremhæver, at der specielt bør fokuseres på kønsaspektet og på unge indvandreres og indvandrerbørns situation;

2.3

påpeger, at lettelse af adgangen til arbejdsmarkedet og til uddannelsesmuligheder samt anerkendelse af kvalifikationer og erhvervserfaring er væsentlige elementer i integrationsprocessen;

2.4

anfører, at der på uddannelsesområdet skal gøres en indsats for at sætte indvandrerne i stand til blive mere aktive deltagere i samfundet, f. eks. ved at sikre skolelæseplaner, der tager hensyn til diversiteten og særlig støtte til unge indvandrere i skolerne. Indsatsen over for børn i førskolealderen bør understreges, ligesom der er behov for at iværksætte projekter, der kan lette overgangen fra uddannelse til arbejdsliv, og der bør stilles krav om egnede programmer i medlemsstaterne;

2.5

understreger, at det ud over behovet for en »effektiv indsats mod ungdomskriminalitet blandt migranter« også, som anført af Kommissionen, er nødvendigt at føre en effektiv forebyggelses- og oplysningspolitik;

2.6

understreger, at man bør fremme diskriminationsfri adgang for indvandrere til offentlige og private goder og tjenesteydelser som en afgørende forudsætning for integration;

2.7

fremhæver, at der er en uoverskridelig grænse for accept af andre livsformer og synspunkter: respekt for menneskerettighederne og bekæmpelse af enhver form for diskrimination, specielt kønsdiskrimination, som er sikret i lovgivningen på EU- og internationalt plan. Der bør ydes særlig beskyttelse til indvandrerkvinder, som bør sikres fuld adgang på lige vilkår til beskæftigelse, uddannelse, det politiske liv i det europæiske demokratiske samfund, og ligeledes bør man sikre deres ret til selvbestemmelse og undgå tvangsægteskaber, bekæmpe vold i hjemmet, sikre deres seksuelle og forplantningsmæssige rettigheder, forbyde ydmygende praksis som f.eks. omskæring af kvinder osv. Menneskerettighederne er ikke til forhandling, og ingen kulturelle eller andre former for traditioner kan retfærdiggøre krænkelser heraf. Derfor bør der udformes og iværksættes specifikke foranstaltninger til information, forebyggelse, støtte og oplysning med det sigte at bekæmpe enhver form for diskriminerende eller/og ydmygende praksis eller tradition og således arbejde hen imod lige muligheder for både indvandrermænd og -kvinder;

2.8

understreger, at meddelelsen tenderer mod det uforpligtende og manglende analytisk klarhed. Det er således påfaldende, at »bløde foranstaltninger« (som dialog, mødesteder, formidling af information m.m.) står i forgrunden i meddelelsen, og disse foranstaltningers betydning må ikke undervurderes. Indvandrernes deltagelse i det politiske liv, der er et strukturelt vigtigt element i integrationen, optræder derimod kun marginalt (skema 9);

2.9

anmoder om, at foranstaltningerne adskilles, at de tilordnes de relevante politiske, retlige, strukturelle og institutionelle ansvarlige, og at de rangeres efter betydning. På samme måde bør også de fælles grundprincipper videreudvikles og dermed styrkes som instrument;

2.10

slår til lyd for en sammenhængende strategi på EU-plan. De juridiske rammer for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold, herunder deres rettigheder og pligter, bør konsolideres;

2.11

konstaterer, at ligestilling mellem mænd og kvinder fremhæves som et vigtigt anliggende i meddelelsen. Derfor bør der benyttes kønsspecifikt sprog i dokumentet;

2.12

anfører, at alle fremtidige retsakter om migration bør tage hensyn til ligebehandling af migranter og migranternes rettigheder inden for de juridiske rammer for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold;

2.13

understreger betydningen af inddragelse af de relevante parter og tanken om at oprette et Europæisk Integrationsforum, hvori især en række paraplyorganisationer vil få lejlighed til at deltage (høring, henstillinger, tæt kontakt med de nationale kontaktpunkter for integration). Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget vil blive inviteret til at deltage. Det Europæiske Integrationsforum bør inddrages i den forberedende konference forud for yderligere integrationshåndbøger i fremtiden. Årsrapporten om indvandring og integration vil blive videreført og videreudviklet;

2.14

fremhæver, at mange af de omtalte foranstaltninger (velkomstinitiativer, tilbud om hjælp, bevidstgørelse af den hjemmehørende befolkning, uddannelsestilbud osv.) skal iværksættes af de lokale myndigheder. Disse skal derfor absolut tildeles de nødvendige ressourcer. Det samme gør sig gældende på regionalt plan (til indførelse af informationsredskaber, introduktions- og kulturprogrammer osv.);

2.15

anmoder om, at kommunerne og regionerne får tildelt tilstrækkelige finansielle midler til iværksættelsen af integrationsforanstaltningerne;

2.16

foreslår, at der oprettes en database (der bl.a. skal indeholde oplysninger om anerkendelsen af uddannelser og eksamensbeviser, migranters behov osv.);

2.17

understreger de regionale og lokale myndigheders uundværlige bidrag samt omfattende viden og knowhow på integrationsområdet. De bør derfor på et tidligt stadium og i stor udstrækning inddrages i udviklingen af strategier og i samtlige etaper af processen;

2.18

anmoder om foranstaltninger, der skal tilskynde migranter til at gøre brug af de foreslåede koncepter (herunder incitamenter i forbindelse med arbejdssøgning og uddannelse);

2.19

understreger, at metoderne til at beregne antallet af indvandrere bør forbedres for bedre at kunne tilpasse og udvikle de integrationsforanstaltninger, som besluttes gennemført i praksis.

1.1

konstaterer, at meddelelsen indeholder skridt til forbedring af migrationens indvirkning på udviklingen. Grundlaget er meddelelsen fra december 2002. Hovedvægten ligger på nord-syd-migrationen;

1.2

finder, at ud over udvandringens følger for udviklingen i hjemlandene er det også vigtigt at undersøge udviklingssamarbejdets effekt på udvandring, da det er en del af grundlaget herfor. Kun ved at hjælpe migranternes hjemlande til at kunne tilbyde passende fremtidsmuligheder for deres borgere kan migrationsstrømmene styres på lang sigt;

1.3

erkender, at meddelelsen lægger stor vægt på at støtte midlertidig og virtuel tilbagevenden med henblik på at overføre viden og erfaringer til gavn for hjemlandene og deres udvikling (hjernecirkulation i stedet for hjerneflugt);

1.4

bifalder, at integrering af migrationspolitikken i udviklingspolitikken, de tilbagevendende migranters betydning for udviklingen, lettelse af kapitaloverførsler og hjemsendelse af penge samt medfinansiering af projekter byggende på hjemsendte midler betragtes som særlig vigtige punkter;

1.5

går ind for, at meddelelsen helt generelt slår til lyd for bevarelse af kontakten mellem hjemlandene og migranterne. (Det afspejler sig også i stigende omfang i statsborgerskabspolitikken);

1.6

understreger betydningen af, at der lægges større vægt på migranter som »brobyggere« til hjemlandene. Denne fremgangsmåde bør tjene som argument for at supplere undervisningen i værtslandets modersmål med undervisning i den pågældendes modersmål;

1.7

anfører, at diskussionen om grønbogen om legal indvandring viser, at det for fremtiden først og fremmest kommer til at dreje sig om at fremme midlertidig beskæftigelse og indvandring af højt kvalificeret arbejdskraft.

2.1

konstaterer, at finansielle overførsler udelukkende kan medvirke til at realisere udviklingsmæssige mål. De er dog af rent privat karakter og kan derfor ikke erstatte statslig udviklingsbistand. Dette forhold bør der tages behørigt hensyn til;

2.2

understeger, at gebyrerne og forholdene omkring overførslerne er utilfredsstillende. Der kræves foranstaltninger til reduktion af gebyrerne, forøgelse af sikkerheden og fremskyndelse af transaktionernes afvikling. De kan hurtigt gennemføres. Derimod bør indvirkningen på udviklingen betragtes som et mere langsigtet mål;

2.3

foreslår, at der vedtages følgende foranstaltninger:

2.4

bifalder, at udviklingslandene vil få hjælp til at kortlægge deres diasporaer og knytte forbindelser til dem. Oprettelsen af databaser, hvor regeringerne i hjemlandene kan hente oplysninger, skal gøre det muligt at anvende diasporaernes eliter. Eliterne kan om nødvendigt anmodes om at vende tilbage. Det skal dog fastslås, at registrering af migranter i databanker kun bør ske på frivillig basis;

2.5

anerkender, at midlertidig migration skal medvirke til at forøge potentialet i hjemlandet. Dette skal dog ikke fungere som en generel ramme for sæsonarbejdere;

2.6

understreger, at den omtalte »returmigration« – ligesom midlertidig eller virtuel tilbagevenden – ikke er mulig efter gældende ret (Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding), da også migranter med tidsubegrænset opholdsret mister denne status, hvis de i længere tid ikke opholder sig i værtslandet. Den i Kommissionens meddelelse bebudede undersøgelse af, hvordan man kan sikre, at tredjelandsstatsborgere ikke mister deres opholdsret, selv om de i forbindelse med et program for tilbagevenden midlertidigt vender tilbage til deres hjemland, hilses derfor velkommen;

2.7

foreslår, at der indføres en fælles lovgivning, som gør det muligt for indvandrere med tidsubegrænset opholdsret eller med krav herpå at rejse tilbage til deres oprindelsesland, så længe de anser det for nødvendigt, uden at dette betyder, at de mister deres status som tredjelandsstatsborger, der er fastboende eller har en tidsubegrænset opholdsret;

2.8

erkender, at denne meddelelse afspejler den stadigt hyppigere forekommende internationale diskussion, hvor man forsøger at opfatte migranter som udviklingsaktører (pengeoverførsler, overførsel af viden osv.) Set i dette perspektiv er tidsbegrænset migration noget positivt, men her skal man først behandle foranstaltninger, der bygger på frivillig tilbagevenden, evt. forbundet med incitamenter;

2.9

slår derfor til lyd for, at det i denne sammenhæng på ny overvejes, hvad transnationalitet bør betyde for integrationspolitikken;

2.10

bifalder, at meddelelsen anlægger et interessant perspektiv ved at betragte hjemlandene som aktører i migrationsforvaltningen. Disse positive aspekter ved midlertidig migration og midlertidig tilbagevenden ville dog kræve ubegrænset ret til genindrejse for migranter med langvarigt eller længerevarende ophold (hvilket står i klar modsætning til Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding, ifølge hvilket en allerede opnået opholdstilladelse automatisk bortfalder ved manglende ophold i EU);

2.11

glæder sig over, at der i meddelelsen fokuseres på forcering af midlertidig migration på betingelse af, at dette bygger på frivillighed og på incitamenter. Midlertidig migration kan være et meget nyttigt udviklingsinstrument i den tredje verden;

2.12

mener, at midlertidig migration kun kan fungere effektivt, hvis migranter har lov til at rejse ind i værtslandet igen efter en midlertidig tilbagevenden til deres oprindelsesland og opfordrer derfor de medlemsstater, der for tiden forhindrer genindrejse, til at ophæve dette forbud;

2.13

anerkender, at sæsonarbejde giver de pågældende en kortfristed fordel, da disse kun i begrænset tid får mulighed for at tjene penge og samle erhvervserfaring. De pågældende vender tilbage til deres hjemlande uden håb om forbedring af deres økonomiske og sociale situation. Der bør ifølge Regionsudvalget lægges vægt på et langfristet tidsperspektiv;

2.14

ser positivt på støtten til programmer for hjemvenden. Disse kan dog kun fungere, hvis der føres en effektiv udviklingspolitik, blandt andet ved at styrke koordinerede tiltag til samarbejde på lokalt niveau;

2.15

anmoder derfor om tilstrækkelige investeringer i infrastruktur- og uddannelsesfaciliteter og om kontrol med anvendelsen af midlerne i hjemlandene;

2.16

anbefaler, at der træffes passende foranstaltninger til beskyttelse af indvandrende sæsonarbejdere, som potentielt er mere udsatte for udnyttelse;

2.17

konstaterer, at forslagene i denne meddelelse indeholder gode ideer, der har fremtiden for sig; men der må arbejdes på at ophæve de nævnte modsigelser;

2.18

bemærker, at det må sikres, at de restriktive tilgange ikke vinder overhånd inden for EU;

2.19

understreger, at der ikke må opstå den negative situation, at omfattende foranstaltninger til tvangsmæssig tilbagesendelse legitimeres med det argument, at det vil gavne udviklingen, uden at der er et system af bredt anlagte legale indvandringsmuligheder for alle kvalifikationsniveauer (jf. Forslag til direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, KOM(2005) 391 endelig);

2.20

slår fast, at der bør lægges stor vægt på udviklingsstøtte til migranternes oprindelseslande og styrkelse af samarbejdet med dem på alle områder gennem specifikke aftaler og programmer;

2.21

understreger de regionale og lokale myndigheders uundværlige bidrag samt omfattende viden og knowhow på integrationsområdet. De bør derfor på et tidligt stadium og i stor udstrækning inddrages i udviklingen af strategier og i samtlige etaper af processen.

1.1

understreger, at en effektiv tilbagesendelsespolitik er en nødvendig bestanddel af en gennemtænkt og troværdig migrationspolitik;

1.2

fremhæver, at direktivet skal sikre en retfærdig og gennemsigtig procedure;

1.3

slår fast, at princippet om frivillig tilbagevenden (tilskyndelse) skal realiseres via en harmoniseret totrinsprocedure (afgørelse om tilbagesendelse – afgørelse om og gennemførelse af udsendelse);

1.4

bifalder, at indførelsen af forbud mod genindrejse gældende for hele EU også danner grundlag for et datasamarbejde (SIS II).

2.1

understreger, at retsstatsprincippet og kravet om en fair retssag ikke må opgives til fordel for fremmedhad og fokusering udelukkende på det økonomiske aspekt;

2.2

bemærker, at der i forbindelse med opstillingen af et minimumssæt af retssikkerhedsgarantier navnlig skal tages hensyn til tvangsforanstaltningernes proportionalitet. Da migranter ofte må regne med strenge repressalier ved deres tilbagevenden til hjemlandet, bør der træffes de nødvendige forholdsregler for at sikre overholdelsen af menneskerettighederne, herunder først og fremmest i forbindelse med gennemførelse af hjemsendelse;

2.3

beklager, at der ikke er tænkt på særlige beskyttelsesnormer for kvinder, piger og mindreårige samt personer med et handicap;

2.4

anfører, at heller ikke ofre for og vidner til menneskehandel og andre strafbare handlinger i forbindelse med migration stilles under EU's beskyttelse;

2.5

påpeger, at menneskerettighederne, som de fremgår af EU-lovgivningen – frem for alt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – og af EU's charter om grundlæggende rettigheder, skal danne grundlag for kommende nye normer. Medlemsstaternes gennemførelse af direktivet skal sikres gennem en udtrykkelig og bindende henvisning til konkrete artikler i menneskerettighedskonventionen og chartret. Der er en risiko for, at bløde formuleringer (som f.eks. »på tilbørlig vis« og »i tråd med«) fortolkes for bredt;

2.6

bemærker, at et ulovligt ophold på en medlemsstats område ikke i sig selv må give anledning til at tro, er der er en risiko for, at migranten forsvinder. Denne fremgangsmåde ville svare til en foregribende dom, hvilket er i modstrid med menneskerettighedskonventionens artikel 6, der omhandler retten til en retfærdig rettergang;

2.7

understreger betydningen af beskyttelse af ofre for og vidner til menneskehandel. Disse skal ikke bare behandles som instrumenter til strafferetlige formål. Desuden skal man forud for en tilbagesendelse se på forholdene i oprindelseslandet for derved at undgå at medvirke til afpresning af og trusler mod lovovertrædere;

2.8

går ind for, at der ved sætningen »alvorlige trusler mod den nationale og offentlige sikkerhed« skal forstås de lovovertrædelser af medlemsstaternes interesser, der overskrider tolerancetærsklen, og som giver anledning til udstedelsen af et forbud mod genindrejse. Lovovertrædelser med ringe virkning på almenvellet som f.eks. formålsløse ulovlige ophold bør ikke kunne udløse denne sanktion;

2.9

anbefaler, at der ydes juridisk bistand til dem, der ikke har tilstrækkelige midler, uanset om en sådan bistand findes nødvendig eller ej. Der kan ikke foretages en sikker vurdering af nødvendigheden af denne finansielle støtte, når en retssag allerede er i gang. Derfor bør manglende midler være en afgørende faktor for bevilling af juridisk bistand;

2.10

kræver, at tvangsforanstaltningerne (midlertidig frihedsberøvelse) skal følge proportionalitetsprincippet, da migranter ofte må regne med strenge repressalier ved deres tilbagevenden til hjemlandet. Enkelte udviser ekstrem adfærd. Netop i sådanne tilfælde må man ikke glemme menneskerettighederne;

2.11

slår fast, at medlemsstaterne bør være forpligtede til at sikre en passende lægebehandling under den midlertidige frihedsberøvelse;

2.12

slår til lyd for, at De Forenede Nationers konvention om barnets rettigheder af 20. november 1989 gennemføres i sin helhed. Særlig opmærksomhed bør rettes mod individets ret til tanke-, tros- og religionsfrihed, beskyttelse af privatlivets fred, beskyttelse mod voldsanvendelse, mishandling og vanrøgt, ret til sundhedspleje, uddannelse, skolegang og erhvervsuddannelse samt beskyttelse af mindretal;

2.13

understreger, at det med henblik på direktivets konsekvens skal sikres, at andre medlemsstaters forkyndelser af retsakter på de enkelte medlemsstaters område anerkendes og muliggøres. Dette skal ske i kraft af bi- eller multilateraler aftaler, der også skal omfatte den nødvendige bistand;

2.14

går ind for oprettelsen af et centralt IT-system til lagring af personlige data. De enkelte medlemsstaters retshåndhævende myndigheder bør have adgang til dette system og være forpligtede til at foretage de nødvendige dataoverførsler.

1.

I et centralt IT-system, som stilles til rådighed af EU, lagrer og ajourfører medlemsstaterne proceduremæssige personlige data om de tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der enten er blevet tilbagesendt eller skal tilbagesendes fra de enkelte medlemsstater.

2.

Medlemsstaternes retshåndhævende myndigheder har adgang til dette system og er forpligtede til at foretage de i stk. 1 omtalte dataoverførsler.