EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003R1295

Rådets forordning (EF) nr. 1295/2003 af 15. juli 2003 om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege i Athen i 2004

EUT L 183 af 22.7.2003, p. 1–5 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 28/08/2004

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2003/1295/oj

32003R1295

Rådets forordning (EF) nr. 1295/2003 af 15. juli 2003 om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege i Athen i 2004

EU-Tidende nr. L 183 af 22/07/2003 s. 0001 - 0005


Rådets forordning (EF) nr. 1295/2003

af 15. juli 2003

om foranstaltninger med henblik på at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege i Athen i 2004

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, stk. 2, litra a) og litra b), nr. ii),

under henvisning til forslag fra Kommissionen(1),

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet(2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Det olympiske charter fastslår, at medlemmerne af den olympiske familie mod forevisning af det olympiske akkrediteringskort samt pas eller anden officiel rejselegitimation har indrejseret i det land, hvori værtsbyen for De Olympiske Lege ligger, uden at det er nødvendigt med andre procedurer eller formaliteter end dem, der gælder i forbindelse med udstedelsen af akkrediteringskortet.

(2) De ansvarlige organisationer udvælger og opstiller i overensstemmelse med den akkrediteringsprocedure, der er fastsat af De Olympiske Leges organisationskomité, listen over de personer, der kan deltage i De Olympiske og/eller De Paralympiske Lege som medlemmer af den olympiske familie.

(3) De Olympiske Leges organisationskomité udsteder akkrediteringskort til medlemmerne af den olympiske familie. Da legene kan være mål for terrorangreb, er akkrediteringskortet som dokument meget sikkert og giver adgang til de steder, hvor idrætsaktiviteterne afvikles og andre arrangementer er planlagt under De Olympiske og De Paralympiske Lege.

(4) Når Grækenland afholder De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004 i Athen, vil det være første gang, at en medlemsstat, der fuldt ud anvender bestemmelserne i Schengen-reglerne, afholder et sådant arrangement.

(5) Hvis Grækenland skal kunne afholde De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004 i overensstemmelse med de forpligtelser, der følger af det olympiske charter, bør Fællesskabet vedtage bestemmelser, der gør det lettere at udstede visum til medlemmerne af den olympiske familie.

(6) Det er derfor nødvendigt at give mulighed for midlertidigt at fravige de gældende bestemmelser under De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004 for så vidt angår medlemmer af den olympiske familie, der er statsborgere i tredjelande, og som er omfattet af visumkravet i Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 af 15. marts 2001 om fastlæggelse af listen over de tredjelande, hvis statsborgere skal være i besiddelse af visum ved passage af de ydre grænser, og listen over de tredjelande, hvis statsborgere er fritaget for dette krav(3).

(7) En sådan fravigelse af bestemmelserne bør begrænses til bestemmelserne i fællesskabsretten om indgivelse af visumansøgning, udstedelse af visum samt om ensartet udformning af visa. Metoderne for kontrol ved de ydre grænser bør ligeledes tilpasses i nødvendigt omfang for at tage hensyn til tilpasningerne af visumordningen.

(8) Visumansøgning for medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege 2004, indgives samtidig med ansøgningen om akkreditering til Organisationskomitéen for De Olympiske Lege via de ansvarlige organisationer. Ansøgningen om akkreditering skal indeholde de væsentligste personoplysninger såsom efternavn, fornavn, køn, fødselsdato, -sted og -land, pasnummer og -type samt passets udløbsdato. Ansøgningerne videresendes til de græske visumudstedende myndigheder.

(9) Uanset denne forordning kan medlemmer af den olympiske familie under alle omstændigheder også individuelt indgive en visumansøgning i overensstemmelse med gældende fællesskabsret.

(10) Medmindre andet er fastsat i denne forordning, bør de relevante bestemmelser i fællesskabsretten vedrørende henholdsvis visum og kontrol ved medlemsstaternes ydre grænser finde anvendelse. Bestemmelserne i denne forordning om udstedelse af visum finder således ikke anvendelse på medlemmer af den olympiske familie, hvis de som statsborgere i et tredjeland er omfattet af visumkravet, men allerede er i besiddelse af en opholdstilladelse eller midlertidig opholdstilladelse udstedt af en medlemsstat, der fuldt ud anvender bestemmelserne i Schengen-reglerne.

(11) Der bør foretages en evaluering af de praktiske erfaringer med den dispensationsordning, der indføres med denne forordning. Det bør derfor sikres, at der foretages en evaluering efter De Olympiske og De Paralympiske Lege i 2004 i Athen for med henblik på afholdelse af De Olympiske Lege i andre medlemsstater, der fuldt ud anvender bestemmelserne i Schengen-reglerne, at fastslå, hvor godt ordningen har fungeret.

(12) I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet er det nødvendigt og hensigtsmæssigt for at kunne nå det grundlæggende mål at lette udstedelsen af visum til medlemmerne af den olympiske familie, at der vedtages en ordning, der giver mulighed for midlertidigt at fravige visse fællesskabsbestemmelser. Denne forordning går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå det tilstræbte mål, i overensstemmelse med traktatens artikel 5, stk. 3.

(13) I medfør af artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som derfor ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Inden seks måneder efter Rådets vedtagelse af denne forordning til udbygning af Schengen-reglerne efter bestemmelserne i afsnit IV i traktatens tredje del om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab træffer Danmark afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre denne forordning i sin nationale lovgivning, jf. artikel 5 i protokollen om Danmarks stilling.

(14) For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udbygning af Schengen-reglerne ifølge den aftale, som Rådet for Den Europæiske Union den 18. maj 1999 har indgået med Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering med hensyn til gennemførelsen, anvendelsen og den videre udvikling af Schengen-regelsættet(4), som falder ind under artikel 1, litra B, i Rådets afgørelse 1999/437/EF af 17. maj 1999 om visse gennemførelsesbestemmelser til denne aftale(5).

(15) Denne forordning udgør en udbygning af Schengen-reglerne, men i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 om anmodningen fra Det Forenede Kongerige og Nordirland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-regelsættet(6) deltager Det Forenede Kongerige ikke. Det Forenede Kongerige deltager derfor heller ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.

(16) Denne forordning udgør en udbygning af Schengen-reglerne, men i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2002/192/EF af 28. februar 2002 om anmodningen fra Irland om at deltage i visse bestemmelser i Schengen-regelsættet(7) deltager Irland ikke. Irland deltager derfor heller ikke i vedtagelsen af forordningen, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(17) Denne forordning udgør en udbygning af Schengen-reglerne eller har på andre måder forbindelse til dem som omhandlet i tiltrædelsesakten af 2003, artikel 3, stk. 2 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I FORMÅL OG DEFINITIONER

Artikel 1

Formål

I denne forordning fastsættes særlige bestemmelser, der giver mulighed for midlertidigt at fravige visse bestemmelser i Schengen-reglerne med hensyn til procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum samt for ensartet udformning af visa for så vidt angår medlemmer af den olympiske familie under De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004.

Medmindre andet fremgår af disse særlige bestemmelser, anvendes de relevante bestemmelser i Schengen-reglerne om procedurer for ansøgning om og udstedelse af ensartet visum.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1) "ansvarlige organisationer" i forbindelse med planlagte foranstaltninger for at lette procedurerne for ansøgning om og udstedelse af visum til medlemmer af den olympiske familie, der deltager i De Olympiske eller De Paralympiske Lege 2004 i Athen: de officielle organisationer, der i overensstemmelse med det olympiske charter har ret til at forelægge Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 lister over medlemmer af den olympiske familie til, hvem der skal udstedes akkrediteringskort til legene

2) "medlem af den olympiske familie": alle personer, der er medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité, Den Internationale Paralympiske Komité, de internationale forbund, de nationale olympiske og paralympiske komitéer, organisationskomitéerne for De Olympiske Lege, nationale foreninger af f.eks. idrætsudøvere, dommere, trænere og andre idrætsteknikere, lægeligt personale tilknyttet holdene eller idrætsudøverne samt journalister akkrediteret i medierne, ledende medarbejdere, sponsorer og andre officielle gæster, der indvilliger i at følge det olympiske charter, handler under Den Internationale Olympiske Komités kontrol og myndighed, er opført på listen fra de ansvarlige organisationer og er akkrediteret af Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 til at deltage i De Olympiske Lege eller De Paralympiske Lege i 2004

3) "olympisk akkrediteringskort" udstedt af Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 i overensstemmelse med artikel 16 i den græske lov nr. 3103/2003: et sikkert dokument enten til De Olympiske Lege eller til De Paralympiske Lege med foto af indehaveren, og som fastslår identiteten på medlemmet af den olympiske familie og giver den pågældende adgang til de områder, hvor idrætskonkurrencerne og andre begivenheder under legene finder sted

4) "De Olympiske Leges og De Paralympiske Leges varighed": De Olympiske Sommerlege 2004 afholdes i tidsrummet 13. juli til 29. september 2004 og De Paralympiske Efterårslege 2004 i tidsrummet 18. august til 29. oktober 2004

5) "Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004": den komité, der er nedsat i medfør af artikel 2 i den græske lov nr. 2598/1998 om afholdelse af De Olympiske og De Paralympiske Lege 2004 i Athen, og som træffer beslutning om akkreditering af de medlemmer af den olympiske familie, der deltager i disse lege

6) "visumudstedende myndigheder": de myndigheder, som Grækenland pålægger at behandle ansøgninger om og udstede visum til medlemmer af den olympiske familie.

KAPITEL II UDSTEDELSE AF VISUM

Artikel 3

Betingelser

Der må kun udstedes visum efter bestemmelserne i denne forordning til ansøgere, der

a) er udpeget af en af de ansvarlige organisationer og akkrediteret af Organisationskomitéen for De Olympiske Lege til at deltage i De Olympiske Lege eller De Paralympiske Lege 2004

b) er i besiddelse af gyldig rejselegitimation, som tillader passage af de ydre grænser i overensstemmelse med artikel 5 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 (i det følgende benævnt "Schengen-konventionen")

c) ikke er indberettet som uønsket

d) ikke udgør en trussel for nogen af medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed eller internationale forbindelser.

Artikel 4

Indgivelse af visumansøgning

1. Når en ansvarlig organisation udarbejder en liste over de personer, der er udvalgt til at deltage i De Olympiske Lege eller De Paralympiske Lege 2004, kan organisationen sammen med ansøgningen om udstedelse af olympiske akkrediteringskort til de udvalgte deltagere indgive en gruppeansøgning om visum til udvalgte personer, der i medfør af forordning (EF) nr. 539/2001 skal være i besiddelse af visum.

2. Gruppeansøgningen om visum sendes til Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 sammen med anmodningen om udstedelse af olympiske akkrediteringskort efter den procedure, denne komité har fastsat.

3. Der indsendes én enkelt ansøgning om visum pr. person, der deltager i De Olympiske Lege eller De Paralympiske Lege 2004.

4. Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 fremsender hurtigst muligt gruppeansøgningen om visum til de visumudstedende myndigheder sammen med kopier af anmodningerne om udstedelse af olympiske akkrediteringskort, hvorpå de væsentligste personoplysninger om de pågældende er anført, dvs. det fulde navn, nationalitet, køn, fødselsdato og -sted, pasnummer og -type samt passets udløbsdato.

Artikel 5

Behandling af gruppeansøgninger om visum samt procedure for udstedelse af visum

1. De visumudstedende myndigheder udsteder et visum, når de har sikret sig, at betingelserne i artikel 3 er opfyldt.

2. Det udstedte visum skal være et ensartet visum til kortvarigt ophold og flere indrejser, der giver opholdsret i indtil halvfems (90) dage under De Olympiske Lege eller De Paralympiske Lege.

3. Hvis det pågældende medlem af den olympiske familie ikke opfylder betingelserne i artikel 3, litra c) og d), kan de visumudstedende myndigheder i overensstemmelse med artikel 5, stk. 2, i Schengen-konventionen udstede et visum, der kun gælder for et begrænset geografisk område.

Artikel 6

Visummets udformning

1. Visummet består konkret i påføring af to numre på det olympiske akkrediteringskort. Det første nummer er visumnummeret. For så vidt angår det ensartede visum, består visumnummeret af syv (7) skrifttegn sammensat af bogstavet "C" efterfulgt af seks (6) tal. For så vidt angår visum med begrænset geografisk gyldighedsområde, består visumnummeret af otte (8) skrifttegn sammensat af bogstaverne "GR" efterfulgt af seks (6) tal. Det andet nummer er den pågældendes pasnummer.

2. De visumudstedende myndigheder meddeler visumnumrene til Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 med henblik på udstedelsen af akkrediteringskort.

Artikel 7

Gebyrfrihed

De visumudstedende myndigheder opkræver ikke gebyr for at behandle de pågældende visumansøgninger og udstede disse visa.

KAPITEL III ANDRE ASPEKTER

Artikel 8

Annullering af visum

Hvis listen over de personer, der er udvalgt til at deltage i De Olympiske Lege eller De Paralympiske Lege 2004 ændres inden legenes start, underretter de ansvarlige organisationer uden forsinkelse Organisationskomitéen for De Olympiske Lege 2004 herom, således at denne kan inddrage akkrediteringskortet for de personer, der er blevet slettet af listen. Organisationskomitéen meddeler de visumudstedende myndigheder numrene på de visa, det drejer sig om.

De visumudstedende myndigheder annullerer de pågældendes visum. De underretter omgående kontrolmyndighederne herom, og disse videresender uden forsinkelse oplysningerne til de relevante myndigheder i de øvrige medlemsstater.

Artikel 9

Kontrol ved de ydre grænser

1. Når medlemmerne af den olympiske familie, til hvem der er udstedt visum i overensstemmelse med denne forordning, passerer medlemsstaternes ydre grænser, begrænses indrejsekontrollen til at sikre, at betingelserne i artikel 3 er overholdt.

2. Under De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege

a) anbringes ind- og udrejsestempel på første ubenyttede side i passet for de medlemmer af den olympiske familie, for hvilke det er nødvendigt at påføre sådanne stempler; ved første indrejse angives visumnummeret på samme side

b) anses indrejsebetingelserne i Schengen-konventionens artikel 5, stk. 1, litra c), for at være opfyldt, når et medlem af den olympiske familie er blevet behørigt akkrediteret.

3. Bestemmelserne i stk. 2 finder anvendelse på medlemmer af den olympiske familie, der er tredjelandsstatsborgere, uanset om de er visumpligtige i henhold til forordning (EF) nr. 539/2001.

Artikel 10

Underretning af Europa-Parlamentet og Rådet

Senest fire måneder efter afslutningen af De Paralympiske Lege sender Grækenland en rapport til Kommissionen om de forskellige aspekter af gennemførelsen af denne forordning.

På grundlag af denne rapport og de oplysninger, andre medlemsstater måtte indsende inden for samme frist, foretager Kommissionen en evaluering af fravigelsen af bestemmelserne for udstedelse af visum for så vidt angår medlemmer af den olympiske familie i henhold til denne forordning og underretter Europa-Parlamentet og Rådet herom. Kommissionen udarbejder denne evalueringsrapport tids nok til, at de italienske myndigheder kan tage erfaringerne fra De Olympiske og Paralympiske Lege i Athen med i betragtning under planlægningen af De Olympiske Vinterlege i Torino i 2006.

Artikel 11

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. juli 2003.

På Rådets vegne

G. Tremonti

Formand

(1) Forslag af 8.4.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2) Udtalelse af 19.6.2003 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3) EFT L 81 af 21.3.2001, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 453/2003 (EUT L 69 af 13.3.2003, s. 10).

(4) EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(5) EFT L 176 af 10.7.1999, s. 31.

(6) EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

(7) EFT L 64 af 7.3.2002, s. 20.

Top