This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document E2016J0008
Judgment of the Court of 16 May 2017 in Case E-8/16 — Netfonds Holding ASA, Netfonds Bank AS, and Netfonds Livsforsikring AS v The Norwegian Government (Freedom of establishment — Article 31 EEA — Directive 2000/12/EC — Directive 2002/83/EC — Directive 2006/48/EC — Directive 2007/44/EC — Credit institutions — Assurance undertakings — Qualifying holdings — Proportionality — Suitability — Necessity)
Domstolens dom af 16. maj 2017 i sag E-8/16 — Netfonds Holding ASA, Netfonds Bank AS og Netfonds Livsforsikring AS mod den norske regering (Etableringsfrihed — EØS-aftalens artikel 31 — direktiv 2000/12/EF — direktiv 2002/83/EF — direktiv 2006/48/EF — direktiv 2007/44/EF — kreditinstitutter — forsikringsselskaber — kvalificeret deltagelse — proportionalitet — egnethed — nødvendighed)
Domstolens dom af 16. maj 2017 i sag E-8/16 — Netfonds Holding ASA, Netfonds Bank AS og Netfonds Livsforsikring AS mod den norske regering (Etableringsfrihed — EØS-aftalens artikel 31 — direktiv 2000/12/EF — direktiv 2002/83/EF — direktiv 2006/48/EF — direktiv 2007/44/EF — kreditinstitutter — forsikringsselskaber — kvalificeret deltagelse — proportionalitet — egnethed — nødvendighed)
EUT C 321 af 28.9.2017, p. 10–10
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
|
28.9.2017 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 321/10 |
DOMSTOLENS DOM
af 16. maj 2017
i sag E-8/16
Netfonds Holding ASA, Netfonds Bank AS og Netfonds Livsforsikring AS mod den norske regering
(Etableringsfrihed — EØS-aftalens artikel 31 — direktiv 2000/12/EF — direktiv 2002/83/EF — direktiv 2006/48/EF — direktiv 2007/44/EF — kreditinstitutter — forsikringsselskaber — kvalificeret deltagelse — proportionalitet — egnethed — nødvendighed)
(2017/C 321/08)
I sag E-8/16, Netfonds Holding ASA, Netfonds Bank AS og Netfonds Livsforsikring AS mod den norske regering, hvori Oslo Tingrett har anmodet Domstolen om i henhold til artikel 34 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol at fortolke artikel 31, 36 og 40 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde inden for rammerne af de regler og den praksis, der gælder for ejerskabet af norske selskaber på tidspunktet for deres ansøgning om godkendelse som banker eller forsikringsselskaber, har Domstolen sammensat af præsidenten Carl Baudenbacher og dommerne Per Christiansen og Páll Hreinsson (refererende dommer) afsagt dom den 16. maj 2017. Domskonklusionen lyder således:
|
1. |
På tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var direktiv 2000/12/EF, direktiv 2006/48/EF og direktiv 2002/83/EF, som ændret ved direktiv 2007/44/EF, ikke til hinder for, at medlemsstaterne opretholdt strengere regler vedrørende proceduren for godkendelse af banker og forsikringsselskaber. Sådanne regler skal ikke desto mindre være forenelige med de grundlæggende friheder, der er sikret ved EØS-aftalen. |
|
2. |
Lovgivning som beskrevet i spørgsmål 1 og 2 og administrativ praksis som beskrevet i spørgsmål 3 udgør restriktioner, der i overvejende grad synes at henhøre under anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 31. Det tilkommer den forelæggende ret at bedømme, om det er tilfældet. |
|
3. |
Bestræbelserne på at reducere incitamentet for ejere af banker eller forsikringsselskaber til at løbe uforholdsmæssigt høje risici, navnlig i relation til risikoen for misbrug af markedsstyrke, afspejler et tvingende alment hensyn, som kan begrunde nationale foranstaltninger, der begrænser den frie etableringsret i EØS-aftalens artikel 31. Det tilkommer den forelæggende ret at identificere de formål, der rent faktisk forfølges med de nationale foranstaltninger, samt at afgøre, om de legitime mål forfølges på en egnet og konsekvent måde. |
|
4. |
De udstedelsesregler, der er beskrevet i spørgsmål 1 og 2, synes ikke at være egnede til at nå det legitime mål, som Domstolen har identificeret. Den administrative praksis, som er beskrevet i spørgsmål 3, forekommer at være egnet til at nå dette formål, for så vidt som den pågældende praksis gælder for ansøgninger om godkendelse til at drive bank- eller forsikringsvirksomhed og ikke for sekundære erhvervelser efter, at tilladelsen er givet. |
|
5. |
Hvis den forelæggende ret finder, at en eller flere af de nationale foranstaltninger er egnet til at nå et legitimt mål, skal den også bedømme, om de går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette formål. I den foreliggende sag synes andre foranstaltninger end de anfægtede at være mindre restriktive, samtidig med at de er lige effektive med hensyn til at nå de legitime mål, der er identificeret. |