E1994C0021

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDENS BESLUTNING Nr. 21/94/KOL af 6. april 1994 om tre meddelelser på konkurrenceområdet

EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN HAR -

under henvisning til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (1),

under henvisning til artikel 5, stk. 2, litra b), og artikel 25, stk. 1, i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (2), og

ud fra følgende betragtninger:

Europa-Kommissionen har vedtaget tre meddelelser, som også har betydning for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde;

det er nødvendigt at udstikke retningslinjer for virksomhederne ved at angive de principper og regler, som EFTA-Tilsynsmyndigheden vil rette sig efter ved anvendelse af EØS-aftalens artikel 53 til 60 på en bestemt sag for at sikre en ensartet anvendelse af EØS-konkurrencereglerne i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

1. EFTA-Tilsynsmyndigheden udsender følgende meddelelser, der ledsager denne beslutning som bilag 1 til 3:

- meddelelse fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om vurdering i forhold til EØS-aftalens artikel 53 af joint venture-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed

- meddelelse fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om ændring af meddelelsen om de retsakter, der er omhandlet i nr. 2 og 3 i EØS-aftalens bilag XIV om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af henholdsvis eneforhandlingsaftaler og eksklusive købsaftaler

- meddelelse fra EFTA-Tilsynsmyndigheden om de nærmere retningslinjer for mellemhandlervirksomhed i automobilbranchen.

2. Disse meddelelser er autentiske i deres engelske version og offentliggøres i EØS-afsnittet i og EØS-tillægget til De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 6. april 1994.

På EFTA-Tilsynsmyndighedens vegne

Nic GRÖNVALL

Fungerende formand

(1) Herefter benævnt EØS-aftalen.

(2) Herefter benævnt tilsyns- og domstolsaftalen.

BILAG 1

MEDDELELSE FRA EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN OM VURDERING I FORHOLD TIL EØS-AFTALENS ARTIKEL 53 AF JOINT VENTURE-SELSKABER OPRETTET I SAMARBEJDSØJEMED

A. Denne meddelelse udsendes i overensstemmelse med reglerne i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen) og i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (tilsyns- og domstolsaftalen).

B. Kommissionen har udsendt en meddelelse om vurdering i forhold til EØF-traktatens artikel 85 af joint venture-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed (EFT nr. C 43 af 16. 2. 1993, s. 2). Denne ikke-bindende retsakt indeholder de principper og regler, som Kommissionen følger på konkurrenceområdet.

C. EFTA-Tilsynsmyndigheden finder, at ovennævnte retsakt er relevant for EØS. For at sikre ensartede konkurrencevilkår og en ensartet anvendelse af EØS's konkurrenceregler i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde vedtager EFTA-Tilsynsmyndigheden nærværende meddelelse i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i tilsyns- og domstolsaftalen. Den agter at følge de i meddelelsen fastlagte principper og regler, når den anvender de relevante EØS-konkurrenceregler på en bestemt sag.

I. Indledning

1. De joint ventureselskaber (JV-selskaber), denne meddelelse drejer sig om, er en særlig, institutionaliseret form for virksomhedssamarbejde. For de stiftende selskaber udgør de et alsidigt middel til at forfølge og opfylde forskellige målsætninger.

2. JV-selskaber kan danne grundlaget for og rammen om et samarbejde inden for alle en virksomheds aktivitetsområder. Det mulige anvendelsesområde omfatter bl.a. indsamling og behandling af data, tilrettelæggelse af arbejdsmetoder, skattemæssig og administrativ rådgivning, investeringsplanlægning og -finansiering, gennemførelse af forsknings- og udviklingsprojekter, erhvervelse og tildeling af licenser til intellektuelle ejendomsrettigheder, forsyning med råmaterialer eller halvfabrikata, fremstilling af varer, udførelse af tjenesteydelser, reklame, distribution og eftersalgsservice.

3. JV-selskaber kan varetage en eller flere af ovennævnte funktioner. Deres aktiviteter kan være tidsbegrænsede eller ej. Jo videre materielle og tidsmæssige rammer, der er fastsat for samarbejdet, jo stærkere en indflydelse vil det have på de stiftende selskabers forretningspolitik i deres indbyrdes relationer såvel som i deres relationer med udenforstående selskaber. Hvis JV-selskabet udfører opgaver, der er direkte markedsrelaterede, som f.eks. indkøb, produktion, afsætning eller udførelse af tjenesteydelser, ledsages dette hypigt af en samordning eller endog en harmonisering af de stiftende selskabers konkurrencemæssige adfærd på de pågældende områder. Dette er navnlig tilfældet, hvis JV-selskaber udfører alle en normal virksomheds opgaver, og som følge heraf optræder som selvstændig udbyder eller efterspørger på markedet. Hvis der oprettes et JV-selskab, som inden for et bestemt økonomisk aktivitetsområde varetager alle eller en del af de stiftende selskabers aktiviteter eller på de stiftende selskabers vegne overtager nye aktiviteter, indebærer dette desuden en ændring af de deltagende selskabers struktur.

4. Den retlige form, de stiftende selskaber vælger at give JV-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed, er uden betydning for vurderingen af JV-selskaber i forhold til EØS-aftalens artikel 53, stk. 1 og 3. Hvad angår anvendelsen af forbuddet mod aftaler mellem virksomheder (kartelforbuddet), er det langt vigtigere, om JV-selskabets oprettelse eller virksomhed vil kunne påvirke handelen mellem kontraherende parter, og om det har til følge eller til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det område, der er omfattet af EØS-aftalen. Muligheden for at indrømme en fritagele for et JV-selskab afhænger dels af JV-selskabets samlede økonomiske nytteværdi og dels af arten og omfanget af de konkurrencebegrænsninger, det medfører.

5. På grund af de mange forskellige situationer, der kan komme i betragtning, er det umuligt at udforme generelle retningslinjer for, hvornår JV-selskaber er omfattet af konkurrencereglerne. Spørgsmålet om, hvorvidt et JV-selskab falder ind under anvendelsesområdet for EØS-aftalens artikel 53, afhænger i de fleste tilfælde af, hvilken virksomhed JV-selskabet udøver (1). I andre tilfælde vil kartelforbuddet kun gælde, hvis flere forskellige retlige og faktiske forhold er til stede, hvilket må fastslås i hvert enkelt tilfælde (2). Fritagelser for forbuddet indrømmes på grundlag af en samlet økonomisk vurdering, der kan føre til mange forskellige konklusioner (3). JV-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed kan dog som helhed inddeles i forskellige kategorier, som hver især kan vurderes ensartet i forhold til konkurrencereglerne.

6. I EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse om aftaler, vedtagelser og samordnet praksis angående samarbejde mellem virksomheder (4) opregnede EFTA-Tilsynsmyndigheden en række former for virksomhedssamarbejde, som i kraft af deres art ikke falder ind under anvendelsesområdet for kartelforbuddet, fordi de hverken har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen i den betydning, der er anvendt i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse om aftaler af ringe betydning (5) indeholder en opstilling baseret på kvantitative kriterier af samtlige de aftaler, der ikke falder ind under kartelforbuddet, fordi de ikke medfører nogen mærkbar begrænsning af konkurrencen og handelen mellem stater. Begge meddelelser gælder ligeledes for JV-selskaber. De i EØS-aftalens bilag XIV omhandlede retsakter om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på henholdsvis specialiseringsaftaler (6), forsknings- og udviklingsaftaler (7), patentlicensaftaler (8) og knowhowlicensaftaler (9) tæller også JV-selskaber blandt de virksomheder, der kan komme i betragtning til gruppefritagelser (10). Andre generelle kriterier for vurdering af JV-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed i forhold til konkurrencereglerne kan uddrages af de beslutninger, Kommissionen har vedtaget i enkeltsager. EFTA-Tilsynsmyndigheden vil tage passende hensyn til de principper, som Europa-Kommissionen henholder sig til i medfør af de beslutninger, der er omhandlet i denne meddelelse.

7. Med denne meddelelse gør EFTA-Tilsynsmyndigheden virksomhederne bekendt med de juridiske og økonomiske kriterier, den fremover vil lægge til grund for sin vurdering af JV-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed i forhold til EØS-aftalens artikel 53, stk. 1 og 3. Denne meddelelse gælder for alle JV-selskaber, der ikke falder ind under anvendelsesområdet for artikel 3 i den retsakt om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, der er omhandlet i EØS-aftalens bilag XIV (11). Meddelelsen er en pendant til meddelelserne om begreberne sammenslutning og samarbejde (12) og om accessoriske begrænsninger i forbindelse med virksomhedssammenslutninger (13), der er blevet udsendt for at præcisere ovennævnte retsakt. Andre former for relationer mellem virksomheder end JV-selskaber behandles ikke i denne meddelelse, selv om de ofte har samme virkning for konkurrencen inden for det område, der er omfattet af EØS-aftalen, og for handelen mellem kontraherende parter.

8. Denne meddelelse berører ikke EFTA-staternes nationale domstoles egen kompetence med hensyn til anvendelsen af artikel 53, stk. 1, eller de gruppefritagelsesforordninger, der er vedtaget i henhold til EØS-aftalens artikel 53, stk. 3. Den kan dog indgå som et element i domstolenes afgørelser i de sager, der indbringes for dem. Denne meddelelse foregriber ikke EFTA-Domstolens fortolking.

II. Begrebet joint venture-selskab oprettet i samarbejdsøjemed

9. Begrebt joint venture-selskab oprettet i samarbejdsøjemed kan uddrages af den retsakt om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, der er omhandlet i EØS-aftalens bilag XIV (14). I henhold til artikel 3, stk. 1, heri er et JV-selskab en virksomhed, der i fællesskab kontrolleres af en række andre virksomheder, de stiftende selskaber. Ved kontrol forstås ifølge stk. 3 i samme bestemmelse muligheden for at øve afgørende indflydelse på en virksomheds drift. Den omstændighed, at der foreligger en fælles kontrol, som er den afgørende forudsætning for, at der kan være tale om et JV-selskab, skal vurderes ud fra de retlige og faktiske forhold i det enkelte tilfælde. For en mere indgående belysning heraf henvises til EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse om begreberne sammenslutning og samarbejde (14).

10. Ifølge artikel 3, stk. 2, i ovennævnte retsakt har JV-selskaber, der ikke udgør en fusion, karakter af et virksomhedssamarbejde. Ifølge andet afsnit i samme bestemmelse udgør følgende JV-selskaber ikke en fusion:

- alle JV-selskaber, hvis aktiviteter ikke er planlagt til at have varig karakter, navnlig aktiviteter, der fra begyndelsen af de stiftende selskaber begrænses til at være kortvarige

- JV-selskaber, som ikke varetager alle en selvstændig erhvervsvirksomheds funktioner, og især sådanne, som de stiftende selskaber kun tildeler ganske bestemte funktioner, hvoriblandt der kan være funktioner, som en virksomhed normalt varetager

- JV-selskaber, som varetager alle en selvstændig erhvervsvirksomheds funktioner, hvis de bevirker en samordning af den konkurrencemæssige adfærd mellem de stiftende selskaber indbyrdes eller mellem de stiftende selskaber og JV-selskabet.

Det kan i konkrete tilfælde være vanskeligt at afgøre, om et JV-selskab har karakter af en sammenslutning eller et samarbejde. I ovennævnte meddelelse (15) redegøres der indgående for, hvorledes dette problem kan løses (16).

11. JV-selskaber oprettet i samarbejdsøjemed underkastes ikke en undersøgelse på basis af bestemmelserne i fusionsforordningen. Konstateringen af, at et JV-selskab har karakter af et virksomhedssamarbejde, har ingen materielle retsvirkninger. Den indebærer alene, at JV-selskabets forenelighed med bestemmelserne i artikel 53, stk. 1 og 3, skal vurderes efter procedurerne i kapitel II, VI, IX og XI i protokol 4 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol.

III. Vurdering i forhold til EØS-aftalens artikel 53

1. Generelle bestemmelser

12. Stiftelsen af et JV-selskab er almindeligvis resultatet af en aftale mellem virksomheder, undertiden af en beslutning truffet af en virksomhedssammenslutning. Udøvelsen af kontrollen med JV-selskabet samt dets drift er generelt ligeledes reguleret ved en aftale. Hvis der ikke foreligger nogen aftale, som det f.eks. er tilfældet, hvis der på børsen erhverves en tilstrækkelig stor kapitalandel til at opnå fælles kontrol med en beståen af, om de stiftende selskaber afstemmer deres indbyrdes interesser og dermed også deres kontrolbeføjelser i forhold til JV-selskabet.

14. Det bør afgøres fra sag til sag, om de ovenfor beskrevne aftaler, vedtagelser og former for samordnet praksis kan påvirke handelen mellem kontraherende parter. JV-selskaber, hvis reelle eller forventede virkning er begrænset til en enkelt kontraherende parts område eller et område, der ikke ind under forbuddet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1.

15. Nogle kategorier af JV-selskaber er ikke omfattet af kartelforbuddet, fordi de hverken har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. Dette gælder navnlig:

- JV-selskaber, hvis stiftende selskaber tilhører en og samme koncern, og som ikke frit kan bestemme deres konkurrencemæssige adfærd. I så fald er oprettelsen af JV-selskabet alene en intern organisatorisk foranstaltning eller en arbejdsfordeling inden for koncernen

- JV-selskaber af ringe økonomisk betydning som defineret i EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse om aftaler af mindre betydning (17). Når den samlede omsætning i de implicerede virksomheder er mindre end 200 mio. ECU og deres markedsandel mindre end 5 %, er det usandsynligt, at der kan forekomme en mærkbar begrænsning af konkurrencen

- JV-selskaber, hvis aktiviteter er konkurrencemæssigt neutrale i den betydning, der er beskrevet i EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse om samarbejde mellem virksomheder (18). De former for smarbejde, der er beskrevet heri, påvirker ikke konkurrencen, fordi de:

- alene tager sigte på indsamling af ikke-fortrolige oplysninger og dermed på forberedelse af selvstændige beslutninger fra virksomhedernes side (19)

- kun vedrører tekniske aspekter af administrationen af virksomheden (20)

- kun vedrører aktiviteter, der ligger fjernt fra markedet (21)

- kun vedrører teknisk-organisatoriske forhold (22)

- kun er bindende for ikke-konkurrenter (23)

- ganske vist indgås mellem konkurrenter, men ikke påvirker deres konkurrencemæssige frihed eller tredjeparters markedsmæssige stilling (24).

De ovenfor beskrevne parametre for sondring mellem en konkurrencebegrænsende adfærd og en konkurrencemæssigneutral adfærd er ikke uforanderlige, men kan ændre sig i takt med den generelle udvikling i EØS-reglerne. De må derfor fortolkes og anvendes på grundlag af EF-Domstolens og EFTA-Domstolens retspraksis og EFTA-Tilsynsmyndighedens beslutningspraksis. EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelser kan også ændres fra tid til anden for at bringe dem i overensstemmelse med udviklingen i retssituationen.

16. JV-selskaber, der ikke tilhører nogen af ovennævnte kategorier, skal underkastes en undersøgelse med henblik på at fastslå, om de har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Denne undersøgelse kan delvis udføres på grundlag af principperne i meddelelsen om samarbejde. EFTA-Tilsynsmyndigheden giver nedenfor en redegørelse for, efter hvilke kriterier den fastslår, om et JV-selskab begrænser konkurrencen eller ej.

2. Kriterier til konstatering af en begrænsning af konkurrencen

17. Afgørende for vurderingen af et JV-selskab oprettet i samarbejdsøjemed i forhold til konkurrencereglerne er primært relationerne mellem de implicerede virksomheder og samarbejdets virkning for undenforstående virksomheder. Det skal derfor først og fremmest kontrolleres, om JV-selskabets etablering eller drift kan hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen mellem de stiftende selskaber. Derefter skal det kontrolleres, om udenforstående virksomheders markedsmæssige stilling, ikke mindst deres forsynings- og afsætningsmuligheder, ændres afgørende af JV-selskabet. Relationerne mellem JV-selskabet og de stiftende selskaber giver kun anledning til en særskilt retlig vurdering, hvis JV-selskabet udøver alle en virksomheds funktioner. De skal dog altid inddrages i undersøgelsen af forholdet mellem de stiftende selskaber indbyrdes og mellem disse og udenforstående virksomheder. JV-selskaber kan altså kun medføre en hindring, begrænsning eller fordrejning af konkurrencen, hvis deres oprettelse eller drift påvirker konkurrenceforholdene på det relevante marked. Vurderingen af JV-selskaber i forhold til EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, indebærer således altid, at det skal fastslås, hvori det relevante marked består, såvel geografisk som med hensyn til de enkelte produkter. De kriterier, der skal anvendes til dette formål, må uddrages af meddelelsen om aftaler af ringe betydning (25). Særlig opmærksomhed må udvises med hensyn til net af JV-selskaber, der er oprettet af de samme stiftende selskaber, af et af de stiftende selskaber sammen med forskellige partnere eller parallelt af forskellige stiftende selskaber. De spiller en vigtig rolle i markedstrukturen, og kan derfor have afgørende indflydelse på besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt etableringen af et JV-selskab medfører konkurencebegrænsninger.

a) Konkurrence mellem de stiftende selskaber

18. Et samarbejde inden for et JV-selskab kan kun hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen mellem de stiftende selskaber, hvis de reelt eller potentielt er konkurrenter. Der kan kun foreligge et potentielt konkurrenceforhold, hvis hvert af de stiftende selskaber alene er i stand til at udføre de opgaver, der tildeles JV-selskabet, og hvert af de stiftende selskaber ikke mister evnen hertil ved oprettelsen af JV-selskabet. Ved undersøgelser af konkrete sager må der anlægges en realistisk økonomisk synsvinkel.

19. Der er blevet udarbejdet et katalog af spørgsmål, der skal give oplysning om, hvilke teoretiske og praktiske muligheder de stiftende selskaber har for at drive virksomhed hver for sig i stedet for i fællesskab. Spørgsmålene er ganske vist specifikt formuleret i relation til produktion af varer, men er også relevante for udførelse af tjenesteydelser. Det drejer sig om følgende spørgsmål:

- Indskuddet

Råder det enkelte stiftente selskab over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at foretage investeringer? Er det enkelte stiftende selskab tilstrækkelig kvalificeret til at drive JV-selskabet? Har det enkelte stiftende selskab adgang til de fornødne forsyningskilder til råmaterialer?

- Produktionen

Er hvert enkelt stiftende selskab fortrolig med brugen af den pågældende produktionsteknologi? Fremstiller hvert enkelt stiftende selskab selv de produkter, der befinder sig på et tidligere eller senere omsætningsled, og har hvert enkelt stiftende selskab adgang til de fornødne produktionsfaciliteter?

- Salget

Er den aktuelle eller potentielle efterspørgsel stor nok til, at hvert af de stiftende selskaber kan have sin egen produktion? Har hvert enkelt stiftende selskab adgang til de fornødne distributionskanaler til at afsætte det produkt, der fremstilles af JV-selskabet?

- Risikofaktorer

Er hvert af de stiftende selskaber i stand til alene at bære de tekniske og finansielle risici, der er forbundet med JV-selskabets produktion?

- Adgang til det relevante marked

Hvad er det relevante geografiske marked og det relevante produktmarked? Er der hindringer for adgang til markedet? Er hvert enkelt stiftende selskab i stand til selv at trænge ind på markedet? Kan hindringerne overvindes af hvert af de stiftende selskaber inden for et rimeligt tidsrum, på rimelige betingelser og til acceptable omkostninger?

20. Et JV-selskabs stiftende selskaber skal kun betragtes som potentielle konkurrenter, hvis de hver især under hensyntagen til ovennævnte faktorer, hvis indbyrdes vægt skal vurderes i hvert enkelt tilfælde, med rimelighed vil kunne forventes at kunne udvise en selvstændig adfærd. Vurderingen heraf skal i denne forbindelse koncentreres om de forskellige niveauer i en virksomheds aktiviteter. Det økonomiske pres på virksomheder til at samarbejde inden for forskning og udvikling hindrer normalt ikke, at de kan konkurrere inden for produktion og distribution. Hvis flere virksomheder sammenlægger deres produktion, fordi det er økonomisk uundgåeligt og derfor ikke frembyder nogen problemer i forhold til konkurrencereglerne, indebærer dette ikke nødvendigvis, at virksomhederne også skal samarbejde om distributionen af de pågeldende produkter.

b) Konkurrencen mellem de stiftende selskaber og JV-selskabet

21. Relationerne mellem de stiftende selskaber og JV-selskabet har selvstændig betydning, når JV-selskabet varetager alle en virksomheds funktioner og er konkurrent til mindst er af de stiftende selskaber eller er et af dets leverandører eller kunder. Anvendelsen af kartelforbuddet afhænger af omstændighederne i det konkrete tilfælde. Eftersom en konkurrencebegrænsning mellem de stiftende selskaber normalt også påvirker relationerne mellem disse selskaber og JV-selskabet, og eftersom, modsat, konkurrencebegrænsninger i relationerne mellem JV-selskabet og et af de stiftende selskaber altid vil have en indvirkning på relationerne mellem de stiftende selskaber, må der i sådanne tilfælde altid anlægges en samlet vurdering.

22. En konkurrencebegrænsning mellem de stiftende selskaber og JV-selskabet af den art, der er omhandlet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, viser sig normalt ved, at de implicerede selskaber foretager en opdeling af de geografiske markeder, af produktmarkederne (især via produktionsspecialisering) eller af kunderne. I så fald kan de pågældende virksomheder kun betragtes som potentielle konkurrenter. Hvis de derimod vedbliver at være reelle konkurrenter, vil de normalt være fristet til at mindske konkurrencen ved at samordne deres forretningspolitik, navnlig med hensyn til priser og mængder, eller ved bevidst at udvise tilbageholdenhed.

c) Virkninger for tredjeparters stilling

23. Hvilke begrænsninger, et JV-selskab medfører for tredjeparter, afhænger af forholdet mellem de aktiviteter, der udøves af henholdsvis JV-selskabet og de stiftende selskaber, og af de implicerede virksomheders samlede økonomiske styrke.

24. Hvis de stiftende selskaber giver afkald på egne indkøbs- eller salgsaktiviteter for at overlade disse til JV-selskabet, så kan dette medføre væsentlig færre valgmuligheder for leverandørerne og kunderne. Det samme er tilfældet, hvis de stiftende selskaber lader JV-selskabet stå for fremstillingen af råmaterialer eller halvfabrikata eller for forarbejdningen af deres egne produkter. Oprettelsen af JV-selskabet kan endda i yderste konsekvens indebære, at de stiftende selskabers traditionelle leverandører og kunder udelukkes fra markedet. Risikoen herfor øges, i jo højere grad markedet er oligopoliseret, og jo flere eksklusive relationer eller præferencerelationer der findes mellem JV-selskabet og de stiftende selskaber.

25. Eksistensen af et JV-selskab, hvori en række større virksomheder sammenlægger deres økonomiske styrke, kan endda hindre potentielle konkurrenter i at få adgang til markedet og hæmme udviklingen hos de hidtidige konkurrenter til de stiftende selskaber.

d) Vurderingen af, om virkningerne af en konkurrencebegrænsning er mærkbare

26. Omfanget af de konkurrencebegrænsende virkninger, et JV-selskab medfører, afhænger af en række faktorer, hvoraf de vigtigste er følgende:

- de stiftende selskabers og JV-selskabets markedsandele, det pågældende markeds struktur og sammenslutningsgraden inden for den pågældende sektor

- de stiftende selskabers økonomiske og finansielle styrke og deres tekniske og forretningsmæssige fordele i forhold til deres konkurrenter

- hvor nære på markedet JV-selskabets aktiviteter er

- i hvor høj grad de stiftende selskabers og JV-selskabets aktiviteter er identiske eller indbyrdes afhængige

- omfanget og betydningen af JV-selskabets aktiviteter i forhold til de stiftende selskabers

- hvor restriktive de aftaler, der indgås mellem de implicerede virksomheder, er

- i hvor høj grad udenforstående virksomheder udelukkes fra markedet.

e) Net af JV-selskaber

27. Net af JV-selskaber kan i særlig grad begrænse konkurrencen derved, at de forstærker individuelle JV-selskabers indvirkning på de stiftende selskabers forretningspolitik og tredjeparters markedsstilling. Ved den kartelretlige vurdering af disse situationer skal der tages hensyn til de forskellige måder, hvorpå nettene af JV-selskaber kan være opbygget, og den samlede virkning af parallelle net.

28. Det forekommer ofte, at konkurrerende stiftende selskaber opretter flere JV-selskaber, som opererer på det samme produktmarked, men på forskellige geografiske markeder. Derved må så til de konkurrencebegrænsninger, hvert enkelt JV-selskab giver anledning til, føjes de konkurrencebegrænsninger, der opstår mellem JV-selskaberne. Med oprettelsen af hvert yderligere JV-selskab forstærkes endvidere bindingerne mellem de stiftende selskaber, således at også den konkurrence, der endnu består mellem dem, svækkes yderligere.

29. Det samme gælder også, såfremt indbyrdes konkurrerende selskaber opretter flere JV-selskaber for komplementære produkter, som de selv skal forarbejde, eller for ikke-komplementære produkter, som de selv afsætter. Også i dette tilfælde øges konkurrencebegrænsningens omfang og intensitet. Den alvorligste begrænsning af konkurrencen forekommer, hvis konkurrerende virksomheder inden for én og samme oligopolitisk opbyggede sektor opretter et stort antal JV-selskaber for beslægtede produkter eller en bred vifte af og halvfabrikata. Disse betragtninger gælder også for servicesektoren.

30. Selv om et JV-selskab oprettes af ikke-konkurrerende virksomheder og isoleret set ikke medfører en begrænsning af konkurrencen, kan JV-selskabet alligevel være til skade for konkurrencen, hvis det tilhører et net af JV-selskaber, der er blevet oprettet med henblik på et enkelt produktmarked af én og samme virksomhed sammen med en række forskellige samarbejdsparterne, fordi konkurrencen mellem de forskellige JV-selskaber muligvis forhindres, begrænses eller fordrejes (26). Hvis disse samarbejdspartnere er aktuelle eller potentielle konkurrenter, kan der opstå konkurrencebegrænsende virkninger i deres indbyrdes forhold.

31. Hvis der findes parallelle net af JV-selskaber, der hver især har deltagelse af forskellige stiftende selskaber, er dette alene et udtryk for graden af den personlige og finansielle afhængighed mellem virksomhederne inden for en erhvervssektor eller mellem flere erhvervssektorer. De udgør - for så vidt i lighed med sammenslutningsgraden på det pågældende marked - en væsentlig bestanddel i det økonomiske liv og skal tages i betragtning ved den konkurrenceretlige vurdering af de forskellige net og de JV-selskaber, der tilhører disse net.

3. Vurdering af de vigtigste typer JV-selskaber

a) JV-selskaber oprettet af ikke-konkurrerende virksomheder

32. Denne kategori af JV-selskaber frembyder sjældent problemer i forhold til konkurrencereglerne. Dette gælder, uanset om JV-selskabet kun varetager nogle af en virksomheds funktioner eller alle en virksomheds funktioner. I førstnævnte tilfælde skal det kun kontrolleres, om samarbejdet mellem de stiftende selskaber gør det betydeligt vanskeligere for tredjeparter at få adgang til markedet (27). I sidstnævnte tilfælde vil undersøgelsen også primært dreje sig om det samme spørgsmål; problemet med hensyn til en begrænsning af konkurrencen mellem et af de stiftende selskaber og JV-selskabet (28) har oftest kun sekundær betydning.

33. JV-selskaber, der er oprettet af ikke-konkurrerende virksomheder, med henblik på forsknings- og udviklingsarbejde eller produktion eller distribution, herunder eftersalgsservice, falder i princippet ikke ind under forbuddet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. At kartelforbuddet ikke finder anvendelse, er begrundet i, at der er tale om at samle supplerende knowhow, produkter eller tjenesteydelser i JV-selskabet. Der gælder dog én betingelse herfor, nemlig at der inden for hvert af JV-selskabets aktivitetsområder fortsat er plads til et tilstrækkeligt antal af andre forsknings- og udviklingscentre, produktionsenheder og afsætningskanaler (29). Den samme tanke er bestemmende for vurderingen af JV-selskaber oprettet med henblik på indkøb for aftagere fra forskellige brancher. Sådanne JV-selskaber er ikke i strid med konkurrencereglerne, så længe de giver leverandørerne tilstrækkelige muligheder for at finde kunder.

34. JV-selskaber, der kun beskæftiger sig med levering af råmaterialer eller halvfabrikata til de stiftende selskaber eller med at forarbejde et eller flere af de stiftende selskabers produkter, begrænser normalt ikke konkurrencen. For at kartelforbuddet skal finde anvendelse, skal udenforstående virksomheders muligheder for at skaffe sig leverancer eller afsætte deres produkter være alvorligt forringet, hvilket forudsætter, at de stiftende selskaber har en stærk position på markedet som køber eller sælger af de pågældende produkter.

35. Ved vurderingen af JV-selskaber, der varetager alle en virksomheds funktioner, spiller det en væsentlig rolle, om JV-selskabet varetager aktiviteter, der står i et nært materielt forhold til de stiftende selskabers aktiviteter. Forholdet mellem de forskellige stiftende selskabers aktiviteter er også relevant i denne forbindelse. Hvis JV-selskabet opererer på et marked, der ligger i et tidligere eller senere omsætningsled i forhold til et af de stiftende selskaber, kan dette have konkurrencebegrænsende virkninger for udenforstående virksomheder, hvis de deltagende virksomheder har en stor markedsandel (30). Hvis det marked, JV-selskabet opererer på, ligger i et senere omsætningsled end et af de stiftende selskaber og samtidig i et tidligere omsætningsled end et andet af de stiftende selskaber, tjener JV-selskabet som forbindelsesled mellem disse stiftende selskaber og vil derved kunne tjene som middel til at skabe vertikal integration i flere stadier af produktionen. Hvis dette er tilfældet, vil den virkning, der består i at udelukke andre virksomheder fra markedet, blive forstærket. Om denne virkning så når det minimumsomfang, der er nødvendigt for, at EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, finder anvendelse, må også her afgøres i hvert enkelt tilfælde. Hvis JV-selskabet og et af de stiftende selskaber opererer på samme produktmarked, er det sandsynligt, ja næsten uundgåeligt, at der sker en samordning af deres adfærd på markedet (31).

b) JV-selskaber oprettet af konkurrerende virksomheder

36. I denne situation skal det undersøges, hvilke virkninger oprettelsen af JV-selskabet har på konkurrencen mellem de stiftende selskaber og på tredjeparters markedsstilling. Også her er forholdet mellem JV-selskabets aktiviteter og de stiftende selskabers aktiviteter af afgørende betydning. Hvis der ikke er nogen berøringspunkter mellem de områder, aktiviteterne dækker, vil der i reglen ikke være grund til at bringe EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, i anvendelse. En vurdering af de forskellige typer JV-selskaber i forhold til konkurrencereglerne fører til følgende resultater.

37. JV-selskaber, der beskæftiger sig med forskning og udvikling, kan i særlige tilfælde begrænse konkurrencen, hvis de udelukker de stiftende selskabers individuelle forskning og udvikling, eller hvis F& U-samarbejdet begrænser konkurrencen mellem de stiftende selskaber på markedet for de produkter, der er resultatet af forsknings- og udviklingsarbejdet. Dette er normalt tilfældet, hvis også den forretningsmæssige udnyttelse af de nyudviklede eller forbedrede produkter eller produktionsprocesser overlades til JV-selskabet (32). Det skal vurderes i hvert enkelt tilfælde, om der er tale om en mærkbar konkurrencebegrænsning mellem de stiftende selskaber samt, om de eventuelle negative virkninger for tredjeparters stilling er mærkbare.

38. JV-selskaber, der afsætter produkter fremstillet af konkurrerende producenter, begrænser konkurrencen mellem de stiftende selskaber i deres egenskab af udbydere og begrænser købernes valgmuligheder. De tilhører de traditionelle horisontale karteldannelser, som altid falder ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1 (33), hvis de har mærkbare virkninger på markedet.

39. JV-selskaber etableret af konkurrerende virksomheder med henblik på indkøb kan give parterne en fortrinsadgang til forsyningskilder og kan i større eller mindre omfang begrænse leverandørernes valgmuligheder. Afhængigt af, hvor stor betydning de i fællesskab indkøbte produkter har for de stiftende selskabers produktions- og salgsaktiviteter, kan samarbejdet desuden medføre en betragtelig begrænsning af priskonkurrencen mellem de implicerede virksomheder. Dette gælder navnlig, når købsprisen udgør en betydelig andel af de samlede omkostninger for de produkter, de stiftende selskaber sælger. Om EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, finder anvendelse, skal i sådanne tilfælde fald afgøres efter omstændighederne i den konkrete sag (34).

40. De samme principper finder anvendelse på JV-selskaber, der fremstiller råmaterialer eller halvfabrikata til konkurrerende stiftende selskaber, som videreforarbejder disse til færdigvarer. Videreforarbejder JV-selskabet derimod de af de stiftende selskabers leverede råvarer og halvfabrikata til færdigvarer, som derefter tilbageleveres til de stiftende selskaber med henblik på salg, svækkes konkurrencen mellem de deltagende virksomheder normalt på grund af samarbejdets markedsnærhed og tilbøjeligheden til at ensrette afregningspriserne (35). Dette er specielt tilfældet, hvis de stiftende selskabers samlede produktionsaktiviteter forenes i JV-selskabet, og de stiftende selskaber nøjes med at varetage distributionen for JV-selskabet. I så fald er fabrikationsomkostningerne og produktkvaliteten helt ens, således at de stiftende selskaber i det store og hele kun kan konkurrere indbyrdes på en forskellig avance. Dette udgør en væsentlig konkurrencebegrænsning, som der heller ikke rådes bod på derved, at stiftende selskaber afsætter JV-selskabets produkter under forskellige varemærker (36).

41. Ved vurderingen af JV-selskaber, som opfylder alle de funktioner, der kendetegner en normal virksomhed, og som oprettes af konkurrerende virksomheder, må der sondres mellem forskellige situationer (37):

- hvis JV-selskabet opererer på det samme marked som de stiftende selskaber, er en begrænsning af konkurrencen mellem alle de implicerede virksomheder den normale konsekvens

- hvis JV-selskabet opererer på et marked, der ligger i et tidligere eller senere omsætningsled i forhold til de stiftende selskaber, med hvilke det har forsynings- eller leveringsrelationer, er virkningerne på konkurrencen de samme, som når der er tale om JV-selskaber, der varetager produktion

- hvis JV-selskabet opererer på et tilstødende marked i forhold til de stiftende selskabers marked, foreligger der kun en konkurrencebegrænsning, hvis de to markeder i høj grad er indbyrdes afhængige. Dette er frem for alt tilfældet, hvis JV-selskabet fremstiller produkter, der komplementerer de stiftende selskabers produkter.

I erhvervslivet optræder der hyppigt en blanding af disse forskellige typer JV-selskaber. Der må derfor foretages en samlet vurdering af de heraf følgende begrænsninger af konkurrencen mellem de implicerede virksomheder og af samarbejdets virkninger for udenforstående virksomheder. Der må desuden tages hensyn til de økonomiske omstændigheder, specielt om JV-selskabet tilhører et net omfattende andre JV selskaber, eller om der findes flere parallelle net af JV-selskaber inden for den samme erhvervssektor (38).

42. Også JV-selskaber, der er oprettet af konkurrerende virksomheder, og som normalt er underlagt forbuddet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, skal underkastes en undersøgelse med henblik på at fastslå, om de under de konkrete omstændigheder i det pågældende tilfælde har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen. Dette er ikke tilfældet, hvis samarbejdet i form af et JV-selskab for de stiftende selskaber ud fra en objektiv, økonomisk betragtning må anses som den eneste mulighed for at trænge ind på et marked eller for at hævde sig på et eksisterende marked, hvor deres tilstedeværelse skærper konkurrencen eller hindrer, at den svækkes. Under disse omstændigheder vil JV-selskabet hverken hindre en allerede bestående konkurrence eller en ellers mulig konkurrence. Forbuddet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, finder i så fald ikke anvendelse (39).

IV. Vurdering i forhold til EØS-aftalens artikel 53, stk. 3

1. Gruppefritagelser

43. JV-selskaber, der falder ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, er ikke omfattet af kartelforbuddet, hvis de opfylder betingelserne for at falde ind under en gruppefritagelse. Ved to af de retsakter, der er omhandlet i EØS-aftalens bilag XIV, tillades virksomhedssamarbejde i form af et JV-selskab (se litra a) og b) nedenfor). Ved to andre retsakter i EØS-aftalens bilag XIV fritages bestemte konkurrencebegrænsende aftaler vedrørende overførsel af teknologi fra de stiftende selskaber til et JV-selskab (se litra c) nedenfor). Ved retsakten om ændring af de retsakter, der er omhandlet i nr. 5, 6, 7 og 9 i bilag XIV til EØS-aftalen, udvides disse gruppefritagelsers anvendelsesområde betydeligt (40). Udvidelsen kommer også JV-selskaber til gode.

a) Forordningen om specialiseringsaftaler

44. Retsakten om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af specialiseringsaftaler (41) gælder bl.a. for aftaler, hvorved en række virksomheder giver afkald på at fremstille bestemte produkter og i stedet overlader denne produktion til et JV-selskab, som de opretter. Den produktion, der gives afkald på, kan være en bestående produktion eller en fremtidig produktion. Det producerende JV-selskabs oprettelse og aktiviteter er undtaget fra kartelforbuddet, forudsat at de implicerede virksomheders samlede markedsandel ikke er større end 20 %, og deres samlede omsætning ikke overstiger 1 mia. ECU. Aftaler mellem større virksomheder, hvis omsætning er større end 1 mia. ECU, nyder også godt af gruppefritagelsen, hvis aftalerne anmeldes behørigt til EFTA-Tilsynsmyndigheden, og denne ikke rejser indvendinger inden for en frist på seks måneder regnet fra anmeldelsen. Denne procedure kan ikke benyttes, hvis maksimumsgrænsen for markedsandelen er overskredet.

45. Ovennævnte regler gælder kun for samarbejde på produktionsstadiet. JV-selskabet skal levere hele sin produktion, som kan omfatte råmaterialer, halvfabrikata og færdigvarer, til de stiftende selskaber. Disse må ikke operere som producenter inden for JV-selskabets produktionsområde, men de må derimod godt fremstille andre produkter, der tilhører det samme produktmarked. De produkter, der fremstilles af JV-selskabet, distribueres af de stiftende selskaber, der i denne forbindelse kan overtage funktionen som eneforhandler i et afgrænset område.

46. Aftaler, hvorved de stiftende selskaber overlader forhandlingen af de af aftalen omfattede produkter til et JV-selskab, kan ligeledes nyde godt af gruppefritagelsen, men er dog underlagt strengere betingelser. De implicerede virksomheders markedsandel må ikke være større end 10 %. Også i dette filfælde gælder der en maksimumsgrænse for omsætningen på 1 mia. ECU, som virksomhederne dog kan fritages for efter en indsigelsesprocedure. Ovennævnte retsakt stiller de implicerede virksomheder frit med hensyn til udformningen af deres samarbejde i produktionsstadiet og i distributionsstadiet. Den giver tilladelse til en separat produktion, hvor distributionen af aftaleprodukterne varetages af et fælles salgsselskab, og til, at produktions- og distributionsaktiviteterne sammenlægges i et JV-selskab, der varetager alle en virksomheds funktioner samt til, at disse aktiviteter adskilles ved oprettelse af et JV-selskab, der varetager produktionen og et JV-selskab, der varetager salget. I stedet for at blive varetaget af ét JV-selskab kan produktionen og/eller distributionen af aftaleprodukterne også varetages af flere JV-selskaber, der udøver deres aktiviteter - eventuelt på basis af eneforhandlingsaftaler - inden for forskellige områder.

b) Forordningen om forsknings- og udviklingsaftaler

47. I retsakten om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af aftaler vedrørende forskning og udvikling (42) fastsættes en fritagelse for JV-selskaber, hvis aktiviteter kan omfatte forskning og udvikling såvel som fælles undnyttelse af forskningsresultater. Begrebet udnyttelse omfatter fremstilling af nye eller forbedrede produkter samt udnyttelse af nye eller forbedrede produktionsprocesser, martkedsføring af de produkter, der er resultatet af forsknings- og udviklingsarbejdet, samt tildeling af licenser til produktion, udnyttelse eller distribution til udenforstående virksomheder. Fritagelsen gives på den betingelse, at det fælles forsknings- og udviklingsarbejde bidrager væsentligt til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling, og at det har afgørende betydning for fremstillingen af nye forbedrede produkter.

48. Ovennævnte retsakt gør fritagelsen for kartlforbuddet betinget af, at kvantitative betingelser i form af en dobbeltbegrænsning i henseende til markedsandel er opfyldt. Et samarbejde mellem de stiftende selskaber inden for rammerne af et JV-selskab, hvis aktiviteter omfatter forskning, udvikling, produktion og licenspolitik, er tilladt, såfremt deres samlede markedsandel ikke er større end 20 %. Eftersom forordingen ikke forudsætter nogen form for specialisering, tillader den enhver form for samordning af adfærden inden for forskning, udvikling og produktion. De stiftende selskaber kan derfor selv fortsætte deres aktiviteter eller påbegynde aktiviteter inden for JV-selskabets aktivitetsområde. Det står dem ligeledes frit for at beslutte, hvorledes de ønsker at gøre brug af mulighederne for selv at producere eller for at udstede licenser til udenforstående virksomheder. Ved via en sådan aftale af fordele de geografiske områder, inden for hvilke de må operere, kan de stiftende selskaber desuden hver især i hele aftalens løbetid beskytte sig mod, at den anden part fremstiller de produkter eller udnytter de processer, aftalen vedrører, på det geografiske område, der er forbeholdt hver part; inden for en periode på fem år efter lanceringen af det nye eller forbedrede produkt på det område, der er omfattet af EØS-aftalen, kan de endvidere forbyde den anden part at føre en aktiv salgspolitik på dette geografiske område. Hvis de derimod overlader forhandlingen af aftaleprodukterne til et eller flere JV-selskaber, gælder der en maksimumsgrænse for markedsandelen på 10 % for det samlede samarbejde. Eftersom der i ovennævnte retsakt ikke er fastsat nogen maksimumsgrænse for omsætningen, åbner den direkte adgang til gruppefritagelse for alle virksomheder uanset størrelse.

c) Forordningerne om patentlicensaftaler og knowhowlicensaftaler

49. Retsakten om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af patentlicensaftaler (43) gælder også licensaftaler mellem ethvert af de stiftende selskaber og JV-selskabet, som vedrører JV-selskabets virksomhed. Hvis de stiftende selskaber er konkurrenter med hensyn til aftaleprodukterne, gælder gruppefritagelsen kun, hvis markedsandelen ligger under en bestemt grænse. Denne er på 20 %, hvis JV-selskabet alene varetager produktion, og på 10 %, hvis JV-selskabet derudover varetager forhandlingen af produkterne på licens.

50. Ved ovennævnte retsakt fritages eksklusive, territorialt afgrænsede produktions- eller distributionslicenser, der er tildelt JV-selskabet, beskyttelsen af JV-selskabets og de stiftende selskabers licensområde mod aktiv og passiv konkurrence fra andre parter i hele aftalens løbetid og beskyttelsen af JV-selskabets licensområde mod konkurrence fra andre licenstagere. De stiftende selskaber kan beskytte JV-selskabet mod en aktiv distributionspolitik fra de andre licenstageres side i hele aftalens løbetid. Gennem en periode på fem år efter introduktionen af et produkt på det område, der er omfattet af EØS-aftalen, er der mulighed for at forbyde direkte import af de af en aftale omfattede produkter på JV-selskabets licensområde.

51. Retsakten om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af knowhowlicensaftaler (44) indeholder lignende regler, men den territoriale beskyttelse i relationerne mellem JV-selskabet og de stiftende selskaber er dog begrænset til ti år regnet fra datoen for indgåelse af den første knowhowlicensaftale for geografiske områder inden for EØS. Fra denne dato regnes ligeledes det tidsrum, inden for hvilket JV-selskabet kan beskyttes mod aktiv konkurrence (ti år) og passiv konkurrence (fem år) fra andre licenstagere.

2. Fritagelser ved individuel beslutning

a) Generelle bemærkninger

52. JV-selskaber, som falder ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, men dog ikke opfylder betingelserne for at opnå en gruppefritagelse, er ikke nødvendigvis automatisk forbudt. Sådanne selskaber kan fritages fra forbuddet ved en individuel beslutning truffet af EFTA-Tilsynsmyndigheden, hvis de opfylder de fire betingelser i EØS-aftalens artikel 53, stk. 3. I henhold til artikel 4, 5 og 15 i kapitel II i protokol 4 i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (herefter benævnt »kapitel II«) kan der principielt kun træffes en fritagelsesbeslutning, hvis de pågældende virksomheder har anmeldt den aftale, vedtagelse eller samordnede praksis, deres samarbejde hviler på, til EFTA-Tilsynsmyndigheden. Nogle aftaler, som er mindre farlige for udviklingen af det område, der er omfattet af EØS-aftalen, er fritaget for anmeldelsespligten i henhold til artikel 4, stk. 2, i kapitel II. De kan således opnå fritagelse uden forudgående anmldelse. Det samme gælder karteller inden for transportsekotren, jf. retsakterne omhandlet i nr. 7 og 11 i protokol 21 og nr. 13 i protokol 21 i EØS-aftalen.

53. Ifølge EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, skal EFTA-Tilsynsmyndigheden kontrollere:

- om JV-selskabet bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varerne eller til at fremme den tekniske eller økonomiske udvikling

- om forbrugerne sikres en rimelig andel af fordelen herved

- om der pålægges de stiftende selskaber eller JV-selskabet begrænsninger, som ikke er nødvendige for at nå disse mål, og

- om samarbejdet inden for rammerne af JV-selskabet giver dem mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.

Fritagelse for kartelforbuddet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, kommer kun i betragtning, hvis svaret på de to første spørgsmål er positivt og svaret på de to sidste spørgsmål negativt.

b) Vurderingsprincipper

54. For at opfylde de to første betingelser i EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, skal JV-selskabet også for tredjeparter, navnlig forbrugerne, medføre reelle, objektive fordele, der mindst opvejer de konkurrencemæssige ulemper, det medfører.

55. Som sådanne fordele, der kan tilstræbes eller opnås ved hjælp af JV-selskabet, anser EFTA-Tilsynsmyndigheden navnlig udvikling af nye eller forbedrede produkter eller produktionsprocesser og markedsføring af disse af opfinderne selv eller af tredjeparter på grundlag af en licens for at have en væsentlig betydning. Der anlægges desuden en positiv forhåndsindstilling til projekter, der går ud på at åbne nye afsætningsmarkeder, uanset om der er tale om nye geografiske markeder for allerede eksisterende produkter eller en udvidelse af udvalget af eksisterende produkter. I alle disse tilfælde befordrer de implicerede virksomheder en dynamisk konkurrence, som på én og samme tid styrker området omfattet af EØS-aftalen og de pågældende sektors konkurrenceevne. En produktions- og salgsforøgelse kan også være en stimulerende faktor for konkurrencen. Derimod er en rationalisering af produktionsapparatet eller af distributionsnettet snarere et middel for virksomhederne til at tilpasse udbuddet til en stagnerende eller faldende efterspørgsel. En sådan rationalisering medfører dog omkostningsreduktioner, som under effektiv konkurrence normalt videregives til kunderne i form af gunstigere priser. Produktionskapacitetsindskrænkende tiltag tager derimod hyppigst sigte på at hæve priserne. Sådane tiltag fortjener kun en positiv vurdering, hvis de har til formål at overvinde en strukturel krise, fremskynder tilbagetrækningen af urentabel produktionskapacitet fra markedet, og således på mellemlang sigt genskaber betingelserne for en resultatbaseret konkurrence.

56. EFTA-Tilsynsmyndigheden anlægger en negativ vurdering af aftaler, som primært sigter mod at samordne de implicerede virksomheders nuværende eller fremtidige konkurrencemæssige adfærd. Dette er i særlig grad tilfældet ved fælles prisfastsættelse, produktions- eller salgsbegrænsninger i form af fastsættelse af kvoter, opdeling af markeder og aftalebaserede investeirngsforbud eller -begrænsninger. JV-selskaber, hvis oprettelse eller virksomhed primært følger disse målsætninger, kan ikke betragtes som andet end et klassisk kartel, hvis skadelige virkninger på konkurrencen er velkendte.

57. Fordelene og ulemperne ved et JV-selbskab skal afvejes over for hinanden i den overordnet økonomisk sammenhæng, hvorved foruden arten også omfanget af fordelene og ulemperne må tages i betragtning. Hvis de stiftende selskaber har betydelig økonomisk og finansiel styrke og desuden en stor markedsandel, vil deres anmodning om fritagelse blive underkastet en streng undersøgelse. Det samme gælder JV-selskaber, der styrker et i forvejen snævert oligopol, og net af JV-selskaber.

58. Samarbejdets art og formål er i første række bestemmende for, hvilke begrænsninger for de stiftende selskaber eller JV-selskabet der vil kunne accepteres i forhold til EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, litra a). I denne sammenhæng er det for det meste af afgørende betydning at vide, om det aftalebaserede indgreb i de implicerede virksomheders økonomiske dispositionsfrihed står i umiddelbar forbindelse med JV-selskabets oprettelse og kan betragtes som nødvendigt for dets eksistens (45). Det er kun i henseende til en konkurrencebegrænsning set under ét, at EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, litra b), pålægger en absolut grænse. Konkurrencen skal hele tiden vedblive at være fuldt ud effektiv. Aftaler, som bringer den effektive konkurrence i fare, kan ikke komme i betragtning til en individuel fritagelse. Inden for denne kategori falder under alle omstændigheder JV-selskaber, der via en sammenlægning af de stiftende selskabers activiteter opnår, bevarer eller forstærker en dominerende stilling.

c) Vurdering af de vigtigste typer JV-selskaber

59. JV-selskaber, der udelukkende beskæftiger sig med forskning og udvikling, skal principielt vurderes positivt, også selv om de ikke opfylder betingelserne for gruppefritagelse efter retsakten om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af forsknings- og udviklingsaftaler (46). De samlede økonomiske fordele, som denne form for samarbejde medfører, modsvares normalt ikke af nævneværdige konkurrencemæssige ulemper. Dette gælder også, hvis de stiftende selskaber desuden overlader det til JV-selskabet at udstede licenser til tredjeparter. Hvis JV-selskabet derudover får til opgave at fremstille de produkter, der er resultatet af den fælles forsknings- og udviklingsindsats, skal de principper, der gælder for JV-selskaber inden for produktion, ligeledes tages i betragtning ved bedømmelsen af, om der kan gives fritagelse (47). JV-selskaber, der varetager forskning og udvikling, udstedelse af licenser, produktion og distribution, falder inden for den kategori af JV-selskaber, der varetager samtlige en virksomheds funktioner, og skal vurderes i overensstemmelse hermed (48).

60. JV-selskaber inden for salg tilhører de klassiske horisontale karteller. De har almindeligvis til formål og til følge at samordne konkurrerende producenters vareudbud. Herigennem fjerner de ikke blot priskonkurrencen mellem de stiftende selskaber, men begrænser desuden via ordrefordelingsordninger de varemængder, der må leveres af hver af de implicerede virksomheder. EFTA-Tilsynsmyndigheden vurderer derfor principielt JV-selskaber inden for salg negativt (49). EFTA-Tilsynsmyndigheden anlægger derimod en positiv holdning i tilfælde, hvor den fælles distribution af aftaleprodukterne er et led i et omfattende samarbejdsarrangement, som fortjener at blive vurderet positivt i forhold til EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, og for hvis heldige gennemførelse den har altafgørende betydning. De vigtigste eksempler herpå er JV-selskaber inden for salg oprettet af producenter, der hver især har specialiseret sig, men som stadig ønsker at udbyde det samlede udvalg af de pågældende produkter, og JV-selskaber inden for salg, som tjener til udnyttelse af resultaterne af et fælles forsknings- og udviklingsarbejde, også i distributionsstadiet. I andre tilfælde kan der kun under særlige omstændigheder forventes en fritagelse (50).

61. JV-selskaber inden for indkøb har til formål at rationalisere ordreafgivelsen og optimere udnyttelsen af transportmidler og lagre. De kan dog samtidig benyttes til at fastsætte ensartede købspriser og købsbetingelser og hyppigt også forsyningskvoter. Ved at slå deres efterspørgsel sammen kan de stiftende selskaber opnå en styrkeposition i forhold til leverandørerne og fordreje konkurrencen mellem disse. Ofte vejer de konkurrencemæssige ulemper tungere end de fordele, der muligvis kan følge med JV-selskaber inden for indkøb, navnlig for så vidt angår sådanne JV-selskaber, der oprettes af konkurrerende producenter. Som følge heraf indrømmer EFTA-Tilsynsmyndigheden kun sjældent fritagelser for denne type JV-selskaber, og i så fald kun, hvis de stiftende selskaber bevarer muligheden for at foretage individuelle indkøb (51). Der er dog ikke hidtil vedtaget nogen beslutning med hensyn til de i økonomisk henseende mest betydningsfulde JV-selskaber inden for indkøb.

62. JV-selskaber inden for produktion kan være oprettet af mange forskellige økonomiske grunde. De oprettes ofte for at skabe ny produktionskapacitet for et givet produkt for at supplere de stiftende selskabers produktionskapacitet (52). I andre tilfælde får JV-selskabet til opgave på de stiftende selskabers vegne at varetage produktionen af et nyt produkt (53). Endelig kan JV-selskabet få til opgave at samle de stiftende selskabers produktionskapacitet med det formål - alt efter omstændighederne - at øge eller nedsætte den.

63. Muligheden for at indrømme en fritagelse for et JV-selskab inden for produktion bør vurderes forskelligt alt efter, hvilke funktioner det varetager: JV-selskaber, der har til formål at øge produktionscapaciteten eller udvide varesortimentet, tjener ikke blot til at undgå parallel-investeringer og derved til at nedsætte omkostningerne, men kan desuden skærpe konkurrencen. Samling af eksisterende produktionskapacitet eller nedsættelse af produktionskapaciteten udgør derimod i langt de fleste tilfælde rationaliseringsforanstaltninger, der generelt har defensiv karakter. At såanne foranstaltninger skulle være til fordel for tredjeparter og navnlig forbrugerne, er ikke indlysende og skal derfor godtgøres i hvert enkelt tilfælde. Der kan ikke fastsættes kvantitative maksimumsgrænser, f.eks. grænser for markedsandelen, når der er tale om JV-selskaber inden for produktion. Jo mere konkurrencen mellem de stiftende selskaber indskrænkes, jo større betydning får opretholdelsen af konkurrencen med tredjeparter. Den grænse for markedsandelen på 20 %, der er fastsat i gruppefritagelsesforordningerne, kan benyttes som udgangspunkt ved vurderingen af konkrete tilfælde af JV-selskaber inden for produktion.

64. JV-selskaber, der varetager alle en virksomheds funktioner, bidrager til at skabe en dynamisk konkurrence og fortjener derfor en positiv vurdering, forudsat at de ikke dækker over pris-, kvoterings- eller markedsdelingsaftaler og ikke er et middel for de stiftende selskaber til at samordne investeringerne ud over, hvad der er nødvewndigt i det konkrete tilfælde (54). Eftersom samarbejdet i så fald omfatter distributionen, skal EFTA-Tilsynsmyndigheden ved vurderingen af konkrete sager i særlig grad være opmærksom på, at sammenlægningen af alle virksomhedsfunktioner og samtidig af de stiftende selskabers ressourcer ikke skaber eller styrker en dominerende stilling. Ved kontrollen af om JV-selskaber, der varetager alle en virksomheds funktioner, frembyder problemer i forhold til konkurrencereglerne, er den markedsandelsgrænse på 10 %, der er nævnt i gruppefritagelsesforordningerne, et vigtigt udgangspunkt. Hvis markedsandelen ligger under denne grænse, kan det formodes, at markedsudelukkelsesvirkningen for tredjeparter og risikoen for at skabe eller forstærke hindringer for markedsadgang holder sig inden for rimelige grænser. Markedsstrukturen skal dog fortsat garantere en effektiv konkurrence. Hvis ovennævnte grænse overskrides, kan en fritagelse kun komme på tale, når der er foretaget en indgående undersøgelse af alle omstændigheder i den konkrete sag.

V. Accessoriske begrænsninger

1. Vurderingsprincipper

65. Der må skelnes mellem konkurrencebegrænsninger, der er forbundet med selve oprettelsen og driften af et JV-selskab, og supplerende aftaler, som isoleret set ligeledes udgør konkurrencebegrænsninger, fordi de indskrænker de implicerede virksomheders handlefrihed på markedet. Sådanne supplerende aftaler er enten umiddelbart forbundet med og nødvendige for JV-selskabets oprettelse og drift, således at de ikke uden fare for JV-selskabets eksistens kan adskilles fra dette, eller blot indgået ved oprettelsen af JV-selskabet uden at have disse kendetegn.

66. Supplerende aftaler, der er direkte forbundet med JV-selskabet og nødvendige for dettes eksistens, skal vurderes sammen med JV-selskabet. Set i forhold til konkurrencereglerne betragtes de som accessoriske begrænsninger, forudsat at de udfylder en underordnet funktion i forhold til hovedformålet med JV-selskaber. For at vurdere, om begrænsningen er »nødvendig«, skal der ikke blot tages hensyn til begrænsningens art, men det skal også kontrolleres, at dens varighed og materielle og geografiske anvendelsesområde ikke rækker ud over, hvad der normalt er nødvendigt af hensyn til JV-selskabets oprettelse og drift.

67. Hvis JV-selskabet som sådant ikke falder ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, falder supplerende aftaler, som ganske vist isoleret set er konkurrencebegrænsende, men som skal betragtes som accessoriske i den ovenfor angivne betydning, heller ikke ind under kartelforbuddet. Modsat falder accessoriske begrænsninger også ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, hvis JV-selskabet gør det. Der gælder samme fritagelseskriterier for begge. Der kræves således ingen selvstændig begrundelse for accessoriske begrænsninger i forhold til kriterierne i EØS-aftalens artikel 53, stk. 3. De fritages i princippet for den samme periode som JV-selskabet.

68. Supplerende aftaler, der ikke er accessoriske i forhold til JV-selskabet, falder normalt ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, selv om JV-selskabet ikke selv gør det. Der kan kun indrømmes fritagelse for sådanne aftaler i medfør af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på grundlag af en selvstændig vurdering af deres fordele og ulemper. Denne vurdering er uafhængig af vurderingen af selve JV-selskabet.

69. På grund af de mange forskellige typer JV-selskaber og de supplerende begrænsninger, der kan være forbundet med dem, kan der kun gives nogle få eksempler på anvendelsen af de principper, der vil blive anvendt.

2. Vurdering af bestemte supplerende begrænsninger

70. For at vurdere, om supplerende begrænsninger har accessorisk karakter, må der sondres mellem begrænsninger, der er knyttet til JV-selskabet, og begrænsninger, der er knyttet til de stiftende selskaber.

a) Begrænsninger, der pålægges JV-selskabet

71. Blandt de begrænsninger, der kan pålægges et JV-selskab, er begrænsninger, der tjener til at præcisere JV-selskabets formål, f.eks. kontraktbestemmelser om varesortimentet eller produktionsstedet, at betragte som accessoriske. Derimod er begrænsninger, der går ud over fastlæggelsen af JV-selskabets formål, f.eks. begrænsninger vedrørende produktionsmængder, priser eller kunder, ikke accessoriske. Det samme gælde eksportforbud.

72. Hvis der ved JV-selskabets oprettelse skabes ny produktionskapacitet og overføres knowhow fra de stiftende selskaber, vil en forpligtelse for JV-selskabet til at undlade at producere eller distribuere produkter, der konkurrerer med de produkter, der fremstilles på licens, i reglen også blive betragtet som en accessorisk begrænsning. JV-selskabet skal nemlig i så fald varetage den nye produktion uden at fratage de stiftende selskaber den nødvendige kontrol med den forretningsmæssige udnyttelse og udbredelsen af deres teknologi (55).

73. Under bestemte omstændigheder kan andre begrænsninger, der pålægges et JV-selskab, også betragtes som accessoriske. Det kan f.eks. være kontraktbestemmelser, der tildeler JV-selskabet et bestemt geografisk område eller et bestemt teknisk anvendelsesområde for den teknologi, der er overdraget til JV-selskabet. Sådanne begrænsninger skal dog fremstå som den uundgåelige konsekvens af de stiftende selskabers ønske om at begrænse deres samarbejde til et ganske bestemt aktivitetsområde og må ikke kompromittere JV-selskabets eksistens og formål (56).

74. Endelig kan købs- og leveringsforpligtelser for et JV-selskab vis-a-vis de stiftende selskaber i tilfælde, hvor de stiftende selskaber overfører en bestemt produktion eller bestemte produktionsfaser til et JV-selskab, også betragtes som accessoriske, i hvert fald i JV-selskabets opstartfase.

b) Begrænsninger, der pålægges de stiftende selskaber

75. Blandt de begrænsninger, der pålægges de stiftende selskaber, må kontraktbestemmelser, der indeholder et forbud mod konkurrence med JV-selskabet eller mod aktiv konkurrence inden for JV-selskabets aktivitetsområde, betragtes som accessoriske begrænsninger, i hvert fald i JV-selskabets opstartfase. Supplerende begrænsninger vedrørende varemængder, priser eller kunder samt eksportforbud går tydeligvis ud over det, der er nødvendigt for JV-selskabets oprettelse og drift.

76. Territoriale begrænsninger, som et af de stiftende selskaber måtte pålægge sig selv ved at tildele JV-selskabet en eksklusiv produktionslicens for tekniske anvendelsesområder og produktmarkeder, hvor både det stiftende selskab og JV-selskabet skal operere, kan betragtes som accessoriske begrænsninger (57). En eksklusiv brugslicens, der tildeles et JV-selskab uden tidsbegrænsning, kan betragtes som absolut nødvendig for JV-selskabets oprettelse og drift, f.eks. hvis det stiftende selskab, der tildeler licensen, ikke er aktiv på det anvendelsesområde og produktmarked, som licensen gælder for (58). Dette vil i reglen være tilfældet, når der er tale om JV-selskaber, der indleder nye aktiviteter på områder, hvor de stiftende selskaber hverken er aktuelle eller potentielle konkurrenter.

(1) Se III.1, nr. 15.

(2) Se III.2 og 3, nr. 17 ff. og nr. 32 ff.

(3) Se IV.1 og 2, nr. 43 ff. og nr. 52 ff.

(4) EFT nr. L 153 af 18. 6. 1994, s. 25.

(5) EFT nr. L 153 af 18. 6. 1994, s. 32.

(6) Nr. 6 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 417/85, ændret ved forordning (EØF) nr. 151/93).

(7) Nr. 7 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 418/85, ændret ved forordning (EØF) nr. 151/93).

(8) Nr. 5 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 2349/84, ændret ved forordning (EØF) nr. 151/93).

(9) Nr. 9 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 556/89, ændret ved forordning (EØF) nr. 151/93).

(10) Se IV.1, nr. 43 ff.

(11) Nr. 1 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 4064/89).

(12) EFT nr. L 153 af 18. 6. 1994, s. 7.

(13) EFT nr. L 153 af 18. 6. 1994, s. 3.

(14) Jf. fodnote 11.

(15) Jf. fodnote 12; se nr. 6 til 14.

(16) Se nr. 15 og 16.

(17) Yderligere retningslinjer herfor kan uddrages af Europa-Kommissionens beslutningspraksis på grundlag af forordning (EØF) nr. 4064/89 (omhandlet i nr. 1 i EØS-aftalens bilag XIV). Se dels Europa-Kommissionens beslutninger (baseret på artikel 6, stk. 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 4064/89) i sagerne Renault/Volvo (EFT nr. C 281 af 7. 11. 1990, s. 2), Baxter/Nestlé/Salvia (EFT nr. C 37 af 6. 2. 1991, s. 11), Apollinaris/Schweppes (EFT nr. C 203 af 24. 6. 1991, s. 14), Elf/Enterprise (EFT nr. C 203 af 24. 7. 1991, s. 24), Sunrise (EFT nr. C 18 af 31. 1. 1992, s. 15), BSN/Nestlé/Cokoladovny (EFT nr. C 47 af 17. 2. 1992, s. 23), Flachglas/Vegla (EFT nr. C 120 af 12. 5. 1992, s. 30), Eureko (EFT nr. C 113 af 1. 5. 1992, s. 12), Herba/IRR (EFT nr. C 120 af 28. 4. 1992, s. 13), Koipe-Tabacalera/Elosua (EFT nr. C 227 af 3. 9. 1992, s. 10), dels Europa-Kommissionens beslutninger (baseret på artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning (EØF) nr. 4064/89) i sagerne Sanofi/Sterling Drugs (EFT nr. C 156 af 10. 6. 1991, s. 10), Elf/BC/Cepsa (EFT nr. C 172 af 18. 6. 1991, s. 8), Dräger/IBM/HMP (EFT nr. C 236 af 28. 6. 1991, s. 6), Thomson/Pilkington (EFT nr. C 279 af 23. 10. 1991, s. 19), UAP/Transatlantic/Sun Life (EFT nr. C 296 af 11. 11. 1991, s. 12), TNT/GD Net, Lucas/Eaton (EFT nr. C 328 af 9. 12. 1991, s. 15), Courtaulds/SNIA (EFT nr. C 333 af 19. 12. 1991, s. 16), Volvo/Atlas (EFT nr. C 17 af 14. 1. 1992, s. 10), Ericsson/Kolbe (EFT nr. C 27 af 22. 1. 1992, s. 14), Spar/Dansk Supermarked (EFT nr. C 29 af 3. 2. 1992, s. 18), Generali/BCHA (EFT nr. C 107 af 28. 4. 1992, s. 24), Mondi/Frantschach (EFT nr. C 124 af 16. 5. 1992, s. 19), Eucom/Digital (EFT nr. C 140 af 18. 5. 1992, s. 12), Ericsson/Ascom (EFT nr. C 201 af 8. 8. 1992, s. 26), Thomas Cook/LTU/West LB (EFT nr. C 199 af 6. 8. 1992, s. 12), Elf-Atochem/Rohm & Haas (EFT nr. C 201 af 8. 8. 1992, s. 27), Rhône-Poulenc/SNIA (EFT nr. C 212 af 18. 8. 1992, s. 23), Northern Telecom/Matra Telecommunications (EFT nr. C 240 af 19. 9. 1992, s. 15), Avesta/British Steel, NCC/AGA/Axel Johnson (EFT nr. C 258 af 7. 10. 1992, s. 9).

(18) Jf. fodnote 5.

(19) Se fodnote 4.

(20) Se II, nr. 1, i ovennævnte meddelelse.

(21) Se II, nr. 2, i ovennævnte meddelelse.

(22) Se II, nr. 3, i ovennævnte meddelelse.

(23) Se II, nr. 4, i ovennævnte meddelelse.

(24) Se II, nr. 5 og 6, i ovennævnte meddelelse.

(25) Se II, nr. 7 og 8, i ovennævnte meddelelse.

(26) Jf. fodnote 5.

(27) Kommissionens beslutning i sagen om optiske fibre (EFT nr. L 236 af 22. 8. 1986, s. 30).

(28) Se III. 2, c), nr. 23 til 25.

(29) Se III. 2, b), nr. 21 til 22.

(30) Se afsnit II i meddelelsen om samarbejde (jf. fodnote 4), nr. 3 og 6, og retsakten om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af forsknings- og udviklingsaftaler (jf. fodnote 7).

(31) Se Kommissionens beslutninger i sager, hvor der ikke forelå nogen negativ virkning: beslutning 86/405/EØF (optiske fibre), EFT nr. L 236 af 22. 8. 1986, s. 30, og beslutning 90/410/EØF (Elopak/Metal Box-Odin), EFT nr. L 209 af 8. 8. 1990, s. 15.

(32) Se III. 2, b), nr. 22, og beslutning 87/100/EØF (Mitchell Cotts/Sofiltra), EFT nr. L 41 af 11. 2. 1987, s. 31.

(33) Se afsnit II i meddelelsen om samarbejde (jf. fodnote 4), nr. 3, og retsakten om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, på kategorier af forsknings- og udviklingsaftaler (jf. fodnote 7).

(34) Se følgende beslutninger: NCH (EFT nr. L 22 af 26. 1. 1972, s. 16), Cementregeling voor Nederland (EFT nr. L 303 af 31. 12. 1972, s. 7), Cimbel (EFT nr. L 303 af 31. 12. 1972, s. 24), CSV (EFT nr. L 242 af 4. 9. 1978, s. 15), UIP (EFT nr. L 226 af 3. 8. 1989, s. 25) og Astra (EFT nr. L 20 af 28. 1. 1993, s. 28).

(35) Se Kommissionens beslutninger i følgende sager: Socemas (EFT nr. L 201 af 12. 8. 1968, s. 4), Intergroup (EFT nr. L 212 af 9. 8. 1975, s. 23), National Sulphuric Acid Association I (EFT nr. L 260 af 3. 10. 1980, s. 24) og II (EFT nr. L 190 af 5. 7. 1989, s. 25), Filmeinkauf Deutscher Fernsehanstalten (EFT nr. L 284 af 3. 10. 1989, s. 36) og IJsselcentrale (EFT nr. L 28 af 2. 2. 1991, s. 32).

(36) Se meddelelsen i sagen Exxon/Shell (EFT nr. C 92 af 2. 4. 1993, s. 2).

(37) Se beslutning 91/38/EØF i sagen KSB/Goulds/Lowara/ITT (EFT nr. L 19 af 25. 1. 1991, s. 25); den konkurrencebegrænsende karakter af aftalen om fælles produktion er anerkendt i princippet i retsakten omhandlet i punkt 6 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 417/85).

(38) Se navnlig Kommissionens beslutninger i sagerne Bayer/Gist-Brocades (EFT nr. L 30 af 5. 2. 1976, s. 13), United Reprocessors og KEWA (EFT nr. L 51 af 26. 2. 1976, s. 7 og 15), Vacuum Interrupters I (EFT nr. L 48 af 19. 2. 1977, s. 32) og II (EFT nr. L 383 af 31. 12. 1980, s. 1), De Laval/Stork I (EFT nr. L 215 af 23. 8. 1977, s. 11) og II (EFT nr. L 59 af 4. 3. 1988, s. 32), GEC/Weir (EFT nr. L 327 af 20. 12. 1977, s. 26), WANO/Schwarzpulver (EFT nr. L 322 af 16. 11. 1978, s. 26), Langenscheidt/Hachette (EFT nr. L 39 af 11.2.1982, s. 25), Amersham/Buchler (EFT nr. L 314 af 10. 11. 1982, s. 34), Rockwell/Iveco (EFT nr. L 224 af 17. 8. 1983, s. 19), Carbon Gas Technology (EFT nr. L 376 af 31. 12. 1983, s. 17), Enichem/ICI (EFT nr. L 50 af 24. 2. 1988, s. 18), Bayer/BP Chemicals (EFT nr. L 150 af 16. 6. 1988, s. 35), Iveco/Ford (EFT nr. L 230 af 19. 8. 1988, s. 39), Alcatel/Espace/ANT (EFT nr. L 32 af 3. 2. 1990, s. 19), Konsortium ECR 900 (EFT nr. L 228 af 22. 8. 1990, s. 31), Screensport/EBU-Eurosport (EFT nr. L 63 af 9. 3. 1991, s. 32), Eirpage (EFT nr. L 306 af 7. 11. 1991, s. 22), Procter and Gamble/Finaf (EFT nr. C 3 af 7. 1. 1992, s. 2) og Intonet (EFT nr. C 7 af 11. 1. 1992, s. 3).

(39) Se III. 2 e), nr. 27 til 31.

(40) Se beslutning i sagerne Alliance des constructeurs français de machinesautils (EFT nr. L 201 af 12. 8. 1968, s. 1), SAFCO (EFT nr. L 13 af 17. 1. 19972, s. 44), Metaleurop (EFT nr. L 179 af 12. 7. 1990, s. 41), Elopak/Metal Box-Odin (EFT nr. L 209 af 8. 8. 1990, s. 15), Konsortium ECR 900 (EFT nr. L 228 af 22. 8. 1990, s. 31).

(41) Nr. 5, 6, 7 og 9 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 151/93).

(42) Jf. fodnote 6.

(43) Jf. fodnote 7.

(44) Jf. fodnote 8.

(45) Jf. fodnote 9.

(46) Se V.2, nr. 70 ff.

(47) Jf. fodnote 7.

(48) Se nr. 62 og 63.

(49) Se nr. 64.

(50) Se NCH (EFT nr. L 22 af 26. 1. 1972, s. 16), Cementregeling voor Nederland (EFT nr. L 303 af 31. 12. 1972, s. 7), Cimbel (EFT nr. L 303 af 31. 12. 1972, s. 24), CSV (EFT nr. L 242 af 4. 9. 1978, s. 15) og Astra (EFT nr. L 20 af 28. 1. 1993, s. 23).

(51) Se beslutning 89/467/EØF i sagen UIP (EFT nr. L 226 af 3. 8. 1989, s. 25).

(52) Se beslutning i sagerne National Sulphuric Acid Association (EFT nr. L 260 af 3. 10. 1980, s. 24), Filmeinkauf deutscher Fernsehanstalten (EFT nr. L 284 af 3. 10. 1989, s. 36), IJsselcentrale (EFT nr. L 28 af 2. 2. 1991, s. 32).

(53) Se Exxon/Shell (EFT nr. C 92 af 2. 4. 1993, s. 2).

(54) Se beslutning i sagen KSB/Goulds/Lowara/ITT (EFT nr. L 19 af 25. 1. 1991, s. 25).

(55) Se Kommissionens beslutninger i følgende sager: Amersham/Buchler (EFT nr. L 314 af 10. 11. 1982, s. 34), Rockwell/Iveco (EFT nr. L 224 af 17. 8. 1983, s. 19), Carbon Gas Technologie (EFT L nr. 376 af 31. 12. 1983, s. 17), Enichem/ICI (EFT nr. L 50 af 24. 2. 1988, s. 18), Bayer/BP Chemicals (EFT nr. L 150 af 16. 6. 1988, s. 35), Iveco/Ford (EFT nr. L 230 af 19. 8. 1988, s. 39), Alcatel/Espace/ANT (EFT nr. L 32 af 3. 2. 1990, s. 19), Eirpage (EFT nr. L 306 af 7. 11. 1991, s. 22), Bayer/Gist-Brocades (EFT nr. L 30 af 5. 2. 1976, s. 13), United Reprocessors og KEWA (EFT nr. L 51 af 26. 2. 1976, s. 7), Vacuum Interrupters I (EFT nr. L 48 af 19. 2. 1977, s. 32), Vacuum Interrupters II (EFt nr. L 383 af 31. 12. 1980, s. 1), De Laval/Stork I (EFT nr. L 215 af 23. 8. 1977, s. 11), De Laval/Stork II (EFT nr. L 59 af 4. 3. 1988, s. 32), GEC/Weir (EFT nr. L 327 af 20. 12. 1977, s. 26), Langenscheidt/Hachette (EFT nr. L 39 af 11. 2. 1982, s. 25), Procter and Gamble/Finaf (EFt nr. C 3 af 7. 1. 1992, s. 2) og Infonet (EFT nr. C 7 af 11. 1. 1992, s. 3).

(56) Se Kommissionens beslutning i sagen Mitchell Cotts/Sofiltra (EFT nr. L 41 af 11. 2. 1987, s. 31).

(57) Se Kommissionens beslutning i sagen Elópak/Metal Box-Odin (EFT nr. L 209 af 6. 6. 1990, s. 15).

(58) Se beslutningen i sagen Mitchell Cotts/Sofiltra (fodnote 32).

(59) Se beslutningen i sagen Elopak/Metal Box-Odin (fodnote 31).

BILAG 2

MEDDELELSE FRA EFTA-TILSYNSMYNDIGHEDEN OM ÆNDRING AF MEDDELELSEN VEDRØRENDE DE RETSAKTER, DER ER OMHANDLET I Nr. 2 OG 3 I BILAG XIV TIL EØS-AFTALEN (KOMMISSIONENS FORORDNING (EØF) Nr. 1983/83 OG (EØF) Nr. 1984/83 AF 22. JUNI 1983) OM ANVENDELSE AF EØS-AFTALENS ARTIKEL 53, STK. 3, PÅ KATEGORIER AF ENEFORHANDLINGSAFTALER OG EKSKLUSIVE KØBSAFTALER

A. Denne meddelelse udsendes i overensstemmelse med reglerne i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen) og i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (tilsyns- og domstolsaftalen).

B. Kommissionen har udsendt en meddelelse om Kommissionens forordning (EØF) nr. 1983/83 og (EØF) nr. 1984/83 om anvendelse af EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af henholdsvis eneforhandlingsaftaler og eksklusive købsaftaler. Den er offentliggjort i EFT nr. C 101 af 13. 4. 1984, s. 2. Denne ikke-bindende retsakt indeholder de principper og regler, som Kommissionen følger på konkurrenceområdet. I sin dom i sag C-234/89 (Delimitis/Henninger Bräu) forlangte Domstolen, at Europa-Kommissionen skulle ændre sin meddelelse om anvendelse af EØF-traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af eneforhandlingsaftaler og eksklusive købsaftaler ved at udsende en ny meddelelse (EFT nr. C 121 af 13. 5. 1992, s. 2). EFTA-Tilsynsmyndigheden finder, at disse retsakter har betydning for EØS.

C. EFTA-Tilsynsmyndigheden vedtog den 12. januar 1994 en tilsvarende meddelelse om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af eneforhandlingsaftaler og eksklusive købsaftaler (1). For at sikre ensartede konkurrencevilkår og en ensartet anvendelse af EØS's konkurrenceregler i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde finder EFTA-Tilsynsmyndigheden det nødvendigt at ændre sin meddelelse ved at udsende nærværende meddelelse i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i tilsyns- og domstolsaftalen. Den agter at følge de i meddelelsen fastlagte principper og regler, når den anvender de relevante EØS-konkurrenceregler på en bestemt sag.

I EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse om de retsakter, der er omhandlet i nr. 2 og 3 i bilag XIV til EØS-aftalen (Kommissionens forordning (EØF) nr. 1983/83 og (EØF) nr. 1984/83 af 22. juni 1983) om anvendelse af EØS-aftalens artikel 53, stk. 3, på kategorier af eneforhandlingsaftaler og eksklusive købsaftaler indsættes følgende passage efter nr. 39 og under overskriften »V. Aftaler om levering af øl«. Nr. 40 til 66 ændres til nr. 41 til 67. Overskrifterne til afsnittene under V ændres til

B. Eksklusiv købsforpligtelse

C. Andre konkurrencebegrænsninger, der falder ind under gruppefritagelsen

D. Aftaler, der er udelukket fra gruppefritagelsen.

»1. Aftaler af ringe betydning

40. Der mindes om, at det i EFTA-Tilsynsmyndighedens meddelelse vedrørende aftaler af ringe betydning (2*) hedder, at EFTA-Tilsynsmyndigheden er af den opfattelse, at aftaler mellem virksomheder ikke falder ind under forbuddet i EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, såfremt visse betingelser angående de omhandlede virksomheders markedsandel og omsætning er opfyldt. Det er derfor klart, at når en virksomhed, et bryggeri eller en grossist overskrider tærsklerne, som er angivet i ovennævnte meddelelse, vil de indgåede aftaler kunne henføres under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. Meddelelsen vil dog ikke kunne anvendes, når konkurrencen på det relevante marked er begrænset af den kumulative virkning af parallelle netværk af lignende aftaler, som ikke individuelt ville falde ind under EØS-aftalens artikel 53, stk. 1, såfremt meddelelsen fandt anvendelse. Eftersom markedet for øl ofte vil være kendetegnet ved eksistensen af kumulative virkninger, vil det være hensigtsmæssigt at fastslå, hvilke aftaler der alligevel kan betragtes som værende af ringe betydning.

EFTA-Tilsynsmyndigheden er af den opfattelse, at en eksklusiv aftale om levering af øl, som er indgået af et bryggeri, normalt ikke er omfattet af EØS-aftalenes artikel 53, stk. 1, jf. artikel 6 og artikel 8, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1984/83,

- hvis bryggeriets markedsandel ikke overstiger 1 % af det nationale marked for videresalg af øl på udskænkningssteder, og

- hvis bryggeriet ikke producerer mere end 200 000 hl øl om året.

Disse principper finder imidlertid ikke anvendelse, hvis den pågældende aftale indgås for mere end henholdsvis 7 1/2 år, når den vedrører øl og andre drikkevarer, og 15 år, når den alene vedrører øl.

Ved fastlæggelsen af et bryggeris markedsandel og årlige produktion finder artikel 4, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1984/83 anvendelse.

Når de eksklusive aftaler om levering af øl, som er omhandlet i artikel 6 og artikel 8, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1984/83, indgås af grossister, finder ovennævnte principper tilsvarende anvendelse, idet der tages hensyn til markedspositionen for det bryggeri, hvis øl er hovedgenstand for aftalen.

Denne meddelelse udelukker ikke, at selv aftaler mellem virksomheder, som ikke opfylder ovennævnte kriterier, i konkrete tilfælde kun har en ubetydelig virkning på handelen mellem kontraherende parter eller på konkurrencen og derfor ikke er omfattet af EØS-aftalens artikel 53, stk. 1. Det gælder især, når antallet af salgssteder knyttet til virksomhederne er begrænset i forhold til det samlede antal salgssteder på markedet.

Denne meddelelse indskrænker ej heller på nogen måde anvendelsen af national lovgivning på de pågældende aftaler.

«

(1) EFT nr. L 153 af 18. 6. 1994, s. 13.

(2*) Se side 32 i denne Tidende.

BILAG 3

MEDDELELSE FRA EFTA-TILSYNSMYDIGHEDEN OM DE NÆRMERE RETNINGSLINJER FOR MELLEMHANDLERVIRKSOMHED I AUTOMOBILBRANCHEN

A. Denne meddelelse udsendes i overensstemmelse med reglerne i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-aftalen) og i aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol (tilsyns-og domstolsaftalen).

B. Kommissionen har udsendt en meddelse indeholdende de nærmere retningslinjer for mellemhandlervirksomhed i automobilbranchen (EFT nr. C 329 af 18. 12. 1991, s. 20). Denne ikke-bindende retsakt indeholder de principper og regler, som Kommissionen følger på konkurrenceområdet.

C. EFTA-Tilsynsmydigheden finder, at ovennævnte retsakt er af betydning for EØS. For at sikre ensartede konkurrencevilkår og en ensartet anvendelse af EØS's konkurrenceregler i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde vedtager EFTA-Tilsynsmyndigheden nærværende meddelelse i overensstemmelse med de beføjelser, der er tillagt den i henhold til artikel 5, stk. 2, litra b), i tilsyns- og domstolsaftalen. Den agter at følge de i meddelelsen fastlagte principper og regler, når den anvender de relevante EØS-konkurrenceregler på en bestemt sag.

Denne meddelelse supplerer den meddelelse (1), der blev offentliggjort sammen med retsakten omhandlet i nr. 4 i EØS-aftalens bilag XIV (forordning (EØF) nr. 123/85 - herefter benævnt »retsakten«), og tager sigte på at klarlægge, hvilken virksomhed de i retsakten omtalte mellemhandlere han udøve. Forholdet mellem en mellemhandler og den person, på hvis vegne han handler, bestemmes først og fremmest af den kontrakt, de har indgået, samt af gældende national ret og berører ikke tredjemands rettigheder og forpligtelser. Denne meddelelse omfatter derfor ikke alle mellemhandlerens forpligtelser.

1. Principper

Nedenstående retningslinjer, der er i overensstemmelse med retsakten, er baseret på følgende to principper. For det første princip er den i retsakten omtalte mellemhandler en tjenesteyder, der handler på køberens (den endelige forbrugers) vegne; han kan ikke påtage sig risici, der normalt er forbundet med ejendomsret, og skal på forhånd have skriftlig fuldmagt til at udøve sin virksomhed fra en fuldmagtsgiver, hvis navn og adresse er oplyst. For det andet skal der være gennemsigtighed i fuldmagtsforholdet, navnlig med hensyn til mellemhandlerens forpligtelse til efter national ret at overdrage køberen alle de fordele, han opnår ved forhandlinger, der føres på køberens vegne.

I denne forbindelse bør der skelnes mellem følgende tre hovedkriterier:

a) fuldmagtens gyldighed og tjenesteyderfunktionen

b) mellemhandlerens reklamemuligheder

c) mellemhandlerens forsyningsmuligheder.

EFTA-Tilsynsmyndigheden mener, at følgende retningslinjer og kriterier vil kunne tilgodese de praktiske behov. Hvis en mellemhandlers virksomhed ikke opfylder disse retningslinjer og kriterier, vil der - så længe der ikke foreligger bevis på det modsatte - være begrundet formodning om, at mellemhandleren overskrider de grænser, der er fastsat i artikel 3, nr. 11), i retsakten, eller vildleder offentligheden på dette punkt ved at give indtryk af, at han er videreforhandler.

2. Praktiske kriterier

a) Fuldmagtens gyldighed og tjenesteyderfunktionen

Mellemhandleren kan frit vælge sin organisationsform, men hvis transaktionerne involverer et net af uafhængige virksomheder, der anvender samme navn eller andre fælles kendetegn, kunne det skabe den fejlagtige opfattelse, at der er tale om et anerkendt distributionssystem.

En mellemhandler kan benytte lokaler i samme bygning som et supermarked, hvis lokalerne ligger uden for det område, hvor supermarkedets hovedaktiviteter foregår, og forudsat at han følger principperne i denne meddelelse.

Selv om mellemhandleren ikke kan påtage sig ejendomsretlige risici, skal han frit kunne påtage sig de risici, der er forbundet med transport og oplagring af køretøjet og med kreditten til den endelige købers finansiering af købet i udlandet. Der skal være fuld gennemsigtighed med hensyn til de forskellige tjenester, der tilbydes, og med hensyn til betaling, og dette skal kunne dokumenteres over for køberen ved fremlæggelse af udførlige og udtømmende regnskaber.

I et dokument, der eventuelt kan være adskilt fra den skriftlige fuldmagt, skal mellemhandleren give kunden en udførlig redegørelse for de forskellige tjenester, han kan tilbyde, og give kunden mulighed for at vælge dem, kunden ønsker. En mellemhandler, der ikke leverer samtlige tjenester i forbindelse med ibrugtagning af et importeret køretøj, skal i dette dokument anføre, hvilke tjenester han ikke leverer.

b) Mellemhandlerens reklamemuligheder

Mellemhandleren skal kunne reklamere, men må ikke give potentielle købere det fejlagtige indtryk, at han er videreforhandler. På denne betingelse skal han kunne:

- koncentrere sine aktiviteter, og dermed sin reklamevirksomhed, om et givet mærke eller en særlig model, forudsat at han udtrykkeligt angiver, at han ikke er videreforhandler, men optræder som mellemhandler

- give alle de prisoplysninger, han kan fremskaffe, med klar angivelse af, at prisen opgives efter hans bedste skøn

- udstille biler, som hans kunder har købt igennem ham, eller en særlig type eller model, som han kan skaffe dem, forudsat at han udtrykkeligt gør det klart, at han optræder som mellemhandler og ikke som videreforhandler, og at de typer eller modeller, han udstiller, ikke er til salg

- benytte et hvilket som helst logo og varemærke efter de gældende retsregler, men uden at skabe tvivl hos offentligheden om, at han er mellemhandler og ikke deltager i den (de) pågældende fabrikants (fabrikanters) distributionsnet.

Når et supermarked optræder som mellemhandler, skal der træffes alle de nødvendige foranstaltninger for at undgå, at køberne (de endelige forbrugere) forveksler denne særskilte aktivitet med supermarkedets hovedvirksomhed, der udøves under dets sædvanlige eller særlige kendetegn.

c) Mellemhandlerens forsyningsmuligheder

Normalt kan mellemhandleren frit etablere forretningsforbindelser med forhandlerne i de forskellige fabrikanters distributionsnet; mellemhandleren må ikke etablere et særlig privilegeret forhold til disse forhandlere i strid med de godkendte aftaleforpligtelser, jf. retsakten, særlig artikel 3, nr. 8, litra a) og b), og nr. 9, samt artikel 4, stk. 1, nr. 3). Især skal mellemhandleren skaffe sig forsyninger på normale markedsvilkår, og han må ikke:

- indgå aftaler, der pålægger ham en købsforpligtelse

- modtage andre rabatter end dem, der er sædvanlige på markedet i det land, hvor bilen købes.

Hvis en mellemhandler således tegner sig for over 10 % af en anerkendt forhandlers årlige omsætning, vil det skabe formodning om, at de er tale om et priviligeret forhold i strid med ovennævnte artikler.

(1) EFT nr. L 153 af 18. 6. 1994, s. 20.