Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document C2018/401A/01

Stillingsopslag

EUT C 401A af 7.11.2018, pp. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

7.11.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 401/1


STILLINGSOPSLAG

(2018/C 401 A/01)

Stillingen som assisterende justitssekretær (lønklasse AD 14 — AD 15) ved Den Europæiske Unions Ret vil snart blive ledig. Stillingen besættes ved anvendelse af artikel 29, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union efter fremgangsmåden i artikel 33 i Rettens procesreglement, sammenholdt med artikel 32 i nævnte procesreglement.

I.   STILLINGSBESKRIVELSE

Den assisterende justitssekretær bistår Rettens justitssekretær i forbindelse med alle opgaver, der påhviler Justitskontoret, og træder i justitssekretærens sted, når denne har forfald.

Den assisterende justitssekretær deltager i fastlæggelsen af Justitskontorets mål, i overensstemmelse med retsinstansens prioriteringer, og iværksætter de foranstaltninger, der gør det muligt at nå disse mål.

Den assisterende justitssekretær leder flere team, der varetager forvaltningen af sagernes akter.

Den assisterende justitssekretær:

har ansvaret for forvaltningen af proceduren i de sager, der henhører under disse team, og sørger for en behørig afvikling af disse procedurer

er ansvarlig for alle opgaver, der påhviler en chef for en tjeneste (rekruttering, modtagelse og oplæring af nye medarbejdere i Justitskontoret, forvaltning af arbejdstid og arbejdsvilkår, opfølgning på karriereforløb (herunder bedømmelse), kompetenceudvikling), for så vidt angår personale, der henhører under disse team, og personale i tværgående team.

Den assisterende justitssekretær skal tage aktiv del i:

koordineringen af Justitskontorets arbejde

den løbende opfølgning vedrørende — intern og ekstern — uddannelse af Justitskontorets personale såvel som uddannelse, der er rettet mod personale i dommernes kabinetter (assistenter og referendarer)

ajourføring af kriseplanen og ledelse af Justitskontorets operationelle enhed, risikostyring og opfølgning med hensyn til sikkerhedsspørgsmål og spørgsmål vedrørende sikring af personer og af processkrifter.

I sin egenskab af anvisningsberettiget, der er bemyndiget ved subdelegation, tager den assisterende justitssekretær del i forvaltningen af indtægter og udgifter under overholdelse af de finansielle bestemmelser.

Den assisterende justitssekretær udfører endvidere operationelle opgaver og sikrer navnlig Justitskontorets bistand ved retsmøder og afdelingsmøder samt deltager i institutionelle og interinstitutionelle arbejdsgrupper.

II.   ANSØGERPROFIL

Embedet som assisterende justitssekretær kræver:

et godt kendskab til de retslige procedurer ved Retten

høj grad af ansvarsbevidsthed og gode organisatoriske evner

dokumenteret evne til ledelse og forandringsledelse

gode mundtlige og skriftlige kommunikationsevner

særdeles gode samarbejdsevner samt evne til at overbevise og motivere medarbejdere

dokumenteret evne til affattelse af tekster af juridisk karakter og til varetagelse af opgaver i forbindelse med kontrol af overholdelsen af processuelle regler.

III.   KVALIFIKATIONER

Ansøgere, der skal være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, skal være i besiddelse af:

en fuldstændig juridisk uddannelse, dokumenteret ved et eksamensbevis fra et universitet, samt et særdeles godt kendskab til EU-retten

et godt kendskab til Rettens retslige procedurer

evne til at lede en stor administrativ enhed

flere års relevant erhvervserfaring i forhold til de opgaver, der skal udføres

et indgående kendskab til fransk og godt kendskab til mindst to andre officielle sprog i Den Europæiske Union

IV.   INDGIVELSE AF ANSØGNING

Ansøgninger til denne stilling skal stiles til justitssekretæren ved Den Europæiske Unions Ret og kan kun fremsendes pr. e-mail til Tribunal-Greffieradjoint@curia.europa.eu senest den 29. november 2018. Ansøgningen vedlægges et detaljeret curriculum vitæ, der navnlig skal indeholde de nødvendige oplysninger om nationalitet, eksamensbeviser fra universiteter, sprogkundskaber, nuværende stilling og tidligere ansættelser samt ansøgerens judicielle og eventuelle internationale erfaring.


Top