a)

idet afgørelsen truffet den 17. marts 2003 af Fjerde Appelkammer ved Harmoniseringskontoret i sag R 1015/2001-4 annulleres med den begrundelse, at appelkammeret ved ikke at give appellanten medhold tillod registreringen af EF-varemærke nr. 940007 BAINBRIDGE (figurativt) for varer i klasse 18 og 25, og

b)

idet Harmoniseringskontoret og intervenienten tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med sagen for første instans og appelsagen.

—

Retten tog fejl, da den hævdede, at der ikke forelå den minimale grad af lighed mellem intervenientens varemærke BAINBRIDGE og appellantens varemærkefamilie, der indeholder bestanddelen THE BRIDGE, mens den ikke desto mindre anerkendte, at varemærket BAINBRIDGE, som indsigelsen er rettet mod, har en »betydelig« fonetisk lighed med visse af appellantens varemærker. Henset til den åbenbare urigtighed af det »postulat«, som Retten baserede sig på, og hvorefter den italienske gennemsnitsforbruger har et kendskab til det engelske sprog, som er tilstrækkeligt til, at han kan genkende betydningen af ordet »bridge«, opvejes denne lighed ikke af en begrebsmæssig forskel mellem de omtvistede varemærker.

—

Såfremt de omtvistede varemærker i det mindste har en minimal grad af lighed, skulle identiteten mellem varerne og appellantens varemærkers høje grad af særpræg følgelig have ført til, at det blev konkluderet, at der var risiko for forveksling.

—

Med hensyn til ordmærket THE BRIDGE fremlagde appellanten tilstrækkelig dokumentation for reel og faktisk brug i henhold til regel 22, stk. 2, i forordning nr. 2868/95.

—

Retten anvendte artikel 43, stk. 2 og 3, i forordning nr. 40/94 forkert ved ikke at foretage en tilbundsgående prøvelse af spørgsmålet om, hvorvidt de dokumenter, appellanten havde fremlagt, var egnede til at bevise, at der var gjort brug af varemærket, og ved blot at hævde, at appelkammeret med rette havde afviste at tage hensyn til dette varemærke, fordi appellanten ikke havde bevist, at der uafbrudt var gjort brug af varemærket i løbet af referenceperioden på fem år, selv om denne betingelse ikke kræves opfyldt i henhold til lovbestemmelserne.

—

De beviser for brug, som appellanten fremlagde med henblik på at bevise, at der var gjort faktisk brug af varemærket THE BRIDGE, skulle have været anset for tilstrækkelige til ligeledes at bevise, at der var gjort brug af varemærket BRIDGE.

—

Under alle omstændigheder er appellantens figurmærke BRIDGE et »defensivt« varemærke som omhandlet i den italienske lov om varemærker og er derfor som sådan undtaget fra beviset for brug.

—

Retten begik en fejl ved at tiltræde Harmoniseringskontorets argumentation, der blev fremsat for første gang i kontorets svarskrivelse (og kan derfor under alle omstændigheder ikke indgå i sagen), hvorefter ordningen med defensive varemærker er uforenelig med EF-varemærkernes beskyttelsessystem. Reelt er der flere argumenter, der taler for, at ordningen med »defensive« varemærker er foreneligt med fællesskabssystemet.

—

idet Retten, selv om den anerkendte, at den omstændighed, at appellanten er indehaver af en varemærke-»familie«, der har tegnet »Bridge« til fælles, i princippet er relevant ved vurderingen af, om der er risiko for forveksling, i det foreliggende tilfælde undlod at tage hensyn til disse varemærker med den begrundelse, at de blot var registreret, men endnu ikke anvendt, selv om brugen af disse varemærker reelt ikke har noget at gøre med det forhold, at de må anses for at være »seriemærker«.