Sag anlagt den 16. november 2005 — Den Italienske Republik mod Kommissionen

(Sag T-424/05)

(2006/C 22/41)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved: avvocato dello Stato Paolo Gentili)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Nærværende sag vedrører Den Italienske Republiks påstand om annullation af Kommissionens beslutning K(2005) 3302 af 6. september 2005.

Kommissionen fandt ved denne beslutning, at bestemmelserne i artikel 12 i lovdekret nr. 269/2003, der blev ophøjet til lov nr. 326/2003, var uforenelige med fællesmarkedet.

Det er i disse bestemmelser i det væsentlige fastsat, at den beskatningssats, der erstatter den indkomstskat, der rammer nettoresultatet for forvaltningen af forskellige typer investeringsfonde og SICAV-selskaber, nedsættes fra 12,5 % til 5 %, når disse fonde eller SICAV-selskaber i løbet af referenceåret har investeret mindst to tredjedele af værdien af deres aktiver i små og mellemstore virksomheder, der er børsnoterede, i mindst en sjettedel af det samlede antal dage, fonden er i drift. Disse fonde eller SICAV-selskaber betegnes som »specialiserede«.

Ifølge Kommissionen er der tale om en selektiv foranstaltning, der tilgodeser dels små og mellemstore virksomheder i forhold til andre virksomheder, idet der kanaliseres investeringsmidler til disse virksomheder, dels fonde eller specialiserede SICAV-selskaber i forhold til andre fonde eller ikke-specialiserede SICAV-selskaber, ved at gøre det muligt for disse at tildele hver kapitalandel et højere afkast, eftersom afkastet er pålagt en lavere substitutionsskat. Endvidere er der ifølge Kommissionen tale om en foranstaltning, der ikke har nogen forbindelse til afgiftssystemet, og som resulterer i en driftsstøtte. Endelig foreligger der intet forhold, der kan berettige den pågældende foranstaltning i artikel 87, stk. 3, litra c), EF's forstand.

Ifølge den italienske regering er beslutningen for det første behæftet med en procedurefejl, eftersom beslutningen om at indlede proceduren i artikel 88, stk. 2, EF, blev truffet uden nogen forudgående udveksling af bemærkninger mellem Kommissionen og de italienske myndigheder, som fastsat i forordning nr. 659/1999 vedrørende »sager om statsstøtte« (det første anbringende).

Der foreligger endvidere en manglende begrundelse vedrørende det grundlæggende spørgsmål rejst af den italienske under sagen: I den italienske lovgivning (der gennemfører direktiverne vedrørende rammerne for de finansielle markeder) er investeringsfonde og SICAV-selskaber organiseret som selvstændige formuer, opdelt i andele. De udgør derfor ikke selskaber i fællesskabsretlig forstand. Kommissionen tog højde for dette, men bemærkede, at disse investeringsvirksomheder »i visse tilfælde« udgør virksomheder. Kommissionen præciserede imidlertid ikke i hvilke tilfælde eller under hvilke betingelser, fonde og SICAV-selskaber opnåede denne egenskab (det andet anbringende).

Det tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 87 EF, idet fondene og SICAV-selskaberne efter deres art ikke i noget tilfælde kan betragtes som virksomheder i fællesskabsretlig forstand, da der blot er tale om former for kollektiv besiddelse af værdipapirer. Selv hvis de blev anset for at være sådanne selskaber, kan den hypotetiske støtte i øvrigt ikke være selektiv, idet enhver berørt part (selskaber til forvaltning af »kontraktmæssige« investeringsvirksomheder eller udbydere af SICAV) vil kunne oprette specialiserede virksomheder ved siden af de ikke-specialiserede virksomheder og således gøre brug af skattelettelsen.

Med det fjerde anbringende anfægtes beslutningen, idet det heri fastslås, at modtagerne af den hypotetiske støtte er små og mellemstore virksomheder, der er børsnoterede, hvorimod de, der reelt drager fordel af skattelettelsen, er ejerne af fondsaktier eller SICAV-selskaber, det vil sige potentielt enhver berørt part. Derfor omfatter skattelettelsen ikke virksomhederne og er ikke selektiv. Kommissionen har ikke påvist, at skattelettelsen til ejerne af andele resulterede i en indirekte skattelettelse til fordel for de nævnte selskaber.

Den italienske regering har med det femte anbringende igen gjort gældende, at artikel 87 EF er blevet tilsidesat, og at der foreligger en begrundelsesmangel, idet Kommissionen har fastslået, at foranstaltningen har haft en indvirkning på konkurrencen inden for Fællesskabet, uanset dens meget lille økonomiske virkning (ifølge Kommissionen drejer det sig om 1 100 000 EUR i 2004). Endvidere har Kommissionen ikke præciseret, hvorfor der er tale om driftsstøtte, da substitutionsskatten ikke udgør en forvaltningsudgift for de mellemled, der forvalter de investeringsvirksomheder, der investerer kollektivt. Formålet med at styrke de små og mellemstore virksomheder viser desuden, at foranstaltningen for de sidstnævntes vedkommende har en strukturel rækkevidde.

Med det sjette anbringende anfægtes den del af beslutningen, hvori det afvises, at undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), EF, kan finde anvendelse. Formålet med at øge egenkapitalgrundlaget for mindre selskaber, der har sværere ved at opnå adgang til markedet for risikovillig kapital end store virksomheder, udgør således en målsætning for den økonomiske politik, der er omfattet af den førnævnte undtagelse.