Sag anlagt den 25. april 2005 af Hoechst AG mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

(Sag T-161/05)

(2005/C 155/53)

Processprog: tysk

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 25. april 2005 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af Hoechst AG, Frankfurt am Main (Tyskland) ved advokaterne M. Klusmann og U. Itzen.

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

I den anfægtede beslutnings K(2004)4876 (endelig udgave af 19.1.2005 har Kommissionen fastslået, at sagsøgeren og andre virksomheder) har tilsidesat EF-traktatens artikel 81, stk. 1 (og fra 1. januar 1994 EØS-aftalens artikel 53, stk. 1), idet de har tildelt mængekvoter og aftagere, afstemt prisforhøjelser, oprettet en kompensationsordning, udvekslet informationer om afsatte mængder og priser, deltaget i regelmæssige møder og opretholdt andre kontakter for at aftale og udføre de nævnte begrænsninger. For disse overtrædelser blev der pålagt sagsøgeren en bøde.

Sagsøgeren har under sagen anført syv søgsmålsgrunde. For det første gør sagsøgeren gældende, at der på grund af udskillelsen og det senere frasalg af den pågældende forretning ikke kan pålægges sagsøgeren nogen bøde.

For det andet gør sagsøgeren gældende, at pålæggelsen af bøden også er retsstridig, såfremt det antages, at sagsøgeren kan pålægges en bøde, da der blev givet amnesti til det senere moderselskab for det selskab, der ansøgte om amnesti, men ikke til sagsøgeren som dettes tidligere moderselskab. I denne sammenhæng har sagsøgeren gjort gældende, at der ikke er retligt grundlag for en sådan differentiering.

Den tredje søgsmålsgrund vedrører udmålingen af bøden. Efter sagsøgerens opfattelse skulle der efter sagsøgerens kronvidne-ordning fra 1996 være givet sagsøgeren en bødenedsættelse på 10 %, fordi denne udtrykkeligt ikke bestrider de væsentlige faktiske omstændigheder, som klagepunktmeddelelsen bygger på.

Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at fastsættelsen af grundbeløbet er absolut og relativt uforholdsmæssig og urimelig i betragtning af Kommissionens øvrige beslutningspraksis.

For det femte har sagsøgeren gjort gældende, at den tidligere sag, som der konkret henvises til, ikke kan tages i betragtning som grundlag for at forhøje bøden, og har subsidiært gjort gældende, at princippet ne bis in dem er tilsidesat.

Endvidere har sagsøgeren påberåbt sig manglende aktindsigt, og at den beretning, som er udarbejdet af den person, der varetog høringen, er groft retsstridig, og endelig forbuddets retmæssighed.