EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92003E001209

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1209/03 af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen. Uddeling af spædbørnsmælk i afrikanske lande.

EUT C 88E af 8.4.2004, p. 342–342 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

8.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 88/342


(2004/C 88 E/0348)

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1209/03

af Alexandros Alavanos (GUE/NGL) til Kommissionen

(2. april 2003)

Om:   Uddeling af spædbørnsmælk i afrikanske lande

Mens Verdenssundhedsorganisationen (WHO) for at fremme amning anbefaler, at der ikke reklameres for mælkepulver til spædbørn, bryder selskaber, der producerer mælk eller mælkepulver til spædbørn, såsom Nestlé og Danone, Verdenssundhedsorganisationens kodeks, idet de under påskud af at ville nedbringe børnedødeligheden uddeler gratis mælkepulver samt andre gaver, såsom stetoskoper, til gravide. I de reklamebrochurer, som de uddeler sammen med mælken, hævder de, at deres industrifremstillede mælk er sammenlignelig med modermælk.

Disse selskabers handlinger strider imod Verdenssundhedsorganisationens verdensomspændende kodeks om fremme af amning, og der er europæiske interesser involveret i disse selskaber. Hvad agter Kommissionen at gøre for at imødegå den ovennævnte situation?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Poul Nielson

(21. maj 2003)

Kommissionen slutter fuldt ud op omkring den internationale markedsføringskodeks for modermælkserstatninger, som blev vedtaget af Verdenssundhedsforsamlingen i 1981. Kommissionen er vidende om og bekymret over, at der stadig er producenter af babymad, som ikke efterlever kodeksen, samt regeringer, der ikke har gennemført kodeksens bestemmelser. Kommissionen vil fortsat opmuntre den private sektor, og her tænkes i første række på de virksomheder, det ærede medlem nævner, til at efterleve den internationale markedsføringskodeks for modermælkserstatninger inden for rammerne af EU's interesseforum vedrørende virksomhedernes sociale ansvar og lignende dialoger og partnerskaber.


Top