92003E0941

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0941/03

af Salvador Garriga Polledo (PPE-DE) til Kommissionen

(26. marts 2003)

Om: Fællesskabsbestemmelser om anvendelsen af tv-apparater i hotelværelser

Tv-apparater på hotelværelser har udviklet sig til et damoklessværd for dem, der driver hotellerne i de europæiske lande.

Hoteldirektørerne er usikre på grund af konflikten med de selskaber, der forvalter ophavsrettighederne, idet disse opkræver en afgift for de tv-apparater, som findes på værelserne. De ønsker derfor, at der i hele EU indføres bestemmelser herom, idet de gældende regler rummer gråzoner, som har ført til indbyrdes modstridende afgørelser ved domstolene.

Er det Kommissionens opfattelse, at den bør tage initiativ til at foreslå indførelse af fællesskabsbestemmelser for at eliminere gråzonerne og for at regulere området, hvad der samtidig kan hjælpe domstolene til at få en konkret forestilling om, hvilke regler der uden undtagelse skal gælde for alle landene i Den Europæiske Union?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Frederik Bolkestein

(15. maj 2003)

Det ærede parlamentsmedlem rejser spørgsmålet om betaling til ophavsretsindehavere for hotelejeres brug af deres værker og andre frembringelser, når disse udsendes på tv-apparater installeret på hotelværelser.

For så vidt specielt angår spørgsmålet om offentlig udsendelse af værker og andre frembringelser henleder Kommissionen det ærede parlamentsmedlems opmærksomhed på, at der allerede findes fællesskabsbestemmelser vedrørende dette emne, der i øvrigt er afledt af internationale retlige bestemmelser(1).

Således tillægges i medfør af artikel 3, stk. 1, i direktiv 2001/29/EF(2), ophavsmænd eneret til at tillade eller forbyde trådbunden eller trådløs overføring til almenheden af deres værker. Herudover skal der i medfør af artikel 8, stk. 2, i direktiv 92/100/EØF(3), betales et rimeligt vederlag af brugeren,

når et fonogram, der er udgivet i kommercielt øjemed, anvendes til udsendelse til offentligheden. Termen bruger omfatter også de personer, der udfører en ny offentliggørelse af en radioudsendelse på et offentligt sted. Konkret betyder det, at hvis en person foretager en viderespredning af en radio- eller tv-udsendelse ved hjælp af fonogrammer, eller hvis denne stiller et fonogram direkte til rådighed for offentligheden, skal denne person betale et rimeligt vederlag. Derfor skal en erhvervsdrivende, hvis han ønsker at foretage denne form for viderespredning i sit etablissement, betale det rimelige vederlag til gavn for kunstnere og producenter af fonogrammer og endvidere hos ophavsretsindehaverne anmode om en licens (eller i overensstemmelse med lokal lovgivning betale et rimeligt vederlag). Dette sker uafhængigt af de intellektuelle ophavsrettigheder, der allerede én gang er blevet betalt af radio- eller tv-stationen.

Det ses således, at de gældende fællesskabsbestemmelser allerede i væsentlig grad opfylder de spørgsmål, der er omhandlet i den af det ærede parlamentsmedlem stillede forespørgsel. Kommissionen er i øjeblikket ikke i besiddelse af tilstrækkelige elementer til at retfærdiggøre iværksættelsen af yderligere EU-lovgivningsinitiativer for at sikre den korrekte funktion af det indre marked i denne sammenhæng.

(1) Artikel 11 a i Den Internationale Union til Værn for Litterære og Kunstneriske Værker (Bernerkonventionen) (1971) og artikel 12 i Rom-konventionen om beskyttelse af udøvende kunstnere, fremstillere af fonogrammer samt radio- og fjernsynsforetagender (1961).

(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet, EFT L 167 af 22.6.2001, s. 10. Dette direktiv skulle være gennemført den 22. december 2002.

(3) Rådets direktiv 92/100/EØF af 19. november 1992 om udlejnings- og udlånsrettigheder samt om visse andre ophavsretsbeslægtede rettigheder i forbindelse med intellektuel ejendomsret, EFT L 346 af 27.11.1992, s. 61.