Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92001E001855

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1855/01 af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen. Oksekødspræmier (Tyskland).

    EFT C 40E af 14.2.2002, p. 124–125 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    European Parliament's website

    92001E1855

    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1855/01 af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen. Oksekødspræmier (Tyskland).

    EF-Tidende nr. 040 E af 14/02/2002 s. 0124 - 0125


    SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1855/01

    af Michl Ebner (PPE-DE) til Kommissionen

    (27. juni 2001)

    Om: Oksekødspræmier (Tyskland)

    I forbindelse med revisionen af den fælles markedsordning for oksekød har Kommissionen udtalt sig for en strengere anvendelse af grænseværdien på 90 storkreaturenheder pr. bedrift og aldersklasse i forbindelse med ydelse af særpræmien. Formålet er blandt andet at mindske produktionslysten og stabilisere oksekødsmarkedet. Antallet af dyr, for hvilke særpræmien kan ydes, fastlægges på grundlag af bestandstætheden af storkreaturenheder pr. hektar.

    Kan Kommissionen oplyse,

    - om den i fremtiden påtænker at indføre grænseværdier på 90 storkreaturenheder for alle former for direkte støtte?

    - hvor mange bedrifter i Tyskland der for øjeblikket ligger over denne grænse?

    - hvor mange bedrifter i Tyskland der for øjeblikket ligger under denne grænse?

    - hvilke virkninger/besparelser disse foranstaltninger ville få på hele budgettet for oksekødssektoren i absolutte tal og procentvis?

    - om Kommissionen har overvejet at indføre en sådan øverste grænse i forbindelse med ydelse af præmier for fårekødssektoren såvel som for andre tilsvarende kødsektorer?

    Samlet svar afgivet på Kommissionens vegne af Franz Fischler på skriftlige forespørgsler E-1855/01, E-1856/01, E-1857/01, E-1858/01, E-1859/01, E-1860/01, E-1861/01, E-1862/01, E-1863/01, E-1864/01, E-1865/01, E-1866/01, E-1867/01, E-1868/01 og E-1869/01

    (3. september 2001)

    Som følge af det kompromis, der på foranledning af formandskabet blev indgået på Rådets møde (landbrug) i Luxembourg den 19. juni 2001, er det stadig på visse betingelser muligt for medlemsstaterne at ændre eller at afvige fra grænsen på 90 dyr pr. bedrift og pr. aldersklasse (og ikke 90 storkreaturenheder som angivet af det ærede medlem) ved bevillingen af den særlige præmie for hankvæg.

    Efter den 1. januar 2002 kan medlemsstaterne således på grundlag af objektive kriterier fastsat under hensyntagen til politikken for udvikling af landdistrikter vælge at ændre eller afskaffe denne grænse, dog forudsat at der tages hensyn til de miljø- og beskæftigelsesmæssige aspekter.

    Da der er tale om størrelsen af bedrifternes dyrebestand udtrykt i storkreaturenheder pr. hektar, gør Kommissionen opmærksom på, at det i forbindelse med ovennævnte kompromis blev besluttet at mindske tæthedsfaktoren, hvorved det antal dyr, som kan få den særlige præmie og præmien til ammekøer, som for øjeblikket er på 2 storkreaturenheder pr. hektar pr. kalenderår, vil blive sat ned i to etaper, først til 1,9 storkreaturenheder den 1. januar 2002 og dernæst til 1,8 storkreaturenheder den 1. januar 2003.

    Med hensyn til det ærede medlems anmodning om statistiske oplysninger om, hvor mange bedrifter der for øjeblikket er i de forskellige medlemsstater med over og under 90 dyr, skal følgende oplyses. For det første er det svært at efterkomme denne anmodning, da forespørgslen og anmodningen om statistikker ikke er klart formuleret, da der henvises til et loft på 90 storkreaturenheder. Det ser ud som om, at man har sammenblandet den gældende grænse ved bevilling af den særlige præmie, hvor der opereres med antallet af dyr, som intet har med tætheden at gøre, og selve tætheden udtrykt i storkreaturenheder pr. hektar. For det andet er det ikke muligt ved hjælp af de oplysninger, som Kommissionen råder over vedrørende antallet af udbetalte præmier og dyrebestanden på de enkelte bedrifter, at udarbejde den form for statistikker, som der anmodes om.

    Der gøres opmærksom på, at medlemsstaternes mulighed for at afvige eller ændre på den øvre grænse på 90 dyr først blev indført med virkning fra 2000. Kommissionen råder endnu ikke over nogen oplysninger om, hvilke strukturændringer denne mulighed har medført.

    Kommissionens oprindelige forslag sigtede mod, at den særlige præmie ikke længere skulle bevilges til et ubegrænset antal handyr, som holdes på store bedrifter, hvorved det i højere grad skulle blive muligt at rette præmien mod små og mellemstore bedrifter. Det er grunden til, at denne foranstaltning ikke ville medføre besparelser, jf. den finansoversigt, der var vedlagt forslaget.

    Der er ikke planer om at indføre lignende grænser på andre områder end den særlige præmie for hankvæg.

    Top