EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 92000E000176

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0176/00 af Antonio Tajani (PPE-DE) til Kommissionen. Roms Kommunes indførelse af parkeringsforbud og pålæggelse af en indkørselsafgift.

EFT C 26E af 26.1.2001, p. 14–15 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

European Parliament's website

92000E0176

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0176/00 af Antonio Tajani (PPE-DE) til Kommissionen. Roms Kommunes indførelse af parkeringsforbud og pålæggelse af en indkørselsafgift.

EF-Tidende nr. 026 E af 26/01/2001 s. 0014 - 0015


SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-0176/00

af Antonio Tajani (PPE-DE) til Kommissionen

(31. januar 2000)

Om: Roms Kommunes indførelse af parkeringsforbud og pålæggelse af en indkørselsafgift

I anledning af Jubelåret har Roms Kommune besluttet at forbyde turistbusser at parkere i byen. Der er også blevet pålagt turistbureauerne en indkørselsafgift. Denne beslutning kan ikke undgå at påføre turist- og transportvirksomheder alvorlig skade.

Finder Kommissionen ikke, at denne beslutning også skader andre europæiske turistvirksomheder end de italienske, som havde organiseret rejser til Rom inden kommunens beslutning?

Hvad agter Kommissionen at svare på den protest, som BDO (sammenslutningen af tyske turistbusselskaber) har sendt den?

Svar afgivet på Kommissionens vegne af Loyola de Palacio

(29. marts 2000)

Spørgsmålet om lukning af Roms centrum har givet anledning til flere forespørgsler fra forskellige organisationer. Kommissionen har ved brev af 18. januar 2000 svaret den tyske transportsammenslutning (BDU)

og vil også besvare et spørgsmål fra de tyske myndigheder. Kommissionen har undersøgt den dokumentation, som de italienske myndigheder har fremsendt, og med hensyn til begrænsningen af trafikken med turistbusser i byens centrum finder den, at de italienske myndigheder ikke har overtrådt fællesskabsretten.

Som følge af det store antal besøgende, der ventes til Rom i anledning af år 2000 (ca. 29 mio. besøgende, 2000-2500 busser pr. dag), opfylder den plan, som de romerske myndigheder har udformet, flere formål. Den skal beskytte byens kulturelle og arkitektoniske arv, sikre indbyggernes livskvalitet og sundhed og begrænse den allerede voldsomme forurening i byen.

For at opfylde dette har de romerske myndigheder planer om at inddele byen i flere zoner, hvoraf nogle bliver fuldstændig trafikfrie. Til gengæld vil der blive oprettet parkeringsområder for turistbusser, faciliteter, hvor de rejsende kan sættes af selv inde i centrum af byen, og der vil blive tilrettelagt kontrol med adgangen til byen for at dirigere busserne hen imod de tildelte parkeringsområder. Der vil blive undtagelser for visse kategorier af rejsende som f.eks. handicappede. Byens interne transportnet vil blive styrket samt signaleringen. Alle nødvendige opgaver i forbindelse med gennemførelsen af disse foranstaltninger vil blive tildelt ved udbud for at sikre den nødvendige gennemsigtighed og konkurrence.

Disse foranstaltninger er ikke i strid med Rådets forordning (EØF) nr. 684/92(1), senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 11/98(2) om fælles regler for den internationale persontransport, særlig artikel 12, som tillader lokale udflugter inden for rammerne af en lejlighedsvis international transport. Det skal her understreges, at forordning (EØF) nr. 684/92 har som hovedformål at regulere den internationale transport. De lokale myndigheders bestemmelser vedrørende den lokale trafik henhører under deres politimæssige beføjelser. Anvendelsen af forordning (EØF) nr. 684/92 udelukker ikke anvendelse af denne politimæssige beføjelse på de betingelser, som byen Rom har fastsat.

Kommissionen har derfor ikke til hensigt at indlede en procedure over for Italien for overtrædelse af Rådets forordning (EØF) nr. 684/92.

Hvad angår indførelsen af en indkørselsafgift bliver der i det udkast, som de italienske myndigheder har forelagt, ikke omtalt en sådan afgift. Under alle omstændigheder vil indførelsen af en sådan indkørselsafgift for turistbusser ikke være i strid med fællesskabsretten, da der ikke er sket nogen harmonisering af lokale afgifter på fællesskabsplan, medmindre en sådan afgift omfattede bestemmelser, som indebar forskelsbehandling ved f.eks. at opkræve en højere afgift for busser fra andre medlemsstater.

(1) EFT L 74 af 20.3.1992.

(2) EFT L 4 af 8.1.1998.

Top