Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62026TN0324

Sag T-324/26: Sag anlagt den 26 maj 2026 – Navka mod Rådet

EUT C, C/2026/3860, 27.7.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/3860/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/3860/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/3860

27.7.2026

Sag anlagt den 26 maj 2026 – Navka mod Rådet

(Sag T-324/26)

(C/2026/3860)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Tatiana Navka (Moskva, Rusland) (ved C. Zatschler, SC)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets afgørelse (FUSP) 2026/696 (1) af 14. marts 2026 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, annulleres, for så vidt som sagsøgerens navn blev opretholdt på listen over personer, enheder og organer, som disse restriktive foranstaltninger finder anvendelse på.

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 2026/695 (2) af 14. marts 2026 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der undergraver eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed, for så vidt som sagsøgerens navn blev opretholdt på listen over personer, enheder og organer, som disse restriktive foranstaltninger finder anvendelse på (samlet benævnt »de anfægtede retsakter«).

Sagsøgeren tilkendes en erstatning på 134 558 EUR for det økonomiske tab, som sagsøgeren har lidt som følge af, at det har været nødvendigt at engagere retlige repræsentanter for at indlede den foreliggende retssag med henblik på at gøre sagsøgerens rettigheder gældende, i det omfang disse sagsomkostninger ikke kan kræves erstattet ved en kendelse om sagsomkostninger, og en erstatning på mindst 1 903 000 EUR for den skade, der er påført sagsøgerens omdømme, og for anden ikke-økonomisk skade, som sagsøgeren har lidt, forhøjet med 1,000 EUR pr. dag, samt renter.

Rådet tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale sagsøgerens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat fire anbringender.

1.

Første anbringende, hvorved det gøres gældende, at Rådet har tilsidesat sin begrundelsespligt i henhold til artikel 296, stk. 2, TEUF, for så vidt som begrundelsen vedrørende sagsøgeren ikke giver hende mulighed for at få tilstrækkeligt kendskab til de grunde, der understøtter de anfægtede retsakter.

2.

Andet anbringende, hvorved det gøres gældende, at Rådet har begået retlige fejl og fejl i den faktiske vurdering ved anvendelsen af kriterium a) og tilknytningskriteriet i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, stk. 1, i afgørelse 2014/145, som ændret ved Rådets afgørelse 2022/329 (3), og i artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 269/2014, som ændret ved Rådets forordning nr. 2022/330 (4), på sagsøgeren. Det andet anbringende er opdelt i fem led:

Første led om, at Rådet har begået retlige fejl og fejl i den faktiske vurdering ved anvendelsen af kriterium a).

Anden del led om, at Rådet har begået retlige fejl og fejl i den faktiske vurdering ved anvendelsen af tilknytningskriteriet.

Tredje led om, at Rådet ikke har godtgjort, at der foreligger nogen risiko for omgåelse.

Fjerde led om, at Rådet ikke har løftet sin bevisbyrde for, at der foreligger en tilstrækkelig forbindelse mellem sagsøgeren og den situation, som de restriktive foranstaltninger tilsigter at bekæmpe.

Femte led om, at det Working Paper, WK 6449/22, som Rådet har påberåbt sig, er irrelevant, upålideligt og delvis forældet

3.

Tredje anbringende, hvorved det gøres gældende, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar. Dette tredje anbringende er opdelt i tre dele:

Første del om, at Rådet har undladt at korrigere og ajourføre bevisgrundlaget for de anfægtede retsakter.

Anden del om, at Rådet har undladt at sikre, at dets beslutningstagere udøvede deres skønsbeføjelser med fuldt kendskab til de bemærkninger, som sagsøgeren havde fremsat.

Tredje del om, at Rådet har undladt at forholde sig korrekt og upartisk til sagsøgerens argumenter.

4.

Fjerde anbringende, hvorved det gøres gældende, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til menneskelig værdighed samt hendes og hendes børns ret til respekt for deres familieliv, idet Rådets hensigt med de anfægtede retsakter var at bedrive »symbolpolitik« og at misbruge hende som et symbol, og idet de anfægtede retsakter er åbenbart uegnede til at opnå de mål, der forfølges med afgørelse 2014/145 og forordning 269/2014.


(1)  EUT L, 2026/696.

(2)  EUT L, 2026/695.

(3)  Rådets afgørelse (FUSP) 2022/329 af 25. februar 2022 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP om restriktive foranstaltninger over for handlinger, der undergraver eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 50, s. 1).

(4)  Rådets forordning (EU) 2022/330 af 25. februar 2022 om ændring af forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive foranstaltninger over for handlinger, der undergraver eller truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT 2022, L 51, s. 1).


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/3860/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top