—

Sagsøgeren har gjort gældende, at Invaliditetsudvalgets konklusioner ikke kan anses for endelige. Konklusionen om uarbejdsdygtighed fra 2021 var knyttet til en arbejdsrelateret funktionel begrænsning, mens den underliggende arbejdsplads og de underliggende institutionelle lokaler var objektivt verificerbare, men ikke blev verificeret, inden de blev anvendt til at begrunde uarbejdsdygtighed og en stigmatiserende fortælling om en personlighedsforstyrrelse.

—

Anamnesen indeholdt faktuelle udsagn, der blev tilskrevet sagsøgeren, og som han ikke havde haft mulighed for at verificere eller korrigere, inden konklusionerne blev vedtaget, hvorefter aktindsigt blev begrænset. Rapporten om diagnosen var ikke konvergerende, differentialdiagnosticeringen var ufuldstændig og vendt på hovedet, og det blev ved den periodiske gennemgang i 2024 i henhold til artikel 15 i bilag VIII til personalevedtægten bekræftet, at der fortsat blev anvendt fordrejede eller ikkeverificerede forudsætninger.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at den »frygt« (»craintes«), der efterfølgende blev udvidet til påstande om arbejdsmiljøet og »juridiske sager« (»dossiers juridiques«), afslørede en langvarig funktionel begrænsning, der interagerede med identificerbare arbejdsrelaterede, holdningsmæssige og institutionelle barrierer. Kommissionen var forpligtet til at verificere og afhjælpe disse barrierer ved hjælp af rimelige tilpasninger, inden udelukkelsen fandt sted.

—

I stedet bragte Kommissionen sagsøgerens ansættelse til ophør og erklærede efterfølgende, at rimelige tilpasninger først kunne drøftes efter reintegration, hvorved der blev skabt en cirkulær udelukkelse. Den hverken identificerede væsentlige funktioner, vurderede tilpasninger eller omplacering, vedtog foranstaltninger til fjernelse af barrierer eller begrundede en uforholdsmæssig byrde. Subsidiært er afgørelse C (2004) 1318 ulovlig, hvis den fortolkes således, at den udelukker tjenestemænd, der potentielt kan genindsættes med tilpasninger.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at betegnelsen »paranoid personlighedsforstyrrelse« (»trouble de personnalité de type interprétatif«) var en stigmatiserende psykiatrisk betegnelse med konsekvenser for ansættelsen. Den blev indført og opretholdt i en medicinsk-administrativ kæde, der førte til udtræden af tjenesten, begrænset aktindsigt og fortsat udelukkelse fra arbejdet.

—

Betegnelsen blev opretholdt på trods af manglende diagnostisk konvergens, efterfølgende anerkendelse af, at det samme faktuelle grundlag krævede verifikation, og anmodninger om berigtigelse eller begrænsning af behandlingen. Den fortsatte anvendelse af betegnelsen underminerede sagsøgerens værdighed, mentale integritet, troværdighed og muligheder for reintegration.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at hans udtalelser og kommunikation vedrørende institutionel adfærd, arbejdsrelateret skade, håndtering i forbindelse med Undersøgelses- og Disciplinærkontoret (»IDOC«), udbredelse af materiale til skade for hans omdømme og ærekrænkelse blev behandlet af Europa-Kommissionens læge som psykiatrisk materiale, hvorved hans ytringsfrihed blev krænket. Kritik af offentlige myndigheders adfærd over for ham blev behandlet som klinisk »fortolkende« uden forudgående verifikation, konstatering af misbrug eller proportionalitetsgarantier.

—

Denne første sygeliggørelse svækkede tilliden til den psykiatriske vurdering og påvirkede gennemgangen fra 2024: Ansøgerens strukturerede svar på spørgsmål, der tidligere var blevet sygeliggjort, blev i sig selv karakteriseret som »retssager« (»procès«), »juridiske sager« (»dossiers juridiques«) og vedvarende »fortolkningsspørgsmål« (»thèmes interprétatifs«). Den samme mekanisme har haft en afskrækkende virkning på retsmidler, der er baseret på chartrets artikel 47, eftersom retsmidler, der var nødvendige for at forsvare omdømmet og fjerne barrierer, blev anset for at være relevante for uarbejdsdygtighed. Subsidiært udgjorde dette magtfordrejning.