—

Sagen antages til realitetsbehandling, og sagsøgeren gives medhold.

—

Europa-Parlamentets Præsidiums afgørelse af 9. februar 2026 om afslag på sagsøgerens klage og om bekræftelse af hans forpligtelse til at tilbagebetale et beløb på 28 668 EUR i henhold til gennemførelsesbestemmelsernes artikel 43, stk. 2, annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om en retlig fejl, et åbenbart urigtigt skøn, tilsidesættelse af princippet om god forvaltning, der er nævnt i artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og af proportionalitetsprincippet, der er nævnt i chartrets artikel 52, stk. 1, ved fortolkningen af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 43.

Med det første led har sagsøgeren påberåbt sig en retlig fejl, for så vidt som Præsidiet fortolkede artikel 43, stk. 3, således, at denne bestemmelse udelukker enhver anvendelse af force majeure, selv om disse betingelser åbenbart var opfyldt under sagsøgerens varetægtsfængsling og det retslige forbud mod at forlade landet, hvilket gjorde det fysisk umuligt for ham at være til stede ved plenarforsamlingerne.

Med det andet led har sagsøgeren gjort gældende, at Parlamentet tilsidesatte princippet om god forvaltning og proportionalitetsprincippet, idet Præsidiet krævede streng overholdelse af en formalitet uden praktisk nytte, da Parlamentet selv havde stemt om ophævelse af immuniteten og var underrettet om grundene til sagsøgerens fravær, samtidig med at det pålagde ham en økonomisk sanktion, der er åbenbart uforholdsmæssig.

Med det tredje led har sagsøgeren gjort gældende, at Parlamentet anlagde et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som Præsidiet fandt, at der ikke forelå force majeure for fraværet i januar 2023, selv om den varetægtsfængsling, der fandt sted den 11. februar 2023, gjorde det umuligt at opfylde formaliteten inden udløbet af fristen den 19. marts 2023.

Med det fjerde led har sagsøgeren gjort gældende, at der foreligger en begrundelsesmangel, for så vidt som Præsidiet ikke besvarede argumentet om force majeure som et selvstændigt EU-retligt begreb, hvilket er i strid med chartrets artikel 41, stk. 2, litra c).

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er fastsat i chartrets artikel 20 og 21, og om et åbenbart urigtigt skøn ved fortolkningen af begrebet »tungtvejende familiemæssige omstændigheder« i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 43, stk. 3.

Sagsøgeren er af den opfattelse, at Præsidiet ved at afslå at sidestille varetægtsfængsling med »tungtvejende familiemæssige omstændigheder«, selv om disse to situationer har de samme objektive kendetegn – en alvorlig og pludselig begivenhed, der ligger uden for medlemmets vilje og fysisk forhindrer ham i at deltage i møderne – har behandlet sammenlignelige situationer forskelligt uden objektiv begrundelse, hvilket er i strid med chartrets artikel 20 og 21.

3.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet og chartrets artikel 7 ved fortolkningen af gennemførelsesbestemmelsernes artikel 43, stk. 3.

Sagsøgeren har gjort gældende, at eftersom begrebet »tungtvejende familiemæssige omstændigheder« aldrig er blevet defineret, er den indskrænkende fortolkning, der blev anlagt af Præsidiet, uforudsigelig og i strid med de krav om klarhed, der følger af retssikkerhedsprincippet. Denne fortolkning er desuden uforenelig med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, hvorefter frihedsberøvelse i sagens natur medfører en begrænsning af privatliv og familieliv som omhandlet i artikel 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som svarer til chartrets artikel 7.