Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62026TN0211

Sag T-211/26: Sag anlagt den 1. april 2026 – Grail mod Kommissionen

EUT C, C/2026/2762, 26.5.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2762/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2762/oj

European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

C-udgaven


C/2026/2762

26.5.2026

Sag anlagt den 1. april 2026 – Grail mod Kommissionen

(Sag T-211/26)

(C/2026/2762)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Grail, Inc. (Menlo Park, Californien, USA) (ved advokaterne J. Jiménez-Laiglesia Oñate, A. Giraud, S. Troch og A. Escrigas Cañameras)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Den Europæiske Union, repræsenteret ved Europa-Kommissionen, tilpligtes at

betale en økonomisk kompensation på 33 098 113 EUR. Det krævede beløb fratrækkes ethvert beløb, der tilkendes som sagsomkostninger i forbindelse med afgørelsen om sagsomkostninger i de forenede sager C-611/22 P og C-625/22 P, i sag T-227/21, i sag T-709/22 og i sag T-23/22,

betale udligningsrenter (på sammenlagt grundlag) af det samlede beløb, der er opnået på grundlag af ovenstående punkt, for den værdiforringelse, der er forbundet med tidens gang, som sagsøgeren har lidt fra datoen for betaling af hver faktura indtil datoen for dommen. Udligningsrenten beregnes under hensyntagen til den årlige inflationsrate, som Eurostat har fastsat for den relevante periode i det land, hvor selskabet er etableret, eller, i mangel af en sådan fastsættelse fra Eurostat, for den periode og til den rentesats, som Retten finder passende,

betale morarenter (på sammenlagt grundlag) af det samlede beløb, der tilkendes på grundlag af ovenstående punkter, fra datoen for den kendelse, der skal afsiges, indtil sagsøgeren har modtaget betalingen. Renten for morarenter beregnes ved anvendelse af den rentesats, som Den Europæiske Centralbank anvender for sine primære refinansieringstransaktioner i den pågældende periode, som offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, forhøjet med 3,5 procentpoint, eller, hvis dette ikke er muligt, for den periode og til den rentesats, som Retten finder passende,

betale sagsøgerens omkostninger og udgifter i forbindelse med den foreliggende sag.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat et anbringende om, at betingelserne for Den Europæiske Unions betaling af erstatning i henhold til artikel 340, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 3, i chartret om grundlæggende rettigheder er opfyldt. For det første udgør Kommissionens ulovlige påberåbelse af kompetence i forbindelse med Illuminas erhvervelse af GRAIL og de deraf følgende procedurer, der er gennemført ultra vires, en tilstrækkelig alvorlig tilsidesættelse. For det andet blev GRAIL påført en faktisk og konkret skade som følge af Kommissionens ulovlige adfærd. For det tredje foreligger der en årsagsforbindelse, idet Kommissionens ulovlige udøvelse af kompetence i forbindelse med transaktionen og de deraf følgende procedurer, der er gennemført ultra vires, direkte har ført til den skade, som GRAIL blev påført.


ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2026/2762/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)


Top