—

Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 296 TEUF og artikel 25 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union er blevet tilsidesat, for så vidt som det er umuligt at forstå den logik, som Den Europæiske Anklagemyndighed har fulgt i de anfægtede afgørelser.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at loven er blevet tilsidesat, og at der er truffet administrative afgørelser af en ikke-kompetent myndighed. Ved at træffe de anfægtede afgørelser og ved gentagne gange at forlænge suspensionen af sagsøgeren har Den Europæiske Anklagemyndighed overskredet sine beføjelser og grebet ind i de beføjelser, der på dette område udelukkende tilkommer Den Europæiske Unions Domstol.

—

Sagsøgeren har henvist til artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) med den begrundelse, at undersøgelsen blev foretaget af den samme myndighed, som også skulle træffe afgørelse om suspensionen.

—

Sagsøgeren har henvist til chartrets artikel 41 for at fremhæve en tilsidesættelse af retten til forsvar og af de interne bestemmelser, som Kommissionen har vedtaget. Sagsøgeren blev ikke hørt, før de anfægtede afgørelser blev truffet, og sagsøgeren fik heller ikke mulighed for at påberåbe sig diskulperende omstændigheder.

—

Sagsøgeren har gjort gældende, at der blev fremsat udtalelser i pressen om sagsøgerens påståede skyld, inden undersøgelsen var afsluttet.

—

Sagsøgeren mener at være offer for en retlig fejl og et åbenbart urigtigt skøn, for så vidt som suspensionen fra tjenesten ikke er begrundet i konkrete og alvorlige omstændigheder.