1.

I en situation som i hovedsagen, hvor tre mulige tilbagesendelseslande nævnes i afgørelsen om tilbagesendelse, og hvor det på tidspunktet for vedtagelsen af denne afgørelse ikke (i hvert fald endnu ikke) var sikkert, hvilket af disse lande udlændingen skulle tilbagesendes til, skal der da foretages en vurdering under hensyn til princippet om non-refoulement på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse? Kan den ret, der træffer afgørelse om frihedsberøvelsen, ex officio tage stilling til dette spørgsmål som et specifikt krav til afgørelsen om tilbagesendelse, selv hvis der ikke er blevet anlagt et søgsmål ved denne ret til prøvelse af den nævnte afgørelse?

2.

I en situation som i hovedsagen, hvor tre mulige tilbagesendelseslande nævnes i afgørelsen om tilbagesendelse, og hvor det på tidspunktet for frihedsberøvelsen ikke (i hvert fald endnu ikke) var sikkert, hvilket land udlændingen skulle tilbagesendes til, skal der da foretages en vurdering under hensyn til princippet om non-refoulement på det tidspunkt, hvor den frihedsberøvende foranstaltning pålægges, henset til at formålet med frihedsberøvelsen er at muliggøre tilbagesendelsen af denne udlænding, herunder ved at han eller hun står til rådighed med henblik på at fastslå hans eller hendes statsborgerskab eller oprindelse, og dermed hvilket land han eller hun skal tilbagesendes til? I bekræftende fald, skal vurderingen under hensyn til princippet om non-refoulement da vedrøre alle de mulige tilbagesendelseslande, der nævnes i afgørelsen om tilbagesendelse?

3.

Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares benægtende, er det da i en situation som i hovedsagen muligt at vente med at foretage vurderingen under hensyn til princippet om non-refoulement, indtil det står klart, hvilket land udlændingen skal tilbagesendes til, f.eks. fordi hans eller hendes statsborgerskab er blevet bekræftet af myndighederne i dette land, eller udlændingen selv har dokumenteret sit statsborgerskab?